Do I know you? //Zero//

Han sukkede svagt. Og stod stille lidt med glasset i hånden. "Dengang for 700 år siden. Du forlod mig. En dag så var du bare væk. Jeg åbnede mig op for dig. Jeg fik følelser for dig. Men du forsvandt bare." Sagde han svagt og tog en tår af glasset mere. "Er du klar over hvor sårene det er? At en kvinde man følte man var forbundet med. Med et helt særligt bånd. Bare forsvinder. Jeg har brugt al min tid lige siden til at søge hævn. Over hvor meget du sårede mig." Sagde han roligt og vendte svagt blikket imod hende kort. Før han bundede sit glas og gik hen til hende. Greb fat i hendes arm og svang hende hen så hun 'kiggede' på ham. "Kan du forstå min smerte." Hviskede han sukkersødt og forførende som tilbage i kroen.

Hun stoppede op da hun kunne høre hans stemme. Hun stod med ryggen til ham, men lyttede efter det han fortalte hende. Fik han følelser for hende? Hvorfor sagde han det så ikke til hende? Forsvant hun? Nej vent hun blev sendt væk! Hun kunne ikke gøre noget! Det var hendes far der sendte hende væk imod hendes vilje "Gjorde du virkelig?...Elskede du mig?..." hendes stemme var lav, men man kunne alligevel akkurat høre den fra hvor han stod. Hun sank en klump "Jeg var tvunget væk. Jeg forsvandt ikke med vilje" hun vidste ikke hvad hun skulle sige hun blev forvirret. Forvirret over om hun skulle gøre det godt igen selvom hun i virkeligheden ikke kendte denne fyr før denne dag. Hun sank en klump da han vendte hende rundt så hun kiggede på hans aura. Hun nikkede langsomt "Jeg forstår dig...Men jeg forsvandt ikke med min gode vilje..." hun hang lidt med hovedet og vidste ikke hvad hun skulle gøre

Han så hende i hendes blanke øjne. "Ja jeg gjorde. Men jeg ville ikke sige det. Af respekt for Roland og dit tab af ham dengang." Hviskede han roligt og så på hende fortsat. Han sukkede svagt. "Det var hvad jeg bildte mig selv ind. At du ikke forlod mig med vilje. Men det var så svært at tro. For det var så pludselig. Du sagde ikke engang farvel." Sagde han svagt og så på hende kort. Før han bukkede sig frem og kyssede hendes læber. Så pludselig. Bare for at se hendes reaktion. Om hun virkelig troede på ham eller ej.

//Kreasvigt

Hun stod bare stille imens hun stod der med fronten imod ham og følte sig tvunget til og stå foran ham og stod tæt op af ham. Hun bed sig usikkert i læben "Du skulle haft sagt det alligevel..." hun var forvirret. Alt var så underligt. Hvorfor var det endt sådan her hun stod lidt og hængte med hovedet imens hun lyttede til det han fortalte "Hvis du virkelig elskede mig ville du altid tro, at jeg ikke skred med vilje. Jeg har altså savnet dig med tiden" hun nåede kun lige og udtale sætningen færdig før hun mærkede hans læber imod sine. Hun stivnede helt. Det var så forkert. Det kunne ikke være rigtigt. Hun kiggede ned i jorden da han havde fjernet sine læber fra hendes. Hun bed sig usikkert i læben og var rødmet lidt "Det går ikke...Har en anden nu..." hun bakkede langsomt væk fra ham imens hun så ned i gulvet.

Han smilede roligt. Og så på hende roligt. Før han sukkede svagt. Og satte sig i den stol som hendes kappe lå på. "Det er da godt at høre. At du har en anden." Sagde han smilende mens han så på hende roligt. "Så kan jeg da være sikker på du har en anden at gå til. Specielt efter det her optog." Sagde han roligt mens han fortsat så på hende svagt. "Vil du ikke blive en nat. Jeg mener klokken er ved at være mange. Du har sikkert brug for at sove." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende roligt.

Hun vidste ikke hvad hun skulle sige der var noget der virkede fuldstændig forkert i hendes hoved. Nok var han der i minderne når hun tænkte tilbage, men alligevel var der noget der føltes helt forkert. Hun var stadig flov over, at han havde kysset hende. Var der overhovedet følelser i det kys han havde givet hende? Nej det troede hun ikke på. Hun nikkede stille "Er glad for, at du forstår, at jeg ikke kan være sammen med dig nu hvor jeg har en anden som du nok har regnet ud og har hørt" hun lagde en hånd på sin mave og gik hen til stolen hvor han nu sad på hendes kappe "Tror ikke det er en god ide. Må nok hellere komme hjem inden min mester bliver bekymret for mig" hun håbede ihvertfald på at han ville lade hende gå. Hun fumlede lidt fra stolens armlæn og ledte efter en stump af hendes kappe så hun kunne tage den.

Han så på hende kort. Lyttede til hvad hun sagde. Og sukkede så svagt. Hvorefter han greb hårdt fat i hendes arm. Og tvang hende hen på sengen. Og hev hende så op til hovedenden. Hen af sengen. Hvorefter han bandt hendes ene arm fast med stålkæder til den ene side af sengen. Tvang hende ned og ligge. Og greb fat i den anden arm. Og tvang den over til det andet hjørne hvor han bandt den arm fast. Og bandt så derefter hendes ben fast til hver af fodendens hjørner. Så hun lå på sengen på ryggen i et kryds. Hvorefter han tog en kuffert frem som han havde lagt hen i et hjørne. "Jeg kan desværre ikke lade dig gå. Ikke før jeg er sikker på du intet siger. Og ikke stikker mig i ryggen." Sagde han roligt og knappede kufferten op. Og fandt en kniv frem fra den. Og så på hende kort med et halvondt smil.

Hun ventede på, at han ville rejse sig op så hun kunne få sin kappe så hun kunne komme hjem af. Hvorfor rejste han sig ikke bare og lod hende gå? Hvorfor skulle han være sådan en dramaqueen? Hun havde sådanne nogle fyre. Hun prøvede og vride sin arm fri da han havde taget fat i hende og hev hende med hen til sengen "Slip mig!" hun råbte og skreg af ham og prøvede alt for og få ham til og slippe sin arm uden held. Hun prøvede og rejse sig op da han havde lagt hende ned i sengen, men kunne ikke. Han var for tung for hende. Hun hev og trak i armen hun havde fået bundet fast for og se om hun kunne få den fri, men det kunne hun selvfølgelig ikke. Hun skulle lige til og få den anden arm hen for og binde hendes hånd fri da han havde taget fat i den og bundet den fast i det modsatte hjørne. Hun skreg som en gal og prøvede voldsomt og få sine arme fri uden held. Hvorfor skulle det også lige være kæder han gik rundt med? Hun hadet ham mere og mere med tiden der gik selvom de før var rigtig gode venner. Troede hun ihvertfald. Hun sparkede voldsomt da han skulle til og binde hendes ben fast. Hvorfor kunne hun intet gøre? Hvad skete der for hende? Hun vred sig som en gal som hun lå der på sengen "Jeg skal nok lade være med og sige noget det lover jeg dig...slip mig nu bare fri!" hendes stemme var mere klynkende og bedende end noget andet.

Et svagt roligt grin kom fra ham. Da han så lagde kniven på natbordet ved siden af sengen. Hvorefter han gik hen til kufferten og fandt 2 nye ting frem. En nihalet pisk. I bind så den gjorde mere ondt. Og derefter en gag ring. En ring med bånd på hver side så den kunne bindes ind i munden. Og hun ikke kunne lukke munden. Hvorefter han gik hen og satte sig på sengekanten ved siden af hende. Og greb så fat i hendes kæbeben. Og pressede hårdt så han ville tvinge hendes mund op. Når den var åben pressede han ringen ind i hendes kæft. Og ind imellem hendes tænder. Hvorefter han tvang den rundt om hendes hoved og spændte den fast på hendes baghoved så hun heller ikke kunne spytte den ud. Han grinte hårdt. "Hvad sagde du? Skulle jeg begynde nu? Er du så ivrig efter at blive tortureret." Sagde han hårdt og gav hende en syngende lussing. Hvorefter han lagde pisken ved siden af på natbordet. Og gik hen til kufferten igen. Og begyndte svagt at rode i den. Og fandt et stearinlys frem. Og en pakke tændstikker. Tændte stearinlyset. Og lod stearinet samle lidt væske før han gik hen ved siden af hende. Og hævede lyset op ovenover hende. Og hev hendes trøje op så navlen kom frem. Og lod stearin glide ned på hendes navle. Mens han grinte hårdt.

Pisken [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Gag ring'en [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun blev mere og mere urolig over situationen. Hvad skete der for ham! Hun troede de var begyndt og kunne snakke ordentligt igen, men det kunne de åbenbart ikke. Han var en idiot. Hun prøvede som en gal og vride sig fri uden held. Hun kunne kun høre, at han gik frem og tilbage og rodet i en kasse eller kuffert hun kunne ikke helt høre hvad det var. Hun vred sig som en gal da hun kunne se hans aura i øjenkrogende. Hun spærrede øjnene op da hun kunne se hans aura komme tættere og tættere på sig. Hun rystede vildt med hovedet og hvinede højt af smerter da hun mærkede, at han havde presset sine fingre imod hendes kæbe og skreg op. Hun rystede voldsomt med hovedet. Hun mærkede tårerne presse sig på og prøvede, at for og skrige, men kunne ikke *Tænk, at jeg skulle tænke dette, men savner fandme Rafael!* tænkte hun. Hun var næsten skræmt over sin egen tanke. Hun rystede vildt med hovedet da han snakkede til hende. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun kiggede hen imod den modsatte side af, hvor han sad. Hun vred sig som en gal. Det blev dog ikke bedre da hun mærkede noget varmt stearin ramme hendes mave. Hun vred sig endnu mere og prøvede alt for og komme fri. Tårerne løb ned af hendes kinder som var det vandfald.

Langsomt lod han lyset være hævet ovenover hende. Op og ned af hende. Så stearinet ramte flere steder. Hvorefter han grinte hånligt. Og gik op til hendes ansigt. Og greb hårdt fat i hendes kæbe. Og stak bunden af stearinet ned i kæften på hende. Lod den sidde der. Mens han holdt fast i hendes hoved. Mens stearinet langsomt gled ned af siden på lyset. Og så videre ned i hendes mund. Ned og ramme hendes tunge. Mens han grinte hånligt. Og tog så stearinlyset op. Og vendte det rundt. Så det sidste stearin ramte hendes hals før han slukkede lyset og lod gløden fra snoren røre hendes underlæbe. Hvorefter han lagde stearinet ned ved natbordet igen. Og fandt så i stedet kniven frem. Og slibede den lidt på sengekanten bag hende. Så hun kunne høre det var en kniv. Før han tændte stearinlyset igen. Med sin frie hånd. Og lod flammen varme klingen på kniven mens han grinte svagt.

Hun vred sig som en gal og skreg af smerter. Tårerne trillede ned af hendes kinder som det rene vandfald. Hvis hendes øjne kunne vise følelser havde hun set på ham med tiggende øjne. Hvorfor skulle han være så ond imod hende? Hvad havde hun i det hele taget gjort siden han skulle straffe hende på den måde? Hun frygtede ham mere og mere jo ondere han var imod hende. Hun begyndte voldsomt og ryste med hovedet da hun mærkede stearinlyset i sin mund. Hun rystede faktisk så voldsomt, at Zero ikke kunne holde hendes hoved. Stearinlyset vippede meget og var flere gange ved og vælte ud af hendes mund, men dsv fik hun ikke væltet det ud af sin mund. Hun skreg som en gal, at hun ikke ville undgå og blive hæs når hun endelig kunne snakke igen. Tårerne løb ned af hendes kinder. Hun stivnede helt da hun hørte kniven tæt på hendes øre. Det var som om, at hele hendes krop var frosset og ikke kunne bevæge sig.

Han varmede kniven videre op. Hvorefter han roligt lod kniven ned og snittede hendes kind så den næsten rødglødende kniv skar en rift med forbrænding indeni. Mens han grinte svagt. Og rejste sig så op. Og gik lidt ned af sengen. Og snittede hendes ben lidt. Før han så brugte kniven til at skære hendes tøj af. Først hendes trøje. Og så hendes bukser. Og snittede roligt ned langs hendes ben med den stadig varme klinge. Bare for at torturere hende lidt mere. Før han så blottede hende helt. Ved også at skære hen ovenover hendes mellemgulv. Og ned langs det andet ben. Så der var en lang fin brændt rift fra hendes ene ankel rundt til hendes anden ankel. Og hev bukserne helt af hende. Og skar derefter trøjen helt af. Gik så op til hendes mund. "Stik din tunge ud. Eller også skære jeg dine kinder mere op." Sagde han med et hårdt grin.

Hun lå bare stille og kiggede på hans aura. Hendes øjne rystede som hun prøvede og få nogle følelser til og vise sig, men der kom intet. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun skreg på da hun mærkede kniven imod sin kind. Tårerne løb kort kraftigere ned af hendes kinder, hvor tårerne blev blandet sammen med det varme blod på kinden, hvor han havde skåret en rift. Blodet løb bare ned af hendes kind sammen med tårerne. Hun skreg højere da hun mærkede kniven på sine ben. Hun vred sig som en gal. Hun mærkede hvordan blodet løb ned af hendes krop og ned på sengen så hun lå ovenpå det brandvarme blod. Hun håbede, at han snart var færdig med og torturere hende. Hun havde en større trang til og dø end og blive liggende og lide. Hun rystede voldsomt både fordi hun frøs fordi hun ikke havde noget tøj på, men også fordi hun var meget bange for ham. Kæderne der holdt hendes arme og ben havde strammet sig voldsomt så det næsten stoppede blodtilførelsen til hendes fødder og hænder. Hun tøvede kort om hun skulle gøre det han bad hende om eller lade være. Hun valgte og gøre det han bad hende om og stak sin tunge ud.

Hun dummede sig. Hun stak tungen ud. Han fandt roligt 2 spisepinde frem fra den kuffert som var ved bordet. Og glemte hendes tunge inde imellem dem. Og bandt dem fast på hver ende. Så hun ikke kunne tage tungen ind i munden igen. Hvorefter han roligt greb hårdt fat i hendes kæbe. Så hun ville have svært ved at flytte sig. Mens han roligt og langsomt sænkede kniven. Og lod hendes tunge glide op langs den ene side af spidsen. Så den varme der stadig var i kniven fra da han havde varmet den med lyset. Blev slukket af af hendes spyt. Eller rettere det meste af det. For hun fik sikkert brændt tungen på klingen. Langsomt ned af den ene side. Og vendte så kniven rundt og fortsatte med den anden side. Så klingen var kold. Hvorefter han lagde kniven på bordet ved siden af sengen. Og hævede så det tændte lys op. Og lod stearinet glide ned på hendes tunge ligesom før. Bare en smugle før han sluttede lyset på hendes tunge. Og lagde så lyset på bordet. Før han rejste sig op. Og gik hen til kufferten. For at finde en tøjklemme. Som han satte fast på hendes næse. Og hentede så en kande vand. Som han gik hen og roligt men præcist og hurtigt hældte ned i hendes kæft. Så hun med garanti ikke kunne følge med. Og sikkert ville prøve at lukke lufttilførelsen til munden. Problemet var at han også havde lukket for lufttilførelsen fra næsen. Så hun var tvunget til at åbne munden for at trække vejret. Og sikkert blive kvalt i det.

pindene [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun lå bare stille. Hun turde sådanset ikke og flytte sig eller noget som helst. Hun ville ønske hun kunne slå sig selv fra så hun kunne være i en helt anden verden samtidig med det hele skete, men det var sværere denne gang end det havde været dengang Rafael havde tortureret hende første gang. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, men en ting var sikkert og det var, at hun ikke turde og gøre modstand længere. Han havde på en eller anden måde fået hendes frygt til og tage overhånd så hun ikke kunne få sig selv til og gøre modstand. Hun prøvede dog kort og få sin tunge fri fra spise pindende, men opgav efter kort tid. Hun lagde sit hoved til siden så hun bedre kunne se på hans aura. Bare hun kunne snakke til ham. Hun ville næsten gøre alt bare han lod være med og torturere hende. Hun skreg så højt hun kunne da hun mærkede den varme kniv imod sin tunge. Skriget var dog meget fesent og lavt da hun ikke havde den store mulighed for og skrige ordentligt. Hun prøvede og ryste med hovedet, men opgav. Tårerne løb bare voldsomt ned af hendes kinder og klynkede. Hun lod sit hoved fortsat ligge til siden med fronten imod ham. Hun følte sig ynkelig som hun lå der og ikke kunne gøre noget.
Hun rystede dog lidt med hovedet da hun fik tøjklemmen for næsen, men valgte dog i stedet og lade hovedet ligge stille så hun kiggede op i loftet. Hun havde svære ved og trække vejret igennem munden, men det gik så hun akkurat fik ilt nok. Hun prøvede dog og ryste med hovedet da hun mærkede vandet blive hældt ned i hendes mund, men kunne ikke da han holdt hendes hoved fast. Hun hostede svagt og havde det som om hun blev kvalt. Hun prøvede voldsomt og ryste sit hoved fri så hun kunne få hældt vandet ud af sin mund, men da hun ikke kunne det valgte hun i stedet og synke vandet så hurtigt hun kunne, men med en del besvær. Hun hev vejret tungt igennem munden da hun endelig havde fået sunket det sidste.
Hun fik vredet sin hånd der var imod ham lidt så kæden kom lidt længere ned af hendes arm så hun kunne flytte lidt med den. Hænderne og føderne var blevet helt blålillae pga der manglede blod i dem. Hun fik flyttet hånden ned så hun akkurat kunne lægge hånden på hans knæ. Hendes arm var svag og føltes meget tung for hende. Man kunne tydeligt mærke på hendes hånd at hun havde opgivet og kæmpe imod og den var nærmest svag og samtidig blid. Hun gav hans knæ et blidt klem i tegn på, at hun hellere ville gøre noget godt for ham i stedet for og blive tortureret og at hun hellere ville godvilligt ville andet end det der skete nu.

Han grinte hånligt mens han hældte vandet færdig ned i hendes hals. Og var lige ved at flytte sig for at finde den næste ting. Da hendes hånd rørte hans knæ. Han var lige ved at hæve hånden i en lussing. Da han mærkede hun var... Blid? Hvad? Han havde regnet med hun ville sætte neglene i ham for at skade ham. For at give ham smerte. Roligt rejste han sig op. Kort efter det blide klem hun havde givet ham. Og gik så hurtigt hen til sin kuffert. Lænede sig lidt imod den kort. Før han så besluttede sig. Og tog så en pose frem. En pose med engleblod. Han gik tilbage til hende. Og smurte hendes tunge ind i det. Så smerterne på hendes tunge ville forsvinde. Hvorefter han lagde posen på natbordet. Og tog fat i pisken istedet for. Langsomt fjernede hun elastikerne på spisepindende. Så de kunne komme af. Hvorefter han så tog fat i ringen og hev den op og ned til under hendes hage. Så hun kunne snakke. Han piskede hendes ene bryst med pisken. Bare for at vise hende at det kan godt være han lod hende tale. Men han var ikke gået blød. Han stod stille uden at svinge pisken mere. Og afventede hendes ord. "Hvis du har noget at sige så det nu. Inden jeg slår videre." Sagde han roligt med en hård tone.

Hun lå bare stille. Hun kunne ikke flytte sine arme eller ben eller noget længere. Det var intet blod i hænderne og i fødderne. Dog på den arm hun havde fået vredet fri havde kæden strammet sig der hvor den lå nu så der overhovedet ikke kom noget blod ned til hånden eller resten af armen. Hun lå bare stille, men havde dog lagt sit hoved til siden så hun kunne se på hans aura igen. Hvorfor var hun endt i denne situation? Hvad kunne hun haft gjort for, at hun kunne haft undgået det? Hun fulgte hans aura med øjnene da han rejste dig op. Hvad skulle han nu efter for, at torturere hende? Var han ikke færdig så hun slap for lidelserne? Hun mærkede noget blive smurt på hendes tunge efter han var kommet tilbage. Det lugtede som blod og smagte som engleblod. Hun mærkede, at tungen var ved og heale sig. Hvad var der sket. Hun lå dog fortsat stille med tårerne trillende ned af hendes kinder stadig. Blodet fra alle de sår på hendes krop løb stadig væk og det gjorde hende svagere end hun allerede var. Hun trak sin tunge til sig da han havde fjernet spise pindende. Hun var nlsten helt overrasket over, at han fjernede tingende fra hendes mund. Hun kørte sin kæbe lidt rundt for og sætte den ordentligt på plads igen da den mere eller mindre var faldet i søvn og havde låst sig. Var han blevet godhjertet? Nej det var for hurtigt hun tænkte det. Hun skreg på da hun mærkede pisken imod sit bryst. Tårerne trillede ned af kinderne. "Zeronium...Stop...Vil gøre alt bare du ikke skader mig mere... Hvad kan jeg gøre for og gøre det godt igen?" man kunne høre på hendes stemme, at hun mente hvert et ord af det hun sagde og, at hun havde overgivet sig.

Han så kort på hendes hænder. Før han roligt sænkede hænderne og løsnede kæderne lidt. Ikke sådan at hun kunne komme fri. Men så der kunne komme blod til hendes hænder og ben. Hvorefter han svang pisken kort mod hendes bryst igen. "Hvad med du tilbyder noget til mig. Og så kan jeg slå dig hver gang jeg ikke synes det er godt nok." Sagde han med et roligt halvondt smil. Hvorefter han i stedet for den nihalet pisk fandt en kort ridepisk med en læderflap for enden. Som han roligt lod røre hendes ene bryst nipple. Og slog kort direkte på hendes nipple. "Kom igang med at tilbyde inden jeg bliver utålmodig og bare vil høre dine skrig." Sagde han med et hårdt smil. Og så på hende kort. På trods af at hans udseende var så ondt. Så var hans stemme nærmest sukkersød.

Hun lå bare stille og håbede på, at han ville lytte til hende, men alligevel varder noget der sagde hende, at der ikke ville være noget der ville ændre hans mening og opførsel overfor hende. Hun mærkede hvordan hendes arme blev sænket lidt så de mere lå på sengen end hang oppe i luften. Hun kunne godt mærke, at der langsomt begyndte og komme blod til hendes hænder og fødder igen. Hun kiggede på hans aura "Tak Zeronium..." hun tænkte hun hellere måtte takke for, at han løsnede kæderne for hendes hænder og fødder så der kom blod til dem igen. Hun lå dog stadig stille og kiggede på hans aura. Hun skreg på da hun mærkede pisken imod hendes bryst igen. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun lå lidt og tænkte over hvad hun skulle tilbyde ham, men hendes hjerne var tom for ideer. Hun skreg op da hun mærkede en anden pisk imod hendes bryst nipple. Hun trak vejret dybt og sukkede "Jeg vil overhovedet ikke stikke dig i ryggen som det første og vigtigste og det har du mt ord på. Jeg vil gøre det godt igen fra dengang, hvor jeg forsvandt fra dig...om det så skal koste mit forhold til ham jeg har nu...Vil være din pige..." hun havde svært ved og fuldføre det sidste af sin sætning, men hun fik det sagt. Hun havde sagt det med ærlighed i stemmen. Nok fortrød hun lidt det, at hun ville gøre det godt igen mellem ham og hende fra dengang for 700 år siden om det så skulle betyde, at hun droppede Josh. Det var nok det der stak hårdest i hjertet på hende, men hvis det gjorde, at hun slap for og blive tortureret mere af Zero og det ville blive bedre mellem ham og hende var det, det værd.

Roligt så han på hende kort. Så undersøgende på hende længe. Hvorefter han roligt grinte svagt. Ikke det hårde grin som før. Men et sødt og nærmest kærligt grin. Han gik roligt ned og bukkede hovedet ned ved siden af hendes øre. "Jeg slår dig en sidste gang. Så skal jeg nok løsne dig fri. Okay? Skat." Det sidste ord blev sagt for at se om hun ville afvige fra ordet. Om hun ville flytte sig fra ham. Eller noget i den stil. Som ville være et tydeligt og klart tegn på hun ikke ville kunne klare det. At forlade hendes elskede Josh. For hans skyld. Han havde stadig svært ved at tro på det. Men han fik det vel af se om lidt. "Men du skal ikke slå op med Josh. Jeg kan bruge ham. Han er en meget magtfuld person. Ham kan jeg nemt bruge til mine egne personlige ting." Hviskede han kort. Hvorefter han rejste sig op. Og lod roligt pisken røre hendes ene nipple. Og slog en enkel gang mere. Ikke som de andre hvor han slog til. Meget mindre hårdt. Nærmest som et lille klap. Hvorefter han tog den ene kæde af den arm der var tættest på hende. "Men for en sikkerheds skyld." Sagde han og spændte så båndet rundt om hendes hals istedet. Og låste den med en hængelås. Så hun ikke kunne stikke af fra ham. Han tog hængelåsen og gik så over til kufferten. Lagde nøglen ned i den. Og lukkede kufferten. Og fjernede den væk fra hendes rækkevide. Med den kæde hun havde om halsen nu. Kunne hun maks rejse sig fra sengen og gå rundt om sengen. Det betød jo så også at hun kunne løsne sig selv op for de andre kæder.

Hun lå bare stille og kiggede på hans aura. Hun havde ikke tænkt sig og flytte på dig. Hun kunne mærke hvordan han kiggede på hende, men hun lod sig ikke mærke af det overhovedet. Hun fik dog et mindre chok da hun mærkede hans ånde imod sit øre. Hun lyttede stille til det han sagde til hende. Hun nikkede stille til det han sagde og drejede sit hoved lidt og kyssede ham på kinden stille. Det var ikke et af de virkelig kærlige kys han fik, men man kunne alligevel godt mærke, at der var nogle små følelser i det der bare skulle lades vokse op. Hun lagde sit hoved stille med siden igen så hun lå som før. Hun lyttede stille til det han sagde og lagde istedet sit hoved ligge lidt undrende på skrå "Vil du så have jeg er hos jer begge?" hun måtte vide hvad han ville i sidste ende. Hun bed sig usikkert i læben og prøvede og gøre sig klar til slaget han ville give hende da han rejste sig op. Det kom dog som en stor overraskelse, at det nærmest var et lille klap end de slag han havde kommet med inden. Hun log sin arm ligge stille et kort øjeblik da han havde sluppet armen fri. Det føltes tungt for hende og flytte armen. Hun fik et lettere chok da hun mærkede noget blive spændt fast om sin hals. Hun gjorde dog ingen modstand overhovedet. Hun tog sin arm til sig og spændte sin anden arm fri. Hun brummede lettere irriteret over sig selv da hun ikke kunne flytte sin arm til og starte med. Hun trak vejret dybt og satte sig op efter lidt tid og fik spændt sine ben fri. Hun blev siddende hvor hun var og kiggede på hans aura. Blodet fra hendes sår løb stadig svagt. Hun bed sig usikkert i læben "Kan du ikke få det til og stoppe med og bløde?...skat..." man kunne høre usikkerheden i hendes stemme. Hun var bange for, at han ville lade hende forbløde. Hun havde allerede mistet en del blod og det havde gjort hende meget svag.

Han smilede roligt. Og gik så forbi det bord han havde været ved før og tog den pose blod han havde efterladt ved siden af kufferten. Og gik så hen til hende. Satte sig op af væggen bag sengen. Han klappede hende roligt på hoften. Med et roligt smil. "kom herhen så skal du få det." Det han mente var at hun skulle sætte sig op af ham så han kunne hjælpe hende med at drikke det. Eftersom han kunne se på hende at hun var svag. Hvis hun gjorde det ville han roligt bide hul på posen med de dæmoniske tænder han havde. Og ville hælde det roligt ned i hendes hals. Ikke for hurtigt. Men sådan at hun kunne drikke det og komme til kræfterne. "Nej. Jeg vil ha du kontakter ham. Og siger til ham at du bliver nød til at bo hjemme hos en anden i noget tid. En veninde eller noget i den stil. Din far måske. Uden at nævne den rigtige grund til hvorfor. Og så skal du bo hjemme hos mig. Og være min 'kone'. Lave mad. Gøre rent. Alt det jeg ikke selv har tid til." Sagde han smilende mens han roligt lagde en hånd på hendes ryg. Og nussede den blidt. Mens han så på hende roligt. Og nussede hende bare videre for at lade hende komme til kræfterne.

Hun sad stille og prøvede og holde sig oprejst, men det var ikke så nemt. Hun nærmest hang for og kunne sidde op. Hun hang lidt med hovedet så hun ikke skulle bruge for mange kræfter på og holde det oprejst. Hun mærkede dog noget klappe hende på hoften. Hun kiggede om på ham og rykkede sig sig bagud og satte sig ved siden af ham. Det tog lidt lang tid da hun var meget svag. Hun satte sig ind til ham med siden og lagde hovedet let bagover og imod hans skulder så det ville være nemmere for ham og hælde blod ned i halsen på hende. Hun mærkede blodet løbe ned i munden på hende. Hun synkede stille blodet. Hun havde stadig ikke vænnet sig til smagen, men ville ikke gøre nogen modstand eller noget som helst da hun vidste, at hun havde brug for blodet for og slippe for smerterne og blodet og sårene. Hun lod blodet virke imens hun lyttede til det han sagde til hende. Hun nikkede stille til det han sagde "Skal jeg nok, men må holde mine trænings aftaler hos min mester ellers vil han regne ud, at der er noget galt og vil gøre alt for og finde mig og for, at finde ud af hvad der sker. Det bare for og skjule det der er sket. Du må også lade mig se Josh så jeg kan fortælle ham det" hendes stemme var rolig og sød. Hun blev siddende op af ham imens hun nød at han nussede hende på ryggen. Det gjorde hende mere rolig. Hun lod dog hovedet hvile imod hans skulder som om det var ham hun kom sammen med og ikke Josh.

Han så på hende roligt. Med et svagt smil. Og lagde armen mere rundt om hende. Så han kunne nusse hendes side i stedet for. "Undskyld for jeg var som før." Hviskede han roligt og drejede hovedet ned og så på hende roligt. "Tja hvis jeg føler du ikke bare lyver for mig. Så får du lov til stort set gøre hvad du vil bare du er hjemme om aftenen hos mig. Og engang imellem om dagen så vi kan hygge os." Sagde han roligt med den altid sukkersøde og forførende stemme. Mens han nussede hendes side roligt. Og sænkede hovedet blidt ned til hende. For at kysse hende. Og se hvordan hun ville reagere på det. Mens han egentlig godt kunne li at hun var så tæt på ham.

// Kreasvigt og søvnmangel...