The power of a family.. What a piece of crap. >Andrea<

P; [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
V: Ikke det bedste vejr, der er koldt, ensomt og tomt. Der er gråt, vinden står stille, en smule frost her og der.
O: Ingen væsner i syne, gaderne står tomme. Der er så stille at man kan høre rotternes piben.
T: Efter solnedgang.

Han knyttede knoerne til de blev helt hvide som sne. Tiden stod stille imens han gik igennem gågaden. Rundt omkring ham herskede stilheden og ensomheden, de overtog gaden med deres magt, gjorde alt koldt og fik selv vinden til at trække sig tilbage, for at lave den mindste lyd. Kun en enkelt rotte vågede at bryde deres magt ved at pile hen ad gågadens kolde stenjord. Noa kiggede bare frem for sig. I hans øjne var der intet at spotte og sådan skulle det være. For ham var stilheden fantastisk! I dette øjeblik var det alt han kunne bede om! At han slap væk fra Ryan i bare et par timer, var som regel det, der redede hans dag. Tanken om at han snart skulle tilbage til sin herskerinde fik ham til at miste sig selv. Han hadede sit liv. Lige nu, ønskede han bare at dø. Sådan her, lige nu, hvor ingen elskede ham eller ville tænke over hvor han mon var blevet af. Det kunne ikke være bedre. En pludselig trang til at dræbe sig selv, viftede loggende omkring ham, dansede og smilede, ligesom nymferne i historierne. Han rystede på hovedet. Hvis han skulle dø, så skulle det ikke være ham selv der gjorde det.
Fast og koldt, fortsatte han ned igennem gågaden, uden nogen der stirrede og hviskede. Det var sådan det skulle være. Da han kunne høre en andens skridt ikke så langt borte, forsvandt roen for ham og i stedet, sukkede han irriteret og kiggede sig omkring, for at se hvem det var der nu afbrød den ellers så dejlige stilhed. I første omgang kunne han ikke se nogen. Det fik ham til at gå videre.. Desværre, kunne han ikke ignorer den dejlige duft af varulv. Han fortsatte med at gå, velvidende om at nogen var i nærheden.

At prøve at løbe væk fra tiden virkede blot lettere nogle gange, hver eneste gang hun forlod dette hus.. Så syntes hun at der var nogle som fulgte efter hende, men hun skulle have mad? Hun skulle da have luft på en eller anden måde.. Andrea gik igennem gågaderne men stoppede op da en fært af noget mærkeligt ramte hendes næsebor, hun blev nysgerrig bare lidt. Hun rettede sine skridt imod den nye duft, og stoppede op ved en mur da hun gik øje på en ung fyr. Hun betragtede ham kort imens han gik, hun fangede sig selv i at stirre på ham. Han virkede så ensom og trist i hans udstråling at det var helt uhyggeligt, dog virkede han på kanten til at give op, dog snittede hun sig på en af muren kanter så hendes blod kom til syne på den bare skulder. Hun vidste godt hendes evne lagde i hendes blod, derfor var hun beskyttet imod vampyrer selvom de ikke elskede varulve blod. Hun lod det dog ligge fordi hun var mere opmærksom på ham fyren som gik for sig selv. Dog bestemte hun sig for at gå lidt for ikke at virke som en spion eller noget..

Duften, den himmelske duft, fik med det samme hans krop til at spændes og af jagt instinkter, stoppede han op. Uden så meget som at give udstråling af at han trak vejret, kiggede han ned i jorden. Næverne var knyttet sammen i en kugle. Det varede længe før han drejede hovedet om, for at se op på den fremmede. Hans blik var koldt og dræbende. Sulten herskede over dem. Han vendte sig om og begyndte at gå hen imod hende, med bevægelser der var hurtige og smidige. Blikket var igen var rettet imod jorden. Han satsede på at hans sanser kunne fortælle ham hvornår han var tæt på kvinden. Ryan havde valgt at torture ham ved ikke at give ham mad i evigheder. Nu var tiden inde til at få lidt på sulten! Da han var fem meter fra hende, satte han i løb hen imod hende.
Han stod pludselig bag hende, så på hendes nakke med et lumsk smil. Det eneste der kørte rundt i hans hoved var mad. For at forvirre hende, løb han nu med en hurtig fart op foran hende.
"Davs," sagde han lumsk.. Når han åbnede munden i et kækt smil, kunne man ane de spidse tænder.

Han slog til som en vampyr der var efter blod men havde en varulvs udstråling. Blandings racer.. Andrea kneb øjnene lidt, det ville være hans egen fejl at prøve på at tage hendes blod. Men han kunne da bare prøve? Hun så ham i øjnene, der blev ikke trukket så meget som en muskel. "så du er en af blandingsracerne her i byen, spændende hm? Men jeg vil give dig et fif mit blod er forgiftet at tage noget af det vil bare ødelægge din hjerne." sagde hun blot, og kiggede stædigt på ham. Hun var langtfra bange. Andrea lagde hovedet lidt på skrå, hun kunne skam godt slå fra sig. Men hvis han tog hendes blod, så ville han ende under hendes magt til det var ude af hans system. Og hun havde advaret ham trods alt.

Hun kunne med det samme gennemskue blandings ydret, ikke at det gjorde ham noget, han var så småt begyndt at vende sig til at folk vidste det. I starten havde han besluttet sig for at skjule det så meget som mulig, men, til sidst droppede han det og lod alle se det. Eller, dem der nu kunne se det, se det. Han smilte lumsk til hende. De spidse tænder forsvandt dog langsomt igen. Han troede på en underlig måde på hende. Der var også noget over hende som skreg, lade hende være, ellers fortryder du det. Men, på den anden side, kunne en hver komme op med en undskyldning om at deres blod var forgiftet. "Klogt, den undskyldning kan en hver jo bruge, men, jeg tror på dig," han kiggede den anden vej. Det havde været en lyd bagfra der fik ham til at se sig over skulderen. Lige siden han var blevet slave, var han begyndt at kigge sig konstant over skulderen, for at se om nogen fulgte efter ham. Da der ikke var noget i syne, kiggede han hen på Andrea igen. "Jeg er tørstig alligevel, ved du hvor man kan finde en varulv eller bare en vampyr?" Han satte flabet hovedet på skrå.

Andrea tog ikke sine øjne fra den unge blandingsrace og fnøs så "Du velkommen til at smage, jeg siger bare det bliver værst for dig selv." Svarede hun ham flabet og foldene armene overbrystet så det støttede blidt på hendes mave. Andrea åndede så ud da han nævnte det med en varulv eller en vampyr at drikke fra, det mindede hende om Angela. Eller Angela gik jo ikke efter varulve så vidt hun vidste. "Det gør jeg faktisk, jeg hjælper nogle gange min bedste veninde med at finde vampyrer hun kan drikke fra. Mest fordi hvilken vampyr vil ikke prøve at dræbe en forsvarsløs varulv?" Svarede hun med et skævt smil, hvorpå hun begyndte at gå lidt. Så vendte hun om på hælene og så imod ham. "Kommer du?" Spurgte hun lidt utålmodigt, og gik lidt videre. Han måtte selv komme med hvis han ville..

Veninde, drikke fra vampyrer? han kendte kun en der ønskede at drikke af vampyrer. Angela. Lige som han skulle til at spørge om det, trak han spørgsmålet tilbage og himlede bare med øjnene over hende. Han havde ikke brug for at vide det. Han havde ikke brug for at komme tæt ind på andre. Uden at tænke videre over det, fulgte han med hende, bevægelserne var kolde og stolte som altid. Han så ikke en eneste gang på hende. Stilheden overmandede ham. Han gik bare og kradsede sig ned af underarmen, så ligefrem. Det burde nok være bedst at gå. Hvorfor snakkede han overhovedet til hende? Hvorfor fulgte han med hende? han kunne sagtens finde sin egen mad?
"ved du hvad, det er lige meget, finder min egen mad," hans stemme var kold som is, som altid. "Undskyld ulejligheden," Han vendte sig om for at gå..
Dagene var sku så lange og kedelige..