Pain make us who we are ~Jacob~

Caroline havde fået nok at smerten, eller hendes facade havde. Den sugede den til sig, og nu var den fuld så et sidste prik ville få den til at springe i luften. Et slag på et af de blåmærker kunne få byen til at ende i et blodbad, men det var på grund af alt. Eliza, Nille og Nicolas, det var virkelig uheldigt blandet sammen. Og smerten af det var virkelig enorm, men hun holdt igen. Hun sad bare stille på en bænk med en drink hun havde købt ved kroen som ikke lagde andet end nogle meter væk. Caroline lukkede øjnene kort i og tog en dyb indånding natten var vidunderlig stille.. Men snart kom der støj da en flok unge kom gående forbi, pigerne gik hen til hende og tog om hendes hår. Caroline havde øjnene åbent, præcis som en sovende dinosauar som åbnede øjnene af vrede. Hurtigere end pigerne kunne flytte sig, havde Caroline grebet fat om den ene piges håndled og klemte til. Caroline satte neglene i imens hendes evne i fingrene blev aktiveret, og pigen skreg og græd af voldsom smerte. De 3 mænd hørte en af deres tøser skrige og vendte sig om. Caroline slap pigen da en af drengene, tog om hendes hals og råbte hun skulle slippe. Caroline rejste sig op og kiggede drengene i øjnene. Hun lagde en hånd på hans arm, og vred det sølle menneskes arm om, uden så meget som at blinke.Caroline blottede sine tænder og satte dem i halsen på den første og sugede af hans blod til der intet var tilbage. Den morderiske side sprang frem, som et rovdyr ved mørkets frembrud. Og den var ude af kontrol, den følte nemlig ikke, ingen følelser næsten var til at trænge igennem. Nogle kunne tæmme den, men de personer havde svigtet hende.. Jacob havde aldrig set den, så han kendte den trods alt ikke.. Caroline dræbte de unge, og susede hen imod en gyde. Dæmoner var hendes fjende, sådan var den skruet ind i hendes hovede ligenu. Hun fik fært af en, og uden videre løb hun op foran den. Og inden hun nåede at blinke, havde hun kastet den hvidhårede dæmon ind imod en mur.

Hvad skete der? Hvor var den store Josh henne, hvad var nord og hvad var syd? Han kunne ikke finde rundt i noget som helst længere! han gik bare, med blikket rettet imod jorden og en sten bundet om hjertet på ham. En eller anden skulle klippe den snor over der holdt fast i stenen, det blev de nød til ellers kunne han ende med at falde helt sammen. Nille var væk, Josh var væk, Caroline var væk og Christian var også væk, død endda! Han kunne ikke snakke med nogen! En lille trang til bare at råbe og skrige så højt han kunne passerede forbi ham, men han lod være og bed sig i stedet i underlæben, imens han langsomt formede en skarp istap i sin hånd. Måske skulle han også bare forsvinde nu når alle andre også forsvandt? Han rystede den forfærdelige tanke væk og smed istappen fra sig, lod den falde til jorden så den gik i stykker og spredte sig udover hele jorden. En indre knurren voksede inde i ham, en han bare ville lukke ud eller lade forsvinde ved at nogen talte roligt til ham. Pludselig kunne han genkende en duft, en duft der direkte skreg Caroline! Hurtigt løftede han hovedet og ville tage glædeligt imod sin ven, men blev noget overrasket da hun kylede ham ind i muren. Den havde han ikke lige set komme! Hurtigt var han oppe at stå, imens han ømmede sig og et par enkle dråber blod trillede ned af den blege pande.. Forvirret kiggede han hen på Caroline, de krystalblå øjne søgte efter et svar, et godt svar! "Caroline?" hans stemme var en hvisken og den lød nærmest hæs og såret..

Caroline skreg for at komme ud, som om hun indeni sig selv skreg for at få kontrol.. Kontrol over noget som enlig bare skulle forståes.. Caroline lagde hovedet på skrå, da hendes navn blev sagt. Hun kendte Jacob, men alligevel var hun bare ude af kontrol ligenu.. Hun løb opforan ham, og selvom hans blod var forfærdelig i smagen, satte hun de mægtige tænder i kort nok til at få hans skulder til at sige knæk. Hun løftede ansigtet op, og satte hånden fast på hans brystkasse, med fingrespidserne næsten borrende igennem. Men ved hjælp fra hendes anden evne, borrede de voldsom smerte igennem hans krop. Ikke dødelig smerte, for det var kun den ene hånd. Men stadigvæk voldsomt.. Hun kiggede ham ikke engang i øjnene og når hun gjorde, lignede de næsten sorte perler.. De var fyldt med ingenting.. Caroline tog fat i hans hår, og trak hans hovede lidt bagud. Hun lod de brændende fingerspidser vandre op og ned på hans halsrør. Caroline tog sin kniv op af sin støvle, og satte den direkte i maven på ham, uden hun tænkte nærmere over det. Hun gjorde det bare, hun satte tænderne i hans hals igen.. Men enlig blev hun mere sig selv, hun trak tænderne op.. Og lænede hovedet tilbage så hun kunne se Jacob i øjnene. Hendes blik var nu fyldt med skyld, hun smækkede hånden op for munden, og sprang tilbage. Tårerne trillede ned af hendes bloddækkede kinder..
"Omg..omg..omg.." Var de eneste ord hun kunne få frem, hun panikkede.. Og forstod godt hendes morderiske side havde været fremme, men hun havde ingen kontrol over den.. Hun gik hen og trak kniven ud af ham, og man kunne tydeligt se på hende at hun var ked af det..
"Jeg er så ked af det.. omg.."

Hvorfor angreb hun ham? En af de personer han elskede mest angreb ham og behandlede ham som var han Josh far eller brødre? Kunne hun slet ikke genkende ham! Det var ham, Jacob, hendes bedste ven der ville tage til verdens ende for at finde det hun havde brug for! Det gjorde ondt alt det hun gjorde ved ham, men af en eller anden grund kunne han ikke stritte imod, han kunne ikke skade Caroline for at få hende til at stoppe med at skade ham. Selvom han prøvede at lægge sin hånd på hendes arm for at fryse hende, så kunne han ikke få sig selv til det! Caroline betød så meget og det at hun skadede ham, gjorde ikke kun ondt fysisk men også psykisk. Han stolede jo på hende, han troede at da han så hende at han ville kunne snakke med hende, at hun ville kunne klippe snoren over, men det viste sig åbenbart bare at være endnu en forhåbning. Da hun ENDELIG stoppede med at skade ham, lod han sig selv falde til jorden, med hånden foran det sår hun havde givet ham på maven. Smerten bredte sig i hele kroppen og sortnede nærmest alt for ham.. Nu havde han to sår på sin mave.. Kunne tingene gå bedre.. Langsomt kom han op at stå igen, benene rystede under ham og det varede lidt før han tog mod til sig og så på Caroline. Hans blik var skuffet og forvirret.. Hun havde angrebet ham.. "Hvorfor?.." han så bare på hende med blodet trillende ned af kinden. "Vi er venner Caroline! Hvordan kunne du gøre det!" Pludselig var hans blik erstattede med en der var blevet forrådt. "Hvad går dig af dig? Du er en af de eneste jeg kan komme til også gør du det her imod mig!" Hans underlæbe dirrede hvilket var et lille tegn på at han også var bange for hende.. "hvorfor?" Hans stemme var fortsat hæst og knust i tusind stykker..

Hans ord var som fjerne ekkoer indei hendes hovede, som gentog sig.. snorrede rundt inde i hende, med gentagelser. Hun lukkede øjnene hårdt i, imens hun græd.. Men at lukke øjnene bragte ikke mørke, det bragte billeder af Jacobs forrådte og skuffede blik. Caroline gled ned af en mur, hun foldede sig sammen. Hun ville væk, bare væk fra alt så hun ikke skadede nogle flere. Men hvem var der tilbage at skade? Caroline kunne ikke finde ord frem, hun havde det dårligt med det hele. Så dårligt at hun bare sad og græd, hun fik så vent blikket op på ham.. Hun tog en dyb indånding, og så var det som om følelserne blev lettere, og knapt så svære at bære på. Caroline kravlede hen imod ham, og kiggede ham i øjnene.
"Jeg er ked af det.. Du var den sidste person jeg ønskede at skade.. Hvorfor skal jeg bare ødelægge alt jeg rør ved.. Hvorfor må jeg ikke have en smule glæde, før jeg kommer til at ødelægge alle andres og tilsidst min egen.." Caroline kravlede tættere på ham, om han var bange vidste hun ikke. Men hvis han var ville hun blot bryde sammen igen.. Men det ville han ikke kunne vide..

Han kunne ikke forstå det! han havde lyst til at skrige, råbe højt og bare lade hele verden høre ham! For guds skyld han manglede nogen at snakke med! Nille kunne ikke være sammen med ham pga. sin pligt som skammer og det havde såret ham at høre hende sige de ord til ham, at hun blev nød til at få et barn med en anden, en anden der måske kunne gå hen og gøre hende lykkelig! Og hvor ville han så stå henne i sådan en situation, han ville stå i en skygge og ville ikke kunne gøre andet end at se på! 
Men, aldrig havde han troet at Caroline kunne finde på at såre ham også, skade ham og lade ham bløde! Han ville knurre, men kunne ikke få et ord fremført, i stedet blev det bare til en mærkelig form for mumlen og da hun kravlede hen til ham, rykkede han sig forsigtigt væk, krøb sig op ad muren og gemte sit ansigt ned imod sine knæ. Kun det hvide pjuskede hår tittede frem, hele ansigt var gemt væk bag det skjold han havde dannet ved at trække sine knæ ind til kroppen. "hva.. hvad gik der af dig?.. Hvorfor skadede du mig?.." Han kunne stadig ikke forstå hvad der var sket med hende.

Det gav et ryk inden i hende, men hun var for klog til at begynde at skade sig selv for at slippe af med smerten.. Hun levede med den, tog den til sig når bølgen kom indover hende. Hun lod sig ikke drukne, derfor var hun blevet så stærk.. Men det gav alligevel et ryk indeni hendes krop, som om hun kæmpede på den sidste tråd af hendes liv. Det var med at balancere, ellers ville man falde og livet gå tabt.. Caroline sank en klump, hun tog en dyb indånding inden hun ville svare ham.
"Det ved jeg ikke, jeg er ude af kontrol.. Jeg kan ikke styrer det.. Og hvis kontrollen ikke snart kommer,så mister jeg alt.." Svarede hun og kiggede ned i jorden, hun knyttede sine næver. Og klemte kort en enkelt tårer ud. "Du må ikke være bange for mig, du den eneste jeg stoler på ligenu.." Svarede hun og lukkede øjnene hårdt i.. Caroline bed sig i læben, til hendes skarpe tand borrede sig igennem hendes læbe, så små blodsamlinger kom frem. Hun var dækket med blod om munden, Jacobs blod.. Hun kunne ikke lide tanken.. Men det var sandheden..

Ude af kontrol? Han var fristet til at spørge hende om hvad det var der fik hende til at komme ud af kontrol, men som sagt var det som om at nogen havde givet ham tape for munden så han ikke kunne tale. I stedet sad han bare og gemte sig væk bag sine knæ, imens såret på hans mave fik ham til at bide ham hårdt i underlæben og den arm hun havde vredet om var øm, så det var som om at hvis han bare bevægede den en lille smule så ville den falde sammen. Et suk undslap ham, inden han løftede hovedet, kiggede på hende med et trist blik. "Ude af kontrol? hvad mener du? hvorfor er du ude af kontrol? Hvad har gjort sådan at du kunne finde på at skade din bedste ven? er det noget med en vampyrs temperament at gøre?" Forsigtigt prøvede han at bevæge sig, men så snart han prøvede på det, klemte smerten om ham og sørgede for at han ikke kunne rykke sig den mindste smule. Han stønnede kort af smerte, men gav ikke op, han ville ikke bare sidde der og være svag! Han fik rykket sig en smule, så han ikke gemte sig væk længere, men ellers kunne han ikke rigtig bevæge sig mere.

Caroline kunne ikke lide at den eneste grund til han ømmede sig af smerte var på grund af hende, hun sank en klump da han spurgte.. Hun kiggede stadigvæk trist på ham, hendes øjne havde et gnist af trist hed. Hvor i hun prøvede at holde facaden og det var enlig ikke svært..
"Kontrollen over alt, jeg har været vampyr i lidt over et år. Og jeg snød for at holde kontrol, og da jeg så stoppede med at snyde fik det bagslag. Min følelser kan stadigvæk være ude af kontrol, ikke så meget før. Men min morderiske side, du ved den side alle mørkevæsner har, som springer frem fra mørket udenvarsel og bare bringer ødelæggelse.. Den side er ude af kontrol, men der ingen tilbage som kan tæmme den ordenligt." Svarede hun og kiggede lidt ned i jorden, Nicolas havde kunne få den til at forsvinde helt, men efter han havde kysset med en anden. OG hun tilsidst bare var gået inden hun kom til at sige eller gøre noget dumt..Siden da havde den morderiske side haft mere kontrol over hende end nogensinde, den mindste prikken kunne ende i en voldsom krig imod sig selv. Caroline tog en dyb indånding, og kiggede rundt.
"Vent her, jeg finder noget som kan hjælpe.." Caroline havde sin fart på hurtigere ned en vampyrs, hun fandt hurtigt en engel. De var nemme at snuse sig frem til nu til dags. Caroline satte tænderne i englens håndled, og derefter kiggede hun englen i øjnene for at få personen til at gå med hende. Englen fuldte frivilligt med, og kastede hende ned foran Jacob. Caroline tog englens håndled op, hvor blodet løb.
"Engleblod healer alle andre end vampyrer, drik." Sagde hun og nikkede til Jacob. Caroline var ret handlekraftig til tider. Hun håbede Jacob ville drikke det, ellers ville hun tvangsfodre ham med det.

Snød? Kunne man snyde? Han var ikke helt sikker på hvordan hun havde haft snydt, men han troede jo på hende, så han ville egentlig spørge mere ind til det. Selv om han troede på hende, alt det med den morderiske side, eftersom han selv kunne have en til tider, så var han stadig en smule bange for at hun lige pludselig skulle springe på ham igen. Men, hvis hun gjorde det, så kunne ligeså godt dræbe ham helt, af en eller anden grund ønskede han ikke så meget at leve mere. Det lød måske en smule egoistisk at han bare ville efterlade de andre, men han vidste at de nok skulle klare den, om han så var der eller ej. Den eneste som han var i tvivl om kunne klare den var lille Josh, han havde brug for en til at være der for ham, en til at passe på ham og det havde han ikke, hvis Jacob forsvandt. Medmindre en af de andre ville tage sig af ham, hvilket de sandsynligvis nok ville. Han sukkede og kiggede kort på hende, skulle til at sige noget til hende, men blev afbrudt da hun pludselig løb sin vej med sin vampyrfart. Noget som kunne hjælpe? Hun havde bare ikke at finde en læge, læger kunne ikke hjælpe med noget som helst ifølge ham. Da hun kom tilbage med englen og nærmest proppede dets håndled op til hans læber, skubbede han det modvilligt væk og så surt op på hende. "Jeg drikker ikke blod, det smager forfærdeligt, desuden så skal jeg nok komme mig uden at skulle guffe en engels blod i mig,"

Da han modvilligt sagde nej til hun ville give ham engleblod hævede hun på et bryn. Hun himmlede med øjnene.
"Bliv lidt mere voksen." Svarede hun og klemte håndledet imellem hans læber, så han ikke kunne gør andet end at mærke blodet lande på hans tunge, med tunge dråber. Caroline satte tænderne i englens hals imens hun klemte håndledet imod Jacobs læber. Hun nød at få lidt godt blod i systemet. Og der gik ikke langtid, så var englen død. Caroline smed liget lidt til siden og kiggede på Jacob.
"Hør, jeg er ked af jeg skadede dig. Det var ikke min gode dag, jeg har bare ikke nogle ret fantastiske uger. Alt plager mig.." Svarede hun ærligt og rejste sig op, hun rakte en hånd ned til Jacob. Hun havde et lille ekstra hus her i området.
"Men først skal vi sørge for Angela ikke opdager mig, for så bliver det ikke så godt." Hun snakkede lidt med sig selv, Angela og Caroline havde et lidt blandet forhold. Caroline rev Jacob op og stå, og holdt fast i hans hånd da hun begyndte at gå hen imod et lille camofleret hus. Der var et værelse, osv. Ikke ret stort men man kunne bo der. Hendes hus i Firewood Village var alligevel så godt som ødelagt.

Bliv dog mere voksen? Hvor vovede hun! Bare fordi han ikke lige ønskede at drikke blod, betød det vel ikke at han var barnlig! Så snart den røde substands ramte hans tunge, ville han straks spytte det ud og få den forfærdelige smag væk, men englens håndled var som en mundkurv, så han kunne ikke gøre andet end at synke det. Blodet løb igennem ham, healede langsomt sårene, men det betød ikke at smerten forsvandt helt til at starte med. Langsomt kom han op at stå på benene, sagde ikke noget før han var kommet helt op og stå, samt var sikker på at han ikke lige pludselig ville falde sammen igen. "Hvad plager dig da? Fortæl mig endelig om det," Han lød stadig en smule irriteret, men han havde heller ikke ligefrem de bedste dage.. Da hun nævnte Angelas navn, kiggede han nysgerrigt op på hende, men endnu engang nåede han ikke at sige noget, før hun tog ham i hånden og begyndte at trække ham af sted.. De kom til et camoufleret hus, og et kort øjeblik undrede han sig over hvad der var sket med hendes andet hus, men han orkede virkelig ikke at spørge om mere. I stedet fulgte han bare med uden problemer..

Det var selvfølgelig ikke ment hånligt eller noget, hun vil bare have han skulle have healet sårene. Hun kom indenfor i det lille hus og lukkede døren da de begge to var kommet ind. Hun ville enlig tænde op i pejsen, men ingen af dem kunne mærke varme eller kulde så det kunne være ligemeget. Caroline tændte derfor blot nogle stearinlys, så der blev lidt lyst op i stuen. Der stod enkelt en sofa, et bord og en stol, inde i den stue. Caroline satte sig på sofaen og kiggede op på Jacob.
"Det langtid siden vi sidst snakkede, sidst var det med Josh. Hvor jeg endte med bare at løbe min vej.. ´Men jeg blev meget uvenner med min søster for lidt over en månede siden, og efter det forsvandt Nicolas fordi han skulle ordne noget med sin familie. Dog forsvandt han bare uden at sige noget. Så fandt jeg min eks Dominic, og spørg mig ikke hvoran jeg nogensinde faldt for den idiot. Men Nille kom mig til redning, selvom det med Toby plagede hende der. Der gik dage så mødte jeg hende igen, i færd med at tage sit eget liv.. Jeg stoppede hende.. Men Nicolas kom tilbage, og mit hus i Firewood Village blev smadret halvt af en drage. Samt er Nille blevet torturet, hun ville næsten slå mig ihjel. Men jeg fik sat hende på plads, hun kan ikke se forskel på venner og fjender. Hun stoler på mig nu, men pas på." Sagde Caroline og prøvede at gør en lang historie kort, derfor undlod hun også det med Nicolas havde kysset en anden, for hun kunne godt forstille sig Jacob's reagtion.

Sikke en mundfuld! Han havde ikke troet at Caroline havde været ude for så meget! Det overraskede ham meget, så han lignede bare en der havde set et spøgelse, da hun var færdig med at fortælle hvad der plagede hende. Hans mund var formet som et O og øjnene stod vidt åben. Han kunne ikke tro de ting han lige havde hørt. Striden imellem hende og Josh havde han hørt omkring, og Josh havde så sandelig også fået en ordentlig endefuld. Jacob ønskede ikke at der skulle være en strid imellem dem, men han vidste også godt at man ikke sådan skulle pisse Caroline af, medmindre man gerne ville miste en finger eller to. Det gik op for ham at han heller måtte sige noget til alt det hun havde fortalt, så han tog en hurtig indånding og kiggede ned i jorden, inden han rettede blikket imod hende igen. Arret i panden oplyste den blege hud. Det med Nille havde han heller ikke lige regnet med at høre, det gjorde ham bare endnu mere bekymret!
"Det må jeg sige.. sikke en mundfuld.. Hvorfor kom du ikke til mig noget før Caroline?" spurgte han hende forsigtigt og så på hende med sine krystalblå øjne, der glimtede svagt i lyset fra stearinlysene. "Du ved at jeg altid er her og vil lytte til dig, du kan altid komme til mig.. det ved du da godt ikke?"