Hun ville ikke stoppe med at skrige - Sajro

"Få hende ud!" - Kro ejer

I midten af de hårde trægulv ligger den sammenfoldet unge pige, som et lille barn i hendes mors mave lå hun der sammenfoldet, men blod løbende ned af den oprevet hvide tank top, og de ødelagte jeans. hendes maveskind sammen med den ene af hendes bryster var helt tydelige med de enorme huller i tøjet. hendes spinkle, tynde figur, var normaltvis et syn for guder, med den hvide bløde hud ligeså yndefuld som en blomst. men på denne aften, sparkede hun ud efter alt og alle, efter hun havde kastet sig ind af kro døren, og gennem skrig af rædsel og smerte havde fået gæsterne ud af kroen, hvor de nu søgte et andet sted hen at bruge natten. pigen havde ingen tydelige sår, men hendes hugtænder var så tydelige som den klareste måne på en natte himmel. hun gemte dem ikke, og heller ikke var nærig når det kom til spark uddeling til alt og alle der kom tæt på hende.

Sajro var selv på vej hen til kroen. Han kunne så småt se og høre folk bevæge sig væk fra kroen, så han begyndte hurtigt at nærme sig den... Han lagde så mærke til hvad det var der fik dem alle sammen til at flygt der fra... En rødhøret ung pige der lagde på gulvet krøllet sammen... Han gik ind og så så hvem det var og hvordan hun så ud... Han smed en pose penge til kroværten som erstatning for de manglende gæster... Han hev sin skjorte af og satte sig ned foran hende og pakkede hende ind i den...

''Hey Jessica... Hvad er der sket?''

Trods hendes sparken og vildskab blev han bare ved med at sidde der, og han lagde trods det hele også bare armene om hende og holdt hendes spinkle dog smukke krop ind til ham... Hvad var der sket? Han undersøgte hendes håndled for tegn på voldtægt...

Nogen mægtige hænder som var tilhørte de en titan, bliv lagt ved hende, og efter nogen paniske slag på mandens bryst, og den store stål brystkasse ingen steder gik opgav hun sit skrigeri, og da hun åbnet sine øjne, og tårende trillede ned af begge kinder som små vandfald, kastede hun sine tynde svage arme om hans hals, og hulket i en masse lyde, og talte ord som selv ikke hun selv forstod meningen af.
hun krøb ind til hans bryst, og stoppet sine lille stilling, og bliv nærmest en tæe på hans bryst, der fandt sin tryghed ved ham, og hun bliv helt stille, inden hun sagde "Victor...Van Tenebris." hun sagde ikke mere og brød ud i gråd. hendes evne havde givet hende fri mulighed til at søge hans minder efter hans navn, hvilket var grunden til hun kunne det. "Pas på mig...."

*Ved ikke om hun bliver voldtaget i det andet emne. Men det sker sikkert. så gå bare udfra hun er. Det er ikke børnevenligt det han laver nemmerlig ^^´

''Ikke det svin igen... Hvornår lærer han at man ikke lægger sig ud med folk jeg holder af?''

Han knugede hende bare indtil sig, og han vidste ikke hvad han skulle gøre for at hjælpe hende, hvad var det hun gerne ville have han skulle gøre for hende. Han var derfor glad da hun sagde at han skulle passe på hende. Han løftede hende stille op fra gulvet og bar hende ud af kroen, mens han bare holdt hende ind mod hans nøgne bryst...

''Bare tag det helt roligt, nu tager du med hjem til mig... Så laver jeg noget te?''

Han smilede stille og gik bare indenfor med hende...

Hendes udmattelse, og den dejlige potion ved hans pumpene hjerte var som at tvinge en bøf til en tiger. hun ville have bidt sig selv i underlæben for at holde styr på hendes tænder, men hun var så træt, og havde så ondt at det halve kunne være nok. hun lagde sine hænder mod hans bryst, og snakkede til ham, for at falde ned, hun var stadig bange, hun var voldtaget, slået, skåret i, truet, pirret med blod foran hendes næse, og mest af alt var hun smadret, knust, træt, og skrækslagen.

"Han voldtog mig... jeg er bange.. pas på mig."

Hun skammet sig, en stemme i hende sagde det var hendes egen skyld, hun kunne til hver en tid stoppe det med sin evne, men hun nægtede gang på gang, hun havde det så dårligt, men hun ville ikke mere, ikke bruge den til mere seriøst, hun var ikke en monster som hendes far, men det var ikke kun det som stoppede hende, Victor ville have hun brugte den til hans lyst og vilje, og for hvert sår hun havde fået, bliv hun mere opsat på han ikke skulle vinde. Nu var hun bare forfærdeligt ked af det.
sårene var helet, hun havde fået blod, og var vampyr. derfor

''Mangler du blod søde?''

Han løftede hende op så hendes hoved hvilede på hans skulder med blikket direkte mod hans hals. Han gik bare stille videre mens han strakte halsen så hun bare kunne tage som hun lystede det...

''Bare tag af det, og bare tag lige så meget som du føler nødvendigt... Stop ikke før du virkelig har fået nok eller jeg besvimer...''

Han gik bare stille videre til huset og han bar hende ind og satte sig stille ned på sengen...

''Jeg lader dig ikke ude af syne før du selv er klar...''

Hun så mod den indbydende hals, og hvert eneste instinkt i hendes krop forlangte hendes tænder i det saftige kød, så det livsnødvendige blod kunne flyde i hendes åre. og ingen tøven kom fra hende mere, det var enten blod nu, eller blodrus om en halv time. hun var virkeligt langt ude. hun suget på ham, meget, nok det længste hun nogensinde havde taget før i en potion. - men stadig mindre en normal vampyrs aften mad. to liter blod. Hun kunne lide hans vareulve smag, men hun ville ikke sige, det, hvad ville han ikke tænke.

hun så op mod ham, da hun sad stadig i hans arme, da han havde sat sig på sengen, og klemte sig lidt mere ind til ham, og sagde svagt .. "tak"

''Ingen grund til at takke mig... Jeg gør det et hvert væsen skulle have gjort overfor nogen der hungrer så meget som dig...''

Han vidste godt at mange ikke kunne lide hans blod og slet ikke af vampyrer, bloddæmoner var en anden snak de var mere til hans blod da det var fyldt med kraft og styrke. det var mere det de hungrede efter hvorimod vampyrer havde en anden tilgang til det. Han smilede stille til hende...

Han lagde hende stille ned på sengen, og lagde sig bare ned med hende og lagde stille armene om hende og knugede hende lidt indtil sig...

''Noget du ahr brug for?''

"tak for det hele"

Hun krøb ind til ham, da han lagde sig ned. hun klemmet sig meget ind til ham, hun havde brug for tryghed, at føle nogen ikke ville hende noget ondt.

"At du ikke slår mig... hold om mig"

Hun var meget kælesyg lige nu, kunne man forvente andet efter at vride sig i smerte og skam mens en fremmede mand pumpede sig frem og tilbage i hende, som en genstand.

Han trak et tæppe op om dem, og kastede en sten på døren så den smækkede i. Han lagde bare stille og holdt om hende. Hvis det var det hun havde brug for var det det han ville give hend. Han kunne godt lide følelsen af det. Det var faktisk rigtigt rart at mræke... Han smilede stille og holdt hende bare, og kyssede hende blidt på kinden...

''selvfølgelig slår jeg dig ikke... Jeg vil bare ligge lige her og holde dig, eller gøre alt hvad du beder mig om...''

Han nød faktisk at ligge der med hende, ligge der og holde hendes spinkle krop ind mod hans voldsomt store krop. Det var virkelig voldsomt at se kontrasten imellem dem...

Hun nusset sig indtil ham, og stoppede ikke med at bore sig ind i hans bryst, til hun ikke kunne komme tættere på hans hjerte. det beroliget hende. hun sukkede af skam, og ville have noget the. men helst ville hun ligge her først.

"Han fik mig til at skrive under på en slave kontrakt. det var bare et papir..."

hun stoppede med at snakke, og græd lidt, inden hun kunne tude de sidste ord ud

"Men min værdighed.. væk. jeg er så dum og magteløs... du vil mig ikke noget ondt vel?.."

Hun kunne ikke spørge om det nok gange lige nu, eller høre svaret. og nu var ikke det rigtige tidspunkt for ham at være sarkastisk.
Hun kunne ikke tage stilling til hvordan han var at ligge med.. han var dejlig, men nu ville hun ligge her, og tænke over ingenting, for hver tanke var dårlig

''Gjorde han det? Det er lige meget... Vi skal nok få dig fri derfra...''

Han smilede bare stille til hende... Han holdt hende bare tæt indtil mens han ganske nemt denne gang undertrykkede hans dyriske instinkter der ellers fortalte ham at hun var værd at parre sig med for at sige det som et dyr ville tolke det...

''Nej Jessica... jeg ville aldrig skade dig... Det ville jeg aldrig kunne drømme at gøre...''

Han knugede hende bare indtil sig, mens han igen kyssede hende på kinden...

*skal op tidligt. vil gå under dynen nu. Sov godt Sajro :-)
Godt du passer på Jess inat ^^´

//Glæder mig til at få svar i morgen så. ^^//

"Det bare papir!!"

Hun kunne ikke fordræve tanken om at skrive under på en slavekontrakt, det var så ydmygende, så frustrerende. hun ville ikke høre ham sige de nok skulle løse det, hun ville høre sige det intet betød, det var bare papir, om det var eller ikke var, ændret det ikke på hvad hun ville høre.. det hun havde behov for at høre.

"Godt.. Du rar"

Hun kunne meget godt lide ham, men her til aften tænkte hun slet ikke på sådan ting, hun følte sig udkørt og misbrugt, hun havde ikke brug for sex eller hygge, bare tryghed, alt andet ville ende katastrofalt for hendes mentale tilstand.

"Vil du hente mig the.."

''Ja selvfølgelig er det bare et papir.''

Han kyssede hende på panden, og lagde så ellers bare med hende. Han havde ingen grund til at sige hende imod. Det var virkelig ikke det han følte hun havde brug for... Lige der skulle hun bare føle sig tryg ved det hele...

''Tak... Og i lige måde.''

Han blev bare liggende til hende spurgte om han ville lave hende noget the... Han smilede stille, og rejste sig langsomt op...

''Selvfølgelig...''

Han satte en gryde over i kaminen med noget vand og nogle forskellige urter og blade...

''Må der være noget beroligende i?''

Det var dejligt.. at vide hun ikke havde gjort noget forkert. det fik nogen tunge sten af skyld og hjælpeløs følelse til at falde lidt, følte sig mindre skyldig, mindre svag, mindre ubrugelig.

"Tak.."

Hun nikkede et par gange til sig selv, hun ville gerne have noget beroligende, hun havde det stadig ikke så godt. ville hun nok ikke have det næste lang tid.

"Ja.. be om"

hun kiggede mod køkkenet, og selvom hun næsten aldrig delte sine tanker, sagde hun dem, mens nogen små uskyldige tåre trillet ned af kinderne

"Jeg er så magteløs..."

''Det var da så lidt.''

Han smed nogle beroligende midler i vandet sammen med alt det andet han havde lagt der. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv, om hvad han mere kunne gøre for hende. Han satte sig over til hende og aede hende stille over kinden...

''Det er klar lige om lidt... Men kan du godt påvirkes gennem the'en? Det kræver ikke blod?''

Han gik stille over til gryden og hældte det op i en kande som han tog med over til hende... Sammen med et krus.

''Her.''

Han hældte lidt op til hende...

Der var nok intet som Sajro kunne formå at gøre. i sådan en tilstand var ingen rigtig kun forkert måde, det krævet tid før at de mentale sår var helet, hvis de nogensinde ville. Det var på dette punkt at den forkerte måde at tackle hendes problemer på kom i effekt. som kunne gøre det værre

"Hvorfor går rige folk i fint tøj? det holder dem ikke varme, det er stemningen de føler. then har ingen virkning, men stemning er rar"

hun tog koppen, og drak lidt af den, men det mest af tiden, mens hun sad der på senge kanten, kiggede hun bare tomt i hendes kop.

"Victor-"

Hun havde tænkt meget, hvis det her var hvad slaver bliv udsat for hver eneste dag af deres liv, hvis den lidelse var det eneste de kendte, havde hun kun en kommentar.

"Og Sakref er ingenting. Jeg vil se isabelle falde som den første."

''Nej men hvis du ville have noget beroligende? Så skal det vel have en effekt? Men ellers er jeg her og vil gøre alt du haar brug for...''

Han satte sig ved siden af hende, og han var enig i det med at Sakref slet ikke var ond, men dem han havde ladet komme til magt, havde nogle muligheder som ikke mange burde have... Måske han skulle snakke med Sakref om det? Måske det faktiske problem kunne løses uden alt for meget vold?

''Jeg er enig... Du er en utroligt begavet pige...''

Han lagde en hånd på hendes skulder...

"Der er intet du kan. Intet du kan sige eller give, som vil ændre hvor ussel jeg er. - så ussel."

hun tavs lidt, og kiggede ned i sin the kop, og drak lidt mere af den. Hun var knust, hendes vilje og flammen i øjnene var udbrandt, hun gad ikke mere, hun følte hun intet kunne mere. Hun forstod nu slaverne mere end nogensinde, den sorg og ensomhed, den afmagt de føler. Isabelle var den slemmeste af de onde brikker på skakbrættet, og Jessica ville gøre alt for hun var den første der kom ned med nakken. det ville nok også få flere medlemmer til deres gruppe, end de havde nu, alt den gode vilje fra folket de ville få, når Isabelle faldt.

"De min fars værk. Det var nogen af de ting han sagde mest til mig."

hun tøvede lidt, og sagde så lidt hviskende til ham, hun havde altid set fordele skulle være på hånden, og ikke på bordet, men hun stolet på Sajro, men ville ikke have nogen hørte det, selvom de var alene, så var hendes fars ord om at tænke alt og udføre alt selv, stadig i hende.

"Mødte en dæmon. en aften før du kom til mig. han var fuld og sikkert upålidelig, men jeg gravet lidt i hans hoved, og derinde så jeg planer, og ideer, om en galla fest Isabelle ville holde. vidste ikke hvorfor han vidste det, om han var med hende eller han var en af os. jeg ved ikke hvem er, men det ændret ikke på han havde detaljer om en stor slave transpotration, og den der galla fest. tænkte på at undersøge ham selv, hvis i nu ikke ville have mig ind i jeres familie.
opdaget ikke alt i hans hoved, alkohol er ikke godt for min evnes virkning, men fandt hans navn. Rafeel Domintrix. er det en af familien?"

''Om jeg kan ændre det er lige meget... For du er ikke ussel... Du har været uheldig... Du er ikke ussel... ingen der har oplevet det i har er usle...''

*Det du siger Jessica, er som at spytte andre slaver i hovedet...*

Han valgte ikke lige at sige det, men hvis hun blev ved ville han nok ende med at sige det da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige... Måske hårde ord også kunne hjælpe, men der var det bare vigtigere at han lige lyttede til hvad hun ellers havde at sige til ham...

''Jeg kender ikke rigtigt noget til ham, så nej han er ikke med os... Men lad være med at tolke det som at han er mod os... han kunne være rouge...''

Han aede hende stille over ryggen...

Jessica gik ikke op i i andre lige nu, hun vare trist og vred, og den blanding førte hende til selvhad, og hvis nogen stod i samme gruppe som hun gjorde, så måtte det være sådan, hun havde ikke overskud til at tænke på alle andre nu.

"rouge. eller mod os. det ændre ikke på han ved noget. og ved ikke med dig, men jeg vil ikke sidde på sidelinjen."

Hun kastede koppen ned i gulvet, og den gik i mange mange stykker. men ingen mere vrede kom, hun trak sig sammen igen, og sagde med hendes læber begravet i hendes sammenfoldet arme.

"undskyld."

Han sad bare og vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre overfor hende, han ville helst heller ikke bare sidde på sidelinjen, men hvis han skulle være ærlig ville han hellere have at hun tog sig af det, og endda helst alene...

''Jeg vil ikke bare være på sidenlinjen... Jeg vil dog mene at du ejner dig bedre end mig til at komme med derind... Og jeg tager kun med hvis det er fordi jeg tager med dig...''

Han Satte sig bare ved hende og da hun knuste glasset lagde han bare armene om hende, og holdt hende tæt ind til sig. Han nød at sidde der med hende. han havde det bare skidt med hvad der var sket for hende...

''Det er okay søde... Der er intet galt i det.''

"hvis du vil have det. tager jeg alene afsted. kan klare mig selv."

hun kunne godt lide han holdte om hende, hun kunne faktisk godt lide ham. han var ivertfald den hun var mest glad for fandt hende på kroen. khun kysset ham på kinden, nu havde han gjort det et par gange på hende.

"Er du en helt ærlig person? jeg vil gerne vide hvem og hvor Camille er. hvis du ikke vil hjælpe mig, så vil hun nok"