Let the game begin. -Mikayla-

Så vendte han ryggen efter han vidst lige nok havde fornærmet hende? Mikayla hævede på et bryn og fnøs så lidt inden hun satte i løb og sprang op på ryggen af ham, så den pludselige vægt på hans ryg havde væltet ham til jorden.
"Nope du går ingen stedet! Ligemeget hvor meget du ønsker at smutte fra mig ligenu." Sagde hun så ret skarpt, men hun elskede ham jo? Hvorfor i alverden skulle hun så lade ham gå.
"Jeg forstår du har brug for mad, men min mor har fortalt mig at en vampyr kan leve flere dage uden blod. Bare rolig du tørre ikke ind." Sagde hun så, men blev siddende.
"Jeg er ikke skør River okay. Det er mig Mikayla, ligemeget om du vil tro det eller ej. Jeg har fået en chance til, okay. Jeg ved det er svært at tro på, men tænk dig nu om. Det er sjældent det sker, men det er muligt." Tilføjede hun så, men blev siddende. Han ville sagtens kunne være i stand til at fjerne hende, det var jo ikke det. Mikayla ville bare holde ham så langtid hun nu kunne.
"Prøv nu bare at tænk over det." Sagde hun så nærmest bedende, og selvfølgelig bad hun om det. Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle overleve hvis han ikke ville tro på hende, eller selvfølgelig ville hun kunne leve. Dog ville det bare ikke være det samme..

Lige i det øjeblik han troede at han endelig skulle slippe ud af denne lejlighed, hvor der lugtede af dæmon blod, nymalede vægge og nyvasket sengetøj, blev han angrebet bagfra og inden længe mødte hans ansigt igen gulvet med det lakkerede træ. I det øjeblik kunne han mærke hvilken vrede der voksede inde i ham, hvilken ild der langsomt startede med at brænde og snart ville ødelægge alt på sin vej. Han lyttede til hende ord, men for ham var det ikke andet end bras! Lige fra starten af havde denne kvinde været belastende! Hun kunne sagtens bilde ham ind at hun var Mikayla, trods alt kunne hun se alle deres minder sammen og på den måde kopier hende! Det var ikke umuligt, det kunne sagtens lade sig gøre at stjæle en andens liv, hvis man havde magten og kløgtigheden til det. Vredt skubbede han hende fra sig, trillede en enkelt gang rundt og var med et oppe at stå igen. Han så ned på hende. "Lad mig så være! Jeg aner ikke hvem du er okay!" De skarpe tænder begyndte langsomt at dukke op, blanke som vand og skarpe som en dolk. "Du er ikke Mikayla! Hun døde takket være mig! ofrede sig for mig og hvis du vil vise bare en smule respekt, så burde du lade være med at sige du er hende, for det er du ikke! Hun er død!" Hans stemme skar igennem luften. Stilheden blev skåret midt over.. "Jeg elskede hende! Og jeg syndes ikke om at du siger du er hende!" Truende gik han hen imod hende. En af hans hænder sneg sig om hendes hals, mens han skubbede hende op af væggen og de mørke øjne begyndte langsomt at forvandle sig om til at være hvide som sne. De blå blodåre voksede under dem, spredte sig som ringe i vandet og han så ikke længere uskyldig ud. "Har du forstået! lad mig gå eller det bliver værst for dig selv!". Med de ord slap han hende og gik et par skridt bag ud.

Han var vred, hvorfor havde hun ikke forventet andet endelig? Hvorfor skulle han tro på hende overhovedet, hun ville sikkert ikke engang have troet på ham? Hvorfor skulle man vælge at tro og risiktere at blive dybere såret end man allerede var. Hans ords beskrivelse omkring hun ofrede sig at han elskede hende, det gav et jag i hende. Han måtte da bare tro på det på en eller anden måde, men mere nåede hun ikke at tænke over det før hendes ryg mødte væggen baghende, med Rivers hånd på hendes hals, hun kiggede ham i øjnene. Hun havde aldrig været sådan bange for ham, så hvorfor skulle hun være det nu? Bare fordi hun var shapeshifter kunne hun jo sagtens forsvare sig selv, hvis det skulle gå hen at blive farligt for hende.
"Du hører jo slet ikke efter! River for helved! Det er altså mig, om du vil tro det eller ej! Og hvorfor skulle jeg give op huh? Men hvis du virkelig vil, så fint skad mig, bid mig eller dræb mig. Nu har du jo chancen for at drikke af mit blod uden du tager skade af det." Sagde hun og så ham i øjnene, hun vidste godt at han sagtens kunne finde på at skade hende, han var ret ustabil ligenu.. Så ustabil at hun faktisk ikke vidste hvad hans næste træk var, dog måtte hun ikke lade sig forvirre eller panikke. Så meget vidste hun da.
"Tænk over det, hvis det ikke var mig. Hvorfor skulle jeg så blive ved med at prøve at overbevise dig huh? Hvorfor skulle jeg ellers bruge min tid på det, hvis jeg ikke var mig. Så var jeg sikkert gået og havde ikke kæmpet for det? Please giv mig nu bare en chance mr. Phoenix." Selvfølgelig kunne Mikayla ikke have en hel lang samtale med ham uden at bruge en enkel sarkastisk bemærknign. Hendes lille kendetegn..

River var som en tikkende bombe, tingene var sket alt for hurtigt omkring ham, tændt hans lunte og han kunne ikke klare mere af det lige nu! I takt med at hun snakkede, knyttede han næverne mere og mere, til de sandfarvede knoer til sidst blev helt hvide. En knurren voksede op fra hans bryst. Det var en advarsel om at hun skulle passe på hvad hun gjorde og sagde. Man prikkede ikke til en bombe og ventede på at den skulle springe. Han vendte ryggen til hende endnu engang, men ikke for at gå, mere for at slappe af så han ikke sprang i flæsket på hende. Langsomt blev de hvide og klare øjne mørke igen. Blodårene forsvandt så hans hud endnu engang var fejlfri og sandfarvet.. Han vendte sig om imod hende, foldede armene på kors over brystet for at danne et skjold om sig. Koldt kiggede han hende ind i øjnene, mens en af de tynde øjenbryn langsomt løftede sig. Til sidst sukkede han højlydt. Der skete vel intet ved at give hende en chance..
"Fint," sagde han koldt. "Jeg giver dig en chance, jeg siger ikke at jeg tror på dig, men jeg vil give dig en chance og se hvor det fører hen,".. For tredje gang den dag, vendte han ryggen til hende og gik igennem værelset. "Jeg skal have noget mad, du beslutter selv om du bliver her eller tager med, jeg er ligeglad,". Bare fordi han gav hende en chance til at bevise at hun var Mikayla, betød det ikke at han ville tale eller behandle hende som hans Miky. Han forsvandt ned af trappen, ud imellem væsnerne og kiggede rundt efter et muligt bytte.. En ung pige ved baren fangede med det samme hans opmærksomhed. Hendes øjne strålede som efteråret samlet i en og samme cirkel og det lange lyse hår bølgede ned imellem skuldrebladene. Byttet var fundet. Han gik hurtigt hen imod hende, satte sig ved siden af hende og begyndte at snakke med hende, helt normalt og uskyldigt med en maske på.

Hun nåede lettet ud indeni da han bestemte sig for at give hende en chance, heldigt for hende. Mikayla så ham forsvinde ned af trapperne. Fortney kom frem med hovedet bagved et hjørne og luntede hen til hende, så hun kunne blive løftet op i Mikaylas arme.
"Lad os finde vejen hjem til River." Sagde Mikayla til den lille ulv, inden hun begyndte at gå for sig selv. Natten var et farligt sted at være for en shapeshifter specielt når vampyrene var rundt omkring i hvert hjørne af denne by, heldigvis så var hun jo ikke dum eller noget. Men hendes skridt var stadigvæk hurtige og faste i mørkets skygger. Duften af død var dog alligevel pludselig i luften omkring hende, en vampyr. Det fik hende til at stoppe op og sætte Fortney ned som hun gjorde tegn til skulle løbe af sted og gemme sig. Mikayla lyttede stille til vinden lydene i byen, der var skrig længere væk. Pludselig løb det hende koldt ned af ryggen, som om en kold vind var glidet ind bagfra. Mikayla tog en dyb indånding før hun vendte sig om, og kiggede en fremmed vampyr lige ind i dens døde øjne.
"Det lidt sent du ude smukke, synes du ikke?" Sagde vampyren inden tænderne på den gled frem og øjnene blev røde af blodtørst, ligesom den skulle til at springe på hende sparkede hun ham i maven så han fløj overrasket tilbage. Mikayla vidste dog hun ikke altid slap uden skræmmer, og idag var heller ikke dagen uden. Et slag fik hende hamret ned i jorden hvor han holdt hende ned med styrke. Mikayla kunne fornemme savlet fra hans mundvand på hendes hals inden hun så sparkede udefter ham og opførte sig som en umulig unge. Tilsidst lykkedes det hende at skifte form til en stor sort ulv med øjne så sølv som månen. Hun snerrede af vampyren inden hun sprang på ham og bed halsen over på ham, hun havde blodet om munden, ikke at ulven i hende havde noget imod blod. Hun satte i løb igennem natten, og satsede på den mørke pels kunne gemme sig i nattens skygger.. Den lille hvide pelsbold mødte hende på vejen også gik jagten endelig bare hjem til Rivers lejelighed. Hun kom derhen skiftede hun form igen og prøvede at åbne håndtaget men der var låst. Hun satte sig ned foran døren og holdt om sig selv, kulden omfavnede hendes hud let. Blodet løb på hendes skulderblade efter sammenstødet med jorden fra overfaldet, hun ignorede det dog.. Hun ville bare vente på River kom dertil.

Det gik som en leg. Pigen var selvsikker i sin sag, troede at hun kunne narre hver en fyr til at gøre hvad hun sagde og det tiltrak hende kun at River var anderledes. Han gjorde langt fra det hun sagde, men fulgte bare sin egen vej, lige meget hvad situationen gik ud på. Til sidst endte de over i et mørkt hjørne. Her snakkede de og diskuterede lidt, inden River narrede hende og snuppede alt blodet til sig og det bedste af det hele var at ingen opdagede det! Eller, det troede han ikke, for da han var noget til døren, var et ryk i hans underarm resultatet af at han snublede et par skridt bagud. Han drejede arrigt hovedet om for at se hvem der havde rykket i ham. Et smukt ansigt overmandede ham, med smalle lyseblå øjne, fyldige læber, markerede kindben og et lang bølget hår. Han tog sin hånd til sig, hvilket bare fik kvinden til at smile lumsk og kækt, så hun afslørede at de fyldige læber gemte på et par smilehuller i sin mundvige. "Forskrækkede jeg dig? Jeg ville bare komme med en kommentar du smukke væsen," Hendes stemme var flydende og syngende med en engelsk accent. River løftede på et øjenbryn af hende. Sådan en aura havde han kun set fra en dæmon før og det skulle ikke undre ham hvis denne kvinde var. Alt ud fra hende strålede dæmon. "Kommentar om hvad?" Han spurgte hende koldt.
Det fik hende til at kigge hen imod den døde pige, der havde endt sine dage som Rivers madpakke og som nu lå hen ad bordet, i håb om at de andre ville tro at hun var fuld og ikke død. Kvinden så hen på River igen bagefter. "Vær lidt mere distrikt næste gang okay?" Hun blinkede til ham, inden hun vendte ham ryggen, så det lange hør svingede efter hende. "For resten, du må begynde at dække dig mere til, der er jo trods alt en dusør på dig,". Det var hendes sidste ord.. River rystede på hovedet og begav sig hjem ad..
Da han kom op ad trappen til lejligheden, overraskede det ham at se 'Mikayla' sidde ude foran døren og efter hendes duft at dømme, havde det ikke været nogen nem tur hjem! Han prøvede så godt han kunne at ignorere det. Døren blev låst op og han lukkede hende og den lille hvide pels klump ind i lejligheden. "Du skal være glad for at jeg har et ekstra værelse, så du ikke skal sove på sofaen,".. Han gik direkte hen til sit køkkenskab hvor whiskyen stod inde og passede sig selv. Flasken blev åbnet med en let bevægelse og ført op til hans læber. Ud af sin øjenkrog så han hen på Mikayla. "Og hvad angår pels klumpen, så lufter du den selv," Han nikkede ned imod den lille hvide ulveunge. Dets nuttede ansigt gjorde at han kiggede den anden vej. "Det var vidst alt, er der mere du kunne tænke dig nu når vi er i gang?" Han stillede flasken fra sig, lænede sig op af køkkenbordet med den ene arm og så spørgende hen på hende, med et løftet øjenbryn og et fortsat koldt blik i sine øjne.

Endelig kom han, det havde følt som flere hundrede år i kulden, hurtigt var hun dog på benene igen og gik indenfor det var som hun huskede det udover at Lily ikke var der. Det føltes tomt allerede da hun stod indenfor, det var først da River talte til hende hun blev opmærksom på hans stemme. Fortney kiggede fornærmet op på River og den lille klump satte i løb, men da han ville bremse gled han lidt på sine små ben og landede med hovedet lige foran Rivers ene fod med benene ud til siden. Dog løftede han blot på hovedet og kiggede op på River med logrende hale.
"Pelsklumpen har et navn, han hedder Fortney." Sagde Mikayla med et stille smil og kiggede på River, hendes øjne var varme..
"Jeg ser du har sendt Lily væk, en skam hun var godt selvskab.. Lidt dirtyminded men sød." Sagde hun lidt for sig selv, specielt den sidste sætning. "Nej ellers tak jeg klare mig." Svarede hun på hans spørgsmål og kørte en hånd igennem sit hår. Fortney gik stille rundt og kiggede rundt i huset som en besøgende nysgerrig gæst.
"Så hvad har du lavet de seneste dage?" Man kunne da ligeså godt spørge, det var lidt random.. Men ville bryde stilheden.. Hvis han altså valgte at svare..

Whiskyflasken blev placeret tilbage i skabet hvor den hørte hjemme sammen med de andre flasker. Af en eller anden grund, kom der et svagt smil frem på hans læber omkring tanken om at Mikayla altid havde stjålet dem fra ham. Han savnede hende noget så forfærdeligt. Det gnavede nærmest inde i ham. Svagt bed han sig i underlæben. Et bump nær hans fødder fik ham til at kigge ned på gulvet og det undrede ham ikke at den lille pelsklump prøvede at spille nuttet. Han rystede bare på hovedet af den og gjorde derefter et hop med hele sin krop, så han nu sad oppe på køkkenbordet med køkkenskabet som støtte til sin ryg. Hovedet lod han også læne op af den brune skabslåge. Det overraskede ham meget at hun kendte til Lily. Nok ville en hver anden tro at hun var stalker, men han valgte bare at lade det ligge og ikke tænke videre over det.
"Sådan da ja, jeg havde bare brug for at være alene," sagde han og kiggede ud af vinduet. Smerten fra Mikaylas død sad stadig klistrende på ham.. "Det var nu mest Miky hun var godt selvskab for,".. En af hans hænder kørte frem og tilbage langs den glatte bordplade han sad på. "Jeg har ikke rigtig lavet noget, tjent penge, det er hvad jeg har lavet," Han så ned i gulvet. Pengene blev tjent ved at slå ihjel og han vidste udmærket godt at det også var en undskyldning, for at slippe af med de aggressioner han havde omkring Mikys død. Det nagrede ham stadig at hun havde ofret sig for ham.. At det var hans skyld.. Han sukkede og så hen på hende.. "Så.. en shapeshifter, hvordan er det at være det? at duften at dømme var det ikke en nem tur hjem, jeg gætter på at en vampyr ville sætte tænderne i dig?"

Mikayla holdt sit blik på ham hele tiden, ikke et blik som holdt øje med hver eneste af hans bevægelser men hun betragtede ham stille. Det havde hun altid gjort, så klørede hun sig kort i nakken.
"Det er jeg ked af." Sagde hun stille og satte sig så ned i sofaen, hvor hun svingede det ene ben over det andet, vaner ændrede sig aldrig. "Det ved jeg, hun var en god veninde." Sagde hun stille uden endelig at tænke, det var jo rigtigt. Hun kiggede så op på ham igen, og åndede let ud.
"Ærligtalt, så det lidt mærkeligt. Altså jeg føler mig så skrøbelig, og jeg hader det. Men ja, så det godt man kan forsvare sig selv. Turen nem var ikke det letteste, jeg hader at være byttedyr nu i stedet for rovdyret. Altså jeg var jo dæmon før, åd sjæle.. Og nu er det som om folk jagter mig, og det før de. Lad os bare sige jeg bed hovedet af ham." Det forklarede måske de få blodrester der var ved hendes læber og mundvige. Mikayla tog en dyb indånding. "Men ja, nu behøver jeg ikke have sex for at få mad. Det er da altid noget." Sagde hun lidt sarkastisk og smilede skævt. Mikayla lagde hovedet lidt på skrå og lænede sig så tilbage, igen ignorede de små lyn hun fik i ryggen af at sidde op af ryglænet.

Han hørte skam hvad hun sagde, dog var han ikke meget for at se på hende imens hun snakkede, eftersom han forstillede sig at det var hans Miky der snakkede.. Og når han så drejede hovedet for at se hende, var det ikke den pige han havde håbet på at se stå foran ham med et kækt smil og sine krystalblå øjne der altid fangede ham. "Hvad er du ked af? Der er der intet at være ked af det over? Det er min egen beslutning at være alene," Han hoppede ned fra køkkenbordet. Duften af hendes loggende shapeshifter blod fik hans næse til at vibrere konstant. Imens hun snakkede, åbnede han lågen op til andet skab og begyndte at flytte på et par forskellige glas, indtil han endelig fandt det han ledte efter. Han tog det forsigtigt ud af skabet og lukkede lågen bag sig. En smule skeptisk så han på hende, mest af alt fordi han stadig ikke kunne tro at det var Miky der sad der, selvom det kunne lyde som hende. Med afslappede bevægelser gik han hen imod hende, rakte hende glasset med den blodrøde væske i sig. "Det er engleblod, det skulle heale dit sår," Han slap glasset og bevægede sig hen imod dørkarmen, hvor han lænede sig op af den og betragtede svagt stuen. Belysningen derinde var mørk, det var ikke til at se noget. Han gik derind med afslappede bevægelser. Her tog han en pakke tændstikker og begyndte at tænde fem forskellige stearinlys. En ny belysning herskede nu over stuen.. Han slukkede tændstikken ved at ryste den og gik derefter ud til Mikayla. "Ja, det må være rart ikke at skulle have sex imod sin vilje mere, for hvad er det sjove i det?". Han tændte en ny tændstik, men kun for at sætte ild til den smøg han havde haft taget op af sin lomme.. "Hør, jeg ved ikke hvor vidt jeg tror dig, måske har du været end anden i dit tidligere liv, men hvordan kan jeg vide med sikkerhed at du er min Miky?" han så hen på hende, mens han tog et sug af smøgen en gang imellem, så røgen bredte sig rundt i køkkenet.

Mikayla rystede blidt på hovedet.
"Jeg mener jeg er ked af jeg bare efterlod dig sådan, alene. Det var ikke dig der valgte det." Svarede hun og tog imod engleblodet han bragte hende. Hun bundede det som var det en shot så kiggede hun på ham igen, imens han tændte lys rundt omkring i stuen.
"Der var intet sjovt i det, det var jo for madens skyld intet andet. Du endte med at gøre det til en omgangs skyldfølelse istedet for." Svarede hun med et svagt grin hen over sine læber. Så rejste hun sig op ved hans næste sætning og gik ud til ham. "Altså jeg ville gerne overbevise dig, men det at du ikke har fundet ud af min personlighed er helt unik, så ved jeg ikke hvordan jeg skal hjælpe dig" Svarede hun drilsk og lagde så hovedet på skrå og klappede ham kort på kinden. Så tog hun hans smøg og tog selv i sug af den, hun røg stadigvæk. Som sagt vaner forsvandt aldrig.
"Måske er det eneste du behøver at tro på det er muligt, det jo ikke første gang jeg overlever døden som sådan. Men hvorfor skulle jeg endelig prøve at lyve overfor dig, jeg er stadigvæk den samme som før. Jeg har løjet engang før, og vi endte i et forfærdeligt skænderi. Hvorfor skulle jeg ønske det skulle ske igen? Jeg ville aldrig lyve for dig efter den dag, du må bare vælge at stole på mig." Svarede hun stille og kiggede ham lige ind i øjnene, hun mente det.

Det var aldeles ikke ham der valgte det nej, hvis det stod til ham, havde det været ham og ikke Mikayla der havde mistet livet den dag. At hun ofrede sig for ham var kommet meget bag på ham, eller, på en mærkelig måde ikke, da han vidste at hun elskede ham, men betød det også at man ville ofre sig for dem man elskede? Hurtigt skubbede han tanken fra sig. Smøgen fik et nyt sug, røgen dansede om ansigtet på ham, så man knap nok kunne ænse ham bag den tykke, grå røg. Det gav et lille spjæt i ham da hun rørte ham ved at klappe ham på kvinden. Rent automatisk rykkede han hovedet, han var ikke glad for at andre rørte ham som sagt. Det at hun tog smøgen fra ham, mindede ham bare mere om Miky og det irriterede ham gevaldigt! Mere end noget andet ønskede han at det var hende der stod der foran ham, i live og dejlig som altid før, men han turde ikke at tage chancen om at hvis det nu ikke var hende og at det bare var hans underbevidsthed der legede med ham. Han ville ikke såres på den måde igen. En himlen med øjnene gjorde sig en vej henover hans blik, inden han tog smøgen til sig igen og tog et sug fra den, placerede den imellem sine læber, præcis det sted hvor Mikayla havde haft sine læber omkring den. "Jeg ved ikke hvad jeg skal tro," sagde han med smøgen hængende ud af munden.. "Giv mig lidt tid til at finde rundt i det," Med de ord gav han hende smøgen igen og satte sig hen i sofaen med en afslappet bevægelse. "Hvis du nu er Mikayla, hvad syndes du som om dit nye udseende? Det må da være et stort skift for en pige," Han smilte en anelse drilsk til hende. "Ikke at det nye udseende ikke er pænt, jeg er bare mere nysgerrig," Han var stadig ikke sikker i sin sag omkring om det var hende eller ej. Mest af alt havde han bare lyst til at tro på det, så han kunne trække hende ind i sin omfavnelse og kysse hende.

Mikayla kiggede ham i øjnene imens han talte, selvfølgelig ville hun give ham noget tid til at tænke. Han smed hende jo ikke ud eller noget, men ja selv hvis han havde truet med det. Så skulle der lidt mere til end ord før hun gjorde hvad han sagde. Det kom selvfølgelig an på alvoren..
"Tag den tid du har brug for, jeg skal nok overbevise dig på den ene eller den anden måde." Gode gamle Mikayla fuld a beskidtetanker som nogle mænd mente kvinder ikke burde bære, men ja det gjorde Mikayla altså. Hun tog imod smøgen og tog et par sug af den, imens hendes blik borrede sig efter ham.
"Altså jeg synes da ikke jeg er blev grim, det er da altid noget. Jeg elsker mit nye hår og hudfarven, men mine blå øjne er væk!" Sagde hun i en drillende tone, lidt ligesom en fortabt teenage pige men Mikayla grinede bare over det. "Men hey jeg er her, jeg synes ikke jeg kan forlange mere." Tilføjede hun stille og lagde hovedet på skrå. Hun smilede til ham inden hun slukkede for skådet og smed det i askebæret. Så gik hun i hans skab imens hun faktisk kiggede på ham, hun vidste lige præcis hvor alt stod, hun tog hans whisky falske frem og tog sig et par ordenlige slurke, inden hun så satte den tilbage igen.
"Altid noget at min nye krop ikke er en svagdrikker!" Sagde hun og gik hen og satte sig ved siden af ham i sofaen.

Han lyttede til hvad hun sagde, med hovedet lænet tilbage op af ryglænet, så hans blik var rettet imod loftet, hvor træbjælkerne lå ved siden af hinanden i den perfekte forstand. I et lille sekund lod han øjnene hvile ved at lukke dem og bare lytte til hvad hun havde at sige til ham. Da den lille drilske, samt en smule perverse kommentar dukkede op, reagerede han ved at løfte hovedet og se hen på hende med et blik der både var advarende, men samtidig kækt og udfordrende.
"På den ene eller anden måde hva? Det tror jeg ikke at du skal regne med brunøje," sagde han mens det kække smil bare spredte sig mere og mere over hans ansigt. Et kort øjeblik kiggede han rundt efter pelsklumpen. "Hvor er pelsklumpen blevet af?" Han fortsatte med at se rundt, indtil han droppede det og så op på hende igen. Han måtte indrømme, at hendes nye udseende bestemt heller ikke var grimt. Det mørke hår omfavnede hendes ansigt perfekt og de halv mørke øjne kunne gøre en hver blød i knæene. Hendes hud havde samme farve som en karamel, samtidig med at den var blank og fin og selvfølgelig var der læberne. Et kort øjeblik tog han sig selv i at kigge på dem imens hun snakkede. Det var hans svaghed, hvad skulle han gøre? Hurtigt kom han dog ud af sine tanker da hun begyndte at rode i hans whisky skab. Advarende startede han en øjenkontakt med hende, det virkede bare langt fra, hun lod som om han var luft og snuppede bare flasken for sig selv. Et par ordentlig slurke skylede ind imellem hendes læber og først da hun satte sig ned ved siden af ham, tog han sig sammen og tog den fra hende med et ryk. Han rykkede den så langt væk fra hende som muligt, ved at holde den ud i en strakt arm på den side hun ikke sad. "Men, det betyder ikke at du skal ødelægge den ved at drikke min whisky, det er ikke sundt for dig," Han smilte kækt, tog kort sin arm til sig og snuppede selv et par slurke. "Og ved mig, der er det noget helt andet. Jeg er en vampyr og en fyr, der sker intet ved mig," Armen blev strakt ud igen. Whiskyen var ude fra Mikaylas rækkevide.

Fortney havde valgt at ligge sig ind i Rivers soveværelse og med sine livlige nysgerrighed havde han fundet vej op til sengen hvor han havde gjort sig behageligt lige i midten af den. Derpå var han faldet i søvn efter en lang aften.
Han tog flasken ud af hænderne på hende ved lethed, og hun foldede kort hænderne sammen fordi det sveg i håndfladerne. Mennesker, santuiner og shapeshifter så skrøbelige.. Hun hadede følelsen.. Så kiggede hun bare på ham med et hævet bryn der skreg "Seriøst!?" Han holdt endda flasken så langt fra hende som han overhovedet kunne, hun var sku da ligeglad med om det var sundt for hende eller ej!?
"Jaja, det også usundt for mig at ryge. Men jeg gør det alligevel? No big deal." Svarede hun ham så og rakte udefter flasken, men da hun stadigvæk ikke kunne nå svingede hun sig op og stå. Hun satte sig på ham og kiggede ham drilsk i øjnene, inden hun strak sin arm og fik fast i flasken. Hun lænte sit ansigt tættere på hans.
"Denne her tilhører vidst mig nu." Sagde hun så og trak sig væk imens hun tog en slurk af den.
"Altså bare fordi du en vampyr gør det dig ikke bedre end mig søtte ven, jeg kan stadigvæk forsvare mig selv. Nu bedre end nogensinde før. Så du hvordan jeg dræbe den vampyr og dæmon på det værelse, jeg må sige jeg var imponeret. Samt bed jeg hovedet af den som angreb mig før, jeg kan mit kram." Sagde hun drillende til ham, og syntes endelig hun sad fint der. Så kyssede hun kort af instinkt hans pande og smilede, hun var jo bare sig selv. Dog flyttede hun sig i respekt for at han skulle have tid til at vælge at tro på hende eller ej, hun havde dog stadigvæk et lidt dirty og lumsk blik på hans læber og nu da hun kiggede ham i øjnene. Mikayla var bare lidt dirtyminded, det var ikke hendes skyld!

Det var underligt for ham! En følelse af tryghed og kærlighed voksede inde i ham, jo mere han snakkede med hende og lyttede til hendes syngende stemme, der gav ham kuldegysninger ned af ryggen. Han kiggede på hende i sin øjenkrog. Hvis det ikke var Mikayla ville han skamme sig over at han allerede følte sådan omkring hende! Alt ved hende skreg dog nærmest Mikayla, endda så meget at han forstillede sig at det var hende han snakkede med. Irriteret bed han sig i underlæben, så han et kort øjeblik slet ikke registrerede hvad hun sagde, før hun satte sig på hans skød og lod deres ansigter være tæt, så deres ånde kunne danse sammen. Han var som frosset fast i sofaen. Han var ikke sikker på om han skulle skubbe hende væk eller lade hende blive siddende. At flasken forsvandt fra hans hånd faldt ham ikke ind, før hun nævnte den og trak sig en smule væk fra ham og lod whiskyflasken blive ført op til hendes læber. En rysten på hovedet var det eneste han havde at sige i den sag.. Nysgerrigt lyttede han til det andet hun sagde..
"Jah, imponerende, lad os bare kalde det et held i stedet," sagde han med en drilsk undertone der hang i tykt i luften. Efter kysset på hans pande, fjernede hun sig efter hvad der havde følt som en evighed. Han var en smule sur på sig selv over at han ikke havde skubbet hende væk med det samme, trods alt vidste han ikke med sikkerhed om den karamel farvet skønhed var hans Miky eller ej. Blikket på hans læber gjorde ham en anelse kæk og det gjorde det ikke bedre at hun så ind i hans øjne, hvor det samme blik strålede som en stjerne på den ravnefarvet nattehimmel. Han fik en lyst til at drille hende en smule.. Med smidige bevægelser, rykkede han sig tættere på hende og tog ikke øjnene fra et bestemt punkt på hendes hals. Da de nærmest sad bryst til bryst, kiggede han op i hendes øjne igen og afslørede et par øjne der var fyldt med loggende mørke. Drillende kørte han en hånd ned af hendes side en enkelt gang, lod den strejfe blidt og roligt.. Imens deres blikke stadig var flettet sammen, lænede han langsomt sin læber ned imod hendes hals, så hans varme ånde strejfede huden med drillende pust.. Han lod læberne være et par centimeter fra huden, mens han langsomt kørte hovedet op af, til han kom til hendes øre og lod nu den varme ånde drille der. "Det er du ikke den eneste der kan," Hviskede han med en stemme så hæs og smuk.. Med de ord trak han væk fra hende med et drillende smil der voksede helt op til hans øre. Han rejste sig, tog flasken ud af hånden på hende igen og gik tilbage til køkkenbordet, som han endnu engang lænede sig op af. Den flydende og lækre væske i flasken, lod han køre igennem halsrøret, hvor han derefter fjernede den og så hen på hende med et udfordrende glimt i sine mørke øjne..

Held!? Hvad mente han med held?
"Det kan godt være du tror det held, men bare fordi jeg kan og den gamle elver ikke kan. Så behøver du ikke gøre din misundelse så synlig." Svarede hun ham drillende i sin stemme.
Han kiggede på hende med de mørke øjne, hun tog ikke sit blik fra de smukke øjne. Han kom hende nærmere og nærmere, til de sad tæt igen. At beskrive hvor vidt hun havde lyst til at kysse hans læber var umuligt. En enkel fin håndbevægelse beevægede hans hånd sig kort op af hendes side, mens hendes øjne borrede sig ind i hans. Hans ånde dansede på hendes hals, imens hun lukkede øjnene. Hvis det ikke var fordi hun stolede blindt på ham, havde hun ved alle andre været en del mere mistroisk. Ånden vandrede videre på den lille rejse op imod hendes ører, hvor han hviskede med sin vidunderlige stemme. Dog slog hun øjnene op inden han nåede at se de havde været lukket, han tog flasken igen og så stod han der som en anden smartass.. Hun blev kort siddende helt stille, da hun havde rettet sig helt op. Hendes mørke lokker omfavnede det yndige hoved, imens hendes store brune øjne var rettet direkte imod River. Hun sad som en lille sød statue, før hun så lagde hovedet lidt på skrå med et kort nik. Det udfordrende blik var ikke til at tage fejl af, hun kendte det godt. Så rejste hun sig op og gik stille helt uskyldigt hen imod ham. Mikayla bed sig ganske kort i underlæben, imens hun kort 'tjekkede ham ud' inden hun lagde sine hænder på hans skuldre og kiggede ham i øjnene.
"Der er gået næsten over 7 dage nu, hvor længe tror du lige jeg kan holde mig fra dig?"Hviskede hun så imod hans læber og kyssede dem så ømt, at kysse hans læber ømt var ligesom hendes ting, han kunne skubbe hende væk eller hvad han ville men Mikayla kunne bare ikke trække sig tilbage nu.. Hun havde heller ikke lyst til det, hvorfor skulle hun også når det ligesom var hendes ting at kysse ham. Det var der ingen andre som gjorde! Kun hende! Hendes River! Punktum!

Ham misundelig? Den måtte hun længere ud på landet med! Var der noget han ikke var, så var det at være misundelig! Han bed sig bare i underlæben, førte flasken op til sine læber igen og lod endnu engang den forfriskende væske flyde ned igennem halsrøret. Først da Mikayla bevægede sig og begyndte at gå hen imod ham, flyttede han flasken fra sine læber og lod sit blik bore sig ind i hendes. Uden at stoppe øjenkontakten, stillede han flasken tilbage på køkkenbordet. Hendes nye øjne borrede sig ind i ham. Det var svært for ham at kigge væk. Først da hun kiggede op og ned af ham, stoppede deres øjenkontakt og lige pludselig, kunne han mærke en svag rødmen sprede sig over de sandfarvede kinder. Med sine loggende bevægelser, gik hun helt hen til ham, lagde armene om hans skulder, så han automatisk endte med at stå tættere op af hende. De ord hun hviskede imod hans læber, gav ham en underlig form for kuldegysning ned af kroppen, en som kun Mikayla kunne sende igennem ham. Lige som han skulle til at svare hende, afbrød hun ham med et ømt kys og sendte en bølge af frys igennem ham. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Mere end noget andet, ville han gerne tro på at det var Mikayla han kyssede, men han var stadig en smule i tvivl. Han lod dog et kort øjeblik som ingenting og kyssede hende blidt tilbage..
Lidt efter trak han væk, sendte hende et svagt og ømt smil, der inden længe udviklede sig til at være drilsk og kækt. "Du må vente lidt endnu," hviskede han drilsk og loggende. "Som sagt, jeg er stadig en smule i tvivl," Han blinkede til hende, gik ind på sit soveværelse og lige inden han lukkede døren, så han sig over skulderen og smilte til hende. "Godnat, jeg håber ikke min lejlighed er ødelagt når jeg vågner," Han blinkede drilsk, lukkede døren og da det ikke længere var muligt for hende at se ham, lænede han sig op af døren og åndede ud for sig selv. Et kærligt smil blomstrede på hans læber.. Han rørte svagt ved sine læber..

Kysset blev gengalt stille og blidt, bare ikke længe nok til at hun var helt tilfreds! Hun fnøs så kærligt af ham da han sagde hun skulle vente lidt længere, inden længe havde han forladt rummet og Mikayla stod stille tilbage og stirrede ud i luften. Så lukkede hun kort øjnene i og åndede ud for sig selv, inden hun så tog hans whiskyflaske på køkkenbordet og bundede det sidste af den, inden hun stillede den fra sig. Så gik hun stille over til vinduet og kiggede ud bagved gardinerne, det virkede unormalt for hende at blive stående herude.. Det var ikke som hun ville have det, og når River engang blev overbevist ville han fortryde han ikke havde set det fra starten af! Mikayla kørte en hånd igennem sit hår og gik så ud på badeværelset for at få noget vand i ansigtet. Hun kiggede sig i spejlet efter hun havde tørret vandet af sit ansigt, hun kunne ikke genkende sig selv og ville nok aldrig komme sig over det. Det eneste som plagede hende var det lille ar fra en pil der havde været placeret i hendes strube, noget sagde hende hun havde ukendte fjender. Fjender som dem tidligere idag, som åbenbart ønskede hende død? Men hvorfor? Mikayla lod sine fingre glide henover aret imens hun kiggede på det, så kiggede hun sig selv i øjnene og lod sine hænder ligge på hendes kinder. Hun havde ikke kigget ordenligt på sig selv efter hun havde været 100% klar over hvem hun var. Det føltes bare mere uvirkeligt end før, hun forstod udemærket godt hvorfor det ville være mærkeligt for River da hun påstod at være sig selv.. Mikayla stod i færd med at tjekke sig selv som en typisk pige i spejlet inden hun så grinte af sig selv, imens hun rystede på hovedet. Ikke at hendes selvtillid ikke stadigvæk var den samme for det var det. Så smed hun sig på sofaen og kiggede op i loftet, ensomheden overfaldt hende i et kort mørke.. Hun kunne ikke lide den følelse, den gjorde hende tom indeni imens hun bare lagde og stirrede ud i luften..

Fortney bemærkede Rivers indtrængen og gemte sig under hans dyne, så man kunne hører hvordan han rumstede nedeunder sengetæppet. Han lagde sig dog helt ned ved puderne for ikke at blive opdaget og selvfølgelig i håb for River ikke skulle finde ham. Ikke fordi at han var bange for River, men det var en nysgerrig lille ulveunge!

Selvfølgelig var han fristet til at gå ud til hende igen, presse sin læber imod hendes og bare forsvinde væk sammen med hende. Smage på den karamelfarvet hud, nusse hendes mave og lade sine hænder vikle sig ind de lange sorte lokker. I det hans tanker skulle til at køre længere ud, rystede han på hovedet og havde nær givet sig selv en lussing, for at lade være med at tænke sådan om hende. Nogen gange var det ikke nemt at være en mand. Deres tanker kunne så let som ingenting lede sig ud på veje de ikke skulle! Han bed sig hårdt i underlæben, inden han gik hen til sin seng og lod sig falde ned på maven i det silkebelagte sengetøj. Den dejlige duft af friskhed gjorde ham rolig. Han snoede sig nærmest rundt i dynen, var klar til at lukke øjnene i en dejlig søvn, da en lille rysten fra puden gav ham et chok, så han med et sad op igen og nu havde øjnene rettet imod den silkehvide pude. Den sandfarvede hånd sneg sig under puden og fandt frem til en klump pels. Hurtigt trak han pelsklumpen ud fra sit skjulested, uden at skade den selvfølgelig. Han så på den med et løftet øjenbryn. "Hey pelsklump," sagde han med et svagt smil. En øjenkontakt blev startet med den lille nuttede fætter. "Du høre hvis til inde hos din ejer," Med de ord, rejste han sig fra sengen og gik ind til Mikayla igen, satte ulven ned på gulvet og foldede armene på kors over brystet. "Din lille pelsklump gemte sig under min pude, det var noget af en overraskelse," Han lænede sig op af dørkarmen og af en eller anden grund, havde han ikke lyst til at gå ind på værelset igen. Lysten til at blive hos Mikayla var det der holdt ham fra at gå. "Hvorfor lægger du egentlig der? Vil du ikke se dit værelse?" Et nik fra hans hoved, gjorde tegn til at hun skulle følge med ham.. Ikke så langt fra køkkenet, stod en brun og glat dør og passede sig selv. River trykkede ned i håndtaget, åbnede døren og bag murene, afslørede der sig et fint lille rum med en lille seng, med sølvhvidt betrak og et par æsker under sig. Over sengen var der en reol med bøger, samt en enkelt plante der stod og strålede i sin pragt. Der var også et enkelt vindue med sorte gardiner..

Fortney var ikke helt tilfreds med at blive fjernet fra sit lille sovested.. Mikayla reagerede da han åbnede døren og lod sit blik glide hen imod River, et grin lod sig bredde ud på hendes ansigt.
"Ja det kunne jeg godt forstille mig, du er så nem at forskrække." Det var en drilsk kommentar, dem var hun altid friske på at komme med. Hun satte sig dog op da han spurgte hvorfor hun lagde på sofaen. Mikayla vendte blikket over imod ham da han gik over imod døren, og rejste sig så op for at få med ham. Hun kiggede ind, hun havde faktisk aldrig kigget ind i dette værelse før. Det var enkel og smukt, hun smilede kort.
"Du har altid vist mig hen på sofaen, jeg regnede med jeg lydløst kunne snige mig ind til dig som sædvanlig? Det ret trist at ligge alene, så tomt." Sagde hun drillende bagved ham, så hun kunne stille sig på tær og hviske det i hans ene ører. Så lagde hun albuen på hans skulder og kiggede ind i rummet. Gud hvor ville hun bare ønske at han kunne indse 100% at det var hende, så skulle hun ikke føle sig så forsigtig.. Th forsigtig! Det kunne hun jo ikke engang holde efter hun kom ind i hans lejelighed, og hvorfor? Fordi hun var sig selv, hun havde aldrig kunne holde fingrene fra ham? Hva skulle så stoppe hende nu? Hvis hun opførte sig helt forsigtigt så var det jo ikke hende?

Værelset havde som sagt tilhørt Lily, så der ville ikke være et eneste støvfnug at se nogen steder overhovedet, hverken på gulvet eller reolen. Hun havde gjort alt i sin magt for at holde det pænt og rent, samt enkelt og fint. Det sølvhvide betræk havde River givet til hende, købt det i en forretning, eftersom han mente hun ikke bare kunne sove uden det. Dynerne ville kradse uden betrækket på, det ville være som at ligge under sandpapir. Han havde prøvet det før og det ønskede han ikke at hun skulle gå igennem. Alle de tanker omkring fortiden fik ham til at sukke. Han hadede at dvæle i fortiden, hvis han kunne, så ville han bare skubbe den væk og ignorere den fuldkommen! Hendes små hviskende ord fik ham bare til at kigge sig over skulderen med et løftet øjenbryn. "Hvis du havde lyttet bedre efter til at begynde med, ville du have hørt at jeg sagde du kunne få dette værelse?" Han satte drillende hovedet på skrå. Hele hans krop vendte nu i front imod hende. "Og lad være med at være forførende, det hjælper dig ikke, jeg skifter ikke mening så hurtigt brunøje," Et kækt smil blev sendt, inden han kiggede sig over skulderen og så ind på værelset igen. "Gør som du vil, værelset her er dit indtil jeg smider dig ud,"

Det virkede mærkeligt kort blev hun usikker på sig selv, og hadede følelsen værre end pesten. Hun rystede på hovedet af ham.
"Jaja, som om du ville have givet mig det alligevel. Du sov jo så godt med mig liggende ved din side uden du anede noget om det alligevel."Svarede hun drillende igen og kiggede ham i øjnene.
"Jeg prøver ikke at være forførrende, jeg er bare mig. Du ved." Hun savnede at tingene virkede lettere, at hun bare kunne kysse ham uden at han skulle begynde at tro hun ikke ville ham anet. Den pokkers menneskelighed! Hvad skulle hun også med for meget af dem!? Det var ikke fair. "Man skifter ikke din mening man gør som det passer en og så giver du op selvom du er mega stædig." Svarede hun ved at række tunge af ham.
"Du mener indtil du smider mig ud herfra for at smide mig ind til dig?" Svarede hun endnu engang drillende og trådte et skridt ind, imens hun kiggede rundt.. Hendes tanker fløj rundt omkring hende, hvad hvis ingen ville ende op med at tro på at det var hende? Hvis de bare troede hun var ude efter penge fra dem, eller husly? Mikayla kunne ikke lide de tanker i hendes sind, og det kunne ses i hendes blik som borrede sig ind i Rivers dog fjerende hun dem igen og kiggede rundt.
"Men godnat så." Sagde hun blidt og smilede til River.

Ja, han savnede at sove ved siden af Mikayla, have hende i sin arme og trække hende ind til sig i en varm omfavnelse, mens hans læber engang imellem strejfede hendes altid velduftende lokker. Hendes ord mindede ham mere og mere om Mikayla. Med en rysten på hovedet, grinte han svagt og stoppede lidt efter, for at kunne svare på hendes kvikke bemærkning. "I starten vidste jeg jo ikke engang at du var der? Så mon ikke jeg kan klare en enkelt nat hvor du ikke er der, trods alt har jeg klaret syv," Det der skulle være en kæk bemærkning, endte mere som en trist fortælling, da han begyndte at fokusere på dagene uden Mikayla. Smerten bed ham i maven og først der indså han sit triste humør. Hurtigt rystede han det af sig. Han skulle ikke gå og være trist nu! Ikke foran Jane/Mikayla. "Du skal ikke liste dig ind til mig, dit blod vil måske friste mig og jeg vil ende med at bide dig i søvne og det går jo ikke vel?" Han løftede drillende på et øjenbryn. Det sidste ord skulle altid tilføjes ham, i hvert fald efter hans egen mening. En svagt akavet stemning bredte sig efter hun havde sagt godnat, mest af alt fordi han ikke kunne få ordene trillet ud af munden og fordi han ikke ønskede at gå fra hende. Til sidst fik han dog endelig sat benene i gang ud af værelset. "Godnat," sagde han blidt til hende, inden han lukkede døren og gik med afslappede bevægelser ind på sit eget værelse. Slap som en dukke, faldt han om på sengen og lod sig begrave i det silkebløde sengetøj.. Hovedet begravede han ned i puden, sammen med alle sine tanker. Lige nu var der kun mørkt omkring ham. Ingen tanker, ingen problemer eller bekymringer, sådan skulle livet være. Desværre, dansede billederne af en død Mikayla stadig foran ham, hånede ham og tvang tåre frem i hans øjenkrog i søvnens lange stund. Han havde vågnet op de seneste nætter, med sved glinsende ned af panden og ryggen, samt tåre løbende ned af hans kinder. Det havde været nogen forfærdelige nætter..
Lige inden han faldt helt i søvn, fjernede han sin skjorte og lod den falde ned på gulvet. Derefter faldt bukserne den samme vej. På et lille natbord nær sengen, lå de uglede natbukser og passede sig selv, lige indtil han tog fat i dem og tog dem på.. Nu kunne han sove.. Han lukkede øjnene i, med ansigtet vendt imod døren og nærmest gemt væk i den sølvfarvede og silkebløde pude..

Da han havde lukket døren lod hun sig falde ned i den bløde dyne og kiggede kort op i loftet. Hun klædte sig om til natten med hjælp fra en kortærmet trøje.. Hun satte sig ned på sengekanten kort og stirrede ud i rummet. Fortney havde fundet sig det behageligt på hendes hovedpude. Mikayla lod sit hoved begrave sig i sine hænder og sukke..
"Hvad hvis ingen tror mig? Hvad hvis alle vender sig imod mig.. Jeg kan jo ikke huske andet end det jeg selv har oplevet.. Hvad hvis det ikke er nok.. Jeg kender slet ikke hende Jane tingen.. Hvad fanden Miky, nu skal du ikke prøve at bilde dig selv ind at du er bange vel!? Men jo måske er jeg lidt.. Altså alle har en form for frygt.. For hvad hvis ingen tror mig eller synes om mig som jeg er og ser ud nu.." En lang samtale hun havde med sig selv.. Frygten talte kort til hende, men hun rystede ham kort af.. Inden hun lagde sig under sin dyne kort.. Hun lukkede øjnene for at prøve at sove men uden nytte.. Sådan gik det lidt tid, før hun besluttede sig for at rejse sig op.. Hun listede sig lysløst ind til River.. Hun var helt igennem lydløs, og ekspert i at lukke og åbne en dør uden nogle hørte det. Hun satte sig på sengekanten ved siden af ham og lagde sig så ned imens hun kiggede på ham... Det føltes pludselig meget mere tilpas og frygten var helt væk.. Hun lod langsomt sine øjne i og faldt i søvn..