Awwwww not again ! Damn ! - Sean

De levende døde angreb. Selvfølgelig gjorde de det. De var ikke mennesker længere, men dukker der blev styret et sted fra. Ingen frie vilje, andet end at sulte efter kød. Det var nok derfor der ikke var nogen der synes at prøve at snakke sig ud af det. Det havde han måske ellers selv gjort, hvis han ikke havde fået forklaret zoombie situationen.
Han vægtede sine våben i hånden. Ikke for tunge, ikke for lette, men han noterede sig selv at han skulle være opmærksom på stødet det gav tilbage når han trykkede på aftrækkeren. Det ville føles voldsommere i denne tilstand end ellers, men han havde intet valg. Han kunne ikke risikere at lade dem komme for tæt på.

Idet han hævede sin højre arm og skød første gang faldt en af de forreste døde sammen med en overrevet knæskal, men bæstet vraltede videre. Hvis ikke Sean havde forevist at et skud til hovedet ikke var nok, så var han nok gået efter det. Istedet sigtede han kort og præcist efter sårbare steder på kroppen der kunne ødelægge mest for de dødes mulighed for at bevæge sig. Tristan var over årene blevet en fremragende skytte, og langt de fleste skud ramte som de skulle.
Den store orange tiger cirklede tæt omkring Tristan og tog hurtigt og nøjagtigt de zombier der kom for tæt på ud med dens skarpe tænder og lange klør, som næsten rev det døde kød direkte af knoglerne.

Et sted i mængden skreg i kvinde og Tristans lysebrune øjne ramte hende sekundet før hun var død. Ikke af biddet, men af Sean.
"Sean!" Udbrød han overrakset og vidste at han ikke burde bruge opmærksomheden på at diskutere, men dette var for meget. Havde det været ham der var blevet bidt så... Ikke noget der ligefrem hjalp på tilliden.

Sean vendte sig rundt, da Tristan kaldte, mere optaget af kampen end tanker om morale. Han troede Tristan var blevet angrebet eller ville advare ham noget...I stedet resulterede det i at de levende-døde bogstavlig talt kastede sig over ham, bagfra. Han landede tungt på jorden og mærkede luften forlade sine lunger. I et smertefuldt sekund eller to troede han ikke at han ville kunne trække vejret igen, det smertede dybt nede i hans mave og lunger...Men en tung zombie landede på hans ryg og formåede at give ham det slag i ryggen, der skulle til for at han fik luft ned i lungerne igen. Han hev let efter vejret og først nu gik det op for ham at han havde tabt sin kniv. Han kunne se den lå næsten to meter fra ham. Han rakte ud efter den, men skiftede mening da han mærkede vægten af flere zombier oven på sig. Han prøvede at komme til sine andre knive. i et øjeblik fik han løftet hele vægten af zombier med overmenneskelig styrke. I et samme mærkede han noget der ramte hans hoved og det hele blev sort.

Hans mænd måtte se til, mens zombierne af en eller anden grund tog fat i Sean og hev ham væk fra kampen, ind mellem træerne og væk fra deres rækkevidde. Nogle prøvede at kæmpe for at nå ham. Enkelte var blevet bidt, andre havde småsår efter våben og fald, når de mistede balancen.
Da de havde fået hevet Sean væk, var det dog som om resten trak sig tilbage, som om de ikke længere ønskede at kæmpe.

//Vil lige pointere at dette er fordi jeg har et andet plot, hvor de levende-døde kidnapper Sean. Det bedste tidspunkt kunne være her, på vej hjem. Så Sean vil "mangle" i resten af emnet, men kan lege mændene som NPCer. Hvis det er fint med dig?//

Tristans øjne fløj op da Sean blev overfaldet af zombier. Han ville kæmpe sig derover, men var for svag i forhold til de mange døde der ikke ville lade ham nå frem. Luck havde lyn hurtigt været over ved Sean og prøvet at få bidt og kradset de levende døde væk, men den store tiger måtte også selv sørge for at holde sig fra at blive bidt og derfor kunne den ikke stille mere op.
Uden Luck ved sin side begyndte Tristan dog at få problemer. De døde kom for tæt på til at hans pistol var noget godt værd, og klyngen af dem kom for tæt på, og just som de kom tættere på sås et blåligt skarpt lys og en citrende lyd fra midten. Den bredte sig ud og som en eksplosion fik den bredt sine lange tråde af elektricitet igennem alt i en radius af 2 meter. Snart lå de fleste døde omkring Tristan på jorden. Han ømmede sig lidt. Dette havde han slet ikke kræfterne til. Han kiggede efter Sean, men kunne ikke se ham nogen steder.

//Vi kan også afslutte emnet og måske lave et andet. Det bliver ret tomt hvis karakter ikke er med //

//Fair nok. Skal vi bare sige at resten af jer når sikkert hjem til byen uden yderligere problemer? Og så kan vi altid starte et nyt emne igen? //

//Lyder helt fint. Tristan bliver nok nød til at sikre sig at Sean ikke er blevet til zombie mad xD //

//Kan jeg forestille mig. Skal vi bare springe direkte til det?//

//Det bestemmer du skam Men så laver du det indledene, for ellers bliver jeg bare forvirret xD//

//Fair nok, laver det senere og sender det til dig^^//