This will always be home - Nicolas

S: Nicolas villa i Terroville
O: Det sædvanlige
V: Lige nu er det nat, men der er lunt.
T: Nat.
P: Bliver beskrevet
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (Spiller Nic som npc)

---

Hvorfor hun befandt sig her var et spørgsmål, som kørte igennem hendes hoved længe. Når hun var stresset over nået eller frusteret, så fandt hun altid sig selv her. Det gjorde hende rolig. På trods af det der var sket her. Dengang hun var kommet tilbage og set Nicolas og Stella i skænderi. Set ham helt ustabil og nærmest agere truende imod hende.. derefter set ham med Carmilla - hvilket hun stadigvæk ikke kunne komme sig helt over. Men. Der var også andre minder her. Som da hun vågnede op som vampyr og var helt ude af den. Da hun troede hun skulle dø men blev vampyros. Den første gang hun placerede sine læber imod hans. Deres skænderier og alle de gange tingene var blevet gode igen. Da han friede til hende, til da hun for første gang fortalte hvad hun havde været igennem. Lige nu havde hun behov for at finde sig selv, der var drama i familien. Josette havde angrebet Audrey.. næsten slået hende ihjel og været ligeglad med sin egen skæbne der. Caroline havde gjort noget utilgivligt i den handling. Hun havde tvunget Josette til at tro, at hun havde dræbt Audrey.. og derefter fået Audrey til at stikke af ind i skoven. Var det hun gjorde rigtigt, eller havde hun lige ødelagt hele familien mere. Hvis hun ikke havde gjort det havde det sikkert endt med Josette og Audrey begge var døde på grund af Audreys evne. Det var nok bedst. Let kørte hun frusteret en hånd igennem sit hår og lod sig glide ned af muren. Hun lagde hovedet tilbage og klemte øjnene hårdt sammen. Hvorfor kunne hun ikke bare være sig selv og have det godt? Hun havde givet slip nu, og det føltes godt. Men hun manglede lidt respons. Være færdig med folk skulle fortælle hende, hvem hun var og hvad hun skulle stå for. Men i process for at finde det ud, havde hun også lært at mørket var hende. Hun skulle ikke undskylde eller bebrejde folk for hvem hun var.

Caroline hørte døren gå op og tørrede hurtigt øjnene med sin håndryk. Forsigtigt rejste hun sig op. Fra den vinkel hun stod kunne hun ikke se personen som kom ind. Hvem var her egentlig imens Nicolas var rådgiver i Sunfury, kom han overhovedet forbi her længere? Caroline sank let en klump og kørte hurtigt en hånd igennem sit hår. Hun var klædt i en mørkeblå kjole der gik til knæene. De sorte stilleter var hun hoppet ud af da hun kom ind. Håret krøllede som altid henover hendes skuldre. Hun listede frem ad og var opmærksom. Det kunne være en fjende. Tanken var, at det kunne være nogle som faktisk var ude på at få ram på Nicolas. Og med den tanke om der skulle ske Nicolas noget, så sprang hun frem. Hun var trods alt hurtigt og stærk. Så hendes instinkt var at overfalde personen. Caroline hamrede vedkommende ind i væggen og placerede sig med armen for halsen af ham, til hun opdagede, hvem hun havde angrebet.
"Nic?" Udbrød hun overrasket og trådte tilbage. "I'm so sorry.. I didn't expect you here.." Beklagede hun kort og sank en klump. Det var den dummeste sætning nogensinde, det var stadigvæk hans sted. Hun var ligesom den fremmede her. Det var længe siden, at de to havde stået her alene sammen. Let bed hun sig i læben, men minderne fik hende hurtigt til at stoppe igen. Alle de gange han havde bedt hende om at stoppe med det.
"So.. " Hun skar kort grimasse. Der var stadigvæk en smule tegn på hendes tideligere gråd, da et par af tårerne stadigvæk hang på hendes kinder. "If you want me too.. I can go.." Sagde hun så og brød stilheden imellem dem. Hvis han ikke ville have hende her. Så ville hun ikke blive. Selvom hun var kærester med Rowan. Så havde hun ikke set ham i et godt stykke tid nu. Josette var langt lettere at spore på hende end varulven - underligt nok. Caroline virkede dog også lidt ustabil, på en måde som hun bare havde brug for at være ved nogle der faktisk kendte hende. Nicolas kendte hende. Det ansigt hun havde lige nu og prøvede at være stærk.. Han havde set igennem det så mange gange før.

Man spottede sjældent Nicolas omkring hans hus i Terrorville efterhånden. Men det var sted han tog hen, når han havde brug for at være alene, eller skulle have et fristed hvis tingene blev for meget. Men hvorfor han var der netop den aften, var han ikke klar over. Han havde gået en tur, i håb om han kunne finde noget mad. Så havde han drejet, og pludselig stod han foran huset. Det var fyldt med minder, på godt og ondt. Minder om hvad han havde haft, og minder om hvad han havde mistet. Selvom han ønskede Caroline havde det godt, havde det stadig været svært at give slip på hende. Nu hvor han havde det hele på afstand, måtte han erkende han ikke var god for hende. Og det var kun derfor, han havde været i stand til at give slip på hende. En del af ham ville altid elske hende, men han var også på vej videre. Selvom han tvivlede på, nogen kunne få ham til at føle sådan igen. Han trådte op til døren og havde allerede trukket sin jakke af, før han var trådt ind af døren. Han opdagede hurtigt den anden der stod i huset. Han kunne ikke udgøre hvem det var, men han var ikke fjendtlig som han normalt var.

Selvom hans syn ikke vidste hvem det var, vidste resten af hans sanser det. De havde bare ikke lige lyst til at fortælle ham det. Før han nåede at afgøre hvem det var, blev han presset mod væggen. Der var hun. Selvfølgelig var det Caroline. Hvem ellers? Han tog sig til halsen da hun trådte væk. Det var ikke fordi det gjorde ondt som sådan, det var bare kommet bag på ham. Han trådte frem og så på hende. ”It’s fine Caroline.” Han var der sjældent selv, så det gjorde ham intet hun var der. Det var ikke fordi hans hus skulle være et hotel, men Caroline, Angela og Andrea var altid velkommen. ”Stay if you want. I could use the company.” Han havde savnet Caroline, og selvom han aldrig ville blive intim med hende, så han ingen grund til, de ikke kunne være venner. Måske var det også lettere for dem. Mindre giftigt. ”I’m glad you’re all right. I haven’t seen you for a while.” En del af ham ønskede at holde om hende, men han holdt sig tilbage. Han ville ikke overskride nogle grænser. Men det var svært. Hun var lige der, og det var bare en omfavnelse. Hvor slemt kunne det være?

Hun foldede læberne sammen til en smal streg imens hun så på ham, for hun vidste, at hvis hun slap - så ville de blot begynde at skævle let. Han kunne bruge selskab i det mindste. Det betød, at de også havde en chance for faktisk at være i hinandens selskab igen. En ting hun havde savnet. Han virkede til at have det godt. Han levede på et slot sammen med Andrea - naturligvis også Kai og børnene. Men livet lød til at være godt, men det gjorde hende nu også. Da han sagde det var godt hun havde det godt, hævede hun let på et bryn og tvang et lille smil frem.
"Yeah.. It's been a while." Sagde hun og lod armene falde ned langs siden. Hun anede ikke rigtigt hvad hun skulle gøre med sine arme - hvilket ikke normalt var et problem hun tænkte over. Caroline kløede sig dog kort i nakken.
"All right and all right.. I just made a terrible mistake.. And it will change everything." Sagde hun så og slog blikket lidt ned. En ting hun altid var overfor Nicolas.. ærlig. Hun kunne alligevel ikke skjule noget for ham, så hvorfor prøve? Så bed hun sammen og slog blikket op igen.
"I could really use a drink, and I know you still have some fancy stuff around. So what do you say, a drink?" Spurgte hun med et skævt smil. "Or we can go in a hunt.. I really could use that too." hun havde ikke jagtet og drukket fra et bytte i Terroville længe nu. I Dragons Peak havde hun lidt bedre ved at give slip. "I missed you.." Indrømmede hun lidt efter og sank en klump. Tydeligvis prøvede hun at undgå det nævnte med, at hun havde gjort noget forfærdeligt. Han var sikkert også ligeglad med hendes familiedrama.

"So I know. That Andrea agreed to the alliance with Sean and Assorian in Dragons Peak. I guess all the happy family thing can be too much or?" Det var et indbydende spørgsmål, til, hvad han lavede i Terrorville. Nysgerrighed var ikke noget nyt fra hendes side i sidste ende. "It's a good place. I always come here when I need to be alone. It will always be my save place." Sagde hun så imens hun kiggede rundt. De blå øjne landede dog på ham til sidst alligevel. Caroline havde nu stadigvæk mest lyst til at tage på en vild jagt i mørket, så kunne de altid bare komme tilbage og tage noget lidt mere fint drikkelse. Hun var færdig med at lade sig gå på af, hvad folk mon ville tænke om hende, hvis hun gjorde noget bestemt. Let vippede hun hovedet på skrå, og de blonde lokker fulgte hendes bevægelser. Det var nu alligevel mærkeligt, at være i selskab med ham - også selvom det føltes så naturligt. Hele hendes væsen agerede som det altid havde gjort i nærheden af ham - eller næsten. Hendes instinkter skreg stadigvæk for at få et kram af ham. Det kunne man da også som venner ikke? Give den anden et kram? Hun krammede Josh. Jacob... Assorian havde givet hende et kram - men det var bare mærkeligt. Uden at skænke handlingen en tanke så krammede hun ham. Slog armene omkring ham, og lagde sit hoved hvilende på hans skulder. Hun måtte indrømme.. at hun havde savnet det, mere end hun ønskede at indrømme det. Desuden var det lige hvad hun havde brug for.

Nicolas kunne godt se hun ikke var okay. Og det gjorde nærmest fysisk ondt på ham. Han ønskede bare hun havde det godt, hvad skulle han så gøre nu? Han havde givet slip, så hun kunne få det bedre. Men det havde åbenbart ikke hjulpet. Han prøvede at være høflig, civiliseret. Han ville ikke tvinge hende til at tale om det, der gik hende på. Hun måtte også vide, han kunne fornemme hendes følelser. Så hvis hun ville tale om det, ville hun forhåbentligt gøre det. Han lagde gerne et øre til. Altid. ”I’m sorry to hear.” Han stoppede sig selv og nikkede til det næste hun sagde. ”Sure.” Han kunne sagtens byde på en drink, men en jagt kunne også være god. Han var trods alt kommet ud for at jage. Men det handlede ikke om ham, men om Caroline. Hvad hun havde mest brug for. ”How about we hunt, then get a drink?” Han ville lade hende bestemme i sidste ende. Men det kunne lige så godt slå de to sammen. Nicolas var ikke ligeglad. Han ville bare ikke presse på. Hans forhold med Caroline var ikke det samme længere. Ikke engang tæt på.

”I missed you too, Care.” Han havde travlt med en masse andet, så der var ikke meget tid hvor han kunne savne hende, men lige så snart han var alene, så han øjeblikke fra deres liv sammen. Han forstillede sig, hun kom gående ind af døren. Men så snart han blinkede, var det væk igen, og han var efterladt alene. ”It’s not that bad really. I love her family. But it just makes me realize what I can never have.” Det var ikke noget han ville indrømme over for mange. Det var et personligt emne, og han havde mange gange haft det oppe at vende. Han kunne aldrig få en familie, få børn. Ikke i samme forstand som Andrea. Og ind imellem, slog det ham. ”I guess this is a place where I’m reminded, I can be happy, even without children and a family.” Selvom stedet ikke kun bestod af gode minder, var der flest gode minder der. Han smilede. ”I know how you feel.” Nicolas begyndte at tro, det var ikke tilfældigt han var taget derhen. At hans sanser igen havde taget fusen på ham, og ført ham hen hvor han burde være. Hvor der havde været brug for ham.

Nicolas nåede ikke at reagere, før hun havde armene om ham. Selv hvis han havde opdaget hvad hun var i færd med, havde han ikke stoppet hende. Han længtes efter at havde armene omkring hende, at dufte hende. Han forventede en kraftig duft af varulv, men den var svag. Den var der, bare ikke nær så stærk som han havde regnet med. Han lagde armene om hende, og alle hans sanser var på ”high alert”, han mærkede hende, duftede hende. Han vidste ikke hvornår han ville føle hende på samme måde igen, og han ville ikke glemme det lige forløbelig. ”I will listen Caroline, if you need me to. Just ask, and I will do it.” Der var ikke noget, han ikke ville gøre for Caroline. Det vidste de fleste tæt på ham efterhånden. Hvis Caroline spurgte, ville han komme rendende. Selvom hun ikke var i hans liv længere, ville han altid være der for hende.

Hun nikkede til hans forslag om at jagte først, geniale hjerner tænkte ofte ens. At han også havde savnet hende fik automatisk et smil på hendes læber, som hun ikke rigtig selv havde nogen bestemmelse over. Han var ærlig overfor hende, men deres forhold havde også været bygget af loyalitet. Så egentlig var det ikke nogen overraskelse for hende, at han var ærlig omkring det. Desuden forstod hun ham på et niveau som ikke mange andre kunne sætte sig ind i. Det var sommetider svært at være omgivet af folk, som faktisk kunne få en familie hvis de ønskede. Caroline havde leget husmor for Jacob, og vidst inderst inde, at hun aldrig kunne give Rowan den familie han drømmede om. Heldigvis var den tanke ikke en som fyldte hendes hoved længere. Hun savnede ikke engang Rowan. Hvilket var ondt, men blot sandt. DEt var slet ikke på samme niveau som hendes sorg over Nicolas dengang. Caroline trak skævt på smilebåndet.
"I like that.. I could use some more of that.. people knowing how I feel." Hun sendte ham et oprigtigt smil. For det var blot sandt. Hun kunne bruge mere af det. Hvilket også var grunden til de valg hun havde taget den seneste uges tid.

Han lagde armene omkring hende. Hvilket fik hende til af slappe af. Det var længe siden hun havde haft den følelse alligevel. At være hjemme fuldt ud i en andens arme. Caroline havde savnet hans arme holde omkring hende - det var ved at være år siden, og dog havde hun aldrig glemt, hvordan det føltes. Det var en følelse hun længtes efter og nu havde hun fundet den. Caroline ønskede egentlig ikke at give slip på ham. Kunne hun stå her i evigheder, så havde hun gjort det. For hende føltes det så fantastisk og det gav hende den indre ro hun havde haft brug for i noget tid nu. For omkring Nicolas behøvede hun ikke at være andre end sig selv, for han kunne se lige igennem hende alligevel. Caroline lukkede øjnene i da han snakkede, klemte dem hårdt sammen og bed sammen ganske kort. Caroline var aldrig i tvivl når det kom til Nicolas, hun vidste, at hun elskede ham. Det ville hun altid gøre.
"I.. Jo tried to kill Audrey.. " Hun trak sig ud af krammet, men trådte ikke tilbage af den grund. Hun havde brug for at være tæt på ham. "I compelled her to believe she did it.. and Audrey ran into the forest. I know what I did is not okay.. but I also know, that Jo never would have stopped." Tilføjede hun og lod en enkelt tårer glide ned.
"I just loved the idea of a perfect family.. but I guess it is alot harder then.." Caroline sank en klump og prøvede at tage sig sammen til at se ham i øjnene, men hun vidste også, at han ville kunne få hende til at knække med et øjekast, præcis fordi, at hun ikke kunne gemme sine følelser for ham.

"And even before that.. I have lived like these loser vampires.. I.. I hate myself for it. I tried not to be me.. and.. and now? Now I know who I am.. that is a good thing.. but.. but I wasted a year.. begin this little sugar version of a vampire.." Caroline kørte frusteret en hånd igennem sit hår. Let pustede hun ud og der trådte hun så et skridt tilbage. For hun var bange for ,at det var for meget for Nicolas. "I tried to be.. what someone wanted me to be. And I tried making everyone else around me to do the same.. no wonder why Josette almost killed Audrey." Skyld. Caroline var ramt af skam og skyld. Mest mod, hvad hun havde gjort ved sig selv, men også over, at hun måske var skyld i Josettes voldsomme opførsel overfor Audrey. Dog var Audrey også efter Caroline, prøvede at få dem til at være gode. Det var klart når hun var vokset op som hun var, og det var næsten lykkedes hende at omvende dem begge to. Caroline pustede ud.
"Now I could really use a good hunt." Sagde hun og tørrede sine øjne kort med sin håndryg. "Sorry you should listen too that.. " Tilføjede hun og sendte ham et kort skævt smil. Hun havde fået det ud af sig system, hvilket faktisk var fantastisk.

Nicolas så ingen grund til, at skjule noget for Caroline. Måske fortalte han hende ikke alting med det samme, men hvis hun spurgte, ville han svare. Sådan havde det altid været. De havde være hudløse ærlige ovenfor hinanden. Det var noget han havde savnet. Han elskede at tilbringe tid med Andrea og hendes familie, og arbejde sammen med hende. Men hans forhold ville aldrig blive som det han havde med Caroline. Deres forhold var unikt på alle tænkelige måder. Selvom de havde haft deres problemer, var der bare så mange elementer, han havde manglet. Der var ikke mange, der havde en så direkte forbindelse til den smule sjæl Nicolas havde tilbage. Hun kunne se lige igennem ham, hvilket også resulterede i, han ikke prøvede at skjule noget for hende. Hun ville gennemskue det, hvis han forsøgte. ”I know Caroline. I know excatly how you feel. Not many people have this connection to each other.” Det var ikke et forsøg på, at charmere sig ind på hende. Han prøvede ikke, fordi han gik ud fra hun stadig så varulven. Selvom hans duft godt nok var svag hos hende, vidste han ikke bedre.

At føle Caroline i sine arme igen, var en manglet følelsen. Han havde ikke glemt den, men den var blevet svækket. Nu var hun tilbage i hans arme, og han havde et nyt minde at nære på i tiden fremad. Han vidste ikke, hvornår han igen kunne føle hende på den måde. Nicolas så på hende, da hun forklarede hvad der var sket med hendes søstre. Det var en svær situation, men han kunne godt forstå hende. ”Maybe it feels wrong now. But it was not in the moment. You did what felt right. And I can understand why you did it. It’s not easy to deal with family, trust me, I know. Sometimes, you have to do things you do not like, to remain as much peace as possible.” Nicolas havde gjort forkerte ting i sit liv, når det kom til sin familie. Ting de måske ikke forstod, men han gjorde det for det bedste. Det var ikke let, at holde sammen på en familie. Det lå på hans skuldre. Heldigvis for ham, havde han næsten kun Angela at passe på. Hvilket også var nok for ham. Han tørrede hendes tåre væk. ”There is no such thing as a perfect family. I am sorry love. But you can be happy. Eventhough Jo might think she killed her sister, Audrey is save. Without your intervene, she would probably be dead by now.”

Nicolas turde ikke stole på hvad han så i hendes blik. Han ville ikke få sit håb op om noget, der med stor sandsynlighed ikke ville ske. Han fjernede sin hånd fra hendes kind, og lod den i stedet ligge mod hendes liv igen, så han stadig havde et greb omkring hende. Han var ikke klar til at slippe. ”Just how you put it.” Han smilede og så noget i jorden for en kort stund. ”That is not unusual. I did that once.” Det var længe siden, og det var kort efter han var blevet vampyr. Han havde set Carmilla, men forelskede sit for første gang i et menneske. Han forsøgte at ændre sig, leve på blod fra dyr. Men det virkede ikke i længden, og da han måtte sige farvel til hende, ændrede han tilbage. Han indså, hvad han var. Et rovdyr der legede kanin fungerede ikke. ”Hey, Josette’s action are not on you. I know the Thunder’s enough to know, they do not do things, because they are pressured to it. It is not your fault, do not even blame yourself for this. Understand?” Han var måske lidt kommanderende, men han ville være sikker på, hun ikke gav sig skylden for så stor en byrde. Det ville knuse hende fuldstændig. ”Let’s go hunt.” Han fjernede hans hænder fra hende, og tog hendes ene hånd i hans. Han var glad for hans Caroline var tilbage. Den Caroline han havde forelsket sig i. ”I will always be here for you, love. I hope you know that.”

Not many people have this connection to each other. Den sætning gav mening for hende. Det var rigtigt. Ingen forstod hende bedre end Nicolas - ingen kendte hende bedre end ham. Han havde en stærk indvirkning på ham, som hun havde prøvet at skubbe væk, men blot for at indse; at det var hvem hun var. Uden at ville indrømme det, havde hun altid vidst at engang i fremtiden ville hun ende med at være sammen med ham igen. Hvornår og hvordan var et spørgsmål til fremtiden, men hendes hoved fortalte hende, hvad der skulle ske.
"Well I like that connection." Svarede hun og sendte ham et oprigtigt smil.  Rowan havde aldrig rigtig kunne sætte sig ind i hendes familien. Josette var voldsomt og ingen kunne håndtere hende, medmindre man brugte de helt rigtige teknikker - Nicolas kom fra den side og kunne sætte sig ind i det. Han så ikke bare Jo som Carolines søster, han vidste, at hun kunne være farlig. Problemerne med Eliza fra tilbage da Caroline og Nicolas først kom sammen var anderledes. Angela og Josette mindede på punkter meget om hinanden. Han tørrede hendes tåre væk og hun lod ham. Caroline havde holdt sine tårer tilbage alt for længe nu, og at Nicolas var der til at fjerne dem, det var egentlig blot et plus. Audreys evne. Hvis Josette havde dræbt Audrey var de begge døde. De havde prøvet at tæmme Josette og de havde slået fejl.

Caroline måtte indrømme som han fjernede hånden fra hendes kind og lagde grebet om hendes liv - hun ønskede ikke han skulle give slip. Caroline tog måske også sig selv i at gå et lille skridt nærmere ham. Bare et lille. Måske for at vise, at han ikke måtte give slip på hende endnu. Love. Det savnede hun at han kaldte hende.
"Maybe we just need to try things, before we know who we are." Hviskede hun let, men han kunne naturligvis stadigvæk hører hende.
Endelig var der nogle som turde ikke at behandle hende som glas. Så da Nicolas fik en lettere kommanderende tone, så kiggede hun op og så ham i øjnene. Det havde hun brug for. Det havde hun haft brug for længe nu. "I understand." Tilføjede hun og gav ham et nik.

Let's go hunt Hun nikkede til hans ord. Som han greb fat i hendes hånd, dem hånd i hånd - det var længe siden men fantastisk. "I know that." Svarede hun ham med et skævt smil. Så gik de ned til byen i mørket. Nattens mørke skulle omfavne dem, omfavne hende. Med Nicolas, kunne det ikke gå galt. De kunne være en farlig cocktail. Caroline havde brug for at gå lidt amok og mærke livet blive suget ud af nogen imens deres hjerte bankede voldsomt. Som de kom ned til byen søgte hun allerede efter et bytte - det var sjovt som gamle instinkter så hurtigt kunne blive vagt til live. Latter. En gruppe med latter fangede hendes gode hørelse. Let kiggede hun over på Nicolas ud af øjenkrogen, inden hun faktisk flettede sine fingre sammen med hans. Det gav et lettere sus i hende, behageligt. Det var at overstride en grænse alligevel. De var ikke de samme som sidst, men måske var det også det bedste for dem. Der var sket ting som havde udviklet dem igennem de år de ikke havde været sammen. Nicolas havde været ved Andrea og haft et andet ansvar og han havde et ansvar som rådgiver for hende. Caroline var begyndt at snakke bedre med Carmilla og skulle til at repræsentere hende i Dragons Peak.
"Caroline.. why aren't you with?" Spurgte en som fik Caroline til at stoppe op. Let drejede hun blikket derover imod. Caroline nåede at svare før Mona overhovedet fik talt ud.
"Well.. we aren't together anymore.. sorry can't help you Mona." Svarede hun og flyttede blikket væk rystede let på hovedet. "I'm so done with holding myself back." Hviskede hun let til sig selv. Men nu vidste Nicolas det da. At hun ikke var sammen med Rowan længere. Caroline levede et farligt liv og hun vidste aldrig, hvornår nogen ville komme og tage livet fra hende engang for alle. Livet var forkort til ikke at leve det fuldt ud, vampyr eller ej. Hun havde midlerne til at gennemføre og handle på sine instinkter og følelser.

Kort slap hun grebet ved Nicolas for at lade sig gå hen til en kvinde der stod alene henne ved en mur. Let bevægede Caroline sig elegant langs skyggerne.
"Hey dove, why are you here all alone?" Spurgte Caroline ganske mildt. "Oh.. I'm waiting for my friends." Caroline nikkede let. Så kiggede hun kvinden i øjnene.
"Don't scream." Hviskede hun med sin evne. Det var længe siden hun alligevel havde brugt sin magt således. Og det var fantastisk. Caroline blottede sine hænder og satte dem i nakken på kvinden. Suset. Følelsen af at mærke, hvordan livet ret hurtigt blev taget fra kvinden. Efterlod kvinden livløs i Carolines favn, til at Caroline slap hende og kvinden ramte jorden. Let åndede Caroline tilfreds ud.
"I think we should find her friends.." Sagde Caroline så og vendte sig om imod Nicolas. Blodet beklædte hendes læber og huden en anelse omkring. Det var fantastisk. Et stort smil voksede sig op på Carolines læber, for hun var i sit rette miljø. Det var længe siden nogen havde set hende glad på denne måde at lyse sådan her op.  For hun var glad, rigtig glad. Lykkelig. Caroline omfavnede Nicolas igen.
"Thank you." Sagde hun mod hans brystkasse. "You always somehow save me from myself." Tilføjede hun med et smil som han dog ikke kunne se. "I love you.. you know.. I never stopped.. I never stopped loving you." Sagde hun så og trak sig væk for at at ham i øjnene. For hun ville se hans reaktion på det. Dog lod hun ham ikke det før hun lod sine læber placere sig imod hans læber og sukkede kort nydende ved den følelse. Det var så længe siden, men hun havde aldrig glemt den følelse. Dog måtte hun stoppe den.
"It is not right now... Find me when you are ready." Sagde hun med det sidste brugte hun sin evne og løb så hurtigt væk. Han ville ikke kunne nå at finde hende derefter.

//Sorry at jeg har outet det.. det var fordi, at det ikke gav mening med handling til andre emner xD <3