Funny we should meet like this - Azanroc

Tre dage havde hun været til søs. Hun havde for længst glemt deres destination, og hun var også fløjtende ligeglad med hvor de skulle hen, så længe de nåede frem snart. Hendes fingre trommede utålmodigt imod rælingen og hendes blik var stift rettet imod horisonten. Havet var smukt, dets lyde beroligende, men ikke videre spændende. Hun havde været fascineret i 20 minutter, og mistede derefter interessen.
Hendes opgave var simpel. Slaverne under dækket skulle fragtes videre til en slavehandler. Hun skulle ganske enkelt bare levere, tage imod en stor sum penge og vende næsen hjemad. Ifølge hendes far var det en vigtig handel, der ville indbringe en stor fortjeneste. Men dog ikke så vigtig at han klarede opgaven selv. You’re the only one I can trust with this… Hans lettere monotome stemme ekkoede I hendes hoved. Hun var ikke sikker på, hvordan hendes far havde fået hende overtalt, men her stod hun, stirrende ud på det uendelige hav uden noget som helst interessant at give sig til.

Den første dag havde hun haft sin sjov med slaverne. Med et medfølende smil, og hendes lettere uskyldige udseende var det let at udgive sig for en sympatisk, hjælpsom, ung kvinde, der slet ikke hørte til på et slaveskib. ”I’m gonna get you out of here” når ordene var troværdige nok, resulterede det i et lys i deres øjne. De livede helt op, og håbet var malet i deres ansigter. Hun havde endda stykket en hel flugtplan sammen, som hun ivrigt fortalte dem om. Hun ville narre nøglebundet fra vagtposten, og i nattens mulm og mørke befri dem fra deres lænker. De troede alle sammen på hende. Lyset i deres øjne blev stærkere jo længere hun kørte den ud, lettede smil viste sig i deres ansigter, og når hun stoppede med at snakke, kom takken. Det fattige ord blev sagt om og om igen, nogen græd endda. ”No need to thank me” her ville hendes maske krakelere, hendes ansigt ville forvandle sig, røvet fra alt sympati og i stedet flække i et bredt, ondskabsfuldt, koldt smil. ”I lied” de reagerede forskelligt. Nogen havde et halvhjertet vredesudbrud, andre sank opgivende sammen, nogen græd. Det de alle havde til fælles var lyset i deres øjne, håbet hun så fint havde fodret dem, som forsvandt lige så brat som det var opstået. Det morede hende. Hun fandt deres naivitet morsom, og hun nød hvor legende let det var, at manipulere med deres følelser. Hendes hånende latter gav et hult ekko imellem væggene, som hun forsvandt tilbage op på dækket.
Desværre var det en leg der kun kunne leges en gang. Hun havde afsløret sig selv for tidligt, og der var ingen chance for, at hun kunne narre de ynkelige pjok en gang til. En skam.

Sømændene interesserede hende ikke, og de havde hurtigt lært at lade hende være i fred. Kun forstyrre hende med vigtige informationer. Så de sidste to dage havde hun stået som nu, med front ud imod havet, spejdende efter deres destination der syntes aldrig at komme til syne. Med vinden der nådesløst legede tagfat med hendes lange hår, og filtrede det til knuder. Solen der skiftevis skinnede og gemte sig bag skyer, men aldrig rigtig afgav noget varme.
Hun kunne snart ikke holde det ud mere. Det var tæt på, at hun overvejede at kaste sig udover rælingen. Bare for at mærke suset i maven, sætte lidt gang i besætningen, der havde haft en ret glidende og ubesværlig rejse indtil videre. Hun var rastløs, men samtidig fastfrosset i sin ranke stilling. Kun hendes fingre der fortsat trommede imod rælingens kant var den eneste bevægelse hun gjorde. De brune øjne gemte sig bag øjenlågene og et tungt suk undslap hende.
Sådan blev hun stående i lang tid, og bemærkede derfor ikke skibet der nærmede sig fra bagbord siden.

Vinden havde, været god ved dem gennem de sidste dage. Azanroc bevægede sig kort efter ud på skibet, hvor han så sig omkring. Han kunne se skibet de så fint havde, fulgte op til flere dage, hvilket gjorde at Azanroc havde fået lidt mere styr over, hvad de skulle gøre for at forholde sig skjult lidt i nu.

Planen var simpel kapre skibet befri slaverne, og nok synke deres skibe efter alle var blevet reddet. Azanroc som han blev kaldt af hans mandskab, havde dog ingen planer om at lade, dem der havde sørget for skibet og som ville sælge dem videre være med på hans skib. Med mindre de altså kom ned, og levet det liv slaverne havde, været udsat på. Dayne smilede svagt det, var den eneste gode ting Josette havde, gjorde for ham, han vidste han ikke kunne klare hende og hendes hjælp før han, selv havde skabt en safehaven for en masse folk og slavere havde, jo intet tilbage anyway så, det gjorde dette her meget let. Dayne bed sig svagt i underlæben, hvorefter han hørte en masse folk råbe, de var inde for skibets rækkevide nu, "use the black flag, lets see, if this slave ship can hold it agianst this ship and if there is any other ships we have a few with us, so lets do this ARRR." Råbte Dayne til sidste, hvorefter hele mandskabet gav lyden fra sig, "dont use the cannons we need this ship too take as little damage as we can, there are slaves on."  Hvilket fik alle på skibet til og skubbe dem ind igen.  

Dayne sende hans styrmand et svagt smil, hvorefter man kunne mærke at deres skib, kom op på siden, kort efter blev der kastet reb over som blev hamret sat fast, mens de dækket hinanden mod enhver som fik den ide og gøre noget ved rebene.

Dayne selv var hoppet  i vandet og svømmede om på den anden side han greb fat og kravlete op i det samme en mand så ud til og ha set ham hamret Dayne hans dolk i hans strube og smed ham overbord. Man kunne høre kampene, hvilket gjorde at Dayne personligt selv så efter en eller anden han kunne bruge som forhandling. Der var ingen derfor blev kampene lidt mere brutal, Dayne sparket den ene ud overbord igen, hvorefter han kæmpet med hans to sværd og hans gruppe mod besætningen.

"Pirates!" råbet rokkede hende ud af sin statue lignende tilstand. Hun vendte sig rundt, lige tids nok til at se kaosset af sømænd der løb rundt på dækket. "All men on deck, we are under attack!" blev der skreget, og flere af besætningsmedlemmerne dukkede op. Sværd blev trukket, og kampstillinger blev indtaget. Hele besætningen så forberedt og klar ud, lige indtil piraterne dukkede op. De væltede ind på dækket, og lige igennem besætningens forsvar. Lyden af sværd der stødte sammen fyldte luften, og var tæt efterfuldt af smerteskrig som mænd kom til skade.

"Miss Abbott, you should get to safety!" stemmen var panisk, og lige ved siden af hende den tilhørte en ung knægt, der ikke kunne være mere end 14 år gammel. Foran sig knugede han en dolk, der var længere end hans underarm. Frygt skinnede ud af hans øjne, men gemte også på en fast beslutsomhed. "Oh... Right" sagde hun lettere fladt. Hun havde været opslugt af kaosset, fascineret af de blodige sværd og lyden der forlod sømændene og piraterne hver gang et sværds klinge fik kontakt med deres hud. Det var slet ikke gået op for hende, at hun var i fare.
Der var lagt en plan hun skulle følge i sådanne situationer. I kaptajnens kahyt befandt der sig en kontaktkrystal, og hun skulle i kontakt med sin far så hurtigt som muligt. Men hvad i alverden ville han kunne gøre? Han var stadig i Doomsville, og hun befandt sig tre dages sørejse væk. Måske han alligevel havde en plan, og i øjeblikket følte hun ikke at hun havde andet valg, end at følge sin fars instruktioner.
Hun havde et fast tag i rælingen, som hun på halv usikre ben bevægede sig imod kaptajnens kahyt der var oven på dækket som den eneste. Hendes øjne hoppede fra mand til mand for at sikre sig, at der ingen blikke hvilede på hende. Adrenalinen pumpede i hendes årer, og hendes vejrtrækning syntes utilstrækkelig som den kom og gik i hastige stød. Hvis hendes liv ikke havde været i fare, ville hun nok have moret sig. Kaosset foran hende, ville have været en udsøgt forestilling, hvis hun kunne have nøjedes med bare at være tilskuer.

Panik greb hende et øjeblik, inden håbløshed skyllede ind over hende som en kold spand vand. Hvis det overhovedet kunne lykkes hende at komme i kontakt med sin far, ville hun nok stadig ende i piraternes hænder. Flere af slaveskibets besætningsmedlemmer var allerede overvundet, og der skulle ikke en krigsekspert til, for at se hvordan denne kamp ville ende. Hun var fortabt... Lige ind til hun så ham. Hans tøj og hår var stadig vådt efter hans tur i vandet. Han svingede de to sværd med erfaring. Hans nøddebrune øjne var genkendelige, men udstrålede langt fra den uskyldighed hun huskede. "Azanroc?" hun udtalte hans navn med forundring. Et øjeblik blev hun kastet tilbage i tiden, og så for sit indre blik det kedsommelige rigmandsbal hendes far dengang havde hevet hende med til. Det var der hun havde mødt ham. De havde udvekslet ord, hun kunne på stående fod ikke huske hvad de havde snakket om, men han havde tilsyneladende været interessant nok, til at hun huskede hans navn.

Hendes hjerne arbejdede på højtryk. Det var helt sikkert at han var hendes eneste mulighed for at slippe fra dette i god behold. Nu skulle hun bare spille sin rolle ordenligt. "Azanroc!" næsten skreg hun, og satte i løb henover dækket. Hun styrede udenom en kamp imellem to mænd, der ivrigt svingede deres sværd i alle retninger. Da hun nåede ham, greb hun febrilsk fat i hans arm. "You have to help me!" hulkede hun hysterisk, og ønskede et øjeblik, at hun havde evnen til at græde på kommando. "Please! You have to get me out of here!" hun strammede sit greb om hans arm, og sendte paniske blikke rundt på omgivelserne omkring sig, inden hun sendte de bedende, brune øjne op imod hans.
Hun håbede inderligt at Azanroc ikke vidste hvem hun egentlig var datter af. Det ville gøre det lettere, at bilde ham ind at hun var blevet bortført, og befandt sig på skibet imod hendes vilje.

Sværd der mødtes var en dejlig fornemelse, intet andet end en dejlig måde og starte sin dag på.

Azanroc greb fat i den person som skulle til og flygte og fik ham smidt over vandet, han dukket sig lige tids nok til der lød det skud, hvilket medførte han selv træk et gun og skød den. Han var heldig at den ikke var jammet.

Azanroc øjne skinte svagt, mens han så sig omkring fik han øje på en kvinde som han, mente han havde mødt før han var dog ikke sikker. Han vendte sit ansigt mod hans mænd, de havde mere eller mindre styr over skibet, nu han ville vide, hvem der var lederen, selv om han havde nogen ideer, han havde aldrig troede at Althea ville være på dette skib men noget sagde ham, at hun havde noget og gøre med slaverne. Måske var det fordi hun var en dæmon, hvem vidste

Azanroc kigget ned på hende, da hun hysterisk, bedte om hjælp hans mænd ville ellers ha en tur med hende alle ind til de blev træt af hende og smed hende væk.

Azanroc smilede, svagt han skulle nok hjælpe hende, et stykke tid da. " Althea, shhh i am here, you wont be used, by my men, we got you, what happened why you here." Mens han sagde det til hende, fik han sende hans mænd til og tag sig af et par af dem der, havde overlevet han skulle nok få sandheden og vide, selv om hun måske ikke ville fortælle den, han tog ingen chancer.

Kort efter befriet de slaverne, og lod dem komme over, de skulle i sikkerhed, på hans ø og efter det, ville han tag sig af Althea og de sidste overlevende fra rejsende. Han lod til og være bekymret for hende og tog hende derfor med ind i hans kahyt, hvorefter de skød det andet skib ned. Det ville aldrig komme til og sejle igen.
Azanroc tog en stol ud og sætte hende, ned på den, "what happenede Althea"

Var det virkelig et forsøg på at berolige hende? Skulle det være en trøst, at hun ikke ville blive voldtaget? Hvis hun ikke lige nu var nødsaget til at spille rollen som bange, chokeret jomfru i nød, ville hun have hævet et skeptisk øjenbryn af ham. I stedet sendte hun et panisk blik imod en af piraterne der bevægede sig forbi dem. "What?!" lød det skingert fra hende, inden hendes greb om hans arm strammedes endnu mere. Hun tog et skridt hen imod Azanroc, og afgav dermed sin tillidserklæring om, at hun mente han kunne beskytte hende, om det så ville blive imod hans egen besætning. En falsk tillidserklæring. Hun havde absolut ingen tiltro til nogen af de mænd der fyldte hendes omgivelser. Kunsten var, at få dem til at tro på hendes skuespil, indtil hun kunne få dem overbevist om, at fragte hende tilbage til Doomsville. Eller bare på fast land, så skulle hun nok kunne finde hjem derfra. Enten ved at teleportere (som var ret besværligt når hun befandt sig på et bevægende skib på åbent hav), ellers kunne hun betale nogen for at få hende hjem. Under alle omstændigheder skulle hun væk fra det knap så tiltalende selskab hun var endt i. Før nogen talte over sig, og afslørede hvem hun egentlig var, og hvad hendes rolle havde været på slaveskibet.
Azanroc havde ret hurtigt fået afsløret, at det var ham der var lederen af disse brutale mænd, der på næsten ingen tid havde overvundet besætningen hun havde været en del af for få øjeblikke siden. Det gjorde ham til den rette person at narre. Snart befandt hun sig i hvad der måtte være hans kahyt, imens kanonerne bragede, og uden tvivl sank skibet hun havde befundet sig på et øjeblik før.
Hun besvarede ikke hans spørgsmål med det samme, men stirrede blot ned på sine hænder der vred sig ind og ud af hinanden i hendes skød. "I'm not really sure what happened" peb hun med en lille stemme der knap var hørlig. Hun slap et skælvende åndedrag, inden hun fortsatte. "One moment I'm in Doomsville. The next... I wake up on that ship" kort kiggede hun op, bare for at sikre sig, at hendes publikum fulgte med, og var narret indtil videre. Hun slog øjnene ned igen, der landede på hendes kjole. Stoffet var af fin kvalitet, og skreg rigdom. Endnu en ting hun måtte forklare sig ud af. Hun lignede ikke en slave.
"They didn't harm me... exactly" begyndte hun, og bed sig i læben, for at få et øjeblik til at spinde videre på historien. "I heard one of them say, that I couldn't be all banged up and bruised, when they sold me to this man... I don't remember his name" hun kneb øjnene i et øjeblik, som var det for smertefuldt at genleve mindet. "Maybe that's why they let me keep my clothes..." hendes fingre kørte henover det bløde stof, inden hun knugede en håndfuld af det i sin lille hånd. "I was so scared..." hviskede hun, inden hun sendte sit blik op imod hans. De mørke øjne var store og blanke, som hun stirrede op på ham. Hun rejste sig, og tøvede et øjeblik før hun tog et skridt hen imod ham, og så et til. Hun rakte ud efter hans hånd, og sørgede for ikke at bryde deres øjenkontakt. "Thank you. Thank you for saving me" hun blev et øjeblik i tvivl om, om hun overhovedet lød taknemmelig, eller om hendes facade var ved at krakelere. Hun slap hans hånd, og trådte et skridt tilbage, som om hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. "What will happen now?" spurgte hun, og håbede ikke at hendes iver for at komme væk derfra vidste sig i hendes ord.

Azanroc havde sendt mænd ned for at forhøre slaverene så det var kun et spørgsmål om tid, før de ville fortælle hvad der var sket og Altheas sande ansigt med det, Azanroc så på hende men hun lød bange og forskræmt ikke at Azan ville lade det afgøre, hvad der skulle ske med hende. "So you are still keeping that tale, why do i have a felling you are not telling the truth." Lød det svagt fra Azanroc "so tell me girl, what happend and i am in the same moment talking with the slaves and if you are not having the same answer we will have a big problem, so Althea dont try too lie, you are a demon after all so lying is in you blood."
Azanroc skubbet hende ned i en stol, hvorefter han bevægede sig tilbage af, "so tell you story and make it fast, because i dont have time for long storys, you where not a prisoner on that ship where you, you just helped a person with getting the slaves too another buyer, Althea, get the answers out now before i am losing my faith in you." Lød det svagt fra Azanroc, hvorefter hans øjne så hen på hende.

//sorry for det korte svar, skal lige ind i hans rolle igen ://

Han troede ikke på hende. Det undrede hende ikke. Til trods for, at hun havde stykket sin løgnhistorie ret godt sammen, var der adskillige huller i den. Der kom ikke nogen videre reaktion fra hende. Hun lyttede til hans beskyldninger, uden at lade sit ansigt afsløre om han havde ret eller ej. "That's rather descriminating" lød hendes kommentar, efter han havde påstået at det at lyve lå i hendes blod. Han havde selvfølgelig ret, men det havde hun ikke intentioner om at indrømme.
Hun blev skubbet ned i en stol, og hans beskyldninger fortsatte. Så han havde regnet det hele ud. "Oh dear, I must be getting rusty" mumlede hun eftertænktsomt, og lod sine øjne fange hans. "What gave me away?" spurgte hun, og sendte ham et uskyldigt smil, kun for at være provokerende. Der fulgte et øjebliks stilhed imens hun krydsede det ene ben over det andet, og foldede sine hænder ovenpå sit knæ. Hun så langt fra bekymret ud, til trods for situationen hun befandt sig i. Hendes tidligere maske af frygt og chok var krakeleret, hun gemte sig ikke længere bag en facade men viste sit sande jeg frem, der kunne ses i det lille hemmelighedsfulde, men ubehagelige smil der hvilede på hendes læber, som om hun havde en opskrift på verdens undergang, og var på nippet til at afsløre den.
"I don't see why I would have to tell you anything..." begyndte hun, inden hun gjorde sig det behageligt, og lænede sig tilbage i stolen. "It seems you have already figured everything out, and made me the evil villain in all this mess" hun skød sin underlæbe frem, og kiggede op på ham med et barnligt, men trist udtryk i sit ansigt.
Hun lod til stadig at prøve og bevise sin uskyld, men hun var godt klar over at løbet var kørt. Hendes skæbne var i hans hænder. I hvert fald så længe de befandt sig på havet. Hun ville teleportere sig væk i  det øjeblik hendes fødder ramte fast grund. Nu håbede hun bare, at der ikke ville gå alt for lang tid før det skete.


// Det er helt okay. Jeg kender det godt. (: //

Azanroc så hende og kunne ikke lade være med og smile, "its true tough, so if i where you i would tell everything."

kom det iskoldt fra Azanroc, "or who knows my men might would love too have some fun with you so i would be carefull if you do anything try anything, i would either give you too my men or kill you myself, but lets be honest the only reason you are alive is because i need information, and yu are gonna give it too me even if you dont want too Althea."

Azanroc så på hende, mens hans øjne
studeret hver og en bevægelse hun ville lave, han ville dog ikke lade hende tro hun stadig var uskyldig for, hun burde og vide at han, havde regnet det ud men det var nu lidt sødt, hvis man var til sådan noget. "So thats you options, give me all the information or, i cant promise what my men will do too you, everyone know you are a rich girl, so you stil think you are safe, then so be it, but i am not gonna help you with what my men, will do, so you are on you own."

Azanroc tog sig svagt til hagen, mens han så på hende, kort efter vende han sig om og dreje en pil mellem hans hænder, "i am gonna get the answer out of you one way or Another Althea, this is you last chance." Kom det flabet fra Azanroc, mens han holde øje med hende.

Hun brød sig ikke om de muligheder han stillede op. Det kunne tydeligt ses i hendes ansigt. Smilet var væk, og hendes læber var nu en stram lige linje. Hun var langt fra tilbøjelig til at give ham hvad han forlangte, men idéen om at Azanrocs besætning fik lov til at gøre med hende som de ville var langt mindre tiltalende end at forråde hendes far, og videregive nogle informationer. Hun havde dog muligheden for at forsvare sig selv. Under kjolen gemte hun på en kniv, spændt fast rundt om hendes lår. Hun var ikke sikker på hun overhovedet anede hvordan hun skulle bruge den, men hvor svært kunne det være at dolke nogen? Et øjeblik overvejede hun, om hun skulle gøre et forsøg på at gøre en ende på kaptajnen foran hende. Men hvad så bagefter? Hvis det lykkedes hende at overrumple ham og faktisk få slået ham ihjel, ville hun stadig befinde sig på et fjendtligt skib, uden nogen flugtvej. Nej, hun måtte hellere holde kniven skjult indtil hun virkelig fik brug for den, som hvis Azanroc gjorde alvor af sine trusler og gav hende videre til hans mænd.
"So you would kill me for being the wrong place at the wrong time?" spurgte hun i et halvhjertet forsøg på at tale til hans samvittighed. Ikke at hun regnede med at det virkede. Men hun begyndte at blive desperat, og alle kneb gjaldt i øjeblikket. Hun sukkede lettere opgivende, og stirrede op på ham med en tænkende mine. "Nothing prevents you from killing me after you get the information. I need some insurance that no harm will come to me, if I cooperate" ordene om samarbejde blev sagt modvilligt, og der var ingen tvivl om at hun var utilfreds med situationen. Hun havde ikke lyst til at give ham hvad han forlangte, og det irriterede hende at hun var presset op i hjørne og nærmest ikke havde noget valg. Hvad ville han overhovedet bruge informationerne til? "I don't get it, what are you getting out of this?" spurgte hun skeptisk. De mørkebrune øjne var let sammenknebne som hun kiggede op på ham, og skinnede med et lille glimt af nysgerrighed.