lost of a will (Akecheta)

Tid: 12.00
Sted: skoven
Vejr: højt solskin, let brise imellem træerne
Omgivelser: fugle som synger, dådyr som græsser, egern som samler nødder, en enkelt slange i et træ og så selvfølgelig træer, træer så langt øjet rækker.

Lillith vandrede langs en af de mange stier, som var at finde i skoven. Den friske luft fyldte hendes lunger, da hun trak vejret. Der var noget ved denne skov, altid så fredfyldt og rolig. Lillith vidste at der levede elvere her, men hun havde aldrig mødt en.

”I been here for a million years, through the joy and through the tears”

Hendes stemme fyldte den rolige skov, hun forsøgte at synge den gamle sang, I det samme leje som fuglene sang i. men hun vidste godt at det ikke ville lykkedes hende, hendes stemme var pæn, til tider smuk, men den ville aldrig blive så ren, som fuglenes.
Et enkelt sted besluttede hun sig for at samle en blomst op, en skov rose. Med et smil imod det fredfyldte sted, placerede hun den i sit hår. Den røde farve passede glimrende til hendes hvide sommerkjole. Den sad stramt over hendes bryst, men blev ellers løsere ved hendes talje og ned til hendes knæ.
Som altid, hang hendes hår løst, de lette krøller dansede omkring hendes ansigt.
Det samlede udsende, fik hende til at ligne en skovånd, i hvert fald på afstand.

Det var først midt i hendes sang at hun så den fremmede, så trist så han ud. Ensom som han gik imellem de mange træer og dyr.
Måske hun skulle gå hen til ham, hilse på ham, lærer ham at kende, hvem ved måske havde han brug for en læge.

Med en let dansende gang, gik hun imod ham, smillede til ham på samme måde som hvis hun hilste en gammel ven.

ulve var flok dyr, det var som om en del af ham var væk nu. Akecheta sad i et træ med det ene ben hængende ud over grenen han sad på. han stirrede ned på skovbunden under ham den var tør og der lå blade meget underligt i forhold til de andre, han havde sat en fælde til dyrene. en då kom gående lige forbi hans fælde men vente om og gik lige i den, den blev hejst op i benene. han hoppede ned fra træet med sin kølle i hånden og slog nakken i stykker på dåen. den hang nu livløst fra rebet, han hejste det ned fra træet og trak det hen af jorden til et åbent rum hvor han startede et lille bål som han stegte stykker af over ilden og spiste den.

han satte sig på en stub og sukkede, han havde mistet hele sin stamme i et angreb og havde mistet sin mening til at fortsætte, han hørte syngen, en smuk stemme. den kom nærmere og nærmere ind til den var lige bag ham. det gav et sæt i ham så han hoppede væk. samtidig blev hans ansigt længere han begyndte at gro pels over alt og hans tænder blev længere og til sidst i stedet for en tyve årig mand stod der nu en fuld voksen ulv.

Frygten stod malet i hendes øjne, en ting var at møde en varulv, en anden var at møde en som forvandlede sig for øjnene af en. Hvem helvede var så sur på andre, at de forvandlede sig på den måde.
Hun var ikke sikker på hvad hun skulle gøre, skulle hun begynde at løbe, forsøge at kravle op i et træ, se om hun kunne nå sin kniv.

Forsigtigt tog hun to skridt tilbage, nervøs for hvad denne skifter, kunne finde på at gøre. Et forsigtigt blik omkring sig, skulle sikre at der ikke stod flere bag hende. Hun var ikke helt sikker på hvordan det var med varulve, men ulve levede i flok, og hvor der var en, kom der næsten altid flere.

”You know, I really don’t want to be your dinner”

Dumheden I sine ord, ramte hende med det samme. Hun burde ikke snakke ned til den, heller ikke i den tone, hun burde snakke til den, som om det var et normalt dyr, et dyr hun sikkert skulle berolige, og ikke et hun ville hidse op til at gå til angreb.

”I am not going to hurt you, I don’t take your food, I just walk away”

Stille og roligt, forsigtigt forsøgte hun at gå længere væk. Men guderne var imod hende, en gren kom i klemme i hendes sandaler, og da hun tog et skridt mere tilbage, kom grenen imellem hendes ben. Med et højt hvin faldt hun imod jorden. Et slag mod halebenet, fik et par tåre frem i hendes øjne, da smerten skar op igennem hendes rygrad.
Hurtigt fandt hun sin kniv frem, holdte den bag ryggen, parat hvis ulven nu skulle beslutte sig for at hun var et lækkert måltid.

Akecheta rejste sig op i menneske form igen og kiggede forvirret på hvordan hun prøvede at forsvare sig selv med en kniv, han gik hen til hende og tog om hendes håndled og sænkede hendes arm hun holdt kniven i og hjalp hende fri fra under grenen.

"the last thing i want is more blood on my hands"

han hjalp hende op og stå og satte sig hen på sin stub igen og stægte resten af dåen, han så hen over sin skulder og viftede hende tættere hen til bålet og smed mere kød på bålets gløder og vendte det rundt. han gav hende et stykke kød og smilede for første gang i længe.

Forvirret rejste hun sig fra den hårde jord, børstede den smule jord der havde sat sig på hendes kjole af, en enkelt gren som havde fundet vej ind i hendes hår, blev også pillet ud, dun en enkelt blomst fik lov til at blive sidende. Hvorfor havde ulven hjulpet hende op, det var ham som havde forskrækket hende, ham som havde knurret, og hvorfor sagde han sådan, hvor meget blod havde han egentligt på hænderne.

”Why do you say it that way, how many people have you been killing?”

Hun havde ingen ide om hvad hun skulle sige til den fremmede, nok sådan sød ud, I hvert fald da et smil endelig nåede hans læber, men det så ikke ud til at det også nåede hans øjne.

”Are you a fugitive?”

Hun kunne have sparket sig selv, hvorfor helvede spurgte hun denne mand om han var flygtning, hvad helvede kunne han vinde ved at svare hende på det, han ville sikkert ende med at slå hende ihjel hvis det var tilfældet. Hvorfor skulle han lade en fremmed løbe omkring, som vidste hvor han opholdte sig?

”You know, I don’t mean you any harm in any way”

Forsigtigt satte hun sig ved bålet, tog imod det stykke kød han rakte hende. Selvom Lillith var bange, så vidste hun at det ikke var muligt for hende, at løbe for en varulv. Hun forsøgte stille at få kontrol over sit åndedrag. Med blikket imod ham, begyndte hun at observere denne mand.

han sukkede og så op på hende "i am no fugitive, just a man with no home any more" han tog en håndhuld af noget pulver fra en pung og smed det ind i ilden. ilden skiftede farve til en samragd grøn farve. han smilede til hende da hun hoppede forskrækket ind til ham "i was once one of the four shamans in the forrest. we were four villages one for each soul animal, my home was the wolf, my father was the cheif but as soon as he leand i was what yo call a shape shifter i was taken the right to become chieftan and instead become the shaman" han viftede med sin hånd og røgen ændrede form til dyr. fire dyr for at være nøjagtig "the four tribes were the mountain lions, the bears, the eagels and the wolves, all of the shamans would meet once a month and perform a ceremony in the precise middle of the forrest and then return to there own village again" han så ned i flammerne "but then men came, at first they were polite and traded with us but soon they took our women, our children but only the girls and slaughterd all else. if not for that i was at the ritual i would have been dead too" han sukkede "and now my reason is lost, my soul perpose in life was to serve my village and protect them, and now they are alle dead" han så på hende "this is a curse upon myself and i cant make the pain stop" han tog sandet som han havde i en spand og hældte det ud over flammerne som blev slukket. lige som hans ånd blev "so no i am no fugitive" han så på hendes ansigt og smilede lidt igen "you know i did not notice it before but you are rather good looking" han smilede til hende mere end han havde gjort i dage vis måske endda måneder

”That’s sound awful, how could anyone do that to other people?”
Lillith havde aldrig kunnet forstå hvordan ondskaben I nogens hjerter fungerede. Hun havde selv søgt tilflugt i denne skov. Her hvor freden normalt styrrede tingene, her hvor der ikke kom så mange mennesker. Det her var det eneste sted hvor hun kunne føle sig tryg. Betød denne mands historie at det ikke længere var tilfældet. Ville der komme flere mennesker?
”When did this happen?” hendes stemme rystede let, burde hun komme tilbage og pakke sine ting, var det tid til at starte flugten nu, eller var det bare disse kvinder som mændene var kommet efter.
Selvom manden smilede til hende, hjalp det ikke på hendes nervøsitet, den sad i hendes hud. Hun forsøgte at smile til ham. En let rødme bredte sig på hendes kinder da han kaldte hende pæn. Det var et stykke tid siden nogen mænd havde sagt sådan til hende. Han havde et ganske sødt smil.
Hvis denne mand havde tid til at slappe af, burde hun også kunne.
Først nu gik det op for hende at hun var hoppet hen til ham, hun var ikke van til at folk lavede den slags tricks omkring hende, slet ikke når hun ikke var forberedt.
Han havde kaldt sig selv sharman, hvilket måtte betyde at han var en form for healer, måske hun kunne lære noget af denne fremmede, lære ved at lytte til ham, måske kunne det endda få hans humør lidt op. Han virkede trist og det syntes Lillith var trist.
”You have a nice smile”

han så op "thanks, what are you doing out here anyways. its not safe here even with the elves as i have told you" han så diskret rundt og så noget bevæge sig i buskene. det var ikke et dyr men et menneske, Akecheta lagde en arm om hendes hofte og uden hun lagde mærke til det tog han hendes kniv ud fra hendes bælte. manden hoppede ud fra bag buskene med en pistol i sin hånd "easy now red skin just give me the girl and you can walk away alive" Akecheta var helt stille og sagde ikke et ord, han stirrede bare ind i mandens øjne og holdt et fast greb i kniven bag hans ryg "your kind is not welcome here anymore. leave now" manden grinede bare men mistede sit grin da han så Akechetas ansigst udtryk "i'll say it again. give. me the" mere nåede han ikke at sige før Akecheta havde kastet kniven og ramt ham i maven med den. manden tumlede bag over og skød et skud af som ramte Akecheta i hans venstre side af sin mave. han stumlede bag over og landede for foden af denne stamme som pigen sad ved "help me now" han sukkede og så hende hente noget gaze bind og trak kuglen ud af hans side og forbandt ham. han så op på hende og deres øjne låstes i nogle få sekunder. han trak bindet lidt til side og puttede nogle urter på det åbne sår og bag efter rettede hans øjne mod hende igen "thank you. you saved my life" han smilede til hende og lagde hans hånd på hendes ansigt og kærtegnede det "its been a long time since i have been with a woman" han så op på hende "but i know you are the most beautiful of all" han lænede sig frem for at kysse hende men lige før deres læber mødtes skød et lyn af smerte gennem hans sår. måske en anden gang.

Det var nemt at hjælpe den fremmede, han havde trods alt lige reddet hendes liv. Det eneste problem var at hun kun havde set den slags våben i byerne, her ude brugte folk pile.
Det var vanskeligt for hende at fjerne kuglen, hun havde kun gjort det engang før, og det var meget længe siden. Hun var lettere nervøs for om der skulle gå betændelse i mandens sår, hun ville være nød til at få ham bragt hjem til sig selv, men hvordan skulle hun gøre det, han vejede mere end hende, og ville helt klart være helvedets tung, men hun kunne ikke efterlade ham her. Der kunne komme flere.
Hun kunne godt se hvad der var manden ville, men at kysse nu virkede ikke som den bedste ide i verden. Alligevel lænede hun sig lidt frem for at give ham et kys på kinden. Han måtte være dybt deprimeret siden han kaldte hende sådan, hun vidste godt selv at hun lignede så mange andre mennesker.
”If you can walk, then we can go to my place, no one will come there, that’s the rule” det var en fast aftale hun havde med bade elvere og mennesker, hun ville hjælpe dem med deres sygdomme, så længe der ikke kom nogen med onde hensigter til hendes hjem. Indtil videre var det altid blevet overholdt. Nogle elvere havde lagt magiske spærringer omkring hendes hjem, på den måde kunne folk med onde hensigter ikke komme ind. 8 gange i døgnet kom der en patrulje forbi for at chekke til hende. De mennesker som kom plejede også at kigge ind til hende, ingen lod til at kunne lide en kvinde alene i skoven, men de accepterede hende. Hun forsøget at hjælpe manden op at stå, men hun kunne se smerten i hans ansigt.
Hurtigt pakkede hun hans ting sammen, med dem på ryggen og ved at støtte ham, begyndte hun turen til hende hjem.

han støttede sig ind til hende og nød duften af hendes hår. han gik med til hendes hus, han kom inden for og lagde sig på en seng. han åndede ud i et kort øje blik og faldt i søvn selv over smerterne. de næste par uger var han næsten helt væk i en koma og da han vågnede var hende fra skoven der ikke, han tænkte det ville være en perfekt mulighed at tage et bad. han gik ind på bade værelset og hoppede i et bad. da han var færdig vandrede han lige hen på sin seng og lagde sig, dog havde han ikke lagt mærke til hende i døren før det var for sent "oh uhm hello again" han prøvede at finde noget at dække sig med for han var måske blevet lidt ophidset over at se hende. trods alt var hun den eneste kvinde han havde set i månedsvis. han så på hende "sooo how has the last weeks been" han havde mærket at såret var helet meget fint. han så ned af sig selv og op igen. til sidst rejste han sig og gik hen efter sine bukser "still looking pretty i see" han smielde til hende og gik hen til hende "i was going to give you this earlier" han gik helt hen til hende og kyssede hende på hunden.

Manden havde ligget på hendes gæsteseng i næsten 4 uger. Nogle dage havde hans feber været så høj, at hun havde tvivlet på at han ville overleve, men en eller anden gud måtte have holdt hånden over ham, for han var kommet igennem det. Hun havde vasket og plejet ham i 4 uger, så da hun stod i døren og så ham nøgen, var der ikke noget hun ikke havde set før, men alligevel skød en let rødme op i hendes kinder.
Det var en underlig følelse, manden havde ligget som næsten døende i den seng, det var ikke mere end et par dage siden hans feber sidste havde været oppe i skyerne, det havde været et helvede at få ham til at holde maden i sig. og nu stod han der, fuldt oprejst og tydeligvis så han et eller andet han kunne lide.
Hun blev lettere overrasket da han kyssede hende på munden, hun var ikke lige frem van til at patienter reagerede på den måde. Uden at vide hvorfor, gengældte hun kysset. Hans løber var bløde imod hende, da hun let åbnede mundet, gjorde han kysset en smule dybere.
Lettere åndeløs, tog hun et skridt væk fra den fremmede, hun burde ikke have gjort det, hun vidste intet om ham. To mænd havde været og spørge efter en rødhud, men hun havde sendt dem begge væk, med besked om at hun ikke ville se dem her igen. De havde undersøgt hendes grund flere gange, men var reddet videre efter to uger.
”I am not sure thats is a good idea” hun smilede lidt til ham, kiggede på hans tøj. Mon han ville opdage at hun havde vasket det, hvis han gjorde var det sikkert på grund af den duft af liljer som kom fra det, ikke lige frem den maskuline duft han selv havde efterladt.
”Are there anything i can help you with” farven i hendes kinder var tilbage.