You're Choice. -Nille-

Ned stillede det spørgsmål, som Nille havde håbet, de ikke ville stille. Hvorfor havde de slået op? Hun kunne have slået Ned da han talte til Jacob, som om hun slet ikke var der. Hun så på Jacob, der rejste sig op med et sæt og stolen væltede... Hun så dog ned i bordet, da han var ved at gå og det han sagde til Ned, fik ikke hende til at smile eller noget. Hun sukkede svagt og så på Ned. "Næste gang, så lad vær med at snakke til andre, som om jeg slet ikke er der, når jeg faktisk er her." Hendes stemme var som en kniv, skarp og truende. "Det er en meget dum ide at irritere en Skammer." Hun så på Claire, en tydelig advarsel om, at Claire irriterede hende. Hun rejste sig op. "I er meget modige, sådan at invitere en skammer til drinks, men heller ikke specielt kloge. Alle skammer sig over noget, og hvis jeg finder jer som en trussel, vil jeg finde ud af hvad i skammer jer over." Hun begyndte at gå mod døren, Jacob var forsvundet ud af. "Tag det ikke som en trussel, tag det som en advarsel, om at i skal passe på med hvad i gør. Jeg finder mig ikke i alt, det gør Jacob heller ikke." Hun åbnede døren og smækkede den bag sig, hun vidste ikke om hun havde tænkt sig at vende tilbage til dem, men nu ville hun bare finde Jacob og finde ud af hvad der var gået galt.
Hun fandt ham ved haven. Hun gik mod ham og havde på vejen trukket hætten over hovedet. Hætten lavede en skygge der dækkede for hendes ansigt. "Hvad skete der?" Spurgte hun roligt.

Alle rådsmedlemmerne kiggede forskrækket på Nille, endda Ned kiggede en anelse skeptisk på hende. Han kunne ikke se at han havde sagt noget forkert. Claire ignorerede bare Nille, drak videre af sin drink og så ikke engang efter hende, som de andre rådsmedlemmer gjorde. Døren smækkede i, efterlod en kold strøm henover bordet, men det varede dog ikke længe før alle var i snak igen. Alle undtagen Ned snakkede, han kiggede blot ned på sin drink og rystede den lidt rundt i sin hånd. Den blå farvede eksistens kørte rundt i det blanke glas.
Jacob havde selv taget sin hætte over hovedet. Han var fristet til at gå, bare forlade de ondsvage rige væsner og aldrig se dem igen! Men på den anden side havde han ikke lyst til at gå fra Nille. Hun havde jo trods alt inviteret ham med fordi hun stolede på ham. Den lille smule tillid skulle han vel ikke vende ryggen når den var der. Selvom han ikke vidste hvor vidt han stolede på hende længere.. Ved lyden af en stemme bag ham, kiggede han sig over skulderen, men stod fortsat med ryggen til hende. Armene foldede han på kors, som forsøgte han at danne et skjold om sig. "Jeg gad bare ikke at høre på den rige nars kommentarer, nogen burde tørre det latterlige hånende smil af ham, det ville klæde ham bedre," Han sukkede, fjernede skjoldet og puttede hænderne i hættetrøjens lomme. "Nille jeg.." Hurtigt stoppede han sig i at snakke videre, for hvad var han egentlig ved at sige? Han vidste det ikke engang selv. "Lige meget, gå nu bare ind til dem igen, Ned vil elske at have dig som selvskab,"

Nille ignorerede deres blikke, Ned mindede hende en smule om hendes... falske far. Lilys døde mand. Hun havde hadet den mand overalt på jorden, Lily havde ham kun som sin ægtemand, fordi han åbenbart havde været kvalificeret til at være en skammers far. Det havde han så ikke rigtigt været, men i Lilys øjne havde han. Eller måske havde de bare været onde overfor hende, fordi hun ikke var deres barn, men Lilys lillesøster som ville blive stærkere end hende. Men alt det med Lily og den falske far, var fortid nu. Lily var ikke død, det var den falske far, men Lily var blevet advaret. Hvis Lily nogensinde sårede Nille eller dem hun holdte af, ville Lily dø.
Hun stillede sig hen foran ham og lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg har ikke lyst til at gå derind igen. Det minder mig alt for meget om... min barndom. Alle de... kostbare ting, drinks, alt! Jeg går ikke derind igen, uden dig. Jeg tror heller ikke de vil have mig som selskab mere, men Claire vil vidst gerne snakke med dig." Hun så tomt på ham, hun var bange for at virke jaloux. Hun havde lagt mærke til at han havde stoppet sig fra at sige noget, men hun ville ikke kræve at han talte ud.

Godt at han ikke var den eneste der ikke ønskede at tage derind igen. Alle de rige væsner gav ham lysten til at kaste op, eller så var det bare Ned der gav ham lysten til det. Gad vide hvordan Ned ville have det hvis han kastede op over hans så fine laksko? Tanken morede ham, men han kunne ikke se det på ham, alt var gemt væk under hættens skygge og facadens maske. Da hun stillede sig foran ham, løftede han blikket en anelse så man ville kunne ane de svagt lysende brune øjne under hætten, det eneste som kunne minde om det gamle udseende, de lysende øjne. "Jeg går ikke derind igen, så hvad med at vi bare går vores vej så de kan hygge sig med deres farverige drinks?" Den sidste sætning kom ud som et hån overfor de rige væsner inde i bygningen. De kunne forsvinde i et sort hul og han ville ikke bekymre sig om hvor de blev af. "Så må hun snakke med de andre rådsmedlemmer," Han ignorerede det tomme blik hun sendte ham, det kunne ikke bruges til noget. Langsomt begyndte han at gå, så sig over skulderen for at se om hun fulgte med ham eller om hun valgte at gå en anden vej.

Han ville sikkert gerne ind til Claire igen, tænkte hun. Men nej, hans ord overraskede hende, men det var dog ikke til at se på hende. Hun havde en kølig facade fremme, hun turde ikke vise de følelser hun havde lige nu. De skulle gå... og så bare... hvad? Være sammen, altså snakke sammen? Det var jo det venner gjorde, men det var så... så... underligt for hende at snakke med Jacob, når de begge to var så triste.. Han virkede i hvert fald trist, ikke som den glade Jacob hun havde kendt engang. *Du har ødelagt ham.* Skyldfølelsen var for stor, til at hun gik efter ham med det samme, men lidt efter, fik hun taget sig sammen og fulgte efter.
"Undskyld fordi jeg tog dig med herhen." Sagde hun, rankede ryggen og så fremfor sig. Hun undgik hans blik.

Det overraskede ham at hun faktisk fulgte med ham, hvis han ikke vidste bedre ville han have troet at hun ville gå den anden vej og sige pænt farvel til ham. Ordet farvel gjorde en smule ondt. Farvel betød for evigt og for evigt betød at man ville glemme. Men, i sidste ende var det vel også det hun ønskede, at glemme ham så hun kunne fuldføre sin skammerpligt. Uden Jacob var klar over det, sendte han en bølge af skyld ud i atmosfæren. De få væsner der kom forbi ville pludselig føle skyld over alt de dårlige ting de havde gjort.. Den spredte sig som ringe i vandet. Han smilte skævt, undgik hendes blik, ligesom hun undgik hans. "Det skal du ikke undskylde for," Blikket blev rettet fremad, det forsøgte så godt det kunne ikke at kigge hen på Nille og på andre ting omkring ham. "Du kunne ikke vide at de ville opføre sig sådan,"
For hvert et skridt de tog sammen, havde han det som om at han gik på knive. Knive der borrede sig ind i huden på ham for at få ham til at skrige, det nægtede han dog bare at gøre..

Skylden overvældede hende, og hun begyndte at få tårer i øjnene. Hun prøvede at tage sig sammen, men skylden blev for stærk.. Hun mærkede en tåre glide ned af sin kind, hun tørrede den hurtigt væk, mens hun vendte ansigtet væk fra ham, han skulle ikke se hende græde. Forhåbentlig havde han heller ikke set det. Hun så på ham igen, skyggen dækkede heldigvis for hendes ansigt, så det ville svært for ham at se det triste i hendes øjne.
"Nej, jeg vidste det ikke, men at bede dig om at følge med mig, efter hvad jeg har gjort mod dig... Undskyld." Hendes stemme var en anelse grødet. Hun sukkede svagt. "Hvor kommer al den skyld fra..." Hviskede hun for sig selv og rynkede panden. Hun stoppede op, hun kunne ikke gå længere. Hun havde lyst til at sætte sig ned og græde... "U-undskyld..." Mumlede hun og så ned.

Han tog en dyb indånding. Evnen fulgte med ind i kroppen sammen med luften. Langsomt ville skylden forsvinde fra luften. Hætten fjernede han, så forvirret på hende og kunne næsten ikke tro at hun rent faktisk stod foran ham og sagde undskyld. Det lignede ikke den Nille hun havde været for tiden at sige undskyld, langt fra endda. Han satte hovedet en anelse på skrå, så bare på hende, selvom hun ikke ville se på ham. Det havde han dog vendt sig til at hun ikke ville. Der var mange ting han havde vendt sig til og det skræmte ham når han tænkte tilbage på hvordan det engang havde været, hvordan de engang havde smilt til hinanden og.. elsket hinanden. Et svagt suk forlod ham. Sådan skulle det aldrig blive igen.. aldrig..
"Du havde dine grunde," hviskede han svagt inden han vendte ryggen til hende. Han sagde ikke det sædvanlige at det ikke gjorde noget, for han ville ikke lyve, selvfølgelig gjorde det noget at hun havde valgt sin pligt frem for ham. "Som du selv sagde, det bare ikke alt der vare evigt," Med de ord, kiggede han sig over skulderen og hen på hende. Han smilte ikke, så ikke koldt på hende, blikket var udtryksløst og ingen følelser var til at finde i det. "Jeg er bare glad for at se at du.. har det godt," Han fremtryllede et svagt smil på sine læber, det forsvandt dog hurtigt igen..

Hun kunne ikke lade være med at hæve et øjnebryn over hans sidste ord. Hun fjernede ikke sin hætte, den skjulte hendes ansigt godt. Hun havde det ikke godt! Langtfra. Hun knyttede hænderne og ville snerre af ham, men stoppede sig selv. Hendes øjne glimtede svagt, hun så på ham. Så trak hun hætten ned, hendes ansigt var udtryksløst.
"Ligner jeg en der har det godt?" Spurgte hun koldt. Hun rystede på hovedet. "Lad være med at svare." Hun lagde armene over kors og så rundt. Et suk forlod hendes læber, hvorefter hun bed sig i underlæben. Hun lagde på en måde armene om sig selv og så på ham. "Du forlader mig ikke, vel?" Hendes stemme var svag, lille...

Måske havde hun det ikke godt indeni, men han havde nu også ment udenpå og skulle han være ærlig, så kunne han ikke rigtig se på hende om hun havde det godt eller ej, trods alt havde hun ikke gjort andet end at se koldt på ham som var han en fjende der skulle udryddes. Han sukkede, foldede armene på kors og bed sig tøvende i de smalle brune læber, inden han lod en af hænderne gribe fat om hætten igen og trække den over hovedet endnu engang. Det skabte tryghed for ham at have den over sig. Under den kiggede han hen på hende, betragtede hende svagt og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv lige pludselig. Langsomt begyndte et par dråber at falde ned fra himmelen. Han slap sin underlæbe, gik hen imod hende og forsigtigt tog han hendes hånd i sin, hvor han derefter trak hende langsomt med sig.
"kom," hviskede han stille.. Han vidste ikke hvor de skulle gå hen og det at have hendes hånd i sin gjorde ham svimmel af en mærkelig grund. De kom til et lille halvtag hvor regndråberne ikke kunne ramme dem. Først der slap han hendes hånd og mærkede hvordan en varme i hans krop forsvandt samtidig med. Han fjernede endnu engang hætten, rystede kort hovedet med det våde hår og åndede tungt ud, hvor han derefter sendte Nille et svagt smil. "Der er ingen grund til at blive gennemblødt,"

Det var som om der manglede noget i hendes liv, hun vidste ikke helt hvad, men der var noget der simpelthen manglede. Hun havde en fornemmelse af hvad, hun ville bare ikke rigtig indrømme det overfor sig selv, hvilket hun virkelig burde. Det kunne hun bare ikke!
Hun spjættede i kroppen, da han tog hendes hånd, hun ville ikke have at han rørte ved hende, men alligevel ville hun gerne have det. Hun stirrede på ham indtil han trak hende med sig. Hun sukkede svagt, så svagt, at det næsten var lydløst. Hun blev skuffet da han tog sin hånd til sig, men det var ikke noget hun viste. Hun trak hætten over hovedet, og så fremad. "Nej, det er der ingen grund til." Sagde hun og vendte så sine lysende blå øjne mod ham. "Hvor bor du nu?" Spurgte hun forsigtigt.

Han smilte svagt til hende, kørte en hånd igennem det sorte hår og kiggede derefter rundt. Udenfor halvtagets beskyttelse dunkede regnen imod jorden. Det så næsten ud til at de dansede. Han sukkede, kiggede hen på hende igen og løftede svagt på skuldrene, hvor han derefter sænkede dem endnu engang. "Jeg har tænkt mig at tage ud og bo i Thousand Winters,"Han kiggede ud på regnen igen. "Derude er der vel ro og det er også der at jeg kan være sikker på at jeg har alt under kontrol, trods alt er det det koldeste sted i Underworld,". Tanken om at bo derude fik et svagt smil frem på hans læber. Før i tiden havde det været hans ynglings sted og det havde også været der han så Christian for første gang. Han drejede hovedet hen imod hende igen, så hende i øjnene og fik lyst til at spørge hende om noget, men vidste ikke helt hvad. "Jeg går ud fra at du bliver der hvor du er nu?" han spurgte hende roligt og forsigtigt.

Hun sagde intet til det med hvor han boede, for hun tænkte på, at hun skulle videre nu. Hun så på ham igen og lagde hovedet lidt på skrå. "Held og lykke med det, så." Sagde hun opmuntrende og smilede svagt, hvilket dog ikke var helt til at se, grundet hætten. "Jeg bliver der hvor jeg er nu." Sagde hun og sukkede svagt.
"Jeg må gå nu, vi ses, Jacob." Sagde hun og begyndte at gå.

//Kort svar, sorry! Men out. xD

Selvfølgelig gik hun, det gjorde hun jo altid, men i det mindste smilte hun til ham denne gang. Han nikkede høfligt til hende, tog hætten over hovedet og startede med at gå. Forsigtigt startede han med at løbe, et kort øjeblik piftede han og inden længe kom den smukke sølvmare Choice. Med et smil på læben, sprang han op på ryggen af hende og tillod sig at dreje hende ud imod skoven. Inden længe skulle han se et snelandskab danne sig omkring ham. Han greb fat i manen og lod ellers bare musklerne arbejde under ham.

// OUT ^^