Uneasy lies the head that wears the crown ~ Assorian&Veltói

Daron havde først troet, at han var alene om det her. Han vidste godt, at flere skyggevæsener var oprevet over at Assorian havde lovet dem husly for så at rejse væk og ikke følge op på sit løfte. Men han vidste ikke, at de var oprevet nok til at de ønskede at gøre noget ved det. Desuden havde han altid været alene så det var blot hvad han begyndte at gå ud fra.
Men han var ikke alene. Han havde flere soldater, der havde set, hvad han var i stand til og ønskede ham i magten. Soldaterne var af flere forskellige racer og selvom det ikke var hele Assorians hær, var det nok. Især fordi at sammen med dem havde han skyggevæsenerne. Ikke alle i Underworld, men en stor del af dem som blev forrådt af Assorian og ønskede ham af magten. Og Daron med erfaring som træner af soldater havde trænet dem op til at kunne kæmpe side og side med hans soldater.
Og så var der Veltói. Lederen af de gode engle.
En mand, hvis familie var blevet destrueret af Assorian. En mand der ønskede hævn lige så meget som Daron ønskede forandring. Han havde selv opsøgt Daron efter at have hørt rygter om hans planer. Daron havde i starten ikke stolet på ham men efter et godt stykke tid og lange samtaler indså han, at han netop var den person han havde brug for. Med hans kampevner, hans had til Assorian, hans evne der fungerede specielt godt i mod skyggevæsener og hans hær af gode engle. Godt nok kunne de ikke slå ihjel men de kunne gøre nok skade til at hæren nemt kunne bevæge sig videre i gennem gaderne og mod den borg, der havde været Darons hjem de sidste flere år. Efter dette her ville han aldrig komme tilbage der til og han kunne ikke vente.

De var ude foran drageborgen nu. Her foregik den værste kamp. Assorians hær måtte have indset hvor de var på vej hen og havde skabt en mur af soldater til at skulle holde dem ude. Det ville de ikke få lov til meget længe dog. Daron og Veltóis soldater kæmpede med alt magt for at trænge i gennem, ind til lederen. Daron deltog selv i kampen, brugte sin evne til at forsvinde om bag sin modstander og spidde dem med sit svær i deres ryg. Han var trænet op til Skyggeklanen og selv trænet Assorians hær. Han kendte deres kampteknik og brugte den i mod dem. Og selvom en kvalme steg op i ham hver gang en fjende faldt til jorden, var den pumpende adrenalin mere gældende. Dét og tanken om at han en gang for alle ville vælte Assorian.

Velto havde i en længere periode haft en lille tanke om at vælte Assorian fra trone som skyggevæsenernes leder, han havde lovet dem, at de ville komme frem i stedet for at gemme sig i skyggerne, det var noget han lovede, dengang, efter han så havde fået skyggevæsenerne ud fra deres skjulesteder og faktisk gjort, så de går frit omkring, så er han blevet doven. Han ejer måske en by nu og DP er, pga Assorian, blevet et centralt sted for handelsmænd og købere, hvis der var noget han havde styr på var det handel og salg. Velto hadet ham ikke, som sådan, men på den anden side jo.. hvem ville ikke også hade en, som slog ens familie ihjel? Trods af han "bare" var en soldat dengang, så gjorde det stadig ondt.

Velto havde opsøgt den her mand, Daron, i starten kunne Velto ikke lide ham, men han manglede en partner, en der selv ville få Assorian af tronen og hvad kunne ikke være bedre, at det var en af hans egen? Assorian har tabt tråden for sin race og nu skal han af, hvilket de blev hurtigt enige i og udviklede faktisk, utroligt nok trods af de er naturlige fjender, et stærkt venskab.

Efter lange kampe i byen stod de nu foran Drageborgen, den ene soldat faldt efter den anden af hans evne "Lumen Ad Bonum" som er ekstra stærk mod skyggevæsener men også en kraftig evne, som kan skubbe selv den største gut ned på jorden. Han nød at kæmpe side om side med Daron og da de så står overfor indgangen til selve borgen, kunne de mærke en kold brise blæse, ja, det var Assorian der snart var på dig mod dem "Kunne du mærke den kolde brise? Tror vi snart har en hidsigprop på vej" sagde han med et smil på læben og opladede så en energikugle mere og kiggede på sin ven.

Midt i kampens hede henvendte Veltói sig til ham. Hans ord var tydeligt ment som en form for humor men alligevel mærkede Daron en trykken var brystet. Selv med så mange på sin side måtte han indrømme at han var bange. Daron var muligvis en målrettet mand, men alt for ofte havde han oplevet at han aldrig havde nået sine mål. At han havde fejlet. Hvad hvis det her var en af gangene?
Dette vidste han dog ikke til Veltói. Det gik ikke at vise sin frygt, når der ingen vej var tilbage. Så i stedet kastede han et smil hans vej og svarede: ”Det var også på tide.” før endnu en fjende langede hans vej og han igen måtte fokusere på kampen.

Daron havde ærligt ikke forventet et venskab med Veltói. Mest af alt fordi han ikke rigtigt havde haft nogle venner i et godt stykke tid. Jo, han havde snakket med nogle den gang han blev trænet op til klanen og havde nogle soldater her og der han snakkede med. Men ikke nogen han ville se som venner, så påpasselig som han var. Men Veltói og han havde klikket overraskende hurtigt. Uhyggelig hurtigt hvis han spurgte Daron der allerede frygtede at det gik galt før det overhovedet var startet.

Men intet var gået galt og nu kæmpede de side om side og sammen, med begge deres hære bag dem, fik de slået den store port til Assorians rige op og ind kæmpede de sig. Kun for at se, på det brede trappetrin, øverst oppe, lederen for skyggevæsnerne, Assorian.