Let the game begin. -Mikayla-

P: http://whisty.files.wordpress.com/2010/06/river-phoenix-converse-chucks.jpg?w=655

O: Det svage månelys får den mørke kirke til at lyse op som det reneste sølv. Rundt omkring kirken er der samlet en flok dæmoner, vampyrer og varulve, hvis øjne glimter som rubiner i det svage månelys. De er alle sammen kommet for at tilbede de onde herskere fra fortidens fantastiske fortællinger.

V: Stjerneklar himmel, en svag tåge kærtegner blidt den tørre jordbund, mens et par grå tynde skyer finder frem til at dække månen af og til.

"Zombierne kommer ikke nærmere, de vover på at tage vores by fra os!" sagde en mand til de andre der stod ved ham. De dannede sig en lille rundkreds, nogen af dem måtte læne sig frem for at høre hvad manden sagde, da hans stemme var en smule hæs og uforståelig. "Jeg skal ikke være under nogens forbistrede zombies magt!" Han spyttede en ordentligt spytklat ud til siden. De andre mænd nikkede. En enkelt af dem kløede sig i sit sorte og fedtede skæg. "Hvad gør det, jeg mangler penge! Det er svært at have et arbejde for tiden at i ved det!" hidsigt kløede han sig under næsen, lige imellem de to næsebor. "Nogen af jer der ved hvordan man tjener en skilling nu om dage?"
En tredje mand meldte sig. Langs hans arme herskede der sig et par lange ar på længde med en sortsno. "Blive dusørjægere min gode herre, jeg har tjent gode skillinger på at have hugget hoveder af eftersøgte folk!" De andre mænd så skeptisk på ham, indtil de til sidst enden rystede på hovedet eller nikkede anerkendende. Manden fra før kløede sig endnu engang i sit sorte skæg. Fedtet fra det viklede sig om hans rynkede fingre. "Dusørjæger siger du," Med de ord forlod han cirkelen af artsfæller. Varulvene kiggede efter ham med deres svagt gyldne øjne lysende i måneskinnet.

River sparkede til en sten så den trillede hen af den tørre jordbund. Lyden af dets trillen gav ham en underlig ro i kroppen. Det mindede ham om de gode dage i skovene, rideturene på Eris, hvor han altid havde fundet det beroligende at kunne høre stenene ramle sammen under hendes hove. Han smilte svagt for sig selv. De mørke øjne var rettet imod jorden, det gjorde ham dog ikke blind på hvor han var på vej hen. Han vidste udmærket godt at ikke så langt fra ham var Darkness kirken. Her kunne han slappe af i ro og mag. Ingen af de såkaldte gode væsner ville forsøge at begive sig herud. Her herskede mørkets væsner, tilbad deres guder og gjorde som det passede dem, om det så galt at lade blod flyde imellem deres fingre. Freden varede kun et split sekund for River. En pil der ramte jorden lige for næsen af ham, havde klart været ment til at ramme ham og dræbe ham på stedet. Hurtigt sprang han til siden, rullede hen ad den tørre jordbund, da en anden pil kom flyvende igennem luften som en tiger på jagt. Han nåede knapt nok at rejse sig, før en anden pil blev skudt af sted. Denne gang kunne han mærke suset fra den, da den fløj forbi hans ansigt og nær havde snittet noget af hans øre af. "Stå stille din igle!" Skar en stemme igennem luften og af lugten at bedømme, var det en varulv. River løftede blikket, ganske rigtigt, ikke så langt fra ham stod en voksen varulv i menneske skikkelse og spænede sin bue i retningen mod ham. "Jeg har en lille dusør som jeg skal have tjent ind," Endnu engang affyrede han en af sine pile, hvis spidser glinsede af vievand. Det lykkedes for River at undgå den med nød og næppe. Dets blad snittede dog svagt hans en arm, så smerten fra vievandet borrede sig ind i huden på ham. Han bed sig hårdt i underlæben for at ignorere den kraftige smerte fra pilespidsen.. Varulvemanden havde et tilfredst og selvfedt smil på læben. Denne dusør var hjemme.. River havde fået en dusør på sig igennem tiden. Den var ikke frygteligt stor og den eksisterede kun eftersom River havde en vane at tage imod penge fra folk, der gerne ville have nogen skaffet af vejen. "Du er død lille igle," En sidste hvisken forlod mandens læber, inden han affyrede den sidste pil imod Rivers bryst.

Sagen var den hun vidste udemærket godt hvad hun fortog sig herude, hun havde hørt disse varulve tale. Det var normalt ikke pænt at snage i andres ting, men Mikayla havde aldrig skammet sig over at gøre ting som hun ikke burde, dog var det ganske nemt for hende at få sig charmeret ind på en af varulvene, så planerne om mordet på River for penge gjorde hende til hendes livs mission at stoppe. Disse mænd så hende ikke som andet end ubrugelig og endelig måtte hun ikke tage med på jagten, dette var også blot et dække for hende. Ingen skulle så meget som krumme et hård på Rivers hoved! Desværre kom hun lidt forsent da pilene allerede var igang med at blive sendt afsted, da den sidste blev sendt afsted sværgede hun på at hun kunne have skreget så højt af frygt for den skulle ramme ham. Dog satte hun i løb og greb fast i pilen inden den ramte hende selv. Hun stod foran River og kiggede på varulvene, som snerrede.. Hun havde forrådt dem, hjulpet deres fjende eller hvad fanden man skulle kalde det. Varulvene stod i en flok ved siden af hinanden og snerrede arrigt. Mikayla sendte en kort trutmund inden ulvene fandt deres knive frem derpå gik de overimod River og Mikayla med kun had i deres blik. Mikayla havde ikke virkelig meget kampfærdighed, men alligevel havde hun da noget. Elelrs ville hun være fortabt i denne verden. Varulvene slog til, Mikayla lod sit blik hvile kort på River.
"Så vis mig hvad du kan." Sagde Mikayla og blinkede kort til River, hun var sikker på alt nok skulle gå vel. Så løb hun selv afsted hen imod et par af ulvene så de delte sig op så de satsede på at klare dem på den måde.
Mikayla pustede let ud inden hun førte sit blik henover de tre varulve som stod og glorede på hende med grumme øjne.
"Beklager smukke, men dette er vist ikke et sted for en fin lille dame som dig." Sagde den ene og trådte helt op foran Mikayla, dog kom der ikke andet end et smil på Mikaylas røde læber. Så trådte hun helt op foran ham. Så spyttede hun ham i ansigtet og lagde hovedet på skrå.
"Det tager jeg som en udfording." Svarede hun koldt inden hun lagde sine hænder på hans nakke og brækkede den. Så kiggede hun over på de to andre ulve, som knurrede over tabet på sin makkers død. Den ene ulv greb fast i Mikaylas hals og kastede hende afsted. Mikayla rejste sig op igen, og vrissede vredt, ulvene var på vej imod hende igen. Hun havde slet ikke tid til at se på hvordan det gik River. Hun havde sin egen kamp, men regnede med at det nok skulle gå ham udemærket. Hun rejste sig op og sparkede en af mændene i de private steder, så han bukkede sig sammen. Mikayla blev godt sendt i jorden af den anden ulv, han satte sig på hug bagved hende og holdt et knæ på hendes ryg og armene omkring hendes hoved så hun følte det snart faldt af. Mikayla måtte tænke hurtigt, eller håbe på River hurtigt kunne være hende til unsætning.. Dog kom nogle fremmede varulve fra de mørke kroge frem for at hjælpe de andre ulve. Dog havde varulvene et kort øjeblik hvor de ikke så Mikayla andet som svag og havde et lille grin imellem hinanden. Så slog Mikayla stil igen ved at bruge sine hænder så godt hun nu kunne, hun ned ham hårdt i låret til at hun kunne fornemme blodet.. Ulven skreg og fjernede sig af overraskende smerte, Mikayla rejste sig hurtigt op og kiggede rundt der var så mange varulve og kun Mikayla og River til at ordne dem.. Kunne de klare det?

Inden pilen nåede at ramme ham, kom en ung og smidig skikkelse ham til undsætningen. Takket være vievandets gift, kunne han ikke rigtig se hvem vedkommende var, før han havde gnedet sin ene håndryg hen over øjnene, så han igen var i stand til at se og det overraskede ham at finde Mikayla foran ham. Hurtigt var han oppe at stå igen. De kampklare muskler spændtes under hudens dækning. Såret fra hvor pilen havde snittet ham, var langsomt begyndt at heale igen, til det langsomt forsvandt og hans hud igen var lige så glat og sandfarvet som før. Da varulvene gik til angreb var han klar til at give dem alt hvad han havde. Han sendte Mikayla et anerkende nik, samt et blink fra sit højre øje, inden han løb en af de angribende varulve i møde. Varulven der tornede imod ham, skulle man allerede tro var i sin ulveskikkelse. Overalt på kroppen kunne man se lange sorte hår, hans hoved bestod af et langt skæg, smalle gyldne øjne og håret var ligesom alt det andet hår, langt og uglet! Det mindede mest af alt om et garn. Hans hud lignede noget der var klistret på en krop der var alt for stor! Musklerne var tydelige, det samme med de hæslige blodåre! Han rettede en knytnæve lige imod Rivers kæbe og havde River ikke været hurtig nok til at dukke sig, havde den brækket den på stedet. Det lykkedes dog den unge vampyr at undvige, snige sig om bag den store mand, hvor han sprang op på ryggen af ham og uden advarsel hev ørene af ham.. Blodet trillede ind imellem hans fingre. Den snævre lugt gav ham kvalme. Han kastede stødende ørene fra sig, lod dem lægge i en bunke tørre blade, så der var mulighed for at en ræv kunne finde dem senere. Varulven hylede højt af smerte! Et hyl der endnu gjorde sådan at man troede vedkommende var i ulveskikkelse. Ynkeligt og skræmt, krøb han hen ad jorden og begyndte at lede efter sine øre, med den ene hånd imod sin ene øreløse side. River nåede knap nok at smile over sin sejr, før varulvemanden med buen og pilen, kom springende bag fra og hamrede ham ned imod jorden. Et kort øjeblik mødte Rivers ansigt den tørre jord og han kunne høre en pivende lyd runge i hans hoved. Manden grinte ondskabsfuldt og trak River væk fra jorden igen, ved at løfte ham i trøjens krage, så en kvælende fornemmelse snoede sig om Rivers hals.
"Vi ses lille igle," hviskede han hånende imod hans venstre øre. Selv bare ved følelsen af hans ånde imod sit øre, kunne River lugte af det var en ånde som ville kunne dræbe en blomst på stedet! Lige som varulven troede at han skulle have sin sejr, ved at hamre Rivers hoved ned i jorden, kom River ham i forkøbet ved at vride sig ud af grebet, snige sig under mandens spredte ben og sprang op på ryggen af ham, som han havde gjort ved den tidligere varulv. Buen og pilene på mandens ryg afledte Rivers opmærksomhed fra ørene. Han tog buen til sig og en enkelt pil. I det manden slog ud efter ham, var han hurtig til at springe ned igen og lande et par meter væk fra den knyttende næve. Hurtigt satte han pilen på plads i buen, spændte den ved at trække i snoren og rettede sigtemålet imod manden, der for længst havde vent sig om imod ham for at angribe ham endnu engang. Manden var for blind af raseri til at stoppe sit angreb imod River.. Han nåede ikke at undvige den flyvende pil, der med yderst hurtighed ramte ham korrekt i halsen og huggede den skrøbelige pulsåre over.. River smilte ondskabsfuldt ved synet af ulven der faldt til jorden.. Et skrig bag ved ham, fik ham til at vende sig om, stadig med buen i sin hånd, og se på Mikayla der var omringet af flere ulve.. Hurtigt løb han hen til liget med pilene på sin ryg, tog dem alle sammen og spændte dem om sin egen ryg.. Inden Mikayla kunne nå at blinke var han ved siden af hende.
"Du tager dem til højre og jeg tager dem til venstre?" Han sendte hende et spørgende smil, der både var selvsikkert, men alligevel en smule nervøs. Han var ikke uovervindelig. Ulvene foran ham var stærke og kunne ikke bare klares med en lillefinger, det var han udmærket klar over! Langsomt nærmede de sig. De gyldne øjne glimtede af had i månelyset. River spændte hurtigt sin bue hen imod en af dem. Til hans held var ulven ikke hurtig nok til at undvige skuddet lige imellem øjnene. De andre ulve brød ud i brøl og satte derefter i løb hen imod dem. Hver og en af deres hænder var fyldt med våben, lige fra sværd og dolke, til spyd og daggerter.
En af varulven fokuserede kun på Mikayla. Han gjorde alt for at ramme hende i hjertet med sin ene daggert. I begge hænder besad han en af disse daggerter og han slog ud med dem begge, så det mindede om en krigs dans..

Alt gik hurtigt derefter, kampen så ud til at være længere og længere.. Og Mikayla var jo ikke specielt stærk hun var heller ikke svag, men med sine 18 år gjorde hun ikke meget mere skade end få nemme drab. Det gjorde hende til et let men stædigt bytte. Dog havde River den glimrende evne til at irritere folk til vanvid, den var perfekt når den ikke var rettet imod hende ligefrem. Hun nåede knapt nok at fokusere før en daggert kom flyvende forbi hendes ansigt, så hun næsten sværgede på at hun kunne hører suset fra den passere hendes ører. Dog nåede hun at undvige den næste daggert imod hendes ansigt ved at bukke sig ned i bro, og inden han nåede at gøre mere løftede hun det ene ben op og sparkede ham i ansigtet så han røg et par meter tilbage, derpå svingede hun sig elegant op igen og var endnu engang klar. Det var varulven dog også, han løb imod hende igen. Hun var ikke såret specielt meget, men han var bare ældre i sind. Endnu engang angreb han, og det lignede meget en form for dans, hvor han jagtede hende med de to daggerts imens hun undvigede i så elegante bevægelser. River kunne muligvis klare den alene, hun var ikke helt sikker. Men denne ulv her han var fandme ikke nem at komme tæt på, han havde virkelig styr på sine ting.. Dog så var der jo det at hun var kommet væk fra oversynet af de andre ulve, hun kiggede kort rundt da hun mærkede en daggert borre sig igennem maven på hende, hun udstødte kort et højt gisp og kiggede frem for sig. Manden havde kastet den perfekt afsted, og den havde ramt nok til at sætte hende ud af spil. Hun rev den blodige daggert ud af sig og smed den fra sig, hvilket nok var en dum ide for ulven løb op til hende igen og tog fast om hendes hals. Mikayla plasserede den ene hånd på hans kind, og billeder af lige præcis hvad hun ville have ham til at se kom frem som illusioner i hans hoved til at han slap hende igen. Mikayla kiggede på sin hånd og smilede kort, så løb hun og måtte bide smerten i sig. Hendes trøje var helt gennemblødt af blod ved hendes mave. Hun healede jo ikke.. Den blandede duft af succubus blod omfavnede luften og bragte den rundt.. Mikayla stoppede dog op og vendte om, hun tog daggerten op og skar ulvens struppe over. Så vendte hun om og gik over imod der hvor River var ved at udkæmpe sit livs kamp. Hun ville ikke distrahere ham, og satsede på hun ikke gjorde det.. Men hendes blod havde muligvis gjort det.. Mikayla satte i løb op på ryggen af en ulv der skulle til at angribe ham bagfra, og brækkede hans nakke. Hun stod ved siden af River igen. Hendes blik blev en smule sløret, men det var kun på grund af blod tabet, ikke noget der var livstruende endnu det gjorde bare ondt. Der var kun en ulv tilbage her han løb hen til River og sparkede knæet op i maven på ham. Han tog sin daggert frem og gjorde klar til at spidde River, da Mikayla smed sig ned på knæ og skubbede River til side, kniven borrede sig igennem hendes bryst og ind igennem hendes hjerte så hun gispede efter luft.. Hun vidste hun havde lidt tid inden hun ville dø helt, men hendes krop dirrede.. Huden begyndte at blive grå og hun faldt om. Hun havde stadigvæk lidt liv i sig en smule.. Blot nok højest et par minutter.. Ulven så på Mikaylas dirrende krop og fnøs koldt, som om hun ikke var andet end affald. Mikayla prøvede ivrrigt at trække vejret, det kunne ses på hendes hals, hvordan blodårende blev tydelige for at få hende til at ånde men det lykkedes ikke det gjorde blot ondt.. Men hun ville nå at veksle et par ord med River inden hun gav helt op, hendes krop blev svagere og svagere.. De blå øjne mistede nærmest gnisten, men de kiggede overpå River.

Takket være livet som tidligere skovelver, styrede han pilen som en mester og ramte næsten plet hver gang. Der var kun en eller to gange hvor pilen missede. Det føltes som en drøm for ham at have buen i sin hånd igen. Følelsen af det stærke træ imod hans håndflader gav ham en stærk vilje og beslutsomhed. Samtidig følte han sig smidig og hurtig, som var han tilbage i skoven, hvor han jagtede dyrene og stoppede ikke før han havde fået et prægtigt bytte med hjem. Varulvene havde han dog aldrig mødt tilbage i skovene. Og hvis han havde, ville de nok ikke have haft et så stort had til ham, som de havde lige nu hvor han var en vampyr, der havde en pil rettet imod dem. Mange af varulvene kunne klare at få en pil skudt igennem armen. De tog den bare ud og smed den på jorden ved siden af sig. Ved synet af det fik det til at løbe River koldt ned af ryggen. Disse ulve var stærke! Lugten af Mikaylas blod der hang i luften gjorde ham en smule u fokuseret. En enkelt gang kiggede han hen imod hende, med det resultat at en af ulvene nær havde ramt ham med sin knytnæve, hvis ikke han havde nået at undvige. Hurtigt var han klar igen, skød en af de sidste pile af sted efter ulven der havde forsøgt at slå ham. Efter lang tids kamp, så det endelig ud til at varulvene var ved at falde en efter en. Op til flere lig lå på jorden og sprællede. Af alt den fokus han havde på dem, lå han ikke mærke til den sidste ulv der sneg sig op bag fra og ville lade sin dolk gå igennem brystet på ham.. Først mærkede han en svigende smerte i maven, fra et knæ der hamrede op i den, som var den en boksepude. Han havde det som om at han kunne høre hvordan organerne rullede rundt derinde. Smerten var så kraftig at han ikke nåede at se sig om, før en daggert var på vej igennem hans bryst og lige i det øjeblik han gjorde sig klar til en ny smerte, kunne han ikke føle andet end Mikaylas tilstedeværelse og lugten af hendes blod nær hans hud.. Han turde næsten ikke at se hvad der var sket i frygt for det værste. Der gik dog ikke lang tid før han igen var fokuseret og det han kunne se var ikke det han ønskede at se! Mikayla lå på jorden med daggerten igennem sit bryst. Det hele sortnede sig for ham et kort øjeblik. Hurtigt trak han den sidste pil op omme bag fra ryggen, rettede den imod ulven og ramte ham præcis i hjertet. Da han faldt til jorden, fnyste River af ham og inden længe var han henne ved hans Mikayla.
"Hey schy, vi klare den her sammen okay? Du skal klare den! Jeg ved du kan Miky!" sagde han til en hende, med en stemme der både var hæs og stædig på samme tid. Hans hænder rystede nærmest da han rykkede daggerten ud af brystet på hende, for derefter at smide den hen af den tørre jordbund og placere hænderne på hendes bryst for at stoppe blødningen. "Du skal nok klare den, jeg får dig i sikkerhed, jeg.. jeg kan hente noget engleblod, det skulle heale!". Hvor gjorde det ondt på ham at se hende sådan. Han kunne ikke bære at miste hende! Uden hende ville hans dage ikke længere være noget værd! Hun var blevet så stor en del af ham, at han ikke kunne forstille sig en dag uden hende hos sig! Hendes krop blev langsomt svagere og svagere.. Hjerterytmen faldt og hendes ellers så varme hud blev kold som is. Forsigtigt tog han hende i sin favn, knugede hende ind til sig. "Jeg elsker dig Miky," hviskede han ved hendes øre.. "Du klare den,". Han vidste godt at det var en løgn. Men, han kunne ikke tåle at tænke på at hun ville dø i hans arme, han kunne ikke forstille hende død.

Smerten i hendes bryst føltes som at stå i is til knæene, det skar hende indeni som om hendes hud langsomt døde helt.. Hun bed det dog i sig og sørgede for at holde sig vågen lidt endnu.. Hun lyttede til hans ord, og havde aldrig ønsket at dette skulle ende på denne måde..
"Jeg elsker også dig, jeg er ked af det.. Det var ikke meningen det skulle ende på denne måde.. Du skal nok klare dig, du stærk nok til at klare dig uden mig. Du er den stærkeste person jeg kender, bare lov mig at prøve at klare det. Jeg ved det ikke bliver let, men bare prøv. Jeg forlader dig aldrig helt, husk på det. Det har jeg selv lovet dig jo.." Hendes stemme blev svagere og svagere, for jo mere luft hun brugte på at tale jo hurtigere blev hendes øjne tungere og tungere.. Det var ufatteligt at starten på eventyret lige begyndt, og så måtte det allerede ende nu.. Det virkede unfair, men man kunne vel ikke snyde døden? Mikayla lod et par tårer trille udover hendes øjnkrog.. "Jeg vil altid være derfor dig, bare husk det River.. Jeg elsker dig." Sagde hun så inden hun gispede efter vejret en sidste gang, og øjnene lukkede sig i.. Hendes krop blev slap, helt vægtløs.. Hun var væk.. Hjertet bankede ikke mere, blodet pumpede ikke rundt mere..

Det måtte ikke ende nu, det måtte det ikke, han ville gøre alt for ikke at det skulle ende sådan her! Gå igennem en flod af vievand, lade alt smerten plaske om ham! Gå ud i solen og blive der så lang tid han kunne! Han ville gå igennem alle disse former for smerter, den eneste han ikke kunne klare at gå igennem var at miste Mikayla. Det kunne de tunge hjerte ikke holde til. Ikke en gang til.
Han bed sig hårdt i underlæben så den var tæt på at blive knust imellem det stærke bid. Ordene kunne ikke komme ud. Lod han dem komme ud ville det sikkert blive et helt fremmede sprog. En enkelt tåre tillod sig at glide ned af hans kind, mens han så ind i hendes blå øjne for en sidste gang.
"Jeg kan ikke klare det en gang til Miky, jeg kan ikke.." Han kiggede ned i jorden, rystede på hovedet og forsøgte at samle ordene, inden han kiggede hen på hende igen. "Du kan ikke bare komme her og.. jeg.. jeg elsker dig din dumme tøs.."Stemmen lød så skrøbelig, rusten og hul. En anden tåre valgte at drille ham ved at lade sig glide ned på hans læbe. Inden han nåede at sige mere, var hun vægtløs og de smukke blå øjne var lukket i. Han kunne ikke længere høre den dejlige lyd af hendes hjerte slå.. "Nej.." fik han fremsagt med den hæse stemme. "Mikayla! Jeg beder dig! Efterlad mig ikke!" Han knugede hende ind til sig, gemte sit ansigt væk i hendes mørke logger der duftede så dejligt af hende. "Jeg beder dig," .. Han blev bare siddende der med hende, på den kolde jord hvor intet liv eksisterede. Rundt omkring lå de døde varulve med de gyldne øjne forvandlet om til at være hvide og blanke. Men alle de lig, var intet i forhold til det han havde i sine arme, intet. Han fortsatte med at knuge hende ind til sig.. "Miky," Hans hvisken forsvandt sammen med en kold og stille vind der blæste forbi..

En ung shapeshifter havde været på vej ind i Doomsville da en stor fjende af hende havde overmandet hende på en afstand til at lade en pil flyve igennem luften og ramme hende perfekt i halsen. Hun gispede kort inden hun død faldt om på jorden.. Dog varede det ikke længe før kroppen blev fralst ved Mikaylas besættelse da Elona'dal ikke kunne se hende dø. I et gisp åbnede Mikayla sine øjne op og kiggede rundt, dog i bevidst om han hun faktisk var Mikayla.. Men der var nogle prikker som ikke sad som de skulle de virkede mærkeligt, havde hun overvundet døden? Mikayla rejste sig op og kiggede rundt omkring sig, inden hun så gik videre ind i Doomsville som om intet var sket hende, dog var der en peben bagved hende. Hun smilede til den lille ulveunge som kiggede på hende med triste øjne.
"Så kom da her Fortney." Sagde hun med en varm stemme og satte sig på hug, den lille ulv løb kluntet hen til hende, og hun tog ham i sin favn derpå begav de sig ind i byen. Det var nat hun havde brug for et sted at sove uden farer for at hendes fjender ville komme efter hende. Mikayla gik stille hen igennem Doomsville for at finde et sted hvor hun kunne overnatte. Penge havde hun i en lille pose i sit bælte hvor hun ville kunne mærke hvis nogle skulle prøve at tage dem fra hende. Hun betalte for et værelse på kroen til overnattelse.


Mareridt gang på gang, det samme som kørte igennem hovedet på hende. En meget trist kærligheds historie hvor hun havde det som om at hun var ofret for døden selv og denne fyr blev efterladt alene tilbage.. Hun kunne ikke klare at tænke på det, men vidste at i nat ville drømmen komme igen. Det værste var når kvinden døde, smerten kunne altid mærkes i hendes bryst få timer efter.. Det virkede så pokkers livligt og hun havde endelig ikke lyst til at føle den smerte.. Fortney sad oppe på værelset når Mikayla ikke var der, specielt om aftenen. Det var aften og solen var gået ned. Der skulle drikkes lidt, Mikayla havde kun taget lidt kontanter med sig for ligesom ikke at blive bestjålet eller andet. Hun gik ned og købte sig en drink som hun tog et par slurker af. Mikayla var ganske klar over at kroen var fyldt med vampyrer, og savlede over hendes eksotiske blod. Det sjove var, hun ikke var bange for dem. Hun var ligeglad med aldersforskellen på dem, hvis de kom nærmere hende ville de bare få hvad de fortjente. Og det ville ikke blive kønt.
"Er det ikke lidt farligt, en smuk kvinde som dig på denne kro?" Spurgte bartenderen, Mikayla trak bare på skuldren.
"Det er det vel, men hvis jeg skulle leve i frygt ville livet bare blive kedeligt." Svarede hun og blinkede kort til ham inden hun vendte sig om på barstolen og rejste sig op, hun satte sig hen i et lille fjernt hjørne hvor hun havde overblik, men vil også være et perfekt mål for en sulten vampyr.

Dagene var gået langsomt.. Tidsfordriv efter tidsfordriv. Hver dag efter Mikaylas død havde han dræbt et væsen hver dag.. Det ville sige syv uskyldige væsner på syv dage. For ham havde han det som om at der var gået længere tid. Når han kom hjem i sin lejlighed føltes den så underligt tom. Ikke at han forventede at Mikayla skulle komme løbende hen til ham, for det vidste han godt at det ikke kom til at ske. Havde døden først ramt dem, kom de aldrig tilbage. Han savnede hende forfærdeligt. Alle whiskey flasker i hans skab var blevet tømt, hvilket også var en af grundene til at han skulle ud, at leve uden whiskey var som at leve uden blod. Desuden, havde han ikke længere Lily til at hente det for ham.. Han lukkede svagt øjnene i, huskede dagen og så den tydeligt foran sig igen. Det var som at se på et lærred hvor billederne bevægede sig.

"Er der andet jeg kan gøre min herre?" Spurgte Lily med en svag stemme som en mus. Efter Mikaylas død havde hun været mere trist end nogensinde. Han havde skam hørt hende græde når hun stod og klarede opvasken. For hver en tåre der trillede ned af hendes kind, føltes som at se Mikayla foran sig igen, se hende ligge i sine arme og sige at hun elsker ham.. Tanken fik hans hjerte til at knuse.. Lily løftede spørgende på blikket over at han ikke svarede med det samme. Det blonde hår hang løst og påklædningen bestod af en hvid og enkel kjole med blomster broderinger.. "Nej, du er fri nu, du kan gå," Hans stemme var sløret og ordene kradsede ham hen ad tungen som sandpapir. Lily kiggede overrasket på ham, som havde hun set et spøgelse danse ballet foran hende. "Hvad?" Hun kunne nærmest ikke tro sine egne øre.
River sukkede. "Du er fri, du kan leve dit eget liv nu, du er ikke længere min stuepige,".. Lidt efter forsvandt den unge shapeshifter ud af døren. En smule modsigende og trist til mode.. Det var det bedste han kunne gøre. Han ønskede bare at være alene.

Han åbnede døren ind til kroen. Det så ikke ud til at nogen valgte at kigge over på ham, hvilket passede ham fint, for så gjorde det nemmere for ham at jage. De fleste væsner kunne mærke når en vampyr kom ind eller dufte det. River havde altid en duft af cologne over sig, der var en smule blandet med blod. Nogen brød sig om dem, andre gjorde ikke.. Han gik med selvsikre bevægelser igennem kroen. I de mørke øjne var der ingen følelser at finde. Han følte sig så tom..
Hurtigt strejfede en shapeshifters dejlige blod ham, drillede hans næse og først da han fandt frem til kilden over i et mørkt hjørne, fik han fremtryllet et smil der på sin måde var fangende.. Han satte sig ikke så langt fra denne shapeshifter, faktisk satte han sig overfor hende og så hende ind i øjnene.
"hej, jeg syndes ikke at have set dig her før?" han satte spørgende hovedet på skrå, stadig med det charmerende og fangende smil plantet på de sandfarvede læber. "Kan jeg tilbyde dig en drink?" Han gjorde et nik hen imod baren.

En fremmed satte sig foran hende, først da hun kiggede ham i øjnene lod hun mærke til at hun havde set ham før. Hun havde set ham de sidste syv dage hver eneste nat i hendes drøm sammen med den dæmon pige? Hun undrede sig kort men smilede så blot til ham.
"Jeg er nu også næsten sikker på at jeg har set dig før." Svarede hun og kiggede ham i øjnene, og lagde hovedet kort på skrå. "Hm, jo det kunne du jo vel godt. Hvis du har god smag, måske en omgang whisky?" Faktisk var det lidt sjovt, for bare otte dage siden havde hun ikke kunne fordrage whisky og nu elskede hun det.. Samt røg hun også lidt når hun kedede sig, som om det var en livsstil for hende. Der var sket forandringer med hende siden hun var kommet tilbage, det var som om der var en anden person indeni hende som ændrede på hende.. Lidt uhyggeligt men ja. Mikayla så på River igen.
"Må jeg i det mindste vide dit navn nu når du både sidder og charmere samt tyder på en drink?" Mikayla elskede at drille eller bare have en klang af det i sin stemme, hun smilede skævt og lænede sig så tilbage imens hun holdt sit blik stille på ham. Hun ville gerne vide hvorfor han havde optrådt i hendes drømme.. Hvad betød det? Mikayla bed sig kort i læben, en vane hun havde haft fra da hun var dæmon.. Det virkede som om hun kendte ham helt, men så igen virkede svarene på fjerne for hende.. Det irrterede hende, hun var stensikker på at hun havde set ham andre steder end i sine mareridt.. Men ja.. Hun anede ikke ikke med sikkerhed jo.

Nu havde han fået hendes opmærksomhed, nu galt det bare om at komme ind på livet af hende og når han var tæt nok på, så skulle han slå til og få sig noget mad! Det var lidt ligesom at tilberede og lave maden inden man skulle spise den. Han var nød til at arbejde for at få den. Hendes drilske undertone gav ham en latterlige kuldegysning ned af hans ryg. Det var alt for bekendt for ham.. Hurtigt valgte han at skubbe det væk, følelserne blev kort skubbet til side, for det eneste det galt om nu var at få mad! Ordet whiskey fik ham til at sende hende et anerkende, men falsk smil. Hun havde smag for drinks i det mindste. "Jeg henter to whiskey til os så, der findes jo ikke noget bedre end det," Han blinkede kort til hende, herefter rejste han sig op og skubbede automatisk stolen ud.. Lige i det øjeblik han skulle vende sig om for at hente delikateserne, spurgte hun ham om hans navn og overraskede ham en bette smule. Det havde han endnu ikke opdaget at nogen ville vide.. Han vendte sig om imod hende, så på hende med de mørke øjne der skinnede som to perler på havbunden. "Hvem siger jeg prøver at charmere dig?" Han smilte kækt. "Mit navn er River," Efter den sætning vendte han ryggen til hende for at gå op til baren.. Lidt efter kom han tilbage, satte sig på stolen fra før og gav hende drinken, ved at lade den glide hen ad bordet som en skøjteløber på is. "Nu når du spurgte om mit, kan jeg så dit navn at vide?" Han satte hovedet på skrå, mens han tog en tår af den dejlige væske i glasset. Duften af hendes blod var så loggende, så fristende! han kunne ikke vente med at få noget at spise! Efter han havde fjernet glasset fra sine læber, slikkede han sig kort om munden, stadig med en øjenkontakt til det yndige væsen foran ham..

Hun rystede kort på hovedet da han rejste sig op for at hente nogle drinks, hun var jo ikke ligefrem dum. Det var som om hun kendte hans lille taktik, som om den var skjult inde bagerst i hendes hoved. Dog prøvede hun at skubbe det så godt til side hun kunne, han hed River og endnu en klokke ringede. Mikayla tog glasset da det kom og tog sig en slurk af whiskyen.
"Mit navn er Mikayla, men jeg fortrækker virkelig Miky hvis du skulle begynde at gå ind for kælenavne." Hun smilede kort drilsk inden hun tog endnu en slurk af sin drink. "Skål River." Sagde hun så og hævede lidt på glasset for at skåle med ham, derefter tog hun sig endnu en slurk. Hun satte så glasset fra sig.
"Så hvis du ikke er ude på at charmere sig, hvorfor vælger en vampyr så at kontakte en shapeshifter?" Spurgte hun stille og holdt øjenkontaken med ham, selvfølgelig vidste hun udemærket han vil have hendes blod, hvilken vampyr ville ikke have det? Mikayla smilede skævt til ham endnu engang.

Det var lige før han havde fået sin drink galt i halsen da hun fortalte sit navn. En enkelt gang hostede han, men skjulte det så godt han kunne, ved at lægge sin håndryg op foran munden. Hjertet gik en ekstra takt i stykker ved lyden af hendes navn og det at hun kalde hende Miky gjorde det ikke bestemt bedre. Svagt førte han glasset op til sine læber igen, denne gang havde han sine øjne rettet imod træbordet, der glinsede svagt i lyset fra stearinlyset på bordet. "Jeg går ikke ind for kælenavne desværre," Med andre ord, han kunne ikke få sig selv til at kalde hende Miky, for hun var ikke hans Miky. Hans Miky.. Tanken om hende fik hele energien suget ud af ham, præcis som han gjorde når han tømte sit bytte for blod. Ved lyden af ordet skål, løftede han blikket og sendte hende et kækt smil, hvor man ikke kunne ane det falske, og lod sit glas løfte fra bordet og op til hans læber igen. Han måtte holde op med at tænke på Mikayla, hun var der ikke mere, han ville aldrig komme til at se hende igen eller for den skyld høre hendes dejlige stemme.. For at komme ud af tanken, bed han sig hårdt i underlæben og rettede blikket hen imod denne Mikayla igen. "Hvad er der galt i at jeg bare vil have en lille snak med dig? Du er måske for bange til at snakke med dig?". Et udfordrende smil blomstrede på hans læber. Han stillede sit glas på bordet igen, lænede sig tilbage i stolen, hvor man kunne se hvordan belysningen fra stearinlyset fik den sandfarvet hud på brystet til at skinne svagt.. Hans mørkeblå skjorte stod en smule åben ved brystet, ellers var den lukket resten af vejen ned.. Lidt efter lænede han sig dog henover bordet igen, så ind i hendes øjne med et fangende glimt i sine øjne. "Hvis du er bange, kan jeg sagtens smutte igen? Det er ikke tit at shapeshifter vover pelsen og snakker med vampyrer," Drillende løftede han på et øjenbryn af hende og lod som om at han ville rejse sig fra stolen.. Planen var at gå om bag hende og bide hende derfra.. Han var smadre sulten og han brød sig ikke om at hun mindede for meget om Miky.. Med de afslappede bevægelser gik han lydløst om bag hende..

Mikayla smilede blot til ham, falsk intet andet. Hun kendte ham ikke, og var ikke naiv anlagt. Hun trak lidt på skuldren over hans svar, og tog sig endnu en slurk. Så kom der et stille grin over hendes læber da han tydeligvis lagde an til at shapeshifters burde frygte vampyrer, faktisk endte hendes latter i et kold fnøs.
"Bare rolig snuske, jeg er ikke bange for dig." Svarede hun sp utydeligt ingen kunne hører det, hendes stemme var som luft.. Hun så bare fremfor sig, hendes instinkter vidste han stod baghende, de vidste også godt at han ikke ville kramme hende bagfra eller noget. Men hun havde ikke tænkt sig at lade livet bare for en vampyr som ham kunne få sig noget at drikke, hurtigt var hun på benene og vendte sig om hurtigt som lynet. En daggert fra hendes ene støvle blev fisket op hurtigere end man kunne nå at reagere. Så stak hun den i maven på ham, og smilede skævt. Daggerten havde ingraveret nogle hellige symboler, til at skade mørkets væsner, specielt dæmoner. Dog virkede det også glimrende på vampyrer. Mikayla greb fast i hans hård og trak hovedet tilbage på ham.
"Hvad med vi tager os en lille snak?" Endelig ville hun ikke give ham en chance for at tale ud, før hun brækkede hans nakke.. Derpå fik hun ham trukket hen til hendes hotel værelse hvor hun fik ham spændt fast til foden af hendes seng. Fortney gik hen og snusede lidt til River, og kiggede op på Mikayla og bare trak lidt på skuldren. Så låste hun døren og trak gardinerne for så når solen engang stod op ville den ikke brænde ham. Mikayla trak daggerten ud af ham og gik ud på badeværelset for at vaske den af. Mikayla begav sig derefter ud i det lille køkken fordi hun havde det dårligt med at have fået River i den tilstand. Hun tog en kødkniv op fra skuffen og fandt et glas frem, hun lod kniven kører igennem hendes håndflade så blodet flød og landede i glasset under hendes hånd. Hun bandt derefter sin hånd ind og vandrede ind til den fastspændte River. Hun tog glasset op foran næsten på ham og bevægede det fra siden til siden for at se om det kunne vække ham. Han var ikke i stand til at bruge sine hænder, hvilket måske var fornuftigt nok. Mikayla blev siddende på hug foran ham og kiggede direkte på ham indtil han en gang ville vågne.

Han var sulten og nogen måtte lade livet for at han kunne få noget mad. At det blev denne kvinde gjorde ham ikke så meget, hun mindede ham alt for meget om Mikayla på hendes måde at opføre sig på og det at hun rent faktisk hed det samme gjorde det ikke lettere for ham at håndtere. Det var dog ikke til at se på ham. De mørke øjne var kolde som altid. De kunne minde om et par øjne fra det mægtige, kødædende væsen hvidhajen. Blodet pumpede inde i kroppen på hende, med samme rytme som en tromme, takket være hjertet. Han var klar til at angribe, da et svigende smerte igennem hans mave, fik ham til at åbne munden i et smerte skrig og kroppen til at bøje sig sammen i forsvar. Mikayla rev ham i håret, hviskede et par ord han ikke helt fik fat i og det næste øjeblik brækkede hun nakken på ham, så alt blev sort for den unge vampyrs øjne.

Det var altså sådan han skulle dø. En shapeshifter dræbte ham? Sikke en historie at fortælle, shapeshifteren måtte sikkert være stolt over sin bedrift, hun havde dræbt en vampyr! Hun kunne hænge hans hoved op på hendes væg og fylde rummet med stolthed..
"Du er ikke død River," en hvisken så flydende og sød som honning fik ham til at spærre øjnene op. Han var i en lysning, solen ramte hans sandfarvede hud og kildede ham drillende med dets varme. Det var umuligt, han måtte være død, han sad ude i solen uden at der skete noget! Forvirret kiggede han sig rundt efter vedkommende der før havde hvisket. "Åh, min kære skøre, River, du drømmer og vil vågne igen lige om lidt," sagde stemmen igen, uden den afslørede hvor den kom fra. Han fortsatte med at se rundt som et forvirret lille byttedyr. Hovedet stoppede først med at snurre da en hvid skikkelse ikke stod så langt fra ham.. Det lange mørke hår ned af ryggen skinnende i solens stråler. De grønne øjne skinnede som smaragder.
"Clarissa," hviskede han svagt.. Hun nikkede med et smil på sine lyserøde læber.. Lige så hurtigt som hun kom, forsvandt hun sammen med lyset fra solen og inden længe var der mørkt omkring ham, mens en duft af shapeshifter blod fik hans tænder til at løbe i vand.

Med et sæt vågnede han.. Omgivelserne føltes kort som et par øjne i skjul. Det gik dog hurtigt op for ham at det bare var shapeshifteren fra før, der sad på hug foran ham og der så hånende havde hældt noget af sit eget blod op i et glas.. De mørke øjne blev endnu engang forvandlet om til at være kolde. Han havde intet at sige til hende. I et forsøg på at rejse sig og gå, fandt han hurtigt ud af at han var spændt fast og at han ikke kom nogen steder forløbelig.
"Sæt mig fri omgående," knurrede han advarende og så ind i hendes øjne. "Du har ingen ret til det her! Jeg ser heller at du hugger mit hoved af og hænger det op på din væg som et trofæ!". Hans stemme var langt fra blød, den var hård og kold som is, ubrydelig og ligeglad med det som faldt igennem ned til det kolde vand. "Hvor er jeg overhovedet? Hvad vil du?".. Nysgerrigt kiggede han rundt i værelset.. Ulveungen fik kort ham til at smile indvendigt. Svagheden for dyr herskede stadig over ham, fra hans tid som skovelver.. Han kiggede hen på Mikayla igen med det samme kolde blik.

Mikayla så ham i øjnene og lagde hovedet lidt på skrå, og fnøs så.
"Jeg sætter dig ikke fri før du har besvaret mig et par spørgsmål, River." Sagde hun med et lille smil og satte så glasset fra sig på et lille sengebord. "Hvorfor skulle jeg dog det? Jeg hugger virkelig ikke hovedet af nogle. Det er formeget rengøring." En drillende klang herskede over hendes stemme imens hun rejste sig op og kunne se direkte ned på ham. Der var intet hånligt, sjovt nok kunne hun ikke få sig til det. Det stoppede hende dog ikke i at holde øjenkontakt med ham.
"Du er stadigvæk på kroen, bare et værelse jeg har lejet. Og hvad jeg vil, altså jeg vil bare tale med dig intet andet, for ser du.. Jeg har nogle tanker inde i mit hoved som jeg ikke helt kan forklarer, og noget tyder på du har noget med det at gøre. For ser du siden for 7 dage siden døde jeg, men vågnede igen. Helle min personlighed forandrede sig, jeg kan ikke huske ret meget og så er der disse drømme som jeg vil vise dig." Mikayla satte sig på hug foran ham igen, og lagde en hånd på hans kind imens hun holdt fokus på at vise River sine mareridt, eller som det nu faktisk var. Alle episoder ham og hende selv havde haft sammen inden hun døde. Det sjove var at Mikayla ikke andede at det var hende selv. Mikayla lod bare det strømme igennem ham til det endte med hendes egen død.
"Så fortæl mig hvorfor får jeg disse drømme hver eneste nat, og hvorfor gør det ondt hver gang hun dør. Det som om en daggert skære igennem mit eget hjerte." Mikayla mente det her alvorligt, men noget i hende vidste ikke om River faktisk ville hjælpe hende.

Han fulgte hende koldt med øjnene. Snakke? Han havde intet at snakke med hende om! Han var bare sulten! Langsomt kunne han mærke på sig selv, at hvis han ikke fik noget mad, så ville det gå grueligt galt også ville hun ikke få meget ud af at snakke med ham! I alt den tid han fulgte hende med øjnene, undrede han sig over de ord der forlod hendes læber. Det skræmte ham endnu engang da hun fortalte at hun 'døde' for syv dage siden, præcis ligesom Mikayla gjorde. Han valgte dog at lade det ligge. Det kunne ikke hænge sammen, det måtte være et underligt tilfælde af en art. Hun mindede ham for meget om Mikayla, specielt med hendes drilske bemærkninger, det løb ham helt koldt ned af ryggen! Hvor ønskede han bare at svare på de ondsvage spørgsmål også komme væk! Sulten trængte sig på. Fik såret fra dolken til at føles som et myggestik.. Han bed sig i underlæben for at ignorere sulten. Duften og lyden af hendes blod der pumpede gjorde det dog ikke nemt. Inden han overhovedet nåede at se sig om, sad hun igen på hug foran ham og tillod sig at lægge sin fine hånd på hans kind. Han ville bide efter dem, men de minder der strømmede igennem ham, gjorde hans krop til is.. Mikayla.. Deres minder.. Det var som om han kunne høre sit eget hjerte briste.. Hvor vovede hun at gøre det imod ham! Da minderne endelig var færdig, drejede han hovedet og trak det så langt væk han overhovedet kunne. "Det ved jeg da ikke hvorfor! Måske er du syg eller noget i den stil, så du er i stand til at se andres liv! Jeg ved det ikke! Sæt mig så fri! Jeg kan ikke svare på dit spørgsmål!" han kiggede vredt ind i hendes øjne. "Spørg nogen andre der har mere forstand på evner end jeg har!" Hans stemme var skarp som en kniv. Billederne af ham og Mikayla havde gjort ham rasende og såret. "Slip mig så fri omgående!" . Hidsigt gav han sig til at vride sig rundt for at komme fri.

Så blev han vred, ikke noget hun underligt nok ikke havde forventet. Hun kiggede dog blot ham i øjnene, og kneb dem en smule.
"Nej, den eneste evne jeg har er at give folk mine minder og tanker. Samt illusioner hvis jeg ønsker det, jeg kan ikke tvinge andre til at se deres liv. Sjovt nok så vil jeg ikke lade dig gå, jeg har heller ikke lyst til at lade dig sidde på din flade røv. Men at stole på dig gør jeg ikke.." Det var jo det sjove ved det hele, inderst inde stolede hun 100% på ham men nået i hende gjorde ikke alligevel.
"Du bliver her om du kan lide det eller ej." Sagde hun så og rejste sig op, hun hentede glasset med blod i og satte sig så på hug ved ham igen. "Drik det her." Det overraskede hende hvor varm hendes stemme pludselig kom med, samt det smil der kort kom på hendes læbe. Hun tog glasset hen til hans læber, om han ville sulte eller tage noget af det måtte han jo selv om.
"Jeg ved godt det helle lyder underligt, men jeg er nød til at vide hvad der forgår." Sagde hun så stille og bed sig kort i læben imens hun stadigvæk kiggede på ham. Dette var også underligt for hende, jo længere tid hun så på ham.. Jo mere følte hun faktisk at hun kendte ham, det var som om et af de mange huller i hendes minder blev mere og mere fyldt ud. Så hørte hun lyden fra nogle som kom stormende hen af gangen, deres tunge støvler afslørrede at det langtfra var børn som om glade løbende hen af gangen. Fortney snerrede lidt og løb så over til Mikayla og River.. Mikayla rejste sig op og sank en klump. Hun løftede hurtigt op i sengens mardasse og tog to nye daggerts frem, da døren pludselig blev sparket op af en vampyr og en dæmon. Fortney gemte sig undersengen men hen imod River, den lille ulv var en smule bange...
"Undskyld mig, det mig som kommer til at betale for den der dør?" Sagde Mikayla og kiggede på døren.
"Jane, du slipper ikke så let væk denne gang det ved du godt ikke?" Sagde dæmonen koldt, men Mikayla kneb blot øjnene lidt og hævede på et forvirret bryn.
"Hvad fanden taler du om? Jeg hedder Mikayla, ikke Jane?" Sagde Mikayla og sprang til side da vampyren pludselig stod bagved hende og skulle til at stikke hende ned. Mikayla vente sig om og stak vampyren i hjertet hurtigt med denne ene daggert. Dæmonen så på den fastbundede River og fnøs.
"Jeg kunne også bare dræbe vampyren her, så vil du måske tale sandt?"Sagde dæmon kynisk så det løb ned af ryggen på hende.
"Du rør ham ikke, det bliver over mit lig!" Det var hende selv som snakkede tydeligt og skarpt. Inden hun satte i løb hen og sparkede dæmonen til side fra River. Hun lod sin daggertspids binde River fri hurtigt. "Løb jeg skal nok klarer det, du mister mig ikke igen." Frygten havde fået hende til sig selv, bare ved at true River.. Angsten talte for hende, selvom hun ikke selv forstod hvad hun helt sagde. DEt sjove var at hun mente hvert et ord.
Mikayla mærkede dog hendes ryg imod muren da dæmonen tvang hende op af den, han var stærkere ældre.

Hun holdt ikke sit løfte! Hvor vovede hun ikke at sætte ham fri når hun havde sagt at hun ville! Var hun slet ikke klar over at han var sulten og behøvede mad! Hvis ikke, ville han gå fuldstændig amok, være ligeglad med alt og alle, mere end han allerede var! Han kiggede koldt på hende.
"Klog beslutning ikke at stole på mig, for jeg stoler heller ikke på dig!" stemmen havde ikke ændret sig fra at være kold som is. "Du skal ikke regne med at jeg bliver her ret længe, så snart jeg har muligheden, er jeg smuttet!" Han var ligeglad med at hendes stemme var blevet varm og sød, lige nu kunne han ikke tænke på andet end bare at komme væk. Ved smagen af blod nær hans læber fik de hvide tænder til at løbe i vand. Selvom han ikke var meget for det, tog han imod blodet og nød den dejlige smag danse på hans tunge. Det var ikke nok, men det kunne mætte ham nok et stykke tid, indtil han kunne komme ud og jage. Hvis den unge dame ville være så venlig at sætte ham fri.
En dør der blev sparket op, fik ham til at løfte overrasket på et øjenbryn og det at den lille ulveunge gemte sig bag ham, fik ham bare til at se sig over skulderen med et skævt smil. Mændene foran ham virkede til at skulle have vekslet et par ord med.. kaldte de hende Jane? Så hun havde også løjet om sit navn! Hun løj hvis meget. Dæmonen gav ham en trussel og i det øjeblik han ville sige noget igen, afbrød Jane ham og forsvarede ham som havde de kendt hinanden i lang tid.. Hans hænder blev frie igen, men hendes ord forvirrede ham mere end hvis nogen havde kaldt ham Ronja.. Mistede hende igen? Altså hvad fablede den kvinde om?
Til at starte med var han fristet til at løbe sin vej, ud i friheden, men af en eller anden latterlige grund, kunne han ikke få sig selv til det. Han løb hen imod dæmonen, trak ham væk fra Jane i håret og kastede ham ind i væggen, så den revnede og stenene fra den ramlede ned over ham som regn. Koldt kiggede han hen på Mikayla. "Engangsforestilling, fortsæt en god dag Jane," Han ville sætte i løb ud af lejligheden, da dæmonen tog fat i ham bagfra, ved at have fat i hans underarm. Inden River nåede at reagere, slog han ham ned i gulvet og gjorde sådan at såret fra daggerten blev mødt af det kolde gulv. Det føltes som at lande på is..

Mikayla blev ikke spor overrasket da River reddede hendes skind, hvorfor anede hun ikke. Han kaldte hende Jane, hvilket blot forvirrede hende.. Da dæmonen trak River tilbage og slog ham i jorde, sprang Mikayla op på dæmonens ryg. Der trak hun sin daggert inden han rigtig nåede at smide hende da, han løb tilbage så hendes ryg ramte ind i muren, Mikayla trak kort sit ansigt i smerte men gav ikke op. Hun hamrede daggerten ned igennem hans karnuim med alt sin styrke og indrestyrke, så han skreg op inden han faldt. Dæmonen væltede hårdt op af væggen så Mikayla kort blev mast inden hun maste sig væk fra den tunge dæmonkrop der lagde ovenpå hende.
"Hvorfor kalder du mig Jane? Hvorfor kalder folk mig Jane?!" Mikayla kiggede rundt omkring sig og så på River. Hun løb hen og satte sig på hug ved ham.
"Er du okay?" Spurgte hun stille faktisk lidt bekymret, igen var det den indre hende som talte.. Hvis man kunne formulere det sådanne. Hun holdt sit håndled frem til ham og nikkede kort til ham.
"Tag lidt, men hvis du dræber mig så slår jeg dig ihjel. Jeg tror ikke Elona'dal hjælper mig en sidste gang." Lidt sarkasme kom der indover, hun så på River igen..

Et kort øjeblik kunne han smage sit eget blod på sin tunge. Smagen af vampyr fik det til at vende sig i ham, og hurtigere end en gepard på spring, var han oppe at stå igen og så sig omkring. Han var stadig i soveværelset til et kroværelse. Et sted hvor en shapeshifter havde valgt at bortføre ham. Irriteret åndede han ud og et kort øjeblik glemte han helt at se om dæmonen fra før var død eller levende. Et lig på jorden med en daggert igennem kraniet besvarede hurtigt hans spørgsmål, og det samme gjorde det uhumske og ildelugtende blod af dæmon, der fik det til at vende sig i ham. Han skulle til at forlade værelset da Jane igen kom hen til ham, spørgende og forvirret som en dådyr kalv og af en eller anden grund med hendes håndled som tag selv bord.
"De kaldte dig Jane, jeg kalder dig Jane," sagde han og løftede på sine skuldre, som et tegn på at der ikke lå mere i det. Mest af alt ønskede han bare ikke at kalde hende Mikayla og bestemt ikke Miky! Med en kold og hård bevægelse skubbede han hendes håndled væk fra sig. "Ellers tak, jeg tager ud for at jage, du har gjort min dag til et mareridt nok i forvejen,". En enkelt gang kiggede han ind i hendes øjne.. Hans var stadig kolde som is og de blev ikke varmere af at se ind i hendes øjne.. Endnu engang vendte han bare ryggen til hende.. Fødderne gik fast besluttet hen af gulvet og havde ikke tænkt sig at stoppe.. "Det var ikke rart at møde dig," råbte han ude fra gangen.

Okay var han bare så utaknemlig eller hvad!? Hun kunne have ladet dæmonen dræbe ham hvis det skulle være! Hvad fanden var der galt med ham, han vidste helt sikkert et eller andet.. Men hvad? Hvis han ville jage hvorfor tog han ikke bare den blodkilde der var tættest på ham.. Han var koldere end isen selv, hvilket faktisk bare gjorde hende en anelse trist. Mikayla rystede på hovedet da han var gået ud på gangen, og tog sig så til hovedet..
"Men jeg hedder ikke Jane!" Råbte hun så for sig selv slog en hånd ind i væggen, men tog den til sig i smerte, siden hvornår kunne hun ikke slå hårdt ind i en mur. Hvad var der galt med hende, helle hendes hoved snurrede.. Fortney løb ud efter River og bed sig fast i hans bukseben for at sige han ikke måtte gå nogensteder.. Mikayla gik ud af værelset og kiggede ned ad gangen. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv ligenu, det lignede hende ikke. Den der trang til at omfavne River var der, og man som hun kæmpede imod den trang. Hendes øjne stirrede bare på ham, hvorfor fanden følte hun sådan!? Det irriterede hende så grofuldt.

Hun mindede ham for meget om Miky, hun havde vist meningerne med Miky og det gjorde mere ondt på ham, end hvis nogen hældte vievand udover ham. Imens han forlod rummet kiggede han bare ned i gulvet. Dets brune og glatte farve fik ham bare til at tænke på sin egen lejlighed, hvilket gjorde ham mere sikker på at han bare ville hjem og lukke omverdenen ude. Stilheden derhjemme loggede ham. Et bid i buksebenet, fik ham til at dreje hovedet en smule og det overraskede ham ikke at se den lille ulveunge forsøge at stoppe ham. Han sukkede højlydt og kiggede derefter hen imod døråbningen hvor Jane stod. "Men hvorfor kaldte de dig så Jane? For du er ikke den Mikayla du måske tror du er," Alt over ham var koldt. Han brød sig ikke om den måde hun nærmest opførte sig som Mikayla på og det at hun havde disse minder på sig. "Hør, hvem du end er og hvor du har de minder fra, så kan jeg ikke hjælpe dig. Den Mikayla du ser i dine minder døde for ikke mere end et par dage siden og hun.." Han slugte nærmest sine ord og så derefter ned i gulvet igen.. Hurtigt kiggede han dog op igen. "Hun er død, kommer ikke tilbage og jeg bryder mig ikke om den måde du nærmest tror du er hende på, ved at redde mig, give mig dit blod og sige at jeg ikke mister dig igen.. hvad pokker gik det lige ud på? Jeg har lige mødt dig og det første du gør er at spænde mig fast i dit kroværelse?".. Han stod med knyttet næver.. Egentlig ville han gerne gå, men han ville gerne høre hende svare på det..

Fortney blev ved med at bide i hans bukseben imens de store lyseblå øjne på den kridhvide ulveunge lyste op.
"Det ved jeg da ikke? Det eneste jeg husker er dig, ligenu er det eneste jeg husker dig og de minder der. Alt andet ved jeg intet om, jeg kan ikke huske familie venner. Intet." Sagde hun ærligt og trådte tættere på ham.
"De minder har jeg fra mine drømme, min underbevisthed giver mig dem." Mikayla lagde hovedet lidt på skrå da han sagde det næste.. "Du føler skyld, du elskede hende og hun oftede sig for at redde dit liv." Mikayla sagde det i en hvisken, men med det samme hun sagde de ord greb en forfærdelig hovedpine hende, som om hendes underbevisthed angreb hende. Hun klemte øjnene sammen og tog sig kort til hovedet, imens hun skar tænder..
"Du ved hvem du er, du er dig Mikayla. Vågn nu op og tag din plads tilbage." Det var en stemme indeni hendes hoved, en lys stemme næsten som en gudinde.. Mon Elona'dal havde talt til hende, bagefter stemmens klang forsvandt smerten og Mikayla blinkede kort med øjnene som om hun lige var vågnet. Så kiggede hun undrende på River.
"Er jeg i live?! Eller er jeg bare et spørgelse som taler ud i luften?" Mikayla var tilbage til sig selv, næsten da.. Hendes ånd vidste ikke helt at hun havde fået ny krop, men alligevel var den klar over at hun ikke længere var dæmon. Mikayla smilede til River. "Please sig jeg er i live!"

Kvinden foran ham var nok det der havde skræmt ham mest i hans levetid. Hendes opførsel var som en der var blevet besat. Hun levede i en verden hvor hun næste ikke vidste hvem hun var, det var i hvert fald det han ville kalde det, når hun gik og troede at hun var en anden og at hun ikke engang kunne huske sit eget navn. Irriteret foldede han armene på kors over brystet, derefter så han ned på ulveungen og selvom den så bedårende ud med sine store blå øjne, skubbede han den væk med sit andet ben, ignorerede det faktum at han engang elskede dyr. De ord Mikayla sagde fik ham kort til at løfte blikket. "Det er sandelig en underlig bevidsthed så,". Med de ord ville han vende hende ryggen og gå. Han ønskede ikke at se på hende længere. Pludselig udbrød Jane dog med en sætning, der gjorde ham endnu mere sikker på at hun var fuldkommen vanvittig og at hun skulle på et sygest syg hospital. Han vendte sig forvirret om og lignede nok et omvandrende spørgsmålstegn. "Hvad snakker du om? Du har været i live hele tiden? Nok var dæmonen ved at få ramt på dig, men det betyder ikke at du døde?" Hans ene øjenbryn var så højt løftet, så han havde det som om at det kunne glide af hovedet. "Du må heller få undersøgt hukommelsen, der er vist noget i vejen deroppe," De mørke øjne viste vej til hendes pande, inden han vendte ryggen til og langsomt begyndte at gå igen. Hun var ved at gå ham på nerverne.