Don't take it personal. It's my job. -Becie-

P: En grå skjorte med knapper ned af maven, dækket til af en sort læderjakke og på benene bære han ikke mere end et par blågrå cowboybukser.
O: Der er ingen væsner i syne, i skyggerne hersker det man ikke kan se og det eneste lys der er til at finde, er de skinnende stjerner på nattehimmelen.
V: Stjerneklart og en smule koldt.
T: Aften, ved at nærme sig nat.

Det var tid til at tjene penge. Manden der havde sendt ham af sted efter dette skyggevæsen, havde nok været det mest underlige han nogensinde havde set. Langs hans krummede ryg, hang der en lang fletning og dinglede frem og tilbage, hvilket fik de små bjælder i den til at ringe. Uden River havde spurgt om hvorfor der var bjælder snoet ind i det lange hår, svarede han på det som havde han læst hans tanker. Bjælderne var et tegn på respekt. Jo flere bjælder der var, jo flere kampe havde man vundet og fået respekt. Det fik River til at tænke på hvor mange sejre manden mon havde haft, siden hans fletning var dækket til af bjælder, så det var svært at se de brune lokker.
I den klare stjernenat, lænede han sig op af den kolde sten mur, lod dets kulde gå igennem ham, som når man satte sig ned i et varmt boblebad og lod vandet gå igennem ens krop. Svagt lukkede han øjnene i, huskede på de ord og informationer manden havde givet ham om skyggevæsnet. Det var en kvinde, unge af udseende, med brune lokker og et koldt sind. Det var i hvert fald de informationer manden havde givet. Han fortalte også at han ville give River en sæk mønter hvis han dræbte dette skyggevæsen for ham og bragte ham hovedet. Det var fint nok for River. Han ville bare tjene pengene. I søgen efter skyggevæsnet, var han gået til gyderne, i håb om at finde hende der. Som tiden gik, blev han dog mere og mere utålmodig. Der var ingen at se i nærheden overhovedet. Ikke engang de ækle rotter listede rundt hen ad jorden. En anelse utålmodig, slog han baghovedet ind i muren og ignorerede den smerte der langsomt bredte sig i hans kranium fra slaget. Han huskede præcis mandens beskrivelser af pigen, han ville kunne genkende hende med det samme, spørgsmålet var bare: Hvor var hun henne?
En rotte besluttede sig endelig for at dukke op. Den pilede hen ad den kolde jord, efterlod små fodspor i mudderet og stoppede ikke op, for at tjekke til River af nysgerrighed. River himlede med øjnene. Tiden gik langsommere end en skildpadde gjorde! Svagt drejede han hovedet og ventede på at nogen skulle komme gående igennem gyden.

Endelig kom der nogen. Fodtrinene der skøjtede hen ad jorden gjorde tegn på at det var en kvinde der var ved at nærme sig, en ung kvinde, hvis duft mindede ham om mørke og den snævre lugt af støv, en duft han befandt som skygge og mørke. Et tilfredst smil spredte sig hen over de smalle og sandfarvede læber. Denne pige var helt sikkert hans 'bytte'. Han var ikke helt sikker på hvordan man skulle dræbe et skyggevæsen, men en dolk i hjertet dræbte vel alle og en hver, så hvorfor skulle det gøre nogen forskel på hende? Lydløst listede han hen imod hende. En dolk gled ud af hans ærme og landede perfekt i hans håndflade. Med lysten til at dræbe og tjene penge, kom han tættere og tættere på pigen, til han til sidst kom frem for mørket og afslørede svagt sin skikkelse. Hurtigt som et rovdyr, løb han hen imod hende, sagde ikke et ord og afslørede ikke sit angreb. Han lettede fra jorden med et højt spring, roterede dolken i sin hånd og lagde an til at den ville ramme pigen i kraniumet, hvis ikke hun nåede at flytte sig fra det dræbende angreb.

Hun kunne håne ham, genere ham og alt det hun ville, så længe hun ville, det rørte ham ikke og i alt den tid hun brugte kræfter på at bruge fornemmelser der ikke virkede, så han bare på hende med en maske bygget op af jern og stål. Var det overhovedet tiden værd at forklare hende hvorfor han var efter hende? Han var egentlig ikke sikker på hvorfor manden ville have hende død. Han tog blot imod jobbet og pengene. Om det var personligt eller familie ragede ham ikke spor. Dolkens blad glinsede svagt i mørket, når han drejede den rundt i sin håndflade. Han tog ikke øjnene fra hende, adskilte ikke læberne for at svare hende. I stedet gik han direkte hen imod hende igen, for at gøre et angreb nr. 2. Lige da han troede at han var klar til at angribe, ramte en pil ham i siden og fik hans ben til at falde sammen under ham.. Han undslap et enkelt jamren, før han med et bid i sin underlæbe, trak pilen ud og lagde en hånd på såret der inden længe ville heale.
"Jeg kom i tanke om noget," sagde en stemme bag ham pludselig. "Jeg kan tage dusøren på vampyren, også selv dræbe pigen," Manden var intet ringere end 2 meter høj, et bjerg af muskler og tydelig blodåre, samt et brunt, snasket skæg der gik ned til kravebenene. Han kiggede hen imod Everlyn. Et lumsk smil blomstrede sig. "Du skal dø min lille snut,". Med sin tunge krop gik han hen imod hende, men nåede ikke langt, før hans ansigt var klasket ned i den kolde jord. River kom på benene. Han brød sig ikke om at blive snydt på den måde. Det varede ikke langtid for manden at komme på benene. Med et dræbende blik i sine øjne, kørte han sin håndryg under munden og spyttede derefter ud til siden. En ordentligt spytklat.. Han så hen på Everlyn igen.

River kiggede med et løftet øjenbryn på Everlyn igennem hele forløbet. Han måtte give hende ros for at tage det så roligt, trods alt stod der to mænd foran hende, der ønskede at slå hende ihjel. Eller, River ønskede det egentlig ikke mere, eftersom ham der skulle give ham penge for det, nu stod og forsøgte at slå ham ihjel. De penge var blevet til aske.
Manden, der havde bedt River om at dræbe Everlyn, så forvirret efter hende. Han forstod ikke meget af at hun tog det så roligt. Lige i det øjeblik han ville sige noget, sparkede River ham i skridtet. Man kunne høre hvordan lemmet blev knust under slaget. Tilfredst smilte River. Lyden af mandens skrig var som musik! Manden faldt på knæ med et bump. Munden stod på vidt gab og øjnene var klemt sammen af smerte. For at gøre en endelse på lidelserne, rev River ham i håret og trak hårdt tilbage. Blod sprøjtede ud til alle sider da mandens hoved nu blev adskilt fra kroppen.. River smed hovedet fra sig, lod det rådne over i en busk.
"Aldrig forsøg at gøre nar af mig," sagde han koldt til liget. Han vendte nu sin opmærksomhed imod Everlyn, med blod udover sin trøje, som havde han spildt rødt maling udover sig selv. Langsomt startede han med at gå hen imod hende.. Der var intet truende over hans bevægelser, men heller intet betryggende.

River kunne ikke undgå at lave en svagt hånende grimasse over hendes valg af ord. De sorte øjne var kolde som is, da han skabte en øjenkontakt med hende. "Ser du, nu når jeg ikke længere får min løn for at dræbe dig, ser jeg ingen grund til det," Han klikkede en enkelt gang med tungen. "Men, du skal da være så venligt at gøre andre sure en dag, så jeg kan tjene penge på den måde," Han var startet med at gå. Det var på tide at finde en anden mission. De penge skulle tjenes. Hendes spørgsmål havde han egentlig ikke lyst til at svare på, men, han kunne ligeså godt få fred ved at gøre det. Han vendte sig om imod hende. Vinden rodede svagt i de gyldne lokker. "Jeg ved det ikke, spørg dig selv hvad du kunne have gjort, manden der.." Han nikkede ned imod den hovedløse krop. "..Sagde bare at jeg kunne tjene penge hvis jeg dræbte dig, jeg aner da ikke hvorfor han vil have dig dræbt og det interessere mig heller ikke," Efter de ord vendte han ryggen til hende. "Det er dit problem at finde ud af hvorfor han hader dig, nogen folk hader bare en fordi de mangler et liv," Han var startet med at gå igen. Kroppen bevægede sig i selvsikre bevægelse.

Hun fulgte efter ham, hvorfor i alverden fulgte hun efter ham? Burde hun ikke at være klog og gå sin vej? For ikke så mange minutter siden havde han forsøgt at slå hende ihjel? Hvem var lige skør nok til at følge efter sådan en person, samt give sig til at stille en masse spørgsmål, der måske kunne give morderen chancen til at slå offeret ihjel, da det ikke lykkedes i første forsøg? Han så ikke på hende imens hun stillede alle de spørgsmål. Hvorfor skulle han? Orkede han egentlig at svare på spørgsmålene. Da hun endelig var færdig med sit sidste spørgsmål, stoppede han op og vendte sig om imod hende. "Hør her, jeg ved ikke hvem du er og jeg er også ligeglad," Han så ind i hendes øjne med sine sorte. "Du kender mig ikke, penge er noget alle har brug for og modsætning til alle andre, finder jeg det nemmere at slå ihjel for at tjene dem," Foran sit ansigt lod han hænderne klappe sammen. "Jeg slår for det meste ikke ihjel for sjovs skyld, der findes andre ting at lave hvis man skal have det sjovt, men bliver du ved med at irritere mig, kan det godt være at jeg ender med at slå dig ihjel," med de ord startede han langsomt med at gå igen. "Hvilken person er så skør at de opsøger en der lige har forsøgt at slå dem ihjel? Du ved måske ik' hvordan man har det sjovt, siden du nærmest beder om at blive slået ihjel?" Han sendte hende en drilsk grimasse. I de sorte øjne strålede hån.

Hun var virkelig irriterende? kunne hun ikke bare lade ham være i fred? De sorte øjne voksede sig langsomt til at blive mørkere og mørkere, mere vrede og irriteret en nogensinde før. Ud af sin øjenkrog så han på hende. Det nysgerrige skyggevæsen. "Hør, jeg er ikke i humør til at snakke med dig, find nogen andre at snakke med, jeg er sikker på der er en mand derude eller to, der meget gerne vil snakke med en som dig,".. Det så ikke ud til at hun havde tænkt sig at give op. Skulle det bekymre ham? Ville hun følge ham med helt tilbage til lejligheden? Han sukkede dybt og håbet inderligt at hun ikke ville. Den hånd hun rakte hen imod ham, kiggede han dog blot spørgende, samt hånende på, inden han vendte ryggen til hende og fortsatte med at gå videre. Det latterlige smil kunne hun også beholde for sig selv. "Navnet er River og jeg kan ikke sige i lige måde," Hans stemme var drilsk og kæk. Da de kom til en kro, gjorde han et spørgende blik over sin ene skulder. "Følger du stadig med eller har du fortrudt?" Han smilte drilsk.

// hey becie! Undskyld jeg ikke har svaret dette emne i evigheder, ville høre om du stadig vil have svar eller om det er ligemeget :3 mvh. River!

//Du er tilgivet, River
Jo, jeg har ikke noget imod at det fortsætter. Jeg har selv været meget off-on på det seneste, men er så småt begyndt at starte op igen //

// Awh, føler mig beæret over at være tilgivet x3
Super duper, giver dig lige et svar så. Så vores to stædige karakter kan fortsætte deres samtale xD

Tøsen der fulgte efter ham var mærkelig på så mange måder, at han ikke var i stand til, at kunne tælle dem alle sammen. Det ville tage alt for lang tid. Hvem pokker fik lige lysten til, at følge med en, som rent faktisk havde haft i tankerne om at dræbe dem? Det gav jo ingen mening. Havde manden ikke kommet og afbrudt dem, så ville han stadig forsøge, at dræbe hende til det til sidst var lykkedes. Det var hans job. Det galte penge. Og tidsfordriv.
Han sendte hende bare et kækt smil. Hvem hun end var, så kunne det være, at hun gik hen og blev interessant at snakke med. Man kunne jo aldrig vide.
"Siger tøsen der følger efter en der forsøgte at dræbe hende," Han lukkede krodøren bag dem og så fra hende, til krostuen, hvor forskellige væsner sad og nød en øl. På hvert bord stod der stearinlys og oplyste atmosfæren omkring bordene. Han gik med sine lette og loggende vampyr bevægelser hen til et bord, hvor han satte sig ned og åndet lettet ud. Med et skævt smil på læben, så han sig omkring og viftede efter tjeneren, der kom luntende hen imod ham. "Whisky, jeg ved ikke hvad tøsen der vil have," Han nikkede hen imod Evelynn. De smalle læber sendte hende et kækt smil. "Hun må heller få noget stærkt. Hun har været ude for noget traumatiserende i aften," Han gjorde store øjne. Det drilske smil forlod aldrig hans læber.
Tjeneren så bare forvirret fra River til Evelynn.

Evelynn rullede med øjnene. ”Meget traumatiserende, ja. Jeg tror aldrig min blødende sjæl vil hele.” Man var ikke i tvivl om den sarkasme som hun tydeligt fremviste i sine ord. Hun smækkede fødderne op på bordet og slængede sig tilbage i stolen. ”Ja, hvad mon tøsen her skal have?” sagde hun og lod blikket falde på tjenerens frisure, som var sat med en meget lige midterskilning og strøget ud til siderne. Han havde sikkert sat det med øl. Evelynn havde hørt, at klamme mænd satte sin frisure med øl, så det kunne holde, og ham her var sikkert klam. Hans frisure var i hvert fald klam.
”Noget stærkt?” Hendes blik fangede nu tjenerens forvirrende små øjne, og hun flyttede sine ben ned til jorden igen. Hendes fingre spillede hen over ilden fra stearinlyset. ”Nej, jeg skal ikke have noget at drikke,” sagde hun og lod pege- og tommelfinger lukke sig om vægen og slukkede ilden som en dramatisk effekt. Hun lo. "Jo, giv mig en flaske rom. Min kammerat her betaler.” Så viftede hun tjeneren væk, så på River og efterabede hans drilske smil.


//Aarg! Så snakker man om at man nu er på underworld, og så er man der ikke i 10 dage, haha Nå, men jeg fik da svaret. Sorry ^^ //

// Det er i orden

Stakkels tjener, at blive udsat for både ham og Everlynn, var nok ikke det han ønskede mest. Havde River ikke været fløjtende ligeglad, ville han nok have forsvaret den stakkels tjener. Eller, ikke. Det ragede ham en disse og det, at tøsen her var så besværgelig overfor ham, gjorde det vel bare bedre. Han betalte... Fint med ham, han manglede ikke ligefrem penge så. Det gik nok.
Han bed sig selv i underlæben, grinte svagt og så derefter ned i jorden, for at skjule det lille smilende grin han havde fremvist. Da drikkevarene endelige kom, tog han imod sin whisky og slukkede med det samme sin tørst, ved at lade den dejlige væske sive ind imellem sine læber. Ud af sin øjenkrog holdt han øje med sin kønne nye 'veninde'.
Han stillede drinken fra sig igen og sendte hende et drilsk smil. De mørke øjne flammede op i kroens belysning. "Så.. Everlynn, ik sandt?" Han lænede sig en smule over bordet. "Hvad mon en tøs som dig kunne have gjort, siden så stor en mand var efter dig.. eller rettere sagt sendte mig efter dig," De skulle vel have et eller andet at snakke om. Hvorfor ikke snakke om det der bragte dem sammen. Det undrede ham nu stadig, at hun var fuldt efter ham, specielt når han havde forsøgt, at dræbe hende. Hun var noget for sig selv, kunne man vel sige..

Hun kunne pirre tjeneren så meget hun ville. I Rivers øjne var det ikke underholdende, ej heller begyndte han at få medlidenhed med tjeneren, da det kunne gå den omvandrende slave meget værre. Når man levede i en verden som denne, var mobning langt fra det værste du kunne komme ud fra og havde man levet længe nok, så var man udmærket klar over det.
Noget inde i River irriterede ham en smule, en tanke om denne Everlynn som sad foran ham. Hvad havde gjort hende så kold og modbydelige i tyggetøjet? Til hans eget forsvar var hans undskylning, at han blev forvist og foragtet af sin egen familie, hvilket havde gjort ham til den kolde skid han nu var i dag.
Han himlede svagt med øjnene over hende, hvor han derefter drejede hovedet hen imod tjeneren, der så ydmygt kom luntende tilbage med en skål kirsebær, for ikke at tale om kluden. Med hadet strålende i sine øjne, fjernede han romen fra gulvet med den våde karklud og forsvandt snart ud af syne igen.
River tog en slurk af sin whisky, imens de sorte øjne holdt øje med tjeneren, lige til at han ikke kunne se ham længere. "Du nyder at pinne folk, ikke sandt?" De sorte øjne lå nu på Everlynn. "Magt? Du er sikkert en af dem der elsker magt," Han klukkede lavt for sig selv, for derefter at køre en hånd igennem sine mange gyldenbrune lokker. "Er du blevet født en kold skiderik eller det noget du er blevet hen af vejen?"

Han lyttede til hvert et ord dette skyggevæsen havde, at fortælle ham om sig selv og hvorfor, anede han egentlig ikke, måske fordi han ikke havde andet at lave, måske fordi han fandt hende interessant? Enden var hun interessant i hans øjne eller også var hun skingrene skør, for at følge efter ham, da han intet godt havde at byde hende, men det måtte hun jo selv finde ud af med tiden. Han gjorde et løft, nærmest et vink, med øjnebrynene over det hun sagde og tog en ny tår af sin såkaldte whisky, hvis smag var som himmelen på flaske. Ikke at det var noget nyt.
Det var ikke til, at tro, at hun ligesom ham selv engang havde været det sødeste væsen i verden, men som nu sad her, fuldkommen anderledes og nærmest ligeglad med alt omkring sig. Når det kom til stykket, var River også ret ligeglad med sig selv, forvirrende og nok en smule emo agtigt, men han var ret så ligeglad. Lige nu viste han slet ikke hvad han skulle spørge tøsen her ind til, for hvad ragede det ham, hvem sagde, at hun overhoved ville svare på det? Han stillede sin whisky fra sig, så kort vuderende på hende med sine sorte øjne, før han ligesom hende lænede sig tilbage i stolen, foldede armene på kors over sit bryst. "Så, du har engang været sukkersød huh?" Han klikkede drilsk med tungen. "Utroligt... Hvilke pinsler var det, det fantastiske væsen valgte, at fjerne... hvis man må vide det?" Rivers øjne funklede svagt i stearinlysets skær.