Vejen er lige frem// Azriel.

Tid: Ingen anelse da man ikke kan se nogen tegn på hvad tid det er.
Sted: The Caves og the Sand.
Vejr: Der er varmt og fugtigt men der er ingen vind eller noget.
Omgivelser: Klippe vægge, grotte og ting der nu ellers er i en grotte.


Alane havde hørt så mange fantastiske og spændende historier omkring dette sted.
Hendes nysgerrighed havde hevet hende afsted, hun havde altid gerne ville på eventyr og det var hun så kommet nu.
Dog var det ikke lige dette resultat hun havde ønsket, hun var rejst til disse grotter i håb om at finde det kammer som de alle snakkede om, hun havde dog også hørt at man ikke kom tilbage igen, alle der var rejst herned var ikke kommet tilbage. et skræmte hende ikke.
Alane stod forvirret og fortabt og forsøgte at huske hvilken vej hun var gået for at komme til hvor hun var nu men hun vidste det ikke, langsomt satte hun sig op af en af de sten som dannede en cirkel midt i rummet.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre men hun ville heller ikke spilde sin energi på at gå i panik så hun tog det helt roligt. Hendes tanker fløj rundt i hovedet på hende og hun forsøgte at huske vejen tilbage til udgangen.

Azriel ville træne lidt styrke træning og det passede godt til en grotte
han gik lidt rundt i grotten mens han hånd lyste af ild han følte lidt der var en anden men regnet bare med det var en flarvermus han gik lidt ind indtil han fandt en stor nok sten han satte sit sorte lange hår op i en heste hale med en elestik som han tog fra han lomme og så smidte han sin hvide t-shirt hen over sin taske som han lige hade stilt på jorden ved siden af ham han hade ar over hele ryggen kunne man se
han gik så småt igang med at lave nogen basic slag på stenen for opvarmning efter det satte han tempoet op så han slog lidt hurtiger og hårder engang imellem floj der stomper ned fra stenen

Alane sad i sine egne tanker, hun var så koncentreret om at finde vejen ud at hun slet ikke lagde mærke til der kom en anden person ind i det grotterum hun sad i. Stille lagde hun hovedet i hendes hænder og sukkede opgivende. Hun kunne simpelthen ikke huske det. Hvorfor skulle hun også være så forbandet nysgerrig, det bragte hende altid i problemere.
Dog blev hun revet ud af sin tankestrøm da hun kunne mærke vibrationer i den sten hun sad op af samt lyden af nogen som slog hårdt ind i stenen bag hendes ryg. Den var stor men alligevel formåede denne mand at rive hende ud af hendes tanker. Roligt rejste hun sig op, hun var klar til kamp hvis det var det der skulle til. Forsigtigt listede hun over bag stenen slige ved siden af, ingen lyde blev hørt da hun listede over grottens ujævne bund. Da hun var i sikkerhed bag den anden sten kiggede hun forsigtigt frem, han lignede et menneske men hun vidste godt at mennesker ikke var så stærke som denne person var. Hvem var han og hvad lavede han hernede? Stille betragtede hun ham for at se om han var farlig eller ej, de eneste lyde der kom fra hende var hendes lette vejrtrækning.

man kunne nemt se det var hårdt og hans hænder begyndt stille at bløde men det så ikke ud til han mærkede det han åndede tungt kunne man se for været slag han slog trak han vejret for at kunne få luft han hade ikke bemærkede en der kiggede på ham han ville også heller træne da han stoppede kunne man se han klemte smerten væk eftersom det gjorder givaldigt ondt i hans hænder "arrrrrrrrr" råbte han man kunne næsten høre det i helle groten han stod og ømede sig i nogen få minuter da han var færdig med det rakte han ud efter sin taske tog noget stof frem og bandt det rundt om han hænder for at stoppe blødningen efter det begyndte han at lave armbojninger og mave bojninger han svedte voldsomt kunne man nemt se men han ville ikke give op
såen blev han ved i ti minuter såen ca også rejste han sig op tog sin t-shirt på og prøvede at få vejert men i det kunne han føle at der var en, en person *hvem er det* tænkte han for sig selv man kunne se at han så sig omkring men han kunne ikke se nogen

Alane betragtede ham, hun kunne ikke forstå hvorfor han gjorde sådanne ting mod sin egen krop.
Hvorfor dog presse den sådan til ekstremerne, hun ville have forstået det hvis han var i fare at han havde tvunget sin krop til at fortsætte men han burde altså have noget respekt for sin krop fordi en dag ville den altså bare holde op med at virke, han ville ødelægge den og så ville han slet ikke kunne forsvare sig men hun havde en god idé om at det vidste han allerede og at han var ligeglad med det.
Hun stod bare stille og betragtede ham indtil han stoppede, hun lagde godt mærke til at han kiggede rundt efter hende men hun gemte sig hurtigt da han kiggede i hendes retning, sådan stod hun bare i nogen minutter og kiggede så frem igen efter tiden var gået. Måske burde hun giv sig selv til kende?
Roligt trådte hun frem, hun lavede stadig ingen lyde så med mindre han kiggede i hendes retning ville han ikke se hende. Stille stod hun bare og betragtede ham, hun kiggede noget tid på hans hænder, var knoglerne brækket eller bare ufatteligt ømme?

han rejste sig stille op og så på sine hænder mens han kiggede lidt rundt for at se hvem der var der han så en smuk pige han blev en smule overraskede over at se en i denne her grotte "er det din grotte" spurgte han mens han vente sig stille om mod hende "du må undskylde hvis jeg forstyrde dig" sagde han hurtigt bagefter han var lidt nervøs for han hade gjordt noget hvis det var hendes grotte det kunne man tydeligt se, han gik stille hen mod hende mens han nærmest skjulte sine hænder eftersom hun nok ville få et forkert indtryk af ham. han prøvede at få et lille smil frem for at virke venlig

Alane stod stille og betragtede den fremmede, hun havde aldrig set ham før men det sagde egentlig ikke så meget. Det var sjældent hun bevægede sig ud for skoven og dette var en af de få sjældne gange.
Hun betragtede ham stille, han så egentlig meget godt ud men hun kunne ikke helt bedømme hans alder dog kunne hun godt se at han var ældre end hende men det generede hende ikke, alder var jo bare et tal.
"Nej det er ikke min grotte, der er ingen der ejer denne grotte og bare rolig du forstyrrede mig ikke", hun smilede stille og så ham i øjnene. Umiddelbart virkede han ikke skræmmende.
Stille rystede hun på hovedet og kiggede mod hans hænder, "Jeg har set det, du behøves ikke skjule dem". Alane dømte ikke folk før hun havde lært dem at kende. Hun vidste jo ikke om han havde en god grund til at gøre som han nu engang gjorde.

Azriel smilte bare "hva laver du enlig her" sagde han mens han bare smilte var hun faret vild ledte hun efter noget han viste det ikke han viste heller ikke om hun var farlig men lige nu kunne han umuligt forsvar sig selv det hade han for mange smerter til
han kiggede lidt rundt mens han bare smilte til hende indtil han langsomt som om han næsten ikke kunne løfte sin arm "mit navn er Azriel det hyggeligt at møde dem" sagde han mens han smilte bare venligt til hende

Alane smilede stille til ham, han virkede egentlig meget flink og harmløs så der var ikke nogen grund til hverken at være afvisende eller nedern overfor ham. "Jeg leder efter det kammer som skulle siges at være gemt herinde, men jeg farrede vild og kan nu ikke engang finde ud", en let rødmen lagde sig over hendes kinder på grund af at hun syntes at hendes situation var lettere pinlig. Stille rystede hun på hovedet og gik hen til ham hun tog en salve frem af sin lomme og tog forsigtigt sin hånd. Hun smurte en smile af det på hans hænder og smerten fortrak sig stille og roligt og blødningen stoppede. Hans hænder var stadig ømme men han kunne bruge dem nu. "Hvis du ikke har noget imod jeg spørger, hvorfor gjorde du så det?", hun hentydede stille til hans hænder. "Alane også hyggeligt at møde dig", hun smilede stille og så ham i øjnene.

han begyndte at grine lidt "det bare en del af min træning det gør så at man ikke kan mærke smerte i hænderne hvilket er godt for mig" sagde han stille mens han så på det hun smurte på han hænder, han hade ikke så mange smerter i hænderne så meget som før kunne han mærke "hvad er det enlig for et kammer der skulle være her inde" spurgte han stille han var lidt nysgerrig kunne man se han smilte lidt efter som hun rødmede han hade aldrig set en pige rødme over sådan noget her
han ventede på hun skulle svar "tak forresten" sagde han stille

Alane så på ham, hvad trænede han dog til siden at dette var relevant for ham, stille lagde hun hovedet på skrå og betragtede ham, "Hvad træner du til siden at du skal bruge det her?", endnu engang hentydede hun til hans hænder. Sårene var efterhånden begyndt at stoppe med at bløde. "Drømmenes kammer men jeg er ikke sikker på hvad der er specielt ved det, det er det jeg vil finde ud af. Men jeg farerede jo lidt vild men hey jeg skal nok finde vejen ud", hun smilede stille og betragtede ham, stille lagde hun salven tilbage i lommen, den var altid god at have med sig. Alane var bare en af de piger som var lette at få til rødme, også af ting som hun selv sagde hvilket egentlig var lidt irriterende.
"Det skal du ikke tænke på", hun fejede det stille til siden og så ham i øjnene med et stille smil på læberne.

"jeg træner til noget mennesker ikke vil forstå" sagde han mens han smilte til hende Azriel kigget på hans hænder for at se hvordan de så ud der var kun nogen skrammer tilbage efter hånden og smerterne var næsten væk det lettet lidt at hun også var her det fik ham til at tænke på noget andet end smerten og det hjalp hun med "hvorfor vil du efter det kammer enlig" sagde han næsten ligebag efter han smilte bare til hende mens man næsten kunne se hans øjne brande

"Jamen så kan jeg jo sagtens forstå", hun smilede stille og så ham i øjnene, han troede hun var et menneske. Alanes blik gled rundt og hun betragtede grotten som hun nu engang stod i. Hun forsøgte at huske vejen ud men det kom ikke rigtigt tilbage til hende. Et stille suk forlod hendes læber og hun strøg det røde hår ud af sine øjne. "Det ved jeg ikke, jeg er nysgerrig og ville se engang om jeg kunne finde det. Dog siges det at alle dem som er taget ud for at finde det aldrig er vendt tilbage. et skræmmer mig dog ikke", hun smilede stille og så ham forsat i øjnene.

"har du overvejet det fordi de fare vild af grådighed for det der er" sagde han mens han lod være med at tænke på sine smerter, han satte sig ned mens han så hende i øjne "er du enlig grådig" spurgte han hende næsten lige bagefter mens han bare kigget hun han så kun engang imellem på hende han forventede et ja kunne man se men han var enlig ligeglad

"Det ved jeg ikke, der er ikke rigtig nogen som ved hvad der er derinde eller om kammeret overhovedet findes. Men hvis der er noget derinde er jeg ligeglad, det er ikke det jeg går efter. Jeg vil bare gerne se det da det hedder drømmenes kammer, det lyder spændende og jeg har altid har en svaghed overfor spændende ting", hun smilede stille og så ham i øjnene. "Nej det vil jeg ikke kalde mig selv, jeg bor i et telt i skoven, bruger kun de ting jeg har brug for, har ikke nogen penge og jeg er heller ikke grådig efter mænd eftersom jeg stadig er jomfru så nej det vil jeg egentlig ikke", hun rødmede lidt da det gik op for hende hvad hun lige havde siddet og fortalt ham hurtigt sænkede hun blikket og bed sig i læben, det var lettere pinligt det her.

Azriel var ved at flække af grin over det hun lige hadet sagt men især fordi hun rødmedet af det "du ved vel godt du blir meget nemt pnlig berørt ikk" sagde han mens han sad og grinte af hende "men du må undskyld at jeg griner har det bare sjovt når nogen rødmer og ligegyldige ting" sagde han mens han rejste sig op og kigget hende i øjnene han øjne brandte mere og mere hvorfor det ved man ikke det gjorder de bare måske det var hende måske var det grotten

Hendes rødmen spredte sig mere over hendes kinder som han begyndte at grine.
Alane følte sig så lille bitte men alligevel så stor eftersom det var hende der fik alt opmærksomheden, hvilket nok havde noget at gøre med at hun var den eneste anden herinde udover Azriel. Forsigtigt kiggede hun op på ham og bed sig let i læben, "Det går nok, jeg overlever. Jeg har bare en let tendens til at rødme og ja det vidste jeg godt selv", hun smilte stille og så ham i øjnene og det var først nu at det gik op for hende at de nærmest brændte. Hun kunne næsten ikke flytte sit blik, det var meget fascinerende og spændende. "Hvorfor ser det ud som om dine øjne brænder?", det rød ud af hendes mund før hun nåede at tænke over det.

"hvad gør de det" sagde han med som om han ikke viste det "underligt jeg føler ikke nogen forskel" sagde han mens det undred ham lidt han kigget lidt væk og kigget på hende igen "jeg tror kun når det er jeg nyder noget vil jeg tro eller sådan noget" sagde han bare for at finde på noget for det *eller er det også fordi jeg kan kontroller ilden* tænkte han lidt for sig selv mens han bare smilte til hende

Hun bed sig let i læben og betragtede ham lidt, han virkede ikke som om han fortalte sandheden, nej han løj overfor hende og det vidste hun udmærket godt. Troede han at hun var dum, let rystede hun på hovedet og betragtede ham, det var så tydeligt at han løj. "Den der køber jeg altså ikke helt lige", det var tydeligt der stak noget mere ud fra det her o hun ville vide hvad. Roligt gik hun hen til ham og stilte sig nu foran ham, de var ikke særlig langt fra hinanden, selvom hun var lille og så uskyldig ud havde hun stadig en lettere intimiderende aura omkring hende.

"du bestemmer selv om du vil tro på det eller ej" sagde han stille og roligt mens han bare kigget på hende, han betragtede hende lidt mens hun kom imod ham
han kigget hende lidt i øjnene uden at tænke over det som regel plejede han ikke være så i møde komne for fremmede men der var noget ved hende her der fik ham til at sinke lidt sine parader "hvorfor skulle jeg enlig lyve" sagde han lidt mens han bare smilte til hende "for det vil være for nemt at lyve også står det ikke i min natur at lyve" sagde han han bare smilte endnu mere til hende

Alane betragtede ham stille for at finde yderligere tegn på om han løj overfor hende eller om han rent faktisk fortalte sandheden. Hun bed sig let i læben og kunne ikke helt finde ud af om hun skulle tro ham eller ej men indtil videre valgte hun at lade det ligge. "Det kunne jo lige så godt være fordi du havde noget at skjule, noget som jeg ikke burde vide?", hun lagde hovedet på skrå og så ham i øjnene, igen ventede hun på en reaktion fra ham. Alane ville ikke skræmme ham væk men hun ville også gerne være sikker på at han var ærlig overfor hende.

"du bestemmer selv om du vil tro på en engel eller ej" sagde han mens han smillte til hende "og jeg skjuller aldrig noget kun det folk ikke sørg mig om" sagde han stille mens smilet fra hans læber forsvandt man kunne se at han stod bare og tænkte "forresten hvad er der med dig og bide dig selv i læben" sagde han mens smilet kom frem igen han kigget bare på hende mens han gik lidt tætter