Vil du havde jeg hjælper dig //Sean//

Sted:: Kroen Det Vide svn.
Omgivelser: Masser af fulde væsner og højt musik.
Tid:Klokken er ved ta være 00:00
Vejr: Himlen er dejlig mørkeblå, og stjernerne lyser kræftit, luften er okay varm.

Aaften var stille hvis man altså var ude i det fri, det eneste man kunne hører var nogen få fodtrin og en ulv hule langt langt væk, de her fodtrin tilhørte en ung mand ved navn Vaas som er en lidt af en ung varmpyr, han var taget ud i aften for at fide ro i sit sind, nu hvor han er ved at miste hele sin familie, han har hørt at Markulius muligvis ville død, og Vaas kunne intet gør det ved, han har også mistede den pige som han er elsket, og Kani kan ikke længer huske ham, nu hvor han tænker ove det, kender han ikke nogen overhovedet, måske er det bare sådan han skal leve i liv, Vaas så på i himlen og smilede svagt til sig selv, han havde kun lige et par bukser og en bluse på, for han kunne ikke mærke hvor varmt eller hvor koldt det er, og det er nok det eneste som er godt vd at være vampyr det er at man ikke kan føle varme og selvfølelig det modsatte.

Vaas gik lidt vider og stoppede ude foran denne kro hvo han har været tit, det Vide Svin, han åbnede døren og stilheden forsvandt og musik kom ud af døren, Vaas smilede igen og gik ind, så døren bag ham lukkede efter sig, han så lidt rundt for at finde et sted hvor han kan sidde, han fandt et sted, et bor som stod længs væk fra baren, Vaas nikkede bare og gik hen og satte sig, han fandt sin guld æske fram hvor han havde sine smøger og tog en op, han så runt igen imens han tændte den uden at se på dem, da smøgen var tæt lukkede han sine øjne og hænder, efter noget tid åbnede han igen sine øjne og hånder igen, på hans inder hånd var der kommet en lille flamme som han nu sad og lege med, uden at tage sig af hvad folk ville sige til det,

Sean havde fået en ny opgave. Faktisk var den ganske enkel. enhver af hans mænd ville kunne klare den. Men begrund af krigen med de levende-døde, havde han valgt at bruge sine mænd til nogle andre ting og selv påtaget sig opgaven. opgaven var enkel. Sæt ild til vagternes kvarter. Det var faktisk latterligt. ilden skulle gøre så fangerne fra fængslet skulle kunne flygte. Det sværeste i hele opgaven var ikke at blive fanget, mens man kom gående med en lanterne eller andet der indeholdt ild. Vagter, som samtidig havde travlt med at beskytte byen. han smilte svagt. En rigmandssøn havde bedt ham om det. Han rystede let på hovedet. Han gik ind på kroen, da han kom forbi den. Han ville udvide opgaven lidt, tage sig tid til at snige sig ind og tjekke vagternes papir igennem, i håb om at lære noget nyt om deres planer.
han gik op til baren og satte sig i den nærmeste stol. Han bestilte noget drikkelse og lagde nogle småmønter på bordet, da han fik den. Han nippede til den.
Han var klædt i mørkt tøj. Sorte, solide sko. Mørke bukser og en sort trøje. Over sine skuldre havde han en mørk kappe. Hans standard tøj når han arbejdede om natten, så gik han nemmere i et med mørket. Han havde et armbånd om det ene håndled, samt 4 grove, hvide ar tværs over ansigtet. Hans mørke øjne gled lidt over sine omgivelser...Og lagde specielt mærke til en mand der sad og legede med noget ild på en ikke så lidt afslørende måde. Uden større problemer gættede han på at mandens evne havde noget med ild at gøre, men også at manden umuligt kunne være særlig erfaren. Eller også var han bare dum. Mennesker reagerede med frygt over for ting de ikke forstod, som hvorfor han kunne lege med ild uden at tage skade. Og det kunne udvikle sig til hysteri, til at de ville slå det ihjel som de ikke forstod. Pyt nu med det.
Faktisk kunne det løse hans problem. Hvis manden var frisk på det, kunne han være med til at sætte ild til vagternes kvarter. Han havde tidligere på dagen fået nogle mænd til at sprede noget tørt hø rundt om vagternes kvarter, så ilden ville have nemmere ved at fænge.
Han drak hurtig sig drik. Mærkede den varmende fornemmelse af den, da den gled ned gennem hans hals. Så vendte han sig om mod manden med en rask bevægelse. Lugten af vampyr ramte ham, hvilket bare fik ham til at smile endnu mere.
"Mangler du noget at bruge den ild til?" ingen præsentation. Ingen skjulte bemærkninger eller hentydninger, ingen forsøg på smalltalk. Bare direkte til sagen. De mørke øjne vedblev at kigge på manden. De var venlige, men samtidig kolde, hårde og med mange hemmeligheder.

// Jeg slettede det igen synes du skulle havde et beder svar fra min side:-) \\

Vaas sad i sine egen tanker, og tænke på sin bror til Mark som han næsten lige havde set, men overvejede at rejse væj igen fordi Vaas ikke kunne klare at se sin bror i øjne, de havde begge haft en voldsom barndom, og Vaas var skyld i at de havde fået den, det var hans skyld at deres forældre ikke længer lever, det var hans syld at de var blevet til vampyr, måske var det bare hans syld at hans bror ikke kendte til sandheden om den aften hvor han mistede sin mor og far, og Vaas måtte snart fortælle ham det, jo før jo beder.

Vaas lade ov godt mærke til at en nu ankommende mand var kommet ind i kroen, Vaas så kort på ham men kiggede på sin flamme som var blevet minder, til sidste lukkede han bare hånden og flammen var væk lige i det hvor han lukkede hånden om den, han så rundt for at se om nogen kiggede på ham eller m det var ville se den anden vej, men selvfølelig så han øjne som var vente imod ham, han viste at de var bange for ham, og det var også iorden, han er jo død men alligevel kan han gå rundt i blandt dem som er levende, så han kunne godt forstå at folk var bange for ham, så han tog sig ikke rigtig af det.

Han så dov den samme mand som var kommet ind af døren for nget tid siden gå hen imod Vaas, Vaas lukekde sine øjne lidt men åbnede dem så igen da manden begynde at snakke til ham, ville han havde at han skulle hjælpe denne mand med sin ild, der kunne han godt tro om, Vaas hjalp ingen andre end sig selv, derfor sagde han med en rolig men kold stemme, "Og du ville havde jeg skal bruge min ild på dig min gode Hr. Vaas så bare på manden og ventede på hvad han ville svare.

Denne unge vampyr var så uerfaren, at han næsten havde lyst til at grine. Han havde lyst til at tage ham i nakken, kyle ham tværs gennem luften og påføre ham nok smerte til at han ville trygle om at slippe. Trygle for sit liv. For han var stærk nok til det, han kunne mærke det. Men netop sådan en opførsel ville ikke give ham noget produktivt. Nej, hvis han ville opnå noget, måtte han fortsætte minespillet. Så han sendte ham bare et lille smil, fortalte dermed at hans flabede toneleje slet ingen virkning havde og han lige så godt kunne droppe den.
"Ja, det syntes jeg. Jeg tror du vil finde det ret sjovt. Jeg har en lille opgave at lave og hvis man er uheldig nok, kan den godt blive lidt farlig. Men bare rolig, hvornår har mennesker nogen sinde udgjort en trussel?" det sidste lænte han sig lidt frem og sagde lavt. Som om det var en hemmelighed imellem de to, en ting de begge kunne relatere til. Hans smil voksede en anelse, da han lænte sig tilbage igen og trak lidt på den ene skulder og lod blikket glide ud over rummet, som om han allerede havde fundet noget andet der var mere interessant.
"Men hvis det er for meget til dig, finder jeg selvfølgelig bare en anden. Glemte at nævne betalingen?" hans stemme lød nu forholdsvis uinteressant, antydede at vampyren skulle skynde sig at sige ja, hvis han ønskede en bid af kagen, for ellers var tilbuddet forsvundet.

Vaas kune så småt godt se på denne mand at han ikke rigtig kunne lide den møde Vaas var på, men det var også iorden ffør Vaas, for han kunne heller ikke rigtig lide denne mand som troede at han kunne bestemme over ham, Vaas raste sig op og lænede sig ind over boret og så manden lide ind i øjne, og sagde med en kold stemme, "Ild er sjovt især når man ikke kan mærke det!" Det var jo rigtig Vaas kunne ikke mærke den varme som ilden gav tilbage igen, for Vaas havde jo inden følelser i kroppen, han kunne ikke mærke varme og kulde, han kunne ikke mærke smerte, så han var både glad og trist over sin evne, for de fik han til at savne de tider hvor han stadig var menneske, men så også at det var godt for han kunne ikke tage skade på det, han satte sig ned igen og tog en hånd op, en ung kvinde kom hen til deres bor og spurgte pænt, "Hvad kan jeg gøre før dem mine Hr." Vaas smilede til kvinden som var menneske og sagde roligt, "Et glas blod tak" Hvor efter han så på manden over for sig og smilede koldt, "Og denne her Hr. vil gerne bede om et glas rød vin" Kvinden nikkede og gik sin vej igen, Vaas så efter hende og sagde til manden roligt, "Håber ikke det gør noget, at jeg giver et glas rød vin""

Manden kæmpede for at vende den psykiske magtkamp der var. Men han ville ikke give ham chancen. Han var ældre end ham, havde leget denne leg endnu inden han var født! Troede han virkelig at han kunne hamle op med ham?
"Dæmoner og vampyrer har tit arbejdet sammen. De er begge væsner af mørket" smilte han roligt. Ikke fordi det skulle afgøre det. Men han var personligt på venskabelig fod med vampyrerne leder. Og det var jo sandt, der havde tidligere i historien været situationer hvor de to racer havde arbejdet sammen. Og hvorfor ikke? De brugte begge menneskerne som mad, var begge overbeviste om at de var de stærkeste og var begge en del af mørket. Det var oplagt.
"Rødvin er fint" han sendte kvinden et charmerende smil, et der normalt kunne have lokket en kvinde til ham, så han kunne få noget at spise.
Han så igen på Vaas. Han trak tiden ud, troede han ville blive her og lege videre, hvis bare han fik lidt drikkelse. Endda en drikkelse de fleste brugte lang tid på at drikke. Men han tog fejl.

//Jeg vil gerne gøre opmærksom på at de fleste mennesker ikke kender særlig meget til de forskellige racer eller prøver at glemme deres eksistens, hvis de gør. De servere ikke blod på offentlige steder//

//Iorden husker jeg til næste gang:-) //

Vaas smilede bare til manden foran ham og nikkede til det med at arbejde sammen, "Jamen jeg tror da på dig, vampyr og dæmoner er mærke væsner, vi elsker begge mørket som om det var vores hjem" Vaas snakkede på en helt anden møde end før, det var som om han var blevet til en anden, og på en møde var han også det, for inde i hans hoved havdehan en stemme og gerne ville havde at han blev ond, men Vaas ville ikke selv være ond, men nogen gange var det som om at stemmen tog over ham, så lige nu kæmpede Vaas roligt med stemmen om hvor vidt han skulle hjælpe denne mand eller om han bare skulle gå sin vej og sige nej tak til arbejdet. "Når vis jeg skal hjælpe dig ville jeg gerne vide hvem jeg arbejder sammen med" Kvinden med deres drikke vare kom hen til dem og et glas rødvin ko foran manden og intet foran Vaas, Vaas så på kvinden og sagde med rolig stemme, "Undskyld mig, men de havde vist hørt forkert, vi skulle havde to glas rødvin" Kvinden nikkede bare og gik tilbage for at hente endnu et glas vin, Vaas så på manden og ventede på hans svar.

Hans smil blev næsten umærkeligt større. Han havde ramt et godt punkt og det måtte han udnytte bedst muligt. Han tog imod glasset, lod fingrene glide over kvindens i en flirtende bevægelse, der fik kvinden til at rødme. Især da han samtidig sendte hende et lidt for glad smil. Utroligt så nemme visse kvinder kunne være. Han smagte på vinen...Lidt flad, men sød. Han stilte glasset på bordet og så på vampyren. åh, selvfølgelig. Navne. så følte folk sig altid lidt mere sikre på hvem folk var.
"Jeg er Sean" svarede han roligt, uden at nævne noget efternavn. Han brugte sjældent efternavn, hvorfor skulle han? ofte var hans fornavn nok...For dem der levede i den kriminelle verden.
"Og dit er?" spurgte han kort efter, men gik så hurtigt videre, dog efterlod han tid til at manden kunne svare.
"Jamen hvad så andet end at være sammen om at sprede lidt mere af denne...mørke? Der findes jo intet sjovere end at rykke menneskerne ud af deres lille drømmeverden, lade dem tro de er trygge, før man hiver tæppet væk under dem?" smilte han roligt. Hans stemme var kølig, lidt reserverende, men det var tydeligt at høre at dette var noget han mest sjovt. At genere menneskerne og nyde den magt han havde over deres liv.

Vaas så på denne Sean som gerne ville havde hans hjælp, han smilede roligt som om der intet var sket, det varsom om at Vaas havde flere sider af sig selv, efter han været tæt på at mistes sin bror, Vaas tog glasset op til munden og drak noget og stillede det ned igen, og sagde roligt, "Mit navn er Vaas" Han så væk for Sean og smilede lidt for sig selv, der var nok noget over Vaas som Sean ikke ville kunne forstå, Vaas så igen på Sean og sagde meget hurtig, "Hør Sean skulle jeg hjælpe dig eller ej? for jeg gider virkelig ikke sidde her hele dagen" Han tog sin læder jakke op som fang bag hans stol, han tog det sidste der var i hans glas og var klar til at gå.

//Undskyld jeg først svare nu, har været på efterskole:-P//

Han grinte let for sig selv og så kort ned på sit glas, da Vaas åbenbart havde besluttet sig for at det var tid til handling. Han var vild og kunne højst sandsynlig blive ustyrlig, han måtte passe på hvad han sagde eller gjorde...En lille ide eller to formede sig i hans hoved. Han lod glas være glas og rejste sig selv for sin stol. Han lod kappen bølge om sig og næsten skjule hans muskuløse krop i de mørke omgivelser.
Så forlod han kroen og regnede med at Vaas ville følge med. Mens han satte kurs mod vagternes hovedkvarter, så han smilene mod Vaas.
"Vi skal sætte ild til vagternes hovedkvarter. Jeg er ligeglad med hvor mange af vagterne der dør, men fangerne skal overleve og forhåbentlig nå at flygte ud i natten." nogle af fangerne var hans mænd, men det behøvede Vaas ikke at vide.
"Min plan var at bruge deres stald til formålet. Sprede lidt hø på udvalgte hjørner af huset og sætte ild til det, så det fanger træet. De fleste huse er jo lavet af hårdt træ. Ilden ville skabe forvirring, kaos, og ingen vil tænke over at stoppe et par flygtende fanger, når de selv frygter for deres liv. Min plan ville fortsat være netop at holde dem beskæftiget...Men kun længe nok til at vi selvfølgelig ville kunne flygte, inden resten af byens vagter kommer løbende" smilte han roligt. Det var nat. Der gik ikke mange mennesker på gaden, så Sean var ikke bange for nogen hørte hans lille plan.

Vaas så hvordan Sean raste sig, måske havde han opgivet Vaas allerede, men Vaas var ligeglad, han havde fundet ud af at han havde en kvinde inde i sig, hvordan denne kvinde var kommet ind i ham viste han virkelig ikke, så han kunne ikke rigtig sige det til nogen, for det ville nok tro at han var sindssyg eller sådan noget.
Vaas gik efter Sean ud af kroen, Vaas havde taget sin læder jakke på, og man måtte virkelig sige at den sad utroligt godt på ham, den var hverken for stor eller for lille, den var lige i skabet, eller det synes han selv det kunne godt være at andre synes den var alt for lille til Vaas, men det måtte de jo selv om, det var jo ikke de andre som skulle gå med hans jakke, det var kun godt som gik med den og ingen andre ville komme til det.
Vaas hørte det første af Sean's plan om at befri fangerne, og vaas forstod hvad det var han skulle, det var ham som skulle sætte ild til vagternes hovedkvarter, det havde han så heller ikke noget imod, for hans evne var jo sådan set ild , så han havde intet problem i at hjælpe.
"Så det eneste jeg sådan set skal gøre er at styr de flammer i ville sætte til hovedkvarteret"
Vaas forsatte med at gå efter manden foran ham og hører mere af hvad han havde at sige, ville de virkelig bare sætte ild i deres stald, Vaas rystede på hovedet og sagde også med en rolig stemme, "Sean bare hold dine mænd væk, så skal jeg nok gøre det hele, jeg er færdig enden du kan nå at blikke med mine øjne" Vaas forsatte med at gå, selv om han ikke viste hvor det var de var på vej hen til.