Do I know you? //Zero//

S: Kroen det vilde svin
T: Aften
V: Regner udenfor
O: Få mennesker på kroen
P: En sort kappe, en løs lilla trøje og et par sorte bukser

Hvorfor var der altid så stille på denne tid? Der var ikke så mange mennesker på kroen eller på gaderne for tiden. Det var ved og være vinter det var nok det der gjorde, at folk holdt sig hjemme i deres stuer foran kaminen for og holde varmen, Luce var bare ikke en af dem. Hun var taget på kroen og sad nu ved et bord og drak en sodavand. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre denne aften. Hun kunne selvfølgelig været blevet hjemme ved Sakref efter en hård træningsdag. Nok var hun gravid og var ca halvvejs i graviditeten, men det stoppede hende ikke fra og tage på missioner eller træne. Hun var lige så stædig som sin far. Det var nok også det eneste der var tilfælles med dem var nok deres stædighed. Hætten på kappen som hun havde på hang hen over hendes hoved så man ikke kunne se hendes øjne, men hendes øjne var også kun kridhvide. Hun virkede til for andre, at hun var blind som hun også var udover hun kunne se folks aura som nemt kunne forvirre hende.

Blæsten sivede igennem døren da den gik op. Og ind af døren kom en mand. Iklædt en lang frakke i læder. Og et fint jakkesæt indenunder. Rød skjorte. Samt sorte bukser og en sort jakke. Han lignede en million. Og var også det værd i hans hjemby. Men her var han nok ikke en skilling værd. Endnu. Men det skulle han nok blive. Det skulle han nok sørge for. Han var allerede ved at sætte sit navn i mange forskellige steder. Som blodsælger. Ikke bare menneskeblod. Men alt muligt. Han var en af de mest kendte for blodsalg i sin hjemby. Blod med bivirkninger. Blod som er hallucinerende. Blod som var stærke sager. Altid det reneste. Altid den bedste kvalitet. Han fik ofte forsendelser fra sin hjemby. Allerede nu havde han nok til at blive henrettet. Men han var ligeglad. Lev livet på kanten. Det var hans motto. Og han elskede det. Han manglede aldrig penge.

Roligt gik han hen til baren. Bestilte en martini. Tog sin drink da den endelig kom. Smed en guldmønt. Hvor det sikkert havde været nok at lægge en sølvmønt. Da manden bag baren ville veksle viftede Zero bare med hånden som et tegn på at han kunne beholde resten. Og gik så ned og satte sig på en plads. Hvor han roligt tog sine læderhandsker af. Og fandt en pose frem fra sin inderlomme. Samt et målebægre. Målte en deciliter op med noget halvtykt væske fra posen. Rød som blod. Hvilket det også var. Han gemte posen væk igen i sin læderjakke. Og bundede så bægeret. Der gik noget tid. Før han så pludselig så ud til at få meget mere energi. Han bundede sin martini. Og så så rundt i lokalet. For at se om nogle havde bemærket hans blod.

//Blod fra en bloddæmon han drikker
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Luce sad bare roligt ved sit bord og drak af sin sodavand. Hun overvejede sådanset bare og tage videre. Der ville sikkert ikke ske det vilde hellere denne aften på kroen. Det var faktisk sjovt som folk var begyndt og holde sig indedøre efter mørkets frembrud. Selv dem der boede på kroen holdt sig på deres værelser. Der var dog nogle enkelte i selve kroen og drak øl, sodavand eller et helt tredje. Hun mærkede vinden imod hendes vinder da døren gik op. Hun kiggede kort op og så en aura der virkede til og tilhøre en person der var kold og havde nogle skær af magtsøgen i sig. Hun kunne ikke genkende lugten fra den nye person der var kommet ind i lokalet. Hun rystede lidt på hovedet og drak af sin sodavand. Hun undrede sig en del over, hvem denne person var. Hun vidste ihvertfald en ting og det var, at hendes nysgerrighed var kommet frem, men hun holdt det godt skjult i sin kolde facade hun var begyndt og vise frem ude i byen. Hun sad stille og slappede af. Der gik noget tid hvor hun sad i sin egen verden hvor pludselig en skærende lugt borede sig ind i hendes næsebor. Blod. Hvem var det der blødte eller havde smuglet blod ind i dette lokale? Hun kiggede hen imod den nye fyr, hvor lugten kom fra. Lugten forsvandt langsomt som han drak af det. Hun rejste sig op og tog det tomme glas og gik forbi den fremmede fyr for og komme hen til baren. Hun gik dog langsommere da hun var nået hen til ham og snuste hver en lugt der kom fra ham af og fortsatte hen til baren.

Hans blik havde i samme øjeblik hun havde vent sig efter lugten. Ramt hendes øjne i en form for kontakt. Der var ingen pupiller. Men det forhindrede ikke Zero i at få et godt blik ind i hendes minder. De gode kontakter hun havde. Det kunne bruges. Men først senere. Først skulle han fokusere på dealen. For i samme øjeblik kom en mand ind af døren. Manden så rimelig vissen ud. Han rystede som bare satan. Han skyndte sig hen og satte sig på pladsen ved siden af Zero. Blev ved med at gentage det samme igen og igen. "Lad os få det overstået inden svinene kommer." Det var som om det var den eneste sætning manden kunne. Zero selv var helt rolig. Han fandt en ny pose frem fra den anden lomme. Også en bloodbag (blodpose). Som han lagde på bordet. "En liter af det bedste vampyrblod du kan finde. 1 guldmønt." Han skubbede posen hen til manden. Som tog en lille smagsprøve. Og gav så Zero en guldmønt. Før han tog posen og skyndte sig ud af døren igen. Han grinte. Og lagde guldmønten i lommen. Hvorefter han gik hen til baren og bestilte en drink mere. Og betalte med en guldmønt. Hvorefter han gik hen hvor den kvinde fra før end var sat sig hen. Og satte sig så ved siden af hende. "Kan vi 2 snakke i enrum?" Spurgte han roligt med et roligt og venligt smil. Selvom hun ikke kunne se det.

Luce stod lidt i baren og drak af sin sodavand da en anden kom ind. Hun vendte sig om og lyttede til hvad der skete. Så fyren frygtede en som hende. Skulle hun mon blande sig? Var det nu også klogt pg blande sig i hendes tilstand? Hun var sådanset gravid og kunne risikere en helt del ved og blande sig. Hvor var Bron henne når man endelig skulle bruge den fyr? Hun sukkede lidt og tog sin sodavand og gik hen til det bord hun havde siddet ved inden. Der var en ulempe, at være blind og det var, at man havde svært ved og kunne mærke sine omgivelser når folk flyttede på sig. Hun a der dog stlle og kunne høre hvor hurtigt fyren gik ud af kroen. *Stakkels fyr. Bron patruljere her til aften og skal nok fange ham* tænkte hun imens der kom et lille smil frem på hendes læber. Det havde hun ret i for kort tid efter kunne hun høre Brons stemme udenfor fange fyren der havde kommet ind efter blodet. Hun rystede lidt på hovedet og drak af sin sodavand. Hun kiggede op da lugten fra fyren før var dukket op ved siden af hende. Hun kiggede kort på hans aura "Det kommer an på så meget. Hvad drejer det sig om?" hendes stemme var kold og direkte.

Et kort blik ud af vinduet ud af kroen kunne afsløre det hele. Og med en hurtig bevægelse. Fandt han en foldekniv fra sin lomme. Som han sprang ud ved at trykke på knappen ved siden af. Og rettede den imod hendes side. I tilfælde af hvem end han var som havde bustet deres salg. Ikke kom ind. Han ville ikke blive taget. Ikke foreløbig. "Tro mig for din egen skyld synes jeg at du skulle følge efter. For jeg vil ikke være personen som samler dit lig op." Hviskede han sukkersødt og forførende ind i hendes øre. Hvorefter han roligt lod spidsen af hans kniv røre hendes side. Bare for at pointere hans point i hans sætning. Hvorefter han så alvorligt ind i hendes blanke øjne. Begyndte allerede at søge efter minder han kunne bruge imod hende. Der var nogle minder om en død dreng. Det kunne han bruge. Han skulle bare gennemtænke om hvordan. Og så et andet minde der fik ham til at smile lidt mere. Han rettede kniven lidt. Og sigtede den så mod hendes bulende mave istedet. "Eller liget fra dit barn." Et hånligt og ondskabsfuldt grin brød igennem ind i hendes øre. Det sukkersøde var væk som med et trylleslag. Hvis hun valgte at gå på toilettet ville han følge efter. Hvis ikke. Ville han lave en lille rift på hendes mave. Så hun kunne mærke han mente det seriøst.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Luce kunne ikke se hvad der skete udenfor vinduet, men hun kunne høre det. En ting var sikkert og det var, at hun var glad for, at nu havde hun ihvertfald noget hun kunne fortælle videre til Bron og Sakref når hun endelig kom væk. Hun skulle lige til og rejse sig op da hun mærkede noget imod hendes side. Hun stivnede kort og kiggede hen imod fyrens aura. Hun bed sig kort i læben og spekulerede på hvad hun skulle sige eller gøre. Hun brød sig ikke om og høre fyrens stemme imod hendes øre det var ubehageligt. Hvor var Bron og Josh når man endelig havde brug for dem?! Hun kiggede rundt på de forskellige auraer omkring hende, men ingen af dem virkede til og lægge mærke til, at fyren der sad ved siden af hende holdt en kniv imod hendes side. Hun kunne mærke hans øjne stirre på hende. Hun havde lyst til og kigge væk fra ham, men hun havde det som om, at der var noget der holdt hendes hoved tilbage nærmest låst fast i den retning hun kiggede i. Hvad fanden skete der. Hun kiggede ned på sin mave efter og haft hørt, at han snakkede om et lig fra hendes barn. Hendes hjerne var nærmest tom for ideer. Det var disse situationer hun hadet og være alene. Hun trak vejret dybt og rejste sig op. Hun gik hen imod et hjørne hvor der var 2 døre. Dametoilettet og herretoilettet. Hun gik hen til døren som førte ind på dametoilettet og tænkte ved sig selv, at han sikkert ikke ville følge efter hende derinde.

Da hun heldigt for hende valgte at rejse sig og gå mod toiletterne fulgte han roligt efter. Da han var nær toilettet løftede han sin ene fod og tog revolveren fri fra hans holder på anklen. Han fulgte derefter bare fortsat efter hende. Selv da hun valgte at gå ind på pigetoilettet. Fortsatte han med derind. Ved en af spejlene derinde var der en pige som var igang med at pudre sig. Zero løftede revolveren. Og sigtede på kvinden mens han råbte til hende. "UD!!!" Af ren refleks kiggede kvinden selvfølgelig ind i øjnene på Zero hvorefter han slettede hendes hukommelse fra dette minde så da hun var gået ud. Kunne hun ikke huske hvad der var sket. Men noget dragede hende væk fra toilettet. Så hun ville ikke gå ind igen. Da hun var ude. Sigtede han på Luce. Gik rundt og sparkede båsene op. For at se om der var nogle derinde. Da der ikke var det. Skyndte han sig hen og låste døren. Som belejligt kunne låses indefra. Han skubbede så derefter Luce hen mod den træplade som hang som et bord under spejlene. Og som fungerede som toiletbord. "Vi to skal ha os en snak. Og for din skyld håber jeg på du lytter. Vend ryggen til mig. Og læg begge hænder på bordpladen. Hvis du fjerner bare den ene hånd fra bordpladen skyder jeg igennem ryggen på dig og igennem din mave. Chancen for den ikke rammer barnet er en til tusind." Han grinte hånligt. Mens han fortsat sigtede på hende. Og ventede til hun havde gjort som han havde sagt.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun gik roligt ind på toilettet, men hvis man så hende forfra så ville man tydeligt kunne se, at hun var blevet meget nervøs over denne situation hun sad i. Hun så hen imod pigen der stod ikke så langt væk fra hende. Hun troede dog inderst inde, at han ikke ville følge efter hende ind på pigernes toilet, men hun tog fejl. Hun fik et chok da hun hørte hvordan han råbte efter den unge pige. Hun havde virkelig ondt af pigen, men hun kunne ikke gøre noget. Og pigen havde heldigvis ikke samme problem som Luce sad i så det irriterede hende lidt. Hun kiggede ned i jorden selvom hun ikke kunne se den hun overvejede kraftigt og bruge sin evne imod ham, men hun vidste også, at det nærmest ville være umuligt og kunne udføre opgaven helt. Hun fik et mindre chok da hun hørte hvordan dørene ind til båsene blev sparket op. Hun stod dog blot stille og rørte sig ikke af flækken før han havde skubbet hende ind i bordpladen. Hun gispede kort da hun mærkede bordpladen slå imod hendes ryg. Hun mærkede en mindre vrede sprede sig rundt i hendes krop. Hun vendte sig modvilligt om så hun stod med ryggen til ham og lagde hænderne på bordpladen "Hvad er så det du vil snakke med mig om?" man kunne høre på hendes stemme, at hun var utryg ved situationen og samtidig, at hun var så småt ved og blive vred. Hun knyttede sine næver kort.

Han valgte at gå hen og sætte sig på bordkanten ved siden af hende. Stadig med hævet revolver. Hvorefter han skubbede til hendes pande med mundingen. "Fold hænderne ud." Sagde han halvhårdt. Hvorefter han fandt sin kniv frem igen som han roligt men med præcision og kræft. Hamrede ned igennem hendes ene hånd. Så kniven satte sig fast i bordpladen med hendes hånd imellem håndtaget og bordpladen. Lige imellem hendes fingerknogler. "Hør så her." Sagde han hårdt. Og håbede på hun hørte ham. Hvis hun skreg så højt hun ikke kunne høre ham ville han give hende en lussing. Og sigte mod hendes pande med revolveren igen. "Det er vigtigt du lytter. For ellers kommer ingen af jer levende herfra. Min kniv har gift i sig. Se nu er du så heldig at jeg har 2 poser blod i lommen. Engleblod som vil hele såret og skyggevæsenblod som vil fjerne giften. Men så skal du høre efter hvad jeg siger." Sagde han hårdt og så på hende afventende om hun ville se på ham overhovedet.

Hun rynkede kort på sin næse da hun kunne lugte ham tæt på sig da han satte sig på bordet. Hun kunne ikke tage hans lugt. Den skar igennem hendes næsebor. Hun brummede lettere irriteret da hun mærkede noget skubbe imod hendes pande. Hun foldede dog modvilligt sine hænder ud og forbandede, at hun ikke øjenlåg havde så hun i det mindste kunne undgå og glo på fyrens aura, men det kunne hun ikke. Hun skreg op så det kunne høres ud til selve baren og lagde sit hoved let på skrå og stirrede ned i bordpladen med nakken imod fyren. Nogle enkelte tårer trillede ned af hendes kinder. Hun prøvede kort og fjerne sin hånd, men mærkede, at den sad fast. Hun mærkede samtidig hvordan hendes brandvarme blod løb fra hendes hånd. Hun bed sig hårdt i læben for, at undgå og skrige højere, men det var svært for hende. Hun kiggede ikke op på ham. Hun ville ikke se på ham overhovedet. Hun lyttede til det han sagde "Det er umuligt og høre din stemme..." mumlede hun for sig selv meget lavt. Hun havde jo en god hørelse eftersom hun var blind. Hun gispede kort af og til af smerter "Hvad er det du vil?..." hun kiggede stadig ikke op på ham.

Han grinte svagt. Og fandt et lille titaniumsbæger frem. "Du er fuld af overraskelser Draconianer." Sagde han hvorefter han tog bægeret ned og tog imod blodet som flød ned fra bordkanten og ned mod gulvet. Så det samlede sig i bægeret. "Jo ser du." Han satte sig op på bordpladen igen. "For det første vil jeg sørge for du ikke siger til nogle at jeg har min lille forretning. For det får du engleblodet." Sagde han smilende. Og hev kniven op fra hendes hånd. Hvorefter han tog et lommetørklæde og tørrede kniven af med det. Og smed selvfølgelig lommetørklædet ud bagefter. Da hun havde lovet ikke at sige noget. Hvilket han stærkt regnede med hun ville gøre. gav han hende posen med engleblod. Hvorefter han grinte svagt. "Derefter vil jeg ha du følger med mig op på mit kroværelse. Engleblodet er kun stærkt nok til at heale såret. Min gift er stadig indeni dig. Og dens virkning vil begynde om 10 minutter. Og langsomt dræbe dig indefra. Det tager cirka en 20 minutter for dig at dø. Og når de første 20 minutter er gået. Kan selv ikke skyggevæsen blod hjælpe dig. Og jeg er nok en af de eneste i dette land der har skyggevæsenblod. Så følg med." Sagde han og gik så ud af toilettet og ventede udenfor på hende.

Hun snerrede lettere irriteret. Hun hadet det, at hun ikke kunne lukke sine øjne for og dæmpe smerten i hendes hånd. Hun stod bare stille og ventede på, at han enten sagde noget eller fjernede kniven fra hendes hånd så hun kunne tage den til sig. Hun lyttede stille til det han fortalte hende og tænkte lidt over det. Hun sukkede opgivende og nikkede modvilligt "Fint skal nok holde min kæft bare fjern den kniv!" man kunne høre på hendes stemme, at hun havde store smerter i hånden. Hun hev hurtigt hånden til sig og forbandt hånden rundt i noget af hendes kappe stramt for og stoppe det meste af blod tilføjelsen til hendes hånd. Hun kiggede ikke på ham og tog imod posen med engleblodet. Hun fik allerede kvale ved tanken om, at hun skulle drikke blodet. Det fik hende til og tænke tilbage på dengang hun var Rafaels slave. Dog var Rafael ondere og tvang hende til og spise og drikke alt muligt som var klammere end blod, men det var slemt nok, at hun var tvunget til og drikke blodet. Hun kiggede kort op på hans aura da han snakkede til hende. Hun nikkede kort opgivende "Gå du bare ud...kommer om lidt..." man kunne godt høre på hende at hun havde det skidt og ikke turde gøre andet end og høre på det han bad hende om. Hun ventede til han var gået ud af toilettet før hun åbnede posen og drak engleblodet. Hun kæmpede alt for og undgå og kaste det op igen. Hun smed hurtigt den tomme pose i skraldespanden og ventede på, at blodet ville virke. Hun stod lidt og kæmpede med og undgå og kaste op. Hun hadet smagen af blod. Meget havde hun spist og drukket i sit liv, men hendes smagsløj hadet stadig smagen af blod og den slags. Hun mærkede hånden healede og gik modvilligt ud af toilettet "Du er nød til og føre mig hen til dit værelse...Kan ikke se hvor jeg er..." hun stod lidt foran ham og hang lidt med hovedet.

Han grinte svagt af hendes måde at svare ham på. Hun skulle nok overveje at tale pænere til ham hvis hun skulle ha mulighed for at kunne få blodet. Men han var dog gået ud alligevel. Dog kom han hurtigt i tanke om hendes blod han havde samlet. Gik ind og lukkede bægeret til. Lagde det i lommen. Og gik så ud igen. Valgte at tage hendes hånd. Og så roligt føre hende op af trapperne op imod hans kroværelse. Det bedste værelse kroen havde. Overdådigt rent. I forhold til resten af kroen. en dejlig stor seng. Et stort badeværelse. Og selvfølgelig en lille balkon som man kunne kigge ud over byen fra. Han førte hende hen til sengen. "Sæt dig." Sagde han smilende og slap hende efter at han havde ført hendes hånd ned og røre den silkeoverdækkede seng. Hvorefter han trak en stol hen til sengen så han kunne se på hende. Ind i hendes øjne. Hvor han roligt fokuserede 100 procent. Hans evne var gået igang. Igang med at lave minder indeni hendes hoved. "Kan du slet ikke kende mig Luce Trieetence?" Han førte minder ind i hendes hoved. Om at snakke med ham. Kort efter hun havde trådt på den dreng som var død. Som den eneste dengang som ville snakke med hende. Lytte til hendes problemer. Efterfølgende også nogle minder frem og tilbage om hun havde tænkt på ham. Snakket med ham nogle få gange. Men så pludselig fuldstændig mistet kontakten til ham. Så det var klart og forståeligt hvorfor hun ikke havde kunnet genkende ham til at starte med.

Hun ville ønske, at Bron kunne komme og hjælpe hende, men han havde sikkert travlt med og få fyren han havde fanget og smidt i fængsel. Hun skjulte så vidt muligt hånden han havde stukket kniven igennem under kappen. Hun mærkede dog hurtigt, at han havde taget fat i hendes hånd og førte hende hen til trapperne. Hun bed sig usikkert i læben imens hun gik modvilligt med ham op på værelset. Der fløj en masse tanker rundt i hovedet på hende. Tanker om, at han muligvis ville voldtage hende når hun var der oppe eller ville han dræbe hende? Hun blev næsten sindssyg af tankerne der løb rundt i hovedet på hende. Hun mærkede sin hånd imod en seng. Hun nikkede stille og satte sig på sengen. Hun hang stille med hovedet. Hun kiggede dog op på ham igen da hans lugt var tæt på hende. Hun hadet det, at hun havde det som om hun ikke kunne flytte hovedet. Hun rystede lidt med hovedet da han spurgte hende om hun ikke kunne huske ham. Hendes minder var nærmest helt tågede "Nej jeg er ikke helt sikker på, hvem du er" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var forvirret. Hun rejste sig stille op og prøvede og komme forbi ham så hun kunne komme til, at gå lidt rundt i lokalet for, at dulme nerverne.

Han smilede roligt. "You will. Tænk tilbage. Over 700 år tilbage." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende. Afventende. På at se om hun opfangede den. Om minderne var stærke nok. Det var de sikkert. Han havde brugt mange kræfter på at gøre dem stærke. Så de inderst inde betød noget for hende. Mens han fortsat så på hende roligt. "Luce. Jeg undskylder min hårde opførelse. Men jeg er ikke den person som jeg har været." Sagde han roligt og smilede fortsat. Mens han langsomt rejste sig. Tog sin lange frakke af. Knappede sin jakke af som han også tog af. Åbnede det sorte slips og knappede den øverste knap op på den røde skjorte. Hvorefter han knappede ærmerne op. Og satte sig på stolen igen. Han drejede hovedet rundt i en cirkel. Hvorefter hans nakke flere gange sagde knæk. Det var tydelig tegn på at hans nakke var vildt anspændt. Men han havde ikke tid til at gøre noget ved det. Han havde travlt. Han skulle vinde sig selv magt. Så meget som han overhovedet kunne. Han var ligeglad om det så betød at han ville ødelægge sin krop. Han skulle bare have den magt. Og han var allerede godt igang. Allerede nu var der flere der købte af ham. Og så var der denne kvinde. Hun var virkelig brugbar. Han glædede sig til at komme igang. "Gør det lidt behagelig for dig selv. Smid kappen." Sagde han med en sukkersød og forførende stemme.

Hun fik guidet sig væk fra ham og gik rundt i lokalet i lidt tid. Hun overvejede bare og stikke af, men ville ikke dø pga ham. Hun stoppede op da han sagde, at hun skulle tænke helt tilbage til da hun boede hjemme. Hun stivnede helt. Rolland...Han døde dengang. Men hvad havde ham her med sagen og gøre. Hun ledte som en gal igennem sine minder for og kunne finde ud af, hvem der havde samme lugt og samme stemme som ham der var hos hende. "Zeronium..." hviskede hun lavt til sig selv. Hun havde ikke hørt hans undskyldnig hun sprang på ham og ruskede vildt i ham "Hvorfor?! Hvorfor skadet du min hånd? Hvorfor behandler du mig som en tøs der bare skal straffes! Hvorfor har du gjort så jeg hvert øjeblik kan dø?!" der var tydelig tegn på vrede og sorg i hendes stemme. Hun fjernede sig vredt fra ham og gik væk fra ham og stod nærmest midt ude i rummet med ryggen imod ham. Tårerne pressede på, men hun kæmpede alt hvad hun kunne for, at undgå og begynde at tude. Hun tog kappen af som han bad hende om og smed den hen på en stol ikke langt fra hende. Hun blev stående med ryggen til ham "Giv mig blodet så jeg kan komme af med den gift du har spredt rundt i min krop" hun hang lidt med hovedet, men flyttede sig ikke.

Hendes reaktion var faktisk underligt nok afventende. "Fordi der er flere folk der er efter mig. Du hørte sikkert selv det brød af en mand der lige tog ham jeg lige havde solgt til. Folk vil mig til livs. Derfor måtte jeg være sikker på de dernede blev så bange for jeg ville slå dig ihjel de ikke ville kalde efter nogle." Han smilede roligt. Lod hende ruske i ham. Hun ville fortryde det senere. Og det bedste var når han var færdig ville hun ikke engang kunne huske det. Da hun endelig slap og gik væk. Knækkede han sin nakke et par gange. Og fandt så en blodpose frem fra sin frakke. Den var meget lille. Kun på 2 deciliter. Mere skulle der heller ikke bruges for at fjerne giften. "Ser du. Jeg er sku ikke sikker på at jeg vil give dig den. Så skal du gøre noget for mig til gengæld. Jeg ved hvad du laver Luce. Jeg ved du har gode kontakter. Mit blod. For du gemmer noget af mit blod. Så Sakref eller nogle af de andre ikke opdager det." Sagde han roligt og stak blodposen i sine bukselommer så hun skulle kæmpe for hvis hun ville have den. Hvilket ville være håbløst alligevel. For hun havde cirka 5 minutter tilbage. Og på den tid kunne hun nok ikke engang nå at overmande ham. Et svagt hånligt grin kom fra ham. Mens han fortsat så på hende svagt.

Hun brummede irriteret "Du er godt klar over, at jeg burde få dig smidt i brummen ikke?" hun snerrede det af ham. Hun ville ikke se på ham. Hun følte sig svagere. Hvor lang tid siden var det kniven havde været igennem hendes hånd? 10-15 min siden? Hun tog sig til hovedet og gik usikkert hen til sengen ved fodenden og satte sig på den. Hun var et godt stykke væk fra ham. Hun rystede lidt. Hun lyttede til det han sagde til hende. Skulle hun gøre det? Hun kunne vel alligevel vende ham ryggen senere og stikke ham ved og fortælle Sakref og Bron det senere, men hun havde ikke tid til og planlægge noget. Hun lagde sig ned på sengen så hendes ben dinglede i luften. Hun begyndte langsomt og få det dårligere og dårligere som minutterne gik. Hun sukkede opgivende "Fint Zeronium...jeg skal nok gemme noget af det for dig" hun lå med hovedet så hun så på hans aura. Hun rystede meget og lignede en der ville dø, hvert øjeblik det skulle være.

Han grinte svagt. Og lagde det ene ben hen over det andet. "Jeg tror ikke du ville gøre det. For ser du. Selv hvis du får denne portion. Så går der en uge. Så kommer giften igen. Det er min måde at være sikker på du gør hvad jeg siger." Han grinte svagt og gik hen og satte sig ved siden af hende. "Du skal ikke bare sige fint. Du skal tigge mig om at få lov til den ære." Sagde han med et halvhårdt grin. Hvorefter han rejste sig op og gik ud midt på gulvet. Og skubbede sin ene fod lidt længere frem end den anden. Og ventede bare på at hun gik ud til ham for at tigge ham om lov. Tiden gik. Og hvis han ikke tog helt fejl var der vel 2 minutter tilbage. Og han håbede for hendes skyld han hun kunne regne ud at det med han skubbede den ene fod længere frem end den anden var et tegn på hun skulle kysse den.

Hun lå bare stille på sengen og rystede. Hun havde det som om livet var på vej til og forsvinde fra hende. Hvorfor kunne han ikke bare give hende det forbandet blod inden hendes liv var slut. Hun kiggede hen imod hans aura "Sagde også jeg burde. Sagde ikke, at jeg gjorde!" hun snerrede det svagt af ham. Hun kunne ikke få sin krop til og reagere på noget som helst. Det irriterede hende. Hun kæmpede sig op og sidde og støttede sig ved og holde sine hænder imod sengen for ikke og falde sammen på gulvet eller på sengen. Hendes arme rystede under hende. Hun hørte hans skridt gå væk fra hende. Hvorfor skulle han torturere hende på den måde. Hun overvejede kraftigt bare og lægge sig ned og lade giften overtage hendes krop så hun kunne komme af med smerterne. "Jeg kan ikke...flytte...mig" hun fik presset ordene ud af hendes mund. Det blev tydligere og tydligere, at giften havde overtaget hendes krop. Gjort den svagere. Hun lagde sig ned på sengen igen. Hun havde opgivet og kæmpe for og få blodet "Troede du var min...ven..." hviskede hun svagt for sig selv og rystede voldsomt i hele kroppen.

Han grinte svagt. Hvorefter han lod hende ligge på grænsen i et par sekunder mere. Før han så tog posen frem og pressede væsken ned i hendes hals. Tvang hende til at sluge det. Smed posen ved siden af hende og gik så hen midt på gulvet igen. Så mod solen kort. Og smilede roligt. 1 minut endnu før at giften ville have taget helt over. Han trak en stol hen til sig og satte sig roligt på den. Afventende til at giftens effekt ville forsvinde. Han så fortsat på hende. I det øjeblik han vidste at nu måtte effekten være væk. Selv hvis hun spillede at hun stadig var død. Ville han begynde at snakke igen. "Nu har jeg givet dig blodet først. Men hvis du skal ha den mindste chance for at få den næste dosis. Så skal du gøre hvad jeg siger første gang jeg siger det." Sagde han smilende. Mens han fortsat så på hende roligt. "Så start med at sige tak og kom over og kys mine fødder som tak." Sagde han smilende.

I det hun troede, at hendes liv var slut mærkede hun noget blive presset ned i halsen på hende. En eller anden tyk væske. Blod. Hun synkede det bare selvom hendes hoved lå let på skrå. Hun havde det som om hun skulle kaste det hele op igen, men kæmpede med og holde det nede. Hun hadet smagen af blod. Det var ulækkert! Hun lå stille i et øjeblik imens blodet begyndte og virke. Hun satte sig langsomt op og tørrede blodet der var løbet ved siden af væk med håndryggen. Hun kiggede hen imod hans aura. Hun sad bare stille og prøvede og slappe af og komme til sig selv igen inden hun rejste sig eller gjorde noget som helst "Zeronium...Hvorfor er du sådan imod mig efter alt den snak vi har haft før i tiden?" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var forvirret. Hun hang lidt med hovedet i et øjeblik og sukkede opgivende "Tak for blodet..." hun havde svært ved og få sig selv til og gå hen og kysse hans fødder. Hvorfor fanden også hans fødder?! Kunne han ikke finde på en lidt anden metode? Hans kind eller noget lignende ville hun langt hellere end hans fødder. Hun sukkede lidt og gik langsomt hen til ham og satte sig på knæ. Hun kyssede hurtigt hans fødder og rejste sig hurtigt igen og flyttede sig. Hun nægtede og gøre det igen så hellere døden!

Han smilede roligt. "Godt det var bedre. Nu synes jeg at du skal smide tøjet og gå ud og tage dig et bad. For det trænger du sikkert til." Sagde han smilende. Og rejste sig op. "Lad som om du er hjemme." Han så kort på hende. "Tro mig du vil ikke vide hvad der skete." Sagde han smilende. "For det er din skyld." Et svagt grin kom fra ham før han gik hen til en vandkande med is i. Hvorefter han hældte et glas vand op. Som han roligt tog en tår af. Han stod lidt og tænkte. Dette kunne blive interessant. Han havde allerede udregnet hvordan han skulle fortsætte. Så hun måske ville stole på ham. Uden at slette hendes hukommelse. Men kun måske ville det fungere.

Hun nægtede og se på ham så hun valgte i stedet og gå hen til vinduet og stå med ryggen til ham. Hun rystede lidt på hovedet da han sagde, at hun skulle smide tøjet og gå i bad. Det nægtede hun. Hun kunne sagtens vente med og tage i bad når hun kom hjem igen. Hun vendte sig om imod ham og kiggede ned i jorden "Jeg kan godt vente med og tage i bad efter jeg er kommet hjem igen" hendes stemme var lav og man kunne tydeligt høre, at hun ikke var tryg ved og være i nærheden af ham overhovedet. Hun kiggede dog hurtigt op på ham igen da han sagde noget med, at det var hendes skyld "Hvad var min skyld? Hvad snakker du om?" der var stor undren i hendes stemme. Hun prøvede og ignorere smagen af blod der lå i hendes mund. Hun gik dog hen imod stolen hvor hun havde smidt sin kappe.