I have missed you //Nathaniel//

S: Kroen det vilde svin
O: stole, borde, bardisken og en masse folk
T: 19:30
V: lunkent og solen er så småt ved og gå ned
P: Et sort stof over øjnene, en lilla top der formede hendes krop og et par sorte bukser og støvler der gik til lige under knæene

Det havde sådanset været en meget rolig dag. Hun havde været hjemme og passet på sine 2 dæmon sønner Bruce og Connor som hun havde fået fra 2 forskellige. Bruce kom fra hendes eks kæreste John som hun havde droppet efter han ikke havde haft støttet hende efter voldtægten fra Connors far Rafael. Nu var hun blevet Rafaels slave som gjorde alt for ham. Lige fra og gøre rent til og slå en eller anden ihjel for øjnene af ham. I starten havde det været et helved og været hans slave, men nu havde hun vennet sig til det. Dog var der en ting som havde forandret hende efter og det var hendes vrede.
Hun sad stille og roligt ved et bord tæt på disken og drak en cola. Hun havde brug for og slappe lidt af og hvordan gjorde man det bedst? Ved og være sammen med nogle hyggelige mennesker. Der skete altid et eller andet når hun var på kroen. Hun kunne dog ikke se noget for hun havde mistet sine øjne, men hendes andre sanser fejlede bestemt ikke noget.

Påklædning: sort t-shirt, mørke bukser og et par mørke jeans

Hele dagen havde været et helvede for ham, hans kære bror Rhevenge, havde været ekstra opmærksomheds krævende...stort set hele dagen, morgen bestod af at blive blive hamret ud af sengen...hele eftermiddag var træning og selvom de to var identiske havde han altid været den stærke af de to. Hvorfor han lige boede med ham....vidste han ikke, den dreng var et helvede. Da de var små ville han tæske ham, konstant og kun på grund af hans seskualitet...alt det med hans bror havde gjort, han i dag var i cølibat, han kunne ikke så meget som tænkte på andre på de måder.
Dog fik han forladt villaen og fik englelig først slappet af, det sekund han nåde kroen, et sted han ganske vidst holdte af at være ved, da han lettere sagt havde nogle problemer med alkoholen. Med et suk satte han sig på en stol ved siden af en kvinde og hurtigt efter han havde sat sig, fik han bestilt sin vodka

Folk snakkede meget i krogene og grinte af og til. Hun kunne dog godt høre af og til, at det var hende de snakkede om. For de spurgte ofte hinanden om, hvad en blind lavede på en kro helt alene. Det rørte hende dog ikke for hun var van til, at folk snakkede om hende i krogene. Før i tiden havde hun blot været en imellem mange folk som ingen lagde mærke til, men efter mange havde set Sean båret hende hjem i sin gamle lejlighed havde mange holdt øje med hende. Nu boede hun ganskevist hjemme ved Sean, men der var ikke andet imellem dem end et rimeligt godt venskab. Imens hun sad og drak af sin cola hørte hun en stol blive trukket ud fra bordet hun sad ved og lugtede en velkendt lugt helt fra fortiden af. Fra før Roland var blevet dræbt under hendes vægt da hun var i sin drageform. Lugten mindede hende om de dage hvor hun og en af hendes gamle venner legede sammen og pjattede. Et lille smil bredte sig på hendes læber og fin hende til og tage fat i en halskæde hun havde om halsen der var lavet af lillae rubiner af en slags. Hvad var der mon sket med ham. Da hun hørte fyrens stemme der havde sat sig ved siden af hende stivnede hun kort. Var det virkelig ham? Hun lagde sin hånd på sit skød som hun havde holdt om halskæden med. Hun rømmede kort "Undskyld, men hvad hedder du egentlig?" der var lidt nervøsitet i hendes stemme.

Han stirrede ned i glasset, rørte selv sin egen halskæde, en halskæde han havde lavet sammen med sin barndoms ven, deres halskæder var fuldkommen ens og man kunne kalde dem venskabs kæder. En stemme fik ham tilbage til virkeligheden, han vendte ansigtet mod pigen med bindet om sine øjne. Han så mod hendes hals og der var en præcis kopi af hans egen halskæde "nathaniel...men det navn de søger er nok Rhage" svarede han, Rhage var det navn han blev født med, et navn han bar igennem to hundrede år, det mindede om hans brors som hed Rhevenge. Dog ændrede han det for at skille sig ud fra sin tvillinge bror

Hun prøvede og finde ud af, hvor hun havde hørt fyrens stemme henne og hans lugt. Hun håbede indvendigt, at det var Rhage. Hun savnede ham faktisk og han var den eneste der forstod hende og omvendt. De var ikke bare venner dengang. De var rent faktisk bedstevenner. Hun ventede roligt på, at han fortalte hvad han hed for så ville hun næsten være helt sikker på om det var Rhage som havde sat sig ved siden af hende. Hun undrede sig lidt da han sagde Nathaniel for det navn kendte hun overhovedet ikke, men så snart han sagde, at han hed Rhage spredte et stort smil over hendes læber. Det var nok det mest rigtige smil der var kommet fra hende af i meget lang tid. Mon han genkendte hende? Mon han lignede sig selv? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende som nogle vilde hunde der jagtede en lille killing. "Hvordan går det mellem dig og din bror Rhevenge?" hun kunne stadig godt huske, hvor svært Rhage og hans tvillingebror havde det med hinanden dengang. "Ved du hvem jeg så er Rhage?" der var en lille drilsk latter i hendes stemme.

Han havde ingen ide om hvem hun var per udseende, men halskæden sagde at han vidste præcis hvem hun var og med et smil trådte han ned fra sin stol og gik hen til hende. Hun var den eneste der forstod ham, efter han havde fortalt sine forældre han var biseksuel, havde de næsten skåret hånden af ham, men Luce var den eneste som stadig var der for ham, da hans familie ikke var.
Han lagde sine hænder mod hendes kinder og hans smil var stort "det går som det plejer....virkelig dårligt" han trak på skulderne og som da han var ung, dengang de var sammen, var han fuld af ar og blå mærker. Han klukkede over hendes drillende spørgsmål og blidt krammede han hende "selvfølgelig Luce og som du er blevet smuk" sagde han oprindeligt, for ham var hun perfekt...øjne eller ej, hun var vidunderlig smuk

Hendes smil på sine læber var så stort og hvis hun havde haft sine øjne havde de lyst af glæde det var der ingen tvivl om. Hun mærkede hans hænder imod sine kinder. Det betød kun en ting og det var, at han godt kunne genkende hende og var meget dejligt for hende for så behøvede hun ikke forklare ham en hel del. Det gav vel også en hel del mening for hun havde jo deres venskabs halskæde på og hun spurgte ham direkte om, hvordan det gik mellem ham og hans bror. Hun trak let på skuldrene "Det er vel altid noget, at i begge lever selvom det ikke går så godt imellem dig og ham" hun var sådanset ligeglad med om han var til piger eller drenge for han var stadig hendes bedsteven og det ville han altid være. Det havde de lovet hinanden dengang og sådan ville det altid være. Hun krammede ham ind til sig og smilede "Tak Rhage gid jeg kunne sige det samme om dig" hun grinte kort og krammede ham stadig. Hun havde virkelig savnet ham. Hun følte sig pludselig hel. I alle disse år, hvor hun har været væk havde hun følt det som om, at hun ikke havde nogen og snakke med. Nok var der mange omkring hende, men det var hendes bedsteven ikke.

Han trak på skulderne, om det direkte var godt at Rhevenge levede...ja der var mange meninger om lige netop dette, for ja selvfølgelig var det da dejligt, hans tvillingebror levede, men den tvillingbror, gjorde også hans liv til et levende helvede...der var ingen måder han kunne få indre ro og få lykke, hvis han havde Rhevenge hængene på sig.
Han trykkede hedes lille krop mod sig "det gør mig intet kære, du ved hvem jeg er...det er det vigtigste" han kyssede blidt hendes pande og hvilede sin hage mod den, wow hun var virkelig en han bare havde savnet, bare at være ved hende igen, gjorde ham direkte lykkelig...så måske kunne han godt være lykkelig uden at hans bror skulle dø

Hun mærkede hvordan hendes krop blev presset ind til ham. Hun rejste dig om og krammede sig helt ind til ham. Hun var så lykkelig over og være sammen med sin bedsteven igen. Hun havde stortudet da de havde vinket farvel til hinanden den morgen, hvor hun var blevet hentet af de folk fra Sword of Cross hvor hun blev holdt fanget og overvåget hele tiden. Det havde været verdens værste dag i hendes liv. Hun havde troet, at hun aldrig skulle se hendes bedsteven igen og nu stod han her og krammede hende ind til sig som de havde gjort en tonsvis af gange i gamle dage. "Ved jeg. Ville bare ønske så jeg kunne se dig. Bare en enkelt gang" det betød virkelig meget for hende. Hun smilede stille da hun mærkede hans bløde læber imod sin pande. Hun holdt sig ind til ham og snuste hans lugt ind til sig. Det var så beroligene og fik hende til og glemme alt om Rafael. Hun trak vejret tungt kort og kunne næsten sætte sig til og tude af rent glæde. Hun smilede stille "Undskyld alt det jeg gjorde dengang som gjorde, at vi blev skilt fra hinanden. Kan du tilgive mig?" hun snakkede om den dag hun kom til og slå Roland ihjel.

Han lod hendes rejse sig og det sekund hun havde sat sine fødder på gulvet, havde han armene om hende, han trykkede hende blidt mod sig, strøg hende ned af ryggen "jeg ved det, men du kan desværre ikke ændre det faktum...du kan dog se om du kan få glas øje og hvis du er heldig, er dine nerver ikke ødelagte og derved kan du måske se igen" forslog han og tog blidt hendes hænder i sine, han lagde dem mod sine kinder, som han havde set blinde gøre "du ved hvordan mit hår ser ud, hvilken farve det er, samme med mine øjne, men ellers brug dine hænder til at føle" prøvede han og smilede til hende, med varme der næsten strømmede ud af sig.
Han rystede på hoved "hej intet af dette er din skyld, alt hvad der skete dengang er bare en stor ulykke og den slags sker, men det er ikke din skyld...så selvfølgelig kan jeg da tilgive dig" hviskede han mod hendes pande og smilede bredere

Hun stod og krammede ham og nød, at han strøg hende over ryggen. Det var behageligt, at hun kunne mærke hver en muskel af hans krop og føle sig tryg i hans nærvær. Hun rystede lidt på hovedet "Nej har du ret i, at jeg ikke kan. Mine nerver er ødelagte. Eller vil mere sige de er rådnet væk" der var en mindre sorg i hendes stemme da hun fortalte, at det ikke ville ske for hende, at hun ville komme til og se igen. Det sårede hende dybt, men hun vidste også godt, at det aldrig ville lade sig gøre for hende. Hun ville aldrig kunne se noget ligemeget hvilke former for opperationer hun fik. Der skulle sikkert en helt masse og kraftig magi til, at det ville lykkes og hvor mange kunne lige det? Næsten ingen. Hun lod ham tage fat i hendes hænder og lægge dem på hans kinder. Hun smilede stille. Hun vidste hvad han ville med det han gjorde. Hun kørte stille sine hænder rundt på hans ansigt og hoved. Han var blevet meget højere end hende og hans ansigt virkede stadig lige så kønt som det havde været dengang. Hun krammede ham stille og smilede roligt da han forstod hende. Han var den eneste der rent faktisk troede på hende. Den eneste der troede på, at hun ikke dræbte Roland med vilje som hun havde gjort ved nogle enkelte. Hun lagde sit hoved imod hans skulder "Har virkelig savnet dig Rhage"

Han nikkede "mhh..hvad med så bare at få sat et par glas øjne i? det vil gøre du ikke skal have bindet om dine øjne...forstår mig rigtigt, du er smuk præcis som du er, jeg prøver bare at komme med forslag" skyndte han sig at tilføje, han ville helst ikke have hun troede han mente hun skulle gøre det, det var blot et forslag. Han lukkede øjnene, da hun kørte sine fingre rundt i hans ansigt, men åbnede øjnene da hun igen krammede ham, et kram han gengældte med blidhed "jeg har også savnet dig, helt ufattelig meget" hviskede han og sukkede. Han trak sig dog tilbage lidt efter "så fortæl mig hvad der er sket, den store drage pige de sidste mange hundrede år" forslog han med et smil og varme i stemmen, det var sjovt som man kunne høre han smilede. Hans stemme blev varmere og blidere som det skete

Hun smilede stille og lytte de til det han fortalte. Hun vidste godt, at han ikke mente noget negativt med det han fortalte. Hun kendte ham alt for godt og han virkede ikke til og være forandet overhovedet "Jeg ved det Rhage og tusind tak for, at du prøver og hjælpe mig så godt du nu kan efter alle disse år" hun turde dog næsten ikke og fortælle ham hvad der var sket med hende siden den dag de måtte sige farvel til hinanden, men det ville hun ikke have dagen skulle blive ødelagt med pga hun tænkte sådan. Hendes ellers så brede smil og glade ansigt blev pludselig til et ansigt der var blandet med sorg og skræk i sig "Vil nu ikke kalde mig den store drage pige mere som jeg blev dengang. Jeg er ikke blevet til andet end en folk har elsket og torturere og været den der skulle være den den dumme tøs. Er blevet en simpel slave. Er blevet mor til 2 drenge, hvor jeg er slave for den enes far..." hendes stemme knækkede midt over og hun klamrede sig fast ind til Rhage og rystede som om hun græd. Hun græd indvendigt.

Han strøg hende ned af kinden "selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, hvorfor skulle jeg ikke det, du er...var min bedsteven, om vi stadig er det, ved jeg ikke" han kløede sig i nakken og smilede skævt til hende. Han håbede stadig de var så gode venner, for han ville ikke miste hende...ikke nu hvor han igen havde fundet hende. Han så fortvivlet på hende, da hendes smil forsvandt og med et kom der sorg og skræk frem i hendes ansigt "for mig er du altid den store drage pige, om du så vil det eller ej" sagde han stædigt, smilede blidt, dog forsvandt smilet og han trykkede hende mod sig "du er ikke dum, du er vidunderlig, du har bare ikke været for heldig, det er det eneste" pointerede han og strøg hende ned af ryggen

Hun smilede stille da han strøg hende hen over kinden. Hun lyttede roligt til det han fortalte og smilede stille og grinte lidt "Du vil altid være min bedsteven Rhage ligemeget hvad der sker vil du være min bedsteven" der var glæde i hendes stemme. Men det forsvandt jo hurtigt igen efter hun havde sagt det, at hun var blevet en simpel slave. Selvfølgelig havde hun fundet nogle stykker der ville gøre en helt del for og hjælpe hende ud af slavelivet, men det er jo ikke sket endnu og håbet var ude. Hendes smil kom dog hurtigt frem igen da han sagde, at hun altid ville være den store drage for ham. Han vidste præcis hvordan han skulle gøre hende glad og opmundre hende. Han kendte hende nu også ud og ind så det var ikke så underligt, at han kunne det "Du er så sød Rhage. Du ved hvordan man skal gøre mig glad igen og det er virkelig dejligt og vide, at der er en fra min fortid der altid vil elske mig for den jeg er" hun krammede ham og slappede stille og roligt af ind til ham.