And then I became the slave of a demon //Reilly//

*Well fuck this shit* var det eneste Yume kune tænke, da rebet strammede sig om hendes hals. Hmmm måske kunne hun spille sød...vent nej, det duede nok ikke...æv. "Og så kunne jeg vel sige det samme til dig...herre," sagde hun og kiggede på ham med store dukkeagtige øjne fulde af sarkastisk underdanihed. Hendes liv var alligevel blevet til et helvede på bare nogle få timer, så hun kunne vel lige så godt være sarkastisk. Hun havde også en ubehagelig fornemmelse af, at han ville nå at drive hende til vandvid på nogle få uger eller måske enda dage. Ford,i for det første var han selv fuldstændig sindssyg i hvert fald, som hun så på det og for det andet, var hun ikke god til at være lukket inde. Det var sådan set ret ligegyldigt, hvad for et sted, hun var lukket inde, hun kunne bare ikke lide det.

Han grinte svagt. "Jo sødere jeg er desto sødere er du? Du har lige prøvet at skade mig. Du skal straffes." Roligt tog han sin fløjte op igen fra sin hals. Stak den for munden og begyndte at fløjte i den igen. Søvnmelodien. For at få hende til at døse hen. Ikke falde i søvn. Men døse så meget hen hun skulle kæmpe for at holde sig vågen. På den måde kunne hun ikke fokusere på vinden. Og han ville kunne rykke rundt på hende uden hun kan gøre noget for at undgå det. Hans taktik var som altid ligetil og nem at gå til. I hans hoved var han et geni. Rent ud sagt. Geni.

Hun ville have slået hænderne for ørene, hvis det ikke var fordi, hun var bundet. Irriteret opdagede hun, at hun nu spillede den der åndsvage søvnmelodi igen, og hun kæmpede voldsomt imod, dog var det desværre til ingen verdens nytte, og hendes øjenlåg blev tunge. Men hun var stadig ved bevidst hed, hvilket faktisk gjorde hende mere skræmt end, hvis han havde fået hende til at sove. *Nej...nej...nej...nej...nej* blev hun i tankerne ved med at gentage, da hun mærkede kontakten med vinden forsvinde en gang til. "Hvorfor gør du det her...hvorfor mig?" spurgte hun og lagde så meget had i sin stemme, som hendes søvnige tilstand tillod hende. Det kom dog til hendes fortrydelse til at lyde mere ynkeligt end hadefuldt...æv. Hun kunne gradvist mærke sig selv eller måske rettere sin ånd gå i stykker. Som et spejl, der blev slået i stykker af et uforsigtigt barn. Hendes ånd lå nu i stumper og stykker og kunne nok aldrig blive sat sammen igen selv af den mest kyndige læge. Hun vidste ikke hvorfor, men det fik hende til at grine. Det var på ingen måde sjovt, men vanvid processen gik åbenbart hurtigere, end den stakkels engel havde regnet med. Det var en syg latter nærmest skingrende og tårer både af ydmygelse og latter stod hende i øjnene og strømmede ned af hendes kinder.
// and then the angel went badshit insane//

Fløjten fortsatte. Han besluttede sig til at lade hende falde i søvn helt. Før han så ville begynde. Hun ville virkelig fortryde det denne her gang. Han ville ikke gå blødt til den. Hun skulle lide. Det var helt sikkert. Så snart hun sov. Tog han roligt fat i hende og bandt hende op. Og rejste hende op og stå. Og bandt hende fast igen. I et kryds. Så hendes arme var hævet og i hver sin retning. Samt benene og var bundet fast til hver ende af værelset. Og til sidst. En snor spændt fast til en ring bag hende. Som så derefter var bundet fast til hans eget liv. Der gjorde hvis hun prøvede at skubbe ham væk. Ville snoren hive i hendes hals. Og kvæle hende. Roligt fandt han en kniv frem fra sin lomme. Og tog fløjten op og begyndte roligt at fløjte vækkemelodien.

"Blurgh...," sagde hun svagt og stirrede på ham med døde halvåbne øjne. Hun vidste, at hvad end der skete nu ville det ikke blive behageligt. Men hun prøvede at bevare den smule værdighed, hun havde tilbage ved ikke at sige en lyd. Hendes hænder og fødder gjorde ondt, men hun vidste, at det højst sandsynligt ville blive cirka en million gange være snart. Alligevel stirrede hun bare på ham og kæmpede ikke imod. Det var jo nyttesløst så hvorfor så overhovedet prøve på det. Desuden var det nok knap så sjovt at pine nogen, der opførte sig koldt en nogen der kæmpede imod nåede hun frem til. Dog kunne hun ikke regne ud, hvad for syge ting der forgik i hendes herres hoved. Så hun vidste ikke, hvordan han ville reagere på noget som helst.

Han smilede roligt over hendes latterlige forsøg på at sige noget. Og valgte at give hende den sidste fornøjelse. Han stod lidt og så lidt hjælpeløs ud. Men hævede så kniven blidt. Og gik så roligt hen imod hende. Og skar det sidste af hendes tøj af. Så hun ikke havde noget tøj på. Og skar så blidt og roligt en fin stribe hen over hendes ene bryst. Med et roligt ondt blik. Før han begyndte at fløjte igen. Brugte den omvendte sang så hun ville vågne op. Og hun ville kunne se på ham. Men stadig for svag til hun kunne bruge sine vindevner. De var ret irriterende.

Hun gjorde sit bedste for at tænke på noget andet en smerten i den nyligt påførte rift og håbede, at den ville heale hurtigt og ikke danne ar, hun regnede dog ikke rigtig med det. Hun måtte vidst bare sande, at hun var nødt til at være sød. Det var enten det eller tortur. Så lød det første ærlig talt ret meget bedre og, hvis man ikke konstant blev mishandlet, ville det at være slave måske bare være ligesom at være en form for stuepige eller sådan noget. Det var vel bare at gøre rent og lave mad, hvis altså dæmoner overhovedet kunne spise andet end sjæle. Hun ville nok være nødt til at spørger om det. Og hvis dæmoner ikke altid spiste sjæle, hvad spiste de så? hun kunne i hvet fald ikke forestille sig en vegetardæmon så i hendes hoved, var den mulighed allerede udryddet meget hurtigt.

Langsomt åbnede han sine bukser roligt. "Nu skal jeg lære dig det." hviskede han svagt. Mens han roligt lod sine bukser falde. Så hans lem roligt kom frem. "Du har pisset mig grundigt af. Nu vil jeg spise en del af din sjæl. Og bagefter. Så må du hellere være sød." Sagde han roligt. Før han roligt skar hendes ben fri. Og tvang dem op på hans skuldre. Placerede sin lem perfekt til hendes underliv. Og blidt lod lidt af spidsen presse sig mod hendes underliv. "Medmindre du vil ha jeg skal gøre det meget hårdt. Så vil jeg råde dig til at tigge mig om at gøre det." Sagde han og grinte halvhånligt. "Måske vil du nyde det hvis du prøver." Sagde han smilende.

Godt nok hang hun der og havde stort set mistet alle former for værdighed, der overhovedt fandtes, men hun sagde ingenting. I stedet lukkede hun øjnene hårdt i og hadede alting. Hun kunne også bare dø. Hun kunne faktisk have kvalt sig selv lige nu, hun blev dog enig med sig selv om, at hvis hun hang sig, skulle det være fra en løkke, hun selv havde bundet og ikke en, nogen havde hængt hende op i. r

Han grinte svagt. "Du fik valgmuligheden." Sagde han før han med en svag brug af hans dæmonkræfter. Hamrede sin lem dybt op i hende. Så hårdt han overhovedet kunne. Før han skubbede hende op af væggen og begyndte at hamre den hårdere og hårdere op i hende. Alt imens han greb hårdt fat i hendes røv. Og slog den et par gange. "Fuck du føles godt beskidte slave." Sagde han hårdt mens han fortsatte.

Hun var vred, men gjorde ikke noget ved det. Hun bed sig hårdt i læben, indtil hun smagte blod for at tænke på noget andet. Det her var ydmygende, og hun hadede det noget så grusomt. Hun ville hellere have sin sjæl ædt af en almindlig dæmon, hvis hun havde haft valget. Men det havde hun jo ikke. så nu hang hun ellers her og ønskede at dø. Hvis han åd hele hendes sjæl, ville hun jo dø. Det ville gøre alt en del nemmere for hende. Det ville faktisk være rart bare at dø lige nu.