Katharina - Larmore føre vejen.

Dag:irl
Dato:irl
Vejr: Det blæser
Omgivelser: Parken er desværre ret øde ligenu
Sted: på stien i parken.
Tid:22.23
Årstid: Sommer

Læs mere om Larmore på Zerions profil


Vinden blæste kraftigt hvilket gjorder at det til tider var svært at gå uden at nærmest skulle gå vandret i luften for at ikke flyve væk eller falde. Gas gadelugterne lyste i alt sin glans i den lille park der alligevel virkede så stor i halv mørket. Men noget lyste alligevel op i den ellers gullige dæmpede lys, lyset var electrisk blåt og fik nærmest parklygterne til at virke som det rene skidt. Kiggede man ordenligt ville man nu kunne se en Elektrisk blå kugle komme flyvene i mørket, nogle gange ville det ydermere ligne at den slog gnister sådan som den funklede. Den svævede elegant i luften imens at det kom nærmere og nærmere den retning som den ønskede at komme til. Nogle få meter bag lyskuglen gik der en ung mand, langsomt og roligt. Nu hvor det blæste sådan op i natten. Selvom det var sommer så var det allerede blevet mørkt. Ude i horisonten ville man ane at der snart kom lyn og torden, dog mente Zerion som var den unge mand der gik bag lyskuglen at dette var et ellers så herligt vejr at gå i. Det var her man kunne mærke hvilken kraft naturen virkelig havde.

Påklædning:: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Kjolen går hende til knæende, derudover har hun ingen sko på

*den er da vældig interessant* lød det fra stemmen, det var en stemme som hun igennem de sidste mange måneder havde kunne hører, det var en blid stemme, der også var dømmende overfor alle andre "ja...det har du jo ret i" sagde hun mens hun vende og drejede bladet i sin hånd. Hun var ikke en typisk normal pige, hun var en af dem som ikke rigtig snakkede til andre, hun sad mere bare og stirrede på ting som havde hun aldrig set det før. En kvinde kom forbi hende og stirrede på hende, som var hun lige kommet ud fra sindssyg anstalten, hurtigt efter hun var væk, kom der en ond bemærkning fra stemmen, som hun også kaldte Jamie. Det var normalt Jamie kom med onde bemærkninger om andre, nogle man endda kunne betegne som stødende, men denne bemærkning om at kalde kvinde en omvandrende skøge, fik hende til at grine uskyldigt, før hun lagde bladet fra sig og kiggede op mod himlen.
Katharina, var en pige der ejede en udstråling og renhed som en på ti, hun var ren og urørt, havde aldrig så meget som været tæt på en dreng, ikke det gjorde hende noget, hun var ikke ligefrem en som havde de samme tankegange som en på hendes alder.

"Larmore?" Lød en stemme ud i mørket, den ellers blå lyskugle var nu blevet lyserød/brun. Den slængrede langsomt fra side til side imens det stadig fløj frem af. Dog med meget hurtigere hastighed. Zerion stoppede kort op og så hvordan den brun/røde lyskugle nærmest stormede hen af stien og kom længere og ´længere væk fra ham. Ham begyndte nu at løbe da han mente at hun (Larmore) nu var alt for langt væk fra ham, han løb efter den retning hvor han kunne se Larmores lys stråle. Larmore var nu stoppet helt op og var nu lige foran den blonde pige som også var i parken ( Katharina). Hun svævede frem og tilbage, og igen frem og tilbage foran Katharina, efter noget tid hvor Zerion nu også var kommet i en længde hvor han kunne se hvad Larmore var blevet så ekstatisk for begyndte han så smut stoppe sit løberi og endte tilsidst med at vandre stille og roligt imod pigen og lyskuglen. Larmore begyndte langsomt at svæve rundt om den blondte pige som hun havde fundet så intressant.

Hun lukkede øjnene, for sit indre så hun sig selv sidde i skrædderstilling, med en ung mand foran hende. Jamie var som regel sød, men han kunne også være den ondeste, han kunne komme med lede bemærkninger, som hånlige om folk hun enten snakkede med eller faktisk holdte af, men de fleste af hans udtalelser grinede hun bare af. Hvilket andre ville se som underligt, at hun midt i en samtale begyndte at grine, uden nogen rigtig grund. Et lys fik hende til at åbne øjnene *sluk dog forhelvede det lys* sagde han utilfreds og dukkede op ved hendes side, hun så mod ham for andre ville det blot se ud som om hun kiggede ud i intetheden.
Hun gad englelig ikke svarer ham og valgte bare at sætte sig stille op og betragte lysbolden der bevægede sig rundt "det er ikke lys Jamie...det er et væsen" hun lød helt uskyldig, men på samme tid var det tydeligt hun ikke bar hjernen af en 10-årig, men derimod var klogere end hun så ud til *ja ja, men det lys der...det chikanere mine øjne* brokkede han sig, men denne gang valgte hun at ignorere ham, for i stedet at betragte lyset eller hvad det nu end var. Det uskyldige smil satte sig på hendes læber og nysgerrigheden var tydelig at sporer i de store blå øjne

Zerion stoppede op ca 7 meter fra pigen for lige at se hende an. Men når Larmore var så intresseret og var så tæt på et andet væsen kunne det kun betyde at dette væsen sådan set var fredeligt, som sådan. Han kom nu nærmere den blonde pige som sad i græsset her i mørket. "Hej" lod det spørgerne fra ham. Dog blev Larmore stadig ved at roligt at svæve rundt i en cirkel 2-3 gange for hun stoppede op ca 50 cm fra Kathrinas ansigt. Zerion stod nu ca. 4 meter fra Kathrina som så yndigt sad der i græsset. Larmore slog nu en gnist, ikke for at skade eller gøre Kathrina bange, der var nu engang bare sådan hun talte. "Larmore, ikke så tæt på folk" Zerion så nu fra Larmore og over på Kathrina. "Godaften" sagde han og nikkede med et skævt smil, som en venlig gestus til at han intet ville gøre denne pige lige nu. Han var dæmon ja.. men han var ikke sulten...lige nu. Også selvom at han tydeligt kunne dufte at pigen var menneske. Han ville ikke rigtig spørger hvorfor hun sad her ude i det skønne mørke da folk havde deres egne specielle vaner, selv havde han vaner som folk også nok ville undre sig over hvis de tog ham i dem.

Hun grinede uskyldsrent og fulgte denne lysbold med øjnene, hun fandt hver enkel ting ganske smukt og specielt, i hendes øjne var der intet som ikke bar skønhed, om det så var inderst inde eller uden på, var der altid noget smukt overalt "det gør skam intet" sagde hun uden at tage øjnene fra den. Jamie, som før havde stået lænene op af træet, var nu begyndt at blive rastløs, han slentrede hen mod den fremmede mand og rakte tunge af ham, velvidende om at denne mand ikke ville kunne se ham. Hun fjernede kort øjnene fra lysbolden og så mod Jamie der var godt i gang med at lave ansigter af denne mand, hvilket resulterede i at hun begyndte at grine "hver nu sød...du skal være sød ved andre" klukkede hun og rystede på hoved, for hende gjorde det ikke noget folk troede hun var sindssyg....var hun da ikke det? *aj kom nu...det er da sjovt, og han kan jo ikke se mig* han vrikkede med øjenbrynene og smilede drillende til hende.
Med rystende hoved, vendte hun nu sin opmærksomhed mod manden og nikkede kort "jamen godaften" hun kørte stille hånden igennem håret og lignede helt en fin porcelæns dukke, så fin, bleg og tynd som hun var, de store blå øjne gav også effekten

Larmore skiftede nu fra den rødbrune farve til en klar violet, idet at Katharina accepterede hendes tilstedeværelse så tæt på. Hun begyndte at hoppe op og ned som var det hun dansede. Grunden til at Larmore var så intresseret i denne pige var at hun kunne mærke de unaturlige energier der fandtes i og hos pigen. Den renhed som pigen havde gjorder at Larmore ikke følte sig så truet som hun normalt gjorder når der var andre kvinder i nærheden af Zerion. Larmore begyndte at gnister lidt mere og man kunne nærmest høre at gnisterne var glædes grin og hvin. Zerion nikkede også til at den unge dame nu havde accepteret Larmore. Han skulle til at nærme sig og sige noget men blev helt forfjamset af at Pigen sagde at han skulel være sød mod andre imod hun så på ham. Dog var det ikke Zerion hun kiggede på men Jamie som kun fandtes i Katharinas sind. Han stod nu og så lidt undrende på pigen som lige havde sagt noget der slet ikke passede til situationen. Men da hendes godaften endelig kom tog han alligevel et skridt nærmere imens han sagde. "Du nyder også stormvejret?" Ja der var ingen tvivl om at Zerion var en del af at vejret var så stormfuldt. Han var normalt altid omkringet af torden og lyn enden tæt på eller ikke så langt væk fra sig.

Hun grinede da lysbolden med et næsten begyndte at danse, et smil dannede sig mere på hendes læber, hun fandt det sjovt og morsomt at den næsten grinede og gav sig til da hun gav accept for dens nærvær. Hun havde altid elsket ting eller væsner som andre nok ikke ville være glade for, hun så ingen forskel på dem og ville da hellere end gerne acceptere alle, dog kunne alle ikke altid acceptere hende, fordi hun var anderledes og underlig.
Hun bemærkede hans undrende blik, men slog det hen, så han kunne altså heller ikke se Jamie, det havde han godt nok advarede hende om masser af gange at ingen ville kunne se ham "så du kan heller ikke se ham" spurte hun uskyldigt, hun havde hagen en smule nede, så hun betragtede ham under et tykt lag øjenvipper.
Hun nikkede stille og smilede svagt, hun havde aldrig været god til det med at snakke med andre, Jamie kunne hun tale med, men det var nok fordi han ellers ville blive mere irriterende end han plejede, ellers snakkede hun bare med dem der kom hen til hende...hvilket ville sige meget få "det er en meget smuk aften" hun fjernede blikket fra ham og vendte det i stedet mod lysbolden som hun smilede bredt og barnligt til, et smil der kom fra det inderste af hendes renhed "hvor er du dog smuk" kvidrede hun og grinede blidt

Han stoppede op nu kun en meter fra hende men stoppede da hun igen begyndte at snakke... om han kunne så ham, hvem? Han så endnu engang lidt undrende på hende og svarede så bare. "Nej, jeg kan ikke se andre end os 3" han satte sig ned lidt usikkert om hun faktisk ville synes det virkede acceptabelt at han var i hendes nærhed. Dæmon  hunner var aldrig helt glade for hanners nærvær men menneske piger var normalt altid være vennelige, mere uskyldige... Nok fordi de netop havde et bankende hjerte og en en sjæl. Han så fra Kathrina og ned på Larmore som nu begyndte at svæve rundt om Katrinas ene hånd. Kathrina ville sikkert kunne mærke de svage energier som Larmore udsendte, følelsen af at musklerne nærmest slappede af af den slags strøm som  Larmore udsendte i Kathrinas krop. Zerion var helt for bavset over hele denne situation der var lige nu. "HUn synes godt nok, godt om dig!" sagde han med en forbavselse i stemmen. Larmore syntes normalt ikke om andre end Zerion. Men Larmore var også et væsen af en helt anden natur en menneskelignende væsner som pigen foran Dem og Zerion selv som havde taget en menneskelig form.

//Hvad siger du til at Larmore også kan se Jamie fordi hun er et væsen... altså at hun kan fornemme ham/se ham/føle de energier han udsender som væsner som os ikke kan opfange?//

Hun nikkede stille "okay, det var fordi han lavede ansigter af dig" hun trak på skulderne og lod i stedet sin opmærksomhed glide ned over lysbolden, hun holdte hænderne oppe og følte energien, der næsten fik alt i hende til at slappe af "det er jeg nu glad for at høre...de fleste kan ikke lide mig...de siger alle jeg er sindssyg" hun smilede svagt og lagde hoved på skrå. Hun betragtede hende med stor nysgerrighed, som havde hun aldrig set noget magen til dette før, samtidig var der også en nyfundet varme i de store blå øjne, normalt plejede hun ikke at se på folk, fordi hun var travlt optaget af at stirre på denne ting, men i aften eller nat gjorde hun noget hun ikke havde haft gjort de sidste mange år, hun så faktisk en anden i øjnene. Jamie sukkede og gik hen for at sætte sig ved siden af hende, han lagde hoved mod hendes skulder *jeg keder mig...kom nu underhold mig* kommanderede han og blev utålmodig, hvilket han tit blev og som regel når dette skete, gik han hen og blev en smule led, nedgjorde hende og pointerede hvor svag hun var, at hun havde fortjent at miste sine forældre måden hun gjorde det på

//det er jo teoretisk set en del af hendes fantasi, så han eksistere ikke, men jo det kan vi da godt sige

//jamen hvis det ikke passer dig så gør vi det bare ikke //


Et lille grin kom fra Zerion da hun sagde at en eller han lavede ansigter af ham. "Eh okay..." sagde han med en klang af morskab i sin stemme. "Så bare lad ham gøre det" sagde han begyndte at kiggede fra græsset han nu havde sat sig i og op på pigen og så ned igen. "Tja... det er vi alle vel til en hvis grad?.." sagde han usikkert. Sindsyge var en normal ting... dog var det de færreste som forstod hvad det engentligt var. "Jeg er Zemeck" sagde han og så så endelig direkte på pigen ansigt. Han synes hun var noget så yndig at se på. Hvilket også havde overvældet ham lidt da han havde fået øje på hende da han var kommet løbene efter Larmore. Larmore begyndte nu at snore rundt om hendes hånd og begyndte så at gå længere og længere end af armen. HUn hyggede sig gevaldigt med denne pige som sendte unarturlige energier fra sig. Zerion så spørgerne på pigen ved sin side, som om han ville sige noget og så alligevel ikke. Stemningen var underlig? Måske var det fordi at tordenen og lynene snart ville indhente dem og begynde over deres hoveder. Men var særpræget altså stemnigen men samtidig og behaglig.

//jeg har skam intet imod det, men hvis det er et produkt af hendes fantasi, tvivler jeg på at det kan fornemmes ^^

Hun trak på skulderne "han er ikke altid sød...han siger onde ting" sagde hun og med den barnlige sjæl hun havde, opfattede hun de ting han sagde som onde, hvor andre ville kalde det for noget sjovt. Han plejede nogle gange at huske hende på hvordan hun havde den dag hun var kommet hjem til at se både moren og faren ligge forblødende på gulvet. Hun havde knuget dem ind mod sig og var endt op med at få blod ud over det hele, da der endelig kom nogle var hun fuldkommen indelukket og kunne ikke snakke med nogen. Dette skete da hun var 10 og siden da havde hun været som hun var i dag. Hun smilede igen da lysbolden begyndte at glide om hendes håndled og videre op af hendes arm, det var som om den energi hun udsendte fik alle minderne til midlertidig at gå væk "jeg hedder Katharina" hviskede hun og betragtede lysbolden "hvad hedder hun så" spurte hun og smilede til hende

Han nikkede anerkendende til hendes ord om den såkaldte mand som hun nu engang fortalte ham om. Han lagde ikke så meget i det hun sagde om den mand som hun så sødt sagde gjorder onde ting. Han slikkede sig i mundvigen og så ned da han ikk helt viste hvordan han skulle reagere på hendes ord. Han så igen op på hende da hun fortalte ham, hendes navn... *Katharina... et meet typisk menneskenavn* et skævt drenget smil kom frem på hans ansigt. HVor var hun dog egentligt sød og....ligefrem kær! Hans øjne lod nu langsomt falde op og ned af hende. Eller så meget han nu kunne se når nu de sad ned. Larmore havde som sagt fortsat op af armen og så tilbage igen, hvorefter hun sprang over til Zerion og så direkte ind i hans øjne hvor hun forsvandt. Hans øjne som normalt var helt brune var nu helt electriske som om at Larmore nu sad inde i hans prúpiler. "Hendes navn er Larmore" sagde han og rystede kort hoved da han kunne mærke Larmore inde i sig. "Hun kan godt lide dit navn" han holdte en kort pause for han talte igen. "Hun siger også at hun synes du har utrolig blød hud" sagde han med et let grin, da det måske også var lidt mærkeligt at sige til en fremmed. Han rystede igen hoved som var det et tick han havde, men det var mere de electriske ladninger som Larmore gav der gjorder han ikke altid kunne styrre nerverne i kroppen