Please don't feed me crap, Sean

Den enorme hest skridtede langs udkanten af det store marked i Sunflower City.
De store næsebor vibrerede, som også den tog alle de fremmede dufte til sig, de aromaer som krydderede luften på marked.
Ind imellem fnøs den, og rystede på det store hoved, hvorefter en bleg hånd ville finde vej til dens hals, klappe og den rytter ville læne sig forover og hviske beroligende ord, til det stunnesløse dyr.
Den havde en aura af frygt omkring sig, og i dette tilfælde måtte det udelukkende være skabt af frygt for kræets størrelse, da Frosty var mild som en forårs dag i maj.Men det kunne de omkring gående jo ikke vide.
Så de trak til siden...undveg og gik i buer uden om den kæmpe valens hest, og dens unge rytter, kvinden Camille St.Clair.

Camille havde i dagens anledning, ladet nederdelen hænge ' hjemme' på gården, da hun skulle tilbringe en stor del af tiden til hest- og havde istedet trukket i et par sorte bukser, en sort trøje og flettet det efterhånden uregerlige lange hår i nakken , så kun tilfældige tjavser stak ud hist og her.
Over sig havde hun som dække en midnatsblå kappe, med hætten trukket godt op.
Stadig var gaderne ikke et sikkert sted for hende.Det var lidt af et issue...et dilemmea hun gerne ville have strikket en løsning sammen på.Hun anede bare ikke hvordan? Men det var trælst at skulle bekymrer sig for Mira og Eric hele tiden, når hun fulgtes med dem.Det var jo meget anderledes....hun var ikke vant til at være beskytteren, for både Tristan og Aleck kunne nedlægge en el hær uden at blinke med øjnene.
Camille ....var ingen 'soldat' - og dog var hun i tjeneste altid, virkede det til.

Hendes øjne spejdede ud over de små sammestuvede forsamlinger der stod og optog random plads.
Mon han var her med en flok eller alene?
Hendes drøm havde været mærkværdig...eller rettere bizar og vemmelig.
Hun havde set ham...klædt i mørkt, med et spædbarn i sine arme indsmurt i blod...og med udstrakte arme, hævet over hans hoved, havde han mumlet nogle ord.Camille kunne ikke tyde hvad han sagde, det lød som en messen...noget næsten kult agtigt, som skulle barnet offres for en skummel og dyster sag.
Hun vidste at det ikke var et fremtidssyn....men mere en metafor på noget der var sket.Et upræcist NB om at hun skulle tage et kig her...at noget var helt off.
Et forvrænget billed af et eller andet som var gået gruelig galt.
Det indebar et lille uskyldigt barn...og ham.Hendes Sean.

Hendes og hendes....ja ja, det var han jo ikke....men hun betragtede ham sådan, som en hun holdte af...selvom hun vidste , han ikke nærede de samme bånd for hende.Men i Camilles verden behøvede man ikke at modtage for at give.
Faktisk havde hun for længest opdaget det var langt nemmere og mindre farligt at give, end at skulle tage imod.Og hvorfor løbe alle de ricisi?

Bazaaren. Et sted, fuldt af folk. Hvor ingen rigtig lagde mærke til hinanden, enden fordi man havde travlt eller fordi man faktisk var ligeglad. men viste hvor de forskellige typer holdt til og undgik ganske enkelt de steder, hvor de forkerte typer var. men de kunne ikke forhindre disse typer i at gå mellem dem alligevel. men nu lignede Sean heller ikke denne type. Ikke helt i hvert fald. Han var klædt i de sorte vinterstøvler, som han endnu ikke havde fået skiftet ud, men det gjorde nu ingen forskel. De mørke bukser, en sort trøje og en sort kappe der hang ned over hans muskuløse krop. For han var blevet mere muskuløs, det var han blevet efter ritualet, da hans krop nu skulle kunne indeholde og kontrollere nye kræfter...
Det mørkebrune hår strittede let til alle sider, selv om han næsten lige havde fået det klippet ned til en passende længde igen. De mørke øjne gled over omgivelserne, evigt opmærksomme og alligevel sært ligeglade. Disse øjne var normalt venlige, endda en smule varme, men efter alle begivenhederne, var det som om et slør havde lagt sig over dem og indhylede dem i lige dele kulde, hårdhed og ligegyldighed. Varmen skinnede kun ud, når nogen løftede let i sløret.
Og selvfølgelig, til sidst, noget som ikke gjorde det bedre: De fire, hvide, grove ar tværs over hans ansigt, efter hans møde med en nightcan.
Det og så den selvtillid han udstrålede, fik automatisk folk til at flytte sig fra ham.

Enlig var han her for at arbejde, for at svinge pisken over sine mænd, som havde været for dovne på det sidste. han havde modtaget færre rapporter end normalt, færre stjålet godter. Efter at have brugt et par dage med at råbe af sine folk og se at de endelig tog sig sammen igen, havde han besluttet sig for selv at gå en tur i byen og se den igen. Der var jo længe siden han havde været her, han havde mest været i Doomsville og Firewood village. To byer, hvor han næsten blev jagtet dagligt af fjender og vagter. Dejligt med en pause.
Han lod en hånd glide gennem håret, da han stoppede op ved en tilfældig smykkebod og så et armbånd der mindede om det Neph engang havde givet ham...Han lod kort fingeren glide ned over den og følte en underlig trang til at ødelægge det. For det mindede ham om Dean, om Neph, om de alt for forvirrende og vrede minder. Fra dengang han var svag.
Han skyndte sig videre og var så fordybet i sine egne tanker, at han næsten ikke bemærkede at folkemængden flyttede sig fra en stor hest, en af de lidt mere sjældne Valenheste, som kun blev avlet på, på en bestemt gård.
Men den frygtsomme prusten fik ham snart til at se op på sine omgivelser igen, da han opdagede det store dyr lidt til venstre for ham...Overraskelsen var tydelig i hans øjne, da han genkendte kvinden der sad på den.

Ofte kunne hun tage fejl, det var jo ikke fordi kvindelig intuition altid holdte stik, selv om det ville være en fin pejlesnor til hvilken retning man skulle bevæge sin i.
Men når det kom til hendes små visioner og flashes, havde hun endnu aldrig taget fejl, så derfor så hun ingen grund til at skulle vifte med det hvide flag og opgive.Nej...hun vidste at han ville være her...et eller andet sted i det store mylder på pladsen.

Camille havde en lidt urolig følelse inden i.Den var i grunde lidt sær, for hun kunne ikke navngive den.Efter lidt ransagelse var hun dog kommet frem til den handlede omkring hendes relation til Sean.Den var ændret.....siden de sidst var sammen, var den ændret....og hun vidste ikke hvorfor det gjore hende urolig udover at hun virkelig frygtede at Sean havde ændret sig, og ikke til det bedre.Hvorfor var det hun næsten følte sig bange for at skulle face ham igen nu ? Hun havde aldrig været bange for ham før, men altid stået fint op imod ham.Det ville hun også nu, spørgsmålet var så....h or langt de var fra hinanden...hvor meget skulle hun til at kæmpe med ham?

Kamp...
Altid i kamp....altid paraderne oppe.Var nogen mon klar over HVOR meget energi hun brugte på at forsøge ikke at tænke på Tristan, hendes missing in action kæreste....og nu også på at undertrykke de underlige opblussende følelser hun fik af at være tæt på Eric Valentine.Han....påvirkede hende.
Nej...ingen vidste det, og sådan skulle det være.I sidste ende havde man alligevel kun sig selv, forsøgte Camilles forsvar at overbevise hendes bankende hjerte, men genkendelsen af en skikkelse , rev hende væk fra de selvoptaget tanker - og tilbage til nuet.
Hun trak i hestens seletøj, og fik den til at standse op.Hun skulle lige samle en mundfuld luft, inden hun svang sig ud af sadlen og ned af Frosty.Stadig var hun noget kluntet på den store hest.
Hun havde et solidt greb i hestens seletøj, da hun gik over mod ham.
Med et varmt smil, og et meget udforskende blik der arbejdede sig vej tværs over hans ansigt og ned af hans arme og krop...lød hendes stemme som når man fik den der yess følelse og råbte binko.." Sean McGivens , hvor dejligt at se dig"
Hendes øjne havde allerede fået et vakt udtryk, for orh jov......noget var bestemt ændret siden sidst....og nu skulle hun skrælle alle de skide lag af løget Sean.

Et svagt smil gled over hans ansigt, da han studerede kvinden, som havde været som sunket i jorden. Og det havde hun gjort godt. Selvfølgelig havde han hørt nogle rygter hist og her, når han prøvede at finde hende og snakke. Ikke privat, men om det han var blevet hyret til. Til sidst havde han opgivet aftalen og bare kørt videre med alle mulige andre ting...Og nu var hun her, højt til hest, spejdende ud over så mange andre, hvis hoveder knap nåede hesten til skulderen. Og hans fornemmelser af at hun ledte efter ham, blev bekræftet. han var stoppet op i massen, da han så Camille svinge sig ned af det store dyr og skubbe sig vej over til ham. han lod kort blikket glide ned over hende. Måske en anelse tyndere end sidst, stadig et tegn på for mange bekymringer i øjnene...Camille var stadig Camille. og i et øjeblik var han næsten ved at give efter for lettelsen, fordi der endelig var en person foran ham, som var sig selv. endelig en der ikke havde forvandlet sig til et blodtørstigt dyr eller vendt ham ryggen. Og dog forvirrede følelsen ham, for han havde jo intet forhold til Camille. Måske lidt venlig småsnak, mest fordi hun var ganske interessant. Og et bånd til Zean, hans idiotiske bror. Åh, han havde næsten glemt det gamle had, som pludselig blussede til live. Han var stærkere nu! Skulle han rejse tilbage og ende hvad han altid havde haft lyst til? Tage forældrene med, nu han var i gang, hvis de stadig levede?
Han blev flået ud af sine tanker, da Camille satte i et smil og hendes stemme nåede ham. En anelse fremmed i starten.
Han så lidt på hende, som om han bedømte hende. Der var gået så lang tid. Hun kunne godt være en fjende i forklædning. Hvorfor skulle hun ellers møde op her nu? Mens han tilfældigvis var her?

"Råb lidt højere, jeg tror ikke vagterne hørte dig" den dybe, mørke stemme. I kontrast til hendes. Han lod kort blikket glide over menneskemængden da han sagde det, men der var ingen der så ud til at ville jage ham lige nu. Så landede hans mørke øjne på hende igen, mens han tænkte lidt over det. Hun havde sikkert spørgsmål til ham, og kun guderne viste hvor stædig hun faktisk kunne være, og han havde nogle til hende. Bare et par stykker, som sikkert ville bringe flere frem, som det plejede. Så nikkede han lavt.
"Jeg går ud fra du gerne vil snakke. Det plejer du. Skal vi finde et mere roligt sted?" foreslog han ligeud. Ingen høflige, varme hilsner...Det havde slet ikke strejfet hans sind.

Det første hun bemærkede var hans øjne...en tavs modstand, et værn lå over dem , på en anderledes måde end hun før havde set.Dernæst var det hans ar i ansigtet,der fik hendes hjerte til at snørre sig sammen.Sean havde været i kamp, og haft alvorlige problemer, ellers var han aldrig blevet arret på en sådan måde...man ville ikke kunne komme tæt nok på.
At tage et gæt på hvem der havde kostet hans ar, ville være håbløst.Sean havde utallige gange forklaret at han havde fjender over alt, i hobe vis, og det kunne være bag hvilke hjørne at faren havde ligget på lur....klar til at springe på ham.
Hun rynkede på næsen....det var et forkert valg af ham, at leve sådan.....skødesløst...dæmonisk, ja ja....han var dæmon, men ....han burde passe bedre på sig selv.
Det sidste hendes blik indsamlede af information var at Sean synes at være endnu mere muskuløs end han normalt var, og det var nok det der bekymrede hende mest.For hun var ret sikker på at han ikke var typen der stod med to trækævle om aftenen , og pumpede løs for at forbedre sit ydre- hvilke han nu heller ikke havde nogen grund til, antway.

" Argh...hvornår skulle et par vagter koste dig problemer? " sendte hun et skævt smil, men havde dog allerede sænket sin røst, da han havde fat i en god pointe.Ingen af dem ønskede at komme på vagternes radar, de ville helst være så ubemærket som muligt.
" Tænk....du læser mine tanker, Sean...jeg vil rigtig gerne sluddre lidt med dig"
Hun vinkede ham hen i retning af en af de små knejber, og efter at have bundet Frosty forsvarligt udenfor, kunne de gå indenfor. Krudttønden, som stedet hed var primært opført af forskellige træ sorter, hvilke isig selv gav en rolig stemning.
Små olie lamper prydede bordene, og udover nogle nysgerrige blikke blev kastet deres vej, holdte folk sig til deres private samtaler, og deres mjød.

Camille signalerede til krofatteren, at de skulle have to store krus, om Sean så ville drikke eller ej, det var hans valg.
Hun havde en fornemmelse af det afhang af hans humør.Men hun ville gerne bløde op for de hårde kanter, det var nok mere eller mindre nødvendig, hvis hun skulle lykkes i at finde ud af helt eksakt hvad hendes dæmon ven hér , rendte rundt og fortog sig?

Hendes øjne var meget vågne, og selv om krofatter sagde noget, da øllene blev sat foran dem, hørte hun ikke rigtig efter, da opmærksomheden kredsede omkring Sean, som var hans hendes solsystem.
" Du har spist ekstra proteiner siden sidst?" Indledte hun og nikkede mod hans overarme, imens hun fiskede det ene krus ind imellem hendes to hænder, og kørte det lidt rundt.
Han måtte kende hende godt nok til at vide, at hun vidste at der lå noget under.

Selvfølgelig ville hun det. Man mødte ikke Camille tilfældigt. Eller...Jo, det gjorde man måske nok, men hun var ikke den sidste til at gøre nytte af situationen. Til en hyggelig sladder. Han smilte svagt og gik med hende, ved siden af hende og den forvoksede hest. Han overvejede om han skulle komme med den lille løgn om Ali, som de havde aftalt at køre, men tænkte på at startede han på emnet nu, ville det nok bare bevise han faktisk tænkte over det. Han ville vente til hun selv spurgte, hvis hun altså gjorde. Det virkede som om hun havde mange alvorlige ting at diskutere og han følte sig i et øjeblik som en barn, på vej til at blive forhørt af sine forældre. Bortset fra dette var Camille og ikke hans latterlige forældre. Han viste også han aldrig selv ville være forældre. Tanken om at få børn...Nej, så ville han hellere bruge tiden på sin nevø. Og han havde allerede planlagt at holde Elyas her, selv hvis Zean skulle være så venlig at komme forbi...Åh, han frydede sig ved tanken om sin brors ansigt, ved at hans søn skulle være væk...Måske kunne det lede ham til ham?
Hans tanker blev brudt da han så op på kroen. Det var rigtigt, igen måtte han minde sig selv om at dette ikke var tiden til at være fordybet i tanker. Han trådte ind og mærkede straks en behagelig varme omkring sig, lidt ujævn. En let summen fra folks snak, de korte blikke der så mod dem af ren nysgerrighed. Her var en del dunkelt, men det gjorde ham intet. Han fik brug for alle tricks, for at holde nogle ting for sig selv. han viste Camille besad en irriterende evne til at få gravet sig ind i folk...Noget som faktisk kunne være ret nyttigt i hans klan.
Han tog imod kruset med et tak. Og ledte så vej over til en bord, lidt væk fra alle andre. Ved siden af vindue, for lyset og stemningens skyld. De skulle ikke ligge planer, bare...Snakke.

Camille blev nød til at vente til han var gået derover, havde stilet kruset på bordet og sat sig ned ved bordet og i et kort blik, studeret sine omgivelser. Før han så op på Camille med et svagt smil.
"Åh ja, de sidste par sjæle har virkelig været nærende..." svarede han let, en smule drillende, men sukkede så let, da han viste dette bare var et kort stik, en hentydning til at dele ud af sine omgivelser. Men han havde også nogle spørgsmål og han fungerede nu bedst med noget for noget.
"Men det er en lang historie, som begyndte for lang tid siden. Jeg er mere interesseret i vores pludselige møde og om baggrunden for dit spørgsmål" han så lidt på hende og kom i tanke om hendes evne og dens opførsel...Hvad var det nu...Noget med blik ind i fremtiden eller fortiden? Han huskede det ikke helt, men med lidt held fortalte hun ham det. Han tog en tår af mjøden i kruset. Den var lidt grov i smagen, tung. Men ganske velsmagende.

//sean....jeg skrev OG postede et svar...hvor pokker er det ????
Det er dog forfærdeligt! Skrev det i går!!
Nå...
Men nu bliver det så nok først i morgen at jeg laver et rewrite
Jeg må have lukket for tidligt ned, inden det var ordenligt afsendt.

//Det er jeg da ked af...bliver selv helt irriteret når det sker. Bare kom med svaret når du har overskud nok//

Camilles virkelige talent bestod af hun var en brilliant linedanser.Hun forstod kunsten ,at balancerer på knivens æg, at gå på den tyden snor uden at miste balancen, selv om hun fra tid til anden , måske kunne opleve svimmelhed.
Hun havde venner....folk og væsner hun holdte kær, folk der var som nat og dag, og alligevel formåede hun at være tro både mod sig selv og samtidig loyal overfor hver eneste ene af dem.
Camille havde ikke brudt sig om de tanker der rumsterrede rundt i Seans hoved, havde hun haft adgang til dem.
Under ingen omstændighed havde hun accepteret dem, stilletiende været vidne til at han mere eller mindre planlagde at gære Zean ondt, og at bruge Elyas som en simpel bonde i det triste spil af skak han havde gange i.
Havde hun kunne læse tankerne, ville hun lige nu forsøge sig med at klynge Sean op mod den knastede trævæg, og true ham til en ændret adfærd.Forsøge...var nøgleordet, for i fysisk styrke ville hun på ingen måde kunne hamle op med Sean....men det skulle jo ikke forhindre hende i at forsøge, i at få hendes budskab igennem.
Hun smilede til Sean, han fulgte hendes humor så fint." Det var da godt,du skal jo huske at spise sundt...men kun de gamle....og grimme" små lo hun stille.Hun ville aldrig kunne have status nok hos ham, ikke til at kunne influerer hvordan han udvalgte hans mad og dermed hans offre— og det ville altid gå hende på.Som med Aleck .
Camille så lidt på Sean, tog sig god tid.Hvorfor ikke lige nå at nyde det lidt også.
Hun havde haft al for lidt sjov og sorgefri tid det sidste lille år, og det var først nu, efter hun var rykket til Valentine gården at det lysnede lidt.Hun elskede stemningen der....men havde desværre ikke forudset at Eric ville være så voldsomt irriternede.Irriterende stændig og al muligt andet.Hun smilede og havde fundet en bagdør ind til de oplysninger hun ønskede af Sean.Det var vigtigt ikke at presse....så ville han smække i som en østers.
" En lang historie? Nå....men så fortæl mig...sidste vi var sammen Sean, var der op til flere kvinder i dit liv...hvordan gik det med det hele?" Hun tog en stor slurk, og forsøgte at tørre al skummet væk der straks lagde sig tilrette omkring overlæben.
Et lille stille smil fik hendes mundvige til let at kruse op.Hun misundte han.Hans evne til at tage det hele lidt casual...lidt oppe fra og ned.
Uanset hvor mange gode råd og formaninger hun selv modtog, var hun en passioneret person og følte stærkt omkring visse ting.
Og de få folk hun kastede sin romantiske kærlighed på, dem brændte hun op for dem inden i- og det var jo fint nok....problemet kom når hun var ved at ....brænde ud.

Han viste Camille ikke ville finde sig i det. At hun ville slås med næb og kløer, for at beskytte selv den dummeste gås der skulle komme forbi. Men han var ligeglad, sådan så folk altid på det. Udnævnte ham til den onde og dumme og sådan var det bare...Bortset fra Sean nu nød det. Han nød at være den onde og dumme. For disse små titler kunne vidne om en dybere frygt, som de prøvede at give udtryk for og handle på. Og dermed kunne han lettere få sin vilje.
"De gamle? De knaser sådan...Nej, ungt og frisk. Saftigt. Livligt" smilte han og studerede hende, som hun sad der foran ham. Han tog en tår af sit krus og lænte sig afslappet tilbage i stolen. Fiskede hun nu efter at vide hvordan det gik med Ali? Hvordan den date var gået? Eller bare for at samle nyt fra en gammel bekendt? Han kunne ikke umiddelbart finde en grund, som rigtig tilfredsstillede ham. Men han valgte at gøre brug at situationen. Forhandle var han jo så god til og med lidt tålmodighed og en vis del stædighed skulle han nok nå at få svar på sine spørgsmål.
"Hvilke af dem? De tilfælde er nok døde. Men hvis du mener dem, der faktisk betyder noget for mig..." han så lidt på hende med sig lille smil og lænte sig ind over bordet igen, men hænderne om sit krus.
"...Som f.eks. Alane, kan jeg meddele vi ikke længere er i noget forhold. Initiativ fra min side af...." bare inden hun kom med alle de rædselsfulde, medlidenheds sætninger.
"...Og Neph har jeg stadig kontakt til og snakker med" the end. Var der flere? Neph, Alane...Ali...Nope. Der var ikke flere. det betød heller ikke noget om der var.
"Men selv om du er i godt gang med at vride mig for alle detaljer, er det på tide du gengælder snakkesagligheden. Jeg spurgte om noget lige før, som du så galant ikke svarede på. Og hvad med dit kærlighedsliv? Hvordan har det udviklet sig?" spurgte han

Camilles øjne hæftede sig på hendes krus og en næsten usynlig rysten på hovedet efterfulgte.
"Åh Sean....du skulle bare vide hvor meget du minder om din bror" lød det blidt fra Camille.
De to var så ens....og alligvel trak de i hver deres retning.Det var ment som et kompliment, og selv om hun var helt på det rene med Sean ikke var stor fan af sin bror, vidste han at Camille elskede ham, så derfor burde han også vide der ingen skjulte fornærmelser lå og skvulpede rundt .

Aha...så en shapeshifter var væk....men den anden var der stadig.
Og Penny....hende var han tavs med, det kunne kun betyde een ting virkelig.At han havde kunne lide hende , mere end han var villig til at indrømme.Det fik hende til at se op på ham, omend et lidt drillende udtryk på spil i de vandblå øjne.
"i see...så du kunne lide Penny ? Jamen...jeg sagde jo at hun var din type...meget intelligent " drillede hun.
Sean ville være en fantastisk kæreste, hvis han kunne tæmmes og holde sig til en kvinde.Penny var ikke typen der var vild med følelser, og hun ville sikkert ikke stille de store krav til Sean på den front.Ærgeligt....for et rigtigt forhold havde kun plads til to, i den fysiske ende- mente Camille.Psykisk kunne man elske mange.

Hun kæmmede hurtigt hans oplysninger, efter resultater og fandt frem til at hvis det havde været Alanes barn i Camilles Flash, så var forholdet sku nok blevet afbrudt på Alanes initiativ? Men omvendt var det Nephtys, hvorfor havde hun så stadig en kontakt til Sean? Enhver kvinde hvis mand gjorde et barn fortræd, ville man vel ikke se længere?
En hånd løb gennem det lyse hår....udtrykket blev mere alvorligt, det var ikke så nemt at ligge de her brikker, hun måtte spørge mere direkte om barnet.
Inden hun nåede dertil, kom et spørgsmål retur fra Sean..
" Mit kærlighedsliv? Prøv med ikke eksisterende" lød det en smule modløst.
Hun grinede lidt, det var på en måde ...komisk...at en der var skruet sammen som Camille evig og altid havde problemer på den front. " Jeg er sammen med Tristan, men for at være helt ærlig aner jeg ikke hvor han er...ude at redde verdenen et sted....og det er evigheder siden jeg har set ham.Så man kan roligt sige at der gror mos på kærligheden." Hun så ham ind i øjnene...og opsummerede det hele..kort og hudløst ærligt.." Ensom...det føles ensomt" sagde hun og blinkede et par gang, for at holde følelserne fra at overflade hendes øjne.
Det eneste der i disse dage holdte hende oven vande var Eric....Eric og Mira.
Hun trak på skuldrene..."Valentine gården..der er jeg lige nu, hos min datter og hendes far, Eric Valentine...ham med hestene" ja— det lå jo så på en måde i navnet.Valens heste var opkaldt efter familien Valentine, de eneste der havde opdrættet de meget sjældne heste i generationer .

Camille måtte lige sunde sig, så et par gode smagsprøver af øllet blev indtaget.
Og så tilbage på sporet....
"Sean....jeg er ked af at spørge dig om det her....men...hvem i din omgangskreds har fået et barn, og hvordan er din relation til det?" Så havde hun da ikke beskyldt ham for noget , endnu.
Og hvis han havde gjordt barnet fortræd, så havde han mere brug for Camille end han selv var klar over.
Dette var en af de gange Camille meget gerne ville tage fejl.

Hans hænder klemte lidt for hårdt om det kølige glas. Han måtte virkelig koncentrere sig om at slappe af og slippe glasset igen. Mindede om hans bror? Han idiotiske, uduelige, latterlige bror? Vrede bølgede gennem hans blik. Han sendte Camille et advarende blik. Han havde ikke været god til at styre sit temperament siden ritualet og dette kunne virkelig være noget der satte selve helvedet i gang. Hun kunne ikke have fornærmet ham mere! Hvis det havde været enhver anden, selv om ingen rigtig kendte til det, havde han rejst sig og hevet personen fra hinanden. Men denne gang blev han pænt siddende, lænte sig tilbage i stolen og lagde armene over kors. Selv ikke det om Ali svarede han på...Åh, de havde da mødt hinanden igen, lidt tilfældigt måske...Nydt hinandens selskab, på den måde to dæmoner nu kunne det, uden at konkurreres. Ali var den første han havde mødt i lang tid, som kunne svare for på en meget spændende måde. De mindede meget om hinanden.

i stedet lyttede han til Camilles fortælling om hendes kærlighedshistorie...Åh ja Tristan..Han huskede den gang han havde flygtet fra nogle zombier med den mand. det havde været en ret fornøjelig tur, selv om ingen rigtig havde troet på dem i den nærmeste by. Af god grund, for der var vist ikke sket noget. Eric...Heste...et svagt minde om at flygte fra draconianernes grotter på en stor hest med en ung mand...Hed han ikke Eric? Nå pyt.
Han nikkede let og så lidt på hende, men hostede kort for at skjule sin overraskelse, da Camille pludselig bragte et emne på banen, som han slet ikke havde ventet. For hvordan kunne Camille vide noget om det?!
Hun spurgte så forsigtigt, som om det ville gøre ondt på ham! En latter boblede i ham. Til sidst eksploderede den og fyldte rummet, så de nærmeste kiggede nysgerrigt eller forstyrret på dem.
Der gik et øjeblik før han fik styr på sig selv igen.
"Camille...Det er meget privat" svarede han med et smil, hans øjne glimtede. åh, selvfølgelig tænkte han ikke tilbage på det med glæde. Faktisk kunne han blive helt trist over det! Af de problemer som barnet havde givet...
"Lad os sige...At jeg har været igennem et ritual...Og det krævede sit offer..." han rystede let på hovedet, velvidende at hvis Camille forstod det rigtigt, ville hun flippe ud. Men så måtte hun. Han var ligeglad. Det var jo bare et barn!

Vilkårligt rykkede hun sig lidt tilbage på stolen, da Sean næsten formørkede rummet, ved hendes snak om hans bror.
Mon han selv var klar over hvor voldsom en modvilje han havde? Camille forstod stadig ikke hvor det kom fra, men at hun balancerede på kanten af hans tålmodighed og han advare hende stod helt klart.
Nuvel, ville han ikke tage imod det...men tolke det på sin egen vis, så var det sådan.Camille var ikke bange for Sean.Hun vidste at hun burde være det, hvis hun vækkede hans vrede, men da hun anså ham som en ven....blev det en smule kompliceret.Hun havde stor respekt for ham....men at være bange for en ven? Det kunne hun ikke jonglerer med, for var man så venner overhovedet? Hun sendte derfor et trodsigt blik for at møde hans advarende, men skiftede dog emne og besvarede hans spørgsmål.

Antydningen af et smil lå over hendes læber og hun skyllede igen noget mjød i halsen.
Fandens til kærlighedsliv hun holdte sig...eller ikke holdte sig, alt efter hvad retning man så på det fra.
Men Sean rev smilet af hende, som var det et stykke groft tape,der nev og efterlod hende med et ' sår', da hun fik Binko på fuld plade.
Den private del fangede hun fint, ja ja.....det betød Bland dig HELT uden om den her Camille.Og den betød også at det omhandlede nogen der var helt inden i Sean's innercirkle.Men hvem? Nephthys?
Hans ord fik hende til at blegne og hun kunne mærke hvordan frygten samlede sig omkring hende, som hun tiltrak al den frygt der måtte kunne være i rummet og det hobede sig op i Camille, på samme måde som Akuma kunne hive skygger til sig.
Hendes øjne var helt mørke og kun anstrengt holdte hun rumpetten i stolen og sin stemme dæmpet " Et ritual siger du? Har du noget imod og fortælle mig lidt mere om
hvordan et spædbarn overhoved passer i den sammenhænge?" Denne gang lød hendes stemme advarende.Men nok mere et hint om at den her ikke ville gå let og ubemærket hen.Hvis han fortalte , hvad hun frygtede var sket, hvordan ville hun så håndterer det?
Sean havde intet at stå til regnskab for, og skyldte ikke Camille nogen omtanke- og dog alligevel ville hun blive så forfærdet knust over en hun ...en hun så som god og en god ven...kunne fortage en sådan handling.
Var noget mere kostbart end et lille barn? Ikke i Camilles verden.
Frygten tog til.
Hvad havde han dog lavet? Et lille barn.....åh nej Sean...please...please...sig til mig det ikke hænger sådan sammen, bad hun i sine tanker, imens hendes hjerte næsten hoppede ud af brystet og landede blødende på bordet, foran den smukke mørkhåret dæmon , der sad foran hende.Han så ud til at være på toppen af verden.
Camilles tumlede sammen.

Hendes lille palet af følelser blev virkelig sat i spil og Sean brugte et øjeblik på at studerede dem og overveje grunden til dem, på samme måde man ville studere og analysere et billede. Han havde aldrig mødt nogen der var så nem at læse, men samtidig skjulte så meget. Det var interessant og det havde nok også været med til at han gik med til at snakke med hende om og om igen, trods at deres aftale nok ikke gjald længere.
"Det kan jeg ikke. Ritualet er meget hemmelighedsfuldt og kun for dæmoner" svarede han kort. han gad ikke tale om det her. Det var fortid og som altid gad han ikke beskæftige sig med fortiden. Faktisk kedede det ham. Camille så ud til at være meget opsat på svar hele tiden, men han var ikke en svag idiot som sin bror.
"Min tur. Hvordan kender du overhoved til ritualet?" spurgte han og tog en tår af sit krus, som om han havde spurgt om hun kunne lide ost. Han havde lænt sig afslappet tilbage i stolen.

//Min krea rækker ikke lige til mere lige nu, beklager^^//

//Sean, du skriver altid godt....uanset længde //

Hun fnøs ud af næsen og kiggede kort væk, i ren frustration over hans svar.
Sean ville ikke ud med det, selvfølgelig ville han ikke det.Det ville blive en meget tung samtale, skulle hun tvinge det hele ud af ham.
Mænd! Altid så....modvillige til at modtage eller forstå at nogen faktisk ville gøre noget for dem...kun fordi de var dem.
Igen så hun på ham, nochelant sad han tilbage lænet og bare kiggede på hende.
Han vækkede noget primitivt i hende og hun havde lyst til at række ud over bordet, gribe fat i ham og ruske til.
" Jeg så det Sean....du bar babyen" lid hun stille slippe ud og hendes blik tryglede ham om at befri hende for dette afskyelige syn, at fortælle hende det ikke passede, men hun kunne mærke det....det strålede ud fra ham...en ændret energi...en øget styrke, en handel indgået med mørket.
" Hvis baby var det" sagde hun og forsøgte fastholde hans blik.Kunne han ikke ....mærke...at det var forkert? At det var en farlig og meget forkert beslutning han havde truffet?

"Så det med din evne?" spurgte han. Han kunne som sagt huske noget underligt om hendes evne...Men det var så længe siden han havde været sammen med hende, at han ærlig talt ikke huskede det længere. Han så lidt på hende, da han overvejede sit svar. Hun lignede mest en der ville tyre sit glas i hovedet på ham og han betænkte hende ikke i det. Det var der så mange der gerne ville.
"Det var mit. Og derfor kunne jeg gøre med det hvad jeg ville. Jeg slog det ihjel, Camille. Fatter du det? Jeg gider ikke snakke om det. Det betyder ikke noget." hvis han nu bare sagde det som det var, kunne hun væmmes over ham og denne del af samtalen ville være slut. måske ville hun rase lidt, måske endda græde eller gå. Men i så fald ville det være overstået. Han forstod ikke hendes interesse for emnet. Det var jo ligegyldigt!

Igen...
Hendes verden bestod snart ikke af andet.Hvor ville hun dog gerne være de syner- og den viden foruden.Skaden var jo sket.....der var ingen lille baby at rede, så HVORFOR skulle hun døje med de billeder, med den viden.
Hendes øjne løb over med og hun kunne umuligt holde sine tåre væk, selv om Sean måske var den sidste hun ønskede at græde over for lige nu.
" Dit barn....dit eget barn...." Hviskede hun og så væk, som de våde pletter begyndte at bløde op for det knas tørre træ bordet bestod af.
Hans ord rungede.....farede rundt i hendes hoved og hun følte sig svimmel.
* jeg slog det ihjel...kan du fatte det*
" Hvad er der i vejen med dig.....din baby...!" Begyndte hun , men hendes stemme knækkede.
Hun forsøgte gribe ud efter kraven i hans tøj for at hive ,rive eller bare gøre...noget ved ham....ruske liv i ham.Han var jo...tom...for humanitet? Ja, han var dæmon, men.....et hjerte...han måtte have et hjerte.
" Dit egen barn" lød det mere højt ...imens hun var ved at prøve rejse sig, sikkert stadig med et greb i ham, og en svimmelhed med greb i hende som var hun stang fuld.
Rummet spinnede rundt og Camille havde det som hun gik rundt med. 43 i feber.
" hvad helvede tænker du på? Dit barn...en lille baby...Sean" anklagede hun med et sort farvestrålende af sorg i stemmen.

Han rejste sig hurtigt og greb fat i hendes håndled, vristede sin krave fri af hendes hånd, der holdt krampagtigt fast i ham. Han drejede hende rundt i en hurtig bevægelse, så hun stod med ryggen imod ham, hvorefter han lagde en fast hånd om hendes mund.
"Ssshhyy..." man skulle da næsten tro hun selv havde spyttet det barn ud!
"Jo højere du råber op, jo flere problemer kan jeg få. Kom ud med, stille og roligt...Det skal nok gå" hviskede han beroligende i øret på hende. Med en stærk arm omkring hendes krop og ene arm, skubbede han hende over mod døren, imens han smilte undskyldende til folk omkring dem.
"Intet at bekymre jer over, jeg følger hende hjem...Det er helt normalt..."
Først da de var udenfor og han havde skubbede hende ind i en stille gyde, slap han hende igen, hvis vel og mærke han fik hende så langt.
Han tørrede hånden af i sine bukser og så på hende med løftede øjenbryn.
"Man skulle jo tro du selv havde født...Hvorfor himler du sådan op? Hvis ikke du kan klare sandheden, må du lade være at spørge!" svarede han en anelse hårdt.

De to procent logisk tænkning der stadig var effektive, kunne ikke fortænke Sean i at ville dæmpe hende og få dem ud fra kroen, væk fra de nu meget nysgerrige blikke, som hvilede en smule mistroisk på dem.Men resten af de små hjerneceller boblede videre og havde en ' årh...DET gør du bare ikke ' oplevelse, da Sean lavede et grev på hende, og overtog kontrollen med situationen fuldstændig.
Men tårene piplenðe ned af hendes kinder i lind strøm, førte han hende ud, med hans stemme blødt ved hendes øre.Hun stoppede med at sige noget, mest fordi hun fornemmede at det hele var ved a løbe ud mellem fingrene på hende, og fik hun ikke et hold om tingene , kunne det gå helt galt.
Instinktivt strittede hun imod at han tog beslutninger for hende, og at han ledte hende afsted,uden at spørge om lov- men ....alligevel endte de her, i den øde gade.
Camilles bryst hævede og sænkede sig i små stød, da hun var oprørt og vejrtrækningen påvirket af det." Født det selv? Jeg kan love dig for a hvis det var tilfældet havde vi ikke stået med et stykke dødt spædbarn nu , Sean" Camilles stemme var ikke flydende men havde klumper af gråd i sig.
Hun ændrede dog lidt på sin krops position, og stod dermed mere rankt.
Hundes hånd tog fat i Seans hage og ville tvinge ham til at møde hendes øjne, konfronterer ham med at ....ja....med ...at der VAR følelser i folk, og han skulle vide hvad han gik og satte igang. Mest var det nu fordi hun ønskede at se om der overhovedet var nogle tilbage i ham!
" Hvordan kunne du? ..... Hvorfor....hvad skulle du opnå?" Hviskede hun forpint, og beredte sig på mere smerte, da hun var ret sikker på svaret ville være forfærdeligt.
I baghovedet på Camille kørte en anden film.H em var mor til den lille og hvorfor havde hun ikke beskyttet sit lille barn? Vidste hun hvad Sean havde lagt planer for, og accepterede de? Eller var kvinden ført bag lyset....

Han så lidt på hende med en svag hovedrysten.
"Hvorfor blandet du dig overhoved i..." han nåede ikke længere, for hendes lille forsøg med at tage fat i hans hage og tvinge ham til øjenkontakt, selv om han i forvejen intet havde imod den, overraskede ham. han undgik som regel direkte kontakt med folk, ofte fordi folk frygtede ham og helst ikke ville have ham tæt på. Og fordi dem der ville tæt på, ofte var fjender som ville skade ham. Derfor var det blevet en hel vane ikke rigtige at røre ved andre, eller de rørte ham...Men på det punkt fungere Camille måske nok ret normalt. Dog gled hans tanker tilbage til hans mor...hans mor havde været den sidste der havde gjort det på denne måde, dengang han havde ødelagt nogle ting hun åbenbart bekymrede sig om...At hun overhoved bekymrede sig om noget!
Han tog overdreven roligt en hånd op og fjernede hende, trak sig væk fra hendes berøring ved ikke andet end at stirre på hende. Han ville ikke være til grin. Han ville ikke manipuleres rundt. Han ville ikke bare sige ting, uden at få noget igen, hvad denne kvinde åbenbart forventede!
"Hvorfor vil du vide det?" hans stemme var koldt, afstandtagende.
"Du vil ikke kunne lide svaret, så hvorfor spørger du overhoved? spørger og forventer at få svar! Men hvad får jeg ud af det? min fortid kan ikke interessere særlig mange. Det døde barn er netop fortid. En skidt fortid. Det skabte flere problemer end glæde! Se på mig...Så på in krop! Dette skabte den" Den. Ikke ham. Den. som det altid havde været...

Hvis kulde kunne brænde, ville Camille ligge foran hans fødder som en forkullet bunke aske.Alt ved ham signalerede kølighed,distance og hvad mere bekymrende var....ligegyldighed.Alle ting man kunne spyde Camille med.
" Jeg ...er nød til at vide det Sean, for...noget er galt...et eller andet er gået galt"
Hun bremsede og så på ham.Hvorfor hun spurgte når hun ikke kunne lide svaret? Hun begyndte næsten at le....hysterisk...90 procent af hendes lorte liv gik med at forholde sig til ting hun ikke kunne lide, ting der bragte hende smerte....alle de kampe der hele tiden skulle kæmpes- og vindes...for andres skyld.En lille del af hende var fristet ...fristet til at gå ned af den mærke vej.Måske med Aleck? Men hun var ikke engang sikker på dæmonen ville lade hende, ville føre hende den vej! Demetri!! Han ville! Men...Camille var stadig for meget forankret i ....samvittighed og drømmen om at kærlighed overvinder alt.....fin filosofi...især hvis man så lige havde kærlighed, ikke sandt.
Allerede tappet for kræfter over at blive bekræftet i sit mareridt, lød det svageligt..." Du kan ikke slå babyer ihjel....det er....forkert Sean.Uanset hvad.....det er gruelig galt, hvorfor ser du ikke det?" Talte hun til ham...og ud i mørket.
Hun lod hans krop undersøge.....med øjnene.
Hun havde ret...der bar sket en ændring ...en al for stor ændring.Hun rynkede sine bryn og ud kom så spørgsmålet.." hvilken sort magi har du offret dit eget barn til Sean? Hvad har du vundet ved at ....slukke lyset i din søns øjne?" Camilles ordvalg var ej heller tilfældigt.Han havde seriøse problemer med nære relationer....til kærlighed, til sin bror....og hans egen lille barn havde ikke mere værd end et stykke rådden frugt.
Camille var knust over hans mangel på indførelse og dømmekraft.
" Du bekymrer mig....hvad sker der med dig? "

Han stirrede på hende, afventede hendes reaktion, som et rovdyr afventede det perfekte tidspunkt at angribe sit offer. Han havde lyst til at grine, men i stedet drejede hans mund sig i en sær grimasse. En misbilligende og en som morede sig, på samme tid, da hans mørke øjne gled ned over hende en enkelt gang. ikke om han ville stå her og diskutere det med hende. Hun ville alligevel ikke forstå det...Det var for stort. Det havde været hans drøm! Og det var sket. Nej, ikke om han ville stå her som et ulydigt barn!
"Intet er galt. Alt gik som det skulle, ellers havde jeg ikke stået her alene i dag" svarede han. Hans stemme var hård som istapper. Det samme var hans øjne, da de spiddede hende.
"Og jeg har ingen at stå til regnskab for. Du er ikke i en position hvor du kan tillade dig at skælde mig ud, at stille mig en masse spørgsmål som om jeg var en eller anden nar. Selvfølgelig hader du min handling, udanset hvad der fik mig til det! Men gæt hvad? Jeg er ligeglad! De nærmeste omkring mig, selv barnets mor, har accepteret det skete. Barnet var ikke ønsket. Stil dig tilfreds med det. Jeg er en koldblodig dræber, et monster. Det er på tide du også indser det!" han vendte om på hælen og begav sig ud mod vejen, ud mod de folk der stadig gik rundt, fuldstændig uvidende om det der skete få meter fra dem. Dumme. Mennesker var for dumme.

Som et slag i ansigtet vendte han sig og gik.
Troede han at det ville blive så let? Hun var måske ikke et match for ham, men hun havde evner, og blev det nødvendigt ville hun bruge dem.Men for nu forsøgte hun sig med mere psykologisk angreb." oh...i gen rettighed ? Fordi jeg ikke har været gæst i din seng eller ?" Lød det nu mere køligt.
Camille gik i retning af ham, imens hun forsatte...." jeg betroede Elyas i dine hænder, og med mindre du kan stille ham her til mig, inden for tre sekunder, så tror jeg nok lige du begynder at forklare mig hvad fanden der sker" lynede hendes øjne imod ham.
" Hvorfor skulle et barn dø? Det er....sygt...sygt Sean....sig grunden højt, så jeg forstår....få mig til at forstå" tiggede hun, da hun ikke regnede med han kunne fremtrylle Elyas op af lommen.Åh Gud for fanden.....Zean ville slå hende ihjel for dette.For at have skabt kontakt mellem Elyas og Sean....Sean der havde offret hans egen baby, Sean der hadede sin bror, og nu var i kontakt med sin nevø.
" Du skal ikke behandle mig sådan....bare gå din vej sådan...enten fortæller du mig det, ellers tager vi hen til Rafael.Din LEDER og tilfældigvis en betroet og nær ven til mig" ....er du stor nok selv til at fortælle mig det?" Tirrede hun dæmonen foran hende.

hun legede med ilden. Han følte vreden som små nåle gennem hans krop og hvordan hans hænder begyndte at ryste, da han kæmpede for at holde kontrollen. Være rolig. han stoppede op og endnu engang sendte han små isnåle gennem Camille, da han så på hende. Som håbede han faktisk hun faldt død om foran ham!
"Jeg fortæller selv hvad jeg fortæller og hvornår. Du vil ikke forstå, du kender kun på barnet. du vil bare vide om det retfærdiggøre det på nogen måde, om jeg på nogen måde er undskyldt for min handling. du leder forgæves. Jeg har ikke brug for nogen undskyldning. Jeg har klaret mig end til nu, tror du ikke også jeg kan klare mig selv fremover? Tak for din omsorg, men den er uønsket!" i et øjeblik stod han bare og stirrede på hende, mens han prøvede at kontrollere sin vejrtrækning. Så gled et svagt smil over ham og lidt efter grint han, så de nærmeste folk ude på gaden sendte små sideblikke ind i gyden.
"Truer du mig? Truer du mig, med min egen leder?" han så på hende som om han vitterlig morede sig.
"Hvorfor skulle han blande sig i det her? jeg har blandet mig i mange ting, uendelig mange ting, men jeg har endnu aldrig set ham! Hvis mit eget barns mord gør at jeg får den ære..." han rystede kort på hovedet.
"Nej. Det sker aldrig" han så på hende, næsten som om han havde ondt af hende.
"Elyas har det godt. Jeg har ham under min vinge, men mere gider jeg heller ikke sige i den sag, velvidende du allerede har dømt mig!"

"Du siger det som det er så forkert!"
Camille skuttede sig under hans kolde hårde blik og fægtede videre mod en uovervindelig modstander.
" Så fortæl mig....fortæl mig det selv Sean.Jeg har ikke...bedt ...om at få de syner, forstår du ikke det? De holder mig vågen om natten, syner som dette....finder jeg ikke ud af hvad der sker for dig, vil de blive ved....og tage til i styrke...af en eller anden årsag, ønsker nogen...eller noget.. mig involveret i det her" hun slog ud med hånden mod ham.
Hun så kort væk fra ham, forsøgte at fremtvinge argumenter der ville påvirke ham, men det var som de talte to forskellige sprog.Han var dog påvirket af situationen... Uanset hvad hans hårde blik sagde, så gav hans brystkasse væk at han var påvirket....vred, ja...oprørt.
Camille fnøs af ham..." Selvfølgelig kan du klare dig Sean....du kan sikkert slå alt ihjel du møder på din vej, ik? - , og så sidde tilbage på din lille trone og skinne.Men jeg advarer dig....det bliver ensomt, forstår du det? Når du lader hånt om dem der vil være dine venner, støtte dig og hjælpe dig.Men du tåler ikke der sættes spørgsmålstegn ved dine handlinger...jeg spørger hvorfor?"
Hun forsøgte træde nærmere ham, og få en god øjen kontakt, men en mere blid stemme søgte hun kompromis...
"Sean...jeg fortrækker jo at tale med dig, jeg kom til dig ,gjorde jeg ikke?.. Jeg vil gerne høre din udgave af det der skete.....kun....såfrem du tvinger mig, går jeg til Rafael.Jeg vil komme til bunds i denne sag, på den ene eller den anden måde.....Rafael vil lytte til mig, hjælpe mig....men jeg dortrækker vi klarer dette selv?"
Hun vidste at hun havde en god ven i Dæmonernes leder.Hun havde dog aldrig krævet noget af ham....kun at han ikke slig ihjel i hendes navn, når han hjalp hendes sag ...når han passede på hende.Men udover dette havde hun aldrig direkte henvendt sig og bedt om hans hjælp, og slet ikke imod hans egne . Mon han ville tage hendes side når det kom til Sean.Uden at virke overmoden havde hun et spinkelt håb om han ville.
"Kom nu Sean....vil du ikke nok" tiggede hun.