Life ain't always a fairytale... ~ Sean

t: omkring 3 om morgenen
s: Seans hus
v: udenfor regner det voldsomt.
o: Seans elegante men lidt dystre indretning.

Klokken var mange. Der lod næsten til at være helt stille i huset. Og alligevel, ikke helt.
Det var et par dage siden nu, at hun var vågnet op i sit nye hjem. Egentlig, var hun glad for at være der. Alt virkede så rigtigt for tiden.
Hun var iført en t-shirt - en af Seans gamle - og et par jeans.
Efter noget tid, restløs på sit værelse, havde hun besluttet sig for at vandre rundt, og finde lidt sjovt at lave i huset.
Det eneste sted i huset hun dog kunne finde frem til, var trapperne. Hun kendte ikke huset, ikke endnu.
Hun sad på et trappetrin, og så ned på sine fødder. Hun savnede kroværelset...
''Lock, hvad gør man, når man har hjemve?..'' mumlede hun, og aede Lockheart som lå i hendes skød over hovedet.
Efterhånden, frygtede hun at hendes forhold til Sean var ved at blive for indviklet.
Hun kunne ikke elske ham som en elsker. Men som en søster elsker sin bror. Og alligevel, var hun begyndt at falde for hans nevø. Hvor akavet var det ikke lige?
Lockheart kurrede lavt, som svar. Han vidste det nok heller ikke.
''Jeg ved det... Det er et mysterium..'' sagde hun stille, og bed sig i læben. Hun håbede at hun ikke vækkede nogen..

Han havde nu været vågen længe. Faktisk havde han slet ikke kunne sove. Han tilhørte en af de få der blev rastløs af fuldmånen, samtidig som hans tankerne hele tiden kørte i ring. De var smertefulde, hans tanker. På det ene punkt handlede de om de skræmmende ting Camille havde sagt, på den anden side handlede de om hændelsen var at være bortført af levende-døde og intet af det var han helt kommet sig over. Han blev rastløs af at være hjemme for længe og var gået tidligere på aftenen. Nu kom han hjem. Det regnede udenfor, faktisk ganske voldsomt, så det var en ret båd Sean der kom ind af de store, solide døre. Han lukkede dem efter sig og låste. Tog sin våde jakke af og smed sine våde sko, bare for at afsløre resten af hans tøj var mindst lige så vådt.
Han havde spist og han havde løbet. Han havde slået nogle levende-døde ihjel. Det hele for at komme af med sine spændinger og tænke på noget andet. Men i virkeligheden følte han sig endnu mere rastløs, nu hvor han var hjemme. Som om væggene lukkede sig om ham og kvalte ham. Var han var at miste forstanden? Han kunne godt tro det, men på den anden side havde han troet det flere gange igennem tiden og han fungerede da nogenlunde endnu. Det hele var bare frustrerende. Han følte han var ved at miste Neph, selv om han ikke helt viste hvordan. Faktisk...viste han ikke helt hvorfor, men han følte sig bare sur og tvær for tiden. Irriteret.
Med en ikke så svagt suk bevægede han sig igennem den mørke hal...Kun for at opdage nogen sad på trappen. Da han kom tættere på så han at det var Neph.

Hun så en komme op af trappen, men sagde ikke noget. Heller ikke, da hun så at det var Sean. Hun valgte at forblive tavs, specielt på grund af hendes følelser.
Hun havde brug for en eller anden til at slette alle følelser, slette alt der nogensinde havde været romantisk omkring de to.
Lockheart trippede da han så Sean. Han sprang nærmest hen til ham, og gnubbede sig op af Seans våde bukseben. Med Lockhearts stegende hede skæld ville bukserne sikkert syde lidt.
''Lock, på plads..'' sagde hun, inden hun så undskyldende på Sean. Hun ville ikke have at hun var til besvær. Lockheart så tøvende op på Sean, nærmest bedende, inden han krøb hen til hende igen.

Han smilte let og bukkede sig ned for at lade hånden glide over de ru skæl.
"Det er fint. han er jo rar" han kunne godt lide dragen, måske fordi den så godt kunne lide ham. Måske fordi de begge ønskede at holde Neph i sikkerhed.
Det var rart bukserne blev lidt mere tørre, men det hjalp nu på hele hans våde tøj og den kulde der sneg sig ind i hans krop. Alligevel satte han sig ved siden af Neph, i stedet for at gå op og skifte.
"Hvad er der nu galt? du ville ikke sidde her og mukke, hvis ikke det er fordi noget trykker dig" kommenterede han og nu, hvor han var tæt på Lockheart igen, lod han endnu engang hånden glide over ham.

Hvordan skulle hun forklarer ham hvad der var galt? Hun var jo bare... Hende. Hun savnede det der havde været hendes hjem så længe. Kroen. Hun turde knap forlade Seans hus efter den måde hun var ankommet på. Forbrændt og nærmest på dødens rand. Det ville hun ikke igen.
"Jeg savner bare hvordan det var engang.." Sagde hun stille. "Der er sket så meget, jeg ville ønske at jeg bare kunne glemme.. Bare få det ud af hovedet, slappe af..." Sagde hun stille. Hun sukkede.
"Men det hører vel til det med at være 'udødelig'..?" Spurgte hun, halvt retorisk.
"Jeg føler mig... Malplaceret. Her. Dit hjem, din familie. Det er som om... Det er som at være.... Det er umuligt at forklare. Jeg føler mig i vejen overalt... Alle prøver at tage hensyn, og jeg kan ikke engang bede dem lade være, for de prøver bare at være venlige..." Hun krøb sammen. Hun undlod delen med Elyas. Selv Elyas vidste det jo ikke. Så kunne det jo også være ligemeget. Det var harmløshed, bare hendes hoved der drillede hende.

Han så lidt på hende og tillod sig at lægge armen om hende, trods den stadig var våd. Om ikke andet måtte hun jo afvise ham, skubbe den af. Han smilte svagt, men hans blik afslørede hvor meget hendes ord egentlig påvirkede ham...Hvis man nåede at se dem, inden han kiggede ned mod jorden, på trappetrinene.
"Det høre desværre med til evigt liv, ja. Mange ting vil ske, som man ikke ønsker at kende til, at vide eller at huske. men det er op til en selv at vende tingene. Jeg..." han tøvede et øjeblik, da han samtidig fjernede sin arm, lænte sine albuer på knæene og lod sine hænder mødes. Han så mod sine hænder lidt.
"...Jeg havde det engang meget svært med disse ting. At jeg skulle leve evigt, for hvad betød det? at jeg var dæmon og alle hadede mig. Hvorfor? og den måde jeg spiste på. Mest af alt var jeg overbevist om at jeg var et monster og jeg ikke burde være til. Men en ældre mand lærte mig at det ikke behøvede at være svagheder. i hvert fald ikke det hele. At jeg skulle vende det om...Og tænkte at det gjorde mig stærk. At jeg var stærk. Jeg måtte opgive visse ting, jeg måtte opleve en anden slags pine end andre folk...Men tilgengæld ville jeg være så meget stærkere" han så tilbage på Neph igen, med et lille smil.
"...Og jeg tror det er det samme med dig. Du er stærk, Neph. Du er vampyr nu og nok er det hårdt at leve og huske alt. At tænke tilbage på visse ting. At suge sine ofre tør for blod, for selv at leve. Men til gengæld får du umenneskelig styrke og hurtighed, som du kan bruge som du ønsker det" han lænte sig tilbage mod trappetrinet bag sig.
"Hvad angår mit hjem...Hvis du har det bedre, må du altid forlade det. Det er ikke dit fængsel. Ærlig talt ser jeg mere som en skal, end et hjem. Jeg har aldrig rigtig følt mig hjemme nogle steder. Men det er rart at have et sted at vende tilbage til og et sted at samle tingene, at være i fred. Jeg kan bede dem om at behandle dig anderledes, hvis du ønsker det? Det kan være lige så meget dit hjem, som du skulle ønske det..." det ønskede han i hvert fald. Men han var ikke sikker på noget af det ville kunne hjælpe. Et sted...sårede det ham. Men selvfølgelig, hun havde ikke kunne lide hans hjem før og hvorfor skulle hun så føle sig hjemme her nu? De fleste brød sig ikke om store, luksuriøse hjem, som nemt kunne virke alt for kold og uden hjemlig hygge. Han havde prøvet at indsætte noget kunst, nogle varme farver, og selv havde han det fint her. Elyas så ud til at trives. Men ingen af dem han ønskede skulle føle sig hjemme her, gjorde det.

Han virkede så oprigtig, så varm. Hun lagde hovedet på hans skulder.
"Jeg kan lide at være her. Du må virkelig ikke tro andet. Første gang jeg var her, var da jeg stadig var forelsket i dig..." Hunlukkede øjnene.
"Nu... Det er et hjem, og det er dit hjem. Mere kunne jeg ikke ønske. At være med det der er tættest på min familie - dig." Hun sukkede, mens et var næsten et lettet suk.
"Det er bare svært... Svært at vænne sig til." Hun smilede stille.
"Jeg er bare... Jeg tænkte... Og når jeg tænker, går det galt. Lige nu, er der en masse der flyder rundt i hovedet på mig. Og det... Det er for meget..." Sukkede hun halvt frustreret.
"Og nu belæmrer jeg dig med det.." Sukkede hun.
Lockheart klynkede og kravlede op til Seans ansigt.
Den så ham kort i øjnene, og gned sig kort over hans hår, som småknaste da det tørrede.

Han smilte svagt og lod hånden glide over den varme Lockheart. Han så lidt ud i luften, overvejede en måde at hjælpe hende. Han havde selvfølgelig sin evne, evnen til at sætte billeder og lave stemmer inden i hovedet på folk, men den krævede en del energi og ville ikke rigtig hjælpe, kun for den stund Neph så eller hørte andre ting. Faktisk brugte han den mest mod folk, han ikke brød sig om, så de selv troede de var ved at gå fra forstanden.
"Det er helt fint" selv følte han sig også forvirret, frustreret og med alt for meget at tænke på. Men hvornår havde han ikke det?
"Jeg er glad for du kan lide at være her" tilføjede han et lille øjeblik efter.
"Er der ellers noget der går dig på?" Spurgte han

"Alt for meget... Og det meste af det, bør du ikke vide noget om.." Sukkede hun.
Hun ville ikke lyve, hvis Sean spurgte ind til ting, men hvis hun kunne, ville hun undgå at fortælle det om hendes 'crush' på hans nevø.
Lockheart lagde sig på Seans skød for at holde ham varm.
"Det er ikke fair, at det er dig der skal have hele mit læs møg smidt i hovedet. Før eller siden, går det jo nok over." Hun vidste at det ikke var sandt, at hun hang på sine følelser og det. Men... Det måtte hun bare 'leve' med.
"Had lavede du egentlig ude i regnen?" Spurgte hun, for at undgå at han spurgte mere ind til hendes tanker.

på det punkt var de ret ens. De ville begge bare gerne isolerer sig med deres følelser og tanker. på en måde.
Han nød varmen fra Lockheart og fornemmelsen af noget tøj der blev mere tørt. Automatisk krøb han nærmest rundt om lockheart, for at suge så meget varme til sig som muligt. Han mærkede hvordan hans muskler begyndte at slappe af.
Han drejede hovedet let.
"Mad. Og for at tænke" svarede han roligt. Det var jo sandt. Og han mente selv at han havde meget at tænke over.
"Jeg er en forvirret dæmon lige for tiden og der vil nok gå lidt tid før jeg bliver mig selv igen..." han overvejede at spørge yderligere ind til hendes problemer, men af en eller anden grund fandt han det ikke passende, nu hvor da havde skiftet emne.
"en af dem handler om Elyas. Camille, jeg ved ikke om du kender hende, men hun er en kvinde som oprindelig fik ansvaret for Elyas og nu ønsker hun at han kommer ud på den lille gård hun bor på, så hun kan tage sig af ham igen. Hvilket jeg er uenig i. Men nu hvor der er krig, er det helt indiskutabelt han kommer nogen vegne. Han skal blive her, i sikkerhed. Min næste tanke er hvornår det ville være en god tid at tage ham med udenfor og lære ham at slå levende-døde ihjel. Det kunne være godt for ham, da de sikkert bliver her i længere tid"

Da han nævnte at Elyas måske skulle flytte, stirrede hun tomt ud for sig.
hvis Elyas flyttede, ville hun jo ikke have grund til at blive i huset hele tiden.
"du Sean... Hvornår må jeg prøve at træne med jer?" spurgte hun inden hun så lidt på ham.
hun vidste ikke, om det var at gå ind på et emne han ikke ville tale om..
på et splitsekund krøb Lockheart ind til under Seans trøje og puttede sig op af hans bare mave.
"lock for satan..." sagde hun inden hun smilede stille.
hun sukkede og krøb lidt sammen op af Sean.
"hvorfor er livet så hårdt forbos udødelige...'' sagde hun stille.

Han lod blikket glide hen til hende et øjeblik...Træne med dem? Hvad med aldrig? Det var stunder hvor han var alene og lavede noget sammen med Elyas.
"Hvis du ønsker at træne med ham, kan du jo bare snakke med ham, når du føler dig stærk nok" svarede han.
Det næste der skete overraskede ham...Og føltes på en måde upassende. Som et nøgent barn der løb rundt, uskyldigt, men stadig nøgen.
Han skubbede lockheart ud fra hans T-shirt og lod den nu lidt mere tørre og varme T-shirt falde på plads, før han så lidt på Lockheart.
"Nok er du en drage, men jeg er fuldt ud sikker på du ved hvornår du krydser en grænse" han foregav at irettesætte den, selv om han havde svært ved at tænke hårde tanker om den. Det endte også med hans hånd gled over de ru skæl lige bagefter.
Han lagde en arm om Neph.
"Livet er hårdt. Måske skulle vi bare drikke os i hegnet og lade alle andre passe sig selv for et par timer?" foreslog han drillende.

Lockheart krøb forvirret sammen. Han havde aldrig fået problemer for at ville varme folk før...
"vi kan sagtens drikke os i hegnet... Men så vil jeg have noget orden ligt tøj på først!" sagde hun drillende.
om han ville følge op på det eller ej, bestemte han selv.
man kunne nærmest høre hvor træt hun var af det hele.
hun ville ikke træne med Elyas, men med dem begge. Hun kunne ikke undvære Sean. Hun kunne sagtens træne med Elyas, men hun ville helst have Sean med.
lockheart kravlede fra Sean og til hende, og peb hjælpe løst.
"shh shh, det okay." hviskede hun moderligt, hvorefter den kravlede op,af hende, og lagde sin kæbe mod hendes,øre, hvorefter det lød som om den hviskede.
"nå... Hvad skal vi så? Gå i seng, eller drikke os en kæp i øret?" smilede hun til Sean.

/skrevet fra mobil, så en masse underlige kommaer, men håber det kan læses //

Han så lidt på dragen, som opførte sig som et uartigt barn. Han smilte let af den, velvidende de skulle nok blive gode venner igen. Den skulle bare lære at der var forskel på folk, nogen kunne han kravle ind under tøjet på, andre så helst han lod være. Han så lidt på Neph. Når han drak sig fuld med hende skete der altid dårlige ting...Men samtidig havde han virkelig brug for at glemme verdenen og sine problemer, det der var sket da han var taget til fange. Og hvilket bedre middel var der end alkohol? At forgifte kroppen og lalle lidt rundt? Han levede trods alt evigt, om han havde en dårlig lever eller ej.
Han smilte let og trak lidt på den ene skulder, men så drillende på hende.
"Tør du? Du vil blive overrasket over hvor meget alkohol jeg gemmer i dette store hus" smilte han og rejste sig op.
"Jeg vil også skifte tøj. Til noget mere afslappet. Derefter syntes jeg vi skal glemme...Alt. Sammen. Bare for en stund og have det sjovt" kort sagt så ja. Han ville gerne holde en lille fest og være ligeglad med om Elyas fandt det passende eller ej.

Derefter gik han direkte op på sit værelset. Det halvvåde tøj blev krænget af og smidt på gulvet, hvorefter han trak i nogle lette, løse bukser og en sort skjorte, hvoraf han lod den være åben oppe ved halsen. Håret blev hurtigt redt igennem, mest for et syns skyld.

Hun fik rejst sig, og smilede stille. Hun havde ikke drukket rigtigt siden.... Siden diskoteket.
Hun gik op på værelset og tog en normal tshirt på, og et par jeans. Sko droppede hun.
Efter et minuts tid stod hun igen i gangen og så på Sean igen.
"Klar til at drikke mig i hegnet?" Grinte hun drillende. Hun smilede roligt, og fumlede lidt med sin t-shirt kant for st virke lidt nervøs, ikke at hun var det.
Hun smilede bare, og så afventende på ham.

Han smilte let for sig selv, før han forlod værelset. Normalt plejede han at låse døren, bare for at være sikker på ingen rodede hans ting igennem, men på det sidste havde han overvejet om det overhoved var det værd. Han stolede på sine folk og på Elyas. Alane kunne aldrig finde på det og det kunne Neph heller ikke. Håbede han da. Det eneste de ville finde var også bare...Hans tøj. Hans bedste bøger, hvoraf en af dem omhandlede det ritual han havde været igennem. Hans låste kiste, under sengen, som indeholdt hans næreste ting. Papirer og breve om hans arbejde, men i kodeskrift som intet konkret gav.
Han gik ned af gangen og stod op af væggen og ventede på hende. Han lod blikket glide hurtigt ned af hende, kun for at stoppe ved hendes hænder. Nervøsitet? Hvor skulle den dog komme fra? Hun viste godt det sidste han satte pris på var nervøse, små piger...Så gled hans blik op til hendes øjne. Her var ingen tegn på nervøsitet. Spillede de nu et spil? En stor, ond mand der har lokket en uskyldig pige med hjem?
Han smilte let. Han havde et helt hus. Spørgsmålet var hvor festen skulle begynde. Han smilte let og førte galant vej hen til enden af gangen. Modsatte ende, end den hvor trappen var. Gangen mundede ud i en lille stue, med dobbeltdøre. Sean slog dørene op og de trådte ind i den lille stue. Et sofahjørne, en reol med bøger, enkelte nips og gamle billeder. Blødt gulvtæppe i et sært mønster, mørke farver. Krystaller lyste rummet op i en afslappet tone. Sean gik over til et lille barskab, hvor i han fandt glas...Og en halv snes flasker. Han rettede sig op og satte glassene oven på skabet, før han med en let bevægelse viste hende det åbne skab og flaskerne.
"Hvad er du til?"

HUn så sig rundt, inde i stuen. Den var behagelig, den var hjemlig. Underligt nok, kunne hun føle sig hjemme i dette rum.
Hun satte sig hen i sofaen og så på ham inden hun smilede roligt.
''Jeg er til lidt af hvert.'' smilede hun.
''Så bare hvad du lige selv har lyst til.'' hun så lidt rundt, sugede enhver form for indtryk til sig.
Kort efter rejste hun sig dog op, og gik hen til ham.
Hun lagde drillende armene om livet på ham - tydeligvis ikke for at være intim - bare for at drille.
''Men det burde du da egentlig vide efterhånden, ikke?'' smilede hun og rakte kort tunge til ham

Han smilte og studerede hende, som hun gik hen og satte sig. Så vendte han ryggen til hende og hev en flaske frem. Det blev whisky. Han hældte op i de to glas, kun for at mærke hendes arme omkring sig et øjeblik efter. Vampyrer...De bevægede sig ofte hurtigere end man lige troede. Han smilte til hende, som om de havde gang i en personligt vits. Hans finger gled ned over hans halspulsåre.
"Åh, det ved jeg kun alt for godt" en hentydning til...At når man kunne drikke blod, kunne men drikke alt. Set fra hans side.
Han holdt glasset frem mod hende.
"Skål på det" smilte han drillende.

Hun smilede, men det var en smule forlegent. Hun havde vel aldrig rigtig fortalt ham at hun også elskede smagen af blod før hendes forvandling.. ''Tjaa'' sagde hun så, med en smil og løftede sit glas med den ene hånd.
''Skål for... For...'' hun så undret på ham.
''Skål for at ville glemme alting ved at drikke sig i hegnet!'' grinte hun og smilede.
Egentlig, vidste hun ikke om det overhovedet var en god ide at hun drak. Men det ville de nok snart finde ud af.
Hun tog en tår, og nød den brændende fornemmelse sprutten gav i hendes svælg. Hun smilede.
Intet fik hende til at føle sig mere i live, end at være sammen med Sean. Specielt ikke, når de grinte og lavede sjov med hinanden som nu.

Han smilte lidt, mens han så på hende. Som om han tøvede med et eller andet...Så drak han sit glas. Drak det hele. Ikke fordi glasset var helt fyldt op, men stadig. Set i hans øjne begyndte det rigtige sjove først når man blev fuld nok. Når ens sider blev blottet, ofte de skjulte. Han fyldte glasset op igen og tog flasken i den ene hånd og glasset i det anden, da han gik over til sofaen og satte sig. Stillede begge ting på bordet.
"Jeg har tænkt på noget..." sagde han så og så afslappet op på hende.
"...Hvad har du egentlig tænkt her efter? Når dine sår er fuldt helede, når du keder dig eller når krigen er slut...Hvad har du så tænkt dig? At forlade byen igen, blive boende...?" spurgte han

Hun så lidt på ham og smilede roligt.
Hun havde det fint med at han drak sig en kæp i øret, så kunne nu slappe lidt mere af.
Hun fulgte efter ham men satte sig med en passende afstand til ham i sofaen. Bare for ikke at virke for klæbende.
''Jeg ved det faktisk ikke helt... Alt virker så usikkert endnu. Hvem siger overhovedet at jeg lever så længe?..'' hun så på ham med et lille smil.
''jeg drømmer om en familie en dag... En hel familie, en rigtig familie...'' hun så lidt ned på sit glas og tog en mundfuld mere.
''Hvad med dig? Forsætter du, som før krigen?..'' hun så på ham nu, med et svagt smil.

Han så lidt på hende. Tog sit glas og tog en tår af det. Efter 700 år mærkede han næsten ikke smagen af alkohol. Ellers også mente han bare at han...ikke gjorde. Han smilte let til hende.
"Selvfølgelig lever du. Især fordi du er min søster. Ingen vil komme tæt nok på dig, til overhoved at overveje at dræbe dig" Lidt overdrevet måske, men meningen var den samme.
"Du er klar over at som vampyr kan ikke selv føde børn?" tilføjede han så og så på hende, for at se hendes reaktion. Personligt ønskede han sig ikke en familie. En familie var lig med smerte. De var der aldrig for en. Børn, man skal se efter, en kone man altid skal gøre glad. Nej tak, han ville hellere lege ungkarl. Han smilte lidt til hende.
"Jep. Men med en lille detalje...Jeg vil misbruge at folk er ødelagte efter krigen" smilte han roligt og tog endnu en tår af sit glas. Det var sådan han levede. Ved at misbruge, manipulerer andre.

''tak fordi du minder mig om det.'' hun så direkte på ham, med et skævt smil.
''jo, jeg ved det. Det er derfor jeg kun ønsker mig det, og ikke prøver at få det. Jeg vil ikke adopterer.. Ikke igen.'' hun smilede lidt. Det var en fiasko sidst.
''Så længe du ikke misbruger mig'' sagde hun roligt inden hun prikkede ham på næsen. Hun drak lidt mere.

Han grinte let.
"Misbruge dig? Hvorfor skulle jeg det? Du er en af de få der trods alt bryder sig om mig" han blinkede til hende. Drak resten af sit glas og fyldte det op igen. Han lod hånden glide igennem håret. Han viste ikke helt hvad hun havde gjort at det barn hun havde adopteret. Han kunne kun huske...Ja, faktisk intet andet end Neph der forlod ham. Han huskede stort set ikke barnet, kun at der var et. Selv ville han aldrig adopterer. Nuvel, han havde Connor, et barn han havde fået af Luce og nu ville få til at vokse op. Og han tog sig stadig af Elyas. men det hele var nu med bagtanker og ikke for at lege familie.
Han lod blikket glide over til vinduet. Det var stadig mørkt udenfor.
"Er det ikke hvad man skal bruge ønsker til? Til at opfylde dem." han ville være kommet med et eksempel. Et eksempel angående magt. Men hun var moren til barnet, som ritualet kostede, så han valgte at lade være.

''jeg lærte at ønsker blev opfyldt for en pris.'' hun smilede lidt til ham.
''Et ønske kostede mig din tiltro til mig. I lang tid.'' hun smilede stadig - et tegn på at hun var kommet over den del af det.
At hun mistede sin eneste søn, hendes eneste barn, det ville hun nok aldrig komme over. Men han skulle ikke hører for det - de havde aftalt det. Det var planlagt hvad der skulle ske med drengen. Hendes savn dog, havde hun aldrig troet at hun ville overleve.

''Så hvis jeg vil have en familie, bliver det med en mand der ikke kan få børn med mig, og børn der ikke kan kalde mig deres mor. Det er ikke det jeg ønsker.'' sagde hun bare, inden hun tømte sit glas.
Hun smilede roligt til ham. Som om, intet rigtigt kunne gøre hende sur lige nu.
Hun satte sig, så hun lænede med ryggen mod hans side, og baghovedet mod hans skulder.
Hun puttede sig nærmest op af ham, uden at virke for andmasende.
Hun sukkede afslappet.
''Vi burde gøre det her noget oftere.'' hun smilede