Do I know you? //Zero//

Der var alligevel noget i hendes hjerne der kørte rundt i hovedet på hende. Det var det, at hun skulle lyve for sin rigtige kæreste og spille skuespil både overfor Zero, men også for Sakref og Josh. Hun rystede lidt med hovedet og fjernede tøjklemmen fra sin næse og smed den på gulvet. "Bare ikke gør det igen så er jeg glad" hendes stemme var rolig og mild. Hun prøvede og slappe af imens hun sad der og kom til kræfterne igen. Hun sad helt tæt ind til ham. Hun kunne ikke komme tættere på ham uden hun skulle være nød til og sidde oven på ham, men det ville hun helst undgå. Hun nikkede stille til det han sagde "Det er i orden, men er der et specielt tidspunkt du vil have jeg senest kommer hjem når det er jeg er ude?" man kunne godt høre undren i hendes stemme, men hun måtte bare vide det så hun ikke dummede sig. Hun mærkede hans ånde komme tættere og tættere imod hans mund. Prøvede han virkelig og kysse hende som om intet var sket?! Hun flyttede dog ikke hovedet eller noget, men lod ham kysse hende og gengældte af og til hans kys. Hun kiggede lidt ned da han havde stoppet kysset "Undskyld...skal bare lige vænne mig til det nye liv og det at jeg ikke kan kysse Josh længere, men dig" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun var bange for om han ville straffe hende eller noget lignende.

Han smilede roligt mens han så ind i hendes øjne. Mens han holdte hende oppe så deres hoveder var på samme niveau. Og de egentlig svagt åndede på hinanden. Mens han fortsatte med at nusse hendes side. "Nej ikke som sådan jeg vil bare gerne ha du ikke kommer for sent hjem. Jeg vil dog sige til at starte med så inden solnedgang. Hvis du kan holde det. Så må du godt være længere ude og selv få ansvaret. Jeg vil bare gerne ha at hvis du kommer senere hjem at du sender et brev til mig." Han stak 2 fingre i munden som var samlet som en cirkel. Et kort lavt men sikkert pift. Og så kom en lille hvid due ind af vinduet. Den landede på hendes skulder. Den hvad kridhvid. Og så meget majestætisk ud. "Dette er min hurtigste og sikreste brevdue. Jeg vil gerne ha du får den. Så du kan sende mig en besked med den til mig. Hvis der er det mindste galt. Og hvis du kommer mere end 10 minutter for sent hjem. Eller bliver ude om aftenen. Bare så jeg ved det." Hviskede han roligt mens han så på hende roligt med et svagt smil. Mens han roligt tog den store rimelig tykke og bløde silkeoverdækkede dyne som var smurt ind i blod på den ene side. Men brugte den tørre side til at ligge over dem begge. Så hun ikke frøs eftersom hun jo intet tøj havde på undtagen undertøjet.

// Brevduen [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun sad bare stille imens hun puttede sig ind til ham så hun kunne få lidt varme fra ham af. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre eller sige. Hun havde svært ved og turde og snakke til ham. Hun var bange for om han ville straffe hende hvis hun bare sagde det mindste ord forkert eller det ikke tilpassede ham det hun sagde. Hun bed sig usikkert i læben og nikkede til ham "I orden. Skal nok prøve og holde det, men som du ved kan jeg ikke se noget og derfor har jeg svært ved og bedømme om det er solnedgang eller nat og den slags" hun lagde dog sit hoved undrende på skrå "Hvordan kan jeg sende et brev til dig så du modtager det hurtigst muligt?" hun undrede sig en helt del hvordan hun skulle kunne sende ham et brev. Hun fik dog et mindre chok da han piftede. Hun hørte nogle små vingeslag tæt på, men kunne ikke regne ud hvad det var for en fugl der kom flyvene. Hun bed sig hårdt i læben da hun mærkede den havde sat sig på hendes skulder og havde bordet sine klør ind i hendes skulder. Hun lyttede stille til det han sagde og nikkede stille. Hun lagde sit hoved imod hans skulder og prøvede så vidt muligt ikke og flytte sig for meget da hun ikke brød sig om og have en kæde bundet omkring sin hals. Hun lugtede sit eget blod tæt på sig da han havde lagt dynen over dem "Kan du ikke få skiftet dynebetrækket? Og vil du ikke nok være sød og fjerne kæden?" man kunne høre, at hun næsten tiggede ham om det.

Han så på hende roligt med et svagt smil. Så kort på hende. Lyttede til hvad hun sagde. "Det er derfor jeg giver dig den her brevdue. Jeg håber du vil holde af den lige så meget som jeg har gjort de sidste 3 år. Den er tro loyal og respektfuld." Han så på duen. På dens øjne kort. Snakkede med den igennem dens minder. Hvorefter den vendte sig imod Luce og kort men blidt og venligt uden at det gjorde ondt. Nappede hendes øre for at vise at den godt kunne li hende. "Kan du pifte?" Hvis hun kunne ville han roligt vinke duen væk så den fløj ud af vinduet igen. "Den vil altid blive i nærheden af dig. Så hvis du skal bruge det. Så pifter du bare. Og så kommer duen hen til dig så du kan skrive til mig. Jeg er så den eneste du kan skrive til." Sagde han roligt med et sødt smil. Mens han nussede hende videre. Hendes langsomme og forsigtige spørgsmål fik hende til at se lidt på ham. "du skal ikke være bange for at spørge. Jeg vil ikke torturere dig. Ikke før du dolker mig i ryggen eller noget i den stil." Sagde han roligt og smilede svagt. Før han roligt lagde hende forsigtig ned. Og rejste sig op. Fjernede dynen. Men fandt et tæppe frem så hun ikke frøs imens han skiftede dynebetræk. Men valgte at smide hele dynen ud. Og fandt i et skab en ny dyne. Og lagde dynebetræk ud over den. Hvorefter han lagde sig op ved siden af hende igen. Lagde sig ind til hendes ryg. Med en arm om hende. Og den anden forsigtig masede han under hendes hoved. Hvorefter han tog dynen godt om dem.

Hun nikkede forstående til ham "Skal nok prøve" hun vidste dog ikke helt hvor meget hun ville være nød til og sende breve til ham. Hun bed sig usikkert i læben da hun mærkede duen nappede hende i øret. Hun nikkede stille til ham da han spurgte hende om hun kunne pifte. Det var dog ikke noget hun havde gjort meget ud af. Hun prøvede og ignorere lugten af sit eget blod, men det var for svært. Hun svarede ham ikke på det han sagde da han snakkede om, at duen ville være tæt på hende hele tiden. Hun håbede lidt på, at han ville fjerne kæden fra hendes hals. Hun følte sig som et dyr der skulle holdes fanget ved og have den omkring sin hals. Hun ville have den af om hun så var nød til og lyve lidt for og få den af. Hun mærkede, at han havde lagt hende ned på siden. Hun lagde sig lidt sammenkrybbet da han havde fjernet dynen fra hende. Hun puttede sig dog under tæppet for og holde varmen. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle takle det hele. Hun måtte vel prøve og sove på det før hun ville gøre noget overildet. Hun stivnede dog kort da hun mærkede, at han havde lagt sig ind til hende ved hendes ryg. Hun lå dog stille ind til ham med ryggen imod ham og slappede af "Zeronium...Vil du ikke nok fjerne kæden så jeg kan komme på toilet?..." det var en lille løgn hun sagde, men det var bedre end og skulle ligge med kæden omkring halsen som et dumt dyr.

Han smilede roligt. Og nussede hendes mave roligt. Før han puttede sig lidt mere ind til hende. Men valgte så at gøre noget andet. Langsomt tog han hånden om bag hende. Og knappede hendes BH op roligt. "Tag den af skat. Jeg er ikke glad for kvinder sover med BH. De ødelægger deres bryster af det." Hviskede han og kyssede hendes kind. Og lyttede roligt til hvad hun sagde. Han grinte sødt kort. Men valgte så at tage halsbåndet af alligevel. "Jeg ved godt du lyver. Jeg kan se det på dig." Hviskede han kort. "Men jeg vil gerne være sød ved dig så jeg giver dig min tillid til at du bliver hos mig." Hviskede han roligt. Før han bukkede sig ned til hendes øre. "Ellers går det ud over Josh'es kusine. Faith og hendes søster Ryan." Et svagt roligt men lidt ondt smil kom frem på hans læber. "Jeg undskylder jeg er så ond ved dig her til at starte med. Men jeg kan ikke tillade løse ender. Hvis jeg tillader løse ender. Så tillader jeg samtidig at du dolker mig i ryggen." Hviskede han roligt. Med et roligt smil. Før han vendte sig rundt på ryggen og lå med armen om hende selvom hun stadig havde ryggen til ham. Han kunne bare personlig bedst li at ligge på ryggen.

Hun lå stille ind til ham imens han nussede hende på maven. Det føltes nu dejligt nok, men alligevel virkede det underligt, at det var Zeronium der gjorde det og ikke Josh. Hun prøvede og falde i søvn, men da hun mærkede, at hans hånd var på hendes ryg og var igang med og spænde hendes bh op vågnede hun hurtigt igen. Hun lyttede stille til ham og tog sin bh af og smed den på gulvet. Hun smilede stille da han kyssede hende på kinden. Hun lagde sig lidt længere ind til ham, men lå stille. Hun løftede dog sit hoved da hun mærkede at han spændte halsbåndet op fra hendes hals. Hun smilede stille, men da han så sagde, at han godt vidste, at hun ikke skulle på toilet forsvandt smilet igen. Hun bed sig usikkert i læben "Undskyld, at jeg løj" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun stadig var bange for om han ville torturere hende. Det var dog ikke så slemt som det havde været for noget tid siden hun smilede stille og puttede sit hoved tæt ind til hans skulder "Tak for tilliden" hendes smil forsvandt dog hurtigt igen da han hviskede i hendes øre. Hun rent faktisk stivnede hvor havde hun hørt om Faith før? Hendes mors søsters datter eller sådan noget? Nej vent! Han sagde Joshs kusine. Så kunne det ikke haft været hendes kusine han havde snakket om "Nej, du må ikke skade andre pga mig. Bliver hos dig det lover jeg" man kunne høre på hendes stemme, at hun var 100% ærlig. Hun valgte ikke og svare ham da han undskyldte for hans opførsel til og starte med. Hun vendte sig om så hun lå med fronten imod ham. Hun lagde sit hoved på hans skulder og prøvede og falde i søvn endnu en gang.

Han smilede roligt. Så på hende blidt. "Du skal ikke frygte at jeg vil torturere dig. Det vil jeg ikke. Men hvis du forsvinder. Så torturere jeg alle dem jeg kan som har kendskab til dig." Hviskede han roligt. Og tog roligt hendes øverste hånd og lagde den ovenpå hans bryst. "Måske burde jeg selv få noget tøj af så vi bedre kan putte." Hviskede han blidt. Mens han roligt så på hende med et svagt blik. Før han kyssede hendes pande. Rykkede hende lidt til siden så han kunne sætte sig op. Hvorefter han tog sin skjorte helt af. Sine sko. Og så sine strømper. Ja alt. Selv underbukserne. Dog var der en ting han ikke havde fjernet var en halskæde med et pentagram. I aluminium. Hvor der var blindskrift rundt om cirklen. Skriften stod der. 'Til min elskede Zara Elliot Bang. Fra din eneste ene. Zamandron Elliot Bang. A.K.A. Zann så jeg altid kan finde dig.' Halskæden betød meget for ham. Han havde aldrig lært at læse blindskrift. Hans mor var blind. Men død under fødslen. Og hans far siges at være død under dæmonens angreb. Selvom hans lig aldrig blev fundet. Zero havde faktisk bare stort set opgivet at finde hans far. Han havde aldrig stødt på nogen som kunne fortælle ham det. Desværre. Han lagde sig ned ved siden af hende og trak hende roligt ind til sig igen. Og lagde en arm ovenpå hans bryst igen. Så hun kunne mærke det svagt behåret. Men muskuløse bryst.

Halskæden
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun lå roligt ind til ham og bed sig alligevel usikkert i læben. Hun stivnede dog kort da han sagde, at han ville torturere andre der kendte til hende, hvis hun forsvandt igen. "Vil ikke forsvinde igen" hendes stemme var noget rolig. Hun lå bare stille ind til ham. Hun lod ham tage sin arm og lægge den på hans brystkasse. Hun trak dog let på skuldrene da han sagde, at han burde tage noget af tøjet af. "Det styre du vel selv" hun smilede stille til ham. Hun mærkede, at han flyttede hende lidt til siden. Hun troede, at han ville beholde sine underbukser på, men hun vidste dog ikke, at han tog det hele af. Hun lagde sig stille ind til ham igen da han havde lagt sig og havde trukket hende ind til sig. Hun kørte sin hånd op imod hans hals og mærkede halskæden. Hun mærkede lidt på den og fandt ud af, at det var blindskrift. Hun stivnede helt da hun læste Zanns navn. Hun nærmest sprang op af sengen og bakkede væk fra sengen og ind i væggen "Hvor kender du Zann fra?..." man kunne høre frygten i hendes stemme og man kunne tydeligt høre på hende, at hun var bange.

Han så på hendes hånd blidt gå hen og følge halskædens sidelinjer. "Den er fra min mor. Det er det eneste minde jeg har fra hende." Og han smilede roligt. Men pludselig rejste hun sig. Og flyttede sig. Hun så helt skræmt ud. Han hoppede op af sengen. Og gik hen foran hende. Lod roligt sine varme hænder røre hendes kinder. Og nussede hendes ene kind blidt med hans finger. "Zann? Hvor kender du min fars navn fra." Hviskede han blidt med et undrende blik. Mens han så ind i hendes blanke øjne. Som nok ville genere alle andre. Men ikke Zero. Hans mund havde skræmt alle andre væk. Så han var ligeglad med hvordan man så ud. Selvom hun ikke blinkede. Han læste hendes minder. Søgte efter navnet. Og der kom det. Klart og tydeligt. Minde efter minde fløj bare ind i hans hoved. Med det der var sket. Som havde forbindelse til Zann. Han tog sig til hovedet. Og gik nogle skridt tilbage. Mens han skreg højt. Skriget var af smerte. Der kom al for mange minder. Al for skrækkelige minder. Han faldt over sengekanten. Og faldt hårdt ned på ryggen. Hvor han tog sig hårdt til hovedet igen. Og lukkede øjnene hårdt for at prøve at stoppe strømningen af minder fra hende.

Hun stod skræmt og rystede over hele kroppen. Hans far?! Zann var hans far! Hun havde den største lyst til og springe ud af vinduet eller stikke af, af skræk selvom hun kun havde underbukser på. Hun rystede bare af skræk. Hun mærkede hans varme hænder imod sine kinder. Alle tankerne om hvad Zann havde gjort ved hende kom bare frem som var det flere lyn der blev skudt ned i hende. Hun var så bange og alt bare kørte rundt for hende. Da hun hørte Zero skrige kom hun tilbage til virkeligheden. Hun rystede lidt på hovedet og rystede voldsomt. Hun kiggede hen imod Zero "Hvad...hvad sker der?" hun stammede meget i sin sætning. Hun stod nærmest presset ind imod væggen selvom væggen var iskold. Hun turde ikke og gå hen til ham længere.

Langsomt begyndte han at ryste svagere og svagere. Indtil han begyndte at kunne få minderne til at hænge sammen. Han stoppede helt med at ryste. Og så overrasket på hende. Før han rejste sig op og satte sig på sengen. "Min far? Han er i live." Hviskede han roligt mens han så ned i jorden. Og sukkede så svagt. "Jeg har altid fået af vide at min far var død." Minderne blev mere tydelige. Og så spærrede han øjnene op. "Han er død. Men han er udød." Hviskede han roligt. Han rejste sig fra sengen. Og gik roligt hen foran hende. Han lagde sine varme hænder på hendes kinder igen. "Luce. Hør hvad jeg siger. Jeg vil ikke torturere dig. Jeg sætter streger for dig ja. For at undgå at du dolker mig i ryggen. Men jeg er ikke ligesom min far. Jeg gør det ikke fordi jeg more mig med det. Jeg gør det for at få min point ud." Hviskede han roligt mens han så på hende blidt. Hans hoved gjorde stadig meget ondt. Men det var ikke lige så slemt som før. Minderne var for hurtige. Hans hjerne havde overarbejdet på 200 procent for at få styr på det der kom ind. Selvfølgelig gjorde den ondt. Roligt lagde han armene tættere om hende og holdte hende ind til sig. Mens han roligt nussede hendes ryg.

Hun stod bare ind til væggen og rystede af skræk. Hun var virkelig bange for, at Zeronium ville være ligesom sin far. Hun rystede stadig meget af skræk og nikkede bare til det Zeronium sagde ud i det blå. Hun var begyndt og samligne alt det Zeronium havde gjort ved hende til og starte med og det som Zann og Rafael havde gjort ved hende. De var alle ens. Ude på og torturere hende til de kunne kontrolere hende. Hun bed sig skræmt i læben og rystede bare. Hun mærkede hans hænder imod sine kinder. Hun rystede meget af skræk. Hun lyttede bare til det han sagde uden og sige noget til og starte med "Du ligesom ham...Du torturede mig for og kontrolere mig. Ligesom din far" man kunne virkelig godt høre på hendes stemme, at hun var virkelig bange. Hun lod ham holde sig tættere ind til ham. Hun stod bare stille ind til ham, men man kunne godt mærke svagt på hendes krop, at hun rystede stadig.

Han så på hende roligt. "nej jeg vil ikke kontrollere dig. Jeg håber på du vil forelske dig i mig. Men jeg kan ikke stole på tilfældigheder. Du ved så meget om min forretning. Du ville nemt kunne dolke mig i ryggen." Hviskede han roligt mens han så på hende svagt. "Luce lyt til mig. Jeg holder af dig." Hviskede han svagt. Og så på hende fortsat. "Vil du ikke nok lytte til mig. Give mig en chance for at vise at jeg mener det?" Hviskede han roligt. Mens han fortsat så på hende med et roligt svagt smil.

Hun stod stille ind til ham imens han holdt hende tæt ind til sig. Hun lyttede stille til det han fortalte. "Jeg vil aldrig dolke dig i ryggen Zeronium" man kunne stadig godt høre lidt på hendes stemme, at hun var usikker, men hun var også i chok over, at hun havde mødt Zanns søn og blevet tortureret og nu er blevet tvunget til og være hans 'kone'. Hun lagde sit hoved imod hans skulder og prøvede og slappe af "Mener du det virkelig? Holder du virkelig af mig?" der var en skjult overraskelse i hendes stemme. Hun bed sig usikkert i læben og puttede sig langsomt tættere ind til ham for og få hans kropsvarme "Jeg frysser..." hendes stemme var lav.

Han holdte hende fortsat tæt. Han smilede roligt ved hendes spørgsmål. Skulle han lyve eller tale sandt? Han stod lidt og overvejede det men tog så beslutningen. "Ja jeg holder af dig." Hviskede han blidt. Og valgte at føre hende over til sengen igen. Fordi hun sagde hun frøs. Han roligt løftede hende op. Og lagde hende ned i sengen. Hvorefter han lagde sig ved siden af. Og tog den store dyne om dem begge. "Min prinsesse." Hviskede han i hendes øre og kyssede hendes kind blidt. Hvorefter han kyssede hende videre hen imod hendes læber. Da han nåede læberne stoppede han for at se om hun gerne selv ville kysse ham.

Hun stod bare roligt ind til ham imens han holdt hende ind til sig. Hun vidste ikke helt om hun skulle lide det eller ikke bryde sig om det. Det var meget underligt for hende. Hun smilede kort da han sagde at han holdt af hende, men om hun skulle tro på det var hun dog ikke helt sikker på. Hun kendte ham ikke så godt endnu og derfor var det svært for hende og kunne høre om han løj eller talte sandt. Hun fulgte roligt med ham da han førte hende hen til sengen. Hun skulle lige til og lægge sig i den da hun mærkede, at hun blev løftet og og derefter blev lagt ned på sengen. Hun lå på ryggen og mærkede, at han lagde sig ned ved siden af hende. Hun lagde sig godt ind under dynen da hun mærkede, at han havde lagt den over dem. Hun smilte kort da han sagde, at hun var hans prinsesse. Det var dog stadig meget underligt for hende og skulle ligge ved siden af ham. Normalt havde hun enten sovet ved siden af Josh hjemme ved ham eller i sin seng på sit værelse hjemme ved Sakref efter en hård trænings dag. Hun mærkede hans små kys fra hendes kind og ned imod hendes læber. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun mærkede hans ånde tæt imod hendes mund og vidste ikke, hvad der ville være mest rigtigt og hvad konsekvensen ville være hvis hun ikke kyssede ham. Hun tænkte lidt over det og valgte så og kysse ham kort på munden.

Han nød at hun kyssede ham. Der var følelser i det. Han kunne ikke helt bestemme sig for om det var hende der havde følelser for ham. Eller omvendt. Eller måske begge 2. Han var forvirret. Over at en som han havde tvunget til det her. Kunne have følelser for ham. Men sandheden var at hendes 'tilgivelse' for hvad han havde gjort havde fået følelser frem for hende. Og han kunne egentlig godt li følelsen. Han nød det blidt mens han kyssede hende videre. Og slap så hendes læber blidt. Og lagde sig på ryggen ved siden af hende. Så hun kunne putte sig ind til ham.

Hun vidste ikke helt hvad det var der gik af hende. Hun kunne nu også godt mærke, at der var følelser i kysset, men hun vidste ikke helt om det var hende som lagde følelser i det eller om det var ham. Hun valgte derfor og tro på, at det kom fra ham af. Hun prøvede og blive ved med og overbevise sig selv om, at dette kun skete fordi det hele var under tvang. Hun var nød til og tro det på den måde for ikke og få dårlig samvittighed over, at hun gjorde det med en anden fyr og ikke Josh som var hendes kæreste. Hun bed sig usikkert i læben da han fjernede sine læber fra hendes og kiggede på hans aura. Hun kunne godt se nogle små ændringer i hans aura. Der var nogle mere varme og følelsesladet farver i hans aura end der havde været for noget tid siden. Havde han virkelig fået følelser for hende? Hun lagde sig langsomt ind til ham og lagde sit hoved på hans skulder og prøvede så vidt muligt og falde i søvn.

Han tog hende roligt helt ind til sig. Og nussede hende blidt og roligt. Mens han selv prøvede at falde i søvn. Det var rimelig nemt for ham. Han stolede jo på hende. Så han faldt egentlig bare i søvn. Og sov tungt.

// Kreasvigt.

Hun lå i noget tid og kunne ikke falde i søvn. Det hele føltes bare helt forkert i hendes verden og ligge ved siden af en anden fyr som ikke var hendes kæreste og som havde tortureret hende til og starte med. Hun lå roligt ind til ham indtil hun kunne mærke på hans åndedræt, at han var faldet i søvn. Hun satte sig op og steg ud af sengen. Hun gik hen til en stol hvor der lå et tæppe og lagde det om sine skuldre så hun ikke frøs. Hun overvejede kort og stikke af, men alligevel turde hun ikke så hun valgte og blive inde på værelset. Hun gik hen til vinduet og satte det på klem så hun kunne få lidt frisk luft i hovedet. Der var ikke en lyd og høre nede fra gaden. Folk måtte været gået hjem og til køjs. Hun sukkede lidt og tænkte på hvordan Josh mon havde det. Hun gik ud på badeværelset og ordnede det hun nu skulle gøre inden hun igen ville prøve og lægge sig til og sove, men hun havde det som om hun var tør i halsen. Hun lagde tæppet bedre omkring sig og gik ud af værelset og ned i baren for og hente noget og drikke.

Kort efter hun var gået. Vågnede han langsomt og så at Luce var gået. En kort vrede dulmede frem. Han hoppede op af sengen og begyndte at tage sit tøj frem. Og fandt sin revolver frem. Hvorefter han ladte den. Med alle 6 kugler der kunne være indeni den. Han trak aftrækkeren tilbage så den var klar. Og stak den så i buksekanten og tog sin skjorte udenom. Så man ikke kunne se den. Hvorefter han hev døren op i vrede. Og begyndte at gå ned af trappen. For at finde hende.

Luce sørgede hele tiden for og holde tæppet godt omkring sig så folk ikke kunne se, at hun kun havde underbukser på og samtidig havde hun tæppet over hovedet for, at skjule for de nye ankommende gæster i kroen, at hun rent faktisk var en dragonlycan. De fleste var nemlig begyndt og lede efter en dragonlycan efter der havde været en Samligning af dragen der ødelagde halvdelen af firewood Village og af hende da hun gik amok på en fyr der havde tabt is på hende i centeret og havde dræbt ham for øjnene af en af Sakrefs lærlinge og havde nær skadet ham også. Hun havde bestilt en sodavand til sig selv, men da hun lige skulle til og gå spekulerede hun på om hun også burde tage noget med op til Zero. Hun bestilte så en whiskey med is til ham. Hun gik roligt op af trapperne og forbi Zero. Hun kunne dog ikke se det var ham og han havde gået for hurtigt forbi hende til, at hun kunne registrere, at det var ham. Hun gik roligt ind på værelset og kiggede undrene rundt på værelset da hun ikke kunne se hans aura ligge i sengen som den havde gjort da hun havde gået ud af værelset. Hun gik dog hen på hans side af sengen og stillet glassene. Hun smed tæppet på gulvet og lagde sig på sengen i hans sige under dynen og kiggede hen imod døren.

Han susede forbi hende uden at opdage hende. Og gik videre igennem kroen hen til bartenderen. Og råbte om han havde set den unge kvinde som han havde fulgt ud på toilettet før. Han var så bange at han rystede på hovedet uden at tænke over det. Zero løb ud af døren stadig i vrede. Og kiggede rundt. Hvor helvede var hun? Han skulle ikke have stolet på hende. Han kunne mærke vreden boble. Og lod sig opsuge sig af vreden. For at undgå at blive påvirket af at han var trist. Indeni havde han lyst til at græde over at hun var gået. Han holdte af hende jo. Han trak pistolen frem og skød 2 gange op i luften. Bare for at se om hun ikke gemte sig rundt om hjørnet. Før han gemte pistolen igen. Og gik ind i kroen igen. Kroen var tom der var kun bartenderen. Så det var nemt at slette sine spor. Han så ind i øjnene af bartenderen. Og slettede mindet om at se ham skyde udenfor hans kro. Derefter gik han forbi baren. Stjal en flaske whisky som underligt nok stod på baren? Der var ikke en sjæl alligevel var den nyåbnet. Han undrede sig kort over det. Før han gik op af trapperne til hans værelse. Og gik igennem den åbne dør. Han var lige ved at åbne flasken da han stoppede op. Der var hun jo? Lige på sengen på hans side. Han kiggede hen mod toilettet. Nej hvis hun havde været derinde ville han have hørt hende. Og omvendt. Han trak revolveren frem. Og gik roligt hen mod hende. "Hvor gik du hen?" Spurgte han men opdagede så de 2 glas på bordet. Han mindes ikke de var der før. Han gik roligt hen til hende. Satte sig på sengekanten. Og lagde så revolveren pænt på bordet ved siden af glassene. Og så på hende kort. Han pustede lettet ud. Og hvis hun så godt efter ville hans aura sikkert ændre sig til at være fra trist og ked. Til glad og lettet.

Hun undrede sig meget over, hvor han var blevet af. Han var ikke på toilettet for det ville være underligt, hvis han havde været derude for og pudre næsen som kvinder altid sagde når de gik ud for lige og sminke sig lidt for fyrene. Hun lå stille med hovedet på hans pude og snuste hans lugt ind til sig. Hun fik et mindre chok da hun hørte nogle skud ude fra gaden af. Hvad han gået udenfor? Hvad lavede han der og ikke herinde i sengen ved siden af hende som hun havde troet han ville. Hvad fanden var der sket med hendes hjerne? Hun satte sig hurtigt op og tog en tår af glasset som var tættest på sengen. Der var cola i den og hun havde sørget for og stille glasene så det var nemmere for og regne ud hvilket glas der var hendes og hvilket der var hans. Hun kiggede hen imod døren da hun hørte døren gå op. Hun så hans aura og smilede stille, men hendes smil forsvandt hurtigere da hun kunne se vredet, tristheden og det at han var ked af det i hendes aura. Hun stillede glasset på bordet. og kiggede på ham "Jeg gik ned efter noget og drikke til os. Hvad med dig hvor har du været henne?" hun kiggede på hans aura der var kommet tættere og tættere på hende. Han virkede til og være mere glad og lettet ind enden. Havde han været bekymret for hende? Hun kiggede på ham "Tænkte du måske ville have noget og drikke hvis du nu vågnede i nat og var tørstig for jeg var nemlig tørstig og ville ikke vække dig for du sov så sødt" hendes stemme var rolig og mild. Hun lagde stille sit hoved imod hans skulder.