Time to stop being so stressed, right? Nille

S: En mindre kro i Terrorville
T: Aften
O: Beskries
P:[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3

---

Der var egentlig ikke så mange folk her igen, men nok alligevel. Caroline bemærkede dem ikke. De var ikke vigtige, det var heller ikke vigtigt at fylde sit glas op igen - og alligevel følte hun sig draget ved tanken. Der var så kedeligt, og så ensomt. Der skete intet her omkring mere, hun havde opnået sit mål. At nå så højt op, ingen turde rører hende - men hvad nu? Nu var der bare en tom skal af ingenting. Nicolas havde valgt Andrea. Hun var ikke ligefrem god nok til at være i selskab med Sean. Hun var for god til at være ond med Chester og for ond til at være sammen med Rowan. DEr var bare ingen som kunne finde hende på midten. Det måtte hun vel bare prøve at vende sig til, og det havde hun også kun brugt over et år på. Det var ved at irritere hende, ensomheden. Dog fanget i sine dybe tanker, løftede hun de blå øjne til siden da en bekendt fært ramte hendes sanser.
"Hello beautiful, long time no see," sagde hun til Nille med et svagt skævt smil, som blev fremhævet på de rosenrøde læber. "Wanna join me for a drink?"

Nilles liv havde været overraskende roligt, hvilket var en stor forandring. Normalt var hendes liv fyldt med at stikke af, slås og skjule sig fra fjender, men af en eller anden grund, så havde det ikke været nødvendigt. Det var som om alle havde glemt hende og det foretrak hun faktisk. Det gav hende tid til at leve sit liv for engangs skyld. Beklageligvis havde hun ingen kontakt til sine tidligere venner, men det var ikke en overraskelse. Hun var bare forsvundet som altid. Hendes skjulesteder var dog altid skoven, så det var ikke fordi at hun tog langt væk. Hun vidste bare hvordan man gemte sig bedst i skoven.
En knude i hendes mave blev større ved tanken om skoven. Hun savnede sine dage som shapeshifter. Følelsen af poterne, der ramte jorden, luften som kærtegnede hendes pels. Med en dyb indånding skubbede hun de tanker væk. Der var ikke plads til dem nu.
Nille var i klædt lidt anderledes tøj denne dag, hvor hun ellers normalt havde den samme stil. I dag havde hun en tunika på, der var en smule for stor til hende, og en sort kappe udenover. Kappen dækkede hele hendes krop, og hætten var slået op over hendes hoved. Hun havde sorte bukser og sko på. Farven sort skjulte sig bedst i mørket, trods alt. Tunikaen var dog hvid, men man kunne knap nok se den. Trods den nye tøjstil, så havde hun stadigvæk daggerts gemt, men denne gang ved sine hofter under kappen.
Nille åbnede døren ind til en kro for at komme ind i varmen, som ramte hende med det samme, i det hun satte fod inde i kroen. Lugten af alkohol ramte hende også, men det var ikke færten, som hun fokuserede på. Hun ville aldrig glemme Carolines fært; den sad fast i hendes hukommelse og hun ville altid kunne genkende den. Der gik ikke lang tid før Caroline også lagde mærke til Nille.
Med et lille smil, gik Nille hen til hende."Sure. It's been far too long since I had one, that didn't taste like mud." Sagde hun med en lille latter. "It's good to see you again, Caroline. How are you these days?"

De krystal blå øjne hvilede imod dæmonen. Der var sket så meget siden de sidst havde snakket ordenligt sammen, generelt havde det været svært for Caroline at finde sig selv. Identitetskrisen var hun ikke ene om, og mon de havde fundet ud af hvem de var - uden fare - uden en mand til at fortælle dem, hvem de var - eller burde være. Caroline var ved at være træt af at folk ikke kunne finde ud af hvad de egentlig syntes om hende, folk syntes altid at have en bonus mening om, hvordan hun skulle opfører sig. Enten var hun for ond eller så var hun for god. Med Nille følte hun egentlig ikke det pres, ikke lige nu i hvert fald. Det virkede som om de begge var en anelse mere stabile end de måske normalt var. Smilet på Carolines læber var oprigtigt, på en ganske kær måde.
"Well, mud isn't really something you should drink. But let me get you the best stuff this place have," Svarede Caroline med et skævt smil og løftede en finger kort op hen mod bartenderen. Ja, hvordan havde Caroline haft det disse dage. Ærligtalt var hun ikke ligefrem sikker, hun fulgte sine instinkter - og de var gamle, tingene havde ændret sig i forhold til hendes hjerne ikke endnu havde vendt sig til det. Folk havde forandret sig. Alting hun kendte, enten var det væk eller forandret. Dog sad Nille lige her foran hende, og for første gang længe - føltes det som om at tingene fald i de rigtige rammer.
"Well.. the last couple of days has been about my family.. spend my time with my sisters.. Audrey is back.. so.. other then that.. I'm just a lone wolf, ish," lo hun af sin sidste sætning. Kunne hun savne at være menneske? I et kort øjeblik måske, men så kom virkeligheden om hendes menneske dage havde været så dårlige. Men nu begyndte hun i sidste ende at undre sig, om hun havde haft shapeshifter gener som Audrey.. gemt som en del af familiens hemmelighed. Det ville hun aldrig finde ud af, og gjorde det i sidste ende noget? "A lot had happened the last couple of years.. none of it matters now.. It's time to start over.. don't you think we deserve that? To start our own stories?" Spurgte Caroline og vippede hovedet let på skrå. Tjeneren kom hen til dem, og Caroline løftede blikket kort op.
"The best of the best for me and this lovely woman - thanks," sagde hun og flyttede blikket tilbage på Nille med et smil.
"Anything you wanna share? A story.. memories.. thoughts.. I'm still me.. I still listen to everything you have to say," pointerede Caroline så og lagde let sin hånd henover Nilles, for at lade sin tommelfinger kærtegne håndryggen.

Et ord som passede helt perfekt til Nille for tiden, det var træt. Hun var så træt, men ikke på den måde at hun ville sove. Hun var træt af at løbe væk, gemme sig, og selvom det havde været en rolig tid, så kunne hun ikke ryste følelsen af at det ikke ville vare evigt. Snart ville hun blive jagtet igen, tvunget til at stikke af fra alt, som hun var tryg ved. Derfor var Nille også bange for at slå sig ned igen, bange for at blive fanget i et net af venskab, også selvom hun ville have det, men nettet ville være svært at komme fri fra. Hun kunne skade dem ved at stikke af. Hun havde prøvet det så mange gange før.
"It really isn't, but my options are limited in the woods."/b] Hun klagede dog ikke. Skoven havde sine frynsegoder, men hvis man havde vænnet sig til bylivet, så kunne det være svært at vende tilbage til naturen. Normalt var hun hurtig til at justere sig til naturen, men hun manglede sin indre panter. Hun brød sig ikke om hvordan hun var blevet, efter hun var blevet dæmon.
[b]"With our lifestyle, it's only natural, that we become lone wolves." Nilles blå øjne mødte Carolines, og som altid havde Nilles øjne de sorte prikker, som dukkede op forskellige steder i hendes iris, og forsvandt igen, kun for at dukke op et helt andet sted. "We challenge powerful creatures, we try to prove that we're strong, maybe even stronger than them. I can barely remember how it felt to not be chased constantly." Hun grinede lavmælt, men grinet virkede en anelse sørgmodigt. "Even though it sounds awfully tempting to start over, I don't believe it to be possible. Atleast not for me." Hun havde irriteret de forkerte personer, men også selvom hun havde haft magtfulde væsener som allierede, så havde det ikke hjulpet. Tværtimod, så havde det skaffet hende flere fjender.
Nille smiledekort til tjeneren, inden hun fokuserede på Caroline igen. Troede hun virkelig på at de kunne starte forfra? Starte på en ny historie? Naiv tankegang, men det var interessant. Hun ville ønske at hun også kunne tænke sådan. At hun havde håb for fremtiden, men al håb var forsvundet for hende.
"I'm afraid I don't. Nothing exciting has been happening for me recently. The constant chasing has calmed down, that's why I'm able to be here." Hendes blik landede på deres hænder, da Caroline lagde sin hånd ovenpå hendes. Nille kunne ikke lade være med at rynke lidt på panden over det, og kunne heller ikke stoppe det næste spørgsmål fra at komme udover hendes læber. "I know you're still you - why wouldn't you be?"

Måske var det rigtig, deres opførsel, deres nye instinkter. Det var kun naturligt at de blev, hvad de egentlig var ment til at være. Nille havde været shapeshifter før Sean dræbte hende, og Caroline havde været varulv før Nicolas forvandlede hende. De begge havde gennemgået en forvandling som burde være umulig. Og her var de, deres liv har blevet vendt op og ned dengang. Det var mange år siden nu, men hun huskede alligevel alle sine indre dæmoner, som var de sket dagen før.
"I can barely remember what its like to be human anymore.. it seems like every step takes one further away from the person you want to be," svarede hun til Nilles sørgmodige grin. Det var egentlig forfærdelig hvad de havde gået igennem, begge to. Alligevel var de her endnu, i live. Var det i sidste ende ikke det, der betød allermest? Et suk kom fra Carolines læber.
"We start over everyday. Everyday is a new beginning.. a chance we have to be better.. but we just step right into the old roles like we are controlled by our demons," pointerede Caroline i et stille toneleje. "I don't know if we can start over.. but it's worth a try isn't it?" Spurgte hun tilføjende og så over på Nille. Caroline var lettet over jagten på Nille var blevet mindre ekstrem. Det var ekstremt at være nød til at smide alt væk fra sig for at slippe væk. Være totalt bange hele tiden for at danne bånd til nogen. Det måtte være ødelæggende for Nilles identitet, ikke bare på den måde Carolines var smadret. Nilles var smadret i en anden grad.
"I'm glad to hear that," indrømmede hun med et skævt smil. Hvorfor ville Caroline ikke være sig selv? Mange grunde, uendelige grunde. Et suk forlod let Carolines læber og hun tog sin hånd til sig igen.
"Well, lot of people expect me to be someone I'm not.. someone smarter.. braver, evil, good.. anything really.." indrømmede hun og kørte en hånd igennem de blonde krøller. "Even in our fights and stuff.. you are the only person who knew before. The only one who know me, who I am.. you basically know me better then I know myself," pointerede hun og foldede let læberne sammen som en streg inden hun spredte læberne lidt for at lade luften blive hevet ind.
"And I want to remember who I am.. can you help me?" Spurgte Caroline og sank en klump.