Life is´nt always a dance on red roses (Rafaela)

Tid: 22:30
Sted: gyderne
vejr: regner
omgivelser: mange skumle typer

Zantanna sneg sig igemmen gyderne lige så let og elegant som rovdyr der listede sig i græsset for overraske sit bytte som intet anende ville fare sammen så snart den vidste at det var for sent, men det var ikke fordi hun var på jagt hendes næse havde hurtigt fanget duften af hendes adoptivfar faktisk gik hun i den modsatte retning. Zantanna var bange og frygten var til tage på vis man kendte denne kvinde, men ikke særlig mange havde fået lov til at komme der ind hvor man virkelig kunne se frygt. Det var ikke fordi Zantanna ikke ville, men hun kunne få sig selv til at bringe folk i fare og da slet ikke pågrund af hende, men alligevel havde hun åbent sig op for nogle få og Rafaela var den som kommet til betyde noget, hun havde haft så ondt af den haltende pige. Zantanna kunne også sætte sig ind i hendes sted. Hun undrede sig over hvad hun lavede de havde ikke set hinanden siden den dag. Zantanna stivende da et greb om hendes ene arm, lugten ramte hende i hovedet som en hammer og latteren af det hun frygtede allermest fik hende til synke en klump.

Det næste der skete så hurtigt og nu var hun inde i en gyde, hun gispede da grebet om hendes ændrede sig og blev til et stramt greb om hendes hals. Hendes adoptivfar lød rasende " du dræbte ham din lille" mere sagde han ikke før smed hende fra sig så hårdt at hendes ene arm som prøvende havde taget af for faldet lavende knæk lyd. Hun rejste sig op som intet var sket ikke en mine fortrak sig i hendes ansigt. Hun havde ikke dræbt ham det var den anden kvinde som han havde sendt hende ud i skoven med. Hun var drog af den mening at han fortjente det. Hun grinede svagt " vil bare sige at det ikke var mig" hendes stemme var lettere drillende.

Rafaela gik rundt i gyderne. Hun havde fået det bedre efter det der var set den aften og nat da hun sidst havde set Zantanna. En pige der kom til og betyde rigtig meget for hende. Hun vidste ikke helt hvad der havde fået hende til, at gå denne vej denne aften. Der var bare et eller andet der ville havde hun skulle den vej i nat. Hun havde taget sit arbejdstøj på og havde gjort så meget som muligt for, at hun ikke lignede Rafaela Morladin som folk i byen kendte hende som og det havde virket meget godt for hendes familie kunne ikke en gang kende hende da de så hende da hun gik ud.
Det hun ikke vidste var, at der havde været en lække inde på selve slottet. Zantannas adoptivfar havde fået manipuleret med en af vagterne fra slottet så de kunne fange Rafaela for, at bruge hende imod Zantanna. Der havde været nogen der havde set dem sammen sidst.
Manden fulgte hele tiden efter Rafaela og inden hun vidste af det blev hun slået bevidstløs bagfra og blev båret hen til stedet hvor Zantanna og hendes adoptivfar var.

Zantanna kæmpede med ikke at vise hvor bange hun var, men det var svært og da hendes far nævnte at de snart ville få gæster havde hun bange anelser. Hun måtte kæmpe for ikke at synke en klump som bare blev større og større i hendes hals. Hun vendte sit blik imod gyden da færten af en velkendt og rar duft. Nej det var Rafaela hun vendte blikket imod sin adoptivfar og så over imod gydens start da stod en fremmede og han bar på Rafaela. Hun skulle lige til gå da der over da hun blev med fuld kraft slynget tilbage. Hun kunne ikke forstå hvordan han havde fået besked hun anede ikke hvordan hun skulle stå og frygten lyste ud af hende. Vreden spirrede dog var det på hende selv over at bragt denne kvinde fare hun var ked af at var endt sådan vis de nogen sinde kom fri måtte hun finde en måde at holde sig væk. sig hun sank ned på jorden som en brugt klud. Hendes adoptivfar grinede en isende latter " lov mig at du ikke gør hende noget" mumlede hun lod hendes værste marridt blive virkeligt. Hun blev trukket afsted, normalt havde hendes adoptivfar en hestevogn med, men fordi det var i gyderne skulle de gå et stykke, hendes blik var rettet jorden hele vejen til hestevognen.

Zantanna sukkede hvordan kunne hun havde været så dum, hun sukkede igen og gispede da en lussing ramte hendes kind, hun var smule overasket over den ikke kom som regnet med fra hendes adoptivfar, men fra vagten som havde holdt Rafaela hendes hånd røg automatisk op til kinden. Hun så til sin store skræk at hendes adoptivfar var ved at putte Rafaela ind i hestevognen inden han vendte sig om imod Zantanna. Et smøret næsten barnligt grin ramte hans læber " hils på din kommende mage" sagde han vendte sig om imod vagten. Zantanna ænsede ham ikke, men kneb øjnene sammen som om det ville hjælpe hende med gennem skue hvad han havde gang i, men det lykkedes hende ikke.

Vagten havde været en af Rafaelas bedstevenner. Han havde ihvertfald været meget trofast. Hun vidste ikke, at det var ham overhoved. Hun havde været i en helt anden verden det sekund han havde slået hende ned. Han havde ramt godt i baghovedet så hun besvimede med det samme.
Da de var kommet hen til gyden hvor adoptivfaren var og Zantanna fik adoptivfaren Rafaela i armene. Man skulle næsten tro, hvis man så det ude fra, at han ville udnytte hende ligesom Chev havde gjort den aften hun mødte Zantanna. Rafaela vågnede da hun var blevet lagt på et meget tyndt tæppe i hestevognen som var lukket alle vegne. Rafaela lå dog med lukkede øjne hele tiden så det stadig lignede, at hun var besvimet. Der var bare en lille dør som gjorde man kunne komme ind. Det lignede en af de hestevogne man puttede bagage ind i.

Rafaela lå dog helt stille indtil Zantanna var kommet ind og der var blevet lukket ind til dem og vognen kørte. Hun havde hovedpine, men det skulle ikke stoppe hende! Hun havde ligget og planlagt hvordan hun og Zantanna skulle komme fri og hvordan de skulle hævne sig på vagten som Rafaela med garanti vidste skulle bøde med livet. Enten af selveste Sakref eller også af hende selv. Hvordan var usikkert. Adoptivfaren skulle dø! Han havde mishandlet nok af kvinder i hans liv og ingen i klanen havde kunnet opfange ham overhoved. Før nu!
Rafaela kiggede stille på Zantanna efter lidt tid for, at se om hun var ok.

Zantanna sad stille imellem hendes adoptivfar og vagten hendes blik stift rettet imod bunden, hun følte sig så bange at hun ikke turdte at røre sig. Hun var glad for at hun ikke kunne svare, Zantanna kunne ikke kæmpe imod sin far, men hun kunne klare vagten så let som ingenting eller det troede hun. Zantanna foldede svagt sine hænder lignede en der bedte, men hun tænkte så det knagede. Hun måtte komme på noget.

Rafaela lå vedsiden af adoptivfaren og kunne ikke få øje på hende. Det irriterede hende, at hun ikke kunne se hende. Hun havde nemlig hørt hende for knap så lang tid siden og kunne lugte hende. Hun tog sig stille til hovedet og tænkte over hvordan hun og Zantanna nu skulle komme fri. Hun gispede lidt og satte sig op. Hun havde lagt facaden op som en svag tøs og man kunne ikke se at det var en facade overhoved. "Hvad skete der?" hun lød til og være lidt forvirret. Hun kiggede på adoptivfaren der sad ved siden af hende. Hun havde aldrig set adoptivfaren overhoved og hun kunne ikke helt få øje på Zantanna og vagten da adoptivfaren skyggede pænt meget for hende. Kunne han ikke flytte sig lidt?

Zantanna sad stille hun havde stadig rettet blikket imod bunden, men da Rafaelas stemme brød tavsheden åndede hun lettet op, men hun kunne ikke se hende for adoptivfaren hun turdte ikke at læne sig frem for at kigge på hende, da Zantanna ikke sagde noget vendte hendes adoptivfar sig imod hende og et grin unslap hans læber " du er med på en tur" sagde han hans stemme var kold og advarende. Hun skulle ikke prøve på noget og da slet ikke få Zantanna til prøve på noget. Vognen stoppede da de nåede til deres stoppe sted. Huset Zantanna aldrig havde troet hun skulle tilbage til.

Den fremmede greb Zantanna om armen og trak hende ud af vognen, Zantanna tænkte at nu var det nu. Hun vendte sig om væltede vagten ned på jorden. Hun lagde sig på ham så han ikke kunne komme væk, men hun nåede aldrig at bide da en af hendes fars ældre vampyre greb hende i nakken løftede hende op.
Imens alt dette skete udenfor hestevognen kiggede adoptivfaren smilede " jeg Hedder Daniel jeg er Annas far" sagde han lød ikke farlig på nogen måde, men det var bare en facade som han var god til at bruge. Han greb forsigtigt omkring hendes arm " du skal hjælpe mig med at få Zantanna på ret køl igen" sagde Daniel og rejste sig han ventede med gå til hun havde rejst sig.

Hun havde håbet på, at Zantanna ville åbne sig lidt og sige noget, men alligevel vidste hun godt, at Zantanna nok ikke turde det lige nu og her. Hun kiggede stadig op på adoptivfaren med et lille pige ansigt. Hun havde dage hvor hun virkelig elskede sine facader som mange nu også kaldte personlighedsspaltninger som hun kunne kontrollere. Hun så lidt undrende på adoptivfaren "Hvor skal vi hen?" hendes stemme lød til og være sød og uskyldig, men samtidig lidt nervøs.
Hun sad stille under det meste af turen udover de gange hvor hun lagde sig ned for og slappe af da hun jo havde hovedpine.

Da hestevognen stoppede satte hun sig op igen. Hun stivnede kort da hun opdagede, hvem det var som hev Zantanna ud af hestevognen. En forræder! Rafaelas vrede brændte op indvendigt, men udvendigt lignede hun mere en der var blevet bange og utryg. Hun kiggede lidt på faren da han pludselig begyndte og snakke til hende igen "Hedder Rafaela Zain" hendes stemme var lav og usikker. Hun kiggede op på ham da han havde taget fat hendes arm og rejste sig op. Hun trak stille sin arm til sig "Jeg kan altså godt rejse mig op og gå selv" hendes stemme var stadig lille pige sød. Hun lagde hovedet på skrå da han sagde, at hun skulle hjælpe med og få Zantanna på rette køl igen. Ikke om hun gad. Hun rejste sig op og gik hen til faren og lænede sig stille ind imod ham og lagde sine arme omkring ham. Hun kiggede sødt op på ham "Må jeg høre hvorfor Zantanna skal på rette køl igen inden vi går ud til dem?" hendes stemme var sukker sød og så uskyldig.

Da Hun spurgte ham lo han bare uden rigtigt giv et svar kiggede han på Rafaela " hvad tror du?" spurgte han vendte sig om gik han ville række hånden frem hjælpe hende ned gentleman, men selvfølgelig vis ikke hun ville tage den kunne hun lade være. Han vendte hurtigt blikket imod Zantanna som kæmpede for komme fri det morede ham se hvor meget hun frygtede ham. Hans datter skulle ikke være sådan en klynke Marie, han vendte sit blik imod Rafaela " smid Anna eller Zantanna eller hvad barnet kalder sig disse dage I kælderen" sagde han smilede ondskabfuldt til Zantanna inden det falske smil blev klistret på hans læber igen. Han ville tage Zantanna´s ven med op på sit kontor for at forklare hende reglerne.
Reglerne gik ud på hver gang Zantanna gjorde noget skulle Rafaela bøde, sådan som Zantanna opførte sig, vidste han hun holdte af dette levende væsen og ville gøre alt for redde hende. han blev forstyrret i sin tanke gang da Zantanna råbte til Rafaela om at hun skulle komme væk her fra vis hun kunne.

Zantanna var bange, bange var ikke ordet rædselslagen var ordet. Zantanna kendte den mand og han ville staffe hende ved at staffe Rafaela. Hun sank svagt en klump da hendes adoptivmor og søster kom og kiggede. Det havde altid været så nemt Amy og Rose at være tomme skaller og de havde altid hjulpet hendes far og Ethan med gøre livet surt for hende. Zantanna nåede ikke mere før hun blev slæbt ind i huset, da hun kom ind i huset gav hun fortabt, de slæbte hende ned i kælderen og lukkede og låste døren. Hun snøftede selvom om hun ikke kunne græde. Hun vidste at han ville staffe Rafaela for at være Zantanna´s ven. Hun ville ønske at hun kunne gøre noget, men hun var elendig og dum. Den følelelse hun havde med sig sig selv var ikke rar " undskyld" sagde hun snøftende.

Rafaela fuldte modvilligt Daniel som var adoptivfaren. Hun havde ondt af faren og hun vidste, at det kun skadet dem ved, at stå imod. Da Zantanna råbte, at hun skulle stikke af rystede hun blot på hovedet og blev ved Daniels side. Hvis man kiggede udefra så ville man tro, at Daniel allerede havde fået hjernevasket Rafaela, men så man indenfor Rafaelas hjerne kunne man godt se, at hun narrede Daniel til, at tro, at hun var på hans side, men hun vidste, at hun var nød til og dræbe Daniel før hun ville kunne redde Zantanna som var planen. Samtidig med, at hun overvejede og snakke med de andre klanledere om og få Zantanna ind i klanen. Hun var jo stærk nok undtagen når det gjaldt hendes adoptivfar, men sådan var det hos alle selv klanlederne havde en de ikke kunne være stærke overfor og måtte være den svage, men måtte kæmpe videre.
Rafaela kiggede efter Zantanna da hun blev ført væk. Rafaela fulgte dog roligt med Daniel. Da de var kommet op på kontoret var de alene. Rafaela blev stående ved døren selvom den var lukket og låst så hun ikke kunne stikke af, men hun måtte vise denne mand respekt da hun jo vidste, at dette tidspunkt ikke var den rigtige "Jeg synes du er en fantastisk herre" hun nejede kort for ham selvom hun var rasende indvendigt over, at en af hendes fars vagter havde forrådt hende.

Rafaela gik roligt hen til Daniel og kiggede respektfuldt ned i jorden. Hun vidste, at mænd som han elskede, at havde kvinder der respekterede ham og nærmest lod sig gå i hans magt i overgivelse og det var netop det, det lignede Rafaela gjorde "Hvad er det de ønsker af mig herre" hun havde gjort så hendes stemme lød til, at være overgivet.

Han satte sig i stolen betragtede hende som var hun noget som meget snart skulle smides ud, betragtede hende i et stykke tid. Han rømmede sig Ganske kort imens mumlede " jeg forstår ikke hvad ser i dig" mumlede han smiled svagt. Han var hundre på at han havde givet hende en gave som var så perfekt og alligevel valgte hun disse væsner bankende hjerte og deres levende skin. Han sikker på denne kvinde indeholdte svaret, han havde brugt så maget tid på finde du af. Venskabet i sig selv var underligt. Han forstod simpelhen ikke hvad det gjorde dem så specielle " jo ser du mit mål har hele tiden været få Zantanna til at finde, lod sige hende potentiale og med blive som mig" sagde han nogen skulle jo tage over vis han blev dræbt " og det er jeg sikker på at du kan hjælpe mig" afsluttede han grinede kort. han vidste Zantanna ville gøre alt så længe han Rafaela. Han åbende døren og ind kom nogle store brød af mænd imens han gik. Mænden greb prøvende ud Rafaela " nu skal du ned besøge din veninde" sagde han hånligt koldt.

Rafaela kiggede op på Daniel og lyttede til det han fortalte. Hun hadet måden han kiggede på hende, men hun måtte vente til det rigtige tidspunkt og han skulle ikke have chancen for og knække Zantanna. Men hun var nød til og gøre så Zantanna fortsat troede, at Rafaela var i livsfare og holde sig væk fra hende og ikke være i nærheden. Zantanna skulle ikke komme tilskade. Da mændende kom ind for og tage fat i hende og de var så tæt på hende sprang hun hen over hovedet på dem og sendte 2 store lillae ildkugler efter mændende og ramte dem hårdt i ryggen. Hun snerrede vredt af Daniel og mændene. Hendes slave artige facade var knækket og erstattet med leder facaden der ville kæmpe til døden. "Jeg vil aldrig hjælpe dig med og ændre Zantanna!" råbte hun af Daniel og blev ved med og kaste en masse lillae ildkugler efter mændende der prøvede og stoppe hende. Til sidst var der kun hende og Daniel tilbage på kontoret. Hun kiggede vredt på ham og gik frem og tilbage imellem 2 af væggene foran døren ud til gangen.

Dainel fór overrasket sammen da han hørte hvad der skete inde på kontoret han løb i vampyr løb, men ikke ind imod kontoret han matte hente Zantanna vise dette barn at, man ikke legede med Daniel Bloomwood. Han vidste ikke om Rafaela fulgt efter ham, men han skulle nok få sin vijle og vis ikke så dræbte han Zantanna på stedet han skulle nok finde en made, han fandt sig nederlag. Det nok at Zantanna havde dræbt Ethan, hun skulle ikke få ham ned nakken han råbte på sin kone og den perfekte datter de skulle holde denne helveds tøs væk imens han fik fat i Zantanna. Hun og hendes lille ven ville tabe. så snart denne Rafaela kom ned kælderen ville bruge sin evne på fuld kræft imod Zantanna. Hun skulle fortryde.

Zantanna rejste sig da hun hørte hastige skridt uden for, det hans hun rejste sig vis han havde gjort Rafaela noget skulle han betale. Hun var ligeglad med at han var stærker end hende han skulle betale. Da døren åbende afslørede det et monster, noget var forandret, han havde et veldt blik noget fortalte hende at mødet med Rafaela ikke gik så godt. Hun vidste at det betød at hun skulle havde staffen. Hun gik hen til ham lod tage hendes arm. så længe at det kun gik ud over hende var det okay. Havde vidst hvor vred han havde nok tænke sig om, hans evne var som hendes han kunne påføre smerte ved kontrakt. Desuden så mesterede han den og kunne dræbe mennsker andre med den, det værste ved even var det offert psyke der dræbte dem til sidst. Hans øjne blev langsomt røder og lige som hende kunne ikke se noget når han brugt den.
Zantanna kunne ikke holde skrig tilbage smarten var som en mur af knive som pressede sig ind alle steder, hendes vejrtrækning blev tungere, hun kunne heldigvis ikke død, men smerten var så stor at sortende flere steder.

Rose og Amy var noget op til Rafaela og Rose sendt nogle issyler efter Rafaela, de havde ikke tænkt sig lade denne lille rotte stikke fasted med Zantanna, hun kiggede på Amy og nikkede, en sær fornemelse af røg bredte sig rummet, der ikke noget der brændte og denne røg var ikke normal, den sort og kvælende, ud af danede sig våben et sværd, som farendetruenede tæt på Rafaela, Rose indhylede sværdet af i is sendte i fuld fart imod Rafaela, som umuligt kunne tænke hurtigt til flytte sig det. Troede Rose Ihvertfald.

Rafaela fulgte efter Daniel han skulle ikke slippe godt fra dette. Han skulle ikke få fat på Zantanna og dræbe hende! Hun blev stoppet af adoptivmoren og søsteren. Hun knurrede vredt efter dem. Rafaela undveg alle deres angreb med lidt besvær, men uden nogle skrammer. Rafaela undveg med næppe sværdet og slog sin underarm imod Roses underarm så hun tabte sværdet. Hun vred Roses arm af led og forvandlede sig samtidig om til sin drageform. Hun skreg af smerter under forvandlingen og hendes tøj gik i stykker og lå udover det hele. Hun bed hovedet af Amy og Rose så de lå døde på stedet. Rafaela forvandlede sig tilbage til sin menneskeform og løb ned i fangekælderen, hvor Daniel og Zantanna var.
Da hun var kommet ned til dem kiggede hun vredt på Daniel "Du rør hende ikke!" råbte hun bestemt af ham. Hun var ligeglad med, at hun var nøgen foran dem. Hun gik hen til Daniel og tog fat i hans arme og vred dem om på hans ryg. Hun trak ham væk fra Zantanna og smed ham ind i væggen. Hun kiggede på Zantanna "Er du okay?" Hun kiggede igen på Daniel og knurrede vredt af ham. "Dette skal du komme til, at bøde for!" snerrede hun af ham.

Da kontrakten blev brudt faldte hun til Jorden hun nikkede hendes vejrtrækning var stadig tung og hendes øjne sortende, hun var sikker på om varmpyre kunne miste bevidstheden, det næsten hun hørte var Rafaela hendes blik var slørret og var forvirret hvad skete der lige. Hun lagde sig til sidst på gulvet lukkede øjnene, den svage pige hun havde mødt den gang var slet ikke svag hun havde brug for beskyttelse, men hun troede at alle levende væsner havde brug for beskyttelse, men ikke Rafaela. Hvad var hun. Hun blev liggende, det virkede så uvirkeligt, hun var Den betød mest Zantanna, Rafaela var Zantanna´s første ven og der specielt imellem. Nu hvor hun vidst at det hele var forkert billed af Rafaela. Vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle tro.

Daniel fnøs kort denne gange sendte han elle smøren imod Rafaela, så længe at hendes hænder rørte ham ville de være værst for hende. Han grinede kort " dumme lille pige barn dette her gøre mere ondt på dig end gør på mig" sag han grinede endnu mere. Han var ikke helt rask I hovedet.

Zantanna satte sig op kiggede på sin far hans øjne var dækket til " nu Rafaela han kan ikke se noget" skreg hun panikslagen og vaklede hen imod dem. Hun vidste hele den familie som havde taget sig af hende var død eller snart, det gjorde smule ondt også selv det havde været helvede leve i.

Hun skreg kort over den forbindelse der var mellem hende og Daniel. Hun knurrede vredt af ham "Du fortjener ikke andet end døden!" Rafaela kiggede om på Zantanna "Du må hellere fjerne dig lidt for dette kommer til og se meget grimt ud!" råbte hun til Zantanna og begyndte igen og skrige da hun kom i sin drageform og begyndte og fylde det meste af rummet. Hun spyddet sin hale imod ham og den ramte igennem hans hjerte og ud på den anden side. Hun trak dog hurtigt sin hale til sig igen og kiggede vredt ned på ham. Hun vidste ikke om han var død eller levende, men hun håbede inderligt, at han var død.

Da Rafaela forvandlede sig faldte Zantanna ned på gulvet, hun nåede lige at ungå halen da hun løftede den. Nu forstod hun bedre, det heldigt at de havde så store kælderrum. Hun kiggede kun på Rafaelas dragefoorm, ogg ænsede ingengang at Daniel faldte til Jorden og blev till mærkelig klistert masse. Hun kunne ikke tror sin engen øjne Rafaela var en dragekvinde. Hun vidste ikke hvad de da hun aldrig før havde mødt denne race pågrund af sit fangeskab. Hun lod svagt en glide igemmen håret. " wauw du er stor" mummlede hun kunne ikke tage øjnene fra hende. Hun følte sig som barn I slikbutik. Så forstod hun bedre hvorfor pigen ikke havde brug hjælp.

Det havde normalt ikke noget med racen at gøre for deres styrke og mod, men det ville mange sikkert tro da hun jo var i en drageform og drager var meget stærke. Rafaelas styrke og mod kom mest fra alle de nederlag hun havde haft igennem tiden og alle de gange hun er blevet overfaldet, mishandlet og voldtaget på det groveste der havde gjort hende til den hun var idag. Hendes brors og fars træning havde også givet pote i sidste ende da det var dem der lærte hende diverse teknikker. Hun smilede stille til Zantanna og vidste ikke lige hvad hun skulle sige til hende overhoved. Hun forvandlede sig tilbage til sin menneskedoem og gik hen til væggen ved Daniel og satte en lille lilla flamme igang på hendes pegefinger hun skrev på væggen Endnu en kvindeundertrykker nede, men stadig mange tilbage derefter brændte hun klanens mærke på væggen med et kryds over. Normalt gjorde hun det på liget men da hans lig var blevet til en snasket masse måtte det ændres. Hun havde gjort det samme ved Amy og Rose.
Hun kiggede stille på Zantanna "Hvordan har du det med at din familie er blevet dræbt?" hun måtte lige vide det for og holde Zantanba til situationen. Hun vidste også at hun skulle til at lede efter sin fars foræder af en vagt.

Zantanna havde det en smule mærkeligt det første gang hun kunne kalde sig fri, hun anede ikke hvad hun skulle gøre nu hun rejste sig lidt forvirret op. Hun var fri, men alt det hun havde håbet på var ikke helt den følelse hun havde, men man skulle vel vænne sig til at være fri hun betragtede Rafaela da hun skrev på væggen. Hun rejste sig børstede sig af " jeg har det fint, men er det iorden jeg kigger mig lidt omkring inden vi går?" spurgte hun og ventede ikke på svar før gik ud af kælderen som havde været hendes hjem siden hun kunne huske. Det var utroligt hun fri hun kunne gøre lige hvad hun havde lyst til desuden var det slut med gemme sig. Zantanna begyndte gå op tappen, hun fandt et rum hun aldrig havde lagt mærke til før hun tog i håndtaget og dør gik knagende op hun gik ind kiggede sig, hun fik øje på sin trædukke. Hun kunne ikke tro det han havde beholdt som et slags trofæ. Hun samlede den op og minderne væltede frem. Hun var blevet opgivet af sine forældre så hendes mor kunne overleve. Det var virkeligt trist. Hun blev rummet hun kiggede sig omkring og noget forstyrrede hende, den lille pige som Ethan havde sagt skulle være deres var her inde. Hun var meget magre end hun var den gang de mødtes sidst. Pigen havde store blåøjne de kiggede igemmen hende og genkendte hende.
Zantanna satte sig på knæ " rolig der sker det ikke noget" sagde hun greb pigen, hun knugede pigen ind til sig pigen begyndte græde, Zantanna vuggede hende fra side til side. Hun forsikrede pigen at det nok skulle gå. Hun løftede den lille pige op og lod Zantanna hendes dukke som taget navn efter blive på gulvet. Dette her var hendes nye liv hun fri kunne gøre lige hvad hun ville og det hun ville var finde denne piges familie. Hun skulle ikke igemmen det hun havde været, det overstået.

Rafaela kiggede stille på Zantanna og nikkede stille til det hun havde spurgt om. Imens tænkte Rafaela over hvordan hun skulle forklare Zantanna omkring klanen for hun vidste, at med den mod og styrke hun gemte og det at hun var blevet undertrykket før ville være god i klanen. Plus det at hun var vampyr ville skyde alle mistanker hen på en vampyr da der fandtes mange vampyrer i landet. Hun havde ikke skænket klanens mærke der var på hendes ene balde en tanke, men hun havde forlængst tænkt over hvordan hun kunne skyde folk til at tro noget andet. Nemlig hun var faldet og landt over sådan et stykke jern der var varmt og landet oven på det. Så det var et brandmærke der var blevet pænt igen.
Rafaela bestemte sig for og gå ud for, at lede efter vagten. Han skulle med hjem og foran hendes far så han kunne blive stillet foran en stor straf. Hvis hendes far ikke straffede ham gjorde hun selv på klan maner. Hun gik rundt i fangekælderen i et stykke tid, hvor hun efter langtids søgen fandt vagten i et rum hvor vagterne kunne tage en pause. Hun snerrede vredt af ham og havde stillet sig så han ikke kunne komme ud af døren igen "Din forrædser! Du en af min fars bedste mænd og så stikker du ham i ryggen på den måde! Ikke blot jeg er skuffet over dig, men min far vil blive meget skuffet og vred på dig og jeg kan sige dig en ting! Er det ikke ham der sætter dig på en dødsstraf så dræber jeg dig selv!" hun vidste godt at han sikkert ville sladre til hendes far om hvert et ord hun siger og hvad hun gør, men hun var ligeglad hun troede fuldt og fast på, at hun ville kunne få sin vilje igennem ham på. På den ene eller den anden måde. Vagten angreb Rafaela, men hun fik ham overmandet og holdt hans arme bag hans ryg og skubbede ham frem af. Nu skulle de finde Zantanna.
Da de var kommet op i overbygningen ledte de efter hende. Rafaela kiggede lidt på pogen Zantanna havde i armene da de endelig fandt dem "Hvad er det for en pige og hvad skal der ske med hende?" hun var nysgerrig for at vide hvad der var med hende. Hun stod lidt og tænkte over det med klanen. Hun trak vejret tungt det måtte briste eller bærer "Zantanna jeg må tale med dig om noget..." hun begyndte og fortælle om klanen. Hvad den stod for og fortalte at Zantanma ikke måtte sige noget videre hvis hun valgte og komme med i klanen og at hun ville få fjernet hukommelsen hvis hun ikke ville med. Hun tilbød hende en prøve for og se om hun ejnede sig og hvad prøverne gik ud på og samtidig fortalte hende hvorfor hun ejnede sig. "Så hvad siger du til det?" hun var ligeglad med at vagten havde hørt det hele for hun vidste at hendes far ville 100 gange hellere høre på hende end på ham.

Zantanna vuggede forsigtigt den grædende pige i armene pigen snøftede så voldsomt at hendes krop rystede hver gang hun skulle sige noget. Pigen fortalte at hun ingen familie havde mere, fordi Ethan havde dræbt dem taget hende med. Hun sukkede kort og samlede dukken op gav den til pigen " så vil jeg være din familie" sagde hun kiggede hen på døren da vagten og Rafaela og vagten kom, Zantanna blottede svagt sine tænder, hun ville ikke have ham tæt på denne pige, hun havde været så meget igemmen. Hun lagde hovedet en smule på skrå da Rafaela ville snakke med hende om noget. Hun kiggede på pigen og over Rafaela " hun er familie" sagde hun smilede til pigen, hun kendte ikke pigens navn, men det ville hun finde ud af når de kom, lyttede til det hun sige om klanen og nikkede så hun ville gerne være med, vis hun kunne klare prøverne. Hun kiggede over på vagten, ville han ikke sige noget? Hun rynkede svagt brynene smilede. Efter hun havde hørt hvad Rafaela havde at sige fortalte hun pigen og at Ethan havde brugt hende for at få Zantanna gjort ond. Hende og Zantanna havde lidt samme skæbne som havde var grum og forfærdlig. Hun kiggede tænksomt ud i luften, hun rettede svagt på sin kjole.

Rafaela var lidt flov over at hun var nøgen foran et lille barn. Hun havde et princip med at hun ikke skulle være nøgen foran et barn, men denne gang måtte hun bryde det. Hun stod heldigvis bag vagten så man så kun hendes hoved da vagten var høj of muskuløs. Hun lyttede stille til det Zantanna forklarede og nikkede så efter lidt tid. "Du skal lige vide en ting til om klanen og hvordan det bliver mellem os 2. Når ingen af os er på job så er vi som vi er nu, men så snart jobbet kræver fokus er jeg din leder og du bare et medlem der udføre mine ordre. Der er nemlig en regn om at ingen venner og familie må med i klanen fordi man skal være klar på, at man ikke må ofre sig for en anden hvis det er han eller hun bliver taget i sit arbejde. På den måde beskytter vi klanen for værd en pris og det gælder selv mord hvis vi finder en der lækker med oplysninger om klanen og tro mig jeg holder øje med alle i klanen så jeg finder altid ud af hvad der foregår. Selv min højre og venstre hånd bliver holdt øje med" hun lød meget bestemt men det var hun nød til da det var meget alvorligt for hende og holde klanen sikker og Zantanna skulle være klar på det og vide at hun ikke hjalp hende ud af nogen knibe når det gjaldt arbejdet.
Hun pressede vagtens arme mægere op imellem hans skulderblade så det gjorde ondt på ham så han skreg "Lad os komme væk herfra og hjem med ham her til min far" hun skubbede vagten frem og gik hen imod hoved døren der førte ud i det fri. De var ude i en skov et godt stykke væk fra byen, men hvor de præcist var vidste hun ikke. Hun gik ud af døren og stoppede helt op da en velkendt skikkelse kom frem i hendes synsvinkel. Hun kiggede overrasket på ham "Far?" hun var lidt paf over at han var der.

Zantanna følte sig lettet, for første gang var hun fri, de var fri hende og pigen hun havde ikke fået fat pigens navn og hun kunne ikke blive ved med at kalde hende pigen. Da Rafaela begyndte snakke om klanen lyttede hun, hun smilede svagt nikkede hun havde forstået. Hun kunne godt holde reglen. Zantanna vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle takke Rafaela nok.
Zantanna rynkede brynene i sprøgende gestus, hun havde lagt mærke til at Rafaela var nøgen bed svagt i læben havde tænkt sig at gå igemmen byen nøgen? Nej hun måtte heller finde noget tøj til " vent lige" sagde hun satte pigen på jorden, imens løb op på sit gammle værelse fandt en kjole som Rafaela kunne tage på til de kom tilbage til hendes far. Hun kom hurtigt tilbage kastede kjolen hen til vagten og Rafaela " her tag den på" sagde hun, det var det eneste hun havde og hun vidste ingen gang om kunne passe den. Zantanna samlede pigen op og begyndte gå igemmen disse run som dannet ramme for hendes hjem i mange år. Hun var glad for at det slut, hun havde ikke behov for flygte mere.

Zantanna havde tit måtte lytte på ting, jo mere hun satte sig imod jo mere ivrig efter knække hende, når knækkede hende ville hun være hans trofæ for evigt. Hun var den eneste han ikke kunne knække og jo mere vred blev han. Hun smilede ganske kort. Hun ville aldrig blive som ham. Han havde aldrig formået tage mennesket ud af hende.