Let's make peace - Nille.

Sted: Gyderne i rotten root distriktet.
Omgivelser: Der er ret stille og man kan kun høre nogle få lyde.
Vejret: Det blæser og er ret mørkt, men månen lyser nogle områder op.
Tid: 23.13


Nicolas var blevet sulten, så han havde været ude og finde et offer i byen. Han orkede ikke, at jagte så han tog fat i den unge piges hoved og slog det ind i en mur. Han smed hendes livløs krop hen over skulderen og gik ned imod skoven. Han var ærlig talt ligeglad med hvem der så på, han ville bare have noget mad. Nicolas gik ind i en anden gyde hvor ingen var. og holdt hende fast hvorefter han så gav sig til, at drikke. Han var lige vendt tilbage efter lang tid hvor han ikke havde haft mulighed for særlig meget mad, men nu var han tilbage og nu kunne han igen tage for sig som det passede ham. Han havde savnet Caroline og Angela meget, men det havde været for deres skyld, heldigvis havde de forstået det. Angela var lidt længere tid om, at tilgive ham, men det skete. Så vidt han havde forstået.

_______________

Nilles sorte hår var løst, og hun havde som altid en hvid fjer i håret. Hendes to daggerter var gemt i de mørke læder støvler, og den hvide hætte var slået op. Hætten lavede en skygge der dækkede for hendes ansigt, og hendes blik var tomt. En mand ved navn Joseph, havde bedt Nille om at hjælpe ham med at finde hans unge datter. Sidst Joseph havde set sin datter var hun blevet slæbet væk af nogle sortklædte fyre med en hætte over sig, så Joseph havde ikke kunnet se deres ansigter. Joseph mente at det var slaveejere, og var gået ud for at finde dem, men uheldigvis, var de blevet væk. Nu havde Joseph så bedt Nille om hjælp, og hun ville skam hjælpe. Han skulle heller ikke betale, selvom han havde insisteret på det. Hun ville ikke have penge for det.
Nilles øjne var tomme for følelser, der var slet ingen følelser at spore ved hende. Hun så en skikkelse... nej, var det to skikkelser? Hun kneb øjnene sammen, for at se det mere klart. Det var to skikkelser, der var på vej ind i en gyde. De to skikkelser havde været så tætte, at hun på grund af mørket, ikke havde kunnet set det klart. Hun rystede på hovedet, og gik videre. Det var sikkert bare et kærestepar. Hun så ind mod gyden, da hun gik forbi, og stoppede op. En af skikkelserne virkede underligt bekendt, det var derfor hun var stoppet op. Havde de mon hørt hende? Eller kunne de fornemme at en kiggede på dem? Hun gik ikke videre. Hun stod helt stille, og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun var nysgerrig efter hvem den underligt bekendte skikkelse var.

Nicolas drak det sidste fra pigen og gjorde an til, at komme af med liget, men så opdagede han, at nogen så på ham, normalt ville han ikke gøre noget ved det, men der var nogen der var ude efter ham samt Caroline og Angela, så han turde ikke tage den chance længere. . Han slap pigens lig og brugte sin fart for, at komme hen til personen der så på ham på ingen tid. Han kunne sagtens kende hende, han havde også hørt om hende ude i byen. Skammeren. Og ikke nok med det, men hun var også en af Carolines bedste veninder. Han trådte et skridt bagud, han vidste ikke hvad han skulle gøre med hende, han ville ikke gøre hende noget, men han havde heller ikke planer om, at blive venner med hende. Så han gik bare hen imod gyden igen. Nicolas samlede liget op og smed det hen over hans skulder. Han gik forbi Nille igen uden, at sige noget. Hun ville kunne se pigens ansigt når han kom forbi hende, fordi hun lå med ryggen ned mod hans skulder.

Nille spjættede forskrækket da skikkelsen stod foran hende, det havde hun ikke lige regnet med, og det havde gået så hurtigt. Det var der dog en god forklaring på, hvorfor det var gået så hurtigt. Det var Nicolas, og han var jo vampyr, og derfor var han så hurtig. Hun kunne huske sidste gang hun havde mødt ham.. eller, første gang Rebecca mødte ham, og havde været første gang hun havde mødt ham. Han havde såret Rebecca, og på den måde, også såret Nille. Hun kunne ikke huske så meget af det, men hun vidste, at han havde skadet hende. Hun brød sig ærligtalt ikke om ham, og var det ikke noget med at han var død? Jo, det havde Caroline fortalt hende. Hun havde det dårligt med ikke at have været der for Caroline... Hun fulgte ham med øjnene da han gik mod liget igen.
"Var du ikke død?" Spurgte hun roligt, da det ikke ligefrem ville have gjort hende noget hvis han var død. Hun ville dog stadig være der for Caroline og trøste hende, hvis han havde været død... men han var jo ikke død, han stod jo lige der. Hun fulgte ham igen med øjnene, da han gik væk med liget, og da hun så ligets ansigt... Hun havde set en tegning af Josephs datter, og kunne derfor genkende pigen. Hun spærrede øjnene op. "Du dræbte hende!" Snerrede hun højlydt og så vredt på ham.

Nicolas havde forventet Nille ville sige et eller andet, rygtet om han var død havde åbenbart spredt sig ud i Carolines vennekreds. Han stoppede op og vendte sig om imod hende. "Illusioner kan være meget livagtige." Det var ikke et direkte svar, men medmindre man var helt blank ville man godt kunne forstå det, og så vidt han vidste var Nille ikke dum. Han så på pigens lig da hun nævnte hende. "Var det en du kendte?" Han havde først haft en kamp mod nogle dæmoner om hende, men de var stadig unge, så han havde ikke haft besvær med, at vinde den kamp. Desuden genkendte han de dæmoner, de var slavehandlere og de solgte bare til den højest bydende som oftest var en sadistisk gris der ikke ville behandle hende godt. Det var meget bedre, at være død så. Han kunne godt regne Nille var vred, men han var egentlig ligeglad. Han ville bare ikke gøre fysisk skade på hende, han ville ikke beskytte dem hun kendte, medmindre Caroline også kendte dem.

Nille var ikke en normal dæmon, hun var en Drevens, og dermed en smule stærkere end normale dæmoner. Hun hævede et øjnebryn over det han sagde, hun havde skam regnet ud hvad han mente. Hun rystede lidt på hovedet, og bed sig i underlæben. "Ved Caroline godt at du lever?" Spurgte hun roligt og lagde armene over kors.
Hun kneb irriteret øjne sammen og gik hen mod ham. "Nej, jeg kendte hende ikke, men en mand har bedt mig om at lede efter hans datter, og du har lige dræbt hans datter!" Sagde hun irriteret og snerrede svagt. Hvordan skulle hun dog forklare det til Joseph? Det kunne hun ikke, men hun var nød til det. Hun knyttede hænderne. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, eller sige. "Du kan fortælle Joseph, at hans datter er død!" Sagde hun, hun råbte næsten.

Nicolas så på Nille som om hun var virkelig dum, da hun spurgte om Caroline vidste han levede. Hun var den første der vidste det, hun var den der bekymrede sig mest for ham, så selvfølgelig vidste hun det. "Hun var den første jeg opsøgte." Han lod liget falde lidt ned, men holdt det oppe i den ene arm. Hun var ikke den første han dræbte, og heller ikke den sidste, så han tænkte ikke på de havde familie. Hvorfor skulle man gøre det. "Tænker du på, at det kød du kender har familie?" For ham var det ikke anderledes, end at spise kød. Han havde intet problem med, at skulle sige til en mand hans datter var død. Han havde gjort det før og kunne nemt gøre det igen. Han kunne også godt sige det var ham der havde dræbt hende, det ville ikke betyde noget for ham. Han så på liget og overvejede hvad han skulle gøre med det, han kunne sagtens bare smide det et eller andet sted, men hvor skulle det lige være. Han kunne jo også give det til faren så hun kunne blive begravet. Han var ligeglad. "Fint. Hvis mig vejen." Han førte hans hånd ud til siden som tegn på hun skulle gå først. Han smed liget over skulderen igen.

Nille ignorerede hans blik, hun så blot tomt på ham. Hvad han mente om hende rørte hende ikke. Hun brød sig ikke om ham, men hun kunne ikke skade ham, hverken mentalt eller fysisk, uden at såre Caroline. Så, det ville hun ikke gøre, medmindre Nicolas angreb hende. "Og hvorfor gik du så bare fra hende?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.
Det kød? Hun så på liget med medlidenhed, men da hun så på Nicolas, var der kun vrede i hendes øjne. "Ja! Hun har en far, som så hende blive slæbet væk af nogle mænd, som han frygtede var slaveejere. Han bad mig om at hjælpe ham, og nu har du dræbt hende!" Sagde hun og så på ham med foragt. Han virkede så ligeglad, det irriterede hende. Hvordan kunne han være så kold?
Hun blev en smule overrasket over at han så hurtigt og villigt, gik med til at sige det til Joseph. Hun blev dog også en smule mistænksom. Ville han prøve på at dræbe Joseph også, eller hende? Hun måtte tage chancen. Hun så kort på ham, inden hun begyndte at gå. Hun rystede på hovedet af sig selv, og så kort på ham over skulderen, mens hun gik. Hun så fremfor sig igen.

Nicolas ville ikke stå og diskutere hvorfor han forlod Caroline med Nille, så han ville bare gå uden om spørgsmålet. "Jeg har snakket med Caroline om det, og hun har tilgivet mig. Mere behøver du ikke vide." Han kunne godt se hun blev vred, da han samlignede et menneske med et stykke kød, men for ham var det sådan. Han trak på skulderne, fordi han egentlig var ligeglad. "Jeg skal også overleve. Så hvorfor skal jeg dø for, at alle andre kan leve? Jeg tænker på mig selv fremfor fremmede." Han ville dog ofre sig for Caroline og Angela, men kun dem. Han fulgte efter hende, da hun begyndte, at gå. Han kunne godt føre en samtale med hende, men han kunne ikke se hvad det ville hjælpe. Det ville ikke få dem tættere på hinanden, nok nærmere det modsatte. De var bare for forskellige, hun kunne ikke følge hans levestil, og derfor blev de begge irriteret. Men så længe de ikke rev hovederne af hinanden, så måtte det være fint nok. De gjorde det vel begge for Caroline.

Nille hævede et øjnebryn. Hun var ikke vred over ikke at kunne få mere at vide. Hun trak blot på den ene skulder, hun havde blot været nysgerrig, nu var hun ret ligeglad. Caroline havde tilgivet ham, så hans grund til at forsvinde måtte have været forståelig. "Udmærket." Sagde hun kort, en anelse koldt også.
Hun så på ham med et hævet øjnebryn, og rystede så på hovedet. Hans ord mindede hende lidt om Sean, men hun skubbede hurtigt tanken om Sean væk. "Du dræber også for at overleve, så jeg kan ikke se, hvordan du skal kunne tænke anderledes." Sagde hun roligt. Hun dræbte skam også andre, specielt dusørjægere, for selv at overleve. Men hun hjalp også andre.
Hans levestil var ifølge Nille meget forkert. Hun brød sig ikke om hans levestil, og det viste hun gerne. Den eneste grund til hun ikke angreb ham var Caroline. Efter noget tid, nåede de hen til et prægtigt, smukt hus. Hun gik hen til døren og bankede på. Lidt efter lukkede Joseph op, Joseph lignede en i 40'erne, han havde mørkebrunt hår, lidt skægstubbe og brune øjne.
Joseph så en anelse spørgende på hende. "Fandt du...?" Han kunne ikke sige sætningen færdig. Medlidenheden var tydelig i Nilles øjne. Joseph havde endnu ikke fået øje på Nicolas som havde hans døde datter over hængende over skulderen...

Nicolas havde engang været meget anderledes. Han havde været en helt anden, det var dengang han selv var menneske. Han var fyldt med omsorg og kærlighed for sine nærmeste. Han elskede stadig sine nærmeste, men det gik ikke ret meget længere ud end det. Han kan nemt sidde og have en samtale med en der fortæller om hvordan hendes ven kom til skade, og han vil blot tænke det var godt det ikke skete for ham selv. Men han havde stadig en masse følelser, han lod dem bare ikke komme ud. Den eneste ulempe ved det var, at han nemt blev vred, og når han blev vred blev han rigtig vred. Men det ville han ikke ændre på. Han kunne godt lide sig selv nu, men han længtes indimellem efter sit menneske liv. Nogle gange var det ikke værd, at være sådan som han var. Han havde og ville aldrig fortælle nogen om de tanker, det ville få ham til, at virke svag og det var det sidste han ville. Han lyttede til det Nille sagde, men han kommenterede det ikke. Da de kom frem til huset gik han op af mod døren, men han stoppede lidt før og lod Nille banke på, da hun ikke sagde noget, førte han liget ned i hans arme og gik frem mod døren. Nu når han stod der, så følte han faktisk med faren. Det var ikke noget han havde gjort før i tiden, men efter han havde fået sin søster tilbage og mødt Caroline, kunne han godt sætte sig ind i, hvordan det ville være.

Nille ville så gerne sige noget til Joseph, men hun kunne ikke få sig til det. Håbet i hans øjne var tydelig. Det gjorde blot at Nille blev mere vred på Nicolas. Hun bed sig i hårdt i underlæben og vidste ikke hvad hun skulle sige. Det behøvede hun heldigvis ikke, da Nicolas gik frem mod døren. Hun trådte væk, og så ned i jorden. Joseph klynkede svagt da han så sin døde datter, og tårerne begyndte hurtigt at glide ned af hans kinder. Josephs hænder rystede, da han tøvende strøg datteren over håret. Nille havde ondt af Joseph, mere end hun kunne forklare. Hun vidste hvordan det var at miste en man elskede, og så en i ens familie... Hun skubbede tanken væk. Hun kunne ikke tænke på det nu.
Joseph så på Nicolas. "Hvem... dræbte hende?" Josephs stemme var tæt på at knække. Han tænkte ikke på at Nicolas havde dræbt hans datter. Nille ville lade Nicolas sige det, for hun kunne ikke få sig selv til det. Joseph blev ved med at se på Nicolas. Tårerne gled stadig ned af hans kinder. Det var som om han ikke ville stoppe med at græde. Joseph tørrede nogle tårer væk fra sine kinder, men der kom hurtigt nye, så han gav op, og lod tårerne få frit løb

Nicolas havde kun mistet nogen han holdt af en gang. Angela, men hun døde ikke hun forsvandt bare og han var sikker på hun var død. Men sådan var det ikke, heldigvis. Selvom han gik igennem alt det et savn indebærer, vrede, fornægtelse og hvad der ellers er af stadier. Selvom det ikke var normalt for Nicolas, at møde sin ofres familier, så vidste han alligevel normalt hvordan han havde det omkring det. Men sådan var det ikke længere, han var fuldstændig på bar bund, og nu skulle han til, at håndtere en far der helt klart vil forsøge, at dræbe sin datters morder. Men hvordan kan man forvente andet. Nicolas lagde pigen ned på jorden og rejste sig så op igen og så på faren der tydeligt var sønderknust. Ordene var længe om, at forlade hans læber. "Det gjorde jeg." Han var klar til, at stoppe manden. Ikke fordi han ville dræbe ham, han ville bare stoppe ham. Nicolas dræbte sjældent uden grund, den største grund var sult, hvorimod den næste var beskyttelse for ham selv og dem han havde kært.

Joseph så på, da Nicolas lagde hans datters lig ned på jorden. Nille holdte øje med hvad Nicolas gjorde, hun vidste ikke hvordan, Joseph ville reagere på at Nicolas havde dræbt hans datter. Nille gik et skridt tættere på, da Nicolas havde sagt at det havde været ham, der havde dræbt Josephs datter. Joseph reagerede først ikke, han kiggede blot på Nicolas. Nille så noget i Josephs øjne, der gjorde hende urolig. Joseph skar kort en grimasse, inden han snerrede lavt. Vreden var tydelig i Josephs øjne. Han skulle til at slå ud efter Nicolas, da en stemme stoppede ham.
"Joseph." Nilles stemme var skarp, og truende. "Hvis du prøver på at skade ham, vil du fortryde det." Det var ikke fordi Nille bekymrede sig om Nicolas, men hun ville ikke lade Joseph prøve på at skade Nicolas. Hun vidste godt at Nicolas ikke var svag, og at han godt kunne slå Joseph ihjel hurtigt, men det ville hun ikke lade ske. Der var ikke flere der skulle blive dræbt nu, eller skadet. Desuden ville Caroline nok heller ikke være specielt glad, hvis Nicolas kom til skade. Nille ville ikke tage chancen. Joseph kneb øjnene sammen, tårerne gled stadig ned af hans kinder, men han trådte væk. Han samlede sin datters lig op, gik indenfor og lukkede døren hårdt.

Nicolas fortrød ikke hvad han havde gjort. Fortrydelse var ikke en følelse han havde haft i lang tid. Alt han havde gjort havde været for en god grund, det eneste han burde fortryde og fortrød en anelse, var at efterlade Angela og Caroline. Han så på manden der tydeligvis blev meget vred, men Nicolas var ikke bange. Han gjorde ingenting, han blev bare stående. Hvis han havde angrebet ham ville han nok ikke have gjort noget, han ville ikke have dræbt ham heller såret ham så meget. Han ville tvinge ham ind i hans hus, det var ikke det han normalt ville gøre men han behøvede ikke og dræbe ham, så det ville bare være spild af energi og blod. Nille stoppede manden inden han nåede og gøre noget. Da manden er gået ind så han over på Nille. "Tilfreds?" Han havde gjort hvad hun havde bedt ham om, nu kunne hun ikke forlange mere af ham. Men han ville stadig gerne skabe fred imellem dem, de ville aldrig blive venner, men de kunne godt skabe fred. For Carolines skyld.

Nille så på den lukkede dør og bed sig i underlæben. Hun havde virkelig ondt af Joseph. Han havde mistet sin datter. Hun kendte til sorgen og smerten ved at have mistet sit barn. Hun kendte også til hadet til den person, der havde dræbt ens barn. Lily havde dræbt Toby for øjnene af Nille. Hun vidste derfor også, at Joseph ville komme sig over det. Han ville selvfølgelig stadig savne sin datter. Hun så på Nicolas, da han så over på hende. Hun var overbevist om, at Nicolas aldrig ville blive hendes ven. Hun lagde armene over kors.
"Ikke helt. Du dræbte stadig hans datter, men i det mindste var du ærlig, og sagde det var dig." Sagde hun og trak på den ene skulder. Hun skulle videre i livet, så hun ville gå hjem. "Men, jeg skal videre." Hun smilede svagt "Farvel." Hun vendte ryggen til ham, og begyndte at gå hjemad.

//Out.