Tiden at mødes. Kender du vejen? (Nancy)

S: Doomsville, middelklasse-distriktet.
O: huse, folk.
T: midt på dagen
V: solen skinner og det er lunt, men der er noget skyer i horisonten.
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun havde været ned af denne gade før. For kun et øjeblik siden. Hun stoppede op ved denne konstatering og flyttede sig ind til muren, så folk kunne gå forbi hende, uden at de stødte ind i hinanden. Hun havde oplevet nogen var stødt ind i hende...Og det havde ikke været en køn oplevelse.
Med et svagt suk stoppede hun op og lod blikket glide over bygningerne. De lignede alle hinanden! Hun var nu officielt faret vildt...Hun sukkede af sig selv og tog sig let til panden.
Hun var blevet bedre til at skjule sig fra nysgerrige blikke. Hun var ikke længere klædt i alt for farverige kjoler. I stedet havde hun fundet sig noget tøj der ikke var alt for forfærdeligt, men som var mere neutralt. Altså en brun kjole. Den var lidt let, i forhold til det endnu var forår og det stadig kunne regne og være køligt. Så dertil havde hun en kappe over skuldrene, også af brunt stof. Den var blød mod hendes ene nøgne skulder.
På hendes fødder sad nogle lette sko af læder. Hendes hvide hår var bundet op i en hestehale. Det eneste problem var at hendes spidse ører stadig stak frem...Men folk havde en tendens til at overse dem. Om halsen sad en halskæde, med et lille stykke krystal i og på en af hendes fingre en simpel sølvring.

Hun prøvede at finde biblioteket igen. Hun havde været der før og bygningen var både stor og flot...Men af en eller anden grund havde hun gået i ring og kendte nu hverken vejen frem eller tilbage. Hun havde været her før, hun genkendte gaden. Hvor var det irriterende! hun burde kunne huske det i søvne, især efter at have været her i et par uger! Hun var endda var at vænne sig til stanken, larmen og den klaustrofobiske fornemmelse...
Og dog. Alle de små, ens huse forvirrede hende. Og mennesker var ikke ligefrem særlig hjælpsomme...
Hun begav sig videre, i håb om at finde noget bekendt. Hun gik til venstre og fortsatte...Nu ned af de små, endnu mere beskidte gyder. Og inden hun havde set sig om...Var hun, om muligt, endnu mere faret vild. Og dybt irriteret over det. Hun snerrede let for sig selv, da hun slog ud med armene...

Nancy havde ikke meget og lave i dag så hun havde god tid til at gå sig en tur for sig selv og viste ikke hvad hun skulle lave, så hun havde givet sig til at gå sig en tur og viste ikke hvad hun skulle, men roligt som hun kom gående og stoppede op i det hun så at hun var inde i en gyde der ikke var den største og alt det, og roligt stoppede hun op og så på en som viste så ud til at være faret vild "har du brug for hjælp"spurgte hun roligt til hende denne her yndige kvinde.

Hun så på hende og viste ikke hvad hun ellers skulle ha sagt til hende for hun ville da godt hjælpe hende, uden og aner om hvem hun sådan snakkede til, for nancy havde ikke været her så længe til at vide hvem der var hvem og hvad de betyd for nogen og alt det halløj der, hvis der nu var nogen som betød noget for byen eller noget i den retning af, men nu måtte det vente for hun ville da hjælpe denne kvinde hvis hun havde brug fro det.

//sorry for længden//

Hun vendte sig om mod mennesket, klar på at beskytte sig selv. Det var som om disse klaustrofobiske, beskidte gader gav hende mere lyst til...At forsvare sig selv. Hun var ikke i tvivl om der gemte sig personligheder her, som kun ventede på at angribe et uskyldigt offer. At menneskerne kunne accepterer denne ufred, denne evige uro...Men det var måske det korte liv, der gjorde det. Menneskerne havde en konstant frygt for døden og for meget uro, der kunne føre til for hurtig afgang.
Hendes blik kort ned over mennesket for at afgøre om hun havde noget ondt i sinde. Bagefter skammede hun sig over sin opførsel. Hun kunne i det mindste møde folk med samme respekt, til de havde bevidst hvorvidt de fortjente den eller ej!
Hun bukkede let for mennesket, med et lille, undskyldende smil.
"Beklager. Jeg er vidst blevet lidt for...Paranoid, på det seneste. Ja, jeg er faret vild og kunne godt bruge Deres hjælp, hvis De er indvilligt i at give den" svarede hun. Hun rettede sig op igen, mens hun sagde det.
"Mit navn er Idril" hilste hun med et ekstra buk med hovedet. Så kom hun i tanke om at menneskerne gav hånd. Med den tanke, førte hun sin spinkle hånd frem, for at møde menneskets...

Hun kiggede på hende og slappede roligt af og kunne ikke lave andet end og stå og små smile af denne her kvindelige skikkelse som stod foran hende, da det så lidt små sjovt ud at kvinden var klar til at forsvare sig mod et eller andet, mod det var overfor hende for hun havde da ikke i sinde og gøre hende noget.
Hun så roligt på hende med et stille smil på sine læber og så godt at det var bare sådan en refleks som kvinden havde "det går nok altså man kan godt blive sådan hvis er bange for mange ting måske jeg skal ikke kunne sige hvad du er bange for jo"sagde hun roligt og anede jo ikke noget om hende og roligt så hørte hun hvad kvinden sagde da hun fik kvindes navn at vide *Idril*tænkte hun og smilte roligt "hyggeligt at møde dig Idril min navn er Nancy"sagde hun roligt og tog imod hendes hånd og smilte kærligt til hende "hvor du så på vej hen siden du faret vild"spurgte hun roligt, for hvis hun skulle hjælpe hende måtte hun jo også vide hvor Idril skulle hen jo, for ellers blev det svært og hjælpe hende.

//sorry at jeg ikke har svaret noget før men min krea var lidt væk og glemte og få skrevet det til dig over pm//

Hun fandt det fornærmende at Nancy åbenbart mente hun var bange for en helt masse...Blot fordi hun var forsigtig. Hun studerede mennesket et øjeblik, mens hun tog imod hendes hånd, til hun kunne tillade sig at tage hånden til sig igen. Hun nikkede kort.
"Hyggeligt at møde dem" svarede hun roligt.
"Men jeg må korrigerer dem. Blot fordi man er beredt på hvad der kan ske, betyder det ikke at man er bange for alt og alle" slog hun fast. kort efter slog hun let ud med hånden, og smilte svagt.
"Biblioteket. Det store...Jeg ved ikke om i har flere. Men dronningens bibliotek. Hvilket, den store bygning taget i betragtning, eller måtte have været nemt at finde" hun tillod sig at lave lidt grin med sin egen situation.
"Hvis du har travlt, kan jeg sagtens følge en beskrivelse af vejen dertil?" foreslog hun. Hun ville ikke være til besvær.