So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)

// Ja okay //

//Plus Luce kender Markulius så det giver hende en ekstra fordel//

// Jaja //

Hans sanser var væk. Han vidste ikke hvad det var der skete rundt om ham. Men en ting var sikkert. Han ville dø nu. Det var han sikker på. Kun en kunne hjælpe ham. Og han forventede ikke at hun ville hjælpe ham. Det var dog lige indtil noget blev presset imod hans mund. Det gled varmt og lækkert ned i hans krop. Gav ham styrke. Langsomt begyndte det at ryge op fra hans store sår i maven. Det begyndte at lukke. Han kunne mærke hans styrke langsomt komme tilbage. Men hvad var det for en vidunderlig smag. Det var vel ikke??? Langsomt tvang han sin øjne op og opdagede hende. Siddende ved siden af hende. Med hendes hånd presset imod hans læber. Langsomt begyndte han selv at suge lidt. For at øge farten på blodet lidt. Da han havde fået nok efter omkring en liter. Slap han roligt hendes hånd med læberne. Og tog roligt fat i hånden. Med hans egen svage, rystende og skrøbelige hånd. Holdte godt fast i den. Hvorefter han tvang sig selv op at sidde. Med hans frie hånd. Han brugte den frie hånd til at tørre blodet væk fra hans læber. Og så på hende kort. "Jeg vil ikke holde mig tilbage længere. Det her har jeg længtes efter længe." Selvom han dårligt selv kunne høre hans ord på grund af en eller anden irriterende lyd. Vidste han at ordene kom rigtigt ud. Han bukkede sig frem. Og var ligeglad med om hun ville stoppe ham. Han ville bare have det ene. Bare et enkelt. Han kyssede hendes læber roligt. Håbede på at han var hurtig nok til at få det ene. Bare det ene. Langsomt begyndte hans hørelse at vende tilbage. Lige midt i et kraftfuldt skrig. Hans blik vendte sig imod skriget. Og så roligt på Vaas. Stående der. Skrige ud i det blå. Langsomt lukkede han øjnene og vendte sig imod Rebecca. "Tak." Hviskede han svagt før han langsomt rejste sig op. Brugte sin styrke til at komme op og stå. Hvorefter han med det samme hoppede hen under Vaas inden han ramte jorden. Og greb ham roligt. Lagde ham langsomt ned på jorden. Så på ham kort. Før han valgte at give ham en lussing. "En ting er at jeg næsten slår mig selv ihjel i en kamp. Men du er simpelthen for latterlig. Det er klart du ikke vil være den sidste Dé Auditoré der lever. Men så vær dog sikker på jeg er død. Før du gør sådan noget åndssvagt. Jeg har brugt de sidste 100 år på at lede efter dig. Og du ved hvor sur jeg kan blive. Hvis du dør nu. Slår jeg dig personligt ihjel igen." Sagde han og grinte svagt samtidig. Med en blodig tåre på kinden. Der langsomt gled ned og ramte Vaas på panden. Før han roligt så på Rebecca igen. Med et svagt smil. "Hvad er der imellem jer 2?" Spurgte han roligt. "Det er som om der er noget akavet imellem jer." Langsomt lagde han sig ned ved siden af hans bror. Og så op i luften. Trak vejret langsomt. Den pludselige bevægelse havde gjort at han havde brugt den boost han havde fået fra blodet. Hans krop var ved at heale sig selv. Men ligesom en energi drik. Gav det et kort men kraftfuldt skub i starten at få blod. Men derefter skulle han bruge hvile. Han trak vejret langsomt. Så hen imod Rebecca. "Undskyld for næsten at få slået mig selv ihjel foran dig. Igen." Hviskede han svagt. Og grinte roligt.

Et svagt støn kom da han blev rykket om på siden. "Datter? Har jeg en datter?" Spurgte han svagt. Med svage halvlukkede øjne. "Mit hoved gør så on..." Mere fik han ikke sagt da 4 smerter kort efter hinanden kom fra hans ryg. Og et svagt skrig af smerte kom fra ham. Før han lukkede øjnene igen svagt. Og besvimede af smerte.

//Kreasvigt.

Rebecca kneb øjnene sammen og bed tænderne hårdt sammen, da Markulius selv begyndte at drikke. Det gjorde en smule ondt, men hun havde prøvet værre. Hun kunne fornemme hvordan blodet forlod hendes krop, hun blev svimmel og svag. Hun stolede på at han ikke ville tage alt hendes blod. Da han stoppede åndede hun lettet ud. Hun tog en dyb indånding og havde lukket øjne. Hun fik åbnet sine øjne lidt efter. Hun så på sin arm, hvor såret var. Hun vidste ikke om der kom et ar, men hun håbede på der ikke gjorde. Det ville dog ikke gøre hende mindre køn. Hun sukkede svagt, og så på Mark, da han begyndte at snakke. Hun rynkede panden. Hvad var det han mente? Hvad havde han længtes efter? Hun fik svaret, da hun mærkede hans læber mod sine. Forsigtigt lukkede hun sine øjne og gengældte tøvende kysset, mest fordi hun følte sig forpligtet til det. Hun trak sig væk fra ham få sekunder efter, og så på Vaas. Hvorfor skreg han dog sådan? Det var der da ingen grund til. Hun var dog lettet. Markulius levede. Hun fik rejst sig op, lige efter Mark havde sagt tak. Hun så igen på sit sår, der var ikke blevet skåret særligt dybt ned. Det ville nok være healet efter en uge, måske to, og så var der forhåbentlig intet ar. Hvis der kom et ar, så var der intet at gøre ved det. Hun så på den anden pige, men kiggede så på Mark igen. Hun var en anelse bleg, og man kunne se hun var svimmel. Hun svarede ikke da Mark spurgte hvad der var mellem hende og Vaas. Hvis Vaas ville, kunne han bare sige sandheden. Hun ville ikke sige det. Hun turde ikke. "Det er okay... Forhåbentlig var det sidste gang." Sagde hun. Hun kunne ikke få sig til at smile. Hendes sår gjorde ondt, og hun var så træt. Hun havde det dårligt.

//Dette indlæg forgår inde i hans hoved, det betyder at i ikke kan se det samme ham han kan, og Vaas kan ike se det samme som i kan//

Vaas mærkede ikke at Mark grab ham, han kunne intet mærke eller hører, alt var bare sort og koldt, selv om han ikke kunne mærke denne kulde havde han det stadig som om der var noget nyt omkring ham, hvad det var kunne han ikke lige sætte ord på, men der ar noget galt, han så rundt i noget som lignede et mørkt rum, han kiggede ned af sig selv, han tøj var ren og fint ikke ligesom det han havde huskede han havde taget på for at tage i skoven, han så op igen og rummet var ikke længer mørkt men mere lyst og der var kommet på skygger som lignede mennesker, han lukkede øjne halt i for at kunne se noget beder, og et chok kom fra ham, de tog skygger som var kommet til dette lyse rum som Vaas ikke viste hvor lå, lignede hans forældre fra dem dag de mistede livet på grund af hans skyld, han gik lidt bag ud for det var ikke en rar følelser som var kommet til ham, det var mere den triste følelse, minder fra den gang hvor han havde lukkede en mand ind som først havde dræbt deres mor og der efter deres far, Vaas mærkede hvordan han kind blev våg han tog sin ende hånd op for at tørrer tårerne væk, men opdagede at det ikke var blod tårer men rigtig tårer, i det opdagede han også at der var varmt omkring ham, han forstå ikke hvad der var sket med ham, han var jo vampyr de græd med blod tårer, og kan ikke mærke om det er varmt eller koldt, der var noget noget nyt over ham.

Vaas havde slet ikke lagt mærke til at hans far var kommet hen til ham og havde lagt en hånd på hans søn skylder, "Hej min dreng" Hans far havde et glad smil på sine læber, Vaas vente sig om og så ind i de samme mærkeblå øjne som både Markulius og Vaas havde, *De kommer fra vores far, de mærkeblå øjne* tænkte Vaas imens at han mor langsomt gik hen til de tog mænd som kiggede på hinanden, "Vaas min dreng, hvor har vi dov savnet dig" Vaas så på sin mor, nu hvor Vaas havde kiggede på sin mor i noget tid kunne han godt se så træt han havde fået fra hende, både højden og ansigtet, han så igen på sin far og sagde med en rolig, "mor, far er jeg død?" Hans forældre grinede næsten til ham men smilede sødt og sagde, "Nej min dreng vi er bare dem som skal hente dig hvis du vælger den samme vej som vi gjord" Vaas så på sin far som sagde at hvis han vælger den vej som de havde taget for mange år tilbage, men han var ikke klar til det, han var ikke klar til at forlade denne verden, han ville ikke forlade denne verden hvor han havde sin bror, som han håbede på var kommet til live igen, "Men hvad så med Markulius har han fået det samme tilbud?" Nu ville Vaas virkelig vide om hans bror havde forladt verden eller som han taget af sted ligesom hans forældre havde, denne her gang var det bare hans mor som svarede ham, "Må vi desværre ikke fortælle dig Vaas, det skal du selv finde ud af" Vaas kiggede sig tilbage hvor han var kommet fra, og nikkede svagt og vente igen hovedet imod hans forældre, "Hvis nu Markulius er der hvor i skal hen ville i så hilse ham og sige undskyld" Hans far nikkede for at viste godt fra starten af at Vaas ville vælge livet, "Selvfølelig min dreng" det var det sidste han hørte fra sin far og imens var hans mor på vej men sagde lige hurtig, "Jeg elsker jer begge Vaas glem aldrig det" Hvor efter dette rum igen blev mørkt og koldt.

Vaas mækrede en hånd imod sin kind og en velkendt stemme næsten råbe af ham, han kunne sanse at det måtte være Markulius som råbte af ham for at få ham tilbage igen, men hvad han prøvede at sige til ham kunne Vaas ikke høre, han kunne bare hører hans stemme som kaldte ham tilbage.

Vaas åbnede øjne igen og så ind på Markuliuses hoved fra siden, Vaas smilede svagt af hans bror stadig var i live, han så bare med de mærkeblå øjne som deres far havde, Vaas havde næsten helt glemt hvem af dem som havde deres øjne, nu hvor Vaas også kiggede rigtig godt på Markulius kunne han svagt se sin far for sig, men så alligevel ikke, både Markulius og Vaas var langt fra som deres forældre, og det var Vaas også meget glad for.

Det stivnede helt for hende da hun hørte sin egen far spurgte hende om han havde en datter. Hvad fanden var det for noget pjat han kom med! Det var som og få en knytnæve i maven. Hun mærkede en velkendt vrede blusse op i hende indvendigt. "Ja du har en datter! MIG!" Hun råbte det næsten i hovedet på ham inden hun fik revet knivene ud af ryggen på ham. Hun var vred og såret over, at hendes egen far ikke huskede hende. Hun rejsede sig op og vaklede lidt. Hun overveje og lade ham ligge og lide, men det var heller ikke menneskeligt. Hun kiggede hen imod de andres aura og rystede på hovedet "Det kan vel også bare være ligemeget..." mumlede hun for sig selv og kiggede hen imod Markulius' aura som var den eneste hun kendte og hans lugt som skulle skære sig igennem hendes næse "Markulius her nu! Skal snakke med dig!" hun råbte det hen til ham. Hun skulle vide hvad der præcist var sket om hun så skulle forvandle sig og slæbe ham og sin far til hospitalet for og finde ud af hvad der var sket. Hun var sådanset ligeglad med hvem resten var. Hun mærkede hvordan hendes krop rystede. Det var som om hendes krop var begyndt og blive ude af kontrol. Hun følte sig pludselig meget varm som om hun brændte. Som om hun var forvandlet igen som dengang hun blev til en dragonlycan. Hun kiggede fortsat hen på Markulius imens hun rystede. Det var lang tid siden hun havde set ham. Det var faktisk før Bruce var blevet født. Det er flere år siden. Hun knyttede sine næver og vred sig af og til af smerter i kroppen. Sveden kom frem fra hendes pande. Hendes temperatur steg og steg. Hun havde det som om der var ild i hende. Det var der sådanset også. Inde i hende.

Et fortsat smil kom. Da han så på Rebecca lidt. "Hvor er din halskæde?" Spurgte han svagt mens han fortsat så på hende roligt. Han ventede kort til at hun havde svaret. Og vendte så hovedet imod Vaas. Lige i tide nok til at se ham langsomt åbne øjnene. Og en pludselig reaktion kom fra ham. Da han slog sin pande ind i panden på Vaas. Rimelig hårdt faktisk. "Din kraftidiot. Jeg siger til dig du skal passe på Rebecca og så lægger du dig til at halvdø." Han grinte svagt da han fjernede hovedet igen fra hans pande. Før han løftede hånden op og prikkede ham på panden. Som han havde gjort da Vaas var mindre. En form for fremvisning af hans broderlighed. "Sørg for det ikke sker igen." Sagde han smilende. Før han så hørte en råbe hans navn. Han satte sig langsomt op. Ved hjælp af sine arme. Han så på kvinden som havde råbt efter ham. Først kunne han ikke genkende hende. Men langsomt begyndte han at se hvem hun var for ham. Og han valgte at rejse sig op. "Luce?" Spurgte han undrende. Før han roligt begyndte at gå hen imod hende. Han kunne mærke at blodet han havde fået. Langsomt forstærkede hans energi. Han havde til at starte med meget svært ved at bevæge sig. Men jo mere han nærmede sig. Desto mere rolige blev hans skridt. Før han til sidst nogenlunde kunne gå normalt. Han stoppede op foran hende. "Hvad er der Luce?" Spurgte han roligt. Da han nu kom tæt på hende kunne hans slørede blik se at hendes øjne var kridhvide. Han vidste ikke rigtig om han skulle kommentere det. Men valgte at gøre det alligevel. "Hvad er der med dine øjne?" Spurgte han roligt.

Urox blinkede med øjnene flere gange. Før han roligt så på kvinden som snakkede til ham. "Jeg kan ikke huske noget. Hvad hedder jeg?" Spurgte han roligt. Før han skreg igen. Smerten fra da hun hev dem helt op var helt overvældende. Han bed tænderne hårdt sammen. Hans vinger var blodrøde af blodet fra hans ryg. Langsomt begyndte de at synke ind. Nærmest forsvinde. Det plejede Urox dog aldrig at gøre. Men han prøvede stadig at få sin krop til at fungere. Hele hans krop var ny for ham. Alle de forskellige ting de kunne gøre. Han ville vide hvordan han gjorde det. Det var som om at bevægelserne han gjorde var normale. Men samtidig ikke. Det hele var nyt for ham. Men det var vel som at cykle. Man glemmer det aldrig helt. Han så på manden der kom gående. Før han kiggede ned igen. Hvem var denne mand? Og hvorfor så han lige så skadet ud som ham selv? Havde de været oppe og slås? Det ville forklare hvorfor han var smurt ind i blod.

Hendes halskæde? Den var derhjemme. Hun havde ikke taget den med, for tænk hvis hun tabte den, mens hun badede. Hun ville ikke tage den risiko. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre. Var der overhovedet mere hun kunne gøre? Hun havde det ikke godt, og ville helst hjem. "Den er derhjemme. Jeg turde ikke tage den med. Jeg var bange for, at tabe den." Svarede hun og bed sig i underlæben. Hun burde virkelig stoppe med at bide sig i underlæben, den blev bare ødelagt af det.
Hun satte sig ned, og tog en dyb indånding. Hun sad i skrædderstilling, og gemte sit ansigt i hænderne. Hvorfor havde hun det så dårligt? Havde hun brug for at have kontakt til vand? Hvor lang tid siden var det at hun havde været i kontakt med vand? Hun havde ikke helt styr på, hvor lang tid. Det kunne ikke være blodtabet, der gjorde hende så utilpas. Hun var svimmel, og havde kvalme. Hun masserede sine tindinger, mens hun så på hvad der skete. Hun fik rejst sig op, og trådte et skridt væk, men var lige ved at falde. Hun fik dog hurtigt balancen. Hun så mod Mark. Hun var glad for at han stadig levede. Forhåbentlig havde Vaas det også godt. Hun ville sige noget, men valgte at lade være, da hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun havde lidt svært med at holde balancen, men det gik.

Vaas var næsten kun lige komme tilbage, han havde lige mødt sine forældre igen, og nu var han sammen med sin bror igen, så var han alligevel ikke død, en lille smil kom på Vaas'es læber han, men mærkede så derefter en lille smerte på sin panden, han så lige ind i de samme øjne som han selv havde, smilet blev lidt stører da han var kommet over smerten, og sagde med en blid stemme, "Jeg passer altid på hende" smilet for svandt da hans bror hovedet flyttede sig, Vaas følte sig svag, meget svag med han havde ikke brug for blod overhovedet, han skulle bare lige ligge og slappe lidt af, han havde jo lige sat ild til sig selv, så det ikke gik ud over skoven og Rebecca, Vaas havde jo passet på Rebecca som Markulius sagde han skulle.

En finger blev sat op på hans pande og en lille blod tårer kom frem på Vaas'es kind imens han havde med en glad stemme, "Skulle hilse fra mor og far Mark" Vaas smilede igen men lukkede øjne stille, han kunne hører at MArk raste sig op men Vaas blev liggende, dov kunne han fornemme et eller andet ved Rebecca som var forkert, han åbnede øjne igen og så hvordan kun sad, han raste sig hurtig op og gik hen til hende, satte sig ved hendes side, lade en arm om hende og sagde med en kærlig stemme, "Rebecca? hvad sker der?" Vaas så hen på Mark som var gået hen til en eller anden tøs, som også var kommet.

// Undskyld jeg først svare nu, havde nogen problemer som jeg lige skulle komme over //