I´m here...all alone...(Camille)

Camille grublede over en ting. Hun havde ingen mulighed for at vide det, og måske vidste Sean det ikke engang selv endnu. Var han ven eller fjende...På den lange bane ?
At dømme efter hele situationen, var han jo ven...de sad her og delte en øl og så det faktum at han ikke havde adskildt hendes hoved fra krop, selv om hun havde haft en kniv til hans hals.Men det betød jo ikke at hun kunne stole på ham, vel?
Nå...men hvor intet vover intet vinder...
" jeg har brug for at komme indenfor i hendes residens.Der er noget jeg skal have...med ud derinde fra, eller nærmere nogen. Slaver!"
Hviskede hun til ham , som hun lænede sig forover mod ham. Det var trods alt snak der kunne føre til alvorlig ballade, hvis den blev opfanget af de forkerte øre.
" der er vagter all over det sted, jeg mangler et ærinde,en grund en begivenhed der kan få mig ubemærket igennem hendes bevogtede porte"

Hun rettede lidt på det lyse hår, som synes at leve et selvstændigt liv på hendes hoved, somme tider.Hun vidste at holde styr på det var samme umulige opgave som at forcerer Isabella de Minions sikkerhedsforanstaltninger, men det skulle da ikke forhindre hende i at prøve.

Han så fortsat lige så roligt på hende, selv om han denne gang gav sig tid til at tage endnu en mundfuld øl.
"Hvorfor siger du det til mig?" spurgte han
"Har ud hele tiden vist hvem jeg var...Eller er det et skud i tågen, et råb om hjælp til en fuldkommen fremmed som du intet ved om?" spurgte han, mest af nysgerrighed end fordi han havde mistro til hende.
Der var lidt...en anelse mistro, fordi hun holdt Zean så kær. Det kunne ikke være en god ting.
Men det behøvede jo ikke at have noget med ham at gøre.

Forbavset over hans spørgsmål, mødte hun hans øjne og så lidt ind i dem inden hun svarede ham " J-jeg har en dum vane med at tale før jeg tænker " indrømmede hun, efteralt så var hun ukronet dronning i at lade impulser og følelser guide hende afsted af livets landevej, istedet for at bruge en gprs ( hvis det hed det) som hun ville gavne kraftigt af.m
Men noget havde fået hendes små møllehjul til at drejerundt, noget han sagde.
Hvem var han dog? Siden han spurgte hende om hun hele tiden havde vidst hvem han var ?
" tak for komplimentet, men SÅ god en skuespillerinde er jeg altså ikke " tilstod hun med et lille smil der nåede helt op til øjnene. han havde klart noget at skjule, fyren her og hun....hun skulle nok få det listet ud af ham.
" Jamen Mr. Sean Secret...Hvem er du da ? siden jeg burde have vidst det ?" smilende hun og slikkede lidt af det hvide skum ,øllen havde efterladt på hendes læber , væk

Han smilte og grint lidt af hendes svar og hendes nye spørgsmål.
"Åhh, jamen kan nogen svare på det? hvem de virkelig er?" svarede han bare lige så drillende igen. De var to om at bestemme, hvor meget hun skulle vide. Og han gav sig ikke. For sikkerhedens skyld.
"Men lad os sige jeg kunne hjælpe dig. Lad os sige jeg kunne få nogle af mine...bekendte, til at hjælpe også.
Det lyder jo ret risikabelt, det bliver et stort arbejde, især fordi jeg også ville stå for deres sikkerhed, ud over min egen. Det bliver dyrt" svarede han og tog en tår af sin øl, lagde begge hænder om den bagefter. Men slap ikke Camille med øjnene.

Han værnede om sine private informationer,som dværge om guld.Det var gode tegn.
Tegn på der bestemt var noget gemt af vejen,nogen interessant.
" Vi opdager hele tiden nye sider af os selv, sider vi ville have forsvoret vi ikke havde eller blot ville have ønsket at været foruden" svarede hun og vidste at det havde en lidt mørk klang, man KUNNE jo også opdage nye dejlige sider af sig selv, det var bare som om det første var det der skete for hende...all the freakin time.
" Penge er ingen problem, du kan bare nævne din pris" løj hun så vandet begyndte at drive ned af væggene på værtshuset og hurtigt truede dem alle med en oversvømmelse.Hun havde ikke noget der mindede om en opsparing, alt hun ' indtjente' blev brugt på huslejer,mad og at købe slaver fri, i grove træk, og hun synes altid bagud.
MEN kunne Sean hjælpe med at komme sikkert ind- og mere vigtigt - sikkert ud af Isabellas hus, skulle hun nok skaffe de penge, på en eller anden måde.
Udover at blinke et par ekstra gange, slap hun ikke hans øjne heller.

Han smilte lidt. Hvad hentydede hun? At han ikke kendte sig selv, sine sider? For så måtte han skuffe hende. Han havde skam meget selvindsigt.
"sikkert nok" svarede han bare og tænkte istedet over de andre ting hun sagde, slap hende ikke med øjnene. Han skulle have pengene...kontant, lige bagefter. Ikke noget med at skylde. Det var et princip, han kunne jo ikke gå rundt, mens der var flere der skyldte ham penge, hvordan ville det ikke lyde?
Desuden skulle han bare til at presse dem, jage dem og holde øje med det.
Og at hun blinkede et par ekstra gange var et godt tegn. Et tegn på hun løj.
Han rystede lidt på hovedet.
"Du leger landevejsrøver for at få penge. Du har ikke pengene" sagde han så og tog en tår af sin øl. Ingen penge, intet job.

Nøj, den mand var da irriterende.Kunne han se lige igennem hende? Hun forsøgte igen at tage stikket hjem.
" hør her dukkedreng, jeg ER landevejsrøver og derfor...lige precis derfor har jeg dine penge, eller jeg får dem . ikke alle offre er så nærige som du " afsluttede hun lidt drillende og kunne passende se om fyren havde humor eller var for meget mand til at finde det morsomt.
" hør Sean, jeg holder altid hvad jeg lover, og ville ikke drømme om at forsøge snyde dig, hvis jeg gav dig mit ord.Hvilke beløb taler vi om her ?"
Forsøgte hun at lyde som en hård forhandler, og manglede Tristan ved sin side....eller Aleck eller Eric...hell, selv Mira ville sku nok klare dette bedre end hun. Men det måtte da give points at forsøge, så ihærdigt som hun gjore ?

Han smilte blot, roligt som altid. Uden tegn på hverken det ene eller det andet. Dukkedreng? Hvorfor nu det?
"Nærig? Jeg er overhoved ikke nærig, kun hvis folk selv prøver at tage mine penge" smilte han let drillende igen og lænede sig hen over bordet, hvilede hovedet mod sine hænder han havde flettet under hagen. hvad skulle han sige? Dette kunne jo lyde til at blive en af de mere...besværlige missioner.
Det havde også været en ting han skulle vænne sig til. møntfoden her var anderledes.
Hvor han før nok bare ville have forlangt mindst 50.000 for et let arbejde, måtte han her skære lidt ned. Bortset fra over for de rige.
Han lænede sig tilbage igen i stolen med en tænksom mine.
"Jeg vælger at være sød ved dig og give dig lidt rabat. skal vi sige..." han lod kort blikket glide rundt på de nærmeste omgivelser.
"30.000" et stort beløb for dem der ikke havde pengene. Men et beløb der ville klare det hele, både med udstyr og ekstra mænd...Som også forlangte en høj pris, da de sat deres liv på spil.
Han så ventede på hendes ansigtsudtryk.
"Kontant. Lige bag efter. Ikke noget med at skylde" tilføjede han

Hun måte lige synke en gang og fandt det utroligt heldigt at hunnrent faktisk var bænket på en stol, ellers havde knæende måske valgt at give efter.
30.000! How on earth skulle hun skaffe dem? Hvor mange fattigrøve skulle hun holde kniven for halsen? Et lille glimt flimrede i hendes blå øjne, en ide var var kommet til hende.Tænk hvis hun kunne røve Isabella for det kæmpe beløb og så som en fjer i hatten , bruge hendes egne penge til at købe hjælp til at bringe hendes slavehandel i ruiner, ville det ikke være sød ironi. Og så var der jo den ting at Tristand biologiske mor, muligvis var derinde og det var første prioritet at finde hende, men det var en detalje at Camille beholdte for sig selv, endnu." Du skal nok få dine penge" sagde hun og en lille rislen løb ned af hendes rygrad,kold og glat som en bold af sne.hvor vred mon han ville blive, hvis det ikke lykkedes hende at få skaffet pengene? Nå....men det måtte hun jo bare sørge for at få gjort, hvis ikke hun ville finde ud af det, ik?

Han så kort på hende. Og nikkede svagt. Han ønskede ikke at give hende problemer med pengene bag efter...men det var jo trods alt hendes problem.
Han havde på fornemmelse det hele nok ikke gik...At der kom et problem af en art. Men så måtte de tage den på det tidspunkt.
Han tog en tår af en øl.
"Det er en aftale...hvornår skal det ske?" spurgte han
"skal nok bruge en lille uge på at gøre klar"

Hun lyste op.Han ville godt hjælpe hende. Så langt så godt da.
Og tiden virkede perfekt, hun kunne nå at anskaffe sig de ting hun skulle bruge og få talt med de tre fyre i hende liv Eric,Tristan og naturligvis Aleck. De ville komme til at finde sig i det hun planlagde.Et øjeblik så hun sig selv bag lås og slå, fordi mindst en af de tre mente hun havde vævefejl i kysen, måske skulle hun undlade at berette om det lille stunt her? Nå...det kunne hun altid afgøre.Aleck var den største udfordring. Pokker tage hans evne, man kunne ikke lyve i hans selvskab....ikke det mindste.
Hun hævede sin øl og ville skåle ked Sean " jamen skal vi sige om 8 dage? Og skål for vores nye lille alliance Sean"

Han så kort på hende. Han var ikke van til direkte at skåle på det. Det var en opgave.
Han tog dog sin øl og tog en tår af den, dog uden at udvise den samme optimisme.
"8 dage" nikkede han. Hans tanker gled straks videre til, hvem han skulle tage med.
Det lød til at blive en besværlig mission, selv om de havde klaret mange ting gennem tiden. Så helst dem uden hverken kvinde, børn eller noget andet der var direkte afhængig af dem.
Han sad sådan, tænkende, med den ene hånd om sin øl og den anden på sit lår. Lod blikket glide ud over rummet...

Det var sjældent hun ligefremnfandt glæde i at skade andre, det forvoldte normalt alverdens kvaler for både samvittighed og sjæl, men denne gabg var det noget andet.Måske fordi hun håbede at det på sigt ville sætte mange mennesker frie og det kunne lade sig gøre uden at skade Isabella fysisk, håbede hun da.Måske burde hun indprinte overfor Sean at det ikke var en nedslagtnings mission ? Hun purrede lidt op i det messy lyse hår og rev ham ud af hans tanker, der så ud til at være taget på arbejde allerede." Du...Sean? Der skal ikke ske noget med Isabella, hun må ikke lude fysisk overlast, og helst heller ikke nogen andre.Jeg...øhm...tænker det måske kompliserer opgaven en smule, men som du selv poienterede så er jeg ikke en morder og vil ikke ligge en bestilling på massedrab.Selvfølgelig i selvforsvar....men det jo også en halt anden melodi at danse til så.." Hun håbede at han kunne arbejde under de betingelser, hun vidste intet om hans metoder.

Han så lidt på hende med løftede øjenbryn.
"Som du sagde, skulle vi bare sørge for lidt underholdning. Det kan ske på uhyggelig mange måder, enten at gå direkte til angreb eller lege klovne. Men det vil helt sikkert nok ende i kamp, for nogen af os i hvert fald, og det kan ikke forhindres at nogle må dø. Om det er dem eller os, er spørgsmålet.
Men der ud over skal du ikke sætte spørgsmålstegn ved os, vi er van til lidt af hvert. Vi klare tingene som de sker" han trak lidt på den ene skulder. Aftalen var allerede i hus, hvis hun ikke ønskede nogen døde var det bedst helt at lade være.
Men så skulle hun også sige det nu.

Der var en god grund til hun ikke trivedes i noget der mindede om krig.
Hun kunne simpelt hen ikke udstå, når nogen mistede deres liv.Hun var dog blevet til at undgå totalt meltdown når det skete, og hun blev stadig mere - hårdfør- var nok et stærkt ordbat bruge, men alligevel....hun ændrede sig, og hun vidste det var et resultat af alle de drab og dødsfald hun efter hånden var involveret i.Det var en nødvendighed, hvis ikke hun skulle miste forstanden. Hun sendte Tristan en kærlig tanke.Hun savnede ham. Og netop han, havde altid formået balancen mellem at have et hjerte og masser af empati og stadig tage det med at nogen døde helt afslappet, faktisk havde hun ham liiidt under mistanke for at aflade og finde bare en smule tilfredsstillelse i det, ej...det vidste hun han gjore, når han fældede ' the bad guys".
Hendes tanker gik fra Tristan til Zean og endte hos Sean. Et spørgsmål pressede sig på.
Åh...hun var så nysgerrig, men det var nok noget anmasende - og en hel del privat.
Men ....
" Sean, du er jo ogsåmsjæledæmon, ikke? Jeg tænker....du ved, mange af din slags har jeg hørt har en ...spændende personlighed, enda nogen gange flere?"

Hendes nysgerrighed gik på , om han mon led de samme kvaler som Zean, om der var noget hun skulle tage højde for der.

"Du mener kort sagt om jeg lider at skizofreni. Og endnu mere om det er som Zeans, nogle lidt utilregnelige typer?" han smilte let til hende med et lille blink med øjet.
"Det er jo kendt at dæmoner skal lide af skizofreni,nok fordi de lever så længe og er kendt som nogle helvedes væsner.
skizofreni kan ramme hvem som helst...Men jeg er gået fri..." han så lidt ned på sin øl, for så at se på hende igen.
"...I hvert fald end til videre. Og skulle jeg lide denne last, ved jeg det ikke" han trak lidt på skuldrene. Det var jo ikke altid at den skizofrene selv viste at personen fejlede noget...

Hun løftede hagen lidt i vejret da hun lo.
Selv om hun havde forsøgt at pakke det lidt ind, havde han gennemskuet det- straks.
Han var tilsyneladende rimelig kvik, hvilkenaltid var en skøn egenskab, hvis man spurgte Camille.
" ja...det er det jeg mener" indrømmede hun og rynkede en smule på næsen da hendes næste spørgsmål løb ud af munden " men hvordan har du så stort kendskab til din bror, hvordan ved at at han har flere sider? Jooo, der er mange der har, men som du selv siger , ikke alle"
Han synes at have etbstort kendskab til Zean, dog ikke såmstort såmhan var bekendt med Camille som en aktiv del i Zeans liv, både som lærling og ven og potientiel kæreste materiale.

Hun var nysgerrig. virkede som en person der hurtigt kunne blande sig i lidt for meget en gang i mellem. Hun var måske helt nyttig at vide? Hun virkede jo snakkesaglig og hvis man hældte lidt småhistorier på hende fik man måske nogle nyttige ting til gengæld? Man vidste aldrig.
åhh, jamen han havde jo fået en arbejdsskade. At tænke på folk som nyttige, i stedet for at knytte relationer til dem.
"Du ramte hovedet på sømmet" svarede han lidt efter, skyllede efter med lidt øl og så på hende igen.
"Det er en ret...indviklet historie, men alt i alt...Når du ligner en person så meget og folk bliver ved med at forbinde dig med denne...Bliver du så ikke nysgerrig over hvem denne person virkelig er?" han smilte svagt. Viste ingen tegn på den had han havde til det eller den sorg han bar over det.

Et mere listigt smil sprang frem og hun så måske lidt intenst på ham, men udover hun var en smule fængslet af ham, så var det nu også fordi hendes hjerne forsøgte at få det puslespil lagt, som han repræsenterede.Det giknså ikke specielt godt med det.
Men noget nagede hende...
" Så...du har brugt en masse tid på at indsamle information og iden omkring din bror, men hvorfor har du dog aldrig taget kontakt til ham, han ville have budt dig velkommen" .
Hun holdt øje med hans øjne,hans læber og de små træk hans angsigt kunne lavenog måske røbe hvad der lå til grunde. Hendes hænder legede med hendes øl, hun var ved at blive i et bedre humør, og det skyldtes ham, Sean.
Det var nu lidtbaf et tilfælde at hendes vej,denne aften, havde ledte lige ind i favnen på ham....eller, ja....til ham anyway.

Han trak kort på skuldrene og gengældte hendes intense stirren.
"Måske, måske ikke. Men vi tilhøre hver vores tid, jeg fandt det ikke passende" svarede han roligt, kæmpede faktisk for at holde sin stemme rolig og vise der intet var at komme efter.
Det var et stykke tid siden nogen havde udfordret ham på det punkt. De flest tænke ikk eover det eller trak på skuldrene.
"Er du da så interesseret i det?" spurgte han så med et lille smil
"Det kan vel være lige meget?" han tog en tår af sin øl, bemærkede den snart var tom. Godt. Hvis hun blev ved, kunne han enten bruge undskyldningen at han skulle gå eller gå op og hente noget nyt. nu måtte han jo se.

Hun trommede lidt med fingrene på øllen.
Jepps....der var noget han ikke ville ud med. Hvor forrygende interessant.
Hun ville ikke slippe ham helt af krogen, ikke endnu.Måske kunne hun få ham til at sprælle lidt? Egenlig burde hun vide bedre, end at udfordre og tirre nogen hun ikke kendte så godt, men det var ligesom svært. Og fordi han havde en relation til Zean, omend dennvar skjult, så følte hun sig lidt knyttet til ham - eller hvad udtrykket nu var.
" ja....jeg finder det aldeles interessant.Ser du jeg er...rimelig tæt på din bror, og jeg sunes det er lidt af en opdagelse jeg har gjort. Men så bliver jeg den med den hotteste nyhed, når jeg taler med ham næste gang " udfordrede hun Sean,med et blændende smil og ignorerede totalt det faktum , at de befandt sig i to forskellige dimensioner.

"Jamen du har allerede din nyhed" svarede han lidt kort.
"Du har opdaget hans ukendte bror! Men faktisk vil jeg se frem til du ikke nævner mig. Det vil være sjovest" han smilte selv igen, selv om han fornemmede der var en lille kamp igang. hun ville vide noget.
Så stædig...Men det var de jo to om at være.
Han lænede sig behaget tilbage i stolen og lod blikket glide ud over omgivelserne.
"Drop det. Jeg kan give dig ret, der er utrolig meget jeg ikke har fortalt dig. Men det betyder ikke jeg vil fortælle dig det. Lad det ligge og være tilfreds med det...
Du behøver ikke vide alt" sagde han så endelig, denne gang en anelse utålmodigt.

Hun så på ham, Alt ved ham viste tegn på han var ved at blive lidt utålmodig.
Selvfølgelig fordi hun var irriterende og skubbede på, men hun var helt sikker på hun ville støde på guld, blev hun ved med at grave.
Dog...havde hun ikke til hensigt at alienerer ham, så hun fandt istedet på et kompromis.
Hvis han troede han kunne lokke hende til at have den slags hemmeligheder for Zean, så var han lige så forkert på den , som Bambi var på den glatte is.
" hør..." sagde hun blidt, og fik drukket sin øl næsten helt op...." vi laver en aftale....jeg stopper med at udfritte dig, for nu....og du blander dig ikke i mine samtaler med din bror, eller deres indhold " hun så ham, mere alvor end før , farvede hendes isblå øjne en nuance mere mørke.

Han grinte lidt.
"åhh, jamen jeg har jo aldrig været interesseret i jeres samtaler. Jeg var interesseret i jeres forhold til hinanden og hvordan du oplevede ham. Det har jeg fået svar på nu" smilte han roligt. Det morede ham...at se hende så bestemt, at hendes øjne blev helt mørke! Nej, han kunne ikke lade være med at le lidt. Ikke ondt selvfølgelig, på nogen måde!
"Men hvorfor er du så interesseret i folk hemmeligheder? Må folk ikke holde deres tanker for sig selv?" spurgte han i stedet.
"Hvorfor skal du vide det?" der måtte være en grund. nogen psykisk måske?
Måske nogen der havde holdt smertelige hemmeligheder for hende som lille, så hun nu ikke kunne klare hvis hun ikke viste alt?
i så fald burde hun arbejde på det.
Ren nysgerrighed...Og stædighed? Så var det igen noget hun burde arbejde på...Men det var vel ikke op til ham at bedømme.

Hun måtte virkelig til at vende blikket lidt ind af. Hans spørgsmål var rimeligt interessant for hende selv, da hun på ingen måde var gossip typen og ikke havde problemer med at bære på folks hemmeligheder.Så hvorfor denne nyfigenhed? Hun følte lidt efter og svarede Sean så ærligt hun kunne...
" Jeg...jeg tror det handler om at passe på mig selv og dem jeg elsker. Som jeg gerne vil vide om der ligger noget skjult der kan gøre dem fortræd på nogen måde."
Måske det lød dumt? Men det var nok det som det handlede om, at hvis det kunne bruges enten til at beskytte dem hun holdte af - eller til at folk fik det bedre .....så ville hun gå langt, måske for langt? Det måtte hun tænke lidt over.Kunne man gå for langt for dem man elsker? Var det overhovedet muligt?
" undskyld, hvis jeg virker snagende....men prøv at forstå at for indtil små to år siden havde jeg ingen kendskab til andre eksistenser end mennesker , troede min mor var død indtil ca 4 måneder siden og mange andre underlige ting der har påvirket mit liv, efter at det er blevet afsløret.....så jo....jeg trickes lidt af hemmeligheder" sagde hun hudkøst ærligt.