XXX Just a funny time on the sea XXX - Seuzan

Tid: 10.40
Dag: Fredag
Vejr: 29 grader med en frisk lun brise
Sted: Et sted på havene
Omgivelser: På Black Breath, sammen med Resolute, Draconia og Sea Hawk.

@Seuzan

Taliia stod ved rælingen på styrbord side af Black Breath og så over på Sea Hawk. Skibet havde lidt skade og mistet en stor del af dens besætning. Heldigvis havde de, med hjælp fra de andre skibe, fået samlet et besætnings hold som kunne holde det sejlende. Skibslægen Nago kom hen og stillede sig ved siden af hende. Taliia sukkede. "Vi var heldige at Vivians valg ikke kostede os mere end."
Tre dage tidligere havde de omringet handelskib The Great Hope, hvis last var en blanding af: hør, bomuld, vin, rom, saltet kød og krudt. Vivian havde gjort knuder fra dag et, efter at hun havde sluttet sig til dem. Hun var meget sur over at Taliia var smuttet sammen med Seuzan og nu var medlem af Black Breaths besætning. Det hele var endt med at Sea Hawks Quatermaster Logan, sammen med den overlevende besætning, havde bundet og kniplet Vivian. Taliia havde spurgt om de måtte tage alle de sårede over på Black Breath og det havde hun fået lov til. Dette var en af de få pauser hun havde haft oppe på dæk siden da.
Nago smilede og nikkede. "Det hele skal nok gå. Seuzan er jo ledende kaptajn på dette togt. Men jeg er nødtil at trække dig med nedenunder igen. Folkene fra Sea Hawk spørger efter dig." Taliia nikkede og fulde ham ned til de sårede. De var glade for at se hende igen. Nogle var først vågnet nu var forvirret. Andre spurgte om hvad der ville ske med Sea Hawk og Vivian? Spørgsmålene omkring Vivian bragte sindet i kog hos folkene. Men Taliia var hurtig. "Så er det godt! I er stadig Sea Hawks besætning og Logan er stadig jeres Quatermaster. Jeg er overbevist om at Seuzan nok skal komme til en beslutning angående Vivian. Men det hjælper ikke på jeres skader at hisse jer op." Hun så rundt på alle som en, for at sikre sig imod at det skulle forsætte. Derpå gennemså hun sammen med Nago, de forskellige skader og skiftede bandager.

Seuzan sad ved sin fars skrivebord og så på de mange rapporter foran ham. De havde efterladt deres ældste kaptajner på Blodøen for at samle sig efter deres tab. Han sad med hovedet bøjet og tænkte på de problemer som Vivian havde skabt og hvad han kunne gøre. "Hvad ville far gøre, eller Jake? Kan jeg kalde ham stedfar?" mumlede han for sig selv.

Jako og Alan stod uden for kahytten hvor Seuzan stod. Deres arme var krydset og stod som vagter udenfor. Ingen turde nærme sig kahytten.

"Taliia, vil du aflevere disse papir til Seuzan? Eventuelt sammen med et krus af din styrkende urtedrik?" Nago stod døren til den kahyt han arbejdede i. Taliia så op fra en af Sea Hawks besætning og smilede. "Meget gerne." Hun gik ind i kahytten og hen i det hjørne hvor hun opbevarende urterne. Her kom hun de sødlige urter i et krus og fyldte det med frisk vand. Da urterne var opløst tog hun kruset og fik papirene af Nago, hvorefter hun gik op på dækket og hen til kaptajnens kahyt. Hun smilede til vagterne. "Er han stadig der inde? Helt utroligt. Nå men, jeg kommer med listerne over de sårede og et krus af min styrkende urtedrik." Hun vidste at deres job var at beskytte Seuzan imod uønsket forstyrelser. "Hvis i to kan bruge et krus, så skal jeg gerne komme med det, som tak for jeres hjælp."

"Hvis Seuzan ikke passe på køre han sig selv i sænk. Det betyder at vi må tilbge til Blodøen og hente Raco. Vi kan ikke sætte en tredje kaptajn ud af spillet. Ikke når vi har brug for så mange som muligt." mumlede Alan mens Jako åbnede døren ind til kahytten.

Seuzan sad og skrev, men så op fra logbogen da dæren blev åbnet. Hans trætte ansigt lyste op i et udmattet smil da han så Taliia. "Taliia." sagde han og rejste sig op. Alan lukkede døren og man kunne høre de to pirater hvilede sig tættere mod døren end før. Intet kunne forstyrre dem uden af forudsage en mindre kamp. Men hvor man ville tage kampen op med besætnigerne fra Resolute OG Black Breath. Seuzan satte sig ned igen. "Hvordan holder far styr på hele flåden, mig og så sit eget skib?" spurgte Seuzan og gned næseryggen.

Taliia gik over og kyssede ham på kinden, inden hun satte kruset med urtedrikken ved siden af logbogen. "Her, drik dette inden du forsætter. Og så kom jeg med listerne over de sårede." Hun lagde listerne ude til højre. Derefter stillede hun sig bag ham og begyndte blidt at massere hans tindinger. "Jeg ved ikke hvordan Raco eller Jake holder styr på det hele, men jeg ved at de har tillid til at du gør dit bedste. Der var jo ingen som gjorde modstand, da det blev offentliggjort." Hun flyttede de masserende hænder ned til hans nakke og skulder, hvor hun mærkede en del spændinger og derfor gjorde bevægelserne lidt blidere. Hun smilede ved mindet om det private møde Jake havde haft med Vivian ombord på Sea Hawk inden de var sejlet. Taliia havde stået vagt sammen med Logan og de havde kunne høre Vivian rase over det krav Jake satte hende, hvis hun skulle beholde sin rang. "Hvad Vivian angår, så skal du ikke bekymre dig. Ligeså snart vi kommer tilbage er hun færdig som kaptajn. Jake fik hende til at sværge at hun ville følge dine ordre. Det var den eneste grund til at hun fik lov til at beholde sin rang. Men nu har hun brudt den, og Jake ser ikke med milde øjne på den slags." Hun bøjede sig lidt frem og kyssede ham blidt på halsen, inden hun hviskede. "Hvor længe siden er det enlig siden at du sidst holde pause og fik lidt frisk luft?" Hendes mund var kun nogle millimeter fra hans øre.

Seuzan så på hende. "Aner det ikke." Han gik ud på dækket og lænende sig op af tovværket"Raco er ikke den eneste der sørger over Lucas død. Den mand var onkel for mig. Og var dømt til at være min gudfar." mumlede han og sænkede hovedet. Det gjorde ondt, men han huskede også hvad han havde her. Taliia var her og hans mænd var mere loyal end før mod ham. Han så tilbage mod Tal og et blødt smil bredte sig. Han vidste at han altid ville finde hende, men han havde også en forpligtelse overfor Azanroc og rådet hjemme på Devils Lagoon. Han så mod øst hvor hans hjem lå. Han havde lyst til at vise hende øen og vise hende hvordan en rigtig pirat boede. Men uden Raco og Jake måtte han arbejde ekstra hårdt for at holde flere skibe oven vande. Et stort bytte var påkrævet. Et bytte som Raco ville være stolt af.

Hun gik leende efter ham, efter at have taget kruset fra bordet. Hun rakte det frem imod ham. "Kaptajn, de glemte dette. Det er lægens order." Hun smilede drillende til ham. Selv om hun havde hørt hans ord, viste hendes holdning, at hun nægtede at gøre eller tale om andet før han havde tømt kruset.
Hun håbede at han kunne tage denne spøg, ellers var hun klar med en undskyldning på stedet. Det kunne godt være at de var sammen, men her og nu var han tros alt hendes kaptajn.
Hun lyttede ud over Black Breath for at lurre om der var nogle som var utilfreds med hendes måde at behandle Seuzan på.

Seuzan tog kruset og tømte den i det drag. Han kastede kruset overbord og trak hende hen til sig. Hånden hvilede på hendes ryg og den anden kørte gennem hendes hår. "Hvad er du bekymret for?" spurgte han og hævede et øjenbryn. Han havde opdaget at hun var meget opmærksom når det kom hans fars skib og besætning. Han så mod enkelte af kvinderne og hovedet tippede ud til siden. De så på ham og hende med nysgerrige øjne. Han så igen på Taliia og øjnene var undersøgende. "Min fars folk? Er det dem du er bange for?" Spørgsmålet var roligt, men alligevel krævede et svar der var sandt.

Hans fars mænd var loyale og sagde ikke noget der ikke kom dem ved, men i sidste ende blev deres rapporter givet til Raco og ikke ham. En stor del af dem var ældre end ham. Og siden Lucas død havde de ikke valgt en ny, så alle problemer blev leveret til Racos Boatswain og Sailing Master.

Hun lo da han trak hende ind til sig. "Jeg er ikke bange for dem, men respektere dem nok til at være forsigtig med at behandle dig som min elskede, når du er den ledende kaptajn og vi er på åben dæk." Hun så roligt på ham. "Jeg forventer ikke særbehandling, som nogle måske kunne tro, hvis jeg flirter med dig for åbent." Hun tænkte på hvad hun ellers kunne gøre for at han blev lidt mere afslappet. Et skælmsk smil kom på hendes læber og et erotisk glimt hærskede i hendes øjne, da hun igen så ham an. Hun havde lidt forskellige ideer til hvordan hun kunne få ham på andre tanker. Men hvor kunne de være dem selv, hvis det skulle blive til noget. Hun overvejede at vente til aften, hvor de kunne smutte ombord på Sea Hawk og være alene.

"Hvad er det for en ide du har fået, Tal?" spurgte han og satte hænderne på hofterne. Han kunne ikke lide det blik hun havde fået. Det kunne betyde en lang nat for ham og ømme muskler. "Og er ret sikker på at min far har accepteret dig som min partner. Ellers havde du aldrig fået lov til at komme ombord." Appro komme ombord. Han havde stadig et problem med Vivian som han måtte tage sig af. Han signalerede til Sea Hawk om at komme tættere på. Quatermaster Logan sejlede tættere på Black Breath. Seuzan sprang ombord efterfulgt af Jako og Alan. Seuzan emmede af vrede og gik ned i lastrummet hvor de holdt Vivian bundet og kneblet. Han stillede sig foran hende, og han virkede større end normalt. De fleste pirater fulgte efter for at se på. Seuzan var rasende, men han vidste det ikke.

Hun svarede ikke på det første spørgsmål, men så roligt på ham, selv om hendes blik stadig var lettere erotisk. "Det kan godt være at din far har accepteret mig, men det betyder ikke altid at besætningen har samme mening. Jeg har før hørt om folk som måtte finde sig en plads på et nyt skib, fordi besætningen ikke brød sig om at de 'arbejdede den af i sengen' med kaptajnen. Og det ønsker jeg ikke at det skal komme til."
Da Sea Hawk kom tæt nok på, hoppede hun med over og så efter Seuzan og de andre som gik under dæk. Et kort blik op på Logan fortalte hende at han havde overladt roret til First Mate, og selv var på vej i samme retning som Seuzan. Hun fulde med ned og stillede sig imellem de pirater som stod og så på. Logan gik lidt længere frem imod Seuzan.
"Undskyld mig, kaptajn. Men jeg har ordrer fra Kaptajn Black om at bringe hende levede tilbage, hvis hun brød sit løfte til ham. Jeg ved de har komandoen, men jeg vil være meget taknemlig hvis de ville tillade mig at følge mine ordre." Taliia smilede skævt. Hun respekterede virkelig den mand. Hun viste også at hvis Seuzan gav en anden ordre omkring Vivian, så ville Logan udføre den uden at blinke. De pirater som var fra Sea Hawks oprindelige besætning begyndte at mumle, men et håndsignal fra Taliia fik dem til at tie omgående. Hun så stadig på Logan, Seuzan og Vivian, spændt på hvad dette ville ende med.

"Kender nogen af jer Fire-klanen?" spurgte han med sin dybe røst. Blikket var hårdt og hvilede udelukkende på Taliia. Han havde hørt Logans ord, men han måtte give en advarsel og slå noget fast. Han vidste hvor farlig hans fars familie kunne være. Den eneste der stod som forsvar mellem dem og så de her søfolk. Seuzan krydsede armene og hvilede sin vægt på venstre ben. Jako og Alan krøb tættere på og knurrede. Alan snappede med sine kæber i hendes retning og Jako knækkede knoer. De vidste at Seuzan ville aflevere hende i live, men betød at de ikke kunne vise hende hvordan man holdte respekt for ens øverste. "Du udsatte os alle for fare med dit stunt. Hvis det stod til Raco ville du ikke overleve den næste kamp." snappede Alan og man kunne se hans vareulvtræk. Ørerne ændrede sig og tænderne blev langsomt mere spidse. Seuzan stod og så på. Han ventede på at hans spørgsmål blev besvaret.

"Var det dem vi stødte på i Minotaris, da vi redet Raco?" Taliia fik en dårlig smag i munden da det gik op for hende, hvor tæt på den mest voltige pirat klan hun havde været. Mændende fra Sea Hawks oprindelige besætning mumlede noget om at de havde hørt om deres grusomme metoder, men at de aldrig havde stået ansig til ansigt med klanen. Med undtagelse af en af de ældste, som gik med et træben. "De er ikke nogen man spøger med. De skyder først og spørger bagefter. Jeg var heldig at overleve et overfald fra dem, da de mente at min tidligere kaptajn havde taget deres bytte. Vi lå opankret lidt uden for blodsøerne, da de angreb. Vi havde ikke en chance, og jeg mistede mit ben." Alle var tavse i et par minutter.
Logan så kort på Taliia, som nikkede, inden han igen så på Seuzan. "For at vende tilbage til det andet emne. Inden vi sejlede tog Kaptajn Black, Taliia og mig tilside. Han viste at der var en risiko for at Kaptajn Vivian ville gå imod sin svorende ed. Han ønskede selv at straffe hende. Men han sagde også at hvis det de kaptajn fandt det nødvendigt, så ville han overlade hendes liv i deres hænder." Folkene så overrasket fra deres Quatermaster til Taliia og tilbage, imens de mumlede imellem hinanden. Taliia gjorde igen et håndtegn og der blev stilhed. Hun så kort rundt på de folk hun havde sejlet sammen med på Sea Hawk, inden hun vendte blikket på de to vareulve ved siden af Seuzan, og tilsidst på Seuzan. "Logan taler sandt. Jake gav os utryktlig besked på kun at nævne det, hvis det var virkelig nødvendigt. Og det er det nu. Vivian har flere gange overladt folk til at drukne, hvis de var faldet overbord i en storm, og hun har igennem de sidste 5 år ladet hån over sin ledende kaptajn. Jake kan være lidt for venlig til tider. Men han sagde selv at dette var aller sidste chance hun fik. Hun svor på sit eget blod, at hun ville adlyde. Jake gjorde det tydeligt at det ville koste hende livet at gå imod denne ordre. Han bad Logan og mig om at være tilstede, hvis du Seuzan beslutter at ende det." Hendes blik, træt og vredt, faldt en gang på Vivian, som sad og så rædselsslagen til fra den ene til den anden, som om der var nogen som ville hjælpe hende. Taliia så igen over på Seuzan og nikkede. "Hvad ønsker du?"

"Der er en ny generation på vej på Dead Mans Rock. Hvad kunne der være sket hvis fjenderne havde opdaget det? Hvad ville der ske med Raco?" spurgte Racos ældste søn og stirre rasende på den kvindelig kaptajn foran ham. Flere fra Black Breath er rasende og hans egne fra Resolute er hellere ikke glade. Seuzan havde delt beskeden fra Raco med dem og flere var glade. Der blev snakket om en datter eller en søn. Latter var kommet. Men der blev snakket om hvem faderen var. Raco havde efterladt dem til at gætte. Seuzan havde en anelse. En stærk anelse.

Taliia glippede overrasket med øjnene, ligesom folkene fra Sea Hawk og Draconia. Hun havde ingen ide om havde ingen ide om hvad han talte om eller det sted han nævnte. Hun havde godt fornemmet at folkene fra Resolute og Black Breath havde virkede mere glade for tiden. Men hun havde været for travl optaget af at heale og passe de sårede folk.
Logan prøvede at samle mod til sig. Men fornemmede at det var bedst intet at sige lige nu.
Med et var det som om noget rykkede, hun sank en gang og så kort på Seuzan. "Undskyld mig." Logan så kort efter hende inden han så på Seuzan. "Sidst hun skyndte sig afsted på den måde, var der en af vores sårede, som havde brug for særlig healing. Hun har ligesom en sjettesans hvad det angår." Han nikkede imod Vivian. "Dine ordre, kaptajn?"

Hun skyndte sig tilbage ombord Black Breath og ned til de sårede. Nago så op fra en af Sea Hawks rigger. "Taliia? Jeg skulle lige til at sende bud efter dig. Vil du tage over her." Det sidste var mere en ordre end en forsørgelse. Taliia satte sig på knæ ved siden af køjen og lagede en hånd på riggerens bryst. Hun koncentrerede sig kort om en smule healing, inden hun så direkte på Durain, som han hed. Han var en af de ældste og han havde selv på fornemmelsen hvad hun ville sige. Han trak hende blidt ned imod sig og de hviskede sammen.

"Lås hende væk. Ingen må tale til hende og hun får mad og vand to gange om dagen." Seuzan snurrede rundt og hoppede tilbage på Black Breath. Han ebbede af vrede og havde brug for at være alene. Han gik ind i kahytten og fandt brevet frem igen fra hans far.

Kære Seuzan
Jeg har ikke fortalt Jake dette og du må ikke fortælle det til nogen der ikke tilhøre din eller min besætning. Jake og jeg nød hinandens selskab for et par uger siden. Jeg venter en ny generation til vores kommende klanø. En arving og du får enten en bror eller søster. Dette må ikke komme ud. Jake er i problemer med en Blodæmon så jeg ved ikke hvor jeg har ham.

Hvorfor skriver jeg dette? Det er min bekymring ikke din. Sørg for at vores folk kommer hjem og pas godt på hinanden.

Din far, Raco.


Seuzan så på brevet og sukkede. Han havde klokket i det og nu vidste alle fire besætninger det.

Taliia havde sikkert sig at Durain ville klare sig, i hverfald for en stund. Derefter gik hun ind til sine urter og blandede et krus med urter, som forhåbentlig ville hjælpe Seuzan med at falde til ro og slappe af. Hun fyldte kruset med vin, da det gav den bedste virkning og fortalte kort Nago hvad hun ville. Han nikkede og hun gik op på dækket. Hun håbede at han ville tage imod hende, men risikoen for at han ville afvise hende var der også.
Hun tog en dyb vejrtrækning inden hun gik hen til døren. Hun åbnede døren på klem.
"Seuzan?" Hun vågede at åbne døren nok til at hun kunne se ind til ham, hvis han var i kahytten.

Seuzan vendte sig om og så på hende. "Du ved allerede hvem faderen er. Det er ingen hemmelighed." mumlede han og satte sig tungt i den store stol. Han gned sin næseryg og trak vejret tungt. Lukkede øjnene for en kort stund, men åbnede dem for at se på hende. "Far har en anelse om at det bliver en søn. En arving til den klan som er ved at opstå." Den ældre pirat lænede hovedet bagover. Hvorfor skulle alt også være så indviklet?

Først så Taliia forvirret på ham imens hun lukkede døren efter sig. Men så tænkte hun tilbage på det han havde sagt, inden hun var smuttet ned til de sårede. Hun gik hen og satte kruset på boredet, ved siden af hans papir og bøger, hvor efter hun åbnede et vindue bagved ham og stillede sig bag ham. Her begyndte hun blidt at massere hans tindinger.
"Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår, hvad du siger. Men det lyder som om du siger at Raco er gravid. Hvordan kan han være det, når han er en mand?" Hun rystede på hovedet og forsatte.
"Lige meget. Vi kan snakke om det en anden dag. Lige nu syndes jeg at du skal drikke det krus jeg kom med, uden at kaste det væk eller smadre det, og derefter glemme alt hvad der foregår udenfor disse vægge." Hendes hænder flyttede sig til hans skulder og masserede dem, imens hun bøjede sig lidt til siden og kyssede hans hals i et roligt tempo, imens hun arbejdede sig op til hans øreflip, hvor hun blidt lod sin næse glide op af kanten på øret og ned til øreflippen igen, her nappede hun ham kærligt et par gange, inden hun igen kyssede hans hals, denne gang en smule mere intenst.

"Far er ikke stolt af sin evne, men når det kommer til kærlighed.." Seuzans hånd tog fat om hendes ene arm og trak hende ned på sit skød. Hans hånd gled gennem hendes røde hår og hans øjne blev ømme. "Far snakker om at gøre dig til leder for hans handelshus." Han begyndte at kysse hendes nakke og hals. Hænderne gled ned på den nederst del af hendes ryg og tog fat om stoffet. Hans vinger kæmpede for at komme fri og indhylle dem begge i deres beskyttelse. Nip og små slik fulgte hans mund. En rumlen kom fra hans bryst og han begyndte at kæmpe med at få hende klædt af.

Hun lyttede til hans ord om Racos evne, selv om hun stadig ikke kunne få det til at give mening. Men alt det glemte hun igen, da han hev hende ned på sit skød, følte hans hånd igennem sit hår og så ømheden i hans øjne. Hun senkede øjenlågene en smule af nydelse over hans bevægelser i hendes hår, men åbnede dem helt af overraskelse da han nævnte det med Racos tanke om hende som leder af et nyt handelshus. Hun smilede stort og hendes tanker begyndte at lege med hvordan hun skulle få det sat op og om der kunne... Længere kom hendes tanker ikke før Seuzan overtog hele hendes bevisthed med sine kys på nakke og hals. Hun sukkede af nydelse og strakte villigt halsen, så han fik mere plads. Hendes hænder gled om på hans ryg, hvor hun viste at vingerne var gemt under hans hud. Hun smilede ved tanken om hans store, stærke, flotte og bløde vinger.
Hun kom med små gisp og støn, da han begyndte at nippe og slikke hendes hals og nakke. Et skævt smil dansede på hendes læber, da hun fornemmede hvordan han begyndte at kæmpe for at få tøjet af hende. Hun lænede sig en smule væk fra ham og så på ham med sultende øjne, hendes smil var en smule drillende.
"Rolig. Det bliver blot svære, hvis du forhaster dig." Hendes stemme var varm og blid med en sensuel undertone. Hun gav ham et kys på munden imens hun med rolige og erfarende hænder åbnede først den lange ærmeløse kofte og løsnede derefter læder korsettet. Under det havde hun skjorten og brystbåndet. Da det var gjort, trak hun et urteblad op af en lomme, tykkede på det imens hun lænede sig en smule frem igen og nappede ham blidt i øret imens hun hviskede.
"Jo mere man haster, jo mindre når man at nyde." Hendes hænder var gledet ned til hans buksekant, hvor hun roligt trak hans skjorte fri og begyndte at åbne den nok til at hun kunne trække den af ham. Hun smilede imens hun arbejdede med hans skjorte.
"Lad dine vinger komme ud. De er en del af dig og din smukke krop." Stemmen blev mere sensuel. Hendes åndedrag begyndte at blive hurtigere, i takt med at hun blev mere ophidset. Hun tykkede stadig på bladet, som afgav en svag myntelignende duft.

Seuzan snerrede, men adlød. Han trak trøjen af og lukkede øjnene kort. De enorme vinger foldede sig ud og hans blik hvilede atter på hende. Store, stærke og rå hænder gled langs hende sider. Hvilede kort på hendes bryster og et hedt kys starter dansen. "Sjælemage." mumlede han og lod hovedet falde bagover.

Hun stønnede let ved hans hænders bevægelser og hun fornemmede hvordan det tænde. Hun afbrød hans kærtegn ved at rejse sig og træde et par skridt væk. Her lod hun først den lange ærmeløse kofte falde, et skridt senere lod hun læder korsettet falde. Nu var hun nede for enden af bordet, her lod hun skjorten falde ned på bordet og sparkede støvlerne af. Derefter dansede hun lidt om på den anden side, så bordet var imellem dem. Her begyndte hun drillesygt at løsne sit bælte til sine bukser imens hun smilede skælmsk til ham og ånde tungt. Brystet bevægede sig under det grønne brystbånd i takt med hendes vejrtrækning.
"Hvad skal der nu ske? Drikker du det krus eller skal jeg smutte ud af døren?" Hendes stemme var lidt hæs af forventning og hendes øjne var fyldt med lovning om erotisk nydelse.