Sådan er det når man ikke passer på - Sajro

Han sad bare sammensunken på knæ, med et fuldstændigt tomt blik i øjnene som om der på inge måde var nogen hjemme i hans tunge hoved, hvilket der som sådan heller ikke var... Hans krop var aktiv men hans hjerne var ned, selv hans instinkter var slået fra han var som en dukke, en slags robot man bare kunne sige til hvad den skulle gøre og han ville gøre det...

Det eneste han gjorde var at se ind i hendes øjne...

Blair kunne slet ikke finde ud af hvad der skete, hvorfor han pludselig så væk? Hun knipsede og klappede foran ham for at prøve at få liv i ham, hun klappede ham også blidt på kinden. Hvad skete der med ham? Blair fik det virkelig dårligt med sig selv, det hele var hendes skyld, hvis hun ikke prøvede på at være så forførende var det aldrig sket, så var de måske venner, uden at det var akavet..

Han blinkede med øjnene når hun klappede ham på kinden men ellers sad han bare med det tomme blik i øjnene, som om der lige var noget der var gået op for ham... Han sad bare som en død person hvor man havde fået personen låst i en stilling hvor de kunne sidde og kigge sig omkring fra...

Han sad bare og ville ønske det aldrig var sket... Der var kun en tanke der kørte i hans hovdem og det var om at han var et idiotisk svin af et monster som bare burde få taget sit eget liv...

Blair syntes ikke deres møder endte ret godt. Blair satte sig op af væggen og slog hendes hovede ind i væggen. Hun ville egentlig bare væk, men hun kunne ikke efterlade Sargonis, det kunne hun ikke få sig selv til, Blair kæmpede med at holde tårene inde, hun havde det som om det altid var hendes skyld, Blair lagde sig ned på fortovet, hun havde bare slet ikke overskud til det, overhovedet heller ikke.

Et kønt par de var de to... Det endte ikke særligt godt for dem når de var sammen men stadig virkede det ikke til at der var nogen af dem der ville slippe det venskab der stadig var en mulighed for...

Han blev langsomt sig selv igen og kunne se hvordan hun lagde og græd op af væggen, og han fik sig strukket langsomt hen imod så han sad på alle fire og kiggede på hende, i et forsøg på at fange hendes øjne... Han blik var varmt men dog sorgmodigt...

"Blair... Rolig nu der skete jo ikke noget... Du kunne umuligt se det var mig... Jeg kunne ikke engang kende dig i mørket og jeg ser ellers godt i mørke..."

Blair lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Der var måske noget om det, men hvis hun ikke var så dum at hun skulle flirte sig ud af alle situationer. Det var hendes skyld. Blair var så vred på sig selv, det var altid hendes skyld. "Jeg skulle absolut flirte med dig, så jeg ikke fik ballade. Jeg er så barnlig." Blair så ned i jorden.

___
George havde ordnet de sidste ting i butikken og var på vej ud. Han så over på vagten og.. hende.. Hvorfor havde han ikke taget hende med endnu? George gik hen til dem og så undrende på vagten. "Var det ikke meningen du skulle tage hende med?" George så over på pigen og tog fat i hendes arm. "Man skal da også gøre alting selv."

Han var lidt ramt af det hun sagde om at hun var barnlig bare fordi hun flirtede fordi hvis hun var barnlig på grund af det, så var han jo endnu mere barnlig han skulle altid kæmpe sig ud af sine problemer der hvor hun istedet brugte sin feminine træk og søde personlighed til at forføre folk...

"Det er da ikke barnligt, det er bare udnyttelse af dine gode træk..."

Han smilede kort...

Da manden hev fast i hende rejste han sig op, og stak manden en knytnæve på siden af hovedet med alt den kraft han kunne mønstre...

"Jeg sagde jeg tog mig af hende..."

Blair var gald for han prøvede at opmuntre hende, men hun synes du ikke det var gode træk hun havde. "De skaber altid problemer, jeg vil ikke kalde dem gode træk." Blair prøvede at komme fri da købmandsejeren tog fat i hende. Hun så på ham da Sargonis havde slået ham. Blair sparkede til ham med hendes høje hæl. "Så finder man ud af at man ikke skal irritere Blair og Sargonis." Blair smilede til ham og stilte sig ved side af ham. "Tak."

____
George mærkede det hårde slag på sit hovede, og så var han væk. Han kunne dog svagt fornemme den lille følelse af et spark.

"Lad os nu bare komme væk herfra ikke Blair..."

Han kiggede på Blair og lod bare manden ligge han skulle nok klare den, uden at de var nød til at hjælpe ham. Han kiggede på Blair let smilene hvordan kunne han andet end at smile til hende hun var jo venlig og rar...

"Ahh... Hvordan kan din søde, kærlig personlighed ikke være et godt træk? Og at have et godt udseende ses normalt også som et godt træk..."

Blair nikkede, det var nok smartest de gik. Blair lyttede til hvad han sagde. Men hun var stadig ikke enig, hun brugte sit udseende til at forføre fyre, det var der ikke noget ved. Hun havde også Alian, hvordan kunne hun gøre det mod ham. "Det er vel nogle gode træk, jeg bruger dem bare forkert." Blair overvejede lidt at fortælle ham om Alian, hun havde ikke rigtig andre at tale med om det. "Men jeg har da et lyspunkt i mit liv."

Han håbed elidt hun ville føre vej, fordi han havde ikke ligefrem et sted de kunne gå hen, for at kunne snakke sammen... Han kunne tage hende med hjem til Firewoodvillage men han vidste ikke helt hvordan Lyssa ville reagere...

"Det tror jeg desværre ikke jeg kan sige dig imod i..."

Han smilede ved hende næste ord, fordi han var da utroligt glad for at høre at hun havde et lyspunkt i hendes liv... Og det var da noget de kunne være sammen om, da han jo havde fået Lyssa tilbage...

"Jamen lad mig da høre..."

Blair så sig omkring, det nærmeste sted de kunne tage hen var hjem til hende. "Skal vi tage hjem til mig?" Blair vidste godt at hun brugte hendes gode træk forkert, så at han sagde det gjorde det ikke mere sandt. Da Sargonis bad hende fortælle om det blev hun lidt genert, og så meget forelsket ud. "Der er en fyr. Det er ved at blive seriøst." Blair var helt væk i Alian, når de var sammen var alt andet lige meget.

Han var glad forat høre hun havde fundet en hun kunne dele livet med, af to grunde, fordi det gjorde selvfølgelig hende glad og lykkelig, men det var også med til at gøre deres venskab nemmere at have med at gøre...

"hvor er jeg da glad for at høre det."

Han smilede og lagde en hånd på hendes hovede og uglede hende hår lidt... Han grinede så lidt...

"Vi er vel egentligt heldig begge to? Jeg er også sammen med Lyssa igen..."

Han smilede ved tanken om hende...

Hvis Blair var en tegnefilmsfigur ville hun svæve lige der. Blair så op på ham med et fornærmet blik, det var dog tydeligt at se det bare var for sjov. "Ikke håret, det er jo mit bedste træk." Blair glattede det ud igen, så godt hun kunne. Hun var helt enig i det de sagde. Det var godt at han var sammen med Lyssa igen. "Ja, vi skulle bare lige mødes på en knap så god måde først. Det er godt." Blair ville gerne have Sargonis var lykkelig, de var venner så hvis hun ikke ønskede det ville hun kke være en ret god ven.

HAn grinede bare lidt til hende da hun spillede fornærmet... Han var ikke ligefrem typen der lod sig narre og selvom han ikke kunne se folk spillede så gjorde han alligevel sjældent det folk forventede af ham...

"Ja sådan kan livet jo gå, men nogle gange er det jo dem man ender i problemer med der viser sig at være nogle af dem man har det bedst sammen med..."

Han smilede og lod hende bare føre dem om til hende lille lejlighed, hvor han da stadig regnede med at hun boede, og han ville gerne sige noget men det eneste han havde tilbage var at fortælle at han var blevet far...

"Og så er jeg også blevet far..."

Blair så smilende på ham, det var rigtigt nok tit når man havde haft nogle problemer sammen kunne man bedre fortå hinanden. Blair gik op mod hendes lejelighed. "Ja, det er rigtig nok, du er helt klart den jeg har haft flest problemer med, men du er også den jeg stoler mest på." Blair var ikke så god til at knytte sig til folk, Alian og Sargonis var de eneste hun havde knyttet sig til. Blair stoppede op. Sagde han lige han var blevet far? "Det.. Tillykke!" Blair så smilende på ham og låste døren op.

han fulgte bare med hende, og var glad for det hun sgade og svarede bar emed et nik og et annerkendene smil... Han stolede også på hende, og han holdt meget af hende og det var en rar følelse at have at man stolede på en anden person på den måde...

"Tak..."

Han vidste ikke helt hvad han skulle sige og fulgte bare efter hende ind i lejligheden... Han vidste ikke hvad han skulle sige fordi det ikke var nemt for ham at finde rundt i hvad han skulle synes om det hele...

Blair synes ikke han virkede så glad for det. "Det er da en god ting, er det ikke?" Blair gik ind i stuen og sukkede. Hun burde virkelig takke ja til Alians tilbud om at bo hos ham, men de skulle heller ikke gå for hurtigt frem, hun ville ikke ødelægge det. Blair gik hen til madrassen og satte sig ned på den. Alians hytte virkede pludselig meget mere tiltrækkende.

"Jo selvfølgelig er det en god ting... Vi blev bare ret chokeret over det... Og drengen voksede så hurtigt at han allerede er stukket af hjemmefra..."

Han vidste ikke hvad han mere skulle gøre men han satte sig over ved siden af hende på madrassen men dog med en halv meter i mellem dem... For at det ikke skulle blive alt for akavet...

"Skal du enligt ikke snart videre fra den her hytte?"

Blair nikkede forstående, bare tanken om at hun ville få et barn gav hende kuldegysninger, hun ville gerne have børn, men bare ikke som 17 årig. Blair så smilende på ham. "Hold da op." Blair synes det var helt vildt hun ikke havde hørt om det noget før, men det var også et godt stykke tid siden hun sidst havde set Sargonis. "Jo, jeg tror måske jeg flytter ind hos Alian, men jeg bange for det går for hurtigt."

Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende omkring noget af det... Det var alt sammen så utroligt sært for ham, og også det at siddet der med hende igen i hendes lejlighed det var meget mærkeligt...

"Ja jeg kan jo ikke sige hvilken type han er... Så jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dig..."

Han kiggede sig lidt omkring og undrede sig meget over hvad der skulle sige eller gøres, og håbede lidt hun ville tage initiatvi til at holde samtalen...

Blair skulle ikke til at beskrive Alian, det kunne bruge rigtig lang tid på. Blair så ned i jorden for at tage sig sammen til at sige det hun havde i tankerne. "Han er den jeg vil tilbringe mit liv med. Derfor piner det mig virkelig at jeg ikke kan være ham tro." Blair blev nød til at tage sig sammen, han var meget mere værd.

Han forstod hende bedre end hun nok lige regnede med han havde jo lidt det samme problem, udover at han ikke flirtede men lod sig bare meget nemt forføre og lod meget nemt kvinder få kontrol over ham, og han havde en tendens til at lade dem gøre hvad de ville om det så var at skade ham eller have sex med ham... Han arbejde dog på det...

"Jeg forstår... Jeg har det på samme måde bare med at jeg er en anelse for nem at forføre..."

Blair lod sig falde ned i sengen. "Hvorfor skal det være så svært?" Blair kunne godt se at Sargonis' problem også var slemt, det måtte næsten være værre end Blairs, hun kunne bare stoppe, hans var mere fysisk, hvis man kan sige det sådan. Blair skulle bare lade være med at lægge an på alting, og forføre dem med hendes udseende, sværere var det ikke.

Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende, omrkign det problem hun havde eller rettere det problem begge havde... Det var simpelthen meget mærkeligt at de ikke kunne bare sige nej til at være sådan men det vaar nok bare fordi de stadig var unge hormon forstyrrede mennesker...

"Ja det er træls..."