It hurts to be here.. //Jacob&Nille//

Jade havde været sammen med Jacob de seneste dage, mest pga. det Victoria havde været skyld i. Jade var healet helt nu, men stadigvæk skulle hun have noget balance tilbage i kroppen. Men den var nu ikke særlig svær, efter som Jade havde haft kriger drømme og ønsket at lære at kæmpe for sin egen hånd. Men Jade var blevet underligt tiltrukket af Jacob, og nu ville hun måske tage sig sammen og stå ved den følelse istedet for at lyve overfor sig selv som om den ikke var virkelig.. Hvad han sagde var hans karma, og hvordan hun reagerede var hendes. Men hun ville bare gerne få det overstået, og så bare forsvinde med det samme bagefter hvis det ikke skulle gå efter hendes hoved. Hun kiggede på Jacob og smilte, med en lille ubetydeligt suk.
Hun løb op foran ham, og tyssede på ham ved at sætte fingeren foran hans læber. Hun smilte. og langsomt kyssede hun hans læber.

//Rækkefølge: Jade,Jacob, Nille ^^//

Sådan..
Hun var næsten kommet sig.. Han havde stadig skyldfølelse over det der var sket med hende.. Hvis det ikke havde været for ham var det aldrig sket.. Men, han var så småt ved at lade være med at skylde skylden på sig selv og skylde den på Victoria i stedet.. Åh, den kvinde var noget han havde lyst til at kulde langt, langt væk.. Og håbe at hun aldrig ville komme tilbage igen.. Forhåbentlig kunne han snart vinke farvel til hende..
"Hvad så jade?" Spurgte han, men blev afbrudt da hun tyssede på ham og placerede en finger på hans læber.. "Jade jeg," mere noget han ikke at sige, før hun placerede sine læber på hans.. Det kom som et stort chok for ham.. Hvad lavede hun?.. Hvorfor kyssede hun ham?..
Forsigtigt trak han sig væk og gik et skridt tilbage..
"Jade jeg øhm," stammede han..

Nille havde det sorte hår frit omkring skuldrene, den brune fjer i håret, og for en gangs skyld havde hun det sædvanlige på. Den hvide jakke var der godt nok ikke, men den sorte tanktop, sorte jeans, og sorte converse sko var der. Hun stoppede op ved lyden af stemmer, og gik forsigtigt derhen imod da de virkede bekendt. Hun stod ved træerne, men var ikke gemt da hun så det. Jade kyssede Jacob. De sorte øjne var følelsesløse, men ansigtet chokeret. Inde i hende... Væltede alle følelserne rundt. Selvom Jacob trak sig væk, så ændrede det alligevel intet. Hun lagde en hånd på et af træerne for at holde sig oppe da hun nær var faldet. Hun sagde intet, men hun var let at se. Hun skiftede form da hun ikke ville have at de kunne se på hende at hun var... Såret. Såret, chokeret, og bange. Et had blev delt til dem begge... Hun havde skiftet form til en panter med kulsort pels, og tre hvide striber. De sorte øjne... I dem var det tydeligt at se hvad hun følte, og tænkte lige dér... Hun følte sig forrådt også... Panteren stod helt stille... Gjorde intet. Rørte ikke én muskel. Hun turde ikke stole på nogen af dem mere.

Jade lagde hovedet lidt på skrå, med uskyldige øjne som ikke vidste hvad de havde gjort om de havde gjort noget forkert vidste de ikke.
"Hvad?" Spurgte hun stille og kiggede lidt ned i jorden, og kiggede ved et uheld lidt til siden. Hun genkendte pantren med de tre sorte striber, og kiggede lidt på den. Hun kiggede op på Jacob igen.
"Hvad?" Hun gik selv et skridt tilbage, eller faktisk flere. Hun kiggede op dem begge to..
Havde hun gjort noget forkert?

"Hør, du kunne ikke vide det men jeg er sammen med.." Han nåede ikke at tale færdig før han bemærkede at jade kiggede ham over skuldren. Han fulgte hendes blik og fik med det samme øje på panteren med de hvide striber..
"Nille," sagde han en smule forskrækket.. Det var ikke et godt tidspunkt.. Han kunne se hvordan hun havde det.. Hendes smukke panter øjne afslørede det.. Hun var skuffet over ham.. "Nille hør hun kunne ikke.. Jeg.. Hun.. Vi," han vidste ikke hvad han skulle sige.. Det var en meget træls situtation at stå i..

Nille gik et skridt bagud...

"Jeg vil have svært med at elske dig når andre elsker dig..."Sagde Nille.

Hun havde ment det. Men om Jacob kunne huske det... Nej, Jade kunne ikke have vidst det... Men samtidig skar det i Nilles hjerte, og lysten til at løbe væk var stor... Hun havde lyst til at skifte form, og råbe. Men samtidig vidste hun at hvis hun gjorde... Ville tårerne komme frem. Hun ville ikke græde. Ikke foran dem. Nille så ned, og hørte hvad de sagde. Nille skiftede form.
"Jeg ved godt hun ikke kunne vide det... Men det betyder ikke at jeg tilgiver så let." Sagde hun grådkvalt, og tårerne røg ned af hendes kinder. Hun skiftede form igen, og begyndte at gå mere baglæns, og var klar til at løbe...

JAde kiggede på Jacob, tårerne var på vej. Hun holdte dem inde, og gik bagud til at hun ramte et træ. Hun kiggede lidt på dem.
*Hvor er jeg dum!* Skar hendes stemme indeni hends selv, hun turde ikke lige noget. Det var tydligt at han og Nille var sammen. Og hun havde ødelagt det helle.
"Undskyld, jeg ødelægger også bare alt." Tårerne faldt ned af hendes kinder, inden øjne blev hvide som Jacobs hår og hun blev usynlig. Hun satte sig ned og græd. De ville ikke kunne hører hende.. Sådan vikrede hendes evne, når hun var usynlig var hun som der ikke var nogen til stede.. Ikke noget kunne ramme hende når hun var usynlig..

Jacob kiggede sig forvirret rundt..
De ville begge forlade ham.. Endnu engang ville dem han holdte af forlade ham..
"Hold nu op," sagde han og kiggede hen på Nille.. "Du må ikke gå, jeg beder dig, lad os snakke om det.." Han kiggede bedende på hende.. De krystalblå øjne var fortvivlet.. Hans blik flakkede også rundt efter Jade, men han kunne hverken se eller hører hende.. Hun var væk eller så brugte hun bare sine evne, for at slippe for dramaet.. Jacob hadedet drama.. Men, han måtte gå igennem det hvis han ikke ville miste nogen af dem..
"Nille, jeg beder dig," han bed sig i underlæben.. "Du må ikke gå.. og Jade, hvor du end er så kunne du ikke vide det, du skal ikke gemme dig.."

*Gå... Gå... Løb væk...* Tænkte Nille til sig selv. Hun ville ikke høre på deres undskyldninger... Hun ville ikke tale om det! Hun skiftede form. De sorte øjne begyndte at glimte faretruende som et tegn på at evnen ville frem, og hun var så tæt på at lade den... En tanke strøg ind i Nilles hoved, og hun troede på den. *Han elsker Jade...* Nille knurrede, og knyttede næverne. *Angrib...* Men hvorfor skulle hun? Selvom hun var såret kunne hun aldrig finde på at angribe dem... Jo måske Jade, men ikke Jacob. Hun måtte ikke gå? Han kunne da være lige glad! Han elskede jo Jade! Hun var blevet holdt for nar... Og det slap man ikke godt fra.
"Bare gå, Jacob." Hviskede hun hårdt, og fuld af sorg. "Gå din vej... Jeg vil aldrig se dig igen." Hun så rundt efter Jade, men hun vidste at hun måtte være der. "Tag ham hvis du så gerne vil, Jade." Hun så på Jacob. "Jeg er smuttet..." Tårerne var stadig til stede, og hun begyndte at gå ind i skovens mørke.

Jade var hurtig i luften og kom op foran Nille og gjorde sig synlig. Hun kiggede på Nille, med et godt nok såret blik.
"Nej han elsker dig, du skal ikke hade ham for noget jeg har gjort." Sagde hun stille og kiggede kun og alene på Nille.
"Han elsker mig ikke, han har bare passet på mig. Jeg vidste ikke at i var sammen ellers ville jeg aldrig.. Undskyld.. Det var ikke meningen jeg ville ødelægge noget." Sagde hun trist..
"Please Nille, du må ikke gøre det her imod ham. Han har brug for en som dig." Sagde hun stille og kiggede kort på Jacob og sukkede ingen hun var væk.. Usynlig igen.

Jeg vil aldrig se dig igen...
Den sætning gav sig til at kører rundt i hans hoved.. Hun måtte ikke gå fra ham.. Han ville ikke være alene mere.. Jade var en meget god ven og Nille elskede ha, så ingen af dem måtte gå fra ham! Ingen!
Pludselig blev hans krop så stiv af raseri og forvirring.. Hvor våvede hun at sige at hun aldrig ville se ham igen, uden en forklaring..
Det skulle være løgn skulle det..
"Hør så efter!" råbte han så højt, at der nærmest kom is bølger ud fra hans krop.. Alle træerne var nu pludselig dækkede af sne, det samme med jorden og under Jacobs fødder var der det reneste is..
Han kiggede hen mod Nille og det sted Jade også før har været.
"Hvor vover du at gå fra mig!?" sagde han med en vred stemme, som samtidig var fortvivlet..

Nille stoppede op da Jade pludselig stod foran hende. Det eneste der kørte ud af Jades mund i hendes hoved var: Bla bla bla... Det sidste fik dog hende til at høre efter. Brug for Nille? Niksenbiksen! Det skulle de have tænkt over noget før! Da Jade forsvandt ville Nille gå videre da det hele pludselig var af is, og Jacobs stemme. Hun vendte sig om imod ham, og ikke én følelse viste sig hos Nille. Hvor vovede han at råbe af hende?! Nille var ikke sig selv... Hun begyndte at trække vejret hurtigere, og blottede sine tænder som om hun havde skiftet form. Den indre panter blev truet... Og fanget. De sorte øjne glimtede mere, og mere...
"Jeg gør det fordi jeg ikke kan stå til, og se på!" Råbte hun, og tårerne røg ned af hendes kinder igen, dog mere. "Husker du overhovedet mine ord?!" Råbte hun dog med mere sorg... Skammer stemmen kom frem, og hun så ned så de ikke blev påvirket af den. "Jeg vil have svært ved at elske dig når en anden elsker dig..." Den uskyldige stemme, og rene dansede let omkring træerne, og de sorte øjne blev hvide... Glødende... Men hun løftede ikke hovedet, og mødte deres blik... Nej, hun så ned i jorden. Hun skiftede form så evnen ikke var til stede, men de sorte øjne var stadig en anelse glødende men de ville ikke blive påvirket. Hun så op.

Jade kiggede på Nille men var usynlig, hun var ikke vildt med den er situtration.. Overhovedet ikke.. Hun hadede at hun havde ødelagt alt.. Hun kunne ikke lide det.. Hun kiggede på Jacob uden han kunne se hende men med et trist blik. Hun kunne mærke at hun havde lyst til at kramme ham og sige undskyld flere tusinde gange..
Ligenu havde Nilles evne ingen effekt, ingen evner havde effekt på hende ligenu..
Hun græd men ingen kunne se hendes tårer eller hører hendes gråd..

Jacob stoppede med at spænde i sin krop, så det kunne ligne at han var ved at falde sammen.. Skuldrene faldt sammen og han sukkede..
"Men," sagde han og vidste ikke hvad han skulle sige.. "Ja, jeg husker dine ord.. Men.. Du husker nok ikke mine.." Han kiggede ned i jorden, bemærkede godt at han havde forvandlet det meste til en kold is ørken omkring sig.. Han kiggede op igen.. De krystalblå øjne var en smule våde, men mest af alt var de fortvivlet.. "Jeg sagde til dig at jeg ikke vil opgive dig og du sagde at du ikke ville opgive mig," Hans stemme hakkede.. "Men.. Hvis du vil gå.. Så gå.. Gå som alle de andre har gjort.." Han vidste at det var ord han fortrød.. Men, han var en smule skuffet over Nilles reaktion.. Han troede at hun ville lytte til ham eller Jade..
Han kiggede op på dem begge. Selvom han ikke kunne se Jade, vidste han at hun var der..
"Jeg finder dig en dag," sagde han inden han vendte ryggen til for at gå..
Om det han lige havde sagt overhovedet betød noget for hende ville vise sig..

Jo, hun huskede ordene, men hun var for såret til at tage sig sammen. Såret, forrådt, og bange. Elskede han Jade? *Ja...* Den dumme indre stemme! Væk med den! Panteren blev til Nille igen. De før hvidglødende øjne var sorte igen... Men der var stadig ingen følelser at se. Hans sidste ord forstod hun ikke... Hvem ville han finde? Jade, eller Nille? Det var sikkert Jade... Og gå som alle andre? Hun ville ikke lytte til dem, hun var for såret. Og for stolt til at reagere på den måde som hun endelig ville... Løbe væk, kaste sig i sengen, og græde. Nej, hun stod fast, og hvæste af enhver som nærmerede sig for meget.
"Jeg opgiver dig ikke." Sagde hun så, og kunne ikke klare mere... Så hun løb. Løb, og ingen kunne stoppe hende. Mens hun løb skiftede hun form, og gemte sig i en busk..

//Vil gerne lige sige at hun ikke er out, hun er stadigvæk tæt nok på til at kunne høre jer, men kan ikke ses selv. //

JAde så hende løbe, og fik ondt af Jacob. Og derved gjorde hun sig synlig og gik hen til Jacob. Hun rystede på hovedet med tåre i øjne, hun var hans skytsengel om hun var faldet eller ej.. Så ville hun være der for ham. Men hvis han ikke vil have nogeet med hende at gøre så ville hun gå.. Men hun håbede sådan at han ikke ville forlade hende, han var den eneste hun havde at snakke med.. Hun kunne ikke se hendes mor igen.. Hun havde intet tibage..
"Jacob.. Jeg er så ked af det.. DEt var ikke meningen.. Jeg vidste ikke.. Please ikke had mig.." Sagde hun og græd, hun havde det dårligt.

Han kiggede sig over skuldren.. Hun gik faktisk fra ham.. Ordene betød åbenbart ikke noget.. Hun var gået.. Ladet ham stå tilbage..
Han sukkede og satte sig ned med et bump, traj hætten over hovedet og gemte sig i sine arme et kort øjeblik.. Han havde bare brug for ro på en måde..
Han hørte Jades stemme og kiggede op på hende.. Hun græd.. Hvorfor skulle alle også græde omkring ham?.. Det gjorde ikke tingene bedre..
"Jeg hader dig ikke," sagde han og kiggede frem for sig.. "jeg ved godt at det ikke var din mening.."
han sukkede.. Lysten til at finde Nille var der, men på en måde var han såret over at hun gik sin vej.. Han kiggede op på Jade.
"Du kunne ikke vide det," hviskede han..

Nille havde panter hovedet på poterne, og lyttede stille med, og de samme spørgsmål hærgede i hendes hoved... Og hjerte. *Elsker han Jade?* Hun ville hellere dø end at miste ham... Hun lå ned, skjult i busken... Hun lyttede stille med... Nu var alle sure på hende, men hvad kunne hun gøre? Det var ikke let for hende... At se den hun elskede blive kysset en anden lige for øjnene af hende... Og selvfølgelig var det Jade han havde ondt af... Men Nille havde heller ikke opført sig særligt retfærdigt... Men nogle gange blev det for meget. Hun ville ikke efterlade ham, men tanken om en anden elskede ham, og at hun kunne risikere at miste ham blev for meget...

Jade kiggede på ham, og tørrede sine øjne.
"Gør du ikke?" Sprugte hun stille. "Jeg kan se du elsker hende, og jeg er ked af min indblanding." Tilføjede hun stille. Hun gav ham et hurtigt kram men trak sig ligeså hurtigt væk igen. Hun smilte skævt.
"Bare giv hende nogete tid, hun kommer tilbage. Hun skal bare indse at hun faktisk mangler dig." Sagde Jade og prøvede at lyde beroligende. Hendes ekskæreste var for mange år siden hende utro. Men det var ikke det samme, men forskellen mellem at se om man virkelig savnede en.
Hun vidste Jacob ikke elskede hende.
"Undskyld."

Han kiggede frem for sig, men hørte hvert et ord hun sagde..
"Jeg ved ikke om hun kommer tilbage," sagde han og sukkede.. "Jeg har svigtet hendes tillid til mig.. Jeg råbte af hende, men kun fordi jeg ikke ville have hende til at gå," Han kiggede op på hende og rejste sig. "Jeg er ked af at det også skulle gå udover dig," Han sukkede og puttede hænderne i sine lommer.. "Jeg havde ikke tænkt mig at dig og Nille skulle mødes sådan her,"
Han kiggede ned på jorden.. Den var stadig dækkede af is, kun fordi han blev fortvivlet..

//Nu skal i se mig lave drama XD//

Jacob kiggede sig hurtigt til siden.. Der var noget som rumlede under fødderne på dem.. Det var jorden..
Før Jacob kunne nå at reagere var det lille styk af jorden han stod på, faldt ned sammen med en del andet af jorden foran Jade.. Han nåede dog lige at gribe ud efter noget, inden han røg med de andre sten stykker ned..
Han kiggede forskrækket op på Jade..

Nille gik ud af busken, og rystede sin pels så bladene røg af pelsen. Hun gabte lidt, og lyttede så videre. Ja, han havde mistet Nilles tillid. Hun traskede lydløst hen til et træ, og klatrede op. Hun var gemt af bladene, og så ned på dem.

//Uhhh...! //

Da jorden under Jacob faldt sammen hoppede Nille ned fra træet, og stod bagved Jade. Ja, han havde mistet hendes tillid, men hun ville stadig ikke lade der ske ham noget. Hun skiftede form, og løb hen til Jacob, og tog hans hånd, og prøvede at trække ham op. Men hun var ikke stærk nok, hun så på Jade.
"Så hjælp mig dog!" Sagde hun muggent, og prøvede stadigvæk at hive Jacob op.

JAde fik et chok, men kiggede lidt nedlagdende på Nille.
"Rolig du, det har jeg også tænkt mig!" Snerrede hun en smule og tog fadt i hans arm og trak til for at prøve at få ham op.
"Kom nu! Kan du ikke lave nogle istrapper at gå op ad som en stie?" Jade prøvede at komme med nogle forslag. Og man kunne se hun anstrengede sig.
*Mon nu!*

Jacob prøvede..
han lod godt mærke til at Nille også var kommet, men han kunne ikke være glad lige nu.. Under ham kunne det ligne at der ingen bund var, som hvis han faldt der ned ville det aldrig ende..
hans hånd gled ud af deres og han røg lidt længere ned.. Hurtigt skyndte han sig at fremtvinge nogen istapper, som han hakkede ind i væggen.. han åndede lettet ud og kiggede op på dem.. Dette ville være et godt tidspunk at kunne flyve på, men selvfølgelig havde han ingen dæmon vinger..

//Hvad siger i? Falde ned og overleve selvfølgelig eller komme op og overleve?//

//Komme op, og overleve xD.//

Nille så op på Jade.
"Drop den der nedladende stirren, jeg er ikke i humør til det lige nu." Vrissede hun, og satte fødderne hårdt på jorden, da hun havde rejst sig op, og fik et chok da hans hånd gled ud af hendes. Hun faldt på hug, men lagde sig så ned, og rakte en hånd ned til ham. Det så ikke godt ud...

//Hmm.. OVerrask mig XD//

Jade kunne mærke at han gled ud af hendes hænder en ubehagelig følelse.
"Og det tror du jeg har?" Hun valgte at være ligeglad, Hun kiggede rundt for at se om nogete kunne hjælpe. Hun kendte kun en person som måske kunne få ham op...
"JEg ved du er her et sted, vil du virkelig have ham til at dø?" Sprugte hun ud i luften, eller var det Victoria hun havde færten af?