Remember me? ~Nille~

Det var en helt stille eftermiddag i Terroville, solen var gået ned og havde overladt byen hen i mørke. Det regnede ganske lidt, men nok til at efter man havde været ude i over et par minutter var man drivvåd.
Caroline var ude at gå for sig selv, hun var alene for tiden.. Og lige meget hvor meget det sårede hende så måtte det vel bare være noget hun levede med. Lige pt havde Caroline ingen omkring sig, ikke efter hun havde haft sine følelser slået fra og havde fornærmet både Jacob og Josh. Men det var jo ikke deres skyld, faktisk havde hun jo kun slået dem fra for at redde sig selv? For at hende og Delilah skulle komme ud i et helt stykke. Caroline fortrød nogle af sine handlinger, mest af alt at hun ikke havde været stærk nok til at redde Melissa.. Hun kunne ikke have gjort noget, det blev dog ikke mere rigtigt af den grund. Hun var knust indeni, hun fortjente ikke at være her mere.. Caroline var bare alt for misforstået, blev afvist.. Hørte hun til nogensteder mere? Nicolas kunne ikke huske hende mere.. Nille var væk, havde valgt hende fra.. Angela, ja hvem vidste hvor hun var? Eliza var ingen steder at se.. Alle var bare væk.. Caroline var ved at miste troen på sig selv, selvom hun aldrig ville lade nogle indse det. Hun var fortabt.. Men dog kunne hun ikke få sig selv til at dræbe sig selv, selvom det så ud til at hun ville kunne blive genforenet med så meget familie der.. Dog var der Arya som havde hjulpet hende tilbage med sine følelser samt hendes gamle barndomsven. Mikkel havde dolket hende i ryggen.. Kunne man ikke stole på folk mere eller hvad?
Carolines short og den sortetrøje var blevet gennemblødte, stoffet klistrede sig helt ind til hendes blegehud. Gud hvor ville hun endelig bare gerne hjem, men hvad hjalp det når der ikke var nogle tilbage at snakke med. At sidde alene med sine farlige tanker, om at folk var bedre uden hende. De farlige tanker som fulgte hende hver eneste dag, jagtede hende så hun begik de samme fejl hver eneste dag. Caroline havde alt for mange problemer med sig selv lige nu det var helt utroligt.
Hun fortsatte igennem de stille gader, til hun kom hen til en gyde som hun lod sig selv glide ned af. Imens hun kiggede op på natte himlen, som hun kiggede op på med et par enkle tårer trillende ned af sine kinder. Dog fjernede hun den ved en hurtig håndbevægelse og lukkede øjnene kort i..
To unge mænd kom løbende da den ene faldt over Carolines ben, han fik øjenkontakt med hende kort inden han rejste sig op.
"Hvis du har gjort noget slemt, så hellere stik af. Skammeren kommer." Sagde han og rejste sig op, Caroline dog en lille indånding, duften af blod hang over ham. Caroline løb op foran ham og lagde en hånd om hans hals.
"Hvem dræbte du?" Spurgte hun med sin tvangs evne.
"Vi dræbte 4 børn der var ude at lege." sagde han som svar på hendes spørgsmål. Caroline rystede koldt på hovedet af dem.
"Så forstår jeg godt hun er udeefter jer." Sagde hun hånligt, inden hun rev et ører af ham så han skreg højt op. "Jeg vil have dig i live når hun trænger ind i din forbandede sjæl." Tilføjede hun spydigt, inden hun satte i løb op til den anden som løb. Hun stod pludselig foran den anden med en hævet pegefinger der vippede lidt til siden.
"Du skal passe på med hvad du fortager dig, for ser du... Du ved aldrig hvornår man løber ind i en vampyr som ikke er i godt humør. For du må forstå at jeg langtfra er en af de gode." Med et sekundt til at reagere skubbede Caroline ham afsted ved at lægge sine hænder på hans brystkasse og bruge sin styrke til at skubbe ham afsted. Hun trådte frem af skyggerne og kiggede på ham med et koldblodigt smil på læben. Så trådte hun ned på hans ben så knoglen brækkede midt over. Så løftede hun på hovedet da en bekendt fært kom til syne.
"Jamen halløjsa." Sagde hun med et skævt smil til Nille.

Nilles hvide hætte var slået op over hendes hoved. Hun havde en daggert i hver hånd. En ung kvinde havde fortalt Nille, at hun havde set fire børns lig. Kvinden havde også fortalt Nille, hvor hun havde set det. Nille var fastbesluttet på at finde morderne. Hendes hvide kjole var våd på grund af regnen. For få minutter siden havde hun set morderne løbe afsted, da de havde set hende. Hun var løbet efter dem. Desværre havde de fået et forspring, men hun så dem løbe ind i en gyde. Hun nåede hen til gyden, og stoppede op. Hun rynkede på panden af det hun så. Caroline der så på hende og en ung mand der lå ned på asfalten. Manden så ud til at have smerter. Hun så Carolines fod på hans ben og regnede ud at hun må have brækket den. Hun så på Caroline og rankede sig. Det var længe siden at Nille havde set Caroline, og nu hvor de endelig mødte hinanden igen, kunne Nille undskylde. "Hej Caroline." Nille smilede svagt. "Hvor er den anden?" Hun så rundt, inden hun kiggede på Caroline igen. "Jeg har ledt efter dig. Jeg vil gerne undskylde for at jeg valgte pligten og ikke var der for dig, da du havde brug for mig." Sagde hun roligt og lagde hovedet lidt på skrå.

Caroline vidste ærligtalt ikke hvordan hun skulle reagere på at se Nille igen, en ting i hende var skuffet og en anden havde lyst til at kramme sin bedste veninde ovenpå alt Caroline havde mistet det seneste stykketid. Et lille nik med hovedet var tegn på at den anden sad og ømmede sig af smerte ved muren til højre for Nille.
"Du er ked af det? Det er jeg også." Svarede hun lidt koldt, men ikke følelsesløst. "Håber du nød din beslutning, for du var ikke den eneste. Jacob var knust og flyttede væk lidt, Josh havde travlt med mine pligter. Alle var væk, Melissa er væk!" Sagde Caroline og bed tænderne lidt sammen, Melissa var væk.. Død, noget Nille ikke vidste.. Oliver havde slået hende ihjel foran Caroline, bare for at Caroline skulle lide og det havde hun gjort, faktisk gjorde hun stadigvæk. Nicolas kunne ikke huske en skid, Arya og Adrian havde fået hende tilbage heldigvis.. Fået hende tilbage til sig selv.
"Men jeg ved ikke om jeg skal være sikker på om du bekymre dig om det mere, alle er jo ligeglade med om jeg bliver torturet.. Mister dem jeg elsker.. Alt. Alle er ligeglade. Fordi jeg er den jeg er." Sagde hun og derpå sparkede hun til hovedet på den ene fyr så hans nakke brækkede, død på stedet. Den morderiske side af Caroline gjorde hun slappede af, hun slappede af når hun dræbte nogle.
"Og jo jeg ved godt Nicolas ikke er død, han har bare mistet hukommelsen. Han husker intet fra hans vampyr liv overhovedet." Tilføjede Caroline. Hun var ikke udepå at blive fjender med Nille eller noget, men Nille gik jo op i ærlighed. Så ville det være en skam ikke at fortælle hvordan man havde det ikke? Caroline tog en dyb indånding, inden hun så brugte sin fart til at komme op foran Nille, hvorefter hun svang armene om hende i et kram. Et kram hun havde manglet i lang tid nu.

Hvor vred var Caroline mon? Forhåbentlig ikke så meget, at Caroline ikke ville tilgive hende. Nille fortrød virkelig, at hun havde valgt pligten fremfor sine venner. Da hun havde taget den beslutning, at hun valgte pligten, havde hun tænkt at, så ville hun ikke skuffe sin rigtige mor. Nu forstod Nille at hendes pligt ikke var vigtigere, end dem der gjorde hende glad. Hendes mor var sikkert enig. Nille kunne jo ikke spørge sin mor, om hvad der var vigtigst, for moren var død og Nille savnede hende forfærdeligt meget. Da Caroline nikkede som svar til Nilles spørgsmål, reagerede Nille ikke på det. Nille sukkede svagt, over det Caroline sagde. "Jeg har snakket med Jacob, og han har tilgivet mig." Hun lagde armene over kors. "Jeg har ikke snakket med Josh i lang tid, og hvad mener du med at Melissa er væk?" Hun så spørgende på Caroline.
Nille havde det som om at Caroline mente at alt det dårlige, der var sket mod hende, var Nilles skyld. "Jeg bekymrer mig om dig, det har jeg hele tiden gjort. Da jeg valgte pligten fremfor jer, var det fordi jeg ikke ville skuffe min mor og beskytte jer." Sagde hun roligt. Nille bed sig kort i underlæben, da Caroline hurtigt dræbte manden. "Jeg er ikke ligeglad med dig, Caroline. Jacob er heller ikke ligeglad med dig." Hun smilede svagt til Caroline. Hun var helt sikker på at Jacob ikke var ligeglad med Caroline.
"Det er jeg ked af, Caroline. Måske kan jeg hjælpe ham med at huske? Jeg kan bringe hans minder frem igen." Foreslog hun. Hun ville gerne hjælpe Caroline. Hun var ret ligeglad med Nicolas, men Nicolas betød noget for Caroline, og Caroline var hendes ven. Nille blev en smule overrasket, da Caroline krammede hende. Nille smilede svagt og gengældte krammet. "Kan du tilgive mig?" Spurgte hun forsigtigt.

Det var da altid noget at tingene gik godt imellem hende og Jacob, Caroline skulle snart undskylde for både Jacob og Josh. Hun havde været meget unfair overfor dem syntes hun selv.. Caroline kiggede Nille i øjnene da hun spurgte hvad hun mente med Melissa var væk, Caroline sank en klump og rømmede sig lidt.
"Oliver dræbte hende.. Han slog hende ihjel for øjnene af mig, jeg var ikke i stand til at gøre noget." Carolines øjne blev tomme af at tænke tilbage på det, men hun var nået så langt.. Hun ville ikke bryde samme igen nej. Caroline kunne ikke lade hver, da Nille sagde det var for at beskytte hende.
"Well, det med at beskytte tror jeg ikke gik så godt." Caroline var blevet torturet om og om igen, både sammen med Sean men også med Delilah.. Af Mikkel som hun havde troet var hendes ven.. Caroline havde været igennem så meget, men hun fortalte aldrig nogle om det.. For hun ville ikke have de skulle vise hende medfølelse, hun ville bare have deres sande forståelse.
"Jeg klare selv det med Nicolas, han får nogle flip som gør at han husker mig. Så jeg er måske den helt rette til at få dem frem uden der kommer nogle mærkelige bivirkninger." Svarede Caroline og så på Nille. "Jeg ved i ikke er hundede procent ligeglad, og jeg er selv skyld i at jeg nogle gange har det sådan. For jeg fortæller aldrig nogle hele historien." Sagde hun så, den eneste der kendte hendes følelser og holdninger til alt næsten var Delilah. De havde hinandens minder, og vidste hvordan hinanden havde det med forskellige episoder. Hvis du lover aldrig at forlade mig igen." Sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå, samt et svagt smil placeret på de ildrøde læber.

Hvem var Oliver nu? Var det ikke ham, der engang havde sat sit slavemærke på Caroline? Det var det vidst. Hun så trist på Caroline. Hun kendte til smerten ved at miste sit barn. "Det er jeg virkelig ked af, Caroline." Nille trak hurtigt Caroline ind i et kram. "Har du set Oliver siden da?" Spurgte hun forsigtigt. Nille ville hjælpe Caroline så godt hun nu kunne. Nille bed sig i underlæben, af det Caroline sagde, omkring det med at beskytte. "Nej, det gik ikke så godt, men det hjælper heller ikke at jeg bliver hos jer. Mine fjender vil gå efter jer, så de kan bruge jer imod mig. Det er det jeg ikke vil risikere." Sagde hun forsigtigt og en smule lavt. H
Hun så kort rundt, for at se om der var andre væsner i nærheden, men hun kunne ikke få øje på nogen. Hun så på Caroline igen. "Godt. Hvordan mistede han hukommelsen?" Hun så spørgende på Caroline. Hun smilede venligt. "Det er okay, Caroline." Sagde hun. Nille bed sig i underlæben. Hun kunne ikke love at hun ikke forlod Caroline igen, da hun jo ikke vidste hvad der ville ske i fremtiden. "Jeg kan ikke love det, Caroline, men jeg kan love dig, at jeg ikke har tænkt mig at forlade dig igen. Jeg kan ikke love at jeg ikke forlader dig igen, fordi jeg ikke ved hvad der vil ske i fremtiden." Hun så undskyldende på Caroline.

Caroline nikkede. "Det er jeg også." Svarede hun blot og så lidt ned i den kolde jord inden hun hævede blikket igen. Hendes blik var stærkt, efter hendes lille kortslutningen med følelserne så havde hun fået sat sig i føresæddet igen. Caroline rystede på hovedet til det med Oliver, hun havde ike set ham. OG om han var stukket af? Det kunne jo godt være, hun ville også gemme sig for sig selv i det forhold de havde til hinanden. Så kom det med fjender, som ærligtalt fik hende til at fnyse ikke fordi hun ville være ond eller noget. Nicolas havde sagt det samme efter han havde været væk i hundrede år. Caroline foldede armene overkors.
"Dine fjender? Nille. Jeg er ligeglad med dine fjender, ligesom jeg er ligeglad med Nicolas og alle andres fjender undtagen mine. Hvis de kommer efter mig så de mine fjender, og jeg vil dræbe dem." Caroline lagde et tryk på vil, i den selvsikre tale.
"Noget heksekunst, han får små flips. De er inden i ham, jeg skal nok finde en måde at få dem frem igen." Tilføjede hun med et svagt lille smil. Caroline vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det næste.
"Det ved jeg, og jeg kan heller ikke love noget. Det bare med alt det der er sket, at mine følelser har været fra, ja alt der har været galt.. så er det godt at se dig igen."

Hvorfor skete der altid noget dårligt? Hvorfor kunne de ikke bare leve i fred? Nille bed sig i underlæben, da Caroline rystede på hovedet, som svar på Nilles spørgsmål om Caroline havde set Oliver siden, han dræbte Mikayla. Nille sukkede svagt, da Caroline fnøs. Ensomheden ramte Nille, som var et lyn slået ned i hende. Hun fik følelsen af at ingen forstod hendes bekymringer, og det var derfor, hun pludselig følte sig ensom. Hun lagde armene om sig selv. "Du kan ikke dræbe alle og enhver, Caroline. Du er stærk, ja, men du er ikke den stærkeste." Sagde Nille forsigtigt. Hun så på Caroline med et trist glimt i øjnene. "Jeg vil ikke miste jer, derfor valgte jeg at holde mig væk, men at holde mig væk, er ligesom at miste jer." Hun kørte en tot hår om bag øret. "Godt." Hun smilede svagt til Caroline. "Men, hvis du har brug for hjælp, skal du bare sige til." Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Det er også godt at se dig." Hun lagde armene over kors. "Har du haft dine følelser slået fra?" Hun så spørgende på Caroline.