funny life we live in right?

Tid | 14:56
Sted | En havn
Omgivelser | Vand, både...ja hvad der nu ellers er på en havn
Vejr | Solen er gemt bag et par skyer, men det er alligevel varmt
Påklædning | .jpg]Kjole
Plus | Kjolen går ned til hendes tær også har hun bare tær
Tilegnet | Rebecca

De skarpe grønne, scannede hen over vandet, lidt som en vane. Hun plejede at have havet som sit hjem engang, men efter det angreb, det kostede hendes mor, kunne hun med et gå..hun gik på land og siden den dag havde hun levet oppe på overfladen, hvor hun hyggede sig godt med dage, der bestod af at dræbe og manipulere, det var englelig uhyggeligt så nemme de mennesker var at manipulere, de troede automatisk, fordi man havde et kønt ansigt, var man da helt sikkert en sød lille pige. Ja det troede det, indtil de enden blev spist på bunden af havet eller langsomt blev drænet for blod.
Hun klukkede kort for sig selv og stoppede op ved kanten af havnen, et skridt til og man ville ende ude i vandet, med hænderne mod sine hofter betragtede hun det smukke glimtene vand, vand der lyste smukt op i den smule solskind der eksisterede, den smule der brød igennem skyerne og ramte mod vandets overflade.
Kort sukkede hun og derefter trak hun ganske let op i sin kjole og satte sig ned, det gav hende minder om gode tider og dejlige dage, bare at være så tæt på vandet, selvom hun ikke vidste sine følelser så tit, kunne havnen her alene få dem frem, dog først når hun mente hun var nok alene...hun var ikke just typen, der lod tårerne falde, hvis hun var blandt andre

//Håber dette er godt nok

Rebecca som ikke helt var vant til at være sirene, var under havets overflade tæt ved en havn. Hun rodede i sandet ved bunden af havet. Hendes blå hale skinnede let. Hun var på en måde glad for at være sirene, selvom hun følte sig lænket til havet. Hun vidste ikke hvad hendes evne var, men hun vidste bare at hun havde en! Hun vidste bare ikke helt hvad.. Rebecca så op mod himlen, men ned på sandet igen. Hun strøg sine fingre gennem sandet med en undrende mine. Gad vide hvad der ville ske hvis hun slog sin hale ned i sandet... Ja, en underligt tanke, men Rebecca vild med at afprøve ting. Hun slog hårdt sin hale ned i sandet, så et mærke af halen kom og sand fløj op omkring hende. Rebecca smilede og rodede igen i sandet mens tankerne strøg gennem hendes hoved. To timer på land var ikke nok. Men hun havde altid en nødplan.
Rebecca så op mod himlen igen og svømmede op til havets overflade, og så mod havnen. Hendes blonde hår var en anelse mørkt da det var helt vådt. Hendes lysende blå øjne var mod en kvinde der sad ved kanten af havnen.Rebecca gjorde intet.
Det var sikkert ikke så klogt at vise sig overfor en to benet. Rebecca var dog lidt nysgerrig. Hun havde set mange to benet før, hun kendte Markulius, Nille, Jacob... Mange. Men denne person havde hun aldrig set før. Rebecca var dog tydelig at se fra der hvor kvinden sad.

//Det er helt perfekt. Håber der er noget at svare på. //

Hun lod sin ene finger glide hen overfladen på vandet og med sin smukke sirene stemme begyndte hun at synge "For you there'll be no crying
For you the sun will be shining. 'Cause I feel that when I'm with you. It's all right I know it's right" hendes smaragdgrønne øjne var kun på vandet, englelig kunne man sige det eneste der kunne vise hun havde en smule sirene i sig, var hendes skønhed og så hendes stemme, derudover var der halen "And the songbirds keep singing. Like they know the score. And I love you I love you I love you. Like never before" Minder om de gamle dage, dem hun tilbragte med sin mor dukkede op som hun sang, sangen var en hende og hendes moder havde delt sammen, kort før hun blev dræbt af vampyren, en dum vampyr der troede han kunne forvandle en sirene til en som ham selv, dog var det endt galt og hun var endt som det man kunne kalde en blandingsrace "To you I would give the world. To you I'd never be cold. 'Cause I feel that when I'm with you. It's all right I know it's right" fortsatte hun og lod blikket glide ud over vandet, dog stoppede de da hun fik øje på en kvindes ansigt i vandet, tydelig sirene "And the songbirds keep singing
Like they know the score. And I love you I love you I love you. Like never before Like never before. Like never before" sluttede hun den og lagde hoved på skrå mens hun betragtede sirenen med en svag nysgerrighed

//dejligt at høre og dit var skam helt perfekt

Kvinden havde en smuk sang stemme, den mindede hende helt om en sirenes sangstemme.. Hmm, underligt da. Rebeccas nysgerrighed omkring kvinden blev stærkere mens kvinden sang. Rebecca svømmede langsomt tættere på hende, mens hendes lysende blå øjne var fæstnet på hende hele tiden. Rebecca nåede til havnen da kvinden var færdig med at synge. Rebecca kiggede op på hende med nysgerrige lysende blå øjne.
"Hvordan kan det være du synger som en sirene?" Spurgte Rebecca blidt med sin smukke stemme.

//Okay... Vildt kort svar... Har kreasvigt, so sorry! D:

Hun fulgte hende med øjnene og hævede øjenbrynet som hun kom tættere på, hendes spørgsmål fik hende til at klukke blidt "åhh du lille, fordi jeg selv har noget sirene i mig, et eksperiment gik galt for en og her ser vi mig" hun slog ud med hænderne. Hun smilede skævt, betragtede pigen "du ser ubekvemt ud...er du ikke vant til at have hale og skulle svømme i vandet" spurte hun stille, selv elskede hun det, men nu lå hendes liv over vandet og hun kunne ikke tillade sig at have disse ønsker længere...mest fordi hun havde så meget andet at lave nu. Dog kom hun altid ned til havet, for at genopfriske minderne og for at svømme rundt, indtil hun igen dukkede op på stranden og tog tilbage til sit liv inden på landet

//helt okay ^^

//

 Rebecca følte sig kort fornærmet over at hun kaldte hende for lille. "Jeg er ikke lille." Sagde Rebecca koldt og kneb øjnene lidt sammen. "Hvordan kan du kun have lidt sirene i dig?" Rebecca hævede et øjnebryn. Ubekvemt ud?! Pfff... Rebecca kunne ikke fortælle denne  fremmede hvorfor hun så ubekvemt ud. 
"Måske er jeg, måske er jeg ikke." Sagde hun flabet og kneb øjnene sammen. "Hvorfor er du ikke i vandet?" Rebecca hævede begge øjnebryn.

 //Og kort svar igen x_x... Sorry D:

Hun hævede øjenbrynet "jeg snakkede ikke størrelse kære, jeg snakkede alder...det skriger jo ud af dig at du ikke er en dag over hundrede" hun klukkede, men rejste sig op "en vampyr myrdede min moder, ville derefter lave mig til en vampyr...men det gik ikke super godt og her har vi mig" hun lynede sin kjole ned, lod den falde, så hun stod nøgen foran pigen "åhh hold da op...godt råd ansigtsudtryk afslører så meget" hun sprang i vandet og derefter satte hun sig op, der hvor hun før havde siddet, denne gang med sin store smaragdgrønne hale i vandet og det mørkebrune hår, dækkende ned over hendes bryster "sådan...nu har jeg en del af mig i vandet" pointerede hun og betragtede hende nøje med de skarpe smaragdgrønne øjne

//igen helt okay...shit happens som de siger

//Jeps, shit happens. ^^

Rebecca lagde hovedet lidt på skrå mens hun kørte en hånd igennem håret. "Er der et problem med det? Man behøver ikke at være tudsegammel." Sagde hun roligt. Rebecca så spørgende på hende da hun rejste sig, mens hun rynkede på panden. "Det gør mig ondt." Rebeccas øjne blev fyldt med medlidenhed. "Hvordan gik det ikke super godt?" Rebecca så spørgende på kvinden.
Rebecca så væk da kvinden lynede sin kjole ned, ikke fordi Rebecca havde noget imod at se andre nøgne, hun var bare høflig. "Hvad mener du?" Hvad pokker talte tøsen om?  Rebecca dykkede ned under vandet da kvinden sprang i. Så svømmede hun op til overfladen igen og kiggede nysgerrigt på kvinden. "Aha." Rebecca sukkede svagt. "Okay, hvad er dit navn?" Rebecca så spørgende på kvinden.

//netop, mit ynglings motto lige efter dovnskab længe leve ^^

Hun rystede på hoved "det sagde jeg ikke, ungdom bringer uskyld med sig, tit har unge folk ikke set hele denne verdens kulde og de er derfor ofte uskyldige, hvor jeg dog savner at være fem hundrede...sådan en fin alder" hun lagde hoved tilbage og smilede op mod himlen. Hun trak på skulderne "mange tak...men behøver du skam ikke, jeg tog min hævn på ham hundrede år senere, lod ham blive ristet i solen...om og om igen, til jeg lod ham dø" hun havde virkelig nydt at dræbe ham, bare at høre ham skrige i smerte, mens hun lod sin vrede gå ud over ham. Hendes spørgsmål fik hende til at lægge hoved tilbage "sirener, kan ikke blive forvandlet til vampyrer...det ender oftes galt og i mit tilfælde endte det med at generen samlede sig og jeg blev en slags blandingsrace" svarede hun og trak endnu engang på skulderne "ens øjne, siger de er vejen til sjælen...det er dem, samt udtryk og kropsholdning, folk bruger til at læse hinanden...det var det jeg mente...du var nem at læse" pointerede hun, uden det skulle være en fornærmelse, det var bare sådan det var. Hun smilede skævt og svagt drillende "Mit navn er Genevieve" svarede hun "hvad med dig selv" spurte hun stille

//Det er begge gode mottoer! Især dovenskab længe leve! xD Sorry for tiden er så træt o.o//

Rebecca, uskyldig? HAhahahaha! Det var verdens dårligste joke, hvis nogen troede det! Rebecca var langtfra uskyldig! "Jeg er så langtfra uskyldig." Sagde hun med et kækt smil. Hun var hverken jomfru, og hun havde skam dræbt mange væsner. Rebecca fulgte hendes blik op mod himlen. "Av av, lyder ikke rart for ham, men retfærdigt gjort dog." Hun grinede svagt. "Og retfærdigheden er vigtigere end alt andet." Kort blev Rebeccas lysende blå øjne kolde men så blev de varme og mystiske igen. 
Rebecca så roligt på kvinden. "Ah, på den måde.. Kan du så lide din forandring?" Spurgte Rebecca roligt. Rebecca nikkede forstående. "Nem at læse? Hvad kan du læse ved mig?" Spurgte Rebecca med et hævet øjnebryn. "Genevieve... Interessant navn." Rebecca smilede svagt. "Mit navn er Rebecca Silver."

//mhh er det jo, helt okay

han trak på skulderne "muligvis ja, jeg sagde også tit....ikke det inkludere dig" pointerede han stille. Hun grinede "han blev yderst overrasket over jeg kunne gå i solen, men hold da op han kunne tigge for sit liv og ja...du har ret, retfærdighed er ganske enkelt vigtigt" med gjorde hun, for hende var denne retfærdighed...hævn kun glædelige og længe ventet. Hun trak på skulderne og skar en grimasse "på punkter...ja, men jeg er mere blodtørstig, men tilgangæld kan jeg gå i solen, lever evigt" hun kunne ikke helt finde ud af om det var en god eller dårlig ting, at det var endt som det nu engang gjorde. Hun nikkede kort, betragtede hende "du er som sagt ubekvemt....næsten som om dette ikke er din egen hud" hun trak på skulderne. Hendes ord fik hende blot til at klukke "jamen mange tak og i lige måde Rebecca" hun smilede varmt

Ja, det havde hun sagt, men stadig. Rebecca var langtfra uskyldig! "Tit, ja. Men mange er heller ikke så uskyldige når de er unge. Jeg er hele 47  år, men jeg har oplevet ting som mange ikke ville ønske." Hun skar kort ansigt. Hun huskede smerten fra dengang Nille havde overtaget kroppen.. Den havde været forfærdelig.. Hun rystede mindet af sig. "Tigge.. Ynkeligt." Hun fnøs. "Han fortjente det, sikkert." Hun smilede kækt.
"Evigt liv.." Det havde Rebecca engang haft, nu var det blevet taget fra hende. "Men har du brug for vand hver anden time som andre sirener?" Hun så spørgende på hende. Det lød nu godt at hun kunne gå i solen. Så vidt hun havde hørt var det en slags forbandelse for vampyrerne at de ikke kunne se deres elskede sol uden at blive brændt til døden.
Hun skar ansigt. "Det er en lang historie om hvorfor jeg er ubekvemt." Sagde hun, og historien var en hemmelighed, den vedkom ikke Genevieve. Rebecca smilede roligt. "Hvad laver du egentlig her ved havnen?" Spurgte Rebecca nysgerrigt.

Hun nikkede "alle nu om dage ser ting de ikke ønsker, oplever ting...jeg har engang mødt en som var halv engel halv menneske, hans halvdele havde splittet sig op, så englen var den onde, mennesket den gode og de havde stort set hver deres liv" hun trak på skulderne, tænk at skulle leve sådan, det må da være forfærdelig,ikke at have kontrol over sin krop også endda ikke vide om man var den oprindelig del af kroppen. Hun klukkede "ja det gjorde han, du skulle havde set ham, han var først helt stor og farlig men efter en time var han som et lille barn" han rystede på hoved, hendes spørgsmål fik hende til at ryste på hoved "nej, mindst engang om dagen, men derudover drikker jeg meget blod" indrømmede hun og sukkede stille. Hun trak på skulderne, sandt og sige var hun englelig ligeglad, det vedkom ikke hende og det var ikke fordi hun ønskede at høre det "ligesom din historie er min lang" med andre ord, ragede det ikke hende, hun havde allerede fortalt for meget end hun burde

En blanding mellem engel og menneske? En nephilim.. Interessant. Denne nephilim ville hun da gerne møde. "En personligheds spaltning. Han er en nephilim.. Hvor interessant. Hvad er hans navn? Ham vil jeg gerne møde." Der var bare lige det problem at Rebecca ikke tog kontakt til andre, men hun ville vide hvad denne nephilim hed. Så hvis hun stødte på ham ville hun vide hvad han hed.
Rebecca havde nu oplevet skammerens blik, smerte som var noget af det værste, delt blod med en vampyr.. Så meget. Hun ville ønske at der var en der kunne få hende til at føle sig tryg, og Markulius var ikke den person mere. 
Hun grinede svagt. "Det ville jeg gerne have set! Mænd leger altid store og stærke, hvilket er en skam." Mænd var så irriterende når de legede seje, en mand der var sig selv, kunne vinde mange kvinders hjerter. En farlig type, gik Rebecca dog efter, men stadig en der kunne være kærlig mod hende... Sige at han elskede hende.. En der fik hende til at føle sig tryg.
"Snyd. Det er som en forbandelse at jeg ikke kan være på landjorden i så lang tid. " hun sukkede svagt. 
Hun smilede kækt. "Lange historier er dem man ikke vil fortælle." Konstaterede hun.

Hun nikkede "jeg mener hans menneske side hedder Alexander...engle siden hedder Alec" sagde hun og skar en grimasse, hun lænede sig tilbage på sine hænder, nød varmen mod sin hud, dog var det godt solen ikke stod direkte mod dem, for meget direkte sollys gav hende hovedpine, samt blev hun også en smule svag af det. Hun klukkede "mhh, det var komisk som han begyndte at tigge og bede om at overleve" hun rullede med øjnene af mindet, bare at huske ham fik hende til at grine.
Hun trak på skulderne "sorry du, det var ikke just fordi jeg selv valgte dette, men du kan jo altid have en vand falske på dig...så kan du jo bare gøre dig våd...ellers..ja bare glem det, tvivler på det vil virke ellers" hun rystede på hoved, hun havde faktisk ingen ide om hvordan Rebecca ville kunne få mere tid på land. Hun lukkede sine øjne og nikkede "jep, my story...not yours, ligesom din historie om hvorfor du er så ubekvemt i din form...det er din ikke min" sagde hun ud i luften, samtidig med at hun sukkede stille

Alec, Alexander... Interessante navne. "Javel ja, interessante navne. Har han så to forskellige udseender?" Spurgte hun med en undrende mine. Rebecca så op mod solen, de smukke solstråler der kunne lyse havet op, men måneskinnet var bedst. Når månen skinnede var havet så vidunderligt dragende, så smukt... Rebecca rystede på hovedet for at få tankerne ud af sit hoved, da Genevieve var begyndt at snakke igen. "Kan jeg forestille mig." Rebecca smilede kækt.
Rebecca smilede svagt. "Det er faktisk en ret god ide.Hvis jeg forsvinder ud af syne og hurtigt får tørret mig, inden nogen ser mig, kan jeg være længe på land." Hun grinede svagt og kørte begge hænder igennem håret.  "Lad os bare sige jeg ikke er født i denne krop." Rebeccas stemme havde fået en mystisk glød i sig.

Hun nikkede "hans menneske side har mørkt hår, blå øjne og engle siden har blond hår og ravngyldne øjne" svarede hun stille, hun huskede mødet med ham, hans engle side var pænt kuk kuk, men alligevel charmerende, farlig...menneske siden derimod var venlig og varm, sådan en type man tog med hjem og vidste til sine forældre. Hun rystede på hoved "nej kan du ikke, det kræver meget øvelse...jeg går ud fra du ikke direkte besøger land så meget...dine ben vil ikke kunne tage den nye vægt og du vil knap kunne tage et skridt uden at ligne en idiot...det tog mig 4 uger bare at lærer at gå ordenligt" pointerede hun og sukkede stille, hun smilede mystisk...som om hun havde regnet det ud, vidste det var det der var galt

Hm.. Denne Alec, Alexander, lød interessant, som sagt. "Ravngyldne øjne, siger du? Sådan en øjnefarve har jeg aldrig hørt om før." Hun så kort undrende ned i vandet, hvor hun kunne se... sig selv. Hun smilede kort og kiggede på Genevieve igen. Rebecca var blevet mere nysgerrig omkring... alting, efter hun var blevet sirene.
"Jeg besøger land ofte." Rebecca kneb øjnene lidt sammen. "Jeg kan udmærket gå, jeg kan ikke svømme så hurtigt som andre sirener, det er det jeg ikke har helt styr på endnu. Men jeg er god til at gå." Rebecca trak på den ene skulder.

//Kreasvigt...

Han nikkede "det er virkelig smukke, hvis han ikke var sådan et røvhul...havde jeg virkelig...hvis du forstår, det er mere Alexander, man kan holde af, den knægt...han er kær..sød, kejtet og venlig som bare pokker" indrømmede hun og sukkede.
Hun smilede "ikke god til at svømme...hvis du kunne have lyst, kunne jeg træne med dig, gøre dig bedre" spurte hun og hævede øjenbrynet, hun havde normalt ikke det store at lave, mest rendte hun bare og sang på kroer, bare eller også besøgte hun havet, så hvorfor ikke hjælpe en anden, hvis hun da ved og mærket ønskede denne hjælp

//samme her

Rebecca smilede roligt, mens hun lyttede til hvad GEnevieve sagde. I starten kunne Rebecca ikke helt lide hende, men nu kunne hun bedre lide Genevieve. "Ja, jeg forstår." Hun grinede svagt. "Alexander... Hm... Du sagde han ikke havde helt kontrol over sig selv. Hvad mente du med det?" Spurgte hun nysgerrig og lagde hovedet lidt på skrå.
Hun kløede sig skamfuldt på armen. "Nej ikke god til at svømme." Hun smilede stort over Genevevies forslag. "Mange tak, det ville være dejligt hvis du ville træne mig." Sagde hun med et kært stort smil. Hun lagde hovedet lidt på skrå.

Hun pustede luft ud og satte sig godt op "han forklarede mig det engang, man kan sige Alec indeholder al hans vrede, hans mørke og kulde, men mest af alt vreden til dæmoner...for at være præcis sjæledæmoner...han har brugt stort set hele sit liv på at slå dem ihjel...men jo som sagt også Alexander er alt det menneskelige, det venlige og rare, men hvis Alexander bliver for sur... eller bare i følelsesmæssig ubalance...så puf så kommer Alec, men nu hvor hans kontrol forsvinder...har de begge hver deres liv og hver deres behov" forklarede hun stille.
Hun nikkede "det er jo ikke så godt, men jo det vil jeg gerne, så kan jeg jo komme her ned engang imellem også kan vi jo svømme sammen, træne og den slags" forslog hun og smilede skævt

Rebecca lyttede interesseret med, det var spændende dette, hun elskede at høre fortællinger omandre. Det var dejligt at vide der fandtes personer som også havde problemer, selvfølgelig træls for dem, men at vide hun ikke var den eneste med et stort problem var herligt!  "Så, de skifter udseende altså? Eller har de hver sin krop?" Det lød faktisk lidt som hende og Nille, nu hvor hun tænkte over det. Det var ret sjovt, egentlig.
Rebecca smilede taknemmeligt til Genevieve. "Tak for det, Genevieve." Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Det lyder fint for mig." Hun smilede kækt. "Og nu er jeg nysgerrig, hvad laver du egentlig i hverdagen?"

Hun nikkede "man kan sige, de er to personer fanget i en krop, der er ejeren, som ingen så ved hvem er...da de begge mener det dem" forklarede hun og klukkede, det var sjovt som hun pludselig lyttede fuldkommen interesseret med, hvad kunne der være så interessant ved den historie?
Hun smilede "det var så lidt...og kald mig Gen" sagde hun, det var sjælden folk fik lov til at kalde hende ved kælenavn...men denne Rebecca virkede interessant og faktisk rar at være sammen med "åhh ikke det store...når jeg ikke indtager føde...synger jeg på barer og kroer og derefter mindes jeg fortiden her ved havet" svarede hun og så ud mod havet

To personer fanget i den samme krop, de begge mente de var ejeren. Du godeste. Det var jo ligesom det der havde været med hende og Nille! Wauw, det var skræmmende. "Det lyder ikke rart for dem. Kan de kæmpes om kroppen?" Spurgte hun, Nille og hende havde kæmpet retten til kroppen. Nille havde vundet. Nu havde Rebecca så fået sin egen krop, hvilket hun var vildt glad for!
Rebecca smilede roligt. "Okay, Gen." Hun blinkede drillende til Genevieve. Rebecca smilede skævt og så kort rundt. "Synger? Bliver mændene så ikke helt klistrende?" Hun skar kort ansigt ved tanken om det.

//Kreasvigt. D:

Hun nikkede "det tvivler jeg også på det er, bare det at have en anden person ind i sin krop" hun sukkede, det var englelig syndt for dem begge, for ja Alec var et røvhul, men han havde også mistet en del i sit liv, sin mor, en af sine bedste venner, begge til en dæmon, derfor kunne han bare ikke det med dæmoner.
Hun grinede "åhh det er en underdrivelse, men det er alligevel godt, jeg drikker jo også blod og hvis mændende ligefrem slås om mig, har jeg jo masser af mad" pointerede hun og klukkede blidt

//me too