control your anger, hone it into a weapon - Luce

Hun fulgte roligt med ham hen til den store seng. Da hun mærkede, at hun var kommet hen til den satte hun sig langsomt på den. Den seng kunne hun godt lide. Hvorfor var det hun havde fået et så stort værelse og en så god seng? Det var hun overhovedet ikke van til. Hun smilede stille til Sakref og nikkede til det han sagde "Tak for din hjælp og din venlighed" hendes stemme var rolig og sød. Hun lagde sig på sengen efter Sakref var gået og faldt langsomt i søvn.'
Efter hun havde sovet i godt og vel 5 timer vågnede hun og satte sig op. Hun var udhvilet og følte sig klar til og undersøge stedet hun var endt i inden hun skulle snakke med Sakref igen. Hun glattede sit hår let med fingerspidserne og rejste sig derefter op af sengen. Hun gik først ud af døren og tværs over gangen og ind i stuen, hvor Bron sad.

uden nogen kæmpe reaktion fra Bron kommer der pludselig noget fra ham.
"herre Sakref har bedt mig om at hjælpe dig med hvad end du har brug for indtil han kommer. han har også informeret mig om at der ikke går længe før han vil komme tilbage igen men indtil da er jeg til tjeneste" sagde Bron stille og roligt.
han rejste sig fra sofaen han sad i før og gik stille og roligt hen til Luce.

Luce stod lidt ved døråbningen og prøvede og mærke lokalet som hun var endt i. Der var en lugt hun kunne genkende fra tidligere. Det måtte være Bron. Hun fik dog alligevel et mindre chok da hun hørte hans stemme. Hun kiggede hen imod lyden af hans stemme og smilede "Helt i orden. Han sagde godt nok, at du ville sidde inde i stuen så jeg altid kunne finde dig. Så jeg vil tro dette må være stuen" hendes stemme var rolig og sød. Hun kunne lugte, at han var kommet tættere på hende. Hun kunne dog ikke helt fornemme hvor tæt på han var, men hans lugt var blevet kraftigere. "Altså jeg har nok mest af alt brug for og blive guidet rundt til tingene der er her så jeg nemmere senere hen ville kunne gå selv. Ved du om Sakref har det med og skulle flytte rundt på møblerne her i huset eller hvad man nu skal kalde det?" hun lagde sit hoved let på skrå.

Bron overvejede ikke engang at prøve at bruge normale bevægelige udtryk.
"det er ikke noget han gør. kun et rum i kælderen bliver der rykket rundt på tingene hele tiden men det er Sakrefs private rum som han ikke vil have nogen går ind medmindre han er med. men er der nogle steder du ønsker at jeg tager dig hen til?" spurgte han næsten helt følelsesløst som om han ikke vidste hvordan man udtrykkede følelser.

Hun lyttede stille til det han fortalte hende "Det var dejligt så vil der nok ikke gå så lang tid før jeg selv kan gå rundt uden og skulle guides hen til en stol osv. Altså hvis du bare viser mig lidt rundt de forskellige steder som du måske mener er vigtige for mig og vide hvor ligger og viser mig hvor de forskellige ting står så jeg kan danne mig et lettere billede af, hvor tingene står og hvor stort rummet er ville det være fint. Er kun god til og mærke omgivelserne når jeg er vred dsv" hun vidste ikke helt hvad hun skulle mene om Bron. Han var en meget speciel fyr og virkede temmelig kold i det syntes hun ihvertfald om det så bare var hende vidste hun ikke.

"herre sakref havde forudset lidt at du gerne ville vide lidt om hvordan rummene ser ud og hvor det er. derfor har han planlagt at du kan få lov til at hilse på de forskellige der lever her af betydning blandt andet dine nye kollegaer som er herre Sakrefs andre lærlinge og børn. dog inden vi gør det så har han sagt at jeg skal give dig denne her. det er en genstand som Sakref har puttet noget af sin viden ind i specielt til dig så du kunne se hvordan dine nye makkere ser ud og hvordan hele slottet ser ud fra hans tanker som han har puttet ind. hvis du læser dem som du læste Sakrefs vil du se det han har puttet ind. du burde kunne få alt hvad der er derinde som er at læse om og på den måde kan du få et syn på verden når du ikke har noget syn" sagde Bron og gav hende en lille medaljon i hendes hånd.

"Det var da godt at han kunne forudse lidt af det, men havde nu også snakket med ham omkring det inden han viste mig mit værelse. Hvor mange lærlinge var det han egentlig havde udover dig og mig?" der var en lidt undren i hendes stemme og hun spekulerede over hvordan sådan hun skulle kunne se de tanker Sakref havde lagt i en eller anden genstand som han havde givet Bron som hun så skulle have. Hun tog dog imod genstanden fra Bron og mærkede lidt på den "Der er ingen varsler der bevæger sig. Jeg kan ikke læse de tanker Sakref havde lagt i den. Min evne virker kun på folk og dyr ikke genstande" hendes stemme var rolig og mild.

der kom et lille grin fra Bron. det var første gang man hørte en vis følelsesmæssig reaktion fra ham.
"det er ikke selve genstanden der har minderne. det er hvad der er inde i den. tryk på medaljonens midte. det opbevare noget som du ikke ville have troet fandtes i verden." sagde Bron.
man kunne faktisk godt mærke at der var en linje midt på medaljonen som hvis den kunne åbnes op.

Hun undrede sig lidt over hvad det egentlig var, at han grinede af. Var det af hende? Havde hun sagt noget forkert? Tankerne kørte rundt i hjernen på hende og hun vidste ikke helt hvad hun skulle tro og ikke skulle tro. Hun smilede stillede og nikkede forstående "Nåh det skulle du bare haft sagt" hun mærkede lidt på medaljonen for og finde midten af den. Hun kunne mærke en revne midt på medaljonen og trykkede stille på den.

den lille medaljon åbnede sig op og lynhurtigt trak en lille mund ud som tungen på en kamelion og sugede sig fast på hendes finger hvorefter dens skygge kravlede op af den og satte sig fast til hendes hånd, hvilket førte til den sendte alle minder der var sat fast inde i dens skygge. da dette sluttede så gav ormen slip og den visnede hen og blev til støv.