Bella, is that you? -Bella Kate-

Da døren smækkede bag dem, med et højt brag drejede hun hurtigt hovedet om for at se hvad det var. Det var en vane for hende. Selv den mindste lyd kunne få hende til at dreje sig rundt. Da det gik op for hende at det blot var døren, kiggede hun om mod Josh igen. Han stod nu op ad muren, med armene over kors. Bella elskede den måde han stod på. Det fik ham til at se maskulin ud. Flot, og maskulin. Bella kiggede ned i jorden, da hun mærkede en svag rødmen på sine kinder. Det sidste hun ønskede lige nu var at han skulle se hende rødme. Hun følte på en eller anden måde at hun kunne mærke hans aura. At den let omsluttede hende, og gav hende følelsen af at være lykkelig. Hun kiggede op på Josh, og da hun så smilehullerne i hans kinder kunne hun ikke selv lade være med at smile. Så ung, men samtidigt så maskulin. Bella gik et par skridt tætter på ham, og stod nu ikke længere væk, end deres sko lige kunne nå hinanden. Denne afstand var tættere end hun nogensinde havde forestillet sig at de skulle komme. Hun kiggede op på ham og smilede. ”Jeg er med på alt, ” sagde hun smilende. ”Så længe jeg er sammen med dig. ” Hun lagde sin ene hånd på hoften, og stod bare og betragtede ham.

Jo mere han så på Bella, jo mere voksede hans smil. Det var svært ikke at smile. Efter så mange dage i mørke, kunne han endelig finde lidt lys i den mørke tunnel, der aldrig ville ende. Han så Bella ind i øjnene, lod dem ikke adskille og han havde heller ikke lyst til det. Hendes øjne var smukke og fangende. De var et andet univers. Han stillede sig tættere på hende. Kroppen var afslappet, da han lænede sin mund hen imod hendes øre. Denne varme ånde ville kilde hende, som et blidt vindpust. "Hvad siger du så til en gå tur rundt i byen?" Han trak sig væk fra hende igen. Et drillende smil og aura hang over ham. Langsomt startede han med at gå. Imens han gik forbi hende, tog han ikke øjnene fra hende og fjernede aldrig det drillende og nærmest udfordrende smil..

//lorte svar igen, beklager...

Bella mærkede den varme luft fra Josh' ånde, da den drillende kærtegnede hendes kæbe og hendes øre. Han stemme var dejlig, og Bella følte nærmest at den tog pusten fra hende. Hun holdte vejret mens hans snakkede. Hans aura virkede udfordrende på hende. Hun følte sig undertrykket på en positiv måde. Hun havde aldrig følt sådan før. Der var aldrig nogen der havde haft en sådan indflydelse på hende. Da Josh begyndte at gå, var det som at vågne fra en fantastisk drøm. Hun havde et smil på læben, som hun vidste ikke ville forsvinde, så længe Josh var i nærheden. Han fjernede alle hende problemer, alle hendes tanker om sted ikke kunne være sammen, alt! Han var vigtig for hende.
Bella drejede sig rundt, og fulgte efter Josh, mens hun stadig havde et smil på læben. Noget hun slet ikke plejede. "Fint med mig, men sæt lige farten ned." Hun gik stadig med samme tempo op på siden af ham, og vendte sig så om, så hun nu gik baglæns, mens hun kiggede på ham, stadig smilende. Hun smilede drillende til ham. Samme smil som han havde sendt hende. Da hun drejede rundt for at kunne gå forlæns igen, svingede hendes hår sig rundt om hendes hoved, på en helt bestemt måde, som kun Bella kunne få det til.

Han vidste ikke hvor de skulle gå hen. Heldigvis var der mange steder i byen hvor man kunne gå i fred. Eller, det kunne man kun håbe. Han sænkede farten en smule for hende, da hun bad ham om det. Det drillende smil han havde sendt hende, blev blot gengældt af hende. I det øjeblik han ville sige noget til hende, kom Ghost løbende op på siden af dem. Rundt om den slanke mule sad der rester af blod. Josh aede ham blidt på hovedet. Han kløede specielt et bestemt sted bag hans øre. Det fik altid Ghost til nærmest at spinde som en kat.
"Hvilke dele af byen har du ikke set?" Josh spurgte Bella med et kækt smil på læben. Der var noget over den måde Bella var på, der gjorde at han ønskede at denne aften skulle vare for evigt. Han blev et kort øjeblik hypnotiseret af den måde hun kastede med sine lange, brune lokker på. Hypnosen lykkedes det ham dog hurtigt at komme hurtigt ud af. Han sukkede et lydløst suk. Bag ham svingede den sorte kutte i vinden. Dets bevægelser var som en sort bølge.

De kom ind til byen hvor handelsmænd kastede besværgelser ud, for at logge kunderne til sig. Kunderne vil være forsvarsløse, de vil være som møl på vej hen i lyset. Men, nu hvor det var aften, var handelsmændene for længst gået til ro og Josh og Bella ville have gaderne for sig selv.
Josh gik med afslappet bevægelser, ved siden af Bella. Foran dem luntede Ghost hen ad grustenene med lydløse bevægelser.
"Du skulle se stedet om dagen, man kan næsten ik være her af bare mennesker, eller, ja du ved væsner," fortalte Josh med et svagt smil på læben.

Bella kiggede ondt på hunden, som hun formodede var forbundet til Josh på en eller anden måde, da den kom luntende hen til dem. Dens blodige mund, fik det til at dunke i hendes hjørnetænder. Det var et stykke tid siden hun havde spist noget. Eller drukket om man ville. Hun mærkede forsigtigt med tungen mod hjørnetænderne, og opdagede snart at de var vokset til fuld størrelse og skarphed. Hun skulle passe på nu! Hun ville ikke gøre Josh noget. Det var det sidste hun ønskede. Det kunne godt være at han havde det bedste blod i byen, men hun holdte jo af ham. Hun kunne ikke gøre det mod ham. Hurtigt kiggede hun væk fra hunden og trak vejret dybt ned i maven, så Josh ikke ville opdage noget. Hun var sulten, og kunne intet gøre. Den værst tænkelige situation for en vampyr. Da Bella igen følte sig ”normal” vendte hun sig om mod Josh, med et usikkert smil på læben. Hun lavede en antydning til at de skulle gå videre, og snart bevægede de sig ind i handelsgaderne. Bella mærkede hurtigt at der om dagen var fyldt med mennesker og andre væsner. Lugten hang i luften, selvom det var et stykke tid siden at dagen var gået på hæld, og de sidste mennesker havde forladt gaden. Bella kunne igen lugte blodet fra hundens mund. Det gjorde hende omtumlet. Da Josh snakkede til hende, hørte hun det ikke. Hun var svimmel, men på en god måde. Hun kiggede på Josh. Mærkede hans puls. Da hun igen hørte hans stemme, vågnede hun fra ”drømmen”. ”Undskyld, hvad sagde du..?” Hun var stadig svimmel, men Josh måtte ikke vide at hun var sulten. Måske ville det afskrække ham fra at være sammen med hende nu.

Ghost kunne mærke på Bella at der var noget helt i vejen. Op til flere gange stoppede han op, drejede det massive ulve hoved og så om på hende, med et par øjne stikkende som dolke lavet af guld. Først da han var sikker på at hun ikke ville angribe, fortsatte han med at gå igennem gaderne.
Josh kunne fornemme det samme som Bella, der var noget i vejen og han havde allerede en fornemmelse om hvad det var. Sulten var ved at æde hende op. Han smilte blidt til hende, afslørede ikke at han kunne fornemme det på hende. Panik gik han ikke i, det ville være underligt, eftersom han stolede på Bella og ikke rigtig frygtede at blive bidt længere.
Da hun bad ham om at gentage sine ord, grinte han kort kærligt. "Jeg sagde, du skulle se stedet om dagen, her er næsten så fyldt at man ikke kan gå her,".. Med sine mandelfarvede øjne, kiggede han rundt for at se om han kunne finde noget at drikke til hende. Ikke at det ville gøre ham så meget igen, at lade hende få noget af ham. Det var Bella, hun havde fået noget før, hvorfor så ikke få noget igen? Da han ikke kunne finde nogen eller noget, stoppede hans øjne med at udforske og gav sig i stedet til at skabe en øjenkontakt med Bella. Han besluttede til sidst at stoppe op. Kroppen var fortsat afslappet under tøjet og kutten.
"Bella, du er tørstig ikke sandt? Du kan godt få noget af mit blod," han rakte sin hånd hen imod hende, drejede den rundt, så hånledet med de tynde blodåre kom til syne. "Jeg stoler på dig,"

Bella fortsatte med at gå, fuldstændigt omtumlet af den tørst, som han over hende som en torden sky. Denne gang hørte hun dog hvad han sagde. Hun var i tvivl om hvad hun skulle svare. For lange sætninger kunne afsløre at hun var tørstig, og for korte sætninger ville stoppe samtalen. Selvom hun vidste at det også ville stoppe samtalen, så lod hun værre med at gøre andet end at nikke med hovedet. Denne bevægelse fik en smerte til at kravle gennem hendes hoved. Hvis hun havde opdaget noget før at hun var tørstig kunne hun have fundet en på kroen, som var ’villig’ til at lade hende drikke af sig.
Flere gange lagde Bella mærke til at hunden vendte sig om mod hende, som om den kunne fornemme at hun var på nippen til at angribe Josh. Det var virkeligt det sidste hun ville. Engle blod var så fantastisk, og hun havde på fornemmelsen at det ville gå galt hvis hun drak af Josh. Hun havde gjort det før, men dengang var det også kun fordi hun var sulten for sjov. Dengang havde hun ikke på samme måde haft brug for det. Josh var på ingen måde en mulighed nu, om så han selv tilbød det.
Da Josh stoppede op, gik der et par sekunder før Bella opdagede det og selv stoppede, for at vende sig om mod ham, og se hvorfor han var stoppet. Allerede inden han åbnede munden og sagde at han godt vidste hun var tørstig kunne Bella fornemme det på ham. Hun følte sig fristet af at gøre det, og gik et par skridt tættere på ham. Igen følte hun det som om hun var i sin egen lille omtågede verden, hvor kun hun og Josh’ håndled var til stede. Hun tog fat i det, og løftede det opad mod sin mund. Lige inden hendes læber rørte håndleddet, skubbede hun hårdt til ham, så han røg over i en af murene som omgav gaden. ”NEJ! JEG VIL IKKE! JEG KAN IKKE STOPPE IGEN, OKAY!” Hun vendte sig rundt, så hun nu stod med ryggen til Josh, og hun bøjede hovedet nedad, mens hun tog nogle meget dybe vejrtrækninger for at få styr på sit temperament og sin lyst til hans blod.

Hun tog imod håndledet. Blodet pumpede rundt i kroppen på ham. For en vampyr ville den lyd være ligeså højt som trommespil. Han slappede af i hele kroppen, da hun førte håndledet op til sine læber. Øjnene lukkede han i og gjorde klar til den stikkende følelse. Et blink med øjet og et hårdt skub var det eneste han nåede at registrere, inden hans ryg mødte muren, til et af de huse der omgav gaden. Han mærkede et smæld i baghovedet. Det varede lidt før han rejste sig op igen. Han sad og blundede sig, ømmede baghovedet, ved at glide sin ene hånd op og ned langs der hvor muren havde klasket ham. Lyden af Bellas stemme, fik ham til at rejse sig op og ignorere de få smerter der nu var. Inden længe ville de jo alligevel forsvinde. Han kunne se på hende at hun ikke var tryg ved situationen. Forsigtigt startede han med at gå hen imod hende.
"Bella, rolig nu," sagde han. Hans stemme var blid. "Det okay, så finder vi noget andet blod til dig,".
Bag hende kom Ghost gående. Hans bevægelser var stærke og stole. De gyldne øjne gennemborede hende, advarede hende om ikke at gøre skade på Josh. Takket være et roligt blik, samt nik fra Josh, angreb han ikke og satte sig i stedet, med ryggen ret og snuden løftede op i vejret. Han snuste og smagte på luften.

Bellas åndedrag var på en måde dybe, og på en anden måde hyperventilerende. Hun var bange. Bange for sig selv, og bange for hvad hun kunne have gjort ved Josh. Hendes krop rystede og hun havde svært ved at tro hvad hun lige havde gjort. I det mindste havde hun stoppet inden der var sket noget, men hun havde skubbet Josh lige ind i muren. Hun havde nok forvoldt ham stor smerte. Bella lagde sit hoved i sine hænder. Det havde været så tæt på. Da Josh stod bag ved hende og snakkede, vente hun sig hurtigt om og faldt ind i hans favn. Hun lagde sit hoved på hans skulder. Hendes krop rystede stadigvæk. Da han sagde det var okay kiggede hun ham op i øjnene. ”Nej, det er ikke okay. Det var alt for tæt på. Josh, lov mig du aldrig beder mig om at tage noget af dit blod igen. Jeg kan ikke modstå fristelsen.” Hun lagde igen sit hoved på hans skulder, og lod hans kropsvarme omfavne sig. Det fik hende til at slappe lidt mere af, men hun var stadig på vagt. Hendes sult var ikke blevet stillet, hvilket betød at hun ikke vidste hvad hun kunne finde på.

En lyd forstyrrede hendes tanker. Det var lyden af adrenalin. Det kom ikke fra Josh, det var helt sikkert, for lyden var ikke ret høj. Den kommer heller ikke fra hunden. Nej, den kom fra et menneske. Eller i hvert fald et andet væsen, som kom nærmere. Bella trak sig væk fra Josh igen, og vendte hurtigt hovedet mod lyden. Hun vidste godt at hun var den eneste der kunne høre det, men alligevel gik hun ligeså stille ned ad den mørke gade. Hun bevægede sin ben lydløst, men hurtigt, og snart kunne hun høre pulsen fra den anden. Personen løb. Flere lyde dukkede op. Yderligere 3 hårdtpumpende pulse dukkede op i Bellas hoved. ”Josh, skynd dig herover. Se at komme væk derfra.” Hun vinkede ham over mod sig. Hun havde tænkt sig at angribe.

Ghost sad og stirrede på dem begge. Ikke en eneste gang fjernede han blikket fra dem. Josh stod bare helt stille og så på Bella. Det rolige smil forsvandt aldrig fra ham. Auraen varmede omgivelserne med blide omfavnelser. Og snart, trak Bella ham ind i sin kolde vampyr omfavnelse. Hendes kulde vendte han sig hurtigt til, lagde sine arme om hende og tillod selv at lade sit hoved, læne sig op af hendes. Hendes omfavnelse fik ham til at smelte, selvom hendes hud var kold. Han savnede at holde om nogen, vide at der var nogen som rent faktisk holdt af ham. Svagt lukkede han øjnene i, lyttede til hendes ord og bløde stemme. I stedet for at svare, gav han bare et svagt nik og tog sig selv i at trække hende tættere ind i omfavnelsen.

Ghost pludselig knurren, fik Josh tilbage til virkeligheden. Ligesom Bella trak han sig ud af krammet og betragtede nu omgivelserne, med den ene hånd klar til at gribe dolken og øjnene åbne. Der gik lidt tid før han opdagede Bella snakkede til ham, vinkede ham over til sig. Med et sidste skurende blik, listede han hurtigt hen imod hende og stillede sig ved siden af hende. Ghost havde fulgt trop ved siden af dem.
"Hvem kan det være?" spurgte Josh. Han tog ikke øjnene fra den åbne gade. Lige nu, ventede han bare på at ejeren til larmen skulle afsløre sig selv. Ven eller fjende, det var ikke til at vide.

Bella mærkede igen Josh’ varme, da han kom op og stod ved siden af hende. Hunden fulgte med. Der var nok ikke noget at gøre. Den hund var ikke til at skille sig af med. Bella holdte sit vejr. Hun havde ingen anelse om hvilken race personen var, men hvis det var en forholdsvis stærk race ville personen straks fornemme Bellas tidestedeværelse, og der ville ikke være nogle muligheder for et bytte. De personer som jagtede offeret, kunne også være mulige ofre. Dette var en af de situationer som var farlig for Bella. Når hun selv var så sulten, og der så kom et muligt bytte løbende forbi, blev hun altid lidt overmodig. Bella stillede sig på tæer. Hun ville på en eller anden måde ikke have at Josh opdagede hendes ide om at lave et angreb. Hvem vidste om han ville stoppe hende? Bella kunne høre pulsen fra personen. Lyden var tæt på nu. Bella drejede sit hoved op mod gaden, mens hun gemte sig selv bag skyggerne. Hun var klar. Klar til at angribe. Bella kunne se personen nu. Det var en pige. Og hun kom hurtigt. Hun var stadig et stykke væk, men Bella valgte allerede at springe ud på vejen nu. Hun stillede sig lige foran pigen, og gjorde sine hænder klar til at gribe fat om pigens nakke. Hun udsatte sig selv for en stor risiko, men hun var ligeglad. Hun var tørstig.

//sorry for lorte svaret -.-

// Det er ikke lort ^^

Ghost var ikke en hund, snarer en kæmpeulv der kunne flå en hest midt over hvis det skulle være. Han gik Josh til hoften og var på størrelse med en pony. Ghost var langt fra en hund man bare kunne slippe af med. Stædigt og lydigt, blev han ved Josh side, lige siden de mødte hinanden ude i skoven og reddede hinanden. Ghost havde endda været leder til sit kobbel, men valgte at forlade det, for nu at stå ved Josh side. Der skulle mere end en vampyr til at få ham væk fra Josh.
Josh så på gaden med vidt åbne øjne. Der så ikke ud til at ske noget. Han slugte dog hurtigt sine ord i sig. Ikke så langt fra dem, kom en pige løbende, gispende og grædende. Alt tøjet var nærmest revet i stykker. På sine barre fødder løb hun igennem gaden, igennem sten og mudder. Et pludseligt ryk fra Bella og Josh nåede ikke at følge med, før Bella allerede var oppe foran den nu dødsdømte pige. Han valgte ikke at stoppe Bella. Han vidste at hun skulle have mad. Det forhindrede dog ikke en uro til at vokse i maven på ham ved synet af det. Han var stadig ikke van til at se uskyldig mistede livet foran ham. Et par nye fodtrin, denne gang hårdere, imod jorden, fik ham til at dreje hovedet hen imod den åbne gade. Der stod der nu to mænd, på størrelse med bjerge og så på det hele, med deres smalle øjne trykket sammen. Det var sikkert dem pigen var flygtet fra. Voldtægtsmænd. Nu kunne Josh mærke blodet koge i ham. Den indre dæmon brølede nu om at komme ud og dræbe. Var der noget Josh ikke kunne tage, så var det mænd der voldtog kvinder.. Billederne af hans mor og livet i kælderen dansede bag hans øjne, hånende og sårende. De klistret sig op af hans hjerne, påmindede ham om de forfærdelig tider. En af billederne skreg endda ind i hans øre, præcis som hans mor havde gjort den dag de tog hende fra ham. Hurtigere end lyn, var Josh fremme fra sit skjul. I sin ene hånd bar han den ene af sin dolke og uden nogen advarsel for mændene, kastede han den af sted, med det resultat at den ramte den ene af mændene i hovedet. Blodet sprøjtede ud og han faldt til jorden med ordentligt bump. Den anden mand ville flygte, lade sin ven i stikken og bare stikke af. Josh gjorde et nik til Ghost, der hurtigere end selve vinden, satte i løb efter manden og da de begge havde rundet et hjørne, hørte man lyden af mandens skrig suse rundt i byen.
Josh så hen på Bella. Han vidste ikke om hun havde set det hele, eller om hun havde haft for travlt med sit bytte.

Bella tog hurtigt fat i pigens skuldre. Pigen var forgrædt, men det gjorde ikke Bella noget. Det var ikke hendes problem. Hun slyngede pigen over i den modsatte mur af hvor Josh stod. Pigen ramte væggen så hårdt at hun ikke kunne holde sig selv oprejst. Bella smilede ondt. Endeligt var det hendes tur til at drikke. Og der var ingen der kunne stoppe hende, ikke engang Josh, som nok ville have svært ved at se den uskyldige pige dø. Bella var også lidt ligeglad med den adrenalin som pumpede rundt i pigen blod, og som ville få blodet til at smage bittert og dårligt. Hun var tørstig, og der skulle ske noget nu. Bella trak sine læber tilbage, og blottede sine tænder. Pigen kunne jo ikke se dem, men hun ville snart kunne føle dem i sin hals. Bella satte læberne mod pigens hals, og huggede sine tænder i. Pigen lavede en kort forskrækket bevægelse, da hun mærkede tænderne, men snart blev hun slap igen, og igen var det Bellas arme der holdte pigen oppe. Blodet flød ned i Bellas hals, med en varmende og tørstslukkende virkning. Ganske rigtigt smagte det ikke godt, men det var bedre end intet. Bella kunne intet hører af de lyde der var omkring hende. Hun fokuserede kun på pigens varme blod, som blandede sig med hendes. Pigen blev mere og mere slap, og snart vidste Bella at pigen var død. Bella havde tappet hende for alt for meget blod, men hun var ligeglad. Hun havde fået sin tørst stillet. Hun havde ikke ligefrem lyst til at fjerne sine tænder fra pigens hals, men hun vidste at der snart ikke var mere blod tilbage i pigens krop, og hvis hun tømte hende helt, ville mange vampyrhunters vide at hun havde været her. Bella trak sine tænder ud af pigens hals, og slikkede de sidste to dråber blod af halsen. Hun slap pigen, og hun faldt med et hårdt dump ned mod jorden. Bella sukkede tilfredst, og slikkede resterne af blodet af sin mund, så Josh ikke ville blive frastødt. Hun vendte sig om mod Josh, som på en eller anden måde så ud som om han lige havde dræbt nogen. Hun løftede et øjenbryn, et tegn til at hun spurgte hvad der var sket. Hun gik over til ham, og ventede på at han skulle sige noget.

Det varede ikke længe før Ghost igen kom luntende tilbage. I mundvigen hang en hånd og dinglede, blodet fra den fulgte Ghost som snegleslim. Josh så fra Bella til Ghost. Ikke engang den ejerløse hånd fik ham til at ændre udtryk. Han så tomt på den. Til sidst gjorde han et nik hen imod en gyde, en gyde som Ghost hurtigt løb hen imod, for at smide hånden. Han kom tilbage igen, stadig med blod siddende i sin mundvige. Josh så hen på Bella. Langsomt formede et svagt smil sig på hans læber. "Jeg er ikke så god til det med voldtægtsmænd," de var de eneste ord han sagde til hende. Han håbet på at hun kunne forstå dem, forstå den underlige måde at sige: Jeg dræbte dem, jeg lod Ghost dræbe dem.
Han vendte hele sin front imod Bella. "Fik du det blod du behøvede?" han så ind i hendes smukke øjne. Endnu engang, var han taknemelig for at en som Bella var hos ham, en han kunne snakke med og en der kunne få ham til at glemme alle sine bekymringer. Afslappet gik han hen imod hende, stoppede op ved siden af hende og tog aldrig sine øjne væk fra hendes. "Er der, nogen steder af byen du kunne tænke dig at se?"

Bella så stadig på Josh, men da ulven, eller hunden, kom luntende hen ved siden af, kunne hun ikke lade være med at kigge på den med hævede øjenbryn. Hun havde aldrig i sit liv forestillet sig at Josh, den fredeligste, mest menneskeelskende og fuldstændigt modsatte person af hende, ville kunne dræbe, eller sætte nogen til at dræbe, en person eller flere. Bella var overrasket, og hun kunne ikke bestemme sig for om det var godt eller dårligt. Da Josh sagde at han ikke havde det så godt med voldtægtsmænd nikkede hun fraværende, for hendes tanker var gledet over på noget helt andet. Hun var kommet til at tænke på alle de ting hun virkeligt godt kunne lide ved Josh, og var en af dem ikke netop hans svaghed over for mennesker og andre væsner. Ikke fordi det ville få hende til at holde mindre af Josh, at han også kunne dræbe, måske ville det bare være en fordel for både hende og ham. Han ville først og fremmest lettere kunne forsvare sig selv. Bella smed tanken fra sig, og kiggede igen nærværende på ham. ”Ja, jeg fik mere end rigeligt. Tak fordi du gad vente.” Hun smilede til ham, og fik med et lyst til at kaste sig i favnen på ham, men hun gjorde det ikke. Hun stod som sømmet fast til den plet hun stod på.
”Vis mig dit yndlingssted.” Hun drejede hovedet let og kiggede ind i hans smukke øjne. Hun ventede på at han ville gøre noget. Stod bare stille og nød synet af hans øjne.

Josh var normalt ikke typen der bare slog ihjel. Han skulle have en god grund til det. Det var ikke fordi han var begyndt at slå hvert et levende væsen på gaden ihjel bare for sjov. Tvært imod, han brød sig stadig ikke helt om at gøre det, men så han ingen udvej og havde vedkommende fortjent det, så kunne han ikke holde dæmonen inde der ønskede at dræbe. Specielt ikke når det angik voldtægtsmænd. Det hang sammen med barndommen i kælderen og hans far Juilan. Han kunne godt mærke på Bella at det overraskede hende at se den side af ham, så for ikke at ødelægge stemningen, gjorde han et nik til at hun skulle følge med ham. De slentrede igennem gaderne indtil de kom til et lille hjem, ikke for stort og ikke for lille, det var helt sin egen, med slidte mursten og ødelagte vinduer, hvor en pivende lyd kom fra vinden, når den blæste imellem det smadret glas. "Det er nok ikke det smukkeste sted, men, udover skoven, så er det her nok mit ynglings sted," Han smilte svagt og gik hen til huset, lod sin hånd glide ned af de kolde og slidte mursten. Et kort øjeblik stod han bare og huskede minderne med huset. Til sidst vendte han sig om imod hende med et svagt smil. "Dem der boede her, er for længst forsvundet, det er en lang historie," Han gik hen imod hende. "Så, har du et ynglings sted du kunne vise mig?"

Hun kiggede kort efter ham, da han begyndte at gå. Hans rolige bevægelser fik også hende til at føle sig rolig, blot ved at se på ham. Hun fjernede blikket fra ham, og gik med hastige skridt op på siden af ham. Hun fulgte ham hele vejen hen til det sted, som han mente var hans yndlings sted. Da de kom hen til huset, stod Bella lidt og betragtede det. Det var småt, og murstene var meget slidte. Flere steder var muren revnet, og vinduerne var ødelagte. Bella åndede dybt ind. Hun kunne mærke at der var sket en masse her. Både gode ting, men også forfærdelige ting. Hun forstod godt hvorfor Josh så godt kunne lide huset. Det var jo fantastisk. Gammelt, havde tydeligvis været smukt engang og bare (u)hyggeligt. Bella kunne virkeligt godt lide at stå her. ”Jeg forstår godt hvorfor du godt kan lide det. Det er….. ” Hun kunne ikke finde det rette ord til at beskrive huset. ”Det er.. smukt på sin egen måde..” Bella fik en trang til at gå op og rive døren op og se hvad der gemte sig inde bagved, men hun lod være. For Josh’ skyld. Fordi hun kunne mærke det betød meget for ham. Da han gik over til muren og kørte sin hånd ned ad murstenene, stod hun bare og kiggede på ham. Så ham lukke sine øjne i og huske alle de mange minder. Hun lod ham mindes det hele, inden hun sagde. ”Det betyder meget for dig, ikke sandt?” Hun smilede skævt til ham, men hu kiggede på ham. Hun forventede ikke noget svar, for hun kendte allerede svaret. Selvfølgeligt betød det meget for ham. Det var tydeligt.
Hun smilede til ham da han gik over mod hende, og spurgte hende om hendes yndlings sted. Bella havde altid tilbragt alt sin tid i skoven, så selvfølgeligt var det hendes yndlingssted. ”Det er selvfølgeligt skoven.. Jeg kunne ikke finde et andet sted som jeg kan lide lige så godt.” Bella kiggede ned i jorden.. Smilet forsvandt. ”Det er det eneste sted jeg kan være mig.” Hun kiggede langsomt op på ham igen.. Ventede på hans reaktion.

Han så om på hende med et smil. Hvis bare hun vidste. De engle der engang havde boet her, havde taget sig så godt af ham, at han helt fik ondt i maven ved tanken om alt det han ikke nåede at gøre for dem, før det hele var forsent. Billeder af skrig, hurtige knytnæver og ild, dansede et kort øjeblik foran hans øjne og forsvandt ikke, før han rystede på hovedet og tog en dyb indånding. Verden var uretfærdig, der var ingen der skulle leve en dans på roser. Det galte ingen. Til spørgsmålet om det betød meget for ham, kunne han ikke andet end at nikke og smile svagt. Et smil der ikke viste smilehullerne i mundvigen. "Jo, det gør det," lykkedes det dog alligevel for ham at få sagt. Han tog en ny indånding. Fortid var fortid, den skulle han ikke rode mere i. Han foldede armene på kors over brystet.
Skoven? Det var et perfekt ynglings sted. Det var nok også en af hans egne. Skoven var det perfekte sted at tage hen, hvis man ville føle sig fri og bare tænke. Som lille havde han tilbragt tonsvis af timer ude i skoven. Alle de timer havde været som at svæve på en sky. Han havde været fri! Ingen forpligtelser, ingen bekymringer, bare vinden der rodede ham i håret og græsset der kildede hans bare fødder.
"Skoven er skam også et dejligt sted at være, jeg elsker at være der, desværre, er der ikke rigtig plads til det for tiden, takket være de levende døde," Han så hende i øjnene og smilte. "Men, når de engang forsvinder, skal vi så tage derud en dag?" Han så spørgende på hende med sine mandelfarvede øjne.