Who are you really? ∞ Rebecca

Um... Hvad var klokken egentlig, ja det vidste Aaron jo virkelig ikke, for han kunne jo ik se det nogle steder. Der var jo helt sort. Og hvorfor mon det. Jov, Aaron var blevet frataget sin syn jo. Han hade at tænke på det, at tænker over det. Hvordan det var sket.
Det pinte ham, og hver gang han kom i tanke om det, så gjorde hans stumper af kød der stak ud af hans ryg, ondt.
Han var dog på en måde glad for at det kun var stumper og ik store vinger som han skulle på en eller anden måde kunne gemme under hans tøj. Han kunne i det mindste have normalt tøj på. Og bare se nogenlunde godt ud, det håbede han da han gjorde, det var jo ik lige sådan at han kunne tjekke sig selv ud i et spejl. Det var lidt vanskeligt at være blind, men så på den anden side... En fordel. Folk ville nok ikke kunne se fordelene, men det kunne de blinde, der var så mange, de fleste ville nok ik kunne forstå dem, men hen af vejen ville det nok komme til dem.
Aaron kunne forstå alle fordelene ved at være blind, dog var der ik mange fordele, det var slet ik det der blev sagt, men der var altså nogle. og dem kunne han sagtens se. Hvad der så var fordelene... Ja det er så et godt spørgsmål.
Aaron gik roligt ned af gaden, med sit tørklæde for øjne mens han kunne sanse alle folk der gik forbi ham, der var forskellige væsner, undtagen vampyre selvfølgelig... Ikke nogen overraskelse. Men der var mange mennesker, ja det var der i hvert fald. ik at det var dem han var mest vilde med. Tvært imod. Han kunne lide mennesker, men det var ik nogen han tilbragte mest tid med.
Han brugte ik særlig meget tid på nogen, men nogen brugte han da tid på.
Aaron rettede lidt på sin cardigan. Smilede mens han gik ned af gaden. Vidste at folk kiggede på ham, men han var ligeglad. Det var en af fordelene, man kunne ikke se folk, man kunne ikke se deres ansigtsudtryk, det var rart. At slippe for alle folks ansigter. Nogen gange, andre gange ville man give alt for at se nogens ansigter, dem man kunne lide feks.
Det var bare ikke lige til.

Rebecca var fanget i Doomsville. En gang havde hun nået udenfor byen, nået vandet og følt sig hjemme, men, hun havde været nød til at løbe hen til Doomsville igen. Hun havde ikke rigtig haft noget valg, det var farligt udenfor Doomsville, udover de steder der ikke var blevet overtaget. Rebecca havde en sort læderjakke på, indenunder læderjakken havde hun en hvid tanktop på, ellers havde hun nogle cowboy bukser på, sorte converse.. Hun frøs en smule, ikke helt vildt meget, bare en smule. Hun lynede læderjakken op og lagde armene om sig selv. Hun havde heldigvis været i kontakt med vand for et kvarter siden vel.. Så havde hun mere end time igen! Hun smilede svagt, hun havde skaffet sig sit eget sted, hun havde arvet stedet af en ven, som nu var død. Hun rystede på hovedet, den ven havde ikke rigtigt været hendes ven... bare en kvinde, som havde mødt Rebecca, mens Rebecca havde stået og rystede af kulde. Kvinden havde trukket Rebecca med hjem til sig selv, og nu... var kvinden død. Kvinden havde vel været omkring de 60 år, hun var blevet ramt af en sygdom... og nu var hun død. Rebecca havde fået lejligheden, det var hyggeligt dér, og hun skulle godt nok betale... hun havde bare svært ved at finde et arbejde. Hvordan kunne hun arbejde, når hun skulle være i kontakt med vand, hver anden time? Hun rystede på hovedet, for at få tankerne væk. Hun så rundt, menneskerne var overalt, der var efterhånden meget trængt i Doomsville, syntes hun... Hendes blik fandt en fyr med.. et tørklæde for øjnene... hvorfor nu det? Hun rynkede på panden men rystede så på hovedet. Hun fortsatte med at gå, fanget i sine tanker, da hun, uheldigvis, kom til at gå ind i fyren med tørklædet for øjnene. "Undskyld!" Skyndte hun sig at sige, hun havde trådt et skridt væk hurtigt, så hun ikke faldte.

Han kunne mærke hvordan en kom ham nærmere, sanserne skreg efter ham, det kom direkte imod ham, han vidste ikke rigtig om denne person ville kigge sig for eller ikke, men han kunne mærke hvordan personen bare kom mod ham. Og pludselig stød personen ind i ham. En pigestemme lød fra personen. Et smil kom frem på hans læber. Han havde slet ik væltet eller noget. "Det er helt okay, intet at undskylde for" sagde han roligt med hoved vendt mod hende. Han kunne forstå hvis hun undrede sig meget over at han havde et sort tørklæde om øjne. Det var da ogs lidt mærkeligt at gå rundt med.

Undrende kiggede Rebecca på ham. Hvorfor havde han dog i alverden det tørklæde på om øjnene? Hvad skulle det gøre godt for? Hun rynkede svagt på panden, lysten til at spørge ham om det, var stor... "Jo, jeg skulle have set mig for." Sagde hun så og kløede sig på armen. "Jeg var bare i mine egne tanker, så... undskyld for det." Hun lagde armene over kors og hovedet lidt på skrå.
"Undskyld, men hvorfor har du det tørklæde om øjnene?" Rebecca var ikke altid lige typen der passede på med hvad hun spurgte om, nogle var hun forsigtig med det, men ikke altid. som lige nu ville hun mægtig gerne vide hvad handlede om.
Hun havde ikke tænkt sig at gå nogle steder, før hun havde fået et svar, sådan var det bare.


//kreasvigt.

Han smilede lidt over det hun sagde, han trak let på skulderne, "jamen, så undskyldning godtaget" så tog han da imod den undskyldning, han vidste bare ikke altid hvordan han skulle håndtere det undskyld der, så derfor undgik han det bare helst. Usikkerhed var noget han led meget af.
Han sukkede tungt da hun spurgte til hans tørklæde rundt om hans øjne. Han smilede svagt. "Jeg er blind, derfor" sagde han med en lavmælt, meget blid stemme. Han havde at tale om det, men han kunne heller ike undgå med det når nu han gik med det tørklæde rundt om hovedet.

Et smil foldede sig om Rebeccas læber da han sagde at undskyldningen var godtaget. Godt så, nu var det ikke længere et problem. Hun smilede fortsat til ham, men stoppede straks da han sagde, at han var blind. Hun grinede. "Undskyld, hvad? jeg synes lige du sagde at du var bl..." Hun fortsatte ikke med det hun ville sige, for det var tydeligvis ikke en joke.
"Åh, det er jeg... ked af." Hun bed sig i underlæben og lagde hovedet lidt på skrå. Hun havde mødt en vampyr der ikke kunne snakke for noget tid siden, men dette... vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre ved. "Hvordan... Øh, blev du blind?" Spurgte hun.
Så slog det hende. Han var blind, og kunne ikke se hende! Et stort smil foldede sig om hendes læber, han kunne ikke se hende! Det var underligt, ja, men hun var glad for han ikke kunne det! Hun var vant til at mænd blev påvirket af hendes udseende, på den måde, at de aldrig lærte hende rigtigt at kende...

Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle takle at hun pludselig begyndte at grine, det var ik noget han forbandt med sjov. Men han kunne høre at hun havde troet at han lavede en joke for hun stoppede pludselig i en sætning. Han trak lidt på skulderne og trak på smilebåndet. "Det skal du ik være..." Sagde han med en blid stemme der var lidt trukket ud.
Han sukkede tungt da hun spurgte hvordan han blev blind. Det var den svære del at fortælle om. For de fleste skulle have hele historien til at forstå det. "Um... Gudens højrehånd har taget det fra eftersom jeg havde drabt en anden engel" han trak let på skulderne. Det måtte være gået op for hende at han var falden engel.

Rebecca betragtede ham lidt, det var underligt, han var blind! For hende var det underligt, hun havde aldrig prøvet før at møde en der var blind. Hans blide stemme gjorde hende lidt mistænksom, løj han? Løj han om at han var blind? For hvis han gjorde ville han få problemer! Hun blottede sine tænder, der i sirene formen, ville blive utrolig skarpe. Lige nu var de almindelige.
"Guds højre hånd? Dræbt en anden engel?" Hun rynkede på panden og lagde hovedet lidt på skrå. "faldne engel, har du mistet dine vinger?" Hendes stemme var undrende, men på en måde dragende, sirener havde jo smukke stemmer...

Han smilede lidt til hende, nikkede langsomt. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende, bare at hun ikke spurgte ind til hele historien så han ik behøvede at bruge hele sin dag på at forklare den historie. Det var et helvede at komme igennem den historie.
Han nikkede endnu engang da hun spurgte om han havde mistet sine vinger. Det havde han da, han var ikke en af dem som havde nået at flygte fra englene før de havde revet dem af. Han havde heller ikke haft det i tankerne, for han havde jo dræbt en anden engel. Han havde fortjent det.

Rebecca havde ikke tænkt sig at spørge om hvordan han var blevet falden, ikke endnu i hvert fald. Han nikkede til hendes spørgsmål, han sagde godt nok ikke meget. Hun smilede svagt og lagde hovedet lidt på skrå. Hun kneb øjnene lidt sammen, hvad så nu mon...?
"Mit navn er forresten Rebecca." Sagde hun og smilede skævt. "Og siden jeg ved hvilken race du er, er det vel kun retfærdigt at jeg også fortæller dig hvilken race jeg er..." Hun smilede kækt.
"Jeg er sirene." Nu forventede hun blot at han ville begynde at stikke af, hvis han da kendte til sirener...

Han smilede roligt da hun præsenterede sig selv for ham, Rebecca. "hyggeligt at møde dig Rebecca, mit navn er Aaron." svarede han med et skævt charmerende smil. Han kunne ik rigtig række sig hånd frem, det ville bare blive akavet. Så det gjorde han ik. Ik for at være uhøflig, men for ik at skabe det akavet øjeblik.
Han lagde hovedet på skrå da hun fortalte hendes race, ikke noget han ik havde forventet, han havde godt hørt hendes stemme, som var unaturlig smuk. Han nikkede. "Sirene... Hva laver du så oppe på land om jeg må spørger" spurgte han med en rolig tone, men med en spørgende undertone some var tydelig.

Rebecca lagde hovedet lidt på skrå. "Smukt navn." Sagde hun med et svagt smil om læberne. Hun havde intet imod at han ikke rakte hånden frem. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Måske skulle hun gå videre? Hun overvejede det kort, inden han snakkede igen.
Hun trak på den ene skulder. "Jeg kan ikke komme hen til havet. Zombierne står i vejen." Sagde hun. Hun betragtede ham lidt. "Burde du ikke have en til at hjælpe dig med at finde rundt? Ved du hvor du er?" Spurgte hun undrende. Hun kunne sagtens hjælpe ham, hvis han havde brug for hjælp og ville have det.