Stille dejligt (Luce)

Tid: 14:30
sted: gaderne i doomville angerforge
Vejr: gråt, men tørvejr
Omgivelser: lige på denne gade er der kun hende.

Bethany smilede hun havde været hjemme ved den ældre dame hun havde boet, det havde været smule hårdt at skulle derfra, men den måde de havde sagt farvel sidst havde ikke været rar, hun gik nu på tom gade, hun trak hætte af lod den falde ned på ryggen, hun havde altid kappe på. Heldigvis havde hun mange forskellige dog var det bedst at have den på for hun var i sikkerhed hadefulde blikke hun fik fra folk, når de så deres dybest hemligheder i hendes øjne. hun fandt et sted hvor kunne sidde.
Vejret var det havde det været i nogle dage, det var skyerne bare ventede med komme af regen, men regn havde der heller ikke været noget af endnu. Hun smilede svagt tanken, regn var kun til for at gøre folk våde og irreret . Bethany havde det godt med regn, for når folk sad inde og surmulede over vejret så kunne tage hætten af lade hendes ansigtigt komme frem. Hun var også fri for alle de tanker som pressede sig på.
Da der var gået 10 min. rejste hun sig forsatte ned gaden, husene så trætte og dovne ud med deres mørke vinduer.

Tiden var gået hurtigt frem. Det ene øjeblik var man Rafaels slave det næste var man Sakrefs lærling. Der var meget i hendes liv som skete omkring hende. Både nogle gode og positive ting, men som der altid var i folks liv var der også de mindre positive ting som skete omkring hende. Hun gik rundt i gaderne i Angerforce District for og slappe af. Hun gik nu lidt vuggende, men det var fordi hun var blevet noget tykkere med tiden. Hun var blevet gravid med Josh. Hendes fyr og hendes et og alt. Der var dog stadig et godt stykke tid før hun skulle føde, men barnet voksede sig hurtigt større i hendes mave end hun havde regnet med. Hun havde en sort kappe på med en hætte over hovedet og indenunder havde hun et par lette sorte bukser der ikke strammede omkring hendes mave og en blå lun trøje. Hun kiggede rundt på gaderne med sine kridhvide øjne som mange ville tro var en af de udøde hvis de kun havde set øjnene. Hun var stadig blind dog kunne hun se folk og dyrs aura og det var nu dejligt nok, men det undrede hende en del, hvorfor der ikke var nogle folk på gaden på denne tid. Der plejede og være mange folk ude på denne tid selvom vejret var trist og gråt. Hun så en aura noget længere væk fra sig. Hvorfor var der kun en? Hvad skete der i denne by? Hun trak let på skuldrene og fortsatte.

Bethany smilede for sig selv, det lang tid siden havde smagt den friske luft og sometider var det hårdt. Hun kunne ikke tænke sig at blive mor, faktisk vidste hun at hun ville blive en dårlig mor. Bethany sukkede svagt hvordan skulle hun kunne passe et barn når hun ingen gang kunne passe på sig selv det hele var gået så hurtigt. Hun havde svært ved det hun havde tænk gøre ende på det, men på den anden side så havde kunne ikke være det bekendt, hun lagde ganske kort hovedet på skrå inden med bump var gået ind i lygte pæl og var faldet ” av” mumlede da slå arm ved falset, men smerten varede ikke længe for længere nede af den tomme gade stod Luce ” Luce?” mumlede hun halvspørgende hun kun mødt Luce en gang før og der var hun blevet ven med hende, men det kunne man vel kalde det hun havde sikkert glemt hende alligevel, men Bethany havde ikke glemt Luce. Hun følte sig godt til mode og smilede rejste sig op, hun turdte ikke at gå tættere på men hun stod betragtede Luce.

Hun gik roligt hen af gaden imens hun var i sin egen verden. Hun prøvede samtidig på og regne ud hvorfor gaderne var tomme denne aften. Det gjorde hende skidt tilpas, at der ikke var folk ude på gaden. Hun nynnede let for sig selv imens hun gik tættere og tættere på imod den aura som hun havde set lidt længere fremme. Auraen gjorde hende dog en del nysgerrig, men hun havde bestemt sig for, at hun ville ikke i kontakt med personen hvis det var en hun ikke kendte. Hun havde det slemt nok ved mødet af Zeronium. Hun havde stadg svært ved og få tingende til og hænge sammen efter hans møde. Hvor længe var det egentlig siden han havde stukket en kniv igennem hendes hånd? 3-4 dage siden måske. Så var det snart hun skulle komme og besøge ham for og få sin næste pose skyggevæsenblod for og komme af med giften der svømmede i hendes krop. Da hun kom forbi personen var der en lugtsom var så genkendelig, at Luce stoppede lige ved siden af personen. Hun vendte sig om imod personen og smilte roligt "Undskyld, men hedder de ikke Bethany?" hendes stemme var rolig og mild.

Bethany smilede idet Luce gik imod, faktisk blev smule gernert over at se Luce igen, men på den anden side ville hun gerne i kontrakt med Luce. Hun fulgte hende med øjnene Luces havde ikke ændrede sig meget hun kneb øjnene sammen og kunne se at faktisk ændrede havde ændrede sig en smule ” Luce” mumlede hun forundret hun skulle være mor. Hun undrede sig alligevel smule da Luce spurgte om hun var Bethany, hunn kunne vel ikke se hende ” jo jeg er” svarede hun en smule forvirret. Hvordan havde vidst at Bethany var lige her, hun trak kort skulderne der kunne være sket masse siden de sidst havde set hinanden og hun var jo ikke den eneste verden der kunne ske ting for.
Bethany havde oplavet hav af ting, hun skulle være mor og vidste slet ikke hvordan hun nogen sinde ville blive en god mor, hun lagde kort hovedet på skrå. Hun var glad for at se Luce idet mindste havde det godt hun smilede bredt ” hvordan har du det?” spurgte hun og man kunne gensynglæden var måske en smule stor.

Hun var lidt usikker på om det egentlig var Bethany hun var stødt ind i, men hendes lugt fortalte hende, at det måtte være hende. Det kunne ikke være andre end hende. Det måtte ikke være andre end hende. Hvorfor kunne hun ikke rigtigt selv forklare, men der var noget inden i hende der sagde til hende, at det ikke måtte være andre end den søde engel Bethany. Hendes smil blev dog en del støre da Bethany fortalte hende, at hun godt nok var Bethany. "Nej, hvor er det morsomt, at vi skulle støde sammen igen her midt ude på gaden" der var en lille latter i hendes stemme. Hvordan mon Bethany havde det? Hvad var der sket med hende af både gode og dårlige ting siden hun sidst mødte hende? Nok havde hun kun snakket med Bethany en gang, men alligevel havde der været et skjult savn i den tid hun ikke havde set Bethany. Hun smilede stille "Jeg har det nu meget godt. Selvfølgelig lidt problemer hist og pist, men alt i alt har jeg det godt, hvad med dig? Hvordan har du det?" hendes stemme var rolig og venlig.

Bethany følte sig glad indeni, men havde ikke lyst til at snakke om hendes liv det gik ikke på skinner og hun havde ikke lyst til at snakke om det. Hun stod lidt i hendes engen tanker i et stykke tid inden kom til sig selv igen. Hun smilede smule falsk ” det fint” løg hun og med det samme hun havde sagt det fik hun det dårligt over sig selv Bethany plejede aldrig lyve, men hun havde ikke lyst belemre Luce med hendes problemer især ikke når det gik så godt for hende. Hun knyttede svagt sine hænder og vis havde kunnet slået sig selv i hovedet for lyve. Hun slap dem hurtigt igen kom selv til at grine, det var noget af en tilfældighed at de lige skulle mødes på en stille og tom gade. Hun havde slet ikke troet Luce ville kunne huske hende, men Bethany havde lovet hende lige meget hvilke fare hun kunne risikere at blive udsat for ville stadig være hendes ven. Bethany havde aldrig fundet ud af hvorfor, men følelsen af at hun kunne være sig selv i hendes nærvær havde hun stadig den følese og det var rart ikke at skulle skjule sig fordi ens evne var gået af amok og hun ikke kunne styre den. Et svagt smil spille på hendes læber ” jeg glad for at høre at du har det godt” sagde hun med stemme der lød oprigtig. For var der nogen der fortjente mere var det Luce alle de hårde ting som Luce havde været gennem. Et sprøgsmål tog ganske let form i hendes hoved, men turdte hun stille det, for hun vidste at det sikkert ville være et ømt punkt for Luce, men på den anden side måtte hun bare vide om Luce stadig var slave for den forfærdlige dæmonleder? Hun kunne bare ikke få sig selv til det for var der noget hun ikke ønskede var det at gøre Luce ked af det.
Bethany holdte på måde meget af Luce selvom de kun havde mødtes en gang og at se hende ked af det ville næsten gøre for ondt i hendes lille engel hjerte, hun så ikke Luce som slave og noget man skulle nej Btehany så hende som ligemand. Hun syntes syndt at holde folk som slaver. Bethany lagde kort hovedet på skrå, hun havde bestemt sig for ikke spørge det kom ikke hende ved om slave eller ej. Hun syntes det hyggeligt se hende også selvom det ren skær var en tilfældighed, var det en glædelig tilfældighed.