Life ain't always a fairytale... ~ Sean

Han så lidt på hende. Lod hende læne sig op af ham, hvilede sit hoved mod hende. Han trak vejret dybt og af en eller anden grund begyndte han at tænke over hvad der egentlig var sket siden han kom her. Hvor gammel var han egentlig? 758 år? Men på jorden gik tiden anderledes, hvor gammel ville han være hvis han var blevet? Men der havde intet været for ham der. Intet andet end had. Dette var hans verden.
Han drak af glasset og smilte ned til Neph. Det var vel et punkt de aldrig havde snakket om, men som stadig gik dem begge på: Deres døde søn. Måske fordi han nægtede at snakke om det. Han skulle aldrig have børn igen. Aldrig. Alane ville alligevel dø fra ham...
"Ja, det burde vi nok" smilte han
"Der er bare så mange viiiigtige ting" drillede han let

''det er der nemmerlig!'' smilede hun.
Hun savnede deres 'unge' dage. Dengang hun var naiv og forelsket og håbede at alt en dag kunne blive som hun ville have det.
Men hun havde opgivet. Hun havde været forelsket i Sean så længe, at hun havde svært ved at forestille sig andet.
Hun havde mødt Nicolas igen, denne gang var han en helt anden. Hun havde blandede følelser nu.
Men så var der jo Elyas... Noget hun vidste ikke kunne gå. HUn ville bare ønske...
Hun tog whiskeyflasken og skænkede op til dem begge igen.
''Skål for håbløse kærlighedsliv!'' grinte hun inden hun bundede glasset. Hun var nem at gøre fuld, det var ingen hemmelighed.

Kærlighedsliv? Hvor kom det nu fra? han valgte ikke at stille spørgsmålstegn ved det, men skålede med hende og drak. Det var tid siden han sidst havde været fuld. Men det skulle stadig lidt mere til, før han rigtig ville blive fuld. Måske kunne de gå ud senere, hvis solen ikke var stået op? Eller måske skulle de bare blive her og hygge sig.
"Hvad med job? Har du tænkt dig at fortsætte med at tjene penge på et eller andet?" spurgte han, mest for at holde det hele kørende.
"Og hvad blev der egentlig af den lille pige du også efterlod?"

''Kan du huske hvorfor jeg tog af sted...? Duncan, der krævede at jeg betalte ham tilbage, men ville ikke tage imod pengene. Han ville...'' hun så ned, sammenbidt.
''de tog mig med sig, uden jeg fik lov til at sige farvel...'' hun så ned lidt, ned i sin drink.
''jeg fik dem aldrig at se igen..'' sagde hun stille. Hun bed sammen, og rystede på hovedet.
''jeg finder på noget... jeg kan ikke blive her hele tiden..'' sagde hun med et lille smil.

Det gjorde ham faktisk bare mere forvirret. Hvad ville Duncan få ud af at sætte Neph på et skib? At hun var væk, ja, men hvad mere? Han så lidt på hende med en tænksom mine.
"Det er faktisk en ting der går mig på..." sagde han så.
"...Og det er du aldrig fortæller mig hvad der sker, før engang bagefter. Lige meget hvilke problemer der opstår, får jeg aldrig noget at vide før bagefter. Og vi skulle forestille at være tætte! Ha. Dem man er tæt på, er dem man fortæller mest, er det ikke?" han rystede let på hovedet. Han burde ikke snakke om at fortælle mest, han manglede selv lidt på den konto. Men stadig.
"Hvad frygter du der vil ske, hvis du en dag bare fortalte mig hvad der skete i dit liv?" spurgte han og så på hende igen. En anelse småsløret af alkoholen, men intet der forhindrede ham i at tænke klart. Endnu.

Hun så lidt ned.
''Den sidste person jeg lukkede helt ind, var min bror.'' sagde hun stille og krøb en smule sammen. Hun ville flytte sig fra ham, men ville ikke virke for afvisende overfor hans selvskab.
''Sean, jeg fortæller dig ikke om tingene der sker, fordi du vil prøve at frelse mig... Jeg ved ikke hvorfor, men det har du altid gjort - ikke sandt? Du har aldrig haft i sinde at jeg mig klarer mine problemer selv. Det elsker jeg dig for, men til tider... Er det som om jeg har en birolle i mit eget liv..'' hun tog en tår mere men stille så glasset fra sig.
''Du vil gerne vide alt der er at vide om mig. Være den der kender mig ud og ind, og stadig, ved jeg så lidt om dig... Jeg ved mere om din nevø, end jeg gør om dig... Ikke at jeg bebrejder dig det - jeg forstår dig godt. Jeg har det fint med det. Men bed mig ikke dele alt med dig, når du deler en tiendedel med mig..'' man kunne hører at han havde ramt et ømt punkt.

''Jeg stak ikke kun af, på grund af Duncan... Jo, hans ide om at jeg skulle være hans private lille slave i hans palæ fik mig til at stikke af fra ham... Men jeg kunne ikke holde Doomsville ud mere... Jeg havde brug for at komme væk fra alle de minder, om os to. Jeg kunne ikke se et enkelt smil, uden at savne dig... Jeg savner det stadig, men det er efterhånden gået op for mig, at du aldrig ønskede et forhold til mig, tværtimod. Du vil have en ven, og det har du.'' hun lød oprigtigt ærlig. Intet gemte sig under hendes ord.

Hun fniste kort over et minde, hende der havde slået hovedet.
''Kan du huske dengang, på kroen? Stemmerne i mit hoved havde gjort mig så frustreret at jeg havde slået hovedet, og du sad ved sengen og passede mig... Vi snakkede om, at du stadig ville være min ven, når jeg blev en gammel tudse.'' hun smilede for sig selv. Hun trak vejret dybt.
''Jeg bliver aldrig en gammel tudse nu...'' sagde hun, en smule opgivende.
Hun kunne nærmest ikke holde tanken ud, om at hun havde været så naiv da hun valgte at blive vampyr. Hun så lidt ned, tavst.

Efter lidt tid, drejede hun sig og så på ham.
''Hvis jeg skal dele mit liv med dig, mine beslutninger og problemer, må du love mig at du prøver at dele dit liv med mig også.'' Man kunne se i hendes øjne, at hun mente hvert et ord.
''Jeg forlanger ikke, at du bare slynger alt ud. Din fortid, lad den ligge. Den vedkommer ikke mig. Men.. Nye ting i dit liv... Dine frustrationer, dine forelskelser... Alt det du ville havde delt, hvis vi havde levet i en bedre tid, og et bedre sted.'' hun smilede.
''Forresten, jeg er glad for at vi stadig er venner.. For ærligtalt... Uden dig, kunne jeg lige så godt ligge mig til at dø.'' Hun smilede roligt og så på hendes smalle og elegante fingre. Hun havde tabt sig en smule, og hendes hud var blevet mere gennemsigtig. Hun måtte snart til at jage igen..

Han sagde intet i lang tid. Lod hende bare tale og lod hende tale færdig. Og selv da, sad han bare stille og så tænksomt frem for sig. Skulle han tage et valg nu? Lige nu, hvor han fandt sig selv aller mest ustabil, psykisk? Han havde svært ved det. Han prøvede nogle gange stadig at finde sig selv, var stadig i tvivl om hvordan han egentlig ville være, da han havde den mening at han selv bestemte hvordan han skulle være. Han var ofte forskellige fra person til person. Camille var han rolig og betænksom, Alane mere impulsiv og blid. Hans mænd, hård og bestemt. Men han havde altid haft svært ved at finde en passende rolle over for Neph og havde troet alt ville blive nemmere hvis bare han kunne finde den skide rolle. Og nu havde de valgt at blive søskende, men havde det, som Camille mente, været en fejl? Et skalkeskjul? Han ville ikke kunne klare at miste...Mere. Igen. Noget. Venskab...Hvad betød det egentlig? Han var en stærk dæmon der blev svagere og svagere. Han åbnede mere og mere op, efterhånden sloges folk ikke længere om at være hans ven, om at vide mere om ham, nej...De viste allerede det de ville vide. Og var ligeglade. Hans øjne gled i et øjeblik. Han kunne ikke...Han kunne ikke dele så meget. Ikke engang det. Hans blik gled over til Neph og han sendte hende et svagt smil, som for at sige at alt var okay og at han var taknemmelig for at hun delte dette med ham. Men han var ikke nogen hyggeonkel. Han var ikke en person der lukkede andre ind, hvor de gjorde mest skade...Eller jo, lidt. Efterhånden.
"Du har fået mig til at indse jeg er vred over de helt forkerte ting" svarede han endelig, tog endnu en tår af sit glas, før han så tænksomt ned på det.
"Hvor mange gange har vi ikke haft denne diskussion nu? 3 gange? 5? 10? Mange gange. Og udfaldet er altid det samme. Du har fået mig til at se at det er ligegyldigt...Jeg kan ikke dele ting med folk. Jeg ønsker ikke at dele ting med folk, især ikke ting jeg selv er i tvivl om eller ting jeg helst vil have for mig selv, fordi de...er tætte på mig. Følelser. Dem får du mig aldrig til at snakke om. Bild mig ikke ind at du vil høre om Alane, som mest af alt har taget den plads du håbede på at få. Tro ikke jeg vil indvie dig i mit hemmelige arbejde og dele mine inderste frustrationer med dig. For det kan jeg med ingen. JEg udvælger de få folk der skal vide noget og jeg lader dem vide præcis hvad jeg ønsker de skal. Og intet andet." han så på hende med sine mørke øjne.
"Jeg rummer mange hemmeligheder. Men du har også fået mig til at indse jeg aldrig vil betyde det samme for dig, som du betyder for mig. Jeg ønsker at beskytte dig, fordi du står min nær. Jeg ønsker at være tæt på dig, jeg ønsker at vide hvorfor du vælger som du gør...Især når det også går ud over mig. Men det er fint du vælger at holde det for dig selv. Jeg har indset det er bedst vi holder afstand til hinanden" han tømte sit glas og rejste sig op, gik nogle skridt væk, før han vendte sig om mod hende med et lille smil, som for at sige alt stadig var helt i orden. Han rystede let med den ene arm, så hans armbånd raslede.
"Er du klar over hvor meget den betyder for mig? Et smykke...Et symbol. Jeg smider det ikke væk. For noget i verden. Fordi den giver mig styrke. Vi er måske nok venner, men intet mere end det. At tro andet er tåbeligt. Og jeg har selv været en lige så stor tåbe, at tro jeg kunne tvinge nogen af os til noget tættere forhold. Beklager hvis jeg har virket...klistrende og forlangende. Det skal ikke ske igen. For nu af vil jeg aldrig spørge ind til dig, med mindre du selv har lyst til at snakke. Til gengæld forventer jeg...At du heller ikke gør det samme"

Hun ventede til han igen var stille. Han smilede, men han forstod vist ikke helt at hans smil var et dårligt tegn.
''Jeg flytter ud i morgen aften.'' sagde hun, efter at havde siddet mundlam på sofaen.
Hun rejste sig og rettede sit tøj lidt. Det gjorde ondt i både hendes hoved og hendes hals.
''Jeg tror det er åbenlyst at jeg har brug for at komme over dig.'' hun så kort på ham, og derefter ned igen.
Hendes tone havde været... sarkastisk. Selvforagtende. Hun hadede sig selv for at elske Sean, for at være forelsket i Elyas, for at drømme om et liv som før...
Tankerne gjorde ondt, men hun vidste at det var rigtigt, hun måtte komme over det.
''Jeg går i seng..'' hun gik forbi ham, men stoppede da hun stod ved siden af ham.
''Du er ikke den eneste der elsker det smykke.'' hun smilede kort, og hev hendes halskæde frem. Ringen sad i den.
''Tak for snakken. Det var rart at klaret tingene op.'' sagde hun med et lille smil, men af en eller anden grund gjorde smilet ondt, i hjertet.
Hun begyndte at gå igen, for at komme væk fra ham inden hun... Inden hun begyndte at græde som en såret teenagepige foran ham.

Hendes reaktion var overraskende. Han havde forventet hun ville blive vred. Eller sætte sig til at græde, til at modsige ham. Men dette beviste jo bare at han havde ret. Dette var et lille knæk, i forhold til hvor stort det kunne have været, hvis han bare havde givet hendes adgang til det hele og hun så svigtede ham. Dette gjorde ham rolig...Fordi han nu viste hvor han havde hende. Ikke? I et øjeblik var han tilbøjelig til at gribe ud efter hende, til at ændre tingene og få den reaktion han havde håbet på, men noget i ham...Den dæmoniske side, stoppede ham. Det endte med han bare stod stille og så efter hende. Han smilte let til hende.
"Som min ven, er du velkommen til at bo her så længe du ønsker. Her vil du være i sikkerhed" svarede han venligt, som en gentleman ville tilbyde en god gæst at overnatte.
I virkeligheden var han stolt af hende...At hun så hurtigt kunne tilpasse sig det. At hun ikke lod følelserne styre. Kunne de hårde overlevede. Og at vide hun ville overleve at være vampyr, beroligede ham lidt. Han bukkede let for hende og sendte hende et smil...Men enhver der kendte ham, ville kunne se han ikke helt var sig selv længere. Kulden sneg sig ind på ham...skyggerne der normalt lurede, overtog mere og mere. De samme skygger der fik ham til at dræbe børn, uden at han selv følte noget ved det. Faktisk de samme skygger der havde fået Del til at hade ham. Han havde ikke kunne finde en måde at forbinde de to ting. I virkeligheden var der ingen skygger, men det var hvad han selv kunne lide at kalde dem, når han tænkte over det. Han kunne holde dem på afstand...Men han havde endnu ikke fundet en måde at styre det på.
Det endte med han gik tilbage til bordet, tog flasken og drak en god slurk af den.
"Jeg er stolt af dig" sagde han, hvis hun stadig var der.

Hun hørte de fem ord og stivnede ved døren.
''Stolt over hvad?..'' Man kunne hører hvordan hun prøvede at beherske sig.
''At du endelig har fået din vilje... Eller over at jeg endelig har fået nok...'' hun trak vejret dybt og rystende.
''Skal vi få sandheden på bordet, nu når vi alligevel har drukket os en smule mod til? Den eneste grund til at jeg stadig er her, og ikke flyttede da jeg vågnede...'' Hun tav.
''Glem det.'' hun rystede på hovedet af sig selv.
''Du vandt.'' sagde hun, og så var hun ude af døren og på vej hen til sit eget værelse.
At forelske sig... Latterligt. Hun havde jo lovet sig selv ikke at gøre dette.
Hun var millimeter fra at banke på hos Elyas, og bare springe på ham. Men hun havde lovet Sean at holde sig væk. Så det gjorde hun.
Hun var allerede nede ved sit værelse, og tog fat i dørhåndtaget.
Hun trak vejret dybt, og gjorde klar til at åbne døren, pakke sine ting og finde et eller andet sted hun kunne overnatte.

Han vendte sig om mod hende og forstod slet ikke hvor denne vrede eller tristhed kom fra. Hvorfor spurgte hun også, når hun ikke gav tid til at han kunne svare? For svare havde han tænkt sig! Han sendte hende et lille smil. Nej, vent...Burde han ikke selv lade hende gætte hvad han var stolt over? Åh, dette var ikke en leg.
"Jeg er stolt over dig. Fordi du reagerer som en overlever. Og det er jeg tilfreds med, at du vil leve" han så hen mod hende. Hvorfor reagerede hun som om de var fjender? De var jo stadig venner. Det var også hvad hun havde omtalt ham som, en ven, ikke en familie. Han havde bare taget hende på ordet.
Han så efter hende i forstilt forvirring, da hun skyndte sig væk. Hvad vandt han? Han forstod det slet ikke. Han vendte ryggen til døren og tog endnu en tår af flasken. Da han stilte den på bordet igen, smilte han for sig selv, med et svagt "hm" inkluderet.
Så forlod han rummet og gik afslappet ned til hendes værelse. Han stillede sig i døråbningen, efter at have skubbet døren op, med armene over kors, men med at afslappet udtryk.
"Jeg er forvirret over din reaktion? Du opføre dig som om vi er blevet fjender, men vi er jo venner. Det kaldte du os selv. Hvad har jeg vundet?" han slog ud med hænderne, med et smil der fortalte han morede sig lidt.
"Havde vi en konkurrence igang? Burde du så ikke have fortalt mig om den, så vi kunne have konkurreret på lige fod?" spurgte han.
"Og din grund til at være her...Det gad jeg godt høre mere om. Du er tydeligvis oprørt over et eller andet?"

Hun lyttede med et halvt øre, mens hun samlede sine ting sammen. Ikke at der var meget af det, enkelt trøjer og to par jeans. To sæt sko, begge slidte og grimme at se på.
Hun stoppede op, og trak vejret dybt.
''Du har drukket. Gå i seng..'' mumlede hun inden hun begyndte at pakke videre.
Hun vidste ikke om hun nogensinde kunne fortælle ham hvad der skete i hovedet på hende - hun vidste det jo ikke selv.
*Fortæl ham det!* Luckheart lå i sin kurv og så spørgende på dem.
Hun gned få tårer væk. Arrigskaben lyste ud af hende.
''Sean... Jeg er træt. Og jeg har hovedpine, og jeg er beruset... Jeg orker ikke forklarer dig, hvorfor jeg er ked af det. Jeg orker ikke skulle stå og forklarer dig, at jeg er forelsket i din nevø, eller at jeg er træt af at skulle gå og...'' hun stivnede.
Hun lignede en der lige havde smidt en kæmpe bombe.
Hun stivnede inden hun så ned.
''Jeg går nu. Bare, lad mig forlade huset her.'' sagde hun inden hun tog sin taske over skulderen.

Hun kunne lige så godt have truet ham på livet og han ville være mere ligeglad. Han gik fra at se afslappet på hende, til et hans blik og udtryk blev hårdt og koldt. Han stillede sig i vejen i døren og så gennemborende på hende i et øjeblik.
"Du er har selv drukket. Du er ikke selv ved sine fulde fem" sagde han med en overraskende rolig og kold stemme.
"Har du lavet noget med ham? Du kan bare ikke få nok, kan du? Har du lavet noget med ham?!" han ville have svar. Han ville vide om hun stod til at skade Elyas på nogen måde. Det måtte hun ikke...Hun måtte ikke komme i nærheden af ham igen. På ingen måde. Ikke før han var stærk nok. Elyas...Det kunne ødelægge alt. De var jo ikke engang lige gamle! Og plaprede hun ikke altid op om at hun altid havde elsket ham? Hun skulle ikke tro hun lov til at ødelægge det hele. Alle hans planer.

Hun bed sammen og så ned.
''Hør her, og hør godt efter.'' hun gik hen foran ham og så direkte ind i hans øjne.
''Jeg har ikke rørt ham! Jeg tør ikke engang tale med ham!'' hun var så vred at hendes øjne løb i vand.
''Jeg gider ikke tale om det her. Ikke nu, aldrig nogensinde. Jeg rør ikke din nevø.'' sagde hun, inden hun så tilbage på Lockheart. Han klyngede sig til sin kurv. Hun rystede på hovedet.
Hun maste sig forbi Sean uden at sige mere, og begyndte at gå ned af gangen.
Hun bed sammen for ikke at begynde at græde. På et eller andet punkt håbede hun at Elyas havde hørt bare en smule af det, men hun regnede ikke med noget.
Havde Sean valgt at gå efter hende, ville han hurtigt opdage hvor ondt hun havde.
Hendes krop brændte, indvendigt. Hun havde så ondt over det hele, at hun kunne skrige.
Hun var på vej ned af trappen, uden et ord.

Han gik ikke efter hende. Har var tilfreds med hun intet havde gjort Elyas.
"I så fald er det at forlade stedet det bedste du kan gøre. Jeg ønsker ikke du skal påvirke drengen" Svarede han og tillod hende at mase sig forbi ham. Han fjernede sig fra døråbningen og så efter hende et øjeblik. Han var stadig forvirret over hvad hun var...så oprørt over. Hun sagde at han ikke tænkte klart, men hvad med hende selv?
"Så flygt. Jeg er stadig forvirret over hvad du er så oprørt over...Men flygt endelig. Det har du altid gjort" så vendte han ryggen til hende, vinkede kort som et farvel og gik ned mod sit eget værelse. Hans hoved dunkede lidt, måske var det god ide at slappe lidt af. Nu havde han et problem mindre. og en mund mindre at mætte. Hun ville jo alligevel ikke have hans hjælp til noget som helst, selv ikke når han satte en ære i at gøre det. Hun havde aldrig forstået ham. Forventede hun at han ville åbne sig op for hende, når hun netop aldrig forstod ham eller accepterede ham som han var? Aldrig. Alane var den eneste der accepterede ham som han var. Og aldrig tiggede og bad om alt muligt.

Hun åbnede den store tunge dør, uden et ord.
hun lukkede døren efter sig og gled ned og sidde på hans trappetrin. Hun krøb sammen, rystende.
Hun ville græde men valgte at forholde sig tav. Hun snøftede stille, og kunne tydeligt hører de skingre skrig fra Lockheart, som hun efterlod derinde. Han var løbet ud af værelset og var begyndt at skrige højlydt, panisk. Hans 'mor' var oprørt, og han kunne mærke det. Han skulle ud til sin mor. Men hun var bag en lukket dør.
Han begyndte at kradse mod en dør - for at få en eller anden til at lukke ham ud til hende.

Selv, sad hun bare og stirrede på sine fødder, med tårer trillende ned af sine kinder.
Hun måtte hellere opgive. Bare... Lad tingene komme og gå, uden at tænke over det...

//Så hvad nu?//

Det endte med Sigmund hørte denne larm fra dragen. Han gik gennem den store marmorhal og åbnede undrende døren, kun for at finde Neph på den anden side. Han undrede sig, men viste bedre end at blande sig i herrens affærer, trods de virkede underligere og underligere lige for tiden.

/ved ikke, det kommer an på hvordan de skal forsætte? De bliver jo gode venner igen, på et eller andet tidspunkt. Jeg laver gerne et nyt emne, hvis du vil have det?//

/Tænker også lidt om det ikke er tid til at skifte "scene", hvis du har lyst. Jeg er ligeglad med hvem der laver, bortset fra jeg er for doven lige nu //

/babe, du er altid doven men min bærbar strejker og jeg ligger og ser tv XD så du,ender med at lave //

/Sandt...Er altid doven XD Gennemskuet...Well...I morgen...Måske //