it's a beautiful day -(Rebecca)-

Tid :: 20:40
Sted :: Et sted på stranden, nær vandet
Omgivelsr :: Hvad er der normalt på en strand?
Vejr :: Vejret er dejligt, roligt og smukt
Påklædning :: http://2.bp.blogspot.com/-fHtA820GITA/T0lUY6FPTbI/AAAAAAAAFI0/JQiifMheLRA/s640/Big+Sweater2.jpg
Ekstra :: Det er trøjen også de sorte bukser, intet andet fra billedet også et par mørke sko

På den store strand, i sandet sad en ung mand...godt nok havde han mange træk efter en kvinde, men han havde ingen kvinde dele...kun sit ansigt. Skylar, som normalt plejede at tilbringe sin tid sammen, med sin kære kæreste Benji, havde denne aften valgt bare at tilbringe noget tid ved stranden, slappe af også gøre sig klar og bygge glæden op til at se sin elskede kæreste igen. Han lagde ikke just skjul på han var bøsse, bare hans kropsbygning, den spinkle og lille form, plus hans ansigt og talemåde...sagde alt om han var bøsse. Hans stemme var hverken for feminin, men den var hellere ikke i nærheden af at være maskulin, den var blød og fin.
Normalt ville han havde været hjemme i sin grimme lejelighed, bare sidde og stirre ind i væggen, men efter han havde mødt Benji virkede alt meget bedre og han turde gå udenfor...være sammen med dem han kendte...få gange lærer nye mennesker at kende...bare være social.
Han smilede skævt og smed en sten ud i vandet, sukkede og tænkte tilbage på minderne fra hans hus, benjies hus, et hus han håbede at kunne bo i snart...at bo sammen med sin kæreste...det fik næsten hans blod i kog. En rødmen sneg sig op på hans kinder og han prøvede at slappe af, ved i stedet at kigge ud over vandet

//håber det er godt nok

En sten blev smidt ud i havet, som ramte Rebecca i hovedet. *Av!* Hun så gnavent på stenen, mens hun med et bask fra sin hale svømmede ned og tog stenen op fra havbunden. Hun betragtede stenen som den hvilede på hendes fine hånd. Hvem pokker kastede dog med sten på andre?! Hun snerrede og kastede stenen væk. Hun svømmede op til overfladen og så mod land. En... Undskyld, lavede hendes syn sjov med hende? En mand der var i kvindeligt tøj? Æh.. Åh, en bøsse! Rebecca havde intet imod bøsser, tværtimod, bøsser var virkelig søde! Hun smilede skævt og svømmede hen imod land, men under vandet, så han ikke så hende... Håbede hun da.
Da hun nåede vandkanten, viste hun sig. Hendes overkrop var bar, hendes blå hale glitrede svagt fra måneskinnets lys. "Godaften unge mand." Hun smilede til ham. "Hvad er dit navn?" Spurgte hun med sin smukke stemme.

han kunne høre lyde i vandet, så med nysgerrighed i blikket kiggede han mod vandet, men da der ikke var noget, vendte han bare blikket ned mod sandet, som han formede efter en mands ansigt, dog selvfølgelig en han selv kendte ufattelig godt. Som han hørte en stemme, kiggede han op og fik til sin store overraskelse øje på en kvinde "øhm...goddag...du har vel ikke tænkt dig at spise mig vel" spurte han udskyldigt. I forhold til han var en dæmon, var han ufattelig generet og direkte uskyldig at se på, alt fra hans udstråling til udseende, skreg ikke andet end renhed og uskydlighed "øhm...jeg hedder Skylar" han kløede sig i det lange blonde hår og trak sine ben op til kroppen

åh, bøsser var da også så søde.. Hun kunne godt lide dem, de var så loyale og venlige! Hun holdte sig oppe ved at have hænderne mod sandet, vandet rørte kun ved hendes hale, hendes lysende blå smukke øjne var på ham. Åh, han troede hun ville spise ham.. Du godeste nej.
Hun smilede venligt til ham og rystede blidt på hovedet. "Nej, jeg vil ikke spise dig." Hun grinede svagt. "Jeg spiser ikke venlige væsner... Jeg har lige spist en sæl, så..." Sæler gjorde hende ikke helt mæt, men nok til at hun ikke ville overfalde en fremmede mand for at æde ham. "Hej Skylar, jeg hedder Rebecca." Hun smilede venligt til ham. "Har jeg ret i at du er bøsse?" Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Og hvis ja, så skal du ikke frygte at du bliver hånet af mig over at du er det."

Han smilede og slappede mere af "åh mange tak" han lyste op og satte sig ned til hende "åh....smagte den godt" spurte han og bed sig i læben, dog tog han sig selv i det, stoppede og smilede i stedet til hende "mig en fornøjelse Rebecca" han klukkede og betragtede hendes smukke hale. Hendes spørgsmål fik ham til at nikke "ja...det er jeg, men nej jeg er bange, det ville jeg havde været, men jeg har en kæreste som hjælper mig med den slags, før jeg mødte ham...ville jeg nok ikke havde valgt at være her ude, men jeg ville sidde i mørket i min grimme lejelighed, efter alt det med mine forældre...gad jeg ikke blive dømt mere....men mange tak, det er rart at kunne tale med nogen...uden de håner eller dømmer en for den man elsker" han smilede hele tiden, hun virkede så venlig "øhm...må jeg prøve at røre den" han pegede mod hendes hale og så spørgende på hende

Rebecca smilede stort da han lyste op, hun ville ikke spise ham, det var slet ikke det hun havde i tankerne. Han virkede rar, hun kunne godt tænke sig at lære ham mere at kende. Hun kunne lugte på hans fært at han var en dæmon, sikkert... Nej, hun kunne ikke lugte hvilken slags dæmon. "Det var så lidt." Hun smilede blidt til ham, og fik sat sig mere ordentligt, selvom det var svært på grund af halen. "Den smagte udmærket." Hun trak på den ene skulder og smilede svagt. "Fornøjelsen er helt på min side." Sagde hun høfligt og så på ham med nysgerrige øjne.
En kæreste? Åh, det var da dejligt at vide han havde sådan en sød kæreste der hjalp ham sådan. "Jeg er glad for at høre du har sådan en dejlig kæreste." Sagde hun med et venligt smil. Hun ville ønske at hun havde en kæreste der gjorde hende tryg... Åh, Markulius havde hun været forelsket i, nu var hun i tvivl på grund af al dramaet... Gabriel var tiltrækkende, men.. Ja... Vampyrer var da også så forbandet tiltrækkende! "Jeg kan godt forstå at det må være træls at blive hånet og dømt fordi man er anderledes. Det må ikke være rart." Hun sukkede. "Jeg kan ikke forstå hvorfor nogle håner jer homoseksuelle," hun syntes at homoseksuel lød bedre end bøsse," i er jo ret søde, venlige. Man kan stole på jer." Hun smilede til ham. Hun kiggede på sin hale. "Ja da, men pas på. Den kan slå hårdt." Sagde hun drillende, drillende for at vise at hun ikke kunne finde på at slå ham.

Han smilede og rødmede helt, hvilket kun fangede hans uskyldighed endnu mere end før hen "ja...han er fantastisk, jeg kunne ikke være mere heldig, det er som om jeg lever en drøm, men så kysser han mig...og alting føleles godt igen...alt dårligt der er sket forsvinder, han får alt godt frem" sagde han og hans rødmen blev kun større som han tænkte tilbage, på alt de havde lavet, alt den glæde han havde fået af at møde Benji.
han nikkede "jeg var på en date med ham, alle stirrede på os....som var der noget galt med det" hviskede han og så ned, det havde virkelig såret ham, gjort ham ked af det. Det var hans første date og de ødelagde det hele. Hendes ord, gjorde ham blot glad "mange tak...jeg ville total kramme dig...hvis det ikke var for" ham kørte hænderne rundt omkring hendes bryster og smilede svagt.
Da hun gav ham grønt lys, lod han sine fingre glide op og ned af den skællede hale "den er smuk" sagde han og smilede blidt, den var en smule klam at røre ved...men smuk

Skylar så virkelig uskyldig ud, det var helt kært! Han var nok den kvindelige i hans og hans kærestes forhold, det havde hun dog intet imod, langtfra. Han havde smag for tøj! Man skulle altid se det lyse i tingene. "Du har smag for tøj." Sagde hun drillende og smilede til ham. Hun lyttede roligt med til hvad han fortalte, hvor mange nok bare ville være fuldkommen ligeglad, men det var Rebecca ikke. Hun kunne allerede lide Skylar.  Hun kunne ikke lade være med at ønske hun havde det sådan med en... En bestemt. En Markulius. Men i stedet tvivlede hun på sine følelser for ham... "Han lyder vidunderlig. Det er dejligt at høre at han kan få dig til at føle dig så tryg.. Glad." Hun smilede. "Hvad hedder han?" Hun så spørgende på ham.
Hun lagde sin hånd på hans skulder. "Bare ignorer dem der gør det. De er idioter der ikke kan tænke. Tænk på at de nok bare er misundelige over dig og din kærestes glæde." Hun lagde hovedet lidt på skrå. Hun grinede svagt over hans ord. "Jeg forstår... Det ville ikke blive bedre hvis jeg fik ben, jeg ville være fuldkommen nøgen." Hun smilede kækt, og så kort rundt.
Hun fulgte hans fingre der gled op og ned af hendes hale med øjnene. "Det er alle sireners haler, vi skal være smukke for at forføre vores bytte." Hun trak på den ene skulder.

Han rødmede "mange tak" han kørte en lok hår om bag øret, det var virkelig underligt normalt var han ikke vant til at få disse komplimenter, så han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre, dog trak han generet i sin trøjes ærmer. Han rødmede blot endnu mere, lagde armene om sig selv "han hedder Benji" hviskede han og smilede svagt, han var ikke just den stærkeste, generet og usikker...to ord der beskrev ham rigtig godt, specielt lige nu kunne man se hvor generet denne unge mand englelig var. Han så mod hendes hånd og nikkede "det er bare svært, når stort set alle hader en....er jeg virkelig et monster....er det forkert af mig og elske den jeg elsker" spurte han forsigtigt, det var ikke fordi han betvivlede sin kærlighed for denne mand, men han vidste ikke om den var forkert.
han nikkede "min barnepige plejede at fortælle mig historier om sirenerne, smukke og ikke til at modstå, lokkede de sømænd som unge mænd i døden, med deres vidunderlige sang" sagde han stille

Han så virkelig kær ud når han rødmede, hun smilede blidt over det. "Det var skam så lidt." Det var ingen løgn, han havde virkelig smag for tøj, hun så kort udover havet.  Benji... Hm.. Ham kendte hun ikke. "Ham kender jeg ikke, men han lyder vidunderlig." Hun smilede til ham. Hun vidste at han var genert, men det var helt fint. Det var bare kært. 
Hun så blidt på ham. "Nej, Skylar. Det er ikke forkert af dig, du er intet monster. Det er bare de idioter der ikke bryder sig om at nogle mænd tænder på mænd, fordi de ikke kan lide det. Men de er idioter. Det er langtfra forkert af dig at elske." Hun smilede blidt til ham.
Hun grinede svagt. "De historier er rigtige. Vi kan også tage normale mænd, det behøver ikke være sømænd, de er bare lettest." Hun trak på den ene skulder.

Han trak på skulderne, men nikkede "det er han skam" han smilede svagt, han kunne godt lide hende, hun virkede så venlig, en som hurtigt kunne få hans humør op igen, gøre ham glad og det var allerede ved at ske. Blot bare det hun sagde han ikke var noget monster, at der var deres skyld ikke hans, gjorde ham i det store hele virkelig glad "mange tak" han smilede og pillede lidt ved sine ærmer.
Han nikkede "ja det kan jeg forestille mig, men hvordan er det så...at kunne svømme så meget, være så smuk, vide alle vil forgude en" spurte han stille, han kunne ikke selv svømme og han var vant til at blive nedgjort for sit udseende, de kaldte ham alle syge, så han ville bare gerne vide hvordan det var

Rebecca smilede skævt. "Bor du sammen med ham?" Hun var ret nysgerrig omkring det, hun ville gerne vide mere. Hun kunne godt lide at høre andres oplevelser med kærlighed, så hun var ekstra nysgerrig om Skylar, udover hvordan han var, hvad han kunne lide, og så videre. 
"Det var så lidt." Hun smilede blidt til ham. Det var så kært at han var så genert! Han var som en bror, en sød bror. Hm.. Hun havde ikke haft kontakt til sin familie siden sin første død... De var nok døde nu. For hun havde hørt at den by, hun havde boet i, var blevet ødelagt af en drage. Da hun havde besøgt sit hus, var det ødelagt. De var nok døde, ja. Hun var ikke specielt ked af det over det, hun havde ikke elsket dem vildt meget.
Hun trak på den ene skulder. "Det er vidunderligt at være i vandet, jeg føler mig så fri, der er ingen der kan røre mig der... At alle forguder mig, jeg vil nu ikke sige at alle gør, men det er... sært. For jeg ved jo ikke om de elsker mig. Det med at være smuk... det tænker jeg ikke lige over, jeg har altid vidst jeg var smuk, så.." Hun smilede svagt.

Han nikkede "ja...det har vi gjort siden vi mødtes" svarede han og trak lidt i ærmerene, næsten som om han ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre af sig selv, han var ganske vidst lidt på dybt vand eller bare åben vand i et farevand, han ikke havde nogen ide om hvordan han skulle bære sig ad, ved at være ved.
Han lagde hoved på skrå "du er smuk...alle synes du er smuk, jeg..har aldrig oplevet folk synes jeg er smuk, de fleste kalder mig syg og forskellige grimme ting, fordi jeg ser ud som jeg gør" hviskede han stille og så ned, det gjorde ondt, at folk bare dømte hinanden udelukkende på deres udseende, velfærd eller seksualitet

Nurh, hyggeligt. Hun smilede skævt. "Hvor hyggeligt!" Hun kunne let forestille sig, hvor dejligt det måtte være. Dybt vand... Hun kunne let mærke vandets kærtegn mod hendes hud, når hun svømmede, eller lige nu kunne hun kun mærke den svage bølge der kom med hendes hale, men intet andet.
Alle syntes hun var smuk? Ah.. Gabriel havde sagt hun var en gudinde, eller noget i den stil, men hun tvivlede. Markulius syntes hun var smuk, Vaas syntes hendes øjne var smukke... Okay, ja, måske alle. Hun syntes selv hun var smuk, men det hang vel til sirener! "Skylar, dette siger jeg fordi det er sandt, men du er en smuk mand." Hun smilede til ham. "Men sommetider er det ikke udseendet der tæller, men det indre. Allerede nu kan jeg bedømme at du er en fantastisk fyr, en man kan stole på, en rigtig god ven. Benji er utrolig heldig at have dig." Hun smilede venligt til ham, hvert et ord mente hun.

Han rødmede stærkt, kørte noget af sit hår om bag øret "mange tak" hviskede han og smilede til hende, hun var virkelig sød og hun satte alle de teorier han havde om sirener til siden, for hun var i sandhed perfekt, bare måden hun snakkede til ham, virkede og bare generelt var på, hun var jo som en engel "du er den første der synes det, de fleste folk kalder mig ting og smider ting efter mig...min egen mor kunne ikke holde ud at se på mig" sagde han stille og trak på skulderne

Det så altså sødt ud når han rødmede, måtte hun indrømme! Hun smilede skævt til ham. Hun kunne ikke forstå at man kunne være ond mod ham, han var jo så kær! Men måske var det, det der var problemet? Nogle mænd kunne se ham som et brud mod deres manddom. Ret idiotisk og dumt af dem, syntes hun. "Det var så lidt." Sagde hun med et skævt smil om læberne.
Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Din mor så vidst hellere en søn der kunne lide kvinder, ikke mænd. Du kan ikke gøre for din seksualitet. Problemet er bare at mange ikke kan se hvor skønne jer homoseksuelle er." Hun smilede til ham.

Han trak på skulderne "det kan du vel have ret i, det er bare ikke sjovt at vokse op i et hjem hvor ingen elsker en" hviskede han og trak sine ben op til sig, han lagde armene om dem og sukkede stille, det gjorde ondt og var et mareridt at skulle tænke på, bare hvad de gjorde mod ham, fordi de troede det ville omvende ham, så han ikke længere var bøsse, det var en skænsel, bare den måde de agerede på og var omkring ham. De opførte sig som om han ikke var en person, men snarer et dyr.
Efter lidt tid lagde han sig ned, så han havde siden mod hende, dog en smule oppe, så vandet ikke gjorde ham vådt "verden er nogle gange bare ond" hviskede han stille

Rebecca kunne godt forstå at det ikke måtte have været sjovt, at vokse op i et hjem hvor man ikke kunne føle sig elsket. Hun kunne dog ikke huske sin barndom, sin familie som nok højst sandsynligvis var døde, fordi hun kunne huske sit hjem, men det var blevet ødelagt. En eller anden drage havde ødelagt en del af en by, eller noget i den stil, havde Rebecca hørt. "Jeg kan let forestille mig, at det ikke er så sjovt." Hu kløede sig på armen.
Hun nikkede. Hun ville ikke lige ligge sig ned, hun ville have svært ved at komme op igen. "Meget ond, men vi er nød til at gå igennem livet med oprejst hage." Sagde hun med et skævt smil.

Han satte sig op og sukkede stille "det er det aldrig, men livet går vel videre" han klukkede og satte sig igen med fronten mod hende, han lagde hoved på skrå og betragtede hende stille "du er smukt, ganske smuk faktisk, så blid og rar, den der elsker dig er meget heldig" sagde han blidt, forsigtigt lagde han sin bløde hånd mod hendes kind. Hans hud var englelig ufattelig blød, når man tænkte på han var en mand og det ikke ligefrem fulgte med den rolle at være af det køn. Han trak sin hånd til sig, da han ikke vidste om hun kunne lide det eller det var at overskride hendes grænser, hvilket han jo ikke ønskede, han følte virkelig han var ved at få sig en god ven

Rebecca nikkede, livet gik videre og man ville ikke kunne andet end at gå med. Man måtte bare leve med det, og gå videre i livet. Der var ikke andet at gøre. "Og man må bare gå med." Sagde hun med et skævt smil og lagde armene over kors. 
Hun bed tænderne hårdt sammen over hans ord. Den der elskede hende var faktisk ikke så heldig igen. Hun elskede jo ikke Markulius... Vaas var forelsket i hende... Gabriel havde rørt ved hende, og øh, hun fandt ham på et vis stadie ret så tiltrækkende. Men hun elskede ingen af dem. "Han er ikke så heldig, ham der elsker mig, faktisk." Hun så væk, ikke fordi hun havde noget imod at Skylar rørte ved hende, det var hun så van til at mænd gjorde. Men fordi... hun... skammede sig over at hun ikke elskede Markulius, eller Vaas... Hun skammede sig over at hun ikke elskede nogen!

Han smilede til hende, kærlighed var skam svært og man vidste aldrig om den man elskede i sandhed elskede en, eller om de følelser man havde for vedkommende var sande eller ej "måske elsker han dig ikke rigtig, men tror jo kun han gør, den slags sker. Jeg troede også engang jeg elskede en, men jeg fandt ud af det hele blot var et væddemål og efter lidt tid, fandt jeg hurtigt ud af, jeg ikke rigtig elskede ham, men blot troede jeg gjorde" sagde han stille, han sandhede hurtigt hun var den første han havde sagt det til, han havde aldrig sagt dette til nogen anden, sidden da havde han troet at alt hvad han gorde inde for det emne af fysisk kontakt og kærligt, var forkert, derfor var han meget usikker ved hvad han skulle gøre og ikke gøre.
Han så hvordan hun kiggede væk, så forsigtigt lagde han armene om hende og gav hende et kram, noget han ikke havde gjort mod en fremmede siden...ja nogensinde, han havde aldrig givet en han ikke havde kendt i lang tid et kram

Hun ville græde, hun skammede sig så meget over at hun ikke elskede Markulius men at han elskede hende. Hun bed sig blidt i underlæben. "Jo, tro mig, han elsker mig. Mig og ham har været igennem meget..." Noget hun ikke kunne fortælle til ham, det var alt for hemmeligt. Hun kiggede på ham. "Et væddemål? Hvem i alverden er så dum at lave sådan et væddemål?" Det sårede jo den det gik udover! Og i det tilfælde var Skylar den der blev såret... "Glem alle de idioter der har såret dig, SKylar. De kan ikke se hvilken fantastisk fyr du er, du har Benji som elsker dig. Tag dig ikke af de idioter der ikke bryder sig om det." Hun smilede svagt til ham.
Hun lod ham lægge armene om hende for at kramme hende, hun var dog lidt undrende, ville han gerne være våd? Nuvel, det måtte han selvom. Hun krammede sig ind til ham, selvfølgelig kun venskabelgit ment.

Han nikkede stille "men det er jo ikke ægte kærlighed før det bliver gengivet, kærlighed er smukt...men det er ikke ægte medmindre begge parter elsker hinanden" pointerede han med et lille smil. Han trak på skulderne "det var kort efter jeg var taget fra min familie, folk troede jeg var en kvinde, men da de fandt ud af jeg var en mand, startede det med at kalde mig ting...senere hen blev jeg tæsket. Dog var der en af dem, der stod op for mig, han hjalp mig og jeg forelskede mig i ham, vi havde så et kort forhold til han bad mig møde ham og da jeg dukkede op...det var det værste" sagde han stille, samtidig bed han sig hårdt i læben. Han rynkede brynet, men smilede da hun snakkede, hendes ord var så venlige "mange tak" sagde han blidt.
Han lukkede sine øjne da hun krammede ham igen "jeg har kun krammet to i hele mit liv, du er nummer tre" sagde han og trak sig væk fra hende

Nej, det havde været ægte kærlighed. Det hele var forandret nu. Det hele var anderledes. Han elskede hende stadig, men hun følte sig langtfra tryg hos ham. Hun havde en trang til at føle sig tryg ved en mand hun elskede, det gjorde hun ikke ved ham. Ikke så længe han var sådan. Hun havde bare.. brug for en der kunne tage sig af hende... Få hende til at føle sig tryg. HElst en vampyr, dog. Der var noget over vampyrer som hun bare elskede! De var så mystiske, dragende... farlige! "Det var engang ægte kærlighed, mig og ham har bare.. forandret os for meget." Sagde hun og trak på den ene skulder. "Jeg føler ikke det samme for ham som jeg gjorde engang." Hun så ned.
"Hvad skete der da du dukkede op?" For at hjælpe ham ville hun gerne vide det, for hvordan kunne hun hjælpe ham hvis hun ikke vidste hvad dervar sket? 
Hun smilede svagt. "Så er det vel en gave at blive krammet af dig." Sagde hun med et smil og betragtede ham.

Han nikkede stille "skidt med ham, tro mig når jeg siger du vil møde en mand, som slå benene fuldkommen væk under dig, du vil føle dig som den smukkeste og mest vigtige kvinde i hele verden bare han ser og snakker til dig...også selvom du er en sirene og derved er smuk...vil det være anderledes end når folk siger du er smuk" sagde han blidt og smilede varmt til hende. Kærlighed var og blev en mærkelig ting, men til gengæld fandt du den rigtige at elske, var det ligegyldigt om du kunne være en mand, der elsker en anden mand, en kvinde med en kvinde eller sågar en mand med en anden kvinde...bare du elskede vedkommende og omvendt, så kom alt andet til at betyde ingenting.
Han sukkede "de gjorde nar ad mig, først var det ord og som minutterne gik, blev det med vold og da natten var omme, lå jeg på intensiv afdeling, fuldkommen ødelagt. Jeg har aldrig følt mig så forkert...som den nat" hviskede han og bed sig hårdt i læben, men Benjis ord kom frem og han lod læben slippe, tændernes hårde greb
Hendes ord, fik grinet frem i ham "jeg vil ikke ligefrem sige jeg er så meget værd, at mine kram er en gave...det er vel bare et kram" sagde han med et skuldertræk