Black Roses -NPC(I), Camille, Tristan, Og Akuma

Det var en stille nat, og de mange skov lyde var begyndt at komme frem i Ashen three forest.
Man hørte de dødende dyres klage sang, men på samme tid den den rolige lyd af rovdyr hjemme fra jagt, og den normale følese af at skoven var din bedste ven til den igen bliv sulten.
ja, sult var ikke noget unormalt i denne del a skoven, og tros dens mange brugbare hemmeligheder, og betydningsfuldt dyre gratis vare, der bare ventede på nogen modige lykkejægere, så var denne del af skoven meget uberørt af civilesrets væsners fødder, for hvis der er noget væsner mest holder af udover at få mad på bordet, så er det at undgå at blive mad, og en tur til dette sted kunne gøre selv den stærkeste blandt væsner til en anden mad, for i dette mørke sted for træ toppende dækker for det meste af måneds lys, er der kun en regl... lige meget hvad du spiser, er der altid noget større der spise dig.. og denne regl kendte alle skovens dyr, og derfor var det kun rov dyr som ville have et større bytte, og dumme væsner, der gik ind i denne del af skoven.
En lille gruppe af mennesker og shapeskifters havde sat lejre i denne del af skoven, de havde i starten ledt efter en legendarisk genstand som i følge myterne har kunne dreje selve tiden til sin herres lyster. Denne fortælling havde et menneske ved navn Fémin taget som sandhed, og havde i sinde at bekræfte denne myte eller finde skuffelse i hans nederlag og fejl bedømmelse.
Fémin havde en gruppe på 21 jægere da hans eventyr begyndte, men efter nat på nat, er tallet faldet mere og mere, og mange af de overlevende frygter at vejen hjem er for lang, og at medmindre de finder deres mål, vil dette blive til en sørge tilføjelse til de mange histoier der ender i denne skov.
Fémin havde ingen ide om hvordan man fandt hans mål, ej heller præsis hvad det var, dog at det var i skoven...altså...hvis folkemyten var sand.
Fémin frygtede det værste, og havde en ide om at han havde set det farligste dyr, som denne skov havde at tilbyde, men det måtte han tage i sig igen, da han en morgen vågnede af lyden af skrig ude fra hans telt, og til sin skræg så en sort drage, som var på næsten samme størelse med et menneske i højden, bare lidt større. Fémin følte frygten løbe ned gennem hans rygrad som var det vand, og hans mund kunne ingen ord frem sige, ej hellere kunne hans fødder bære ham ud af stedet, og var dømt til at se det frygtindgydende væsen, mens det sidste af hans følge fik sine ben revet af som var dragen et lille barn, og manden dens legetøj. dragen vendte sig over mod Fémin, og heller ej nu kunne han gøre andet end af stirre ind i dens øjne, og savle ned af sig selv i frygtens for synet. Fémin fik en kæmpe chock da dragen åbnede sin store mund ikke mere end 5 meter fra ham, og han sprang kort på stedet da dragen smilede med øjnene, og han troet han skulle dø. Men dragen som ellers ikke var fra en art der talte med andre væsner, end sin egen slags, begyndte nu at tale til Fémin.
"Domin komplia..."
Fémin kiggede bare målløst på dragen, og nikkede til dens ord, og havde ingen ide om hvad den sagde, eller hvorfor han stadig træk vejret, før dragen igen talte til ham.
"Fémin.. Deres ynkelige sjæl forpester luften"
Fémin bliv helt forskræmt af at dragen kendte hans navn, og det faktum den overhoved ikke brugte hans rygrad til at fjerne skidt mellem dens tænder, var en mysterium for ham, men for øjeblikket, var han bare glad for at leve, og svarede dragen.
"øhmm.. det er en ære.."
Fémin nået ikke at sige mere før dragen begyndte at afbryde ham.
"æren er ikke gengivet.. De har en evne til at tale til andre over lange afstande, denne egenskab ved jeg de besidder,." - Dragen
"Ja jeg.." - Fémin
"Deres forfærdelige stemme er som nåle mod min øre, så spar mig for deres jammeri.. Ved de hvad denne del af skoven kaldes?" - Dragen
"Treix.. denne del af skoven hedder Treix" - Fémin
"bad jeg ikke deres tunge om at forblive stille.. De skal sende en besked til en ved navn Tristan Cambell Wonder, og camille Saint Claire..." - dragen
"Beskeden er simple... hjælp.. tig, og jeg mener virkelig tig, om deres hjælp.. hvis de ikke er her i Treix inden solopgang, vil de være den sidste du ser Fémin" - Dragen

Vinden susede, bladende raslede, solen steg op, og skyggerne trak sig lange.
De var overalt.
Rundt om klipper, træer og så denne lejer.
Disse skygger som trak sig i lejerens område var ikke sikre længere.
Akuma havde overhørt helle dragens tale og lød nu forundret.
Skyggerne trak sig dybere over ham så han nærmest var usynlig.
Denne drage havde noget mørkt over sig? Som om den hørte til Akumas slags?
Men det kunne ikke lade sig gøre det var jo bare et dumt dyr.
Akuma sad og grublede lidt over hvorfor han var taget herud.
*Den hætteklædte rytter gav mig denne besked: "Skyggerne kalder dig til Ashen Three Forest.. snart skal slaget stå.. fyrsten kalder sine børn til sig." Men hvad har det med dragen og denne tydeligvist tåbelige mand at gøre?* tænkte han.
Han tog lige så stille et skridt og hoppede op i det træ der var lige over teltet hvor Fémin var i.
Han kravlede langsomt ud på en af de tygge grene og forblev i sit skyggeskjul.
*Hvis skyggerne kalder så håber jeg at de hungre efter blod* tænkte han da han fik øje på Fémin.

\\ Drage racens navn er:
Tenebrae princeps (mørket´s fyrster)

Kan findes her:
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

\\

//Svare mig eller Camile først ?? //

// stav mit navn ordenligt, i det mindste
Svar du bare....du elsker at komme først...øh...svar bare.//

// "Rolls a die... you go first mr crazy hair" //

//Ja undskyld Camil'L'e... Jeg tastede for hurtigt okay ?! xD Godt så kom-... Nej... Nej jeg svare først xD //

Det var mørkt endnu i skoven. De summende lyde over alt gjorde nærmest skoven levende, men ikke på den betryggende måde den lysegrønne bøgeskov gjorde, det fik det til at føles som om noget kunne springe frem hvert andet minut, man var overvåget konstant af nogen eller noget.

Der var stadig et par timer til solopgang og Tristan kæmpede sig vej igennem skoven. Hvad lavede han lige her igen? I en mørk, fugtig og til tider virkelig ildelugtende skovbund? ... Havde han selv haft en ide så havde han sagt det, men det havde han ikke...
En besked var nået ham for blot et par timer siden. En mand ved navn Fémin var i knibe.. Han sagde det var et spørgsmål om liv eller død. Trods Tristan ingen ide havde om hvem denne mand var, eller hvorfor det lige var ham der var blevet sendt bud efter, så var han alligevel taget afsted. Hans fordømte dristighed og trang til at hjælpe havde hevet ham afsted, og nu håbede han at være på den rigtige vej.

Han var iført et par sorte bukser, en mørkeblå sweater og en grøn brunlig mørk efterårsjakke udenover. Hans orange pjuskede hår vippede lidt i vinden når han bevægede sig afsted, men hans blik var fast fremad.
Bag ham luntede et stort orange kattedyr med.. Tigeren sagde ikke en lyd da den fulgte med langs skovbunden, men den havde samme koncentrerede blik. Det var første gang han rigtigt havde sin nye 'ven' med uden for Asmodeus hytte.

Endelig formede noget sig foran ham. Han lagde sig på hug bag en busk og kiggede frem imellem bladene. Allerede havde han trukket en hætte op over hovedet og tysset på tigeren.
"Shhh.... Luck... Kom her og se med..." Viskede han og tigeren nikkede med hovedet inden den satte sig ned ved siden af ham.
En lejr var foran dem.. I et hjørne sad en stor sort drage... Og var det en mand foran?

Hun trak den due blå kutte tættere omkring sig.Det var en smule køligere end hun havde ventet.
Den sorte og grå army bukser,den sorte langærmet bluse med det skrå snit,der efterlod den ene skulder bar var ikke just et varmt dress, men hun var i konstant bevægelse så det gik.
Stemmen havde hjemsøgt hende.Først havde hun ment det var et af hendes nye synes, ligesom den gule tiger hun blev ved at drømme om i vågen tilstand.Hun havde ingen ide om hvorfor hun så en tiger og hvad hun skulle stille op med netop det syn.
Nogen gange savnede hun guiding fra Mina omkring hendes flashes.
Hun kløede sig lidt i det lyse løst hængende hår, imens hun filosoferede lidt over årsagen til hun overhovedet vandrede rundt her.
Stemmen, fra en mand..fahir..farum...femin..whatever...havde lydt næsten tiggende.
Han havde bedt om hjælp, og fortalt at folk mistede liv, børn blev dræbt.
Hun anede ikke hvad hun kunne gøre, hun var ikke trænet i den slags kamp, han havde beskrevet, men hun kunne jo ikke bare ignorerer det.

Så her var hun.
Et lys flimrede i det fjerne...og hun så en mand og et sort dyr...var det en freakin drage.Den så nu ikke så venlig sindet ud, men udover man skulle være yderst ydmyg overfor drager generelt, anede hun intet om de forskellige racer.
De havde selv bedt om hun kom, så hun så intet formål i at skjule sig for dem.
Kun Aleck havde hun skjult det for.Hun tvivlede stærkt på han ville have ladet hende drage ud på en mission på egen hånd,men det kunne jo være hun tog fejl.Der havde ikke været tid at forklare, så hun havde efter ladt ham sovende ,med en lille note på stue bordet, hvorpå det stod hun lige skulle hjælpe nogle børn, og at hun snart ville være tilbage.Det var sådan set hvad hun håbede at opnå.

Hun trak vejret dybt ned i brystet og trådte ud i lysningen.
" Femin?" Spurgte hun og håbede det var hans navn!

Fémin så med store våde øjne på den kæmpe frygtingynde drage, han var en udforsker en eventyr dreng som havde fået mange fantastiske fotællinger om store helte der opklaret legender, og her lå han, den lille mors dreng der havde knap nok kunne finde en et hold til at gå med ham, havde nu en drage der stirret ham dybt ind i øjnene, og spyttede dens lugtende ånde ind i hans hoved.

Han vidste ikke sine egne ord, og havde ingen ide om hvad der skete med ham når disse folk han skulle få frem rent faktisk kom. var det andre drager? eller.. han vidste intet om drage navne eller noget andet. han kendte kun til myter og legender.

men ting som dette var nyt for ham, og han faren om rent faktisk at komme til at få mere end en hud afskræbning var helt uvirkelig for ham..dog ikke uvirkelig nok til at tage dragens truende ord og attityde useriøs.

Dragen tog en dyb indånding af luften omkring den, og vind pustet der kom ud af den væltede Fémin bagover mens han sad på knær foran den, men hurtigt fik han komme på plads igen, da han ikke ville blive udsat for mere end en ´mild brise´.

Dragens stemme begyndte nu igen, og dens øjne rettet mod Fémin
"Fémin.." di´t usle ynkelige liv vare vist endnu en sol nedgang"

Der gik ikke meget mere end et sekund før dragen havde talt færdig, før Camilles stemme kom frem bagved dragen ca fem meter fra den, og en trækning i den store mundvig køre frem mens den vendte sig om mod Camille, og lænede hoved lidt længere frem og rettede skuldrene lidt op, og rejste hoved "Du skuffer mig.. troet det var mændende i jeres samfund der havde nosserne.." den rettet blikket mod der hvor Tristan lå i krættet, og dejet hovedet mod Camille igen og forsatte " navnet er Dolix"

\\Undskyld det korte indlæg. I do it better next time ^^\

Akuma var nu noget forvirret.
Hvem var denne pige som lige kom frem??
Og dragen tiltalte en anden som han ikke lige havde fået øje på.
*Hvordan fanden hænger det her sammen med mig??* tænkte han og betragtede pigen.
Hun lignede bare en almindelig tøs på 18år...
Men der var et eller andet som han ikke kunne gennemskue.
*Skal jeg tage ned eller ej?? Det er jo bare en drage som ikke kan betyde det store for min skæbne...* tænkte han og fik nu øje på drengen som dragen før havde tiltalt.
Det var også et cirka 18årigt menneske... Dog var det en dreng med VIRKELIG mærkeligt hård...
*Der sker et eller andet her....* tænkte han... Lige nu var han lidt langsomt opfattende.

Han tog til og hoppede ud i luften.
Akuma landte foran dragen og stirede den ind i øjnene.
"Hvis det er dig der har tilkaldt og du er min herre... Så må du gøre det bedre end det der" sagde han flabet.

Tristan sad helt stille bag busken. Situationen ville han helst analysere inden han trådte frem og viste sig.
Han betragtede manden Fémin, som sad foran dragen. Hvorfor havde han sendt bud? Var det dragen der var problemet ?
Lejren lignede noget der var taget ud af en motorsavs massakre.. Døde kroppe lå flåede rundt omkring... Tingene så ikke gode ud... Det lignede noget et stort vildt dyr kunne have gjort... Nej det lignede noget en drage kunne have gjort..
Tristans blik strammede da han kiggede på dragen igen. Den havde massakreret en hel lejr og holdt højst sandsynligt denne Fémin som gidsel.. Så var spørgsmålet.. Hvad ville den med ham?
En stemme afbrød hans tanker. Satte dem fuldstændig ud af kurs så de alle væltede. Væltede tilbage på en person.
"Camille..." Mumlede han overrasket og før han nåede at gøre noget var Luck sprunget frem fra deres skjul og den semi voksne tiger luntede hen imod Camille som kendte den hende. Den gned sig kælent op ad hende og spandt brummende. Tog sig tydeligvis ikke af dragen eller noget andet omkring dem.

Tristan rejste sig også fra hvor han var. Stadig med hætten trukket godt ned over ansigtet og det orange hår. Han trådte et par skridt frem, fuldstændig ligeglad med hvad dragen sagde.. Den kunne sige hvad den ville.
En anden person hoppede ind foran dragen og begyndte at tale til den...
Tristan havde stadig ikke sagt noget. han gik bare... Med rolige skridt imod de andre der var samlet. Hænderne i lommerne , ansigtet skjult.. Han håbede lidt på at dragen ikke havde genkendt ham endnu..

Det hele var lidt forvirrende.Som en tv kok på arbejde,der jonglerede rundt med ingridienserne og den stakkels seer havde problemer med at følge med hjemme i stuen.
Camille var forundret over manden ikke talte, ikke svarede med hun formodede det var fordi dragen var den der havde bukserne på.Var manden i problemer grundet den?
Inden Camille nåede at svare kom en anden mand næsten dumpende ned fra himlen og talte som dragen var hans herre? Var dette friends or foes?

"J-jeg.." netop som hun ville kræve forklaring kom en stor tinger imod hende.Hendes øjne blev dobbelt så store , og hendes blodtryk steg til urimlige højder.Hun var skræmt fra vid og sans,men kunne ikke bevæge sig, da tigeren synes at ville...kæle? Bag ved den gik en hætteklædt ung mand , afslappet og tydeligvis dens ejer.
Hun tvang sig selv til at huske at trække vejret, helt ned i maven.Hun kunne slappe a med varulve og dæmoner, så kunne hun også med en....tiger.
Den skubbede med dens store våde snude til hendes håndflade og skød afslappet ryg.
Camille så på skift på de tre mænd...og dragen , tigeren havde vist sig venlig....so far .
De var et broget selvskab , og hun kunne ikke se hvordan hun passede ind i det her, tydeligvis var der sket en fejl.
Hun skulle rede nogle børn, men her var alle....døde.
Synet af slagmarken var grusomt og maridtsvækkende, hun kunne mærke uroen tage til.
Hvad lavede hun her,helt lost?

Dragen havde et koldt og øde glimt i øjet, og havde ingen føleser i ansigtet, men lod de usle skabninger have deres lille sammenkomst, som efter dens mening var lige så spænende som at se op rod i en lejlighed, og håbe det ville forsvinde.

Dragen reageret ikke på tigerens kærtagning af Camille, og forsatte bare med at kigge stift og skænkede det hele ikke et blik, da den helt ærligt ikke havde lyst til at se på disse dyr lave deres pis som mindet om en hund der lige skulle lugte til sin bagdel før den gjore som dens herre sagde til den. dragen havde den overbevisning at de ikke gjore det af andet end uvidenhed og fordi de manglede orden i deres ynkelige sørgelige alt for korte liv. den havde dog ikke ondt af dem. for tros alt havde de ingen sjæl eller følelser. så hvorfor have ondt af dem. det eneste der adskildte dem fra jorden de stod på, var at jorden rent faktisk kendte sin plads her i verden, og bare var hvor den havde fortjent.

Dragen kiggede dog som lynet ned på den vanskabning der havde en frækhed som om den var værdig til andet end at tørre en drage bagi hvis det var en ordre.
Dragen folede sine store sorte skæmmende vinger ud, og brugte sin naturlige frygt egenskab på det dyr (akuma) foran den. (se drage beskrivelsen for detaljer om frygt egenskab, og undtagelser for effect) dragen baskede efterfølgende med vingerne en enkelt gang, så Akuma bliv revet tilbage af en kæmpe bølge af ren luft der skubbede ham ind i et stort træ i udkanten af lysningen. og det store træ knækkede pågrund det den enorme kraft som bare et vind stød fra dragen havde, så træet uden den store varsel landede oven på Akuma der måtte havde ligget på jorden af den smerte, da det store træ sulidt planter halvdelen af sig oven på ham, med en besynderlig stor brede på 2,5 meter.

Dragen drejet roligt hoved tilbage mod Camille og Tristan, så måske havde følt et lidt af vinden fra den store bølge. hvis ikke de havde følt meget af det.
Dragen gad ikke kigge over på Akuma, han skulle være heldig at den ikke gad bruge ham som karamel lige nu.

Dragen skulle til at åbne sin mund igen, da træ toppende begyndte at svæve lidt fra side til side, og dragen blik gik som lynet mod himlen, da en anden drage kom landende som en ørn fra himlen ned lidt ved siden af Tristan. den var til forskel fra den anden drage hvid, og den havde grønne gennemborende øjne. den tilhørte dragen arten Servus Caelo (eventuelt se drage beskrivelsen for billede indtyrk mm)

Den sorte drage lavede en lille grimasse der viste den var alt andet end i jule humør over at se den hvide drage. og efter nogen korte sekunder med intenst stirring på hinanden siger den sorte drage for at bryde isen "Thefi en ære" det var åbenlyst den løj som ind i helvede, men alligevel var dragens tonefald helt uden sarkasme.

Thefi som var den hvide drage rettede nu op på sine skuldre som den anden drage, og hoved steg også lidt op, da den svaret "Dolix, æren er gengivet" Thefi rettede ikke blikket mod andre end Dolix, og havde det beslutsomt holdende på ham.

Dolix grinede kort og, kiggedet ned mod Tristan, Camille, og tigeren, kun for at høre noget der lyd som et utilfreds væs fra Thefi, hvorefter Dolix kiggede hurtigt tilbage som var det en hund der lystede sin ejer, og Dolix snakkede igen med blikket dybt begravet i Thefis øjne "Han.." Dolix bliv afbrudt af Thefi der gik op på sine bagben i nogen få sekunder, og uden at baske med vingerne åbnede dem helt op, og havde tænderne vist tydeligt frem i den store åben mund, før Thefi igen satte sig på fire ben, og trak vingerne ind til ryggen. Dolix tøvede ikke og gjore præsis det samme i noge sekunder, men gik så tilbage ned på fire ben. Thefi begyndte at tale da Dolix var nede på fire igen "Mr Wonder... Glem det ikke Dolix"

Den sorte drage så ud til at få noget galt i halsen af Thefis ord, og gik ud i en lille latter efterfølgende, og svaret "Thefi kan da ikke mene.. Mr Wonder skal tiltales som havde han gyldent blod" Dolix så ud til at håbe forfærdeligt meget at Thefi lavet sjov, men da det ikke var tilfældet som kunne ses i Thefis ansigt, så fik Dolix en grimasse, men så ud til at anderkende det med en fandens masse besvær.

Dolix kiggede mod Thefi, og sagde kort "Ghotfy?" Thefi nikkede frimodigt, hvorefter Dolix kiggede mod der hvor Akuma nu en var, og sagde "Skyggerne reagere natten, og kaos reagere skoven.. du og jeg skal snakke. din fremtid og magt ligger inde for rækkevide.. følg med mig" Dolix vendte sig ikke om, men gik så hurtigt den kunne en ti meter fra Thefi, Camille, Tristan, og Tigeren.

Akuma nåede på ingen måde at reagere inden den sorte drage havde kastet sin forbandelse over ham.
Frygten... Den strømmede igennem ham.
Det hele var et stort mareridt inde i hans tanker.
Tonsvis af billede fløj igennem hovedet på ham og skiftede hurtigere og hurtigere.
Det var billeder af smerte, blod, tortur, mord, skader... Hele pisset... Og alle tingende var noget som Akuma havde udført på nogen før.
Men nu var det ham der følte smerten.

Dog det sidste billede som kom frem på hans pandelap var det værste...
Det var ikke noget han havde udført... Det var et minde... Det eneste han huskede fra hans fortid...
Han genindlevede synet af hans lillesøsters død... Skriget fra hende rungede igennem hans hoved og han stivnede.

Det var der at dragen brugte sine vinger til at blæse ham ind i det store træ.
Lige da han ramte træet så vågnede han igen.
Smerten var uudholdelig. Det føltes som om hans rygrad var brækket.
Men hvis den var så ville den alligevel heale inde kort tid.

Meeeen smerterne var ikke overstået endnu for det træ skulle selvfølgelig ikke kunne holde til at et 85kg tungt skyggevæsen blev smadret ind i det...
Så det væltede ned over ham.

Igen var smerterne ikke til at holde ud.
Og efter et par minutter hvor de tog Drager havde hilst på hinanden og tiltalt en eller anden som kalde sig "Wonder".
Så havde hans knogler og sår endelig healet...
Han placerede sine hænder på siden af stammen og begyndte at presse.
Straks lod han sine armknogler blive meget større og stærkere.
Han blev ved med at presse indtil stammen løftede sig fra hans brystkasse.
Akuma lagde nu alle hans kræfter i og skubbede stammen helt væk fra ham.

Han rejste sig hurtigt op og stirrede noget irriteret på dragen.
Han kikkede ned af sig selv.
Alt hans tøj var flænset!
Den hvide t-shirt, cardiganen og bukserne!
*Seriøst det var mit ynglings outfit!* tænkte han og så op på dragen igen.
Dragens ord lokkede ham til at stole på den...

Han børstede det værste skidt af sig og gik over mod den.
"Jeg følger dig herre... Du viste mig lige sandheden" sagde han roligt og gik med lette skridt efter Dragen.

Tristan gik de sidste skridt hen imod gruppen. Han stoppede ca 2 meter fra Camille med samme afstand fra dragen. Nu da han kom tæt på kunne han mærke hvilken effekt dragen havde.. Det var ikke tit han havde det sådan, men han var faktisk lidt bange for den... Om det var noget den udsendte vidste han ikke...
Et smukig imod Camille. Han var så smuk som altid, havde de ikke stået foran en stor grim drage, havde han bare omfagnet hende nu.

Han hev instinktivt armene op foran sig da dragen slyngede den anden fyr hårdt ind i et træ. Det kraftige vindpust rev hans hætte bagud og blottede hans kraftige orange hår. Han kíggede overrasket op da noget lød over dem. En hvid drage landede foran dem. "Thefi!" Udbrød Tristan overrasket og kunne ikke skjule et smil. Han havde aldrig været så glad for at se en drage før, men han havde heller ikke set så mange.

Tigeren kiggede opmærksomt på hvad der skete og bevægede sig fra Camille og tilbage til Tristan, den fjernede blikket fra dragerne og kiggede imod manden der var blevet hamret ind i træet. Han lå stille nu, gad vide om han var død?

Tristan selv havde blikket rettet imod dragerne. Han havde ikke den fjerneste anelse om hvad de snakkede om, eller hvorfor han skulle tiltales bedre end andre.. Thefi havde nævnt det før, men han havde ikke helt fanget det.
Hans blik gled over på Camille og han gik et par diskrete skridt tættere på.
"Camille... Jeg fandt dig.." Sagde han lavt for ikke at tiltrækkedragernes opmærkomhed. Et lettet smil kom fra på hans læber.

Så vidt hun kunne udlede var de nok alle tre blevet sat i stævne her, tilkaldt hertil.
Det interessante var nu....med hvilke formål?
Auraen der fyldte hele senariet, var den fra den sorte drage og den var mildest talt ...slem.
Camille begyndte at tvivle.På sig selv og på hele hendes eksistens generelt.Havde hun taget alle de forkerte valg?
Det føltes som en ondskabsfuld skabning, gravede efter magten over hende, ville knuse hendes hjerte og dermed uskadeliggøre det gode i hende.

Men så blev den ene fyr, slynget afsted , hårdt ind i et træ.Dragen markerede sin position over for dem alle.Hun blev noget rasteløs og kiggede over på den hætteklædte fyr, som nu havde hans tiger ved sin side igen.

Hele verdenen drejede omkring, og et kort øjeblik troede hun det ville være komplet umuligt at forblive oprejst, men uanede kræfter holdt hende oprejst.
Der....der foran hende stod....Tristan.

Hun havde ikke kunne tale, ikke lige der, hvis hun havde forsøgt ville alle ord sidde klumpet fast i hendes hals, som koaguleret blod.

På samme tid hun så ham , styrtdykkede en anden drage ned til dem , éen som Tristan kendte og indledte en samtale med sortdragen.

Fyren der var slynget ind i et træ, væltede selv resten af det, så man kunne vist godt konkluderer at han ingen alvorlig skade havde lidt.Men al det med 'herre' , hvor kom det fra?
Hvem var han?

Hendes øjne blev langsomt sløret af hendes tåre der meldte sig som reaktion på det hele, men naturligvis var dét at Tristan stod foran hende, som sendt fra himlen , der kostede hendes store ubalance.

Han nærmede sig hende og hun kiggede næsten paralyseret på ham.Lod ham scanne for rifter,sår eller mere tunge skader.Han så ....bjergtagende ud...og sund.

" you did " svarede hun ham blidt , og kunne ikke sige mere for den klump af følelser,der blokerede for en lang strøm af tale.

Med et halvt øre ,lyttede hun til dragernes tale ...eller nærmere konfabuleren.
Tristan , gyldent blod ? Hun blinkede et par gange.Overvældet over at se ham ,stod hun næsten fastfrosset på den fugtige grund.
Hvordan fanden var han havnet i selvskab med en tiger og en drage ?
My god...den dreng havde en seriøse forklaring at leverer senere.

Hun kiggede igen på dragerne...

Den sorte drage trak sig som sagt baglæns væk fra den hvide drage der stod tæt op af Tristan, Camille og tigeren.

Da den var nået cirka ti meter væk, så stoppet den i den anden ende af lysningen, og stod nu sammen med Akuma.

Thefi stirret i nogen lange sekunder over på den sorte drage, med et blik der nærmest slog igennem med mittillid og lidt had, og ver gang den sorte drage lavet en bevægelse kunne man se hvordan Thefis muskler bliv anspændte,selvom den sorte drage var så ´langt væk´.

Den sorte drage så dog ikke på Thefi på nogen måde, den kigget bare med sine øjne på det lille dyr kaldet Akuma foran den, og lod sine ilde lugtende ånde ramme som en mur af vammelhed ned på Akuma. den stang af død og rådden kød.

Den sorte drage fik en lille trækning i mundvigen, og lod stilheden være der for nogen lange sekunder før den sagde "Du har levet som et instekt og plagde i denne verden. jeres samfund der bygger på svaghed og selvfornægtelse er næsten kvalmende. og dit uberugeliv liv tigger om en ende. men bare rolig.. tiden er kommet til at skyggerne rejser sig, og snart har dit liv værdi.. thi der er en opgave til dig"


Thefi kiggede med et halv bekymret og halv eftertænksomt blik på Tristan, og rettede sine skuldre og hoved ned igen da hun ikke så nogen grund til at se truende ud mere med Dolix på relativt lang afstand, drager havde jo aldrig bevæget sig særligt hurtigt når de skulle gå på jorden, og det gjore hende mindre nærvøs for Dolix, da hun sagtens kunne nå at opfange det hvis Dolix skulle vandre over til hende.

Thefi ventede roligt på at Tristan så ud til at have gjort sin indtrodution og ´dejligt at se dig igen´ tale, og når det virket til han var færdig åbnet hun sine store kæber og sagde "Mr Wonder skal vide tiden frafalder fra vores magt, og snart skal Dolix snakke med Mr Wonder og Mr Wonders bekendte" Thefi holdt en kort pause, og kigget på Camille og forsatte "jeg er Thefi.." hun kigget lidt mere på dem begge to og sagde "Det er af stor vigtighed Mr Wonder og Mr Wonders bekendte ikke lader Dolix manipolere Mr Wonder og Mr Wonders bekendte, men heller ingen disrespekt viser Dolix.. istedet skal Mr Wonders bekendte tage til Ghotrix der bor ved udkanten af bjerget med en million stemmer, og tager Ghotrix opgave som største vigtighed"

Thefi nået ikke at sige mere før Dolixs solide og frygtsomme stemme kom gennem luften "Naazth" Dolix drejet hovedet mod Thefi, hvorefter Thefi nikkede i respekt, og holdt tand for tunge, og bare kiggede på Camile, Tristan, og tigeren, og gjore tegn med hovedet til de skulle gå over til Dolix.. og håbede for deres liv de gjorde det.

Akuma stod sammen med den sorte drage.
Han slugte hvert et af de ord den fortalte ham.
Som var det noget der galte hans liv.
Eller det gjorde det teknisk set også men det plejede ikke at tære hårdt på Akumas følser.
"Forstået" sagde han blot og kikkede på dragen.
*Denne mission kan blive afgørende for mig* tænkte han og kikkede over mod de andre.

Han begyndte at tænke hele missionen igennem.
Det var svære end man skulle regne med for han kendte jo ikke de tog mennesker der var involveret.
Eller det ene menneske og hende den anden.
Hende pigen som Wonder havde kaldt Camille...
Han kunne ikke regne ud hvad det var men hendes duft var ikke menneskelig.
Faktisk så var det noget han ikke havde lugtet før?

Nu stod Akuma bare og ventede på at de andre skulle komme op til dragen.
Så de kunne få deres fælles mission at vide.
Han tog en af hans hænder op foran sit ansigt.
Han lod skyggerne lege på hans hånd så han så noget useriøs ud.
Som om at selve situationen ikke ragede ham.

Der var bare noget der løsnede sig lidt nu når han vidste hun var okay og ikke endt op et eller andet sted mast under en sten. Hun så ud til at trives.. Smuk som altid og bare... Der var stadig denne gnist over hende han aldrig havde kunne sætte ord på.
Imens Thefi og den anden drage stadig stirrede på hinanden greb han chancen til at tage fat i hendes hånd og bare et øjeblik trykke hende ind til sig, inden han gav slip igen.
"At vide du er uskadt siger mig bare at alt er okay... Jeg ved ikke om jeg havde kunne tilgive mig selv hvis du var kommet til skade alt imens jeg lallede rundt for at finde dig.." Sagde han og gav hendes hånd et klem inden han også slap den.

Han kiggede på Thefi igen med et nik.. "En fornøjelse at se di--" Han afbrød sig selv da han huskede hvad Thefi havde fortalt om dragers skikke.. "En fornøjelse at møde Thefi igen..." Han smilede og hørte på hvad den havde at sige... Det var ikke meget ... Ville den hvide drage så ikke være der til at hjælpe dem??
Tigeren Luck gned sig nervøst op under Tristans hånd med næsen og han strøg den blidt over hovedet.. "Easy boy.." mumlede han til tigeren og den spandt stille.

"Tak Thefi... Jeg skal nok huske det,.." Han smilede beroligende til dragen og gik videre hen imod den anden drage da den sagde noget, sikrede sig at Camille var med... Der var no way in hell han havde tænkt sig, at lade nogen dum drage sende hende alene ud på en eller anden underlig opgave, specielt ikke når han lige havde fundet hende.

Man siger man aldrig skal mikse alkohol, men hvorfor advare ingen éen mod miksede følelser, de er da langt mere skadelige og kan gøre éen langt mere omtåget.
Alle dem der dansede rundt inden i Camille ,var jo ikke til at styre på et dansegulvet.
Først om fremmest en taknemmelighed over han var i live, men det korte øjeblik hun blev trukket ind til ham, udløste så mange andre.
Hun fik bare hvisket " Jeg er okay Tristan" mere var der ikke tid til ,før hun igen stod alene og de lyttede til Thefi.

" ærede drage, aldrig har jeg hørt om det sted.Måske ...der er en fejl...et sted, men lad os nu høre hvad denne Dulix har at fortælle" .
Med let bøjede nakke, de indledende øvelser på at udvise respekt var allerede begyndt, nærmede hun sig de andre, sammen med Tristan.
Hun håbede ikke de troede hun ville tage afsted på en mission all by herself, det ville ikke ske nu hvor
hun netop havde fundet Tristan.
De kom helt derop.Camille nikkede til manden der også var tilkaldt, han virkede lidt ligegyldig overfor seancen, og så hilste hun på dragen.
" Ærede Dolix ....tillad mig at nærme mig dem og tale til dem.Mit navn er Camille St.Clair og jeg tror det er dem der har ønsket min tilstesdeværelse denne aften?".

Dolix havde ikke en eneste følelse visninger i ansigtet mens Camille så fint præsentret sig, og om Dolix havde noget mod hendes ord, eller om Dolix rent faktisk så godt på dem, vidste man ikke da han lod sekunder går langsomt, og ville stirre ondt på dem, og truende hvis de sagde noget efter Camilles præsentation, før Dolix selv også sagde noget. Dolix fik efter fem lange sekunder vente tid svaret med en dyb stemme "Din stank af vanskabning pirre min næse så meget min stemme ikke kan forme ord til et svar" Dolix havde en lidt flydende overgang, og forsatte "Du fornærmet migtre gange i din hensynsløse og idiotiske præsentation, og tros min store viden for denne verden og dimensionerne i det fjerne, har jeg aldrig forstået jeres slags uvidenhed på respekt og jer selv. i behandler verden som den kompliceret, og var information noget uopnåeligt. du skulle skaffe dig en tunge der ikke var lavet af andre væsners rest produkter, så ville du måske kunne forme brugbare ord." Dolix så ud til at få en lille trækning i mundvigen, og tydeligt håbede på en god grund til at tygge dem begge i stykker, men Dolix havde ikke snakket færdigt, så deres meningløse liv måtte lige bruges lidt endnu til at høre efter. Dolix forsatte med at kigge på Camille "Du er.. arh. har ikke lugtede din slags længe." Dolix så ikke ud til at Dolix ville blive spurgt ind til det, og kiggedet over på Tristan, og håbede lidt at Tristan hoppede på stedet i vrede så denne samtale ville slutte snart, og spare Dolix for sin tid med dem, men selvom Dolix gerne ville provokere dem, så havde han stadig ment vert ord.. han var jo drage, og de var ikke en løgn værd. Dolix havde som sagt blikket mod Tristan, og sagde med tydelig ikke lyst til at skulle sige det efterfølgende "Mr Wonder.. Thefi ære Mr Wonder, og lige så vil jeg selv.. en ære, dog ingen umilbare fornøjelse. ment på bedst respektfulde vis" Dolix lavede en lilletrækning i mundvigen, og forsatte til dem begge "Mr Wonder har en opgave foran sig fra Thefi. den bedes Mr Wonder glemme, og tage mit kald som Mr Wonders inderste ønske. måske har jeg fejl bedømt Mr Wonder, måske har jeg ej. er Mr Wonder villig til at dræbe Fémin.. eller er Mr Wonder ej? pige barnet er velkommen til at gøre det for Mr Wonder, hvis opgaven er mere... hendes still.. som far så datter" Dolix grinte lavmelt men synligt, da han ligesom andre drager havde stor visdom, og nogen gange vidste ting som ingen andre burde, hvorfor var en drage hemmelighed som altid var blevet holdt stille. Dolix forsatte "Mr Wonder er måske ikke til mord. men hvad hvis Mr Wonder kan redde to liv for et. Mr Wonder vil sikkert høre om gevindsten for denne gerning. for som alt i denne verden. har det en .. effekt. dræb Fémin, og lad hans tåre løbe ned af kinderne som et minde til ham selv om det usle liv hans art har, tilgengæld. vil Mr Wonders handlings effekt.. Mr Wonders mor ud af Isabella klamme hænder.. og.. Asmodeus vil ikke dø med sine indvolde brækkede op af halsen, mens jeg personligt bruger ´nissen´ som hals bolsje. når Mr Wonder har dræbt Fémin. har Mr Wonder bevidst sig selv i mine øjne, og vores sammen arbejde kan begynde. aftale?" Dolix fik endnu en trækning, denne gang mere selvtilfreds, og folede vingerne ud til deres fulde længde, men rettede dem langsomt tilbage på plads da et utilfreds brøvl kunne høres over halvdelen af skoven da Thefi for alvor gav lyd fra sig, men stoppede med at blande sig da Dolix havde taget vingerne på plads, og Dolix forsatte "Thefi er noget af et hunkøn. synd Thefi er som St.Underwear.. kan ikke gøre det nødvendige. at følge Thefi er et forkert valg Mr Wonder. mærk mine ord. for snart vil Mr Wonder se at nødvendigheder er skal tages ligegyldigt prisen."

Da dragen begyndte at kritisere den såkaldte Camille kunne Akuma næsten ikke holde sit grin tilbage så han vendte sig væk fra de tre.
Det var sjovt at høre der var en anden som blev gjort til grin af den samme drage der havde smadret Akuma ind i et træ.

Men efter dragen blev seriøs vente han sig over mod dem igen.
Alle de ting den sagde til denne Wonder... Det lød som et tilbud for tøser!
At han bare skulle dræbe en for at lade nogle gamle, senile mennesker leve?
Hvis det stod til Akuma så havde han dræbt Fémin på stedet... Og bagefter de to nævnte bare for at skabe orden i hans ondskab.
*At dræbe for at andre kan leve? Hvor svagt er det ikke lige?* tænkte han og kikkede på Wonder.
Hans ansigtsudtryk så ikke ligefrem nemt ud.

*Svækling... Blodet burde løbe for noget støre end bare et familiemedlem og en ven... Herre du må tage dig bare lidt sammen...* tænkte han ved synet af den mørke drage.

Da dragen havde talt færdig gik Akuma over og stillede sig så han stod foran de to.
Han kikkede på Wonder "Jeg ved godt at fyren her bag mig lige har sagt noget virkelig fristende... Men syndes du ikke selv at det lyder som et trick? Du må forstå at denne drage har speciale i at manipolere med folk... Og sig ikke at jeg er et bedre menneske end dig... For det er jeg ikke. Jeg ville have dræbt det lille skadedyr på stedet uden at få noget for det." sagde han og smilede ondt.
Men alvoren vendte tilbage til hans ansigt.
"Men jeg kan se at du har svært ved at træffe så svær en beslutning... Enten tro på at dragen lader din mor gå fri og din ven leve ved at dræbe en uskyldig lille maddike... Eller koldt og brutalt tage livet for vores lille ven i teltet i håb om at Dragen holder hvad den lovede, og sammentiedig svigte både din hvide ven derovre samt din lille veninde som jeg kan se ikke ønsker blod i nogen sammenhæng" sagde han og det onde ansigtsudtryk vendte tilbage.
Denne tale han lige havde holdt gav ham gode bagtanker.
"Tænk at et lille 'nej' kan stå imellem så meget..."
"Har jeg ret?" spurgte han da blikket faldte på Camille.

Tristan gjorde først ikke noget. Han betragtede Camille forsøge sig med dragen.. Han ville gerne have rettet hende i hvad Thefi selv havde rettet ham i.. Ikke omtale en drage med 'du' eller 'de' kun dens navn..
Det var dog en anden sag da Dragen nu begyndte at skyde med fornærmelser og gøre grin med Camille.
En knurrende lyd kunne høres fra ham idet han tog et skridt frem og hurtigt blev standset af tigeren som hoppede ind foran ham, også med blikket knurrende rettet imod dragen.
"Jeg må bede Dolix vare tungen... Respekter de der kommer med en god hensigt" Knurrede han vredt og tigeren gav ham et lille puf der fik ham til at træde tilbage.

Han tog et par dybe vejrtrækninger og istedet lyttede til dragen.
Jo mere han lyttede jo blegere blev han... Vreden synes at forsvinde og erstattes af en pludselig kvalme.. Billeder i hans hoved af en blodfyldt Asmodues liggende foran sin hytte næsten skilt ad.. Han tog yderligere et skridt tilbage.. Det kunne den da ikke mene...
Tristan kiggede hen på Fémin, han så ligeså bleg ud idet han fik bedene øjenkontakt med Tristan, lydløst bad han for sit liv med øjnene.

Den mand som før var blevet svunget ind i træet var pludselig overfor ham. han talte til ham, men hans ord synes kun knap at synke ind ..
"Jeg ved godt at det virker som et trick, men hvad skal jeg gøre ved det?! Om det så var et trick så er det stadig et ultimatum!" Svarede han irriteret og skubbede sig forbi fyren.. Han stoppede og vendte rundt igen, tydeligvis forvirret og negativt opstemt. Han kunne ikke gøre det her selv, han var ikke typen til at gøre sådan noget .. En uskyldig mand...
"Så du synes jeg skal dræbe Fémin?" Spurgte han lidt ude af sig selv og var allerede på vej over imod Femín med sit sværd hevet frem af en usynlig lomme langs hans bukser- fremme i den ene hånd. Han stoppede halvvejs da Fémin kom med nogen ynkelige lyde...

"men j-jeg... Nej det kan jeg ikke... " Sagde han til sig selv og gik et par skridt tilbage for at kigge på Camille. For første gang i meget lang tid havde han kraftigt brug for hendes hjælp .. Med at tage en beslutning...
Tristan stoppede op og gav sig selv et mentalt slag. Han tog et par dybe vejrtrækninger.. Ikke tale om han ville panikke nu.. Tigeren var smuttet over til Camille og prøvede at gnide sin snude ind i hendes håndflade.. med et trist udtryk.

"Så jeg kan vælge at dræbe Fémin" Sagde Tristan så og pegede med sværdet i retning af ham, men ændrede den til at pege den imod jorden igen.. "Eller jeg kan lade vær.. Og Asmodeus dør, imens min... mor ... rådner op..." Han sank en klump og løftede langsomt sværdet for at pege den imod dragen..

".. Eller jeg har sidste udvej der ikke svigter andre end Dolix..." Afsluttede han og pegede stadig kniven imod dragen .. Han havde stadig ikke taget sin beslutning, eller sagt hvad han ville gøre.. Men han måtte tage at tage en beslutning. En beslutning der enten omhandlede at svigte sine venner, dræbe en uskyldig, eller slås med en drage.

Som de spæde bobler der dannes, netop når vandet når sin koge tempereatur, begyndte også Camilles blod at røre på sig...og med dette hendes , til tider, al for iltre temperament. Den skide drage, hun var jo ikke kommet herud for sin fornøjelses skyld, og hvis den ønskede noget som helst af hende, skulle den godt nok øve lidt på sin melodi, for du gde gud, hvor spillede den dog falsk i hendes øre.

Hvis ord kunne dræbe, var hun død mange gange før, så hendes ære var lige glad, det var rebellen i hende der havde lyst til at jabbe ud efter dragen.Men da det gik op for hende at langt mere var på spil, trådte det hele i baggrunden, for alvoren i situationen stod nu skrevet med stort. Anna! Var Anna her ? Hvordan var det gået til?
Camille kiggede på Tristan , og skulle lige til at tysse på ham, det var vigtigt de slog kold vand i blodet nu....hans tiger tog sig af det job, holdte ham i ro så han ikke farede på dragen, men et par bemærkninger slap alligevel afsted.Hun smilede, altid passede han på hende.

Hun var åbenbart ikke den eneste der havde haft travlt. Selv havde hun fået et nyt sted at bo o ghendes udlejer , dæmonen Aleck, var allerede blevet mere end en ven- deres relation var allerede...kompliceret...så havde hun fået et barn, en pige på 6 år , med en fyr , Eric og udover det en karriere som landevejsrøver .Zean havde været på besøg, Mina havde givet hende gift og fremprovokerede at hun nu nærmest var synsk, hvilket stank elendigt, da der ofte kom glimt af fremtiden hun slet ikke ville se, og aldrig noget der var nyttigt, som nu hvor et svar ville være skide godt !

Men Tristan havde fået en tiger i følgesvend, hvordan får man nu det ?
For slet ikke at tale om en drage? det var højest besynderligt.
Og Asmodeus, hvem ialverden var han? Men mest lamslående var det dog at Anna var her og taget til fange! Anna, den pæne dame...her i underworld?!

Igen gled blikket over på den anden mand. Han talte til Tristan, til dem...
Camille fik en isnende følelse i maven, stod han der og forsøgte at få Tristan til at nedlægge Femin, dræbe ham, på barbarisk vis? Hvad havde han dog gjort?

Hun mødte mandens blik, isnende koldt, imens hun i håndfladen nu kunne mærke tigerens snude presse sig på.
" Du har helt ret....NEJ er et afgørende ord og et mange burde bruge noget oftere" skød hun tilbage på ham.
Og Så så Tristan begynde at pege rundt med et sværd.

" Tristan..neej....stop! Vi er nød til at tænke os om her " lød det bønfaldende fra hende.
" Ingen skal nedslagtes, og ikke en uskyldig. Hvordan ved vi at Anna og denne Asm..." hun rystede på hovedet og de lyse lokker dansede omkring, " hvordan ved vi at det er sandt. Jeg kender Isabella der har dem, vil hun dræbe dem er de døde, ellers må vi droppe denne mission for at hjælpe fremmede, og istedet hjælpe dem?"

Camille var rimelig ansændt, for det de skulle var at træffe katastrofale livsafgørende beslutninger, og hun syntes ikke de havde et godt grund lag, nok informationer at træffe det på.

"Vi dræber kun i selvforsvar- når det er yderst nødvendigt " proklamerede hun og forsatte " Så hvem vil være så venlig at fortælle dragen det? Da den tydeligvis fortrækker mænd " sagde hun syrligt, men sendte Dolix et meget kært og lidt underdanigt blik, så den ikke skulle misforstå de gode intentioner.

" Det mit forslag, vi lader Femin leve, tager ud og befrier din ven og din mor hod denne Isabella." forslog Camille.
" Og du er mere end velkommen til at deltage " sagde hun med et smil til den anden fyr, der ikke forsøgte skjule at han mente de var al for blødsødende. Det som Camille kaldte for værdier og moral.

Den omtalte mand, og hans helbard. (han har ikke hjelm på)
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dolix så tomt og sjæleløst på Tristan selvom han peget et våben mod ham, og Dolix så ikke ud til at være i humør til at lege pænt, selvom Tristan lige nu havde en Thefi bodyguard.

Dolix skulle til at sige noget, da tre af træerne i enden af lysningen, ikke mere end 4 meter hvor Tristan, Camille, Akuma, og Luck var, udbrød i flammer. og Dolixs opmærksomhed bliv nu rettet mod de brænede træer, som bliv efterfulgt af en mand der kom til syne mellem de fire tæer. han så alt andet end venlig ud, med hans læder rustning på, og sorte krigs maling i hoved. uden et eneste sekunds pause åbnet han munden, og råbte "Donamilo!" og frem alle stederne i lysningen kunne man nu se menneske ligende væsner, der havde buer spændte og peget mod Dolix, Thefi, Tristan Akuma, Luck, og Femín. og selvom det var svært at se, medmindre man så meget godte efter, så var ingen buer peget mod Camille.

De mange folk med buer havde ingen slag våben, udover manden der først kom frem, han havde en frygtingyende helbard på den højre hånd. der gik ikke mere end præsis fem sekunder, så var et hav af pile på vej gennem hele lysningen nærmest, og det var svært at finde et sikkert sted for de mange pile, hvis ikke umuligt. og man kunne se Dolix og Thefi udlede et højt råb, der gav genlyd flere gange i ørene, og lyden fik fugle over hele skoven til at flyve deres vej på grund af den høje lyd. og i samme øjeblik bliv pilene vendt om. ikke som i at pilene vendte sig om, men spidserne af pilene, bliv som telepoteret om på den anden side af pinden. og af samme kraft som pile flyv ind mod lysningen, flyv i de nu tilbage mod folkene der havde affyret dem.

Nogen meget få af folkene fik undgået deres egen pile, men det var kun en 15 stykker, resten af de omkring 100 folk fik deres egne pile skudt ind gennem kraniet, og ud på den anden side. de 15 som ikke bliv ramt tog frygtløst en pil til på strengen, og peget dem igen mod lysningen, men kigget over på manden der først var komme frem fra træerne inden de skyd.

manden der først var komme frem fra træerne kigget stift på Camille, med et blik der bare sagde ´følg med os´, før han så kigget på Dolix og Thefi på skift, og sagde beordrende "væsnerne kan blive. vanskabningerne skal forsinde nu" han holdt en pause, og løftede sin helbard mod Thefi "Pilene var en pæn måde at sige ´fuck af´ på. bliv her to minutter til, og du vil se en mindre civiliseret måde" Manden så meget seriøs ud, og havde enten ingen hjerne, ubegrænset mod, eller faktisk en chance, siden han var så rapkæftet mod Dolix og Thefi. dog kigget han ikke så meget på Dolix, pågrund af den skræk aura omkring Dolix.

Dolix kigggede mod manden, og så ud til at hygge sig over hele dette optrin, og det eneste som holdt ham fra at gå efter manden, var den frimodighed og dumhed, som Dolix mente manden havdet. også det eneste faktum. manden havde ikke peget våbnet mod Dolix endnu, så hans stolthed var ikke sparket til endnu, og Dolix kunne godt se gennem de små ting, for at få et godt grin, når Thefi rev manden fra hinanden.