Gode råd er dyre. (Nille)

S: indenfor Doomsvilles mure.
O: huse, enkelte folk, hestevogne osv.
T: tidlig morgen
V: køligt. Fugtigt. Men det regner ikke lige nu.

Sean var klædt i nogle lette bukser og en sort skjorte. Skjorten var åben oppe ved halsen. Der ud over havde han sin mørke kappe på, som mere eller mindre gjorde ham anonym, for de folk der var lige så tidligt oppe som han. Solen var kun lige på vej op. Spørgsmålet var om man kunne diskuterer det var tidligt, da vinteren var på vej og solen stod senere og senere op. Her på det sidste havde han tænkt meget over den samme ting: Ventede necromanceren til vinteren, hvor folk ville fryse og sulte, før han slog til? På den måde ville han kunne manipulerer folk og slå dem hvor de var svagest. Han havde personligt brugt alt for mange penge på at fylde madkamrene op og sørge for brændstof til vinteren. Denne krig tog også hårdt på hans hemmelige beholdning af penge og han glædede sig mere og mere til at den var slut. Men forhåbentlig ville hans klan klare vinteren igennem uden for store skader og det var det vigtigste. Han havde også forberedt sig derhjemme, købt godt med mad til sine folk og sørget for de ville kunne holde sig varme i mindst et rum i huset. Der var ingen grund til at spilde energi på at holde hele huset varmt hele vinteren, man måtte spare lidt. Han havde udarbejdet et skema, så huset var varmt i forskellige afdelinger igennem hele vinteren, så huset ikke tog skade af at være koldt og fugtigt.
Men hvad mere kunne han gøre? Han var begyndt at blive rastløs. Hans sår var efterhånden nogenlunde healet efter han havde været kidnappet af de levende-døde og han var begyndt at træne hårdere for at komme i form igen. Han var stadig lidt ustabil, efter oplevelsen, men arbejdet med at gøre sig klar til vinteren havde taget den værste brod. Men hvad nu? Hvad skulle han nu? Tanken om krigen, om vinteren, om ikke at vide hvad man kunne vente sig, men kun forberede sig på det værste...Alane, Nehpthys, Elyas...Hvordan kunne han bedst holde dem sikre? Og han var heller ikke kommet tættere på at finde necromanceren selv...
Alt i mens disse tanker farede rundt i hans hoved, gik han ned af gaden og så tænksomt ud for sig. Han havde været vågen det meste af natten, men følte sig ikke spor træt. Ikke endnu.

Vinteren var på vej. Nille havde udover den hvide kjole, en sort kappe på, som dækkede det meste af hendes kjole. Hun havde trukket kappens hætte over hovedet, da den var varmere end kjolens hætte. Hendes sorte hår havde en hvid fjer i sig. Som altid havde hun sine to daggerter gemt i hendes mørke læder støvler. Hun smilede svagt for sig selv. Jacob havde tilgivet hende, derfor havde hun svært ved ikke at smile. Hun var helt frisk, selvom det var tidligt om morgenen. Hun betragtede en hestevogn, der kørte forbi hende. Måske skyldte hendes glade humør også at hun havde spist en positiv, frisk følelse for lidt tid siden. Hun ville savne den varme brise, der var om sommeren, men hun havde intet imod vinteren. Hun trak kappen tættere om sig, da der kom en kølig brise. Hun fortsatte med at gå ned langs gaden. Hun hørte en råbe op bag sig, og hun vendte sig straks om. En ung dreng løb ned mod hende og en ældre mand løb efter ham. Drengen havde lille læder pung i den ene hånd. Manden så vred ud, så drengen måtte have stjålet fra ham. "Stop tyven!" Råbte manden. Nille greb ud efter drengen, da han løb udenom hende, og hun fik fat i hans trøje. Drengen så forskrækket på hende. Hun tog pungen fra ham, selvom han ikke ville give slip på pungen, men hun var stærkere end ham. Hun gav slip på drengens trøje. Manden var nået hen til dem og stoppede op. Inden drengen kunne løbe videre havde manden grebet fat i ham. "Giv mig, mine penge igen, tyv!" Råbte manden højt, selvom drengen stod lige ved siden af ham. Manden så på Nille, og da han så hendes øjne, gav han slip på drengens trøje. Hendes øjne var sorte. Nille rakte pungen mod drengen, men sørgede for at øjnekontakten mellem hende og manden ikke blev brudt. Drengen tog hurtigt pungen, så kort på dem og løb så videre. Nilles øjne blev blå igen og hun lænede sig op af muren. Selvom hun ikke havde brugt evnen i så lang tid havde hun stadig mistet lidt energi. Manden trådte tøvende et skridt væk fra hende. "Jeg beklager, men han havde brug for de penge. Her, du kan få nogle sølv mønter." Hun trak sin pung op af en lomme i kappen, og fandt to sølv mønter. Hun rakte manden dem. Manden tog hurtigt imod dem. Han betragtede hende, en anelse chokeret, men skyndte sig så væk. Hun tog en dyb indånding, og rettede sig op.

Han smilte og trådte frem, da drengen var løbet og manden havde skyndt sig væk. Det var måske lidt en tilfældighed han fandt Nille her, lige nu, men de mødte altid hinanden ved tilfældigheder og ikke aftalt. Det gjorde de aldrig og det havde vel sin egen charme. Hans lod kort blikket glide ned over hende, før han klappede let i hænderne, før han bare smilte lidt til hende. Han vinkede til sidst uskyldigt til hende.
"Godmorgen" smilte han roligt, med et svagt glimt af humor.
"Altid ude på at gøre dagen bedre for enkelte individer?" indledte han samtalen.

Nille vendte sig om mod Sean, da hun hørte ham klappe. Hun smilede roligt til ham. De mødte altid hinanden tilfældigt, og på en måde så irriteret det hende. Hun ville på en måde slet ikke snakke med ham, men alligevel ville hun. Han kunne hjælpe hende på måder ingen andre kunne. Han hjalp hende jo med børnene sidste gang, de mødtes. Hun havde fundet dem et trygt hjem, hos nogle venlige mennesker. Hun lagde armene over kors. "Godmorgen. Du er tidligt oppe." Sagde hun med det rolige smil om læberne. Hun trak på den ene skulder. "Nogen skal jo gøre det." Hun smilede kækt.
"Sidst vi så hinanden, ville du give mig råd omkring det med at være dæmon. Måske er tiden inde." Sagde hun venligt og lagde hovedet lidt på skrå. "Hvis du vil." Sagde hun, en smule udfordrende.

Han så lidt på hende, med et svagt smil.
"Hvem sover?" drillede han let tilbage og slog ud med armene, som om han ville sige at der var alt for meget at opleve, opdage og blande sig i, til at man ville have tid til at sove. At hele byen var hans legeplads...Hvad den dog også var. Han var stærk nok til at ingen rigtig gjorde ham noget, de få der kunne, var ligeglad. Så alt var godt.
Nogen skulle jo gøre det...Hvorfor det? De fik det alligevel dårligt igen. Eller glemte alt om det og kunne finde på at stikke en kniv i ens ryg bagefter. Det hele betød intet. Den eneste grund til han var flink over for folk, var ofte kun for at opnå noget. Han lod hånden glide igennem sit hår, da han foregav at studere hende med øjnene, da hun nævnte deres lille aftale. Hvordan kunne han glemme den? Han var nu heller ikke sikker på han faktisk havde glemt den...Nok mere lagt den bagerst i listen, fordi han alligevel ikke kunne gøre noget ved det med det samme. Til sidst slog han ud med armene.
"Jamen selvfølgelig. Jeg holder mit ord" Han smilte let til hende.
"Hvad vil du vide noget om?"

Næste gang, de mødte hinanden, var det forhåbentlig aftalt, og ikke tilfældigt. Nille smilede svagt over hans drillerier. Hun var ikke vant til at han drillede. For det meste virkede han alvorlig i hendes selskab. Det var sikkert også fordi at de ikke brød sig om hinanden. Hun mente da i hvert fald, at han ikke kunne lide hende. Hun svarede ikke. Hun trak bare på den ene skulder. Hun havde intet at sige til det.
"Hvorfor skal dæmoner være onde?" Spurgte hun. Hun kunne ikke finde på et andet spørgsmål, end det. Det var underligt at dæmoner skulle være onde. Det gav ikke rigtigt mening for hende. "Kan vi gå et mere varmt sted hen?" Hun så spørgende på ham. Hun frøs en smule. Hendes kappe kunne ikke holde kulden helt ude. Hun måtte minde sig selv om at få en ny. Hun trak kappen tættere om sig, selvom det ikke hjalp meget.

Han så lidt på hende, men gjorde så en gestus til om de skulle gå. Selvfølgelig kunne de gå et varmere og bedre sted hen. Det blev dog ikke hjem til ham, så dum var han ikke, nej, det måtte blive den nærmeste kro eller værtshus. Han holdt kappen om sig, for selv at holde varmen nok, mens han begyndte at gå, i en tro hun da ville følge med, når hun selv havde foreslået det.
"Onde. Det er vist mere et spørgsmål om filosofi. Hvilke ideer man vælger at leve efter" svarede han afslappet og så lidt frem for sig.
"Og dermed også en mere personligt mening. Du vil opdage denne holdning vil skifte hos hvem dæmon du spørger. Men lad os først blive enige om...Hvad er ondskab?" han så tilbage på hende med et lille smil.
"Er det at dræbe? Eller er det at dræbe nogen smertefuldt? Skal der være en grund eller er det kun ondskab hvis man dræber uden grund? Igen vil du opdage at grænsen kan være ret flydende. Nogen vil sige det ene og andre det andet. Den værste ondskab jeg selv kan komme i tanke om..." han stoppede der og så frem for sig igen. Nej. Det ville han ikke sige. Så kunne han lige så godt gå hjem og dø, hvis hun kendte nogle af hans svagheder. Så i stedet rystede han svagt på hovedet og sendte hende et lille smil.
"...Det må vente til en anden gang. Jeg tror det rigtige spørgsmål ikke er hvorfor de skal være, men hvorfor alle andre ser dem sådan. Tror du jeg, som en helt lille dreng, tænkte 'Jeg vil vokse op og blive en ond mand'?" ikke noget klart svar. Endnu. Først ville han selv havde hende til at tænke lidt over det.

Nille havde også ment, at de kunne gå hen til en kro, eller bare et sted, hvor der var mere varmt. Da han begyndte at gå, fulgte hun efter ham. Hun havde armene om sig selv, i forsøg på at holde varmen, men det gik ikke så godt. Hun betragtede Sean, mens han snakkede. Ja, hvad var ondskab egentlig? Mange havde jo forskellige meninger om hvad ondskab var, Hun var ikke engang sikker på, hvad hun syntes var ondskab. Hun rynkede på panden, da han virkede en smule tøvende. Hun blev nysgerrig. Hvad var det, han ikke ville fortælle hende? Hun valgte ikke at spørge ham, eller prøve at finde ud af det, da det uden tvivl ikke ville kunne føre til noget godt.
"Nej, det tror jeg ikke." Hun smilede skævt. "Men, hvorfor ser alle dæmoner så som onde? Er det fordi, vi dræber?" Hun så spørgende på ham. Hun dræbte faktisk ikke for at få næring, men det ville hun ikke fortælle ham. Det var hendes hemmelighed. Få kendte til den. Delilah havde faktisk hjulpet hende med at gøre hende til en anderledes dæmon. Så, Delilah var en af de få, som havde kendte til det, og Nille ville ønske, at hun ikke gjorde.

Han så på hende og smilte lidt, men svarede ikke med det samme. I stedet førte ham dem direkte hen til den nærmeste kro og holdt døren for hende. Som en genteman. Han lod døren glide i bag dem, efter hun var gået ind, hvis hun vel at mærke ville med ind, hvad han gik ud fra.
Han lod kort blikket glide rundt. Der var folk, men ikke for mange. De fleste småsov eller drak en kop tidlig morgenthe. Kromutter var i gang med at rydde op efter en god nat med kunder. Det var et godt tidspunkt at trække sig tilbage og snakke i fred, indså han.
"Lad mig byde på noget drikkelse, hm? Hvad kunne du tænke dig?" hvad hun end ville have, bestilte han det sammen med en kop the. Han lagde lidt mønter på disken og ventede på deres bestilling. Først da de havde fået den og sat sig ved et ledigt bord, fortsatte han deres samtale. Ganske enkelt ved at trække på skuldrene, mens han så på hende med de mørke øjne.
"Jeg har levet længe. Men selv da jeg blev født, hadede folk hvad jeg var. Jeg tror det høre til menneskernes medfødte frygt for det ukendte og mørke. De ved ikke helt hvad vi er for nogle eller hvad de kan forvente af os. Dertil kommer det at vi dræber, hvilket for de fleste er noget af det værste man kan. Jeg tror disse ting har været med til at give os et ry som onde og kolde væsner. Jeg ved ikke om nogen har prøvet at ændre det, det har der sikkert, jeg ved også mange er døde af det. Jeg ved også at flere jeg kender, har valgt bare at sige at fint...Så er vi onde. Ingen nåde. ingen sød snak. Sådan er det bare. Vi...De fleste af os, er født som dæmoner, uden nogen har spurgt os om vi vil være det. Det må vi bare accepterer" da han sagde de sidste sætninger, så han ned i sin the. For den normale, dem der ikke kendte ham, ville det ligne han bare sørgede for at hans the ikke trak for meget. Dem der kendte ham, ville kunne se et svagt tegn på at dette netop var hvad han selv havde oplevet som ung. Bare at måtte accepterer det...

En anelse tøvende gik Nille indenfor, da Sean holdte døren for hende. Hun blev aldrig vant til at folk holdte døren for hende, selvom hun havde prøvet det mange gange før. Hendes vagter gjorde det tit, men hun ville stadig ikke kunne vænne sig til det. Mest fordi hun ikke brød sig om det. Det fik hende til at føle sig for fin, og det mindede hende derfor om hendes barndom, som hun helst ikke ville tænke på. Hun trak kappens hætte ned, og så rundt i kroen. Der var ikke mange i kroen lige nu, så der var ingen grund til at have hætten trukket op over hovedet mere.
Hun så på Sean. "En kop varm kakao, tak." Hun smilede venligt til ham. Da kromutteren kom med deres bestilling, tog hun sin kop og mærkede dens varme mod sine kolde fingre. Hun satte sig ned ved det ledige bord. Hun nippede forsigtigt til sin kakao, mens han snakkede.
"Det er da uretfærdigt." Hun rynkede på panden. "I har jo, som du siger, ikke valgt at blive født som dæmon. I burde ikke blive dømt for noget, i ikke bad om at være." Hun måtte indrømme at dengang, hun havde været shapeshifter havde hun været bange for dæmoner. Hun havde set dem som onde. Nu hvor hun selv var en var hun blevet klogere. "Hvordan skal dæmoner være, ifølge dig?" Spurgte hun undrende.

Imens hun snakkede, tog han thebladene op af sin the, da han mente theen havde trukket nok. Han lagde dem på den lille underkop han havde fået med, tog sukker fra en ikke krukke på bordet og rørte lidt sukker i. Han bankede let skeen mod kanten da han var færdig og lagde den på underkoppen også. Normalt ville folk nok ikke bemærke det, men den måde han gjorde det på, vidnede om en med lidt for fine manerer. Hvilket bare beviste hvor længe han havde levet, da der sjældent var nogen der ville gøre det i dag, på samme måde. Han pustede let på theen, før han nippede til den. God, men ikke for god. Lige hvad han kunne forvente. Alt dette gav han sig tid til, før han begyndte at besvare Nille, mest for at skjule det ellers hånlige smil der ville træde frem, ved hendes snak om uretfærdighed. Det sidste han havde brug for, var en der havde medlidenhed med ham og hans skæbne. Og da slet ikke en anden dæmon! Så derfor lod han det ligge og gik direkte videre til hendes spørgsmål.
"Igen et spørgsmål der vil forandre, alt efter hvem du spørger. Min personlige mening er..." han så ud som om han tænkte lidt over det.
"...At dæmoner skal omfavne deres skæbne. De skal accepterer hvem de er og hvordan folk ser dem, bruge det som en styrke i stedet for at sætte sig i et hjørne og græde. Være en race man kan være stolt af, magtfuld, stolt og ærefuld...For at vi selv ved hvem vi er, ligeglad med hvad andre kalder os" svarede han, så ærlig han umiddelbart kunne. Hans mørke hvilede på hende, for at se hendes reaktion.

Nille tog igen en tår af sin kakao. Det hjalp at få varm kakao og være indendørs. Hun havde et svagt smil om læberne. Hun var ved at få varmen igen. Hun lyttede roligt, til hvad Sean fortalte hende. Hun hævede et øjnebryn. "Og hvad er din mening så om mig, på den måde, jeg er som dæmon?" For hun vidste ikke om, hun var som han ønskede dæmoner var.
Hun var heller ikke født som dæmon, så hun vidste ikke hvordan, det var at være dæmon som barn. Derfor havde hun ikke samme erfaringer, som andre rigtige dæmoner. Hun ville heller ikke have den slags erfaringer. Hun savnede at være shapeshifter. Hun var bare overbevist om, at der ikke fandtes en måde for hende, at vende tilbage til at være shapeshifter.

Han så lidt på hende, som om han først rigtig så hende nu.
"Dig? Du er ikke født dæmon. Faktisk anser jeg dig slet ikke for en sand dæmon. Din opførsel af acceptabel og undskyldt af det" kommenterede han ligeud, før han drak af sin the.
"Jeg er dog nysgerrig over...Når du ikke er født dæmon...Hvorvidt du så kan blive ekstra stærk. Der findes ritualer kan ændre folk, ved du jo nok. Jeg har selv gennemført et" han trak let på skulderne, som om det var det mindste man kunne forvente. Han så lidt på hende, som om han håbede hun kunne svare på det. så gik han videre.
"Er der andet der umiddelbart undre dig?"

Nille smilede skævt af det han sagde. Han anså hende ikke som en sand dæmon. Det gjorde hun egentlig heller ikke selv. Hun følte sig stadigvæk en smule dyrisk, men hun var ikke som en rigtig shapeshifter, det følte hun i hvert fald ikke. Hun drak lidt af sin kakao. "Udmærket. Du ved vel tilfældigvis ikke om, jeg kan blive Shapeshifter igen? Et slags magisk ritual eller noget?" Hun så spørgende på ham. Hun ville gerne blive shapeshifter igen, men på en måde ville hun også forblive dæmon. Hun ville dog gerne vide om, der var en chance for om, hun kunne blive Shapeshifter igen.
Hun fik et kækt glimt i øjnene. "Jeg er ikke en normal sjæledæmon mere." Hun så på ham. "Har du nogensinde hørt om Drevens?" Hun lagde hovedet lidt på skrå. Hvilket ritual havde han mon gennemført? Hun havde skam lagt mærke til at han var anderledes, de sidste par gange hun havde mødt ham, men hun havde aldrig rigtigt fået at vide hvorfor han var anderledes. "Hvilket ritual?" Spurgte hun undrende. Da han spurgte om, der var andet der undrede hende, ventede hun lidt med at svare. "Nej, i hvert fald ikke noget, jeg kan komme i tanke om lige nu." Svarede hun. Hun drak det sidste af sin kakao, og stillede koppen på bordet.

Han trak på skuldrene.
"Med god grund forveksler du mig med en der ved alt. Jeg ved meget og det jeg ikke ved, finder jeg ud af. Men jeg har aldrig interesseret mig for at skifte krop, skifte race. Jeg er stolt som den dæmon jeg er og ønsker at andre er det samme...Uanset race" han tog skeen og rørte lidt rundt i sin the, bare for at lave noget.
Han så op på hende et øjeblik. Også han havde bemærket at Nille virkede anderledes, men han havde tilskrevet det fordi hun ikke var født dæmon og det at hun altid havde virket ret irriterende.
"Genopfrisk min hukommelse. Lige nu husker jeg kun det har noget med følelser at gøre" smilte han opmuntrende, før han tog en tår af sin the. Han lod kort blikket glide rundt i kroen, uden rigtig at svare på hendes spørgsmål om hans eget ritual. Til sidst åbnede han dog munden for at svare.
"Jeg ønsker ikke at fortælle om det. Også fordi personen, der hjalp mig igennem det, fik mig til at love jeg aldrig ville fortælle det videre, medmindre det var for selv at hjælpe en dæmon igennem selv samme ritual" smilte han let. Hvilket var sandt. Men han ønskede heller ikke at snakke om det, fordi det stadig smertede at tænke på...

Nille mente ikke at Sean vidste alt, men hun var sikker på at han vidste meget. Ellers, ville han nok finde ud af det man gerne ville vide for en, hvis man betalte ham. Hun mente i hvert fald at man skulle betale ham, for at få ham til at hjælpe en. Hun havde i hvert fald betalt ham for at hjælpe hende med at befri nogle slaver, da han havde holdt øje med dem, sidst de havde mødt hinanden. "Jeg er født shapeshifter, Sean. Jeg kan ikke leve som en dæmon, selvom det uden tvivl har fordele. Jeg vil gerne vide om, der er en chance for at jeg kan blive shapeshifter igen, og siden jeg regner med at du kan skaffe disse informationer, spørger jeg dig om du vil finde ud af det. Hvis du vil have betaling kan vi sagtens finde ud af noget." Sagde hun. Som sagt, hun troede jo på at han nu skulle have betaling for at hjælpe andre.
Hun smilede svagt af det han sagde. Han havde ret i at det var noget med følelser at gøre. Drevens spiste jo andres følelser. Nille fandt det bedre end at skulle dræbe andre for at få næring. Hun ventede dog på at at sige noget til ham, til han havde fortalt om det ritual han havde været igennem. Beklageligvis fik hun ikke rigtigt noget svar omkring det ritual. "Hvis du ikke vil fortælle om din forandring, fortæller jeg heller ikke om min." Hun ville først fortælle om sin forandring, når han havde fortalt om sin. Hun indså dog at hun havde begået en fejl. Sean var god til at skaffe informationer, og han kunne sikkert finde ud af hvad Drevens var. Hun derimod havde ingen ide om hvilket ritual han havde været igennem, udover at det havde noget med dæmoner at gøre.

Han så lidt på hende og smilte. Lidt efter, da hun nævnte det om hver deres ritual, blev hans smil om muligt endnu større, da også han straks opdagede hendes lille fejltrin. Han trak let på skulderen og lænede sig tilbage i sin stol med et roligt smil, der dog fortalte han ikke fandt dette som noget...Problem.
"Fint nok. Noget for noget, sådan er verdenen bygget op." han nævnte ikke at han selv kunne finde ud af det. Det måtte hun selv regne ud eller finde ud af næste gang de mødtes. Som en lille overraskelse. For ja, han regnede bestemt med de ville mødes igen. Han så lidt på hende med en tænksom mine.
"Jeg kan betales for meget. De fleste mener nok det er latterligt, sært eller intet liv, men jeg er nu godt tilfreds med det. Som nævnt: Noget for noget. Jeg kunne måske snuse lidt rundt og se hvad jeg kunne finde om emnet..." han stoppede kunstnerisk op i sætningen, som en maler der ville trække spændingen ud, før han lagde sit næste penselstrøg. Dette viste bare hvor længe han havde ført forretninger med folk.
"...Men det ville tage en frygtelig masse tid og også mine mænds tid. Her i krigstiden har vi så meget at holde øje med..." han så smilende op på Nille.
"...Men du har ret. For den rette betaling kan alt ske" sluttede han af og drak resten af sin the i en enkelt mundfuld.

Nille burde virkelig have grebet det bedre an. Hvis hun ikke havde spurgt ham om han kendte til Drevens, havde han ikke haft et spor til at finde ud af hvilket ritual hun havde været igennem. Okay, det havde ikke ligefrem været et ritual, hun havde jo bare drukket en sjælden eliksir, der havde muteret hende til en Drevens. Hun lagde armene over kors og lænede sig tilbage i stolen. "Ja, den er bygget sådan op, fordi at få vil gøre noget gratis." Sagde hun med et svagt smil om læberne.
Han var altså villig til at finde ud af om hun kunne blive Shapeshifter igen, hvis hun betalte ham nok? Hun kunne ikke lade være med at smile, fordi hun havde jo regnet med at hun skulle betale. Det havde hun heller ikke noget problem med. Hun havde råd til at betale ham. "Det kan jeg forestille mig at i har. Tror du at necromaneren vil vinde?" Hun vidste ikke hvad hun skulle tro. Hun håbede da at zombierne forsvandt sammen med necromaneren. "Udmærket. Hvor meget vil du så have?" Spurgte hun og betragtede ham spørgende.

Han smilte let til hende og lod hende tænke, tale. Han ventede tålmodigt, som et rovdyr der lugtede bytte og som ikke ville risikerer at skræmme det væk. Hans smil voksede let da hun snakkede. Han lænede sig tilbage og lagde armene over kors, men på en afslappet måde.
"Hvem ved om han vil vinde? Jeg ved bare han er svær at finde, selv om jeg tror...Ja, jeg tror jeg ved hvor han er..." han smilte hemmelighedsfuldt.
"...Men folk har ikke set eller hørt til ham længe. Det er nok mere sandsynligt han har et problem som enden gør ham sårbar eller gør at han vil forsvinde ubemærket igen. Eller også vil der snart ske noget, for vinteren ville være det bedste tidspunkt at slå til...For ham" han smilte let og trak lidt på den ene skulder. Han havde tænkt meget over det her. Han så tænksom ud et øjeblik.
"Faktisk...Vil jeg heller have du skylder mig en tjeneste. Du har en formidabel evne. Jeg kan ikke andet end forestille mig jeg kunne få brug for den...En dag" smilte han og så afventede på hende, for at se hendes reaktion og se hvad hun ville svare til det.
"Men det burde jo være intet, i forhold til du...måske finder en måde at blive normal på igen?" han kunne ikke lade være med at stikke lidt til hende.

Vidste Sean hvor necromaneren? Hvorfor fortalte han det så ikke til nogen? Så kunne de måske få en ende på zombierne og så kunne alle menneskerne vende tilbage til deres rigtige hjem. Hun rynkede svagt på panden og betragtede ham undrende. "Hvorfor fortæller du så ikke nogen, hvor han er?" Spurgte hun. Hun så kort rundt i kroen, mens han snakkede videre. Hun så på ham igen. "Så fortæl vagterne at hvor du tror han er, så de kan stoppe ham." Sagde hun, en smule bedende.
Hun brød sig ikke om den tjeneste. Hun tøvede med at svare ham. Hun var ikke sikker på om, det var en god ide at sige ja til det. Hun ville dog gerne vide om hun kunne blive shapeshifter igen. Hvor var han altså irriterende. Hun sukkede svagt. "Udmærket, men jeg bruger kun min evne for dig en gang." Hun så roligt på ham. "Så, vi har en aftale?" Hun lagde hovedet lidt på skrå. Hun slap for at give ham penge, og det kunne vel ikke være så slemt, at bruge hendes evne for ham bare en gang?

Han smilte af hendes naivitet. Eller måske var det bare ham der havde en sær måde at se verdenen på, nogen gange kunne han komme i tvivl. Problemet var bare han havde levet så længe, at han tilpassede sig og i stedet prøvede at tjene på tingene. For det første var der den ene grund at han gerne ville være tættere på necromanceren. Lære nogle hemmeligheder, blive venskabelig med ham, så han selv personligt ville overleve hvis necromanceren ville vinde. Noget andre selvfølgelig ikke skulle vide, for så ville de bare jagte ham - Ganske som alle også ville, hvis de vidste at han vidste hvor necromanceren havde opholdt sig. I hvert fald for...en uge siden? Han viste ikke helt hvor længe siden det var han havde opsøgt stedet med Jacob.
"Af mange grunde. For det første er det en uhyre vigtig viden. Den kan få mig dræbt, jagtet til verdenens ende. For det andet har ingen ordentlig køber vist sig endnu..." han slog ud med armene. Nok havde Camille ret i at han ville mangle ordentlig mad, hvis necromanceren kom til magten, men mon ikke der ville være en vej rundt om det?
Han sagde ikke mere om emnet, som om disse grunde skulle være nok til at holde det hemmeligt.
I stedet sprang han direkte videre til deres aftale. Han nikkede med et lille smil.
"En aftale. Dine evne en gang, for hvad der forhåbentlig kan blive en oplysning" nikkede han. En dyr oplysning, mon nok, men at have Nille til at skylde ham, var det hele værd.
"Uanset svaret?" detaljerne var vigtige i en aftale.
"Nå...Jeg har faktisk nogle spørgsmål til dig også...Hvordan oplever du dæmoner, dig der ikke er født ind i denne yderst stærke og stolte race?" smilte han let

Selvfølgelig. Sean ville kun fortælle hvor han troede necromaneren var, hvis han blev betalt. Hvorfor kunne han ikke bare gøre noget godt, uden at blive betalt? Normalt ville hun prøve at overtale ham til at fortælle en vagt det, uden at få penge for det, men hun tvivlede på at det ville virke. Derfor ville hun ikke prøve at overtale ham. "Hvis det er så vigtig en viden, hvorfor fortæller du mig så, at du måske ved hvor han er?" Hun så spørgende på ham. "Jeg kunne jo finde på at fortælle en vagt at du ved det." Hun smilede lidt. Ifølge hende havde han lige begået en fejltagelse.
Det kunne da ikke være så slemt at bruge evnen en enkelt gang for ham? Hun rynkede svagt på panden. Uanset svaret? Hun så tomt på ham. "Hvis du vil have at jeg bruger min evne på en uskyldig, så gør jeg det ikke, men ellers har vi en aftale." Sagde hun koldt. Hun lænede sig tilbage i stolen, men hun havde stadig ret ryg.
Hvordan hun oplevede dæmoner? Hun fik et kækt glimt i øjnene. "Dengang jeg var shapeshifter, så jeg jer som nogle ondskabsfulde væsner, der ingen samvittighed havde, men jeg opdagede at ikke alle dæmoner var ens. Jeg kan dog ikke lide jer, der synes at dæmoner skal opføre sig på en bestemt måde. En dæmon der har en god personlighed, skal ikke tvinges til at blive kold og hjerteløs. I er stærke, javist, men i kan ikke alle sammen være stolte. I er ikke perfekte." Hun udtalte dem bevidst som en slags gruppe, hun ikke var en del af, selvom hun også på en måde var dæmon. Jacob var dæmon, men han var ikke ond. Han var heller ikke perfekt. Der var ingen, der var perfekte. Hun var heller ikke perfekt. Det kunne nok godt lyde som om hun slet ikke kunne lide dæmoner, men få dæmoner kunne hun godt lide. Jacob var selvfølgelig en af dem.

Han så lidt på hende og smilte af hendes kommentar og af at hun havde misforstået ham.
"For det første er det dig der sender en uskyldig i døden, hvis du sender en sølle vagt efter mig. For det andet mente jeg nu mere at du ville stille din evne til rådighed en gang for mig...Uanset om jeg finder en måde at gøre dig svag på igen, eller ej. Desuden vil jeg nok mene at du kan være ret ligeglad med hvem jeg sætter dig til at bruge din evne imod, pointen er bare at jeg forlanger at du holder vores aftale. Men tro mig, jeg vil ikke spilde den mulighed på hvem som helst, der vil skam være en grund. Af en eller anden slags. HVis du ikke er indstillet på dette, er der slet ingen aftale" han trak let på den ene skulder og mente selv han havde sat hende på plads for hendes flabethed.
Han lyttede til hendes syn på dæmoner og det overraskede hvor meget had hun lagde i dæmonerne, trods hun lige havde udtalt det var synd for dem at de var tvunget, født, til at være dæmoner og at folk bare anså for onde, uden at lære dem at kende. Men det overraskede ham ikke. Hvorfor skulle hun være bedre end alle andre? Ingen interesserede sig for at forstå dæmoner eller deres natur. Selv hendes søde lille Jacob havde en mere dæmonisk side, som han personligt havde set og oplevet. Jacob var faktisk en formidabel dæmon, hvis bare han gav sig selv lov.
At hun brugte "jer" fortalte ham at hun ikke brød sig om at han havde sin ide om hvordan dæmoner skulle være.
"Dæmonerne der endnu har en blød personlighed, er som oftest en ung dæmon der endnu ikke har oplevet tidens rædsler eller folks medfødte had til os" han trak let på den ene skulder. Det var hans mening.
"Dertil vil jeg gerne sige at jeg personligt aldrig har hævdet vi er perfekte. Jeg har blot fremsagt vi burde være stolte af at være dem vi er, i stedet for at gemme os som kaniner" han blinkede let til hende. Det var hendes mening og han havde selv spurgt til den. Men den skabte alligevel lidt afstand imellem dem, den smule de måske ellers kunne have indhentet. Han følte sig skuffet, en smule irriteret, over at ingen, heller ikke hun, så noget galt i at se dem som ondskabsfulde dyr. Men folk havde det jo bedst hvis de havde et fjendebillede, nogen de kunne se ned på som en enhed. Men den vrede han havde haft over det som barn sad stadig i ham og gav ham lyst til at hævne sig på menneskerne og alle andre der påstod de bare var onde. hvem sagde de var onde? Det kom vel an på hvad man fandt ondt!
Alt dette kunne dog ikke ses på Sean, der forblev lige så neutral som før, med det afslappede smil.

Nille blev lidt overrasket over hans lange tale. Hvis hun fortalte en vagt at Sean måske kendte til hvor necromaneren gemte sig, ville Sean bare dræbe vagten. Nu ville hun i hvert fald ikke fortælle en vagt det. Hun ville ikke sende en uskyldig i døden. Hun sukkede svagt. Hun skulle vidst ikke sætte krav, for han ville vidst bare vifte dem væk. "Udmærket. Uanset hvem du vil have jeg skal bruge min evne på, så gør jeg det, men kun en gang." Hun ville blive ved med at fastslå at det kun var en gang. Han skulle ikke tro at han kunne få hende til at bruge hendes evne mod dem, han end nu ville have. Hun mindede sig selv om, at han kunne finde ud af om hun kunne blive shapeshifter. Hun var sikker på at han kunne gøre det.
Nille lagde hovedet lidt på skrå, mens han snakkede. "Så du tror på at alle dæmoner bliver ligesom dig?" Spurgte hun koldt. Hun ville aldrig blive ligesom Sean. Hun ville ikke kræve betaling for at hjælpe nogen. Hun havde forandret sig siden hun var blevet dæmon, det vidste hun godt, men hun ville følge sin tro. Hun ville ikke dræbe uskyldige, eller bruge sin evne imod uskyldige. Det var imod det hun troede på. "I har heller ingen grund til at være stolte over jer selv." Hviskede hun så lavt at hun tvivlede på at Sean kunne høre det. "At i gemmer jer er godt, men i dræber uskyldige. I skal også overleve, det ved jeg, men hvorfor ikke dræbe skyldige? Der er jo masser af skyldige i denne verden." Sagde hun. Hendes ansigt viste ingen følelser. Hun var en tom skal lige nu. Mon hun skulle tage hjem? Hun ville ikke blive uvenner med ham. Hun havde brug for hans råd, selvom hun ikke ville være ligesom ham. Hun ville bare være stærkere, så hun kunne beskytte dem hun holdte af. Hun ville dog også gerne høre hvad han havde at sige, så hun ventede med at tage hjem.

Hun var så flabet og respektløs at han mest af alt havde lyst til at slå hende. Igen og igen. Men han viste også at vold kom af man ikke havde andre måder at udtrykke sig på og det havde han jo, hans mund. Den havde altid hjulpet ham, hvad skulle være anderledes nu?
Han smilte let til hende, som om hun slet ikke havde fornærmet ham og hans race.
"Nej. Det håber jeg virkelig ikke" svarede han kort, omend ærligt på hendes spørgsmål.
Dog, måske til hendes fortrydelse, hørte han hende. Hans mørke blik spiddede hende.
"Og hvorfor så ikke det?" krævede han at få svar på.
Han foldede hænderne foran sig, som om han ikke viste hvad han skulle gøre eller som om han prøvede at væbne sig med en efterhånden tyndslidt tålmodighed, som over for et uvidende barn der blev ved med at stille spørgsmål. Han vædede kort læberne.
"Det kunne vi. Jeg er også sikker på nogen gør det. Men der er flere grunde til jeg har valgt bare at tage det første og det bedste jeg finder" svarede han roligt og så lidt på hende, før han fortsatte.
"For det første vil det kræve alt for meget arbejde. Jeg skulle hele tiden lede efter en der var skyldig i noget. De formår jo også at gemme sig og jeg orker ikke at skulle finde en skyldig og tilmed en kvindelig skyldig. Dertil kommer - Hvad skal personen være skyldig i, før man tager livet på dem? Og hvad situationen som de er skyldig i? En mand kan blive dømt for mord...Men ingen høre om hans triste historie om hvordan netop den han dræbte, havde jagtet ham hele hans liv, mobbet ham og irriteret ham, ødelagt ting for ham. Truede hans datter. Skal vi spise ham? Eller måske en lille dreng på 5 år der stjæler et æble fordi han er sulten...Skal vi spise ham?" han smilte let og trak på skuldrene.
"Som sagt spiser jeg den første og den bedste. Man kan ikke altid tillade sig og være kræsen" svarede han.