I guess, you are bound to do it? - Alexandria

T: omkring 23.48
S: Alexandrias hus
V: Vindstille og koldt
O: Hendes nips og møbler?
P: Sort afslappet jakkesæt.

Richard de Dios, en ung mand i starten af tyverne, havde modtaget et brev fra hans afdøde forældre, omhandlende en ung kvinde og hendes forældre. Brevet gav ingen mening, og selvom man egentlig skulle tro at de ville testemanterer det hele til ham - var det ikke tilfældet.
"Din arv indfries, så snart du indgår ægteskab med den unge frøken Alexandria."
Vreden havde boblet i ham. Han kunne hverken få pengene, skødet på boligen eller ulvestalden, og heller ikke indfri sin gæld - ikke før han fik sin arv. Og den fik han ikke, før han havde indgået ægteskab med den lille møgtøs.
I en uges tid, havde han hyret mænd til at opspore denne Alexandria, og lade ham vide hvor hun boede.

Først en sen aften, hvor solen var gået ned og det mørke tæppe natten ejede havde svøbt sig om skyggerne, havde han taget kappen om sig og begyndte at bevæge sig mod hendes hus.
Først faldt det ham ind at banke på. Men han var så inderligt frustreret over at denne kvinde i virkeligheden besad sådan en magt over hans liv uden at de kendte hinanden.
Han lirkede døren op, og bevægede sig gennem huset med en elegance som en ulv. Han fandt frem til stuen og satte sig i en lænestol. Ganske roligt begyndt han at nynne, mens han ventede på at kvinden ville komme ind i stuen.

Alex havde modtaget et brev fra sine forældre. Det var ikke første gang, så som alle de andre gang var det blevet revet midt og smidt ud. Hun ville ikke have noget med dem, at gøre og nu var det ikke nødvendigt. De var væk, og hun kunne komme videre med sit liv. Alex var ovenpå og skifte hendes sengetøj, men da hun hørte hendes dør gå op var hun hurtigt nedenunder. Hun gik ind i stuen og så på manden der sad i en af lænestolene. Hun blev stående i dørkarmen, hun reagerede ikke ret voldsomt på hans uvelkomne tilstedeværelse. "Hvem er du, og hvad laver du i mit hus?" Hun lagde tryk på mit for, at vise hun havde magten i huset der. Alex blev bare stående og så på ham, men hun var parat til, at gøre modstand hvis det var det han var ude på. Hun var ret stærk, så hun ville bestemt ikke give op uden kamp. Alex tog et hårbånd hun havde om håndleddet og satte hendes hår op i en tilfældig knold, hun gik ikke så meget op i hendes udseende når hun var derhjemme, medmindre hun havde gæster. Indbrydsmænd talte ikke med i det.

Han smilede roligt, men smilet bar et skær af vrede. Hun var smuk, men det var ikke et aspekt han havde tænkt sig at medregne.
"Jeg er her for at tale med dig. Da du ikke har opsøgt mig, går jeg ud fra at du endten ikke har fået et brev similært til mit, eller at du simpelt bare modsætter dig vores forældres aftaler.." han rejste sig.
"En præsentation er vist på sin plads; Mit navn er Richard de Dios." Sagde han men rakte hende ikke hånden. Hun ville ikke tage den alligevel.

"Nydeligt hjem du har. Væggen i entreen ville jeg nok få set på, men ellers er her flot." Sagde han inden han så hende direkte i øjnene.

Alex kunne godt regne ud hvilket brev der var tale om. Men hun vidste ikke hvad der stod i det, så hun kunne ikke tale med om det. "Jeg er ligeglad med hvilke aftaler mine forældre har indgået. Bare fortæl mig hvad du vil." Hun ville have smidt ham ud allerede, hvis ikke det var fordi hun ville høre hvilke aftaler hendes forældre denne gang havde indgået. "Meget fint Richard." Hun havde ikke tænkt sig, at fortælle hendes navn. Selvom han sikkert allerede kendte til det, ellers ville det ikke være så let, at finde hende. Hvis brevene blev sendt på samme tid, så var der ikke gået længe før han havde fundet hende. Alex lagde armene over kors og sukkede over, at han ikke bare ville fortælle hvad det handlede om. "Det behøver du ikke bekymre dig om." Det blev sagt i en lettere fornærmet og nedladende tone, fordi hun ikke behøvede hans mening om hvordan hendes hus så ud. Han irriterede hende allerede, mest fordi han brød ind i det eneste sted hun havde alene.

Der var ikke det mindste lighedstegn mellem dem, i hans øjne. Han havde blonde krøller, bløde mandelbrune øjne. Hun var af en helt anden kaliber.
"Jo, Alexandria, jeg kommer på grund af det ægteskab vores forældre havde planlagt for os." Han stemme skiftede toneleje. Det var ligemeget, hvad hendes holdning til det var. Intet ægteskab, ingen arv.
Hendes tonefald hujede ham ikke, men han bed sammen. Lad os nu se, tænkte ham. Måske er hun ikke så slem.
Han forventede lidt at hun ville forvandle sig til et skyggevæsen og sluge ham med hud og hår. Men, det lod ikke til at være tilfældet.

Alex var ikke overrasket over hendes forældre havde planlagt det. Sikkert bare en måde, at få flere penge på. Hun gik forbi ham og længere ind i stuen. "Jeg skylder intet til mine forældre. Jeg skal ikke giftes." Hun havde i forvejen ikke tænkt sig, at blive gift. Men slet ikke med en hun ikke kendte, hun drejede sig rundt så hun igen stod med fronten mod ham. "Vil du giftes?" Hun kunne ikke se hvorfor han ellers skulle være kommet, hvis han ikke gad ville han vel bare blive væk. Medmindre hans forældre fik ham til det, hvis de altså stadig levede. Sandsynligheden var der. Hun sukkede dybt og var irriteret på hendes forældre endnu en gang. De var næsten lige blevet drabt og stadig kunne de ødelægge hendes liv. Hun havde troet det var kommet for, at kunne sælge hende igen, men som det så ud havde det bare været, så de kunne gifte hende bort. Hun betød tydeligvis ingenting for dem, ikke fordi de betød noget for hende, men det ville have været rart, hvis hun havde haft nogle forældre der faktisk holdt af hende og ikke bare behandlede hende som en genstand de kunne tjene penge på.

"det undrer dig tydeligvis ikke, at vores forældre har fundet på dette stunt." Han så lidt væk fra hende uden at dreje hovedet.
Om han ville giftes? Det vidste han ikke. Hun var smuk, og hun virkede langt mere begavet end hvad hendes ansigt tegnede til.
"Det ved jeg ikke, ikke endnu. Men efter din reaktion at dømme, må jeg jo tage det som et afslag. Ikk sandt?" Han løftede et øjenbryn, men vidste at han ikke havde mere at gøre der.
"Undskyld jeg spildede din tid." Han trådte rank, som en soldat der var på vej til at gøre honør, og gjorde derefter mine til at forlade huset igen.

Alex havde aldrig rigtig kendt hendes forældre, men hun vidste de ville gå rigtig langt for penge. "De tænker kun på penge." Hun var tit blevet udsat for, at folk forsøgte, at smørre en eller anden løgn af på hende, fordi hun ikke så ret begavet ud. Nogle gange spillede hun bare med på det i noget tid, for så at bryde ud i en lang sætning med mange 'svære' ord, det var mest når hun kedede sig. Hun nikkede til hans ord, det var vel et afslag. Men hvis hun kunne få noget ud af et ægteskab med ham, så ville hun gerne tænke over det. Hun fulgte efter ham hen mod døren og stod et øjeblik og så bare ham. "Hvad ville du få ud af det?" Hun vidste hun ikke selv ville få noget ud af det, men hun kunne godt gå med til det, hvis han ville dele. Hun havde aldrig nogensinde overvejet ægteskab, men hvis de skulle ske, at blive gift, ville hun ikke ligge noget i det. Det hele ville være på papiret og hun ville leve sit liv videre som altid, måske med en ekstra sum penge, eller hvad hun kunne få ud af ham. For noget skulle hun nok få.

Han nikkede kort, hans forældre var ikke meget anderledes.
"Mine forældre har afskåret mig fra min arv, indtil jeg er gift med dig. Skødet til ulvestalden, til palæet, rettigheden til den såkaldte formue de har efterladt mig. Alt står selvfølgelig til deling mellem mig og min trolovede." Sagde han, som om det bare var formalitet.
"Undskyld jeg spildte din tid."" Han så kort på hende - han genkendte et afslag når det var til stede.
Han passerede hende, med en styrke og elegance der nærmest emmede ud af ham.
I en hurtig bevægelse var han på vej gennem entreen, og havde taget fat i dørhåndtaget.

Alex lyttede til hans ord og kneb øjnene sammen, et klassisk tegn på hun spekulerede på noget. Han var allerede henne ved døren da hun besluttede hun kunne give det en chance. "Lad os bare tale om det." Hun var ligeglad med hvad han fik ud af det, hun ville bare selv have noget ud af det, hvis der overhovedet skulle ske noget. Hun gik hen til døren og lagde hende hånd oven på hans der lå på håndtaget som et tegn til han skulle slippe. Alex var ikke ligefrem den mest gæstfrie, men når det handlede om penge kunne hun godt være ret venlig. En ting hun uden tvivl havde arvet fra hendes forældre. "Bliv og få noget, at drikke. Så kan vi finde ud af noget sammen." Hun havde vel egentlig taget hele beslutningen selv, men nu hvor der var tale om penge burde de tage den sammen. Hun fjernede hendes hånd og gik ud i køkkenet og forventede han satte sig ind i stuen.

Han rystede på hovedet. hun var da mere pengegrisk end ham?
han fulgte efter hende ud i køkkenet, med armene over kors. "javel, hvad er det så du vil tale om? hvilken side af sengen du vil have?" han så undret på hende.

//sorry, kreasvigt//

Alex tjente en god sum indimellem, men hun kunne sagtens bruge mere. Hun fandt to kopper og noget kaffe frem og hældte det op. Hun rakte ham den ene kop og fnøs da han kom med et bud på hvad hun ville snakke om. "Sjovt. Meget sjovt." Hun tog en slurk af kaffen og rystede så på hovedet. "Hvis det her skal lade sig gøre, så skal det kun være på papiret." Hun ville lige høre hvad han selv sagde til det, før hun kom med flere forslag. Måske ville han slet ikke alligevel, det kunne godt være han bare mente hun skulle vide det. Men hun var ikke uvillig over for idéen.

Kun på papiret. Fair. Men der var krav, og dem var hun måske ikke helt vild med.
"Selv hvis det kun ar på papiret, er der en del ting, som vi ville skulle gøre sammen. Bo sammen, deltage i de forskellig arrangementer som vi bliver inviteret til.." Han så på hende, roligt, og tog selv en tår af kaffen. Den smagte brændt, bitter. Måske var han bare for pivet.
"Jeg siger ikke, at du er tvunget. Men jeg kan ikke få min arv, hvis jeg ikke gifter mig med dig. Vores forældres mening om et lykkeligt liv, kan man vel sige." han så på hende med spørgende øjne. Han var ikke grim, syntes han selv. Måske ikke en Adonis, men ikke grim. Måske, kunne hun være blevet forelsket i ham, under andre omstændigheder - men han slog tanken fra sig. Rent proforma. Intet andet.
"Jeg er ked af at jeg bare gik herind. Men jeg tvivler på du overhovedet ville have lyttet, hvis jeg valsede op til din dør, og sagde at vi var trolovede." Han smilede kort, en smule charmerende. Ikke noget han kunne styrer, konkret. Hans smil kom bare, til tider.

Alex havde forventet der var kommet nogle krav. De var ikke helt uoverkommelige, hun kunne sagtens lege lykkeligt par, hvis det var det der krævede. "Hver sit værelse, og så kan det sagtens lade sig gøre." Hun kunne godt se han ikke brød sig så meget om kaffen, men det havde hun det nu fint med, kaffe var ikke hendes speciale, så det ville næsten have været underligt, hvis hun var ekspert i det. Hun var ikke ret vild med tanken om hun ville være gift, men når det kom til penge så ville hun gøre rigtig meget. Men at blive gift virkede bare ikke som noget der skulle ske for hende, hun var bare ikke typen der blev gift. Men ja, nu kunne det godt komme på tale. "Det har du ret i. Og det virker o til der kom noget meget godt ud af det alligevel." Hun lagde mærke til hans charmerende smil, men lagde ikke så meget i det. Hun kunne bare forstille sig, han forsøgte at bløde hende op, så hun ville gå med til hans krav.

Hun gik måske med på det alligevel? Skønt! At man så skulle lege lykkelig familie, var han ikke helt med på selv. Som incubus, kunne han ikke rigtigt have et tæt forhold til hende. Hans måde at jage på var jo... tjaa. Knap så sanitær som man kunne ønske sig.
"Fint med mig. Du kan få hele din egen fløj, i palæet. Sådan var det alligevel med mine forældre." Sagde han med et træk på skulderen. Han var ikke vokset op med intime og kærlige forhold. Den eneste han havde elsket, havde knust han hjerte ved at forlade ham fordi hans forældre havde overbevist hende om at han var for god til hende. Kærlighed var noget hø!

"Du kan komme med, med det samme, hvis du vil? Ellers, så kan jeg skrive adressen til dig. Jeg er stort set altid hjemme alligevel." Sagde han, velvidende at det lød en smule creepy.

Alex havde heller ingen planer om, at lege lykkelig familie med ham, medmindre det var nødvendigt. Hun kunne ikke vide om nogle ville tjekke op på dem. Men i såfald, kunne hun godt spille på deres kærlighed og lykke, som ikke eksisterede. Alex havde aldrig haft kærlighed i hendes liv, på ingen måde. Hun havde aldrig elsket nogen, og der var aldrig nogle er havde elsket hende. Men hun havde aldrig prøvet kærlighed, så hun manglede ikke noget. De behov hun skulle have opfyldt, fik hun opfyldt. "En hel fløj? Hvor stort er det sted lige?" Hun så sig rundt i huset, hun havde ikke tænkt sig, at give slip på det endnu, hun ville stadig komme der indimellem. Men det ville han nok ikke have noget imod. Hun rynkede brynene lidt da han sagde han altid var hjemme. Det var vel ikke så meget anderledes end Alex' liv, når hun gik ud var det for, at arbejde, for mad, eller for sex. Hun ville gerne se stedet og måske lære ham bedre, at kende. Så hun kunne lige så godt gå med. "Lad os gå." Hun stillede koppen og ventede på han blev klar.

Han smilede. Selve palæet var en stor bygning, og med de tilbygninger der var, og græsarealet, var det nærmere et slot - dog uden spir og tårne. Men alt dette ville hun få at se. En enkelt fløj ville han ikke savne, han blev jo mest i studiet, biblioteket og soveværelset.
Hvad hun ville lave, og hvor, med hvem, ville han ikke blande sig i.
Det var hendes liv. Dog skulle hun vide, at han ikke ville se andre mænd, i dagtimerne. Og hvis det ville blive nødvendigt, skulle hun nok for lydisoleret hendes sovegemakker.
Roligt gik han mod døren igen, klar til at vise hende palæet - hvis placering kunne være mere eller mindre åbenlys, hvis man havde set det i dagslys. Det lå i udkanten af Angerforge Distriktet, med en stor port til åbning.
Allerede ved porten blev de mødt, af to voksne mænd - iklædt sorte kapper.
''Det er Alex. Hun har frit lejde.'' sagde han med en myndig og rolig stemme. Mændene nikkede og rykkede sig for dem, så ærbødig på hende, som havde hun været en gudinde.
Richard gik blot videre, uden at skænke dem et blik.

Alex var meget nysgerrig omkring det omtalte palæ. Hendes eget hus var meget fint, men det var jo ikke ligfrem et palæ. Hun gik med ham hen til huset og skævede til mændene som Richard ikke engang skænede et blik. Hvis nogen arbejdede for hende, ville hun nok være på samme måde. Hun gik ind og drejede rundt og så sig omkring for, at finde ud af hvordan det hele så ud. Hun kunne godt vende sig til, at bo der. Men tanken om henes eget hus lå stadig i hendes baghovede, hun havde boet der længe og var ikke parat til, at give slip på det endnu. Hun havde selv gjort sig fortjent til huset og det blev hun mindet om hver gang hun var i huset. Hun havde ikke tænkt over, han havde kaldt hende Alex, fordi hun var for optaget af palæet. "Jeg vil helst kaldes Alexandria." Hun blev ikke kaldt Alex af nogen, fordi hun kun ville kaldes det af venner.

Han så kort på hende.
''Du er blandt mine folk, enten kalder de dig Lady, Miss ellers taler de ikke til dig.'' sagde han og så mod palæet.
De gik i et roligt tempo mod hoveddøren, som blev åbnet af en kvinde mens de nærmede sig.
''Iris'hellar'' sagde han og hun nikkede som svar. En hilsen.
Hun så på Alex, inden hun stirrede på Richard.
''Lad hende være.'' sagde han kort, lavt. Han gik ind, og håbede Alex fulgte efter.
Entreen var den stor hall, med store malerier mange steder.
Mange af malerierne var af smukke ulve. Få pantere, løvinder og enkelte unge tigere. Alle malet i samme baggrund. Lokalt område bag palæet. Stalden.

Alex havde ikke noget imod at blive kaldt Lady eller Miss, det ville bare gøre hun følte sig som en højt oppe i hierarkiet, hvilket hun sikkert også var efter de var blevet gift. Hvis det var planen. Hun var ikke helt sikker endnu. Hun rynkede brynene over de ord han sagde, det gav ingen mening for hende. Hun gik med ind i entréen og så sig omkring. "Det er et flot sted." Hun gik længere ind og så nærmere på billederne. "Hvorfor alle kattedyrene?" Hun vendte sig om og så med ham mens hun spurgte, men vendte så opmærksomheden tilbage til malerierne.

"Mine forældre opdrættede racekatte og renblodsulve. Staldene er lige bag ved palæet." Svarede han inden han så kort på hende.
"Velkommen til hall'en. Dette er nok det eneste rum der er nogenlunde mennesketomt. Indtilvidere. Der er tolv tjenestepiger til hver fløj, og fire fløje. Den ene er til dig, og du kan gøre med tjenestepigerne hvad du lyster. Sviner du til, sørger du for at de gør rent. Du har fri adgang i hele palæet, undtagen mine studiekamre." Sagde hans are, og så kort på trappen der førte mod hendes fløj.
"Du er velkommen til at se dig omkring, bare... Holde dig fra studiekamrene. De er private." Sagde han inden han nikkede kort til hende.
"My lady." Sagde han inden han vendte rundt på hælen og gik mod biblioteket som lå mellem de fire trapper.
En ulv kom springene mod ham, og logrede glad over at se ham.
"Flemeth... På plads." Grinte han drillende og satte sig på hug for at snakke med ulven.

/undskyld! Jeg lover at svarer mere regelmæssigt fra nu af!!//

Alex så sig igen omkring, hun var meget fascineret af stedet og hun kunne helt klart godt vænne sig til at bo der. Da han sagde hun ikke måtte gå ind i studiekamrene fik hun bare endnu mere lyst til det. På den måde var hun en smule barnlig, hun ville altid have det hun ikke kunne få, men i dette tilfælde var det bare af ren nysgerrighed. Hvis hun ikke måtte gå derind, måtte der være noget som hun blev nød til at kende til derinde. Ja, hendes logik var muligvis lidt atypisk. Da han gik væk rynkede hun brynene lidt. "Okay, så finder jeg dig vel bare på et tidspunkt. Men ikke i studiekamrene." Hun grinede kort over hendes egen bemærkning, da en ulv kom springende blev hun først overrasket, men så blev hun fascineret. Hun gik hen til ham og satte sig på hug ved siden af ulven. "Du bliver nød til at skaffe mig sådan en." Hun rejste sig op igen og gik rundt, hun lignede en hovedløs høne fordi hun ikke vidste hvor hun skulle starte.

Han smilede. Hun kunne lide ulve.
Det ville gøre tingene så meget nemmere, her i huset.
"Stalden ude bagved, jeg kan vise dig den. Vi har lige fået et nyt kuld." Smilede han inden han lavede en klikken med tungen, og ulvinden satte sig pænt.
Han så på Alex, med et lille smil.
"De er avlet til at være jagtdyr, men nogle af dem er også egnet til kæledyr." Sagde han roligt, og ulvinden klynkede kort som svar.
"Så smut da!" Grinte han og ulvinden satte i galopspring ud gennem en gang, der førte ud til køkkenet og videre ud til stalden.
"Flemeth, en ulvinde jeg reddede ude i skoven. Hun havde dækket et forben og havde en pil gennem skulderen." Han så en smule vred ud når han talte om det.
"Hun var efterladt til at bløde, til at dø, alene." Han sukkede frustreret.
"Det er det samme som at elske en, som efterlader dig til at dø fordi du ikke længere er noget værd..." Han lod til at vide mere om lige præcis den følelse end noget andet.
Han sukkede.
"Undskyld... Det skal jeg ikke belæmrer dig med." Han satte et lille smil på, men det virkede forkert, falskt.

Alex ville gerne se det nye kuld, hun virkede til tider ret ligeglad med alting, men hun kunne ikke stå for dyr. Det var næsten ligemeget hvad, men dyr og især dyrebørn kunne smelte hendes hjerte. Så da han snakkede om et nyt kuld fik hun næsten julelys i øjnene, men det forsvandt hurtigt igen. Hun ville ikke virke for begejstret. "Jeg gætter på i har flest som jagtdyr?" Han virkede ikke som en type der havde mange kæledyr, men så igen han havde virket ret begejstret for netop den ulv. Hans historie rørte hende, måske fordi hun kunne relatere til den. De eneste hun havde som barn solgte hende, og nu havde de gjort det igen. Selvom hun inderligt hadede dem, så gjorde det stadig ondt. Hun så fjern ud et kort øjeblik, men hun vendte så tilbage til ham. "Nej nej. Det er okay. Vi har vel alle prøvet det på et tidspunkt." Hun tog en dyb indånding. Hun hadede den følelse, hun var sårbar og det var det sidste hun ønskede at være.

Hun virkede langtfra så kld og kynisk som da han mødte hende.
Et godt tegn. Måske kunne de alligevel godt sammen?
Måske, skulle hun have en ulv foræret? En 'bryllupsgave' måske?
Han smilede af sin egen tankegang.
Hun giftede sig kun med ham af materielle årsager. Hvem sagde at hun overhovedet gad ham?
Det var okay. Han skulle ikke forelske sig, ikke mere. Ikke efter...
Han stoppede sine tanker, og nikkede kort til hende.
''Denne vej, My Lady'' han sagde ordende i en drillende tone, for at vise at han ikke tog tingene for tungt.
''Lad mig vise dig stalden.'' han slog en arm ud, for at vise at hun skulle gå samme vej som ulvinden for kort tid siden var forsvundet af.