Not you again... (Arya=privat)

S: Doomsville City. :: Doomsville Rotten Root District :: Bazaaren
T: Lige omkring aftentid. Solen er ved at gå ned i horisonten
V: Skyfrit. Og masser af skygger på jorden.
O: Ikke så mange.

Det var lang tid siden han havde været alene. Det var som om hver gang han gik ud af en dør stødte han ind i nogle. Nogle som han enden kendte. Eller ville slå ham ihjel. Men lige nu var det kun ham. Og hans skygger. Desværre. Skyggerne var begyndt at være meget påtagende. Som om de planlagde noget bag hans ryg. Det var hele grunden til dette var begyndt. Han var langsomt begyndte at fjerne kontakten mellem ham og resten af hans kendskaber. Det hårdeste var hans datter. Og hans bror. At fortælle dem at skyggerne sikkert ville tage over igen. Var nok den hårdeste beslutning at tage. Men hvad værre var. Så faktaen at hvis det skulle ske. Var det Ramiel der skulle slå Urox ihjel. Det havde været hårdt for ham at sige det til sin broder. Tårene begyndte at presse på. Urox var ved at græde. Noget som ikke mange nogensinde havde set ham gøre. Langsomt begyndte Urox at lande. Han troede en flyvetur ville gøre underværker. Men det gjorde det ikke. Langsomt landede Urox ved Bazaaren. Måske skulle han kigge efter noget at købe. En fin ting til sin elskede datter. En farvel gave til Luce. Det ville hun sikkert elske. Så hun havde noget fra ham. Men hvad pokker skulle det være? Roligt fortsatte han med at gå igennem Bazaaren. Kiggende igennem alle deres mange ting.

På: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Arya slængede sig gennem bazaaren. hendes bevægelser var elegante men stadig smidige. hendes hår var krøllet i slange krøller og hendes læber var malet mørkerøde. hendes fingre løb over nogle smykker der flot glimtede i alle farver med forskellige ædelsten. hun smilede lidt og fik smuglet en lille rubinring ned i sin kavaler gang da ingen kiggede. hun smilede skævt og gik roligt videre. en pose hang om hendes håndled hvor i der var alle mulige tøseting til kroppen og den slags. der var ikke mange mennesker og pludselig registrede hun en mørk skygge, selvfølgelig kiggede hun op og hendes blik blev mørkt og dystert. hun betragtede ham indtil han landede og hun overvejede kort at forlade bazaaren i al hast, men et smil gled over hendes læber, et forførende og mystisk smil. hendes ben begyndte at føre hende over mod ham. Hun stod roligt bag ham med et lille skævt smil."længe siden"hendes stemme var en smule lav og rolig, den var ikke til at finde ud af, for inderst inde var hun rasende over han havde forladt hende på den måde, men det ville hun ikke lade ham se, desuden hun ville ikke have noget med ham at gøre længere, han interesserede hende ikke, følelserne derengang havde været der var væk, som et blad i en efterårs storm.

Et dystert blik gled over Urox'es øjne. En vrede dulmede sig svagt i hans indre. Hvorfor hende. Hvorfor her. Hvorfor nu. Langsomt begyndte hans næve at knytte sig. Og hvorfor lagde han ikke mærke til den smule af hans skygger som hun bar. Som hun altid ville bære. Så længe han ville have det. han havde brugt over 700 år på at undgå hende. Og så nu. Hvor hans tid begyndte at rinde ud. Langsomt løftede han hovedet. Da hun sagde 2 år som irriterede ham kraftigt. Et flabet grin kom frem. "700 år faktisk hvis du vil vide det. Og du er stadig dårlig til at tage de rigtige beslutninger og lade være med at nærme dig mig. Kan jeg se. Arya." Det sidste ord sagde han roligt og halvhårdt. Sådan at det var som om det irriterede ham stadig at kunne huske. Langsomt Vendte han sig roligt mod hende. Hans vinger samlede sig i den store kappe med den høje krave på hans ryg. Og han så roligt på hende. Et blik af en blanding af vrede og savn. Men mest vrede. "Hvad vil du nu? Lave en ny datter og forlade hende?." Sagde han hårdt før han roligt gik forbi hende imod en af de andre boder han havde opdaget. Der så ud til at være noget interessant på den. Og alligevel ikke. Det var bare nogle rustne smykker.

Hun betragtede ham, hans reaktioner kom ikke bag på hende. Afstanden mellem dem viste folk omkring dem at der at kølig luft i mellem disse to væsner. Hun vidste st han ikke ville have noget med hende at gøre, hvordan kunne hun bebrejde ham, hun ville jo heller ikke have noget med ham at gøre, han havde forladt hende, hun havde en drøm, den eneste store drøm, og det var at have en familie. Men hendes forældre havde haft for stor påvirkning på hende, det var gået ud over lille Luce, hendes højt elskede datter. Arya fortrød at hun ikke havde været stærkere for sin datter dengang, men hun kunne ikke ændre fortiden kun rette op på den og for det meste fulgte hun luces bevægelser og når hun så al den brutalitet ske mod hende og hun intet kunne gøre ødelagde det hende indeni. Arya vidste godt hun intet kunne gøre hun var for svag.
Aryas ansigt blev hårdt som en solid klippe væg da han sagde hendes navn i den hårde tone. Hun betragtede ham med et køligt afbalanceret blik, charmen var fjernet, hvorfor skulle den også være der når hun hadede ham, og selv dette had irreterede hende, man kunne jo ikke hade før man havde elsket personen først, og det faktum irreterede hende." Jeg ville hellere dø end ligge med dig igen kære" svarede hun silkeblødt" og det er jo ikke min skyld du kommer flyvende hen over hovedet på mig. Jeg har ikke det skyggen sf dig i så mange år, hvilket har været rart og nu.. Ja nu ødelægger du det, nu skal jeg jo starte forfra var ellers begyndt st gå efter de 1000 år" svarede hun flabet. Hun kiggede kort efter ham da han gik over mod en bod inden hun selv gik tilbage til den bod hun havde stået ved før hans ankomst.

Han grinte svagt. Og vendte sig imod hende. Og gik hen ved siden af hende da hun stoppede op. Og så på hende kort. "Hvis du ikke har min skygge på dig hvorfor kan det så være at jeg ved du havde en ring mellem dine bryster." Han sagde med vilje havde. For skyggen havde gledet op på hendes skulder. Med ringen. Han tog roligt ringen fra skyggen. Og skyggen gled ned under hendes tøj igen for at gemme sig. "Mine skygger kan du ikke bare fjerne. Det burde du vide Arya. Når man tænker på at du vidste stort set alt om mig." Han vendte sig rundt og lænede sig op af boden så han bedre kunne se på hende. "Ved du hvad? Nu når du er her. Kan jeg endelig blive skilt med dig." Sagde han og smilede roligt. Hvorefter han vendte sig rundt og så ned på tingene. Og fandt så en halskæde. Med indgraveringer på. Noget på latin. Men han kunne godt forstå det. Han kunne mange sprog. Teksten var jo nem at læse. Dilectae Reginae. Det betød til hans elskede prinsesse. Han betalte manden for halskæden og stak den i lommen. Hvorefter han vendte sig imod hende igen. Og sukkede så kort. "Hør Arya lige meget hvad. Er jeg ked af at have forladt dig. Men du ville ikke lede efter Luce. Jeg har brugt de sidste 700 år på at lede efter hende." Sagde han roligt og så på hende svagt. "Nu har jeg endelig fundet hende. Så skal du ikke komme og ødelægge det." Han smilede roligt.

Hun kiggede irreteret på ham og rullede med øjnene af ham"behold den bare, jeg vil ikke have den mere, din skygge har lige tilsmudset den"svarede hun koldt. Da ordene skilsmisse kom ud af hans mund overvældede det hende en smule, hun havde nærmest glemt de stadig var gift."kom endelig med skilsmisse papirerne, jeg underskriver dem endda i mit eget blod hvis det skulle være"hendes stemme var neutral og uden skyggen af følelser. hvorfor skulle hun også føle noget? andet end had til ham selvfølgelig."desuden havde jeg lykkeligt glemt dig, og med det glemte jeg også alt om dig."svarede hun kort for hovedet inden hun bevægede sig lidt væk fra ham og betragtede genstandene i boden.
hans ord fik hende til fryse for et split sekund"du burde have vidst at min far manipulerede med mig, du vidste mine forældre aldrig brød sig om Luce og du vidste min far havde manipulations evnen. Du har ingen ide om hvor meget jeg har fortrudt når det kommer til Luce, og hvor meget jeg kan hade mig selv for at have gjort som jeg gjorde, men det var jo ikke mine egne valg, havde min far ikke fået den sygdom var jeg aldrig kommet ud af hans manipulation, da jeg opdagede at han havde gjort det mod mig, slog jeg ham ihjel, og min mor fordi hun lod ham gøre det. jeg har selv ledt efter hende og da jeg fandt hende blev mit hjerte knust.. Jeg kan ikke redde hende end ikke hjælpe hende."hendes raseri var tydeligt, men grunden var nok mere snakken om hendes fars forræderi, for det var det hun så det som. hendes stemme blev dog en smule svag til sidst, hun vidste godt selv hun var en elendig mor og det Luce havde været igennem og det hun gik igennem nu, bare det mindste strejf af tanken om det dræbte hende. Hun kiggede ikke på ham længere, i et desperat forsøg på at gemme sin sårbarhed ved snakken om dette vendte hun sig væk fra ham og begyndte at marchere væk fra ham, hurtigt og målrettet. hendes temperatur var begyndt at falde markant da solen ikke ramte hende længere."bare send skilsmisse papirerne, der er et latterligt ægteskab. ingen kender til det, det ville også være grinagtigt hvis jeg gjorde."

Han så på hende kort. "At din far manipulere med dig kunne jeg intet gøre ved. Jeg vidste der var noget galt med ham. Men jeg kunne intet gøre. Jeg var en engel. En normal engel. Jeg kunne ikke bare stikke ham ned." Han så rundt på de mange boder igen. Og sukkede svagt før han valgte at gå efter hende. "Jeg synes det er lidt synd at du gerne vil skade dig selv for at skrive under. Hvis du ville så havde du bare meldt mig død. Du har haft muligheden i alle disse år. Tja jeg døde jo faktisk kan man sige. Da jeg var nød til at forlade dig. Det gjorde mine skygger ivrigere. Mere blodtørstig. Jeg ødelagde en hel by. Og hvorfor? Fordi du ikke var ved min side til at berolige mig." Han trak på skulderen. Og så på hende kort. Før han sukkede og grinte svagt. "Forskellen på dig og mig er at jeg ikke gir op. Ja jeg har ikke været der for Luce. Ja hun hader mig i øjeblikket. Men ligemeget hvad. Så kæmper jeg for at komme ind i varmen igen." Han faldt halskæden frem og så på den kort. "Men problemet er at jeg ikke har tid til det." Halvhviskede han og sukkede. Før han vendte ryggen til hende og begyndte at gå den anden vej hen til en bod med frisk frugt. Og begyndte at diskuttere med ejeren om hvorvidt at den melon Urox stod med i hånden var frisk eller ej.

"jeg har heller aldrig bedt dig om at gøre noget ved det har jeg?"hun snappede af ham som hun udtrykte ordene hårdt og snerrende, hun havde ikke lyst til at tænke tilbage til den gang, det gjorde stadig ondt på hende, det gjorde ondt i hendes hjerte fysisk når hun tænkte på hvad hun havde udsat Luce for, hun fældede endda tårer for det når hun var alene, men det ville hun ikke gøre foran ham, hun ville bare gerne væk fra ham.*hvorfor løb jeg ikke bare da jeg så ham?*tanken var høj i hendes hoved.
Hun vendte sig om mod ham"havde jeg vidst jeg kunne det, havde jeg gjort det Urox."hendes svar var studst og hun havde lagt armene over kors og kiggede væk fra ham, hun havde ikke lyst til at kigge på ham lige nu, hun var bange for at hun ikke var stærk nok til at bryde sammen hvis hun hvilede sit blik på ham. da han sagde hvad forskellen på ham og hende var flammede hendes raseri op igen og stirrede på ham med rasende blik"når så du tror virkelig jeg har givet op på Luce? jamen det er sjovt du tror det! for jeg har fulgt hende i mange år, men jeg kan ikke gøre noget! jeg kan kun se til imens hun bliver tortureret og voldtaget. Når der endelig sker noget godt for hende, håber jeg hver gang at nu vil det hele ændre sig, men det gør det ikke.."hendes stemme svandt ind hun vidste ikke hvad hun skulle sige."Og hvorfor har du ikke tid til det så?"hun nærmest bed ham med sine ord, hun kunne ikke se hvorfor han ikke skulle have tid til hende, at gøre sit bedste for at hjælpe hende.
Arya fulgte ham med et brændende blik, der var nærmest flammer at se i hendes smaragd grønne øjne. Hun blev ganske stående hvor han havde efterladt hende med armene over kors og havde lyst til at stampe i jorden som et lille barn, men hun gjorde det ikke.

Han vendte blikket imod hende kort. Undersøgte hende lidt. Før han grinte svagt. "Jeg var ved at ofre mit liv for hendes skyld. Jeg ville hellere dø end at se hende lide." Han så ned i jorden kort før han sukkede svagt. Og så op på hende igen. Så lidt på hende. Skulle han svare? Ja det kunne han lige så godt. "Fordi det er ved at ske igen Arya. Mine skygger er ved at tage over igen. Og denne gang. Ligesom sidste gang. Er der intet til at stoppe mig. Så jeg rejser." Han vendte sig imod hende og så på hende mere grundigt. "Jeg rejser om en uge. For Luce's beskyttelse. For min broder's beskyttelse. For min søsters beskyttelse. For min nevø's beskyttelse. Og nu. Også din beskyttelse." Han så kort på hende svagt. *Du ved ikke hvor meget jeg ville gøre for en enkel nat. Som det var dengang.* Tænkte han kort. Og valgte at trække på skulderen. Og vende ryggen til hende for at gå videre. Væk fra hende. Imod en bænk ikke langt derfra. Hvor han satte sig. Vingerne som stadig var fremme. Var omme på den modsatte side af bænken's ryglæn så de ikke irriterede.

det at han grinte pissede hende fuldstændig af, hvad fanden bildte han sig ind, han vidste ikke noget."hvis jeg kunne tage al hendes smerte og påføre mig selv det, gjorde jeg det, hvis jeg kunne dræbe dem der gjorde hende ondt, gjorde jeg det, hvis det ville gøre alt godt at jeg tog livet af mig selv, så gjorde jeg det gerne. Men det vil ikke hjælpe hende det fjerneste, så derfor gør jeg det ikke. Jeg venter og beder til et mirakel en dag vil ske hvor jeg kan gøre noget, og jeg håber virkelig den dag kommer. Det er ikke et liv jeg fører, jeg er en skygge, fanget i mørket uden at kunne gøre bare det mindste." hendes stemme viste tydeligt at hun var irreteret over ham, over hans ord, men heldigvis var der ingen tegn til at irritationen kom fra at hun blev såret over hans ord. hun vidste godt hun var nytteløs, at hun ikke kunne hjælpe på nogen måde, men hun ville gerne, hun ville give sit liv for det, sin krop, alt for at Luce skulle have det godt.
"hvem er det nu der giver op og stikker af, igen?"spurgte hun hårdt"Find dog ud af hvad der kan jage disse skygger væk så du kan hjælpe din datter i stedet for at løbe væk og gemme dig, og lad være med at tænke på mig, det gør ingen forskel om jeg er død eller levende alligevel"hendes ord var hårde og hendes tunge svang dem ud som om hun piskede dem.
hun fulgte ham med øjnene, havde lyst til at slå ham i hovedet, dog valgte hun at følge ham, ligeglad med om han ville have det eller ej.

Et svagt grin kom fra ham. Et anderledes grin. Et lidt sødt grin. Han rejste sig pludselig og gik direkte hen imod hende. Stoppede op foran hende. Og i det øjeblik han stoppede op. Lige foran hende. Gjorde han noget som nok ville ændre en del på den måde de snakkede sammen lige nu. Han bukkede sig frem og placerede sine læber på hendes pande i et blidt og beroligende kys. "Det var det jeg ville høre. Du er lige så stærk som du altid har været Arya. Viljen er det vigtige. Ens krop er bare en tom skal hvis man ikke har viljen til at gøre noget imod det." Stilheden faldt om dem. Skyggerne som plejede at være så ivrige. Frygtede hende nærmest? De gemte sig i hvert fald. Den effekt havde hun altid haft på hans skygger. Han vidste ikke helt hvorfor. Men det var også ligemeget. Hans skygger holdte sig tilbage. Det var det vigtige. Han tog ringen hun havde stjålet op af lommen. Og løftede den op. Og slap den så den gled roligt ned imellem hendes bryster. Hvorefter han så ned på hende. Han var jo en del højere end hende. Han var normalt højere end de piger han omgik. Han var ikke typen som syntes at en kvinde der var højere end ham var sexet. Han var det modsatte. De skulle helst være lavere end ham for at være sexede. "Sandheden er at siden jeg forlod dig. Har mine skygger fået svære og svære ved at gøre hvad jeg siger. Jeg er bange for denne gang. Hvis det sker igen. Kommer jeg ikke tilbage." Han smilede svagt. "Og den anden sandhed er. At selvom vi nok burde skilles når vi ikke har set hinanden i så mange år. Håber jeg på vi kan snakke igen. For selvom der er gået så mange år. Er der ikke gået en dag uden jeg har tænkt på dig." Hviskede han roligt før han roligt foldede sine vinger ud rundt om dem. Så de var skærmet fra alle andre. Og kunne 'snakke' i privat.

Hans grin overraskede hende, det var anderledes, men det irreterede hende stadig. Hun var vred på ham, vred på ham over alt, og dog, hendes vrede stammede jo oprindelige fra at han havde såret hende utroligt meget, faktisk knust hende. Når alt kom til alt var Arya et utrolig skrøbeligt væsen, men hun havde lavet en hård skal, og havde endelig lært at holde masken hvis hun skulle græde også skynde sig væk så hun kunne græde. hun stivnede, fuldstændig, hans læber mod hendes pande virkede så uægte og alligevel så normalt som noget kunne være, selv efter alle disse år. hun var helt stiv i kroppen imens hans snakkede, men da han stoppede kiggede hun bare direkte op på ham"det var ikke fair det der"mumlede hun med let sammenknebne øjne, dog var hun blevet beroliget, men stadig lidt sur over at han lige havde brugt det mod hende, nærmest som et fejt trick."jeg har aldrig kunne lide dine skygger, måske er det fordi den tanke om at jeg havde lyst til at brænde dem af, skræmmer dem fra vid og sans"hun mumlede det surt, som et lille barn."Har Luce ikke en påvirkning på dem?"hun spurgte ud af ren nysgerrighed, Luce havde jo trods alt Aryas gener i sig.
Denne gang tabte hun underkæben men fik hurtigt lukket munden igen, hun måtte se ret dum ud. Han ville holde kontakten når de blev skilt? det havde hun ikke den største lyst til, hvis det altså var sådan han havde ment det, men det måtte jo være sådan han mente det! der kunne da umuligt være andre måder han havde ment det på!."Jeg har ikke lyst til at snakke med dig igen når vi har fået en skilsmisse, kun hvis det omhandler Luce"svarede hun mumlende og kiggede ned i jorden, hun var stadig såret, det gjorde ondt, og hun kunne mærke tristheden, hun kunne mærke at hun skulle være alene nu, hun ville ikke græde foran ham, hun ville ikke virke ynkelig. Hun skubbede spagfærdigt hans vinger væk og gik væk fra ham, hun var træt og isende koldt, hvilket var langt fra godt, hun skulle snart have varmen igen ellers ville hun jo dø.

Et svagt smil kom frem. "Nej det er ikke unfair. Det er beroligende. Du har en vane med at køre alt for højt op i det røde felt. Til at kunne tænke dig om om hvad du siger." Hviskede han blidt hvorefter han kyssede hendes pande igen. "Jeg ved du kan li det. Jeg ved du bliver rolig over det. Viser det ikke hvor meget jeg har tænkt på dig? At selv efter alle disse år. Kan jeg stadig huske det?" Sagde han smilende. Og så ned på hende kort. "Luce? Nej ærlig talt bliver de værre når hun er i nærheden. Det er kun mig selv der bliver stærkere når jeg er i nærheden. Men det er jo det der med faren er den mest overbeskyttende. Men mine skygger bliver værre når Luce er der fordi de ved at de kan skade hende. Og så samtidig skade dig. Men så snart du er i nærheden tør de ikke." Han så på hende fortsat. Med et svagt smil. Mens han roligt lagde en hånd på hendes skulder og nussede hendes side af halsen lidt. "Jeg mener ikke når vi er blevet skilt. Jeg mener vi venter med at blive skilt. Og prøver igen. Ser om vi stadig elsker hinanden." Hviskede han roligt og nussede hendes hals videre. "Jeg ved jeg stadig holder af dig. Jeg ved ikke hvor meget efterhånden. Men efter alt den tid. Så tænker jeg stadig meget på dig." Hviskede han roligt og smilede svagt. Da hun ville skubbe hans vinger væk flyttede de sig uden hun behøvede at røre dem. Han samlede vingerne sammen. Og så mod hende kort. "Du siger bare til hvis du vil hænge lidt ud en dag. Min skygge skal nok sige det videre." Sagde han smilende. Før han gik tilbage til den bænk han havde rejst sig fra. Og satte sig i den. Med vingerne på den anden side af ryglænet. Og lagde armene hen langs ryglænet. Og lagde benene på kryds.

Hun kiggede mildt på ham"du pressede mig selv derud"mumlede hun surt, lige som et barn. Hun lukkede roligt øjnene da hans læber pressede sig mod hendes pande igen, det var så fandens beroligende, også fandens irreterende at det stadig virkede."det gør det vel"mumlede hun og begyndte svagt at blive mere og mere genert. hendes blik fangede jorden under dem, den var så facinerende lige nu hvor hun ikke turde kigge op på ham, hun havde stadig lidt stolthed til ikke at søge hans favn og beskyttelse lige nu, selvom hun ville have den.
Hun sukkede lidt"hvorfor har jeg den påvirkning på dem?"spurgte hun, man kunne høre nysgerrigheden i hendes stemme, den nærmest stod med fedt skrift ud af munden på hende. Hun kiggede overraskede på ham og endnu en gang tabte hun underkæben. Flere gange åbnede hun munden men lukkede den igen, ude af stand til hvad hun skulle sige"Hvorfor sagde du så du ville have en skilsmisse for...en halv time siden!?"hun lød forvirret og fortabt, hun følte han kørte rundt med hende lige nu, så ville han have den, nu ville han ikke.. Hun kunne ikke finde ud af det, hun var slet ikke med."Jeg har også tænkt meget på dig, du er ikke så nem at glemme, men for helved Urox, du forvirrer mig virkelig"det sidste kom nærmest ud som et forvirret gisp. Hans ord om at vente med at blive skilt var ikke helt noget hun forstod, nærmest som om det var fremmede ord for hende, ord på et helt andet sprog, hun forstod det ikke, måske det var kuldens fejl.. det måtte det være, hun forstod normalt godt hvad folk mente.
Hun nikkede bare og skuttede sig mod kulden, rørte man ved hende ville hun føles som is, hun vidste selv hun skulle have noget varme, og det kun kunne gå for langsomt, hendes krop gik langsomt i dvale og hun kunne mærke sløvheden som hun begyndte og bevæge sig væk fra ham. hun havde de tynde arme rundt om sig selv i håb om en smule varme, men hun var jo ikke et varmblodet væsen så selvfølgelig hjalp det ikke.

Han grinte svagt mens han så på hende. "Da jeg så dig blev jeg vred. Men efter forklaringen kunne jeg se fornuftigt på det. Og så forsvandt vreden bare. Så jeg tænkte på hvor meget jeg egentlig har savnet dig. Og besluttede mig for at finde ud af om du ville ha lyst til at prøve igen. Det er det eneste." Da hun begyndte gå og han havde sat sig så han på hende gå væk og efter lidt tid rejste han sig roligt op fra bænken og valgte at sprede sine vinger ud. Og efter et enkelt luftpust fra dem. Var han allerede på vej op med fuld fart. Og begyndte at flyve af sted igennem luften mod en bygning i nærheden som han satte sig ovenpå og så rundt over byen med et roligt smil.

Hun nikkede til hans ord. Det gav mening." Bare ærgerligt at der har gået alle disse år før vi nåede her til" sagde hun stille og kiggede op på ham med et svagt smil hvor man kunne ane et svært af generthed.
Så hurtigt som hun nu kunne bevæge sig, begav hun sig i al hast mod den lejelighed hun ejede i nærheden af markedet. Men noget fik hende til at stoppe op i al sin hast efter varme. Hun kiggede op mod lyden fra de store vinger som hun så godt kendte. Hun smilede et drillende smil" har du lyst til at give afkald på lidt kropsvarme Urox?" Hun sagde det ganske roligt men drillende og vidste at hans skygge ville kunne høre det. Hun smilede det drille de legesyge smil for sig selv inden hun begav sig
Videre, og nu med med målrettede skridt mod en opgangs dør.

Skyggen fortalte ham det. Og Urox grinte svagt. Før hans vinger svagt lettede fra taget. Og fløj ned. Og landede roligt bag hende et lille stykke. "jeg vil med glæde give afkald på min kropsvarme. Jeg fryser alligevel ikke." Sagde han smilende og gik hen imod hende med et fortsat roligt smil.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun smilede drillende til ham da han landede og begyndte at snakke" men det gør jeg" svarede hun med en drillende stemme og lagde sin nærmest iskolde hånd mod hans kind. Den kulde hånden havde var sådan hele hendes krop føltes lige nu.
Hun trak hånden til sig for at åbne døren ind til opgangen og begav sig hastigt op af trapperne, håbede på at der bare var lidt gløder tilbage i pejsen. Hun regnede med at han fulgte med og en etage længere oppe stillede hun sig foran sin dør og fandt en nøgle frem som hun låste døren op med. Roligt gik hun indenfor og direkte igennem lejeligheden mod stuen hvor man ville finde en bogreol, en sofa, et stort gulvtæppe og en stor tyk madres foran en pejs. Pejsen var brændt ud hvilket fik hende til at bande mumlende for sig selv. Hun satte sig på knæ foran den og lagde en masse brænde ind i den og tændte op for det.
Roligt vendte hun sig om og kiggede på Urox."jeg kunne godt bruge din kropsvarme nu" sagde hun med et uskyldigt blik og en drillende tone i stemmen.

// går nok, det sker for alle til tider ^^//

Urox smilede roligt. Det var længe siden nogen havde været så direkte over for ham. Og det var det han altid havde savnet. Hun var så direkte. Hun vidste udemærket godt han kunne høre hende takket være skyggerne. Og sagde det alligevel. Han fulgte roligt efter hende med et smil. Og op igennem opgangen. Hans sorte vinger lå pænt ned af hans ryg så det nærmest lavede en kappe. Som hun nok vidste. Kunne han ikke tage vingerne ind. Han havde aldrig kunnet. Uden det gjorde sindssygt ondt. Som at brække alle knogler i vingerne. Og ryggen med. Så han havde altid vingerne fremme. Og han havde ikke noget problem med de kulsorte vinger var fremme. Han syntes de var smukke. Han fulgte hende roligt ind til der hvor pejsen var. Og han så roligt på hende. Før hans skygger bevægede sig hen imod pejsen. Og begyndte at arbejde. Flytte træet. Sætte antændere ind. Sætte ild til antænderne. Og roligt dannede de sig til en vifte der fløj op og ned for at skabbe lidt luft så flammerne hurtigere kom frem.
Indtil flammerne var stærke nok. Gik han roligt hen til hende. Og lagde vingerne samt armene om hende. For at varme hende lidt op nu imens varmen lige fik lov til at brede sig.

Hun smilede skævt til ham og betragtede ham som han fik gang i pejsen. Hun kunne svagt mærke varmen fra de voksende flammer mod hendes højre arm der var tættest på pejsen. Hun lod blikket betragte de velkendte, sorte vinger, som hun kendte så godt. Hendes blik løb langsomt ned over resten af hans ryg. betragtede ham intenst som hun sad bag ham. Hendes blik var dybt og sikkert ikke helt til at tyde, og dog, hvis nogen skulle have en chance for at tyde hendes blik, ville det nok være ham.
Hun smilede svagt og drillende da han lagde armene og vingerne om hende. Uden at tænke længere over det satte hun sig helt tæt ind til ham og lagde panden mod hans hals imens flammerne fangede hendes blik og langsomt trak hende ind mod en fraværende verden. En effekt flammer altid havde haft på hende, hun havde aldrig vidst hvorfor.
"Har du savnet mig?"hendes stemme var drillende, men også en smule fraværende pga. flammerne.

Han smilede roligt. Og så på hende blidt. Nussede hendes arm roligt op og ned. For at hun vidste han stadig var her. Han kendte hende og flammer. Han smilede svagt. Hvorefter han svang sin hånd imod flammerne. Skyggerne fløj ind i flammerne. Fik flammerne til at ændre retning. Og skrive et ord i flammer. Et enkelt ord. Han havde gjort det før med 3 ord. Dengang havde han skrevet 'jeg elsker dig' til hende i flammer. Det følte han dog ikke var passende lige nu. Så denne gang havde han kun skrevet et ord. Som svar på hendes spørgsmål. Der stod et fint lille 'ja'. Mere behøvede der ikke at stå. Skyggerne gled roligt ud af flammerne igen. Så hun kunne falde staver i flammerne igen. HVorefter han roligt løftede dem begge hend og ligge på madrassen foran pejsen. Hvor han roligt lod sin ene vinge glide hen over hende som en dyne. Samt han lagde sig tæt ind til hendes ryg. Og en arm om hendes mave som han blidt nussede. Han smilede roligt. "Har du savnet mig?" Spurgte han hende blidt mens han nussede hende videre blidt.

Hun smilede over hans lille ildtrick. og langsomt lod hun læberne svagt berøre hans hals inden hun blidt pressede dem i mod hans hals, i et kort kys. Endnu engang smilede hun over ild tricket, erindringen som sidst han havde gjort det havde lige brændt sig fast i hendes hukommelse og stod nu soleklart.
hun smilede lidt da han bar hende hen på madressen, og hendes smil blev bare en del bredere da hans vinge gled over hende. Hans vinger havde altid givet hende en stor trygheds fornemmelse sammen med hans arme og hans stemme. Normalt havde hun altid følt skam over sig selv når han havde været vred på hende, men deres lille skænderi i dag var nok den første gang hun ikke havde følt det, hun vidste godt selv at det var alt den vrede hun havde haft til ham igennem så mange år, men det havde af en eller anden grund både følt rigtigt og forkert, og hun forstod slet ikke hvorfor det føltes som nogle af delene.
Arya vendte sig roligt om så hun havde fronten i mod ham da han spurgte hende."Ja Urox, lige meget hvor meget jeg har prøvet at glemme dig, så var det ligesom om at savnet af dig ikke ville forsvinde, men tværtimod, det blev bare meget værre."svarede hun lavt. For første gang i 700 år var hun i sin lille trygheds boble, det var næsten mærkeligt, men den følelse af komplet indre ro slog den første følelse væk 10 gange.

Han smilede roligt. Og tænkte på dengang han lavede sp mange trick med hans skygger. Alt fra at klappe hende på røven til at hive hendes tøj af. Han kunne huske hvor drillende han var. Og hvor mange kræfter han brugte dengang. Han følte sig så dum. For han vidste allerede dengang at det hele havde en pris. Han havde chancen for at miste total kontrol snart. Men han havde ikke tænkt over det dengang. Han havde bare sjoflet med sine evner. Nu måtte han passe på for ikke at miste kontrollen. Og alligevel misbrugte han sine evner på at holde øje med folk. Hans familie. Han så roligt ned på Arya. Hvorefter han roligt smilede og kyssede hendes kind. Han grinte svagt. "Nej du er heller ikke lige så let at glemme." Hviskede han blidt og smilede roligt. Og nussede hende roligt. Før han smilede drillende. Og de mørke skygger gled fra ham hen på hende. Langsomt lagde sig under alt hendes tøj. De var jo hjemme hos hende. Så forhåbentlig havde hun noget nyt tøj. For i samme øjeblik det havde fyldt tøjet ud indeni. Sprang det. Så hendes tøj blev spredt i småstykker. Så hun var nøgen. Mens han så på hende med et drillende smil. Han havde vist også gjort det et par gange før da de var tilbage i deres forhold.

Hun betragtede ham roligt, han lignede sig selv, ikke en dag af alle de dage der var gået kunne ses på hans ansigt. hun smilede skævt og kiggede ned. Lod en finger roligt løbe over hans overkrop i små ringe. Det var så mærkeligt mellem dem, for ikke så lang tid siden havde de stået lidt herfra og råbt af hinanden, anklaget hinanden, udvist vrede og nærmest had mod hinanden. Nu en times tid senere, lå de tæt sammen, var kærlige over for hinanden.
Hun smilede skævt til ham." jeg ville nok også blive lidt fornærmet, under al min ære hvis du virkelig havde glemt mig. Jeg er jo hende der har givet livet til din datter og er gift med dig. Selvom jeg begge dele nok var nogle fejltagelser, jeg har i hvert fald ikke været andet end forfærdelig til begge dele" skammen var tydelig i hendes stemme, og hendes blik var vendt ned af.
Hun blev lidt overrasket over hvad skyggerne gjorde og et lille frækt blik gled over hendes ansigt da hun lå nøgen."Skulle du virkelig bruge hjælp til det?"spurgte hun drillende imens hendes fingre, behændigt og legende fik åbnet hans trøje og bukser langsomt.

Han så på hende roligt med et blidt smil. Hun lignede den skønhed han havde forelsket sig i for så mange år siden. Han forstod virkelig ikke hvad der var gået galt. Men det ville han ikke vide. Nu var de her. Og han ville ærlig talt ikke væk herfra. Han havde savnet hende. Meget. Langsomt så han på hende med et roligt smil. Hun var så kærlig. De havde lige stået og råbt af hinanden. Og nu lå hun der. I hans arme. Og nussede ham. Snakkede til ham med en kærlighed som hun ikke havde hørt ud af hendes læber i 700 år. Han måtte indrømme han havde set hende et par gange. Han burde nok ikke fortælle hende det. Men sandheden var at hun ikke var forsvundet for ham. Kun for nogle måneder siden. Da han havde fundet Luce. Indtil da havde han vidst præcis hvor hun var. Og lyttet til hendes ord. Takket være hans skygger.
Han grinte svagt. "Ikke alt du har gjort er en fejltagelse. Du er her nu. Og ja Luce er hård. Hun vil give dig en hård tid. Men inderst inde er hun lykkelig over at du er tilbage. Hun vil bare ikke fortælle det til dig. Fordi hun ikke vil vise sig sårbar." Han smilede blidt mens han så på hende. Det var sandt det han fortalte. Hun var ikke glemt for Luce. Luce var bare nød til at være hård for ikke at knække sammen efter alt det hun havde været igennem. Han kendte det. Han havde selv været igennem det. "Det overrasker mig faktisk du ikke har kommenteret til at mine vinger er sorte i stedet for hvide. Jeg blev falden engel for 400 år siden. Men det er 700 år siden vi havde snakket sammen sidst." Sagde han med et blidt smil.
Han grinte svagt af hendes overraskede blik. Og så på hende med et lige så frækt blik da hun begyndte at røre hans buksekant. Og sikkert kunne mærke der var intet under. Han havde aldrig andet end bukser på. Det havde han vist aldrig haft. "Nej men jeg synes det var sjovere." Han grinte svagt. Og løftede sig roligt op over hende. Mens han langsomt kyssede hende op af halsen. Med et roligt smil.