To the end of time.. (Nille)

~~S- På en ø i skyggerne.~~


Bundet på hænder og fødder som et andet dyr, smidt ind ind i et skib inde i et lille rum så musklerne knapt nok kunne rører sig. Bundet for munden, så vejret selv var svært at få. Hvad skete der!? Det havde den stakkels shapeshifter Isobel ingen anelse om, men hun kunne dufte det salte hav når hun tog et åndedrag. Panikken steg til hovedet på hende, hun havde shorts og en top på i det dejlige sommervejr. Enlig kom skibet i land, og nogle åbnede op til hvor hun var fanget. Hendes øjne blev langsomt sølv, men så gav de hende blot bind for øjnene. Isobel prøvede at vride sig fri, men de var for stærke for hende. De trak hende ud af skibet, hun kunne ikke se det store hus hun blev ført ind i, hun kunne hører sine skridt på et blankt gulv, og da hun blev sat i en celle. Lågen smækkede i, efter de havde smidt hende derind stadigvæk bundet.. Som var hun affald.. Dagene gik, og Isobel var sulten samt græd af frygt og ulykke..
"Nu kommer den anden skammer snart, utroligt den efterlyste er svære at finde end den som ikke er efterlyst." Sagde den ene vagt til den anden, og Isobel kunne ikke gør andet end at lytte..
"Endelig! Se skibet er kommet!" Nille det var sikkert Nille som de var kommet med..

Se mig i øjnene, som ingen andre bør... Mørkt, der er mørkt i dit sind. Men et lys trænger ind, viser mig vej. Og det lys fra en gnist bliver en flamme til sidst. Lad mig se hvem du er. En flamme bliver flere. Og jeg ser du vil skjule dig så dybt i din hule. Skyggerne i hulen springer frem. Se nu ind i spejlet, du er klar... Der i spejlet findes dine svar! Skam. Jeg kan se al din skam. Det du flygtede fra. Frygt for Lily. 
Dag efter dag, blev der tilføjet noget til sangen. Hvorfor var den sang i hendes hoved? Hun vidste det virkelig ikke. Nille var en stærk Skammer, en censor, en Drevens. Hun skjulte sig tit, hun havde været under tortur, så meget... Hun havde mistet Toby. Hun havde mistet så mange...
Jeg så hvem jeg var, jeg så jeg var svag, men svaghed kan tæmmes!
Der var det igen. Det var som om nogle sang i hendes hoved, sang om noget hun ikke forstod. Hvorfor sang de? Hvem var det dog? Hvorfor? Hun vidste det virkelig ikke.
Alle de tanker var i hendes hoved, mens hun med knæene mod gulvet, ansigtet vendt mod gulvet, bind for øjnene og armene, bevogtet af fire dusørjægere, et skib som var på vej mod et sted hun ikke vidste hvad var. Hun var blevet angrebet mens hun havde gået sig en tur i skoven, som hun tit gjorde. Hun havde kæmpet imod, men havde ikke klaret det. Jacob... Hun prøvede at tænke på Jacob, for at berolige sig selv. Men det hjalp ikke. Hun kunne ikke være sammen med ham. For før hun vidste af det, ville hun være den sidste rigtige Skammer. Det vidste hun ikke. Hun var forpligtet til at finde en mand hun ikke elskede og få et barn med ham. Men hvem? Hvem dog? Markulius, som hun hadede? Nej vel? Du kunne mærke tankerne gløde.. Du var fuld af ve og fuld af had! Der var det igen. Hun forstod det ikke. 
"Op med dig!" Sagde en af vagterne og tog fat i hendes sorte hår der hang løst. "Og hvis du prøver på noget, beder du selv om en straf!" Jeg møder dit blik der brænder i hjertet, nu er jeg genkendt, nu er jeg fri! Nille rankede sig. Den hvide fjer var tilstede i Nilles hår, mens hun roligt gik ud af skibet. Det var svært at få den selvsikre elegance væk fra Nilles måde at gå på. Derefter fik hun bind for munden, hun gjorde intet for at komme fri. Hun blev smidt ind i en celle, hvor hun landede på ryggen. Hun lå helt stille. Desværre havde de ikke fået bindet for munden ordentligt nok sat fast. "Isobel?" Nilles stemme var hviskende.

Isobel kunne genkende Nille's stemme, men kunne hverken tale eller se. Hun kunne kun hører hvad der blev sagt og ganske godt endda. Isobel havde intet af sig selv fri, hun var halvt dyr. Og dyret var vredt og ville frit men alligevel var der en risko for alle skridt man tog, hver eneste dag. Hun asede sig op at sidde op for at sidde op af muren. Hendes søster var her og adralinen pumpede for overlevelsen, og hendes gepard tænder kom frem og bad bindet for munden over. Isobel åndede ud endelig var der chance for et frisk åndedrag. 
"Nille? Hvad sker der?" Spurgte hun tydeligt at hun led, hun havde ikke fået vand eller mad. Hendes dage var der ikke mange tilbage af. Isobel stønnede lidt af smerte når hun satte sig mere til rette, det var blot smerten ved at blive sat i bur som et hjælpeløshed dyr. Dog satte hun sig for noget, at skifte form.. Måske ville forhandlingen rive rebene over? Hun skiftede form, og rebene rev sig over. Dyrets vrede hjalp virkelig lige nu, og da hun var fri skiftede hun til menneskeform igen. Isobel fik bindet fra øjnene, og gik direkte til Nille. Hun bandt Nille fri på armene, men hun havde sit ansigt i smerte ville hun stadigvæk gør alt for at få Nille fri, selvom de havde set hinanden kun engang før. Hun følte sig tæt til Nille, de havde et bånd. Som blev skabt da de mødtes..
"Er du okay?" Spurgte hun, Isobel så andre glade før hende selv..

Selvom Nille og Isobel kun havde mødt hinanden en gang før, var Nille klar til at blive dræbt for at redde Isobel. Nilles venstre arm havde tre store ar, lige ved siden af hinanden. Hun havde småskrammer fra dengang hun var blevet tortureret, men det var ved at hele. Hun kunne intet se, intet gøre. Det hadede hun! Hun var vant til at være fri, fri som en panter. Hun bemærkede at der skete noget i cellen, men ikke hvad. Hun vendte ansigtet mod Isobel, og bemærkede så at hendes arme var frie. Hun fik taget bindet for øjnene væk, og så på Isobel.
"Jeg har det fint..." Så gik det op for Nille hvordan Isobel så ud. "Isobel, du ser..." Hun bed sig i underlæben. "Syg ud." Det var måske ikke så pænt at sige, men det var jo sandheden. Nille så mod vagterne, som var fuldt optaget af et spil kort. Hun kiggede alvorligt på Isobel. "Jeg ved ikke hvad der sker, men noget er galt. De har os begge. Enten vil de slå os ihjel, eller bruge os... Eller noget helt tredje." Hun så mod vagterne igen... Og hørte så nogle fodtrin på vej mod cellen.

//Jeg regner med at du styrer, dem der har sat det hele igang? ^^

//Yes my lady XD

Isobel nikkede til hendes kommentar om hun så syg ud..
"Det ved jeg, jeg kan fornemme det. Jeg er både tørstig og sulten, de har ikke givet mig mad i flere dage.. Men jeg overlever nok lidt endnu." Svarede hun og så imod der var fodrtrinene kom. Vagterne stoppede med at spille kort, og rejste sig ret op. Isobel vidste hun var for svag til at bruge sin evne ligenu, og følte sig magtesløs. Hun sank en klump da en virkelig høj mand låste cellen op og trådte ind, det var som om jorden rungede for hvert skridt han tog. Han kiggede skiftevis på dem, og pegede så på Nille. Vagterne løb hen og rev Nille op og stå. Isobel rejste sig op af instinkt og knurrede af dem, selvom hendes tilstand var ustabil.
"Hvad vil i med os!?" Udbrød hun vredt. Vagterne thi stille, men manden som stod for det hele gik et skridt nærmere imod hende.
"Vi vil se om man kan fjerne jeres lille evne, et eksperiment. Og din søde lillesøster her er den første rotte vi bruger." Sagde han og vinkede en bestemt håndbevægelse så vagterne vidste de skulle gå afsted med Nille. Isobel vidste hun ikke kunne lade noget ske med Nille, så en meget modig og hurtig handling slog hende.
"Men jeg er ældst og Nille kan i have i længere tid fordi hun er så ung, og er dæmon. Hvad med at prøve på en shapeshifter først? Tag mig først." Sagde hun og rettede ryggen lidt, men hendes øjne fik ham til at give sig.
"Fint nok, mænd smid den anden ind igen vi tager den ældste først." Sagde han alvorligt. Vagterne gik tilbage til træmmerne, og smed Nille fra sig. De greb med et fast greb fat i hver sin arm af Isobels og gik. Isobel forsvandt oppe bag nogle trapper.

Hun blev sat i en stol, lænket fast til lænker så hendes indre dyr ikke skulle bryde løs. Isobel sank en klump. Da en videnskabsmand lignende ting kom ind af døren til hende. Hun var bange det indrømmede hun, men at ofre sig for Nille's skyld. Virkede som det rette at gøre, nu ville tiden vise. De holdte hendes hovede fast, og et skarpt lys blændede hende hun kunne intet se, en mærkelig smerte samlede sig overalt i hendes krop. Hver eneste lille nerve brændte, i ulidelig smerte. Og hun kunne ikke komme fri. Hun vred og vred sig, og skreg så højt at man skulle være døv for ikke at kunne hører det. Det værste var hun ikke vidste hvad de gjorde ud over at de ville fjerne hendes evne. Men hvor at gøre det, skulle hun så ikke dø? Isobel skreg i vildens sky, hendes muskler var spændte og hvilede ikke i et sekundt. Hun led, led af voldsom smerte..

Enlig slukkede lyset sig, Isobel hang med hovedet bøjet forover. Hun havde lukket øjne, smerten var ved at tage i sig igen. Hendes hænder rystede lidt på sig, hun havde aldrig troet hun skulle overleve. I smerten havde hun set døden stå lidt væk fra hende, men alligevel havde hun fortsat hendes historie. Isobel svingede hovedet op og kiggede rundt, hendes øjne var helt sorte. Sorte af smerte. Den eneste lyd som hun kunne hører var hendes hjerte som bankede, bankede så højt at der var ekko i hele rummet. Hendes vejrtrækning var ikke normal men alligevel så var den på rette spor. Isobel kiggede rundt, hun havde ikke lænker på mere. Men hun følte sig lammet, som om hver muskel var bedøvet. Alt anstrengelsen, hun følte sig ikke kraftfuld mere. Det eneste hun følte var smerte ovenpå smerte. Vagterne kom ind til hende igen, de tog fast som før og slæbte hende nedenunder. Hun kunne ikke bruge sine muskler, så da de kom ned af trapperne imod Cellen. Var hendes hovede bøjet forover, og hendes ben blev slæbt hen af jorden som om hun var død. De smed hende ind, så hun landede med hovedet ned i jorden. og flækkede sin læbe, men Isobel kunne ikke rigtig gøre noget andet end at vente på smerten måske forsvandt bare en smule. Hun stirrede bare ud i luften uden at blinke, de helt sorte øjne, sorte af smertens pinsler.
"J..Jeg.. Er.. Okay.." Fik hun sagt, selvom om stemmen var svag. Ordene var meget forvrænget, hun var ikke døden nær. Hun var bare svag ligenu, men man kunne sagtens tro døden snart ville banke på.

//Haha xD

Nille så på sin storesøster med medlidenhed. Hun brød sig ikke om det. "Du må ikke dø." Nilles stemme var svag, fyldt med skræk. Hendes lysende blå øjne var bekymrende. 
Nilles opmærksomhed blev vendt mod vagterne og manden. Hun knurrede da manden pegede på hende, hun skulle lige til at kæmpe imod, men kom i tanke om det nok bare var bedst at lade være. Hun rettede ryggen, og så koldt på manden. Sød lillesøster!? Hun skulle lige til at sige noget flabet da Isobel udbrød noget. Det var som om verdenen stod stille over mandens svar. 
"Nej! I ved ikke hvad i har med at gøre! I forstår ingenting!" Skreg Nille, men kæmpede ikke for at komme fri. Hun kunne ikke lade dem gøre det! Hun kunne bare ikke! Så sagde Isobel noget der fik Nille til at græde. Men det skabte også større respekt. Men hun kunne ikke lade dem gøre det... De slap hende og kastede hende væk. "Isobel!" Hun løb hen til tremmerne da de tog Isobel væk. Nille hørte hendes skrig noget tid efter... "Isobel!!!" Hun skreg højt, men en af vagterne råbte til hende at hun skulle holde kæft. Nille tog sig til håret, viklede sine fingre om det, og græd lydløst. 

Nille rejste sig op da hun havde for lidt tid siden sat sig ned, da hun hørte de kom med Isobel. Hun satte sig hurtigt på hug ved Isobel, strøg hende over håret, og prøvede at få hende op sidde. Var okay?! Hun var fuldkommen skræmt. "Gjorde de det? Fjernede de din evne...?" Nilles stemme var skrækslagen. Hvis de havde fjernet Isobels skammer evne... Var Nille den sidste rigtige skammer.

Isobel kom op og sidde, væggen var kold imod hendes ryg. Men alligevel fik det hende til at slappe af, hendes hænder rystede voldsomt på sig, og hendes øjne kul sorte. Hun ville tro de havde fjernet evnen, hun kunne ikke mærke kraften mere. Hun følte sig svag..
"Det vil jeg tro, men det eneste som kører rundt i mit hovede nu er smerte.. Pinsel.. Men jeg skal nok gå hen og overleve det her også." Svarede hun som om hun vidste at hun kunne overleve alt. Men hun var klog nok, hun vidste godt at hun ikke var uovervindelig.
"Vi må ud, de skal ikke udsætte dig for det også.." Sagde hun så, og kæmpede sig op og stå. Hun stønnede lidt halvt af smerte, men kom på benene. Hendes indre dyr var rasende, og ville gerne ud og lege med et par vagter. Hun vidste at hun ikke kunne holde sin konge gepard inde i meget længere tid inden den ville springe ud af raseri. hun skiftede form, og den smukke konge gepard stod i sin pragt og kiggede på Nille. Hun luntede hen imod låsen, og så vagterne ikke havde låst cellen ordenligt. Så Isobel løb op og ind i lågen så den åbnede. Godt nok var hun svag ligenu, men når det kom til Nille så var der ikke noget som hed svag så var det at gør alt for hendes søster var i sikkerhed. Vagterne greb om deres pistoler, men konge geparden knurrede imens den blottede sine rovdyr tænder. Hun sprang på en af vagterne, og dyret i hende tog over. Hun jagede en klo henover hans strubehovede, så han døde på stedet. De andre skød efter hende, men hun undveg med godt held. Et skud kunne stoppe kampen for hende.

Nille tog Isobels hænder i sine da hun kunne se de rystede meget. Nille kiggede ind i Isobels sorte øjne, hun kunne fornemme at der var noget galt. Nille så bekymret på sin storesøster, som engang havde været en rigtig skammer, men nu havde mistet sin evne... Nille var nu hermed den sidste rigtige skammer, hun kunne allerede mærke den store byrde over det på sine skuldre. Tårerne var stadig i Nilles øjne, og en enkel tåre gled ned af hendes kind, men tog sig ikke af det. Tåren landede på gulvet. 
"Hvorfor lod du dem ikke tage mig i stedet? Jeg ville kunne klare smerten... Jeg har en stor smerte tærskel efterhånden." Nille bed sig i underlæben. Al den tortur havde udviklet hendes smerte tærskel. En hel del faktisk. Hun sank en klump, så videre bekymret på Isobel.
Nille rejste sig hurtigt op og hjalp Isobel forsigtigt op at stå. "Okay." Nille gav slip på hende. Jalousien over at Isobel var shapeshifter, lyste ud af Nilles øjne, da Isobel skiftede form til den prægtige konge gepard. En tåre gled igen ned af hendes tåre ved tanken om den sorte panter med de tre hvide striber, som hun før sin død havde kunnet forvandlet sig til, men hun tørrede hurtigt tåren væk. Nille trak sine to daggerts frem, som hun kom  tanke om at hun stadig havde. Nille løb ud af cellen da døren blev åbnet, hun sparkede en af vagterne som skød efter Isobel i maven, så han røg ned i gulvet. Hun stak den ene daggert ned i hans hjerte, hvorefter hun mærkede en anden vagt, lægge sine arme om hende for at trække hende væk. Hun slog hovedet bagud, så hun ramte mandens ansigt. Han råbte op og tog sig til sin blødende næse, mens han havde givet slip på hende og trådt lidt væk. Hun vendte sig hurtigt mod ham, drejede omkring og løftede det ene ben, så hendes fod ramte manden på kinden, så hans hoved næsten blev drejet helt om. Manden landede på gulvet. Hun greb fat i mandens hår, rev ham og stå, og jog daggerten hen langs hans strube. Hun gav slip på ham så hans lig ramte gulvet. Hun så mod Isobel.

Isobel kiggede på sin søster, så var de vagter dræbt nu var det bare udgangen som de skulle nå. Isobel satte i løb, hun var stærkere i denne form end den anden, så det måtte hun udnytte. Hun hørte også godt i denne form, alt var næsten bedre udover hun ikke kunne tale med Nille. Isobel løb derimod ved siden af sin søster hele tiden, og da de kom til hovededøren ventede hun tålmodigt på om Nille ville åbne den op, Isobel lyttede. Det så ud til ingen endnu havde opdaget at de havde forladt deres celle, men da en gør gik op fra etagen ovenpå bankede hendes hjerte voldsommere end nogensinde før. Isobel mærkede hendes hjerte dunke, og da Nille enlig havde åbnet døren. (Tænker Nille nok vil åbne døren XD) Løb hun afsted imod de træer som var på øen. De var fanget på en ø, ingen vej tilbage. Isobel rystede pelen, og rejste børster da hun hørte noget inde i skoven. Hun lagde dog sine børster, da det ikke var en race men et dyr. En Hippogrif, Isobel kiggede på den. Det lignede nærmest at hun snakkede med den. Men hun var jo shapeshifter og i dyreform kunne man sagtens snakke med andre dyriske væsner. Enlig nikkede hun og hippogrifen rejste sin hestekrop op. Dens hovede var som en løves samt ved forbene. Og vinger som en ørn, den skulle nok kunne flyve dem hjem. Isobel skifede form, og var lidt ustabil.
"Den vil gerne flyve os tilbage til fastlandet." Sagde hun med et smil.

Okay, Isobel så ud til at have det fint. Nille så sig kort over skulderen, for at se om der var nogle af dem der var i live stadigvæk. Det var der ikke. Hun smilede svagt og løb efter Isobel. Nille var hurtig af en tobenet af være, nok fordi hun stadig var lidt som en panter. DEt forsvandt nok ikke. Hun var nærmest lige så hurtig som en panter. Hun gik resten af vejen hen til døren. Hun hørte en anden dør blive åbnet. Hun rev den dør foran dem op og løb ud. Hun så rundt. Forbandet da også! En ø! Nille sukkede irriteret og knurrede lavt. 
En... Hippogrif var inde i skoven. Nille så på hippogrifen med store øjne. 
"Okay." Nille trak forsigtigt Isobel med over til hippogrifen. Hvis Isobel havde problemer med at komme op på hippogrifen hjalp Nille hende. Derefter ville Nille stige op på hippogrifen og sidde bag Isobel.

//For din skyld overvejer jeg vi bare outer, så får du mindre stress:) vi kan jo bare aftale hvad der skete osv ^^\\

//Lyder fint for mig.  Du sender bare en PM.  //

//Super Out//

^^ out//