Not even the sun can make me happy. ~ Jacob

Mørke. Det hele var mørkt igen, selvom solen skinnede udenfor. Men inde i Nilles sind var der kun mørke der hærgede hende. Hendes energi var der skam masser af, men hun havde problemer med at kontrollere den rigtigt. Altså, hun brugte sin energi på at råbe, i stedet for at sørge, som mange gjorde efter at have mistet deres kære. Hvorfor det var bedre at græde end at gå fuldkommen amok? Fordi så havde man sørget. Så havde man grædt. Så brugte man ikke sin energi på at blive mere vred, mere trist. Nilles påklædning var endda sort. Hvor skammer kjolen og den anden kjole var? Hun skulle jo ikke have det på hele tiden. Hun havde stadig den lyst til at gå i skjorter. Specielt denne skjorte, der nåede hende til knæene. Hendes sorte lange hår var løst, og en hvid fjer var i det. Hun var jo stadig en skammer, en indianer, selvom Toby.. Var død. Hun sad på en sofa, sammenkrøbet i hjørnet af sofaen. Hun havde benene op til hagen, og armene om benene. Hun hvilede hagen på knæene. Lidt væk fra hende var der en itu revet pude, og en ødelagt vase. Hun havde haft et vredes anfald. Hun havde skreget, og råbt, bandet, og så videre. Nogle tårer gled nu ned af hendes kinder. Nu var hun skrøbelig... Indtil videre.
Udenfor var der nogle ulve der kredsede om huset. Snigskyttere gemt i buske, og krigerne var også gemt. Men man kunne ikke helt vide hvor. De var lusket. Den lille dreng der var hendes butler, vidste hun ikke hvor i huset var. Hun var også ligeglad.

//Hvis du vil have billeder af indretningen inde i huset, sig til! ^^//

//Skal jeg nok ^^//

Han forstod hendes vrede, men det forhindrede ham ikke i at savne hende og hendes smil. Selvfølgelig var hun frustreret, det ville han også selv være, hvis han havde mistet Josh, derfor gik der også lidt tid inden han opsøgte hende. Tiden healer alle sår som man sagde, og det havde bare at være sandt. Men, nu havde han ikke lyst til at lade hende sidde alene mere, hvis det altså var det hun gjorde. Han ønskede at se hende, om hun så ville se ham eller ej. Så måtte han vel bare gå sin vej igen, hvis hun ikke ønskede at se ham. Tanken om at se hende, fik et smil frem på hans læber og hvilket var en af de grunde til at han fortsatte igennem gaderne, selvom han ikke var det største by væsen. Der havde gået en smule rygter om at Nille havde fundet sig et hus, så dem kunne han kun håbe var sande. Med hurtigte, samt listige bevægelser gik han nær huset og havde ikke bemærket de ulve der listede rundt omkring. Men, så snart han så dem, hoppede han hurtigt op i et træ, for derefter at spejde rundt for at finde et sted hvor han kunne komme ind uden problemer. Ligeså hurtigt som han var kommet op, hoppede han ned igen, så snart ulvene var ude af syne. Lydløst listede han rundt om huset..

Nille vidste ikke at Jacob var derude omkring hendes hus. Hun ville også være ligeglad. Han ville sikkert bare komme med løgne om at han elskede hende, ikke Jade, men hende. Jaja som om, den troede Nille jo ikke på. Hun var alt for skrøbelig indeni, og troede på løgne, i stedet for sandheder. Hun ville bare gemme sig for resten af verdenen nu. Men alligevel kunne hun ikke gå udenom at hun havde pligter, venner, og en hun elskede, men som hun mente løj for hende. Hvilket fortærede hende endnu mere. Toby var begravet ved siden af mormoren. Der hvor Nilles gamle hytte havde været.
En ulv stoppede op, og så bagud. Den kunne lugte en.. Den knurrede for at signalere til de andre, at der var en anden i området. En snigmorder med en bue, stadig med sine sværdvåben, stod oppe på taget, og fik øje på noget hvidt hår. Jacob. De vidste ikke hvem han var. Så derfor, skød snigmorderen pil ned, meget drabeligt tæt på Jacobs fod. Han hoppede ned, og fløjtede. Han landede foran Jacob, og rettede sine våben mod ham. Ulvene dukkede op bag Jacob, og knurrede lavmælt. En af ulvene hylede højt, hvilket fik Nille til at undre sig. Derfor rejste hun sig op, og var på vej ned...

Han sprang rundt om huset, gjorde alt for at finde en vej ind, men det var som om at det ikke var muligt. Vinduerne var lukket, på en måde forseglet og han måtte give op, for derefter at gå videre til det næste vindue. En smerte skød pludselig igennem ham og før han kunne nå at registrere hvad det var, var han på vej ned mod jorden og måtte lukke sine øjne i, for at gøre sig klar til at mærke et smæld igennem ham. Han ramte jorden og smældet spredte sig, men ligeså hurtigt som han var faldet, forsøgte han at komme op og stå igen, men pilen i den ene fod gjorde det vanskeligt for ham. Af ren smerte, bed han sig hårdt i sin læbe og forsøgte at stå ansigt til ansigt med det som havde ramt ham. Over alt var der en tung lugt af blod, så Jacob fik lyst til at kaste op, specielt da han var klar over at det var hans eget blod.. Da en af snigskytterne kom nærmere, begyndte han langsomt at knytte sine næver og forhåbenlig ville snigskytten mærke hvordan hans legemer langsomt begyndte at fryse.. Han gjorde alt hvad han kunne for at ignorer smerten i sin fod..

En ulv snappede ud efter Jacobs hættetrøje, men ramte med vilje ikke. Der var tre ulve, og to snigskyttere. En af lederne kom frem fra en skygge. En skyggedæmon. Lederen trak sit sværd fra ryggen, og gik langsomt mod dem. Men i det samme kom Nille løbende ud af huset, og lige da lederen skulle til at slå ud efter Jacob med sit sværd, blokerede Nille med sine to daggerts. Hun havde ryggen til Jacob, men vidste nøjagtigt hvordan, og hvor han stod. Snigskytten trådte tilbage så snart han så at Nille havde blokeret lederens slag. Ulvene knurrede stadig, bare mere lavt, og de gik langsomt tilbage. Nille skubbede lederen i maven, så han røg tilbage. Nille så rundt på dem med sorte øjne, og med ét virkede hun helt majestætisk. På en måde. Hendes ryg var rank, og hendes bevægelser elegante.
"Gå tilbage til jeres poster!" Sagde hun højt. Der var ingen skade sket lederen. Det havde hun sørget for. Sparket havde kun fået ham nogle skridt tilbage."Og dig!" Nilles øjne, dog var de blå nu, landede på Jacob. "Hvad laver du her?!"

Han havde slet ikke bemærket lederen der langsomt dukkede op bag ham og inden længe ville svinge sit sværd, og gøre en ende på hans liv. Men, som et lyn slog ned kunne han pludselig fornemme en andens tilstedeværelse og en velkendt duft dansede om næsen på ham. Nille. Han vendte blikket om imod hende, for at se hende stå med ryggen rank og opfører sig som en leder. Det imponerede ham, men det kunne man ikke se på ham, han stod bare og så alvorligt på hende med sine krystalblå øjne. Dog var det ikke et vredt alvorligt blik, men mere et blik der udviste respekt og kærlighed. han tænkte ikke længere på smerten i foden, selvom blodet strømmede voldsomt ud af den og snart ville forudsage ulykke, hvis han ikke fik gjort noget ved det.
"Jeg er kommet for at se dig," sagde han og så på hende med sit alvorlige blik, sammen med stemmen der også var alvorlig. "Du kan ikke forhindre mig i at holde mig væk fra dig," Han startede en øjenkontakt med hende.

Det smertede hende at se ham bløde. Det var forfærdeligt at se på. Hun kunne ikke lide det! Hun hadede at se ham såret... Hun sukkede lavt, og piftede højt. En af snigskytterne kom hen til dem, og løftede Jacob op som en brud. Hvilket normalt ville have fået Nille til at grine, og sige de så søde ud, men denne gang var hendes blik koldt og hendes ansigt følsesløs. Ikke et lille tegn på et smil var der. Hun var helt og aldeles følsesløs.
"Du burde vide bedre." Mumlede hun, og gik ind i huset. Hun skulle fortælle butleren at drengen med det hvide hår, Jacob, gerne måtte komme ind... Så længe hun ville have det! Hvis hun sagde hun ikke ville snakke med ham, måtte han ikke blive lukket ind. Snigskytteren lagde Jacob på en af sofaerne, og gik udenfor igen efter at have bukket for dem. Nille så på pilen der stak ud af Jacobs fod, og skar ansigt.
"Jeg bliver nød til at få den ud." Mumlede hun.. "Men jeg ved ikke hvordan."

Han havde lidt regnet med at hun ville sige ham imod, men i stedet blev han pludselig løftede om, som var han et spædbarn og personen bar ham hen imod huset. Det var ikke behageligt at blive løftet på den måde, så han havde allermest lyst til at vride sig fri, for derefter at hoppe ned og selv gå ind i huset, men han kunne godt se at med pilen i foden ville han ikke engang være i stand til at kunne gå. Han mukkede kort for sig selv, da de kom ind i huset og hver en pyntegenstand fangede hans blik. Det så ud til at vær et flot hus, langt flottere end hans eget, men nu ønskede han jo heller ikke et rigmands hus. Så snart han blev sat ned på sofaen, bed han sig selv i læben, for ikke at komme med et klynk, da det sveg i foden. Den pil skulle ud, lige meget hvor ondt det gjorde. Han hørte hvad hun sagde og tog et greb fat om pilen.
"Hvis du henter noget at tørre blod op med, så kan jeg godt selv tage den ud," sagde han med den samme alvorlige stemme som før..

Nille ville hellere end gerne, storme på ham, og skælde ham ud for at være så dumdristig, og besøge hende! At han seriøst ikke kunne se at det var farligt! Hun måtte anstrenge sig for ikke at råbe af ham. Hun lignede en der virkelig prøvede at kontrollere sin vrede. Hendes øjne nærmede røbede hvad hun ville. Råbe af ham om hvor forkert det havde været af ham at komme hen til hendes hus.
"Meget vel." Hendes stemme var stadig kold. Hun vendte ham ryggen, og gik ud i køkkenet.
Hun kom ind i stuen igen med en spand med kold vand, og en klud. Hun satte sig på bordet ved siden af den sofa han sad på.

Han var ligeglad med at det var forkert af ham at komme hen til hende, hun kunne råbe så meget hun ville, den eneste grund til at han var kommet var for at se hende, så kunne hun råbe af ham ligeså tosset som hun ville. Dog havde han ikke regnet med at få en pil igennem sin fod, men det skulle nok gå, håbede han da.. man kunne kun håbe at der ikke var gået betændelse i det eller at han havde mistet for meget blod allerede. Det pinte ham ved tanken om at skulle trække den ud, men han nægtede at være svag og der var ikke andet at gøre.. Så snart hun kom med spanden med vand, tog han en dyb indånding og trak til i pilen, lod en smertebølge gå igennem ham og videre op til hjertet der for et kort øjeblik stoppede med at pumpe. Han bed sig i læben, nægtede at skrige, og så snart han ikke kunne mære pilens tilstedeværelse længere, tog han kluden med vand på og pressede den imod såret. At mærke det køligge vand imod såret, beroligede ham og gjorde ondt på samme tid..

Nille betragtede ham roligt mens han trak pilen ud. Hun dyppede hurtigt kluden i vandet, og rakte ham den. Hun forstod det ikke. Hvorfor kunne han ikke bare forstå at det var dumt at finde hende, og besøge hende? Uden at have skrevet en besked først! Hun så ned på gulvet, og blev tavs. Hun tog fat om kluden som han holdte mod såret, og fik det lidt forsigtigt væk. Hun så lidt på det. Takket være alle de år hun havde taget sig af dyr kunne hun fortælle om et sår ville give ar, eller skade knoglen, eller hvad det var, forevigt.
"Du får måske et ar, men ellers ikke noget." Mumlede hun, og rejste sig op. Efter at have givet slip på kluden igen. Hun hentede noget bandage, og lagde på bordet så han selv kunne bestemme hvornår det skulle på. Derefter tog hun en pude, og smed den ud efter hans ansigt.
"Er du dum?! Du skulle have skrevet til mig i stedet for bare at komme vadende, når du kunne se at stedet var bevogtet!" Råbte hun, og tog endnu en pude. "Aldrig, og jeg mener, aldrig gør det igen!" Råbte hun, tydeligt højere. Tonen i hendes stemme var vred.

Det var en ulidelig smerte, men som sagt bed han sig i underlæben og skubbede den væk så godt han kunne. Det skulle nok gå, nok havde den gået igennem kødet, men den havde ikke ramt en blodåre eller en knogle. Han kunne slippe fra den, heldigvis for ham da. De ord Nille sagde hørte han skam godt, selvom han ikke kiggede op på hende og nikkede til hende eller smilte for den sags skyld. Det nyttede nok ikke at smile alligevel. Hurtigt tog han fat i bandagen og bandt den om sin fod, men havde ikke regnet med at få kyldet en pude lige i hovedet, så han måtte vente lidt med at binde det færdigt. Han kiggede en anelse vredt op på hende, men fjernede det hurtigt igen og så neutralt på hende.
"Og hvad? Få et afslag?" sprugte han og kiggede ned på bandagen igen. "Du sagde jo selv at du ikke ville se mig, så hvis jeg skrev et brev til dig ville du sikkert skrive at jeg skulle holde mig væk alligevel," Hans egen stemme var en smule vred, men mest fordi han bare ville have hende til at falde til ro, snakke med ham i stedet for at råbe. Han kiggede op på hende igen, med det samme neutrale blik. "Okay, jeg gør det ALDRIG igen så,"

Det hjalp overhovedet ikke at han opførte sig sådan. Hans vrede blik der hurtigt gik væk igen, lagde hun godt mærke til. Det vrede blik fik hendes øjne til at lyne. Hendes vrede og hævntørst var lidt som en vulkan. Den havde slumret en hel del tid, men nu var den gået amok. Hans ord virkede kolde. Endnu engang fortsatte løgnene i hendes hoved. Han var kold. Både udefra og indefra. Selvom hun inderst inde godt vidste han ikke var det, var løgnene igen i hendes hoved.
"Det er da bedre du holder dig væk, end at du bliver såret!" Råbte hun igen. Hun fik lyst til at slå en eller anden... En der var i nærheden. Jacob. Men hun kunne ikke slå ham. Det kunne hun ikke få sig til.
"Tak." Hun rejste sig op, og gik væk fra ham. Udenfor hvor der var fred. Hun var ligeglad med om han kunne følge med eller ej, han skulle bare væk. Hun hadede det faktum at han ikke forstod at det var farligt. Farligt at besøge hende. Farligt at se på hende. Ind i hendes øjne... Der var ikke sikkerhed omkring hende mere. Hendes evne var sluppet løs for mange gange. Hun havde ikke længere kontrol over den.

Der tog hun helt fejl, det var ikke bedre, for lige meget hvor ondt det gjorde at have den pil igennem sin fod, så gjorde det mere ondt ved tanken om at han ikke måtte se hende igen. Det var det værste sår man kunne give ham.. Han havde lyst til at sige det højt, lade hende vide det, men hun ville sikkert ikke tro ham alligevel, hun var som en skrøbelig vase lige nu, et forkert skridt og vasen kunne falde på gulvet og gå i tusinde stykker. Han kiggede efter hende, da hun gik udenfor, han ville gerne gå med hende, men det ville ikke hjælpe på sin fod. Så for engangs skyld blev han siddende, ventede på at hun skulle komme ind igen, når hun var faldet en smule til ro.. Han ville ønske at hun bare troede på ham når han sagde at han elskede hende.. men, lige meget hvad han sagde, så troede hun ikke på det, men det betød ikke at han ville stoppe med at sige det..

Hvorfor forstod Jacob det ikke? Hvorfor forstod han ikke at hun var forandret, og ville ikke have ham i nærheden når chancen for at hun kunne gå amok var stor? Hun brød sig ikke om at Jacob var tæt når hun kunne mærke at vreden var ved at samle sig til raseri. Vinden beroligede hende. Den kærtegnede hendes ansigt, beroligede hende, men af en eller anden grund kunne hun ikke kontrollere vinden mere. Hvilket var en skam, for hun elskede at kunne manipulere med vinden. Så hendes evne var under udvikling. Da hun jo var blevet en Drevens. Hun spiste følelser nu. Hvilket hjalp lidt, især nu hun spiste følelsen glæde.
Hun sukkede lavt, og kørte en hånd igennem håret. Hun gik ind i stuen igen, men satte sig i en sofa lidt væk fra ham.
"Hvornår tror du at du kan gå igen?" HAn skulle væk. Det gjorde ondt bare at se på ham, at vide hun ikke turde være tæt på ham. Tårerne ville frem, men hun kunne ikke lade dem slippe løs.
"Jeg er ikke sjæledæmon mere." Hun ville starte en samtale.

Der var noget forandret ved hende, det kunne han både se og fornemme på det hende. Ikke nok med at hun slet ikke smilte mere, hendes væremåde var også anderledes, hun virkede vred og anspændt. Det gjorde ondt på Jacob at se hende sådan og han ønskede brændende at han kunne hjælpe hende, men hun ønskede ikke hans hjælp og på den måde var det svært at komme med nogen former for hjælp overhovedet. Da hun kom ind til ham, løftede han sit hoved og så på hende med et roligt blik, der hverken var glad eller vredt, det var neutralt og man kunne ane de kærlige glimt i de krystalblå øjne. Selvom hun ønskede at han skulle gå, så ville han ikke, det kunne han da ikke bare? Ville han så ende med aldrig at se hende igen? Han kunne mærke hvordan hans hjerte begyndte at gøre en smule ondt ved tanken, mere ondt end det store sår i foden.
"Det ved jeg ikke," svarede han og kiggede ned på foden. Han ønskede at svarer aldrig, for så ville hun sikkert ikke have ham til at gå, men det vidste han jo godt at det ikke var sandt, såret ville heale ligesom alle de andre. "Snart tror jeg," Han kiggede forskrækket op på hende. "Men.. hvad er du så?"

Nille vil ikke have ham til at gå, men det var bedst hvis han gik. Hvorfor skulle han også være så stædig? Hun havde valgt at sidde længere væk fra ham for ikke at sidde tæt på vasen, den ødelagte vase på gulvet. Ej heller den der vase der ikke var ødelagt. Hun kunne sikkert finde på at ødelægge den, hvis hun stod for tæt på den. Hun kiggede ned i gulvet, og vred hænderne. Hun sukkede lavt.
"Du bliver altså nød til at gå snart." Sagde hun lavt, og kiggede så på ham. Men hun så hurtigt væk igen.
"En Drevens. Jeg spiser følelser nu." Det lød måske sært, men sådan var det.

Præcis som han havde troet, så var det fordi at hun ønskede at han skulle gå sin vej.. Det fik ham til at sukke, men han sagde ikke noget til det, i stedet kiggede han bare ned i gulvet og ønskede at hun skulle bede ham om at blive lidt længere, eller i det mindste at hun elskede ham, så han ikke mistede den tro. Han tog sig sammen, for at fokusere på det hun havde fortalt om en Drevens. Han havde godt hørt om dem, men aldrig mødt en og det at Nille var en fascinerede ham, men han forstod ikke helt hvordan det var muligt at spise følelser. Men, det var vel ligeså muligt som det var muligt at spise sjæle..
"Følelser.. Altså sådan at du spiser dine egne eller andres?" spurgte han hende roligt og så fortsat ned i gulvet.

Nille ville gerne bede ham om at blive og sige hun elskede ham, det var bare svært når hun havde det sådan her. Hun kiggede ned, og skammede sig faktisk over at sige sådan noget til ham. Hun sukkede lavt.
"Du må forstå at nu hvor Toby..." Hendes stemme var ved at knække. "er død, er det min pligt at sørge. Og så hjælper det ikke at du hele tiden kommer og besøger mig, uden at have givet besked." Det sidste blev sagt lidt skarpt.
Hun sukkede lavt, og masserede sine tindinger.
"Andres følelser." Svarede hun kort.

Toby var død ja, tanken om det fik endda Jacobs hjerte til at stoppe et kort sekund.. Den lille dreng havde fortjent så meget mere end bare at dø på den måde, så han forstod hendes sorg.. Og han ville så gerne gøre hvad han kunne for at heale hende, men det så ud til at det kun var tiden der kunne heale dette sår, og forhåbentlig ville tiden gå hurtig. Hun behøvede at heale, det behøvede hun virkelig.. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, for inderst inde ville han jo ikke gå.. Om han så skulle skærer sin fod helt af, han ville ikke gå fra hende, han ville jo hjælpe hende.
"Hele tiden?" sprugte han og så op på hende. "Det er første gang jeg ser dig efter flere uger? hvor lang tid skal der gå for at jeg kan se dig igen?" han så spørgende og bedende på hende.. Han kiggede ned i jorden igen og foldede sine hænder sammen. "Javel ja.. Det lyder interessant.." Han kiggede fortsat ned i gulvet..

Nille turde nærmest ikke tænke på Tobys død. Det gjorde for ondt, og hun led under det. Hun hadede det. Men det var hendes pligt som skammer, og mor, at sørge. De ord han sagde fik vreden til at blive ét med raseriet. Hun så på ham med gennemborende øjne, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun kneb øjnene lidt sammen. Dette fik hende til at se lidt skræmmende ud.
"Hvordan ville du ikke have det hvis du så din mor slå Josh ihjel? Bare hvor Josh virkelig var din lillebror?" Hendes øjne havde en skræmmende glød inde i sig. "Du ville have det forfærdeligt. Det jeg så har i hvert fald smadret noget inde i mig, eller sluppet noget fri." Hun så væk igen.
"Hvis du ikke vil andet end at konfrontere mig med at jeg sørger for meget så gå."

Det hun sagde, tændte en gnist inde i ham, specielt da hun lagde tryk på det med at hvis Josh havde været hans rigtige bror, for Josh var som en ægte lillebror for jacob, han ville passe på ham og beskytte ham med alt hvad han havde. Om han så var familie eller ej, Josh betød meget og han forstod udmærket godt den smerte hun havde fået.. Han kiggede ned i jorden, for ikke at komme til at sende hende et hårdt blik, der kunne betyde at hun ikke skulle blande det med at Josh ikke var en rigtig lillebror med ind i det.
"jeg forstår din smerte og jeg siger ikke at du sørger for meget, jeg siger bare at det eneste jeg ønskede var at se dig," sagde han kort, inden han rejste sig op, uden at støtte på den sårede fod, selvom han kunne blive nød til det når han skulle gå. "Hvis du ønsker at jeg går, så går jeg, men jeg giver ikke op på dig," Han kiggede hende kort i øjnene, inden han begyndte at halte ud af huset.. Selvom det gjorde ondt at gå fra hende, så kunne han ikke se andet at gøre..

Nille brød sig virkelig ikke om det næste han gjorde. Hun fik lyst til at kaste et eller andet efter ham, og skrige op om at han overhovedet ikke elskede hende. At hvis han elskede hende ville han ikke bare gå! Men han gik. Og sagde han ikke gav op. Men han gik. Han forlod hende. Forlod hende med smerten ved Tobys død, og sorgen. Hvorfor forstod han ingenting?! Forstod han ikke at hun havde brug for ham, og det ikke hjalp at sige han ville være hos hende når han ikke engang virkede som om han ville?! Hendes øjne glødede af raseri. Hun tog en pude, og kastede den efter ham.
"Så gå!" Hendes stemme var hævet og fyldt med vrede. Samt sorg. Hun rejste sig op og gik ind i soveværelset. Hun smækkede hårdt døren efter sig, og kastede sig på sengen. Hun gemte sig under dynen. Nu skulle han bare gå hvis han skulle være sådan. Lydløst begyndte hun at græde.

Da der pludselig blev kastet en pude efter ham, kunne han mærke en forvirren igenenm sin krop.. Kvinder, de var sku heller ikke til at forstå.. Havde hun ikke lige bedt ham om at gå, fortalt ham at det ikke nyttede noget at han var der alligevel? For pokker, han ønsker jo ikke at gå fra hende, men han ville heller ikke være der hvis hun ikke ønskede at hun skulle, han ville jo kun det bedste for hende.. Hurtigt greb han puden og smed den tilbage i sofaen, inden han fulgte med Nille ind på værelset, nåede lige at se hende gemme sig under dynen. Hun forvirrede ham, men han ønskede ikke at gå alligevel, og hvis hun ikke ønskede at han skulle det heller, så gjorde han det ikke. Han gik ingen steder og sådan var det bare..
Forsigtigt og en anelse bestemt, satte han sig ved sengekanten ved hende, fjernede dynen og hende op at sidde.. Til at starte med, kunne det ligne at han ville ruske hårdt i hende, men i stedet trak han hende ind i en omfavnelse, klemte en anelse hårdt som et tegn på at han ikke gik nogen steder, så kunne hun råbe ligeså meget hun ville af ham.. Nu havde han sat sig for ikke at gå nogen steder..
"Jeg går ingen steder, så kan du sige så meget du vil," hviskede han med en varm stemme. "Jeg går ingen steder,"

Han ville bare forlade hende! Bare sådan uden videre og så med de ord?! Han gik! Forlod hende! Godt nok sagde han at han ikke gav op på hende men han gik alligevel! Hun var ligeglad med at han var fulgt med hende. Hun gemte sig yderligere under dynen, og græd lydløst. Hun følte sig alene, og forladt. Hun ville kæmpe imod da han trak dynen af hende, og ville kæmpe yderligere imod da han trak hende op til sig. Men hun gjorde det ikke. Da han omfavnede hende, klamrede hun sig til ham, og hulkede.
"Du ville gå! Du var ved at forlade mig!" Hendes stemme var anklagende og lav. "Du var ved at efterlade mig..." Hun gemte ansigtet ved hans brystkasse.