the first meeting of love! -Josh-

Påklædning.

Sted: Ukendt
Tid: Ukendt

Hvordan gik hendes liv indtil videre, hun var endelig ved at have styr på alt. Hendes vinger var fantastiske som altid, bare følelsen af at have styr på dem var fantastisk, det at være alene gjorde hende mindre end hun havde regnet med. Som en tøs på gaden, havde hun dog penge. Hendes liv var startet på en frisk, mennesker passede sig selv og Alex havde aldrig haft det bedre. De uskyldige øjne der løb gennem gaderne, mens alkoholen steg hende til hovedet.
Hun havde måske drukket lidt for meget, så meget at hun endte med at falde sammen op af en mur. Hvor hun brækkede sig, smagen af alkoholen og rester fra sin mad fra i går aftes, fyldte hendes mund. Klamt, det gav hende kun mere kvalme, første gang hun drak, det var enlig underligt. Smagen af øl gjorde hende dårlig, mens mjød virkede sød, dog var eftersmagen klam. Det at drikke var vist ikke hende, hun smilte for sig selv. Hvor hun spyttede, for at fjerne en smule af bræk smagen i sin mund.
Det tog dog kort tid, før hun rejste sig op kun for at gå videre, hun måtte heller smutte tilbage til den skralde spand hun nu engang boede i. Hendes tøj bestod af en stjålet blazer jakke, og en inder trøje samt et par jeans som hun havde ødelagt, så det i stedet var shorts. Hendes blonde hår var sat op med et bånd, som kørte rundt om håret og derefter rundt om hendes pande.
Det tog dog kort tid for hende, før hun væltede ind i en mand, han var høj. Alting var sløret for hende, så ansigtet blev aldrig set. Før øjnene ikke åbnede sig igen, mumlen lød omkring hende. hvor alt hun huskede, var at hun blev båret rundt på.
Nogle få billeder af en kvinde, som havde hånden om en lille drengs hals, huskede hun. Hun vågnede først igen, da følelsen af en hånd der klappede mod hendes kind. De brune øjne åbnede sig roligt, hvor alting kørte rundt omkring hende. tømmermænd var over hende, hun placerede en hånd på hendes pande. Mens en lav klynken slap hendes bløde læber. ”Hvor er jeg?” Hun kiggede omkring sig, kun for at se en del let påklædte kvinder, side i et alt for lille rum. Hvor de nærmest alle holdte sig til væggen, mange af dem så en smule forslået ud og skræmte. Mens Alex lå ved siden af en kvinde, med en lille dreng bag sig. som en skræmt lille mus, Alex kiggede først på drengen og derefter på kvinden, hun var smuk. Det var de fleste af kvinderne her inde, men denne kvinde havde noget over sig. noget moderligt ansigtsform af en art?

Udseende og påklædning: http://img.spokeo.com/public/900-600/leonardo_dicaprio_2005_03_16.jpg (Hans tøj er bare en del mere slidt og beskidt)

Mon der eksisterede en verden udenfor? Det var de tanker der kørte igennem den unge engles hoved hver evig eneste dag. I dette mørke var det svært, at tro, at der faktisk eksisterede en verden udenfor. En verden hvor man rent faktisk så lyset, havde mad i maven og rent tøj. Den verden drømte Josh om hver dag. Men, hvad han drømte allermest om var, at se sin mor smile og ikke det der falske smil hun gav ham, blot for at gøre ham glad. Han ønskede at se hende lykkelig!
De andre slidte kvinder nede i kælderen derimod, ønskede han selvfølgelig også hjælpe, selvom de alle hadede ham og så på ham, med øjne der kunne dræbe ham. Den dag hvor hans mor så væk, havde en kvinde der gik under navnet Hannah, forsøgt at slå ham til blods. Havde hans mor, den smukke og hjertevarme Lola, ikke bemærkede det, ville han have været død nu.
Han var kun syv år gammel og allerede truet på livet. I denne mørke, kolde og våde kælder, var der intet håb at finde. Der var knap nok lys. Havde det ikke været for hullet i det tildækket vindue, ville der være mørkt fra top til tå.
Hvordan var de alle endte hernede på det hårde, kolde stengulv? Svaret var enkelt. En enkelt mand stod bag det hele. En mand med navnet Julian. Besat af sex, fangede han kvinder og tvang nydelse ud af dem. Nydelse, som kun havde formåede at nyde. Kvinderne derimod, skreg og græd hver gang han så meget lagde en hånd på dem.
Det var historien om denne kælder, om dette mareridt, som en hver kvinde ville vågne op af, med sved glinsende ned af ryg og pande.
Her levede Josh og startede sit liv, traumatiseret for livet om, at han en dag ville ende som sin far og ville få kvinder til at skrig.

"Lola," lød det alvorligt fra en af kvinderne. Hendes tomme blå øjne, havde en svag intenst glød i mørket. "Du ved du er nød til det, han ender som de andre!"
Josh forsøgte, at ignorer lyden af kvindes stemme, da han udmærket godt var klar over, at det var ham hun snakkede om. Heldigvis var han i armene på hans mor. De kunne ikke røre ham!
Lola krammede Josh ind til sig, nussede hans hovedbund med sin næse, imens hun i hærdigt prøvede, at huske hvordan man trak vejret. Alle kvinderne så på hende og hun vidste hvad de ville have hende til at gøre.
Med tåre i øjnene, så hun ned på Josh, der mærkede sin mors blik og løftede hovedet for, at se på hende. Da han bemærkede tåren, satte han hovedet på skrå og skulle lige til, at spørge hende om hvad der var galt, da han mærkede hendes kolde, ru hænder om hans hals. Kolde hænder der ellers altid plejede, at være varme og bløde.
"Mor?" Hans stemme var skrøbelig og forvirret.
Lola lukkede hans stemme ude, lukkede sine øjne i og strammede nu grebet om sin elskede søns hals. Hvis det kvinderne sagde var sandt, så ville han ende som et monster. Det var nød til at blive gjort.
Josh vred sig ulykkeligt i sin mors favn, imens det samme ord fløj ud af munden på ham, hver gang han måtte hive efter vejret. "Mor," Det måtte ikke være sandt... Det kunne ikke være sandt... "Mor!" Han havde snart ikke mere luft tilbage.
Lola følte hvordan tårerene pillede ned af hendes kinder, grebet om halsen blev blot strammere og strammere, hun ville have det overstået. Lyden af hans søde stemme, der ynkeligt kaldte på hende, fik hendes hjerte til at briste og kun ved, at få det overstået ville det ende.
Lige da Josh troede, at alt luft forsvandt fra ham, blev døren ind til kælderen åbnet og grebet om hans hals forsvandt. Lyset skar kvinderne i øjnene og fik dem til, at krybbe i skjul over i hjørnet, det samme gjorde Josh. Han kunne stadig føle sin mors kolde hænder om sin hals.
En ny kvinde blev smidt ind af døren, som var hun ikke mere end en kludedukke, et barn ikke gad, at lege med mere. Først da døren blev lukket, turde kvinderne komme frem fra deres skjul. Som den eneste af alle kvinderne, kravlede Lola hen til hende og lagde en hånd på den nye kvinde eller i dette tilfælde, piges skulder.
"Jeg er ked... Du er.. endt et ret så forfærdeligt sted," hviskede Lola til hende, med et svagt smil på læben. Hendes lange mørke blonde lokker, var størkne sammen med mudder og under sin ellers så smukke øjne, havde hun poser. "Det gør mig ondt," Hun fjernede sig en smule fra Alex og så sig over på skulderen. Det gav et stik i hendes hjerte, da hun så sin søn krybe væk fra hende, så snart han fik øjenkontakt. "Mit navn er Lola," Hun så hen på den nye pige igen. "Hvad er dit navn søde?"

Stedet var forfærdeligt at se på, stanken var så indelukket at man ikke vidste om det var ilt manglen eller bare kvinderne, der gjorde det svært at trække vejret her nede. Alex rejste sig op, med et par rystende ben. Alkoholen var ved at være væk fra hende, men den søde berøring af en moderlig hånd, fik Alex til at huske tilbage på den hårde tid i kælderen.
”Hvilket sted? Jeg forstår ikke” Hun kiggede forvirrede rundt, mens hvisken omringede hende. hvad skete der, hvem var disse kvinder og hvorfor var de her overhovedet. Lyden af Lolas stemme, der fortalte sit navn. Fik Alex til at sætte sig ned igen, var hun i en kælder?! Hun kunne føle sit hjerte krybe sig sammen, smerten i brystet og følelsen af ikke at kunne trækkevejret drev sig over hende. ”Mine forældre kaldte mig Alex, du ved. Som den faldne engel, der blev til Lucifer.” Lød det fra hende, mens et lille smil formede sig på hendes læber. hun var virkelig den mest rene her nede, hendes hår var rent, med kun nogle få pinde fra jorden. Som hang i hendes lidt ulede blonde hår. hun lagde en hånd mod sit hjerte. Hvor hun tog en dybindåndning. Inden hun lod blikket falde på den lille dreng, som krøb sig væk i et hjørne. Væk fra alle kvinderne, hans hår var en smule langt. Og han kunne næsten godt gå fra en lille pige, mens det firkantede ansigt, solgte hans maskulinitet. Hans tøj var beskidt, ligesom alle andres var.
Alex bemærkede dog straks hans røde mærker på hans hals, mærker som hun kendte alt om. Da hendes far forsøgte første gang at kvæle hende, men opgav da hendes skrig fik ham til at panikke. De mærker, og smerten i selve halsen var printet ind i hendes hukommelse. Hun hev en slikkepind op af lommen, og rakte den forsigtigt ud til denne lille forskræmte Josh. Alle børn elsker vel slik, plus. Han lignede en der trængte til en kærlig person omkring sig, Alex åbnede derefter sin mund. Med et lidt skævt smil på læben. ”Her..” Hun lod sit blik køre op på den smukke Lola, som sad og beskuede de andre kvinder, som ikke lavede andet end at kigge truende på hende.
”Hvad er der sket, og hvorfor er i alle sammen her? Plus… eller! Allervigtigst hvad er der sket med ham!” Hun pegede omgående på hans hals, hvem kunne såre et lille barn. Kun monster ville gøre skade på et barn, et monster som hendes far og mor! selv når et barn intet kunne have gjort, hvorfor så angribe det.
Den eneste form for skade et lille barn kunne gøre, var at råbe en smule og græde. Hvorfor fortjente de en oplevelse som denne, en oplevelse der bragte dem had og frygt i livet! Et barn havde brug for trykhed, ikke over alt, men de fleste stedet. De havde brug for et sted at føle sig sikker, et sted at græde ud. Allermest et sted hvor de ville blive mødt af varme smil og kærlige stemmer.

Lola havde ikke den fjerneste ide om, hvordan hun skulle fortælle denne stakkels pige, at hun var endt i sit værste mareridt og chancen for overlevelse lige var blevet for mindsket med hundrede. Da hun drejede hovedet om imod hende, svingede det mørkeblond hår og omfavnede hendes ansigt perfekt. Selv om hun var mudderet ind, var hun stadig en smuk engel, der kunne smelte de fleste hjerter. Hendes lysende brune øjne havde en håbefuld glød i sig. En glød der langsomt var ved, at dø ud. "En mand ved navn Julian fangede dig og bragte dig her til," Hun nikkede imod hjørnet, hvor de fleste kvinder sad krybbet sammen i frygt. De var så let påklædt, at det kun var deres ædle dele der ikke var synlige. Resten af kroppen var synlig fra top til tå. "Han er besat af sex og magt, hvilket er grunden til at vi alle er her. Hver dag, kommer enden ham og hans sønner ned til os, hvor de vælger en eller to, at tage med sig. Vi bliver ført ind i et rum og her voldtager han os," hendes stemme var alvorlig, men stadig så smuk og harmonisk. Da pigen fortalte hendes navn, nikkede Lola venligt til hende, før hun endnu engang kiggede hen imod sin søn, der stadig sad krybet sammen i hjørnet. Der gik sikkert noget tid, før han kom frem igen og hun forstod ham godt. Hendes hjerte gjorde ondt ved tanken om det hun havde i sinde at gøre imod ham. Det var ikke ham der var monstret. Det var hende...
Josh så skræmt op på Alex, så snart hun talte til ham og rakte noget, der i det kraftige mørke lignede en farverig sten på en pind. Livet i en kælder havde gjort, at Josh ikke anede hvad en slikkepind var. Eller hvad slik var i det hele taget. Forsigtigt kravlede han hen imod hende og rakte rystende sin hånd imod pinden. Få centimeter fra pinden, trak han hånden til sig igen og så hende i øjnene. Hans øjne var lysende og mandelfarvet ligesom Lolas. "Hva.." Han samlede sine ord med sin hæse, skrøbelig og nuttede stemme. "Hvad er det?" Da han så rundt bemærkede han de andre kvinders hårde blikke, hvilket var nok til, at han trak sig tilbage i hjørnet og lod sig blive et med den mørke mur. Selv der kunne han stadige mærke de kolde blikke...
Lola så skammelig væk ved Alexs spørgsmål. Havde det ikke været for Alex, ville Josh have lagt bevidstløs på jorden, med de røde mærker fra hendes hænder om hans hals. Hun kunne ikke få ordene ud imellem sine revnede læber. De snørede sig sammen i halsen og virkede helt forkerte, som om hun følte, at det hele var en løgn.
"Vi forsøgte at kvæle ham," svarede en af kvinderne.
Over i mørket sad hun, Hannah, koldhjertet og stolt som man kunne være. Hendes hud var hvid som sne, den tynde krop var skrabet til blods fra knæ til hofte og i hendes før så kønne ansigt, havde hun nu et langt ar fra næse til pande. I læben bar hun en dyb flænge. "Hvis ikke, ender Julian med at tage ham med sig og gøre ham til et monster. Det er bedst hvis vi dræber ham," Hendes ord var kolde og skærende i Josh hjerte. Og selvom noget inde i Lola havde været enig, så skar det også i hendes.
De andre kvinder sagde ikke noget, nikkede ikke eller rystede ikke på hovedet, de så bare ned i jorden med det lange pandehår over deres tomme øjne.

Lolas ord fik Alex til at spærre øjnene op, voldtægt. Det var dog noget af det mest væmmelige nogle sinde, man skulle være noget så syg i hovedet, bare for at have disse lyster til en fremmede kvinde. Det væreste af alt, var at Alex nu var fanget her nede. Den utrygge følelse steg endnu engang, så dette sted betød voldtægt. Dog var Alex stadigvæk påklædt, intet var taget fra hende. hvilket lettede en smule, bare tanken om at skulle blive befamlede af en eller anden hæslig person, gav hende kulde gysninger. Hun tog sin jakke af, og lagde den om Lola.
Af en sær grund kunne hun lide denne fremmede tøs, nok på grund af hendes smukke ansigt, og den lidt moderlige stemme. Det gjorde hende varm indeni, hun var jo smuk. Hvilket gav Alex en følelse af… hvad skulle man kalde det? Hun så måske en smule op til den skønhed, selvom hun var fanget her nede, var der stadigvæk en smule håb i hendes øjne. Ikke meget, men bare en smule. ”Jeg er ked af jeres behandling, hvis der er noget… bare det mindste jeg kan gøre, så sig endelig til.” Selvfølgelig tænkte hun ikke lige over at hun var i samme situation, hun tænkte mere over hvordan fuck hun skulle hjælpe disse kvinder. Hun anede intet omkring nogle af dem, anede ikke at de havde forsøgt at tvinge denne moder til at dræbe sin egen søn!
Josh rakte en smule ud efter slikkepinden, hvilket fik hende til at smile. Hendes blik var kærligt, og lyste nærmest den mørke kælder op, da lyset ramte hende. ikke ligeså meget som det nærmest, var smeltet fast til en mur. Men lyset gav et smukt genskær i hendes øjne. Desværre trak han sig væk igen, hvilket fik hende til at sætte hovedet en smule på skrå. ”Det er slik? Uhmm, lidt ligesom sukker med smag.” Hun kiggede rundt i rummet, inden hun rykkede sig en smule tættere på ham. Ikke meget, da han virkede som en skræmt lille mus. Hans øjne var smukke, som en lille hvalps så nuttet og uskyldige at de burde smelte alle kvinders hjerte!
Det tog tid før hendes spørgsmål blev besvarede, dog ikke fra Lola men en anden. Som fik Alex til at dreje hovedet, hendes mund var en smule åben, af ren overraskelse over hvad det var hun sagde. Kvæle en lille dreng! Hvor kunne de, hun bed sig i underlæben og kiggede koldt på kvinden. Alex knyttede sine hænder og lukkede sine øjne, hvor hun åbnede dem igen. Da hun udtalte sig om, hvordan denne lille dreng ville blive til et monster.
Præcis som hendes egen far havde sagt til hende, vreden rejste sig. ”Monster?!” Alex kiggede mod kvinden, vreden sværmede omkring hendes øjne. ”Han ligner ikke et monster for mig! Og hvis han endelig skulle blive til et, er det ikke på grund af Julian. Men på grund af jer, sindsyge kvinder! Hvordan kan i overhovedet få jer selv til at skade et lille barn!” Hun råbte, hvorfor? De kunne jo sagtens høre hende, men vreden fik hende til at råbe op. ”Så i mener at drab er okaii, så hvis Julian nu dræber en af jer, vender i også bare den anden kind til! Det er jo også nemmere, hvis det ikke er jeres hænder der bliver sølet til af blod!” Hendes stemme skar gennem rummet, hvilket fik døren til at gå op. Lyset fik selv Alex, der lige havde vænnet sig til mørket. Til at dreje hovedet væk, det brændte nærmest hendes øjne.

Lola smilede taknemmeligt til den unge Alex, da hun lagde en jakke om hende. Varmen fra det bløde stof føltes vidunderlig imod hendes kolde hud. En smule misunderlig, så de andre kvinder på og krøb sig en smule sammen, hvilket nok burde give Lola dårlig samvittighed, hvis ikke det havde været for det, det lige havde haft presset hende til. Deres ord kørte stadig rundt i hovedet på hende og hun kunne stadig mærke Josh hals i hendes hænder. En smule forskræmt, trak hun hænderne ind til sit bryst og gemte dem væk, i håb om, at følelsen snart ville forsvinde.
Hjælpen som den friske pige tilbød, varmede hende om hjertet, men røg ind igennem det ene øre og ud af det andet, da hun intet kunne hjælpe dem med. Før hun vidste af det, ville hun sidde på stengulvet ligesom dem og krybbe sig sammen i smerte. Hendes hjælp var til ingen nytte. Hernede, kunne hun knap nok hjælpe sig selv længere.
Blidt lagde Lola sin hånd på hendes ankel, da hun trods alt sad ned og Alex stod op. Med sine varme øjne, så hun håbefuldt og taknemmeligt op på Alex, selvom det var svært, at få et smil frem på de fyldige læber. "Vi takker for dit tilbud kære Alex men..." Hun så opgivende rundt. "Du kan intet gøre for os nu, ligesom du ej heller kan hjælpe dig selv nu," Det var desværre den hårde sandhed, at få smidt i hovedet og selvom man ikke ønskede, at tro på den havde man intet valg. Man var fortabt hernede..
For den lille knægt, der havde set alle andre kvinder end sin mor som monstre, var Alex en gudinde i hans uskyldige drenge hjerte. Det var ikke til, at tro, at der rent faktisk var en som var venlig imod ham og gav ham en form for sukker på en pind. Med et stort smil på læben, så smilerynkerne i mundvigen blev fremvist, tog han imod slikkepinden og stak den ind imellem sine læber. Den søde smag på hans tunge fik hans smagsløg til at danse af glæde! Det var tydeligt, at se på ham, at han syndes om sukkerpinden. Øjnene lyste op og han kunne ikke fjerne smilet fra sine læber. Stadig med pinden i munden, lagde han tøvende armene om Alex og gemt ansigtet væk ved hendes mave.
"Tak!" hviskede han taknemmeligt til hende.
Det Alex sagde nåede Hannah engang, at svare på, da døren gik op og skræk og rædsel trådte ind af døren, i ført en sort skjorte og mørkeblå cowboybukser. Som altid havde han et selvfed smil på læben, et smil der fik det til, at løbe koldt ned af ryggen på hver en kvinde i kælderen. Josh rettede ryggen og kravlede ind foran Alex. Nok var han ikke stor, men denne såkaldte mand, skulle ikke røre hende! Han ville beskytte hende!
Mareridtet der gik under navnet Julian, så kort rundt, som en konge der betragtede sit fædreland. Hans hoved drejede så langsomt, at man skulle tro, at var rustet fast. Inde i sit hoved, forstillede Josh sig også, at han kunne høre det knirke.
Julian gik stolt hen imod Alex, hvor han uden så meget som, at blinke, skubbede Josh til side. Den stakkels dreng måtte bukke under og lande på det hårde stengulv. I det han ville springe på Julian, blev han omfavnet af sin mor, der forhindrede sin søn i, at gøre noget dumt. "Julian," Lolas stemme rungede i kælderrummet. "Røre hende ikke! Jeg beder dig! Har du ikke kvinder nok!" Hun dækkede Josh øre til og gemte ham væk i sin favn. Hver gang Julian trådte ind, frygtede hun, at han ville tage ham fra hende.
Julian så op på Lola, med det selvfede smil større end nogensinde. "Man kan aldrig få kvinder nok min skat," Da ordene var blevet sagt, vendte han ansigtet imod Alex igen og gik hen imod hende, skubbede hende op imod muren og begyndte groft at klæde hende af.

Det taknemlige smil der blev sendt hende, fik Alex til at smile stort. Smil var efterhånden sjældne for hende, hvor end hun gik var hun alene. Alle de smil hun fik, var fra sælger, der håbede på at hun ville købe noget. Hvilket gjorde, at dette lille smil ville være printet ind i hendes sind, i lang tid. Lola var en smuk kvinde, Alex så måske en smule op til denne Lola. Op til den skønhed hun nu bar, mens alt Alex havde var sit lettere drengede look. Ikke at det gjorde hende noget, mange folk holdte nallerne fra hende, når hun var iført drengede tøj.
Følelsen af Lolas hånd på hendes ankel, fik hende til at kigge ned på Lola. Et kærligt smil kom frem på de røde læber, dog med en skjult tristhed i sig. selvfølgelig vidste hun, at hun på ingen måde var nogle hjælp. Men som altid, kunne man hjælpe, bare ved at smile engang i mellem. Nogle fandt et smil forfærdeligt, andre var som Alex og fandt et kærligt smil, fantastisk. Som var det sendt fra gud.
”Jeg kan vel gøre et forsøg.” Sagde hun kækt til Lola, de brune øjne lukkede ud og et lidt flabet smil formede sig endnu engang på de røde læber. hun drejede hovedet mod Josh, som selvfølgelig tog imod slikkepinden.
Det kære smil, fik hende næsten til at dåne. Hvordan kunne så nuttet en dreng, blive behandlet så forfærdeligt af kvinder?! Da han lagde sine arme om hende, kunne hun føle varmen stige hende til hovedet. Han var så nuttet at hun næsten ikke kunne holde sig selv tilbage, hun lagde armene om ham og svang ham derefter rundt. ”Du såååååå nuttet!!” Råbte hun, med en lille latter. På trods af, at hun var fanget i en kælder. Var det skam også første gang hun var fange i en kælder, fyldt med folk. Især så nuttet en person som josh, og så smuk en kvinde som Lola. De andre kvinder var ligeså smukke, men Lola var anderledes! Meget rare, kærligere og ikke mindst moderlig.
Døren der gik op, fik hende først til at reagere. Da alle kvinderne svang sig ind i de mørke hjørner, for at komme væk fra manden. Forvirrede kiggede hun til siderne, mens Josh stillede sig overmodigt foran hende. som en lille dreng, der ønskede at beskytte sin ven. Alex fniste en smule, forstod selvfølgelig ikke alvoren i dette. Hvilket først sprang op i hende, da manden skubbede Josh til side. så lyden af hans lille krop, der ramte jorden, fik hende til at løfte blikket mod denne person! ”Du kan da ikke bare!!!!” mere fik hun ikke sagt, før Lola sagde et navn. Julian? Denne mand var den frygtelige Julian?! Alex skiftede mellem Julian og Lola, mens hun lige skulle have det til at sive ind.
Han lavede ikke andet end at nærme sig hende, hun trådte forsigtigt tilbage. Mens hendes øjne skulede imod ham, forsøgte langsomt at regne ud hvad hans ønske var med hende. ikke at det, ikke var klart. Med et rum fuld af halv nøgne kvinder, måtte der jo være en grund til at han havde bragt Alex herned.
Med det selvfede smil, der kun fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. han var ligeså forfærdelig som de havde sagt, end ikke en pæn person. ”Kvinder er ikke et legetøj…” hviskede hun nærmest for sig selv, da han skubbede hende op imod en væg. Som altid, skulle man lade en mand føle sig overlegen. Så han troede alt gik efter hans hoved, med hænderne på muren og hovedet en smule til side. lod hun sine læber adskille sig, og øjnene lukke sig i. forførende kiggede hun op på ham, lige til han begyndte at forsøgte at tage hendes tøj af!
Et knæ blev placerede mellem hans ben, hvor en knyttet næve ramte hans kæbe. Hvis han faldt en smule til side, ville hun sparke benene væk under ham og træde væk hurtigt. Med hænderne oppe, klar til en slås kamp. Ikke at hun regnede med at vinde, men heller dø end at lade en klam stodder som ham røre hendes krop. Eller bare se hendes krop!

Den kække facade var noget så nuttet, det måtte Lola give hende. Noget sagde hende, at Alex ikke var typen der gav op på forhånd og kæmpede for den hun var og hvad hun ville have. Med andre ord, var frihed noget af det hun søgte efter, kunne tanken om, at hun nok skulle få den, ikke lade være med at strejfe Lolas sind. Tanken om frihed bragte håb tilbage til hende. En dag måtte det vel ske. En dag var der en som fandt dem og reddede dem alle. Desværre, vidste hun ikke i hvor lang tid endnu. Hun frygtede indeni, at der ville gå en menneskealder igen. Hvis hun var heldig, ville det være inden Josh gik hen og blev alt for gammel.
Hun nikkede anderkende til Alex, trak jakken om sig og åndet derefter ud, som havde Alex løftet en sten fra hendes hjerte. De andre kvinder delte forvirret og skeptiske blikke. I deres øjne, var Alex bare en fortabt pige som de andre, præcis ligesom den nuttede Josh var et monster. Ingen ville komme og redde dem og ingen kunne hjælpe dem.
Josh havde ikke regnet med, at blive svunget rundt i hendes arme, så en hvinende lyd, efterfulgt af en kærlig latter fløj ud af munden på ham. Først da hans ben rørte jorden igen, stoppede han med, at grine og så op på hende med lysende øjne. Slikkepinden var hurtigt blevet til blot en pind. Han spyttede den roligt ud og tørrede sig om munden med sit håndled. En svag rødmen havde spredt sig på de runde æblekinder. "Jeg er ikke nuttet," Det kom ud som en flov hvisken. Han var aldrig blevet kaldt nuttet før og selvom han på en måde godt kunne lide det, ville han ikke indrømme det.

Josh kunne ikke tage øjnene væk fra Alex, selvom hans mor forsøgte, at dække hans udsyn så godt hun nu kunne. Hjertet satte i halsen på ham. Nok forstod han ikke helt hvad det var Julian ville, men en ting vidste den unge engel. Det gjorde ondt på hende.
Lola så den anden vej, hun var ikke vild med det, men kunne blive nød til det, da hun intet kunne stille op imod Julian. Når først han havde sat sig for noget, så gav han ikke op og trumlede alle ned på sin vej, som lige besluttede sig for, at stå i vejen.
I starten lå det til, at tøsen gik med til det, hvilket behagede Julian, som han så glædeligt viste med et flirtende smil. Først da han rørte hendes tøj brød helvedet lys. Et knæ i skridtet og Julian måtte kort krybe i knæ, hvor en knyttet næve derefter ramte hans kæbe. Overrasket spærrede hver en kvinde øjnene op og kunne ikke tro deres egne øjne. Den unge Josh gispede højlydt og havde nu en endnu større lyst til at redde sin nye ven!
Raseri voksede i øjnene på dæmonen, der aldeles ikke tillod, at man slog ham og sagde ham imod. Han spyttet ud til siden og rettede sine gyldne raseri øjne imod Alex. "Det var dumt min tøs," Musklerne spændtes under de truende bevægelser, da han gik hen imod hende og aldrig tog blikket fra hende. Han foldede en knytnæve og slog hende i maven, med det hårdeste den muskuløse krop kunne. Derefter tog han et hårdt greb i hendes hår, trak hendes hoved bagud, så halsen var blottet foran ham. Han sendte hende et nyt selvsikkert smil, før han sparkede benene væk under hende og lod hende falde til jorden, lige ovenpå hendes knæ. "Opfør dig heller ordentligt min pige," Han strammede grebet om hendes hår. Ligeså hurtigt som hun var faldet, hev han hende op, at stå igen ved hjælp af hendes hår.
Josh vred sig arrigt ud af sin mors favn, løb hen imod Julian og sprang op på ryggen af ham. Inden Julian kunne nå, at blinke, havde Josh sat sine små barnetænder i hans skulder.
Julian gav kort slip på Alex, for at strække armen om bag sin ryg og trække sin englesøn væk fra sin ryg, ved at rive ham i hårrødderne. Et lille barneskrig rungede nu igennem rummet, før Josh blev kastet ind i stenmuren, ikke mere end blot en tennisbold at kaste for Julian.
Lola gispede højt og løb hen imod sin søn.

Dette sted var hæseligt, men af en sær grund. Kunne hun lide at være der nede, var det følelsen af ikke at være alene der fik hendes hjerte til at banke. Den nuttet latter af et barn, samlet med en hvinen fra barnets stemme bund. Da hun svang ham rundt, sprang hendes hjerte et slag over. Lige til hans nuttede lille stemme lød, han var ikke nuttet.
Et drillende smil formede sig på hendes læber, hvor hun satte sig på hug foran ham. Hun fangede han hurtigt i et kram og gned sin kind op og ned af hans kind. ”Jo du er! Du er så fantastisk nuttet!” Grinte hun kærligt, mens deres bløde kinder blev pressede imod hinanden. Han var nuttet, så genert at det fik hende til at virke fumlende. Selv ønskede hun ikke børn, men andres børn var nu kære. Når de altså var kommet over den klamme fase, med at skrige, skide og græde hele tiden. Så var de nuttet!

Alex tog en dyb indånding, mens hendes øjne lyste noget så smukt op. Et bevis på at dette ville blive et helvede, et helvede der ikke ville stoppe forløbig. Hun var forberedt på alt, et slag, spark eller et angreb med våben. Det problemet var nok, at hun ikke var stærk. Hun vidste hvordan hun skulle kæmpe imod en kvinde, og andre folk. Men at kæmpe mod en dæmon var noget andet, de var stærkere og langt hurtigere end Alex ville kunne formåe. Et kækt smil formede sig på hendes rubin røde læber, mens hendes tænder blev synlige.
Det lille gisp der slap Josh, fik hende til at knibe øjnene en smule sammen. Hun havde ikke tænkt meget over sit angreb på denne Julian, hvilket betød nederlag. Hun havde ikke tænkt over, at hun var fanget. Om hvor mange folk der enlig var udenfor den dør, der ville kunne få hende ned med døren!? Hun anede jo ingen ting!! Hans stemme fik hende til at gyse en smile. ”Hvem har sagt jeg er klog? Hvis jeg havde været klog, havde jeg sparket dig så hårdt i skridtet at dine private dele var fløjet ud af kæften på dig.” vulgært et sprog havde Alex nu engang, hvad lærte man ikke af sine kære forældre.
Inden hun overhovedet kunne nå at reagere, havde hans næve allerede ramt hendes mave. Alt luften forsvandt fra hendes lunger, øjnene spærrede overraskede op. Hun havde ikke set næven nærme sig overhovedet! Inden længe, følte hun et greb om hendes hår. hvilket fik hende til at knibe øjnene en smule samme, hun placerede sine hænder på hans arm. Mens hun bed sig i underlæben, øjnene skulede ud mod kvinderne. Ingen hjælp at søge der, selvfølgelig ikke. Det selvsikre smil, fik hende til at smile skævt til ham. Et flabet og irriterende smil, der nærmest skreg. *idiot.* af ham. Inden hun faldt til jorden, lød et bump fra hendes knæ der slog mod det kolde sten gulv. Hun klemte sine øjne sammen, mens hans stemme endnu engang blev hørt. ”Y-You wis…” Mere fik hun ikke sagt, før han trak hende op i håret igen. Smerten var ikke stor, nok mere som når hendes far gav hende en lussing da hun var lille. Slaget i maven, føltes mere som hendes fars spark i maven.
Lyden af Josh der sprang ud fra hans mors greb og direkte på Julian, fik Alex til at spærre øjnene op. Grebet blev fjernet om hendes hår, så det lyse hår i stedet faldt ned over hendes skuldre. Hun rettede sit ansigt mod Julian, men fik inden længe et skrig kørende gennem hendes hoved. Joshs skrig, og et slam fra den lille barnekrop der hamrede mod muren. Alex rejste sig ud i et op, i alt arrighed over hvad der skete. Gik der et barn op i hende.
Hun greb fat i Julians arm, med et skrig bed hun fat i hans arm. Så blod sprøjtede ud fra hendes tænder, følelsen af hans hud der revnede af hendes bid og smagen af blod der kørte over hendes tunge og læber. fik hende først til at undgå det første slag, ved at slippe hans arm. Hun dukkede under hans arm, og hamrede sin skulder op i hans mave. Så han blev slået ind i væggen med hende mod sig, hvor hun derefter greb fat i hans hår og hev alt hvad hun kunne. Så lyden af selve håret der knækkede fyldte rummet, samlet med Alexs blod røde øjne!

Kvinderne kunne slet ikke få det der skete til, at hænge sammen. Aldrig havde de oplevet nogen stritte så meget imod som Alex gjorde. Det havde været så længe siden, at de havde glemt man godt kunne gøre forsvar. Alex var den første siden Lola der havde gjort så meget selvforsvar, at Julian endte med, at bløde og skrige i smerte. På samme tid med, at Julian blev tændt af modspil, blev han også let irriteret over det. Blodet der pludselig strømmede ned af hans stærke overarme, sendte ham ud i et hav af vrede og tsunamien var kun rettet imod Alex. Brølende skubbede han hende fra sig, så de lokker hun nu havde fat i, blev rykket op med hårroden. I et skrig af smerte, tog han sig til hovedet og rettede nu de gyldne, slange øjne imod hende.
"Du.." hans stemme var hvæsende. Øjnene var som en slanges og stemmen lød som en slange væsen. Alt han manglede var bare den lange tunge. "Hvor vover du!" Blod fra hovedbunden rendte ned af hans T-zone. I det han skulle til, at løbe hen imod hende og gøre nådestødet, stillede ingen andre end Lola sig i vejen. Resterne af den hvide silkekjole svingede om kroppen på hende, gemte Alex bag sig, som et par hvide engle vinger.
"Det er nok Julian," Sagde hun bestemt.
Julian stoppede op ufrivilligt og knurrede lavt af, at Lola valgte, at blande sig endnu engang. Det var noget hun som regelt altid gjorde, hvis hun mente, at det var nok nu og hans tæsk var gået over stregen. Derudover, blandede hun sig ALTID hvis han kom i nærheden af drengen, som hun havde valgt, at kalde Josh.
Han fnyste og gik hen imod Lola, strøg en hånd ned af hendes glatte hud og kyssede hende derefter på læberne. "Lad gå denne gang, men næste gang, stopper jeg ikke fordi du blander dig min skat,"
Med de ord, forlod han endnu engang kælderen og kvinderne kom langsom frem fra deres lille hjørne skjul.
Lola åndet ud og så derefter hen på Alex. "Klare du dig?"

Hun kæmpede imod, hun fattede ikke de folk der ville give op og bare lade sig selv blive brugt som en ting, hun havde lovet sig selv, aldrig bare at være den ting. Som var i en kælder, levede kun for at blive påført psykisk smerte, som da hun boede hos sin far. Da Alitheía kom, var hendes liv begyndt, da hun så forsvandt sluttede det næsten igen. Hun ville ikke ud i det igen
Smagen af Julians blod var hæselig, hun var på ingen måde en vampyr, bare klamt at de kunne drikke dette og stadigvæk virke friske efter. Blod sad næsten som læbestift på hendes smukke læber, dog løb det ned af hendes mundvig. Hun klemte sine øjne sammen, da Julian skubbede hende væk. Et lille kækt smil kom frem på hendes læber, hun stod en smule ustabil på sine ben. Væggen var det der holdte hende oppe, hun kastede de få hår, som hun havde hevet af ham, mod ham.
Julian var skræmmende, tæt på at være mere uhyggelig end hendes far. Hvilket fik hendes hjerte til at stoppe, da han gjorde klar til at springe på hende. dog var hun nød til at skjule det, hvis hun først viste bare en smule svaghed, ville det på ingen måde give folk lysten til at kæmpe imod denne mand. Ikke at hun var 100% sikker på at det ville ændre noget, der var selvfølgelig også den del, med at hvis hun var svag. Ville Julian vide at han havde knækket hende, bare på hvad. Et kvarter i en mørk kælder, aldrig i livet!
Da Lola stillede sig ind mellem dem, spærrede Alex øjnene op. Hendes hjerte bankede endnu engang, denne smukke kvinde… hun, hun gjorde dette for hende. men? Men hun var jo ligeså bange for ham, som alle disse andre kvinder. Hvorfor hjalp hun hende, ikke at det ikke gjorde hende lykkelig. Alex rettede sig roligt op, for at virke mere stabil på benene.
Alex følte kvalmen stige i hende, da Julian kyssede Lola. Den mand burde skydes uden tvivl, hun kiggede væk og holdte sig for munden. Da Lola drejede sig om, for at snakke til Alex. Hun smilte kærligt, hvor hun løftede en finger. ”Bare rolig, min far slår hår…” Hun vendte hurtigt siden til og kastede op i et hjørne, hvor hun langsomt faldt på knæ. Hun holdte sig for maven, hvor smerten fra hans slag stadigvæk dunkede i hendes krop. Han var stærk, meget stærk. Fuuuuck.
Hun tørrede sin mund, med hjørnet af en af puderne, som hun havde brækket sig på. Den var jo ødelagt nu, så ingen burde brokke sig over det. ”Undskyld… tømmermænd, jeg drikker måske for meget.” Hun drejede sit hoved roligt, hvor et kærligt smil formede sig på hendes nu rene læber. ”Er Josh okaii?” Hun rykkede sig lidt væk fra puden, mens hun kiggede op på Lola og derefter hen mod Josh.

Lola nåede ikke rigtig, at registrere hvad hun sagde, før hun kastede op og fik både hende og de andre kvinder til, at rynke på næsen. Hannah tillod sig endda, at komme med en høj bvadr lyd, hvilket fik Lola til, at sende hende et dræberblik. Så snart Alex var færdig med, at gylpe sit måltid op, undskyldte hun for det og fik Lola til at smile varmt. Alle havde oplevet at have tømmermænd, der var intet at undskylde for.
Hun lagde blidt en hånd på hendes skulder. ”Det okay, det er sket for en hver,”
Så snart hun spurgte ind til Josh, kom den lille dreng tøvende hen imod dem og så spørgende op på Alex, imens han gemte sig i sin mors favn. Lola strøg blidt en hånd igennem de uglede lokker.
”Tak, han klare den,” svarede hun og kiggede fra ham til Alex. ”jeg har aldrig set ham forsøge, at forsvare andre end mig før, du skal vist tage det som en kompliment, ikke sandt Josh?”
Josh rødmede ud over hele hovedet og så derefter ned i jorden, hvor han gav et flovt og svagt nik. Ingen tvivl om, at Josh havde fået sit første barnecrush. Fra genert til legesyg, så han op på hende og smilede over hele hovedet. ”Du var så modig Alex!” Han klappede henrykt i sine små barnehænder. ”Du sparkede så meget numse!”
”Josh altså,” sagde Lola efterfulgt af et lavt grin.
Josh tog sig til munden og grinte derefter selv lidt. De store barneøjne fjernede sig aldrig fra Alex kønne ansigt. ”Men, det gjorde hun,”
Lola himlede kærligt med øjnene og strøg derefter en hånd igennem hans hår. ”Det er på tide, at du får noget søvn min dreng,” Hun satte sig ned på jorden og trak ham med ned i sin favn.
Josh brokkede sig ikke, i stedet nikkede han svagt, så en sidste gang på Alex, før han lukkede øjnene og puttede sig ind til sin mor, der var hans eneste form for varme.
”Jeg er ked af at du skulle ende her Alex,” sagde Lola stille, imens hun legede med Josh overraskende bløde lokker. ”Du er så ung og stærkt, at du kommer herned vil ikke andet end at ødelægge dig,”
Hun sukkede tungt, før hun rystede på hovedet og sendte et varmt smil. ”Jeg tror han er lidt glad for dig allerede,” Hun nikkede ned imod Josh med et drillende smil på læben. Det var på en måde for, at skifte emne. Alting behøvede ikke, at være trist og gråt.
”Ih, hvor er hun heldig, det kommende monster har forelsket sig i hende,” sagde Hannah sarkastisk over fra sit hjørne. ”Han bliver en dejlig mand for dig når han bliver ældre, beholde ham endelig,” Hendes glubske øjne lyste i mørket.
Lola knurrede lavt af hende, før hun krammede Josh tættere ind til sig.

To uger senere havde der været stille alt for længe. Ingen af Julians sønner eller Julian ham selv havde været derinde. Det var i hvert fald snart fem dage siden, at en af sønnerne kom ind og forsøgte, at voldtage Alex, hvor han endte med et afbidt øre. Hvem vidste om de nu var for bange til, at gå ind til dem, nu hvor Alex var der? Det var ikke godt at vide.
Pludselig gik døren op med et smæk, en helt flok af tre sønner kom vadende ind, hvor de gik direkte imod Alex. Før nogen overhovedet forstod hvad der skete, holdte de hende nede, så hun var ude af stand til at bevæge sig.
Slaget fra døren fik alle kvinderne til at fare sammen. Lola vågnede af sin søvn og i en ren refleks, gav hun sig straks til at søge efter Josh. Hurtigt fik hun øje på ham henne ved vinduet. I et split sekund, havde hun slået armene om ham og gemt ham væk i sin omfavnelse, forsøgte at skjule ham i mørket. Ind af døren trådte ingen andre end Julian. Hans glubske øjne lyste op i mørket. Øjnene søgte og søgte, indtil de fik øje på Lola. Han gik hen imod hende. Hans bevægelser var kolde. Der var intet hjerte der slog i brystet på ham, det var Lola sikker på. Hun knugede Josh ind til sig. Intet i verden skulle tage ham fra hende. Det gik dog hurtigt op for Lola, at det ikke var Josh han ville have. Julians klamme, kolde hånd om hendes overarm, gjorde hende klar over at det var hende han ønskede at tage med sig. Grebet om Josh blev løsnet. Hun ville følge med ham uden problemer.
Josh mærkede grebet om sig forsvinde og da han åbnede øjnene op for at tjekke, var det som at han fik en pil igennem sit hjerte, ved synet af hans mor der var på vej ud af døren med den hæslige mand Julian. Hurtigt var Josh oppe at stå. Han løb så hurtigt han kunne hen til sin mor.
”Nej! Lad hende være!” råbte han vredt, imens han tog et hårdt greb om sin mors hånd, for at trække hende væk fra Julian.
Julian drejede hovedet om, overrasket over at se sin lille englesøn gøre modstand overfor ham. Han lignede ham mere og mere som årene gik. Om han så ville indse det eller ej.
”Josh, lad være, skynd dig væk, jeg kommer tilbage igen, det lover jeg,” Lolas rolige stemme var kun en summen for Josh. Han ville ikke have at hun tog nogen steder!
”Lyt til din mor min dreng, giv nu op,” Julians stemme derimod, hørte han ligeså tydeligt som klokkeklang. Han hadede den hæse stemme!
Josh kiggede op og blev mødt af et svagt smil fra sin mor, samt et hånende og lumsk blik fra Julian. ”Aldrig! Slip hende så din idiot!” Han rev mere i sin mor for at få hende væk.
”Idiot? Sikke et sprog for en lille dreng,” Julians ord blev efterfulgt af et hånende grin.
”Josh hør nu..” Lola nåede ikke at snakke færdig, før Josh var sprunget på Julian, rev ham i håret og slog ham i hoved med sine, små knyttede næver. Det fik alle i kælderen til at gispe. Selv Julian havde ikke forventet det. Han vred sig, råbte af Josh og først efter et par minutter, lykkes det ham at få fat i drengens krave og trække ham væk. Josh blev ved med at slå ud efter ham, dinglende vredt i luften, som en hidsig kat med skarpe kløer. Julian grinte, et blandet grin af stolthed og hån. ”Jamen, jamen, ser man det, min englesøn kan slå fra sig,”
Ordet søn fik det til at vende sig i Josh. ”Jeg er ikke din søn, din store nar!” I det øjeblik kunne Lola ikke kende sin egen søns stemme. Den var vred, hæs og kunne minde om en hvæsende slange. En slange med lysende øjne og en lang tunge der stikkede ud.
Julian smed Josh fra sig. Lod ham falde ned på det kolde gulv igen, der hvor han mente at han hørte til nogle år endnu.
Sønnerne gav slip på Alex, en af dem tillod sig endda, at sparke til hende før han fulgte med sin far ud af døren. En anden nev hendes bryst, med et flabet smil og gjorde derefter som den første, forsvandt uden en lyd. Den tredje og sidste søn, hev hende hårdt i øret, som et tegn på, at han havde været den hun havde haft bidt øret af og som en dag ville gøre hævn på hende.
Josh nåede knap nok at rejse sig op, før metaldøren blev smækket i foran ham og hans mor forsvandt omme bag den. Han løb hen til den, slog på den og stoppede ikke, selvom hans hænder blødte og blev følelsesløse. ”Mor! Mor!” hans stemme skar igennem rummet. Det fik nogen af kvinderne til at kigge hen på ham med medlidenhed, imens andre vendte ryggen til og lod som om at han ikke var der. Selvom hans forpinte barnestemme skar i dem, kunne de intet gøre, han var søn af Julian og ville ende som ham. De var nød til at lade ham dø, for at redde dem selv. Alle andre end Josh, vidste at det var sidste gang de skulle se Lola. Hun ville ikke komme tilbage til kælderen. De vidste at Julian ville dræbe hende, lade hende tortureres for at den unge Caroline var sluppet fri. Det skulle gå udover Lola.
Josh slog på døren. Slog og slog. Han håbede sådan at den ville ende med at give efter. Desværre, var det kun hans små barnehænder der endte med at give efter.
”mor!” tårer var begyndt at trille ned af de slidte barnekinder. Han slog hoved ind i døren, mærkede blod på sin tunge. Han lod sig til sidst falde til jorden, træt og ødelagt.

Alex hørte bvard, fra en af kvinderne. Hvilket fik hende til at rødme lidt, det var pinligt at kaste op i offentligheden. Eller hvis man kunne kalde dette offentligheden, hun kiggede omkring sig da hun var færdig. Da Lola pludselig lagde en hånd på hendes skulder, det gav hende en varm følelse. Denne kvinde var smuk, kærlig og så fantastisk. At Alex næsten følte sig tryg ved hende, hvis hun altså ikke havde været fanget i et sted. Fyldt med en idiots klamme håndlanger, normalt ville hun bare kunne smadre dem. Men når man så lige fik et slag bare et enkelt slag, af Julian. Kunne man allerede mærke, at det nok ikke kom til at ske, ikke hvis de andre var ligeså stærke.
Alex nikkede af Lolas ord, da Josh kom frem, nikkede hun mod ham. ”Ikke drikke, det får dig til at kaste op, husk det.” Hendes stemme var drillende og ironisk, som om han ville få alkohol her nede. Men hvis han nu gjorde, ville Lola så ikke bare tage det fra ham, da han jo er mindre årig.
Hun rettede sig en smule op, for derefter at se Josh rødme? Det var nuttet! Man ville helt have lyst til at samle ham op og bare snurre rundt med ham, hvis det ikke ville få hende til at kaste op. Hun smilte varmt til ham, ”Det vil jeg tage som et komplitment.” Hun bøjede sig roligt ned og kørte en hånd gennem hans bløde hår, hvor hun prikkede ham blidt på næsen. ”Men næste gang, burde du ikke blande dig. Jeg ville blive synder knust, hvis der skete dig noget.” Hvorfor snakkede hun sådan til et barn? Måske var det den forsømte kærlighed, hun aldrig fik fra sine forældre, der gav hende lysten til at være så forbandet rar mod denne lille dreng?
Da han klappede og sagde Numse, grinte Alex kærligt af hans perfekte ordvalg, hun holdte sig på maven. Da det var smertefulgt at grine, dog var han kær, sådan at virke glad efter sådan en episode. Andre børn ville være skræmt, hvilket bare gjorde det tydeligt, han måtte have set en masse lort, så dette bare var en vejrdag for ham nu?!
Da Lola lagde sig ned, gik Alex hen til et af de andre hjørner, for at sætte sig. hvis hun var i et hjørne, ville folk se hende som forsvarløs, hvis nu Julian ville komme igen. Hvilket altid ville give hende ’The moment of surprise.’ Som altid var rar at have, hun krydsede sine arm og kiggede mod Lola. Som holdte Josh indtil sig. ”Vær dog ked af at du selv er endt her, jeg skal nok klare mig.” Hun smilte skævt til Lola, hvor hun sukkede for sig selv. ”Jeg er ødelagt, så bare rolig. Alt han kan gøre, er at gøre mig stærkere. Det er motion, kæmpe engang i mellem, også får jeg muskler… måske vokser jeg endda!” Hun grinte kærligt, af sin lille joke. Hvem ved, hvis hun skulle kæmpe meget. Ville hun ende med at vokse, eller bare kunne klare at slås med selv dæmoner?
Alex nikkede kort af hendes ord. Dog inden hun fik sagt noget, llød Hannahs ord. ”Tror du virkelig” Lød det kynisk fra Alex, hvor hun sendte hende et koldt smil og blik. ”Jeg skal nok beholde ham, men vær nu ikke jaloux når han vokser op og bliver en lille fræk sak.” Hun rakte derefter tunge af hende og lagde hovedet på skrå. Øjnene lukkede i og alting forsvandt omkring hende, hun var altid hurtig til at falde i søvn.

Alting virkede så roligt, efter den ene gang. Hvor en af hans sønner dukkede op, smækkede hende op af en væg og forsøgt at hive bukserne af hende. havde hun bidt øret af ham, og kastede det efter ham igen, da han løb ud af døren med et smertes skrig. Siden den dag, havde der ikke rigtig været nogle. Mad kom engang i mellem, hvilket hver eneste gang gjorde hende lykkelig. Hun legede også med Josh de fem dage der ikke var sket noget, hun løftede ham tit op, så han stod på hendes fødder og de så gik sjovt rundt i lokalet.
Dog var Alex træt for en gangs skyld, hvor hun lå på gulvet og nynnede for sig selv, da døren pludselig blev slået op. Hun rettede sig op, men nåede ikke langt. Før tre personer holdte hende nede, hun forsøgte at vride sig rundt som en gal, for at få dem til at give slip igen. Desværre brugte de deres vægt imod hende, uanset hvor stærk man måtte være. Ville dette være en hård nød at knække, hun klemte sine øjne sammen. Da lyden af Josh der råbte, fik hende til at åbne sine øjne igen. Hun lod sine øjne falde på Lola, hvor hun lod sine læber adskille sig, ikke en lyd slap hendes læber.
Til Julians stemme lød, den klamme stemme, som fik alle til at gyse. ”Lola! Ikke gå med, han lugter!” Råbte hun, hvor hun derefter lavede et lille ansigts udtryk der nærmest sagde. *Wait, what did i just say?* dog blev alt tumulten lød, fik det kun Alex til at gøre mere modstand, for fuck sake Josh! Den mand virkede jo aldrig som en, der ikke ville ligge hånd på en lille dreng. Hun bed ud efter en af sønnerne der holdte hende nede, hvor han derefter slog hende hårdt i hovedet. Så hendes læbe flækkede og blod røg fra en tand, anede ikke endnu om den var blevet løs.
Da grebet blev løsnet igen, vendte hun sig om af sparket. Da hendes øre blev hevet i, lavede hun et lavt smertes skrig. Hvor hun slog ud efter ham, da han flyttede sig. smilte hun kort for sig selv, ”Har man svært ved at høre?” Da han flyttede sig længere fra hende, susede hun op på benene og løb mod døren. Da den blev lukket, hun slog hænderne imod dem. Hun faldt til siden og satte sig opgivende op, velvidende om at hun ikke kunne åbne døren.
Et suk lød, roligt lagde hun en hånd på sin pande, mens hun rystede på hovedet. Hvorfor gik hun også med ham frivilligt?! Hendes øjne sprang dog op i et sæt, da Joshs barne skrig efter sin mor lød. Hun løftede hovedet hurtigt, hvor blodet fra hans hænder fik hende til at bide sig i læben. Hans tåre og skrig der blandede sig sammen, fik selv ført Alex ud i tåre. Hun kravlede hurtigt hentil ham, hvor hun greb fat i hans hænder og trak ham indtil sig, lige efter han havde slået hovedet ind i døren. Hun knugede ham indtil sig, uanset hvor stor modstand han ville køre imod hende, slap hun ham ikke. I stedet begyndte hun at vippe frem og tilbage med ham, mens hun nynne for ham. Hvad kunne hun ellers gøre, hun forsatte i flere timer med den samme melodi, hvor hendes smukke stemme endelig blev hørt i en smuk musikalsk tone. Hun holdte af Lola, så hvorfor tog Julian hende. han plejede ikke at røre hende overhovedet, gjorde han? Hun klemte sine øjne sammen, hvor de røde tåre faldt. Hun græd mest over Joshs reaktion, ikke så meget over at Lola var væk. Dog gjorde det stadigvæk ondt på hende, hvorfor tage hende, og ikke en eller anden!

Josh fortsatte med, at gemme sig bag sin mor og putte sig ind til hende, som frygtede han, at han ville blive til en omvandrende tomat, hvis Alex, den smukkeste pige han havde set, kom tættere på ham. Da hun prikkede ham på næsen og kørte sin slanke hånd igennem hans lokker, grinte han kærligt og genert. Den søde barnelatter, fik varme kuldegysninger ned af de forskellige kvinderygge og selv den kolde Hannah, måtte afsløre et lille svagt smil.
Hvorfor skulle noget så sødt og uskyldigt, også ende som et monster en dag?
Lola krammede sin søn ind til sig. Hvordan kunne hun overhovedet så meget som have tænkt på, at kvæle denne lille guldklump ville løse deres problemer om, at der ikke vil ske noget med dem hernede og der ville være en søn mindre til, at voldtage dem. I sit indre, vidste Lola også udmærket godt hvorfor Hannah var som hun var. For blot et halvt år siden var hun intet mindre blevet voldtaget af sin egen femten årige søn. Synet fik det stadig til, at løbe koldt ned af ryggen på Lola og mere eller mindre, forstod hun godt Hannahs vrede over Josh. På samme tid, ville hun bare ønske, at Hannah forsvandt sammen med hendes hårde blikke.
Ordet fræk sak, var det der sendte Lola tilbage til virkeligheden og hurtigt fandt hun Alexs blik over i hjørnet. På samme tid med, at hun sendte et overbeskyttende moderblik, kunne hun ikke lade være med, at grine samtidig. Josh derimod, løftede hovedet og så op på sin mor, med det mest uskyldig blik man kunne forestille sig, at de nuttede mandelfarvede barneøjne kunne præstere.
”Hvad betyder fræk sak?” Lød den uskyldige stemme igennem mørket.
Lola kunne ikke holde sin latter tilbage mere, hun døde af grin og selv nogen af de andre kvinder, måtte fange sig selv i, at grine lavt og mærke varmen i maven igen efter så mange år.

I starten kæmpede Josh imod Alexs favn, han ønskede den ikke og hun skulle ikke forsøge, at give den til ham. Lige nu, var alt han ønskede, at være i sin mors favn og hamre på døren, end til hun kom ind af den og varmede ham med favnen. Til sidst, i gråd og raseri, måtte han give efter og gemme sig væk i Alexs favn, der i sidste ende føltes ligeså varm og blød som hans mors.
I flere timer sad hun bare med ham, nynnede en dejlig melodi og fik ham til, at falde helt til ro. Dog, sagde han ikke et eneste ord til hende. Han klamrede sig ind til hende, lod tårerne få frit løb og det var først næste morgen, at han kravlet ud af hendes favn for, at kigge ud af det lille hul i vinduet. Han kunne se det grønne græs, dufte det og mærke solens afspejling fra duggen. En enkelt gang så han rundt, næsten alle kvinderne sov og kun en havde lagt mærke til, at han var kravlet ud af Alexs favn. Ingen andre end den modbydelige Hannah. En anelse vaklende, rejste hun sig det kolde sten gulv og gik hen imod ham, så hurtigere end en slange på jagt, hoppede han ned fra den lille murstensrevne, klar på hvad end hun nu måtte have at sige.
”Det er trist med Lola,” hviskede hun lavt. Hendes kolde stenhånd, blev placeret på hans kind i det som Josh troede skulle blive en lussing, men som i stedet blev en blid aen. Den blide aen, fik Josh til at se overrasket op på hende, med øjnene så store, at de sikkert ville poppe ud af hovedet på ham lige om lidt. ”Hun var en stærk kvinde, nok den stærkeste af os og du…” Hendes hånd kørte videre ned af hans hals. ”Var under hendes beskyttelse, hvad vil du dog gøre nu?” Den kolde hånd skubbede ham hårdt ind i muren, kørte op i hans hår og strammede nu sit greb om det. ”Det er slut for dig nu lille skat,” Ligesom Lola havde gjort nogen uger siden, placerede Hannah begge hænder om Josh hals og strammede til, fik ham til at kæmpe efter vejret.

Alex grinte kærligt af Joshs spørgsmål, ordet Fræk sak. Ja hvordan skulle man lige beskrive det til en lille dreng på hans alder, hun rystede blidt på hovedet. ”Det betyder at du bliver pæn når du bliver ældre, sikkert ligeså smuk som din mor.” Hun smilte varmt til Josh, og lod endnu engang sin hånd køre gennem Joshs gyldne lokker, han var så uskyldig at man næsten ikke kunne andet end at elske ham. Medmindre man altså var Hannah, som tydeligvis hadede alt. Kunne man bebrejde hende, det var et mirakel at Alex ikke var blevet skør af at være nede i den mørke kælder.
Hvis det ikke havde været for hendes opvækst, ville hun være endt præcis ligesom Hannah, uden tvivl. Et suk slap hendes rubin røde læber. smagen af blod var der stadigvæk en smule. Desto længere hun blev her, desto mere vantil smagen af blod blev hun. På et eller andet tidspunkt, ville det helt sikkert ikke gøre hende noget, at blive forvandlet om til en vampyr. Hvis det endelig skulle være, hun rystede på hovedet af sine egne underlige tanker.

Alex holdte ham tæt indtil sig, hvad skulle hun gøre. Han ville jo smadre sine små barne hænder, der var allerede gået hul på hans hænder. Hun lagde sin hage på hans hoved, mens han strittede ivrigt imod. Denne smerte, at blive fanget i en kælder uden sin mor, hun kendte den. Hun havde gjort det samme, slået på kælder døren i flere timer, til hun besvimmede af udmattelse. Hun huskede igen sin gamle tid hos sin far, måske var det derfor hun holdte af denne dreng. Det at han gik det samme igennem som hende, men hun ønskede ikke at han skulle ende som hende. en tøs der var alene hele tiden, frygtede ikke andet end at sidde i mørket uden nogle omkring sig. han var ikke alene, hans mor ville komme igen… hun, hun skulle nok komme igen!
Da han stoppede med at stritte imod, holdte hun ham tættere indtil sig. med melodien der kun blev mere og mere behagelig, hendes øjne var lukket. Det halv lange lyse hår, hang over hendes ansigt så man ikke kunne se hendes ansigt. De blodige tåre kørte ned af hendes kinder, denne episode gik lige i hjertet på hende. det gjorde ondt, var mere smertefuldt end kampen mod Julian og sin fars slag.
Den næste dag, lå hun op af væggen. Med Josh i sin favn, hun var faldet i søvn af sin egen nynnen og gråd. Det var næsten rart at sove, selvom der var koldt nede i kælderen, kunne hun sagtens sove. Hun havde sovet værre steder, så dette var næsten luksus for hende. hun fik mad, vand og et sted at sove. Udover frygten for at blive voldtaget, så var stedet nu ikke så slemt?
Alex rykkede kort på sig, da Joshs krops varme forsvandt fra hende, hun rullede sig nærmest en smule sammen. Hvor hendes krop langsomt gled ned af væggen, det rare ansigt, bankede derfor ind i den anden væg. Hvor hun vågnede kort, kiggede underligt rundt. Med trætte brune øjne, og et lille gab på sine læber. kiggede hun på Hannah, som holdte sin hånd på Joshs kind.
Derefter lagde hun sig til at sove igen, dog åbnede hun sine øjne i et sæt igen. Hvor lyden af tunge vejrtrækninger blev tydeligere for hende, hun vendte hovedet mod Hannah og Josh, som hev ivrigt efter vejret!
Alex nåede knap nok at rejse sig, før hun placerede en knytnæve på Hannahs underkæbe. Hurtigt greb hun fat i Joshs arm og hev ham bag sig, hun stillede sig overlegent over Hannah. Med et par is kolde øjne, som nærmest fortalte at Hannah ikke var andet end et insekt! ”Hold fingrene fra ham! Din skøre kælling…” Hendes stemme var kold, roligt vendte hun sig om mod Josh, satte sig på hug overfor ham og kørte sin hånd gennem hans hår. for at fjerne det fra hans ansigt, ”Er du okaii?!” var det eneste der lød fra hendes stemme, fuld af bekymring!

Endnu engang formåede Alex, at få den lille dreng til at rødme og krybbe væk i sin mors favn, da hun fortalte ham, at ville blive pæn når han blev ældre. Ikke, at han forstod så meget af det, men han kunne høre på Alex stemme, at det var en god ting, at han gik hen og voksede op og blev… pæn.
Da hun strøg en hånd igennem hans hår, kiggede han tøvende op på hende og sendte hende et varmt smil, som han ellers kun sendte til sin mor. ”Og hvis jeg ikke bliver pæn, er jeg så ikke en fræk sak?”
Lola forsøgte igen, at holde sin latter nede, men det lykkedes ikke og hun knugede nu kærligt sin søn ind til sig, over hans nuttet uskyldighed, so forhåbentlig varede i noget tid endnu.
”Det skal du ikke tænke over endnu Josh,” sagde hun og kyssede toppen af hans hoved. ”Når den tid kommer, så ved du præcis om den pige der elsker dig, ser dig som en fræk sak eller ej,”
Josh forstod ikke en dyt af det hun fortalte ham. Hvad var en fræk sak og hvorfor var det vigtigt, at den pige som elskede ham skulle se ham som en?
”Sååå mange spørgsmål,” sagde Josh forundret og forvirret.
Lola grinte endnu engang og krammede ham på ny, vuggede ham fra side til side, med alt den kærlighed en mor kunne give.

Nu skete det igen, en kvinde lagde endnu engang hænderne om hans hals og forsøgte, at klemme livet ud af ham. Havde det ikke været for hans stædighed, ville han sikkert allerede have mistet alt luften og lagt død for Hannahs fødder lige nu. Men han fortsatte med, at kæmpe for sit liv og sprælle, som en utilfreds killing i armene på en forfærdelige ejer.
Mørke pletter dannede sig for hans øjne. Det varede ikke længe før, at han måtte give efter og lade sig forsvinde i mørket. Måske var det også bedst sådan, trods alt endte han vel som et monstre en dag og skulle dø før eller siden.
Det skete aldrig. Alex kom ham endnu engang til undsætning ved, at placere en knytnæve på Hannahs kind. Den skrøbelig og alt for tynde kvinde, faldt omgående om og strandede på den kolde jord, ude af stand til, at sige noget som helst. I stedet tog hun sig bare til den nu ømme kæbe.
Hun fnyste af det Alex. ”Th, det kunne have været værre,” Hun kiggede op på Alex, øjnene stikkende som en pytons. ”Jeg kunne have gjort det samme imod ham, som Julian gør imod os, tror du knægten vil syndes om det?” Et lumsk og ubehageligt smil, voksede på hendes fyldige, men dog så flækkede læber.
Så snart Josh fik øjenkontakt med sin heltinde, slog han armene om hende og hviskede lavt ved hendes øre, med en stemme så taknemmelig og varm. ”Tak, tak, tak!”

Senere på dagen, sad Josh ved siden af Alex og var i fuld gang med, at fortælle hende en historie om hvordan han troede verden var udenfor. ”Uh! Jeg har hørt at der findes sådan nogle sjove væsner udenfor! Nogen af dem kan endda flyve og svømme! De skulle vidste også smage godt… endnu bedre end det sukkerstads på en pind du gav mig,” Han smilede stort til hende, fægtede med armene og kunne næsten ikke stoppe med, at fortælle Alex alt det han nu vidste om verden udenfor. ”Uh! Passer det, at der findes flyvende mennesker derude og nogen der.. der kan forvandle sig om til et stort behåret bæst?” Hans øjne lyste ivrigt op i den mørke kælder.

Alex kiggede op på Lola også ned på Josh endnu engang, hans spørgsmål gav vel mening, men hvordan skulle man lige kommentere på dette? Hun kløede sig akavet i nakken, uvidende over hvad hun skulle kommentere på dette. Hvor alt der skete, var en akavet latter der slap hendes rubin røde læber.
Han var så kær, den måde Lola reddede Alex på fik hende til at ånde lettet ud. Dog lød den altid så nuttet stemme endnu engang, hun rystede blidt på hovedet og grinte kærligt af ham. Han ville vide det, så snart han blev ældre og humonerne ville sætte sig i spil, den stakkels dreng ville begynde at kigge efter piger som en hver anden person. Sikkert byde dem på drinks og drikke, så han kom sent hjem og kastede op.
Alex rystede blidt på hovedet, hell no, hun skulle nok holde ham fra tøser og alkohol, den dreng skulle være uskyldig resten af sit liv. Et lille smil formede sig endnu engang på hendes læber, hvad tænkte hun overhovedet på. De var jo alle sammen fanget her inde, så hvordan fuck skulle han få alkohol fra?

Alex fnyste af Hannahs ord. ”Så du ville voldtage et barn, du er mere et monster end Julian, hvis du i virkeligheden er i stand til at røre et uskyldigt barn på den måde.” ordene stak som knive, mens stemmen var kold som antarktisk. ”Jeg tror heller ikke han ville syndes om at miste luften, til en kælling som dem.” Hun vendte sig derefter om til Josh, hvor han slog armene om hende.
Kort i ren forskrækkelse, faldt hun lidt bagover. Men slog dog armene om ham igen, hans varme stemme. Fik hende til at smile kærligt, hvordan kunne kvinder ønske at dræbe ham, selv hans stemme var så varm og kærlig. Hun klappede ham blidt på ryggen, mens de ellers kolde øjne var blevet varme.
Hun trak ham blidt væk og klappede ham på hovedet, hvor deres samtale hurtigt faldt om til verden udenfor. Alex smilte kærligt til alle hans ord, han vidste intet om verden udenfor, men kunne alligevel fortælle så meget omkring den. Hun nikkede til hans ord. ”Der er en masse der smager godt der ude, hvis vi kommer ud, lover jeg at tage dig med på en kro. Så kan vi få kylling, eller en god steak, helt mør og rød… eller kartofler og en fantastisk bøf, godt saltet, med en lidt sprød kant.” Hun gik i få sekunder i mad koma, bare tanken om den fantastiske mad, som altid kunne få en voksen person til at salve. Hun rystede kort på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden igen, hvor hun lagde armene på sit skød mens Josh fortalte omkring noget, som kunne lyde som engle.
”Mener du mennesker med Vinger? Tror ikke folk uden vinger, kan flyve?” Hun tænkte sig en smule om, men kunne intet finde ud af omkring dette. Mennesker uden vinger, ville aldrig komme til at flyve, det ville være umuligt.
Behåret bæst, det måtte være varulve. ”Det er der, og de æder små drenge børn, hvis de ikke opføre sig ordentligt” Hun begyndte ud i et at kilde Josh, efter sine drillende ord. Hvor hun kærligt bed hans arm, ikke hårdt, mere gumlede på den og kildede ham igen. Hvor en kærlig latter lød, hvorfor var Lola ikke kommet tilbage. Burde han ikke bare undulere hende også smide hende tilbage?

Det Alex sagde til Hannah, fik hende bare til, at løfte håndende på et øjenbryn og derefter se rundt på de forskellige kvinder, der gjorde deres bedste for, at virke ligeglade med hvad der skete lige nu. Få af dem sov stadig og havde slet ikke bemærket tumulten. Hannah fnyste koldt, rejste sig stolt op og så nu ned på Alex, eftersom hun var høj som en model. ”Du kan ikke blive ved med at beskytte ham, Lola er væk, han er alene nu,” Med stolte bevægelser, gik hun væk fra dem og satte sig ved siden af de andre kvinder, som så op til Hannah og hendes meninger. Kælderen var nærmest delt op i en gruppe af Hannah og Lola fans, de støttede den de så som lederen og var altid enige med dem. Men nu hvor Lola var væk, måtte mange af hendes såkaldte fans enden kravle i skjul eller vise Hannah respekt.
Josh ignorerede fuldkommen Hannah og fokuserede nu kun på Alex. Hele hans tid i kælderen havde lært ham, at han blot skulle ignorere Hannah og undgå hende så godt han nu kunne, da hun intet godt ville ham. Han gemte sit hoved væk i Alex varme krop, i håb om, at hun aldrig ville forlade ham eller blive taget fra ham.
Alt det mad hun fortalte om, fik den unge engel til, at sætte hovedet spørgende på skrå, så man nærmest skulle tro, at hun sad og snakkede et fremmed sprog foran ham. Han anede intet om dette mad hun fortalte om. Den eneste mad han havde smagt var brød og nogen gange et stykke tørret saltet kød. Dog måtte han indrømme, at det hun nu fortalte om lød noget så lækkert og han kunne ikke vente med, at han skulle smage det og hvis han var heldig, kunne hans mor også komme med, så hun også kunne smage dette såkaldte… engelsk bøf?
Samtalen endte over på de flyvende mennesker, som hun så fint fortalte ham om, at det ikke kunne lade sig gøre. Takket være livet hernede vidste han intet om de forskellige racer. Knægten vidste ikke engang, at hans selv var en engel og, at Julian var en dæmon. I Josh øjne var han blot et monster.
Før han overhovedet kunne nå, at tænke over det, fortalte hun om de behårede væsner der åd små drengebørn, hvilket fik ham til, at gispe svagt og spærre øjnene op. Det gik dog hurtigt op for ham, at det blot var for sjov, så snart hendes hænder kørte kildende rundt på hans krop. Så snart de kom i kontakt med huden, grinte han højt og vred sig i hendes greb. ”Stop! Alex! Det k… kilder!” Da hun drillende bed ham i armen, skreg han for sjov og grinte højere, hvilket gjorde, at mange af kvinderne så spørgende hen imod dem. Nogen af dem grinte selv… Der var intet som kunne varme ens hjerte som en ægte barnelatter.
”Stop!” bad Josh og vred sig stadig i hendes greb.
Hannah fnyste over fra sit hjørne. Et hånende og nedladende fnys.

Hannah virkede stolt som altid, hvordan kunne man ikke føle for at kvæle hende bare en lille smule. især nu hvor hun havde gjort det imod denne lille dreng, hvilken skade kunne en dreng på hvad? 7-8 år gøre, især imod så mange kvinder. hvis de ikke kunne håndtere en lille dreng, på den størrelse. var de svagere end en orm, nej svagere end selveste lorten i kummen.
Da Hannah rejste sig op, kunne Alex allerede føle sig lille. hun var ikke speciel høj, overhovedet, var hun ikke den mindste i af alle disse kvinder der var her inde. hun lod kort sit blik køre gennem det mørke kælderrum, hvis hun var den mindste, forstod hun mere hvorfor disse kvinder valgte at gøre dette mens hun var der. på trods af at hun havde været oppe at slås med Julian, selvom hun tabte. de burde respektere hende, for at være den eneste som stod op imod Julians terror. "Han er ikke alene, han har mig. resten af sit liv, vil jeg være hos ham. indtil Lola kommer igen! så hvis du ønsker at skade ham, skal du først bane mig af vejen! skøre kælling!" Alexs stemme var høj, dog stadigvæk varm at lytte til. selvom vreden strømmede ud af hende, hun vidste godt at Lola nok ikke ville komme igen. men håbet om at hun ville komme igen, var der stadigvæk!
Mens Hannah stolt gik fra dem, krammede hun kun Josh længere indtil sig. hun ønskede ikke at han skulle skades, hun svor til sig selv da hun var lille, aldrig at lade et andet barn gå så meget psykisk totur igennem, ikke alene. hans var måske værre, Alex var i det mindste alene og skulle kun frygte en enkelt person, mens Josh skulle frygte en bunke halv nøgne kvinder. samt de mænd der skiftevis kom ned i kælderen, kun for at hive kvinderne væk igen.
Deres lille snak omkring maden, gjorde hende næsten sulten. hun savnede lidt at have en god bøf, bare smagen og saften af den. uuuuh tænderne kunne løbe i vand, bare ved tanken om bøfferne! dog forsatte deres snak, til de endte med engle og varulve. hvor hun til sidst begyndte at kilde ham, han glædes latter fik hende selv til at grine lidt. han var nuttet, den kære latter, de store æblekinder og de smukke øjne han nu engang havde. så brune og skindene, selv i mørket.
da han grinende råbte op, om at hun skulle stoppe. stoppede hun kort, inden hun klappede ham på hovedet og rakte tunge af ham. hun opførte sig lidt barnligt, men hvorfor ikke, hun var omringet af barnlige kvinder alligevel.

Dage gik, hvor Alex og Josh hyggede sig. desto længere tid der gik, desto mere klart blev det for Alex at Lola ikke ville vende tilbage, Alex var klog nok til at vide at Lola ikke bare var blevet smidt ud, hun var helt sikkert død. død og borte, en ting hun forhåbentlig aldrig ville vænne sig til, da døden var noget forfærdeligt for hende.
Dog gik det kun mere og mere ned af bakke for hende, Julians drenge kom skiftevis ned i kælderen, i stedet for at prøve at hive Alex med sig og gøre forfærdelige ting med hende, valgte de at overraske hende når hun sov. et spark i maven, andre i hovedet, hvilket til sidst gjorde at hun var vågen selv om natten. hun sov mindre og mindre, hvilket kun gjorde hende svag. hun kunne næsten ikke rejse sig fra jorden uden af besvime, når hun endelig sov, var det om morgnen. når drengene havde været der nede og hentet en eller anden tøs, hvor de så forsvandt. så følte hun sig kun en smule mere tryg, udover Hannah der altid kommenterede på hendes sår. hvis hun var blevet sparket, begyndte Hannah at kommentere på at Alex måtte sove dårligt, og at hun helt sikkert var blevet for gammel til at være her.
Når hun havde fået en blod tud, råbte Hannah op som en skole pige, om hvor klamt det var. hun tog endda selv chancer på at gå efter Josh engang i mellem, mest når Alex besvimede ved at rejse sig, der opdagede hun altid sine chancer. uheldigt for hende, vågnede Alex tit op af Joshs skrig, eller af Josh der løb væk og slog på døren, væggene eller skubbede til hende.
En dag var det nok! Hannah havde drevet hende ud i et spind af had, hun kunne ikke klare kvinden mere. da en af de ældste sønner var kommet ned med mad, stjal Hannah Alexs mad. Josh fik kun en halv bolle, hvilket også pissede hende af.
Inden Hannah og sønnen kunne nå at reagere på noget som helst, var Alex hoppet i flæsket pån Hannah, havde skubbet sønnen væk og lå nu på gulvet, slog Hannah flere stedet. hvor Hannah ivrigt skreg og hev i Alexs lange gyldne hår!
Alex bed Hannah, slog hende så hårdt i ansigtet at hendes kæbe gik afled, og sår formede sig på hendes knur.

Hannah var som en klapperslange på lur. Hver gang chancen for, at få ham ned med nakken var der, tog hun den og gjorde et godt forsøg på, at slå ham ihjel med sine bare næver. Intet tvivlet på, at havde hun haft nogen former for våben hernede, så ville Josh lægge død på jorden. Men, det havde hun ikke og selv hvis hun havde, var han måske heldig for stadig, at være i live. For når tingene så mørke ud, kom Alex til hans undsætning og reddede ham fra alt det onde, rev ham ud af Hannahs greb og trøstede ham bagefter med sine varme ord. Hver gang han så på hende, hamrede hans hjerte og kinderne blussede op til to røde tomater. I hans øjne var hun perfekt på alle punkter. Hun var modig, kæk, stærk og kærlig, der var ingen som skulle komme på tværs af hende. Denne kvinde behøvede ingen mand i skinnende rustning. Tvært imod, hun var ridderen i den skinnende rustning..
En dag havde Alex tydeligvis fået nok med Hannah. Kvinden havde haft generet hende og Josh hele dagen, nu var det åbenbart bare nok for den kære Alex. En af sønnerne var parate til, at voldtage Hannah lige for snotten af dem, da Alex tog over med en anden form for smerte. Lyden af knyttede næver der ramte skrøbelige knogler genlød igennem det mørke kælderrum, blandede sammen med lugten af blod og smagen af mudder. Josh spærrede øjnene op, stillede sig ivrigt op på tæerne for, at få et bedre udsyn til hvad der nu foregik for øjnene af ham.
Sønnen forstod ikke en disse, han stod blot og så på med blanke øjne og et løftet øjenbryn. Før han nåede at blande sig, hørtes et brag ude fra kælderrum efterfulgt af hans brødres råb og hjælp. Noget var i gære udenfor murerne. Hurtigt trak han Alex væk fra Hannah, smuttede ud af det kolde rum og blot få sekunder efter, hørte man hans sidste rædselskrig.
Josh kravlede over i hjørnet, da døren igen blev åbnet og ind trådte en kvinde med lange blonde lokker, stærk aura og skinnende øjne. Ved hendes side, stod en ung fyr, hvid hud og krystalblå øjne, for ikke at tale om de hvide totter i hans hår. Begge fremmede skimtede rummet og fik kvalme over alt de så... Kvinderne trak skræmt væk fra den fremmede fyr, hvilket bare gjorde rædsel i hans øjne værre. Noget sagde Josh, at fyren ikke kunne tro sine egne øjne.
Den blonde pige forsvandt hurtigt ud af kælderrummet igen, sikkert på jagt efter et eller andet. Fyren derimod, gik hen imod Josh og satte sig på hug foran ham, med et svagt smil på hans overraskende smalle læber.
"Er du helt alene hernede?" spurgte han roligt, før han så sig omkring, på de forskellige skramte øjne der lå på ham. "Jeg vil jer intet ondt," Hans stemme var blid og varm.
Fyren var en dæmon, en is dæmon og gik under navnet Jacob.

Af en sær grund, var det rart at slå Hannah. Bare det at kunne slå en eller anden, trods smerten i hendes egen hånd, gav det et sus gennem hendes mave at kunne få slået sine følelser mod Hannahs eller kønne ansigt. Hun stoppede ikke med at slå, holdte ikke igen, på trods af at Josh var i nærheden. Hendes hjerte hamrede så hurtigt, mens blod røg en smule op i hendes ansigt. Kun få dråber, ikke et kæmpe blod bad. Selv larmen udenfor stoppede hende ikke, det eneste der stoppede hende var sønnen. Han trak hende væk og kastede hende hurtigt fra sig, hvor hans skrig lød kort efter. Alex hev en smule efter vejret, hendes pandehår dækkede de kønne brune øjne.
Hannah havde mindst fået slået fire tænder ud, hvor en af dem stadigvæk sad på Alexs knoer. Hun rørte sig næsten ikke, da Jacob kom indenfor. Kiggede ikke engang op på ham, dette var sikkert en af Julians sønner, hvor mange havde han anyways. Den mand kunne bare ikke holde pikken i bukserne, en eller anden burde skære den af ham!
Da lyden af en varm stemme lød, lidt væk fra hende. reagerede hun, stemmen var rettet mod Josh. Ikke ønskede nogle af dem ondt, hvorfor så holde dem lukket her nede. Plus døren var åben, hvilket betød at hun bare skulle dræbe eller slås med denne person. Så kunne de andre smutte imens, men hvor mange folk var udenfor.
Alex tænkte ikke helt klart, hvilket gjorde at hun slog Jacob. Knyttet næve mod hans kind, hvor tanden på hendes kno blev slået af hende. de blod røde øjne var nu tydelige, hun var bukket under. For fjerde gang i hendes liv, var hendes øjne røde. Hvorfor skete det altid når hun blev vred, var det blodet der steg hende til hovedet? Men det skete jo aldrig, når hun nu rødmede.
Hun svang armene rundt om Josh og kiggede truende på Jacob. ”Ikke ønske os ondt, og alligevel er vi alle hernede…” en lille blod dråbe fra hendes kind, trillede ned og lavede en lille stribe. ”Hvis du så meget som rør Josh, slår jeg tænderne ud på dig og tvinger dig til at sluge dem, så du skal føle hvordan de skære dit røvhul op, når du endelig skider dem ud. Hvis! Du overlever…” Hendes stemme var lav, truende og dyster. Dog lod hun aldrig Josh slippe fra hendes varme favn, han måtte helst ikke se hendes øjne, eller den måde hun så ud ligenu. Han ville være skræmt over hendes udseende, og ikke kun det hun lukkede ud.

Jacobs påklædning: http://cdn.buzznet.com/assets/users16/aryirigoyen/default/tumblr-mmak9eg3d21rt3buzo1-500--large-msg-13677017243.jpg

Hannah var for optaget af smerten fra de manglende tænder, at hun slet ikke bemærkede, at døren stod vidt åben og de kunne alle liste ud nu. Med denne store chance i behold, skulle man tro, at alle kvinderne ville løbe ud og aldrig se sig tilbage, men det skete aldrig. De blev alle siddende hvor de var, lige der over i det mørke hjørne, med tårene for frit løb så øjnene var opsvulmede og røde, dog ikke så røde som Alex, der var rettet på ingen andre end Jacob.
Jacob forstod udmærket godt Alex. Tiden nede i kælderen måtte have gjort hende parnoid og skræmt for mænd, så det at han kom dumpende og sagde til dem, at han intet ondt ville dem, var nok ikke det hun blindt valgte, at stole på. Dog, havde han ikke set hendes næve komme, hvilket resulterede i, at han væltede bagover med en øm kind. Han tog sig kort til den, rystede på hovedet for, at få smerterne væk og så derefter op på Alex igen, der havde svunget armene om drengen han havde henvendt sig til.
Josh havde kunne mærke, at Jacob ikke var som de andre sønner, hvilket resulterede i, at han blidt skubbede Alex væk og kravlede hen til Jacob. Her hjalp han den fremmede fyr op at stå med et skævt smil på læben. Han drejede hovedet om imod Alex igen, de halvlange gyldne lokker fløj om ansigtet på ham.
"Han er ikke en af dem Alex," sagde han forsigtigt og pegede derefter hen imod døren. "Se, han lod den stå åben, han smiler til os... et ægte smil," Han så op på Jacob igen.
Jacob sendte Josh et varmt smil tilbage, før han puttede hænderne i sin bukselommer, en ren vane han havde fået. "Jeg er kommet for at hjælpe jer sammen med Caroline, som vidste i var fanget hernede,"
Nogen få af kvinderne lyste op ved navnet Caroline, få af dem begyndte endda, at rejse sig op og se over på den åbne dør, næsten som om de ikke troede, at det var virkelighed.
Jacob nikkede hen imod den, smilede venligt til kvinderne og gik endda hen imod den, for at åbne den mere. "I kan gå, i er frie,"
Kvinderne kiggede tøvende på hinanden. Efter alle de ord under mænds hærgen, stod der nu en af dem og sagde, at de var frie til at gå. De kunne være frie igen. Se verden udenfor!
Først da den ene begyndte, at gå derhen imod, fulgte de andre med og man kunne langsomt se hvordan smilene spredte sig på deres læber.
Josh smilede stort og så hen på Alex. Af ren glæde løb han hen i hendes favn og så op på hende. "Vi er frie nu Alex!" Han kiggede hen imod døren. "Se! Du kan gå!" De mandelfarvede øjne blev rettet imod hende igen. "Jeg... jeg venter på, at min mor kommer igen og så er jeg også fri,"
Jacob kunne mærke sit hjerte splintres efter de ord, da Caroline lige havde haft kommet forbi ham og hvisket til ham, at moren til denne dreng netop var blevet slået ihjel. Liget var blevet fundet ovenpå, nøgen og spændt fast til en seng.. Han var alene nu...
Det kunne Jacob ikke tillade.. Forsigtigt gik han hen imod drengen, satte sig på hug overfor ham og tænkte voldsomt over sine valg af ord, før han lod den slippe ud. "Hvad med... at du venter på din mor hjemme hos mig? Jeg ønsker ikke at lade dig blive her,"
Josh bed sig i underlæben. "Men, hun er her da..." Han kiggede spørgende op på Alex. "Er hun ikke?" De store hunde øjne ønskede, at høre 'ja, din mor er okay', men selvom han var et barn, kunne han godt fornemme, at det ikke var det svar han fik.

Alex var overraskede over at Josh skubbede hende væk, det gjorde han aldrig. Medmindre hun kildede ham, der havde han derimod skubbet hende væk tit. De røde øjne fik langsomt sin smukke brune farve igen, mens munden lukkede i. ikke som de andre, hvis Josh sagde det. Han havde været her nede i længere tid end hende, så hvis han stolede på denne person, måtte der være noget ved ham, som kunne stoles på.
Men Alex stolede nu ikke på ham, hun trådte tættere på Josh, da han hjalp Jacob op på benene igen. Besynderlig mand, dog en smule lækker. Men ikke helt hendes type, havde hun overhovedet en type? Pff who cares, hun havde ikke en type fyr hun ønskede at være sammen med, hvad skulle hun også lige med en fyr. De kunne intet, udover at arbejde og få affære. Hun kunne slås for sig selv, hvilket gjorde at der ikke var brug for en fyr i hendes liv.
Da Jacob sagde det med at Josh kunne vente på sin mor hos ham. Gik det op for hende, Hun var død. Ingen tvivl om det, Jacob lyste op af det. Den måde hans ansigt spændte på, og hans vejrtrækning og stemme der ændrede sig. Lola var død, væk, ikke længere en del af Joshs verden.
Da Jacob sagde dette til Josh, følte hun trængen til at sige det til Josh. Hvis han ikke fik det at vide, ville han ende med at vente på sin elskede mor i flere år, håbe på at hun er i live. Og derefter ende i et had, had til hvem end der fortæller ham at hun var død, hvilket nok ville være Jacob.
Alex satte sig på hug foran Josh, hvor hun lagde en hånd på Joshs hoved. Et lille smil formede sig på hendes lidt blodige ansigt, hvor hun derefter adskillede sine rubin røde læber fra hinanden.
”Din mor… hun…” Hun kiggede kort væk, hvor hun derefter lagde hånden i nærheden af sit hjerte, legede med en halskæde hun engang havde stjålet.
”Din mor er flygtede til et bedre sted, et sted fyldt med glæde, fylgt med flyvende mennesker og lækker mad…” Alex lod øjnene falde på ham endnu engang, hvor hun prikkede ham på brystet. ”Hun er altid hos dig, bare usynlig. Klar til at træde ind hvis du kommer i problemer igen, men bliver nødtil at være usylig for det blotte øje.. da hun ønsker at se dig gro op, ikke alene… Josh du vil aldrig være alene, hun vil altid være der, bare ikke når du er i bad og på wc.” Hun tog Halskæden af og lagde den om hans hals. ”Selv jeg er hos dig, så længe du har den halskæde, vil jeg altid være en del af dit liv.” hun kyssede hans pande blidt, velvidende om at hun umuligt kunne tage sig af denne dreng. Men kunne derimod lade denne fremmede mand, overtage ham. Da det virkede til at Josh stolede blindt på ham, og måske endda kendte ham

Josh kunne ikke tro det han hørte. Selvfølgelig var han glad for halskæden og at de endelig var frie, men betød det virkelig, at hun skulle forlade ham? Han tog halskæden op i sin hånd og så ned på den, alt imens han tænkte over hvad hun havde fortalt om hans mor. Nok fik hun det til, at lyde som en drømmeverden, men Josh vidste udmærket godt, at det betød at hun ikke kom tilbage, at hun var død og at han aldrig skulle se hende igen. Jo mere han så på halskæden, jo mere pressede tårene sig på og til sidst måtte han tage en dyb indånding, for ikke at vise hende, at han var ved at græde. Ikke nok med, at han havde mistet sin mor, hans mor var også væk og han var nu helt alene.
Halskæden var noget af det flotteste og sejeste han nogensinde havde set, det lignede en smuk sølv ulv, der var parat til kamp, for at forsvare dens flok.
Han så op på hende, øjnene opsvumlet og på vej til, at blive utætte om få sekunder.
"Jamen, du... du må ikke forlade mig," hviskede han hæst og så ned igen. Tårene var begyndt, at trille ned af hans kinder, hvilket var grunden til, at han så ned. "Jeg.. jeg vil ikke miste dig, ikke ligesom jeg mistede mor," Han så op på hende igen, klemte halskæden imellem sine små barnehænder. "Vi.. Vi kan leve sammen! Alle sammen! Du må ikke.. gå," Han så ned igen. Denne gang kunne han ikke holde snøftende inde..

Han var en stærk dreng, uden tvivl. Han holde hans tåre inde, mens han kæmpede imod sine følelser for at græde. Velvidende om hans mors død, hun smilte kærligt til ham. Hun havde jo også et liv udenfor disse mure, hun havde en ven, godt nok menneske. Men han var det bedste der var sket for hende indtil videre, selv da han fandt ud af at hun var en engel. Dog stillede han mange spørgsmål omkring vingerne, men af en sær grund gjorde det hende intet, måske betød han mere for hende end hun ønskede at han skulle gøre.

Alex kyssede Joshs pande, mens han forsøgte at bede hende om at blive, det skar i hendes sjæl. Hun ville gerne være hos ham, og skulle nok komme tilbage. Men var nødtil at se denne ven bare en enkelt gang, sige at grunden til at hun var væk, var. Ja, dette, hun kørte sin hånd ned over hans kind. ”Jeg forlader dig ikke, jeg kommer tilbage.” Hun rejste sig op og gik mod døren, hvor hun vende sig om mod Josh igen. ”Jeg kommer tilbage om nogle få dage, tilbage til dette sted hvor jeg venter på at du kommer hen og henter mig. Skal vi sige fire dage, også er jeg her, siddende på dette gulv. Kun ventede på dig.” Hun kiggede kort på Jacob, med et advarende blik. Hvis Josh ikke var her disse dage, ville hun finde ham og dræbe ham. Torturere ham, til at fortælle hvad der var sket med den lille elskede dreng!
”Vi lever allerede sammen, samme planet. Husk at jeg kommer igen, for at hente min halskæde. Så pas heller godt på den.” Hendes stemme var kærlig,hun blinkede kort til ham inden hun forsvandt ud af stedet og gennem korridoren, for derefter at forsvinde ud af udgangen. Hvor hun forsvandt fra ham, forsvandt og kom ikke tilbage.

((OUT!! Dette er jo sidste gang hvor han ser Alex, den næste gang han ser hende er Her ))