I just don't care - Ammon

Efter få minutter kom han ind til hende igen, og satte sig på sengekanten.
''Her.'' sagde han roligt og rakte hende et dampende krus med blod. Måske havde hun været sulten, måske ikke. Men han ville hjælpe så meget som han kunne, i hvert fald lige nu.
Han sad selv med en kop kaffe, helt rolig.

Blair satte sig op da han kom ind. Hun tog kruset og drak af det. "Du skulle have fulgt efter Danielle." Hun ville gerne give ham den mulighed hun havde haft engang, selvom det måske allerede var lidt for sent, men hvis han fandt hende nu kunne han måske gøre det godt igen. Hun ville have klaret sig uden ham, måske ikke lige nu men på et tidspunkt ville hun blive normal igen. Eller det troede hun.

''det skulle jeg måske... Men jeg lader ikke min bedste ved i stikken.'' sagde han roligt.
''Danielle var et long shot. Jeg tror slet ikke hun vil kendes ved mig.'' sagde han bare, inden han så på Blair.
Han så ned på sin kop igen, uden at sige mere, der var ikke mere at sige i den sag

Bedste ven? Han ville aldrig kun være hendes bedste ven, hun ville aldrig kunne være omkring ham som 'kun venner.' Hun kravlede hen og satte sig ved siden af ham på sengekanten. "Men du kan ikke vide det før du har prøvet." Hun rejste sig op og stillede krusset på bordet. Hun blev nød til at gå, hun kunne ikke være omkring ham hvis de kun var venner. Det havde været svært nok dengang med Alian. Hun tog en dyb indånding. "Farvel Ammon." Hun gik ud af værelset.

Han havde rejst sig samtidig med at hun var på vej ud af døren.
Prøvede hun nu at spille heltinden der ofrede sig selv?
''Blair, kom her.'' sagde han en smule kortfattet.
Han sotd bag hende i løbet af nul komma fem.
''Hør her. Det der, det er ikke fair. Du skræmmer min date væk, og så vender du ryggen til mig og går.'' sagde han en smule frustreret.
''Du er min bedste ven, Blair. Min eneste ven, faktisk. Og jeg elsker dig. Tror du selv på, at det er et farvel hvis du går nu?''

Blair ofrede sig ikke, hun gik for hendes egen skyld. Hun vendte sig om imod ham. "Hvorfor tror du jeg går? Jeg laver ikke andet end at ødelægge dit liv om og om igen." Hun havde ikke lyst til at gå, men det ville være bedst for dem begge hvis hun gjorde. Hun tog fat i hendes hånd og holdte den tæt i hendes. "Jeg kan ikke bare være venner med dig, Ammon. Det bliver nød til at være farvel." Det gjorde ondt at sige det, men hun kunne ikke holde ud at være venner med ham. "Undskyld.. For alting." Hun ville gerne have han skulle stoppe hende, men hun blev nød til at være stærk. Hun slap hans hånd.

Han stod som naglet til gulvbrædderne.
Han ville ikke se hende gå, men hvis hun ikke ville blive...
Han bakkede væk, vendte sig om og stormede ud i køkkenet. Han lukkede døren efter sig, men sagde intet.
Han satte sig bare på stolen, inden han stirrede ned i bordet.
Var det hans tur til at være knust.
Han så bare ned i bordet, han ville ikke.. Han kunne ikke.

Blair var overbevidst om det var bedst i sidste ende, hun havde truffet så mange forkerte valg, hun vidste ikke om dette også var et forkert valg. Hvis hun gik væk fra ham nu, ville hun aldrig komme tilbage. Hun blev i tvivl om hun var ved at træffe det forkerte valg. Da han stormede ud i køkkenet stod hun bare og så på køkkendøren og så døren ud til. Der var to døre, men kun en af hende. Begge døre førte til to forskellige liv. Hun gik hen imod køkkendøren og tøvede lidt med at gå derud, hun tog fat i håndtaget og gik derud. De blev nød til at finde ud af noget, det var ikke fair at de skulle igennem det. "Vi bliver nød til at finde ud af noget sammen."

Hn sagde intet, da hun trådte ind.
Han sad der bare, og stirrede.
''Hvorfor kæmpede jeg ikke mere for dig, dengang...?'' mumlede han stille, uden egentlig at sige så meget mere.
Han bed sammen, han vidste godt hvorfor... Alian.

Blair gik hen imod ham og så ham i øjnene. "Du gjorde det rigtige Ammon." Hun satte sig ned overfor ham. "Hvis jeg truffet et andet valg dengang, ville der ikke have været noget problem nu." Selvom hun havde elsket tiden sammen med Alian, men det havde også påført så meget smerte det kunne hun måske have undgået hvis hun havde valgt Ammon. Lucy ville stadig leve, Alian ville stadig leve, hun ville måske endda være menneske stadig.

Vi var begge unge og forelskede. Ingen af os havde regnet med at disse ting ville ske.'' sukkede han.
''Blair, jeg elsker dig... Men for fanden, hvad skal vi bruge det til!? Du er en vampyr, og jeg er halvt varulv. Vi to vil aldrig kunne...'' han så frustreret ned i bordpladen, og vidste godt at hun selv kunne færdiggøre den tanke.
Han bed sammen, og rystede på hovedet.
''Undskyld...'' mumlede han

Blair kunne kun nikke forstående til hans ord. Hun havde ikke regnet med alt det ville ske da hun mødte Ammon første gang. Hun forstod ikke hvor han havde den tanke fra. Hvem havde fortalt ham de ikke kunne være sammen bare fordi hun var vampyr og han var halv varulv. "Hvorfor kan vi ikke det? Det burde ikke stoppe os." Hun vidste godt det måske ville blive svært, men hun troede fuldt ud på at de kunne klare det sammen. "Lad vær med at undskylde, du har ikke noget at undskylde for."

''Blair... Det er ikke kun på grund af vores racer... Jeg er bare, ikke sikker.'' han så lidt opgivende på hende.
''jeg ved det ikke...'' han sukkede stille.
Han vidste intet lige nu, lige nu ville han bare ønske t de ikke levede i denne kaotiske verden.

Blair så ned i gulvet og tog en dyb indånding. "Hvorfor er du ikke sikker?" Hun lød undrende og lidt såret. Hun måtte bare tage sig sammen og være venner med ham, hvis det var det der skulle til for at han kunne være i hendes liv. "Så må vi bare være venner." Det ville ikke blive let for hende, men hun kunne ikke tvinge ham til noget. Blair ville have svært ved at være omkring ham, så hun ville ikke bruge så meget tid sammen med ham.

''jeg vil ikke være venner. Jeg vil være kærester, forlovede, ægtepar! Jeg vil være den eneste mand i dit liv, undtagen hvis du fik en søn..'' han sukkede.
''Men Blair, du lever evigt... Jeg, jeg er død om tyve år... Det er ikke fair, ikke for dig. Jeg dør lykkelig, men du bliver efterladt...'' han sukkede stille, velvidende at hun ikke så det som en god grund.

Blair kunne ikke undgå at smile over det han sagde, men da han snakkede om en søn stivnede hendes smil. Hun kunne aldrig få børn, hun havde ikke tænkt så meget over det, når hun fik sådan en tanke ville hun bare skubbe den væk. Hun så ned, men da han sagde han kun levede 20 år mere så hun op på ham igen. Hun vidste godt han voksede hurtigere end normalt, men hun havde ikke regnet med at han ville dø så hurtigt. Hun var blevet efterladt før, hun overlevede. Så ville hun hellere være lykkelig i 20 år og blive efterladt alene, fremfor at være ulykkelig i 20 år og så blive efterladt alene. "Du vil efterlade mig lige meget hvad vi er. Så vil jeg hellere være lykkelig og så blive efterladt." Hun vidste de aldrig ville blive enige om det.

han så bare ned, uden at sige mere.
Han kunne ikke sige hende imod, for hun vile aldrig blive enig med ham.
''Blair.... bliv her...'' bad han stille, uden at sige mere. Hun skulle blive hos ham, end of story.

Blair synes om Ammons evne til at slutte en diskussion, uden at gøre den anden irriteret var imponeret. Hun havde planlagt at gå, men hun havde ikke lyst til det længere, selvom hun stadig mente han fortjente et bedre liv, så ville hun ikke undvære ham. "Jeg skal nok blive." Hun rejste sig og gik hen til ham. Hun stod et øjeblik og overvejede hvad hun skulle gøre, hun lagde armene om hans hals. "Jeg er glad for vi fandt hinanden igen."

Han sagde ikke noget, han rejste sig stille og lagde armene om hende. Stadig tavs.
Han ville ikke undvære hende for noget som helst i verdenen.
Han trykkede hende ind til sig, og duftede til hendes hår.
''Undskyld...'' hviskede han mod hendes hår, inden han rystende trak vejret dybt igen.

Blair nød at stå der i hans arme, hun følte sig altid så tryg. Det havde hun altid gjort, og det ville hun altid gøre. Hun ville ikke have han undskyldte. Han skulle ikke undskylde for noget som helst. "Du skal ikke undskylde." Hun hviskede det også mens hun bare holdte ham så tæt ind til sig hun kunne, hun havde ikke lyst til at slippe ham igen.

Han smilede over hendes ord.
''Blair...'' hviskede han inden han slap hende blidt.
''Hvor bor du egentlig...?'' spurgte han stille, inden han så undrende på hende.
Han sukkede stille.
''Nevermind, du bliver her, ikke?'' spurgte han stille.

Blair så på ham da han slap hende, hun skulle lige til at svare på hans spørgsmål men så spurgte han om noget andet. "Jo, selvfølgelig." Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle være omkring ham, hun måtte bare være som var dengang hun var sammen med Alian, det var bare ikke så let at være sådan, hun skulle gå imod hendes egne følelser.

Han smilede, og kyssede hende blidt.
''tak'' smilede han inden han lagde armene om hende igen.
''Blair... jeg elsker dig.'' hviskede han drillende,

Blair gengældte det blide kys og lagde sig ind til ham da han lagde armene om hende. Hans ord betød rigtig meget for hende. Hun havde kun sagt elsker til én før. "Jeg elsker også dig." Hun havde altid haft svært ved at sige det, men det virkede ikke svært med Ammon. Blair begyndte at hade hun var vampyr, så kunne hun ikke få et almindeligt liv med Ammon, det sekund hun ikke længere var sammen med Ammon, ville hun prøve at finde en måde at ophæve det på. Det var ikke sikkert der var en, men hun ville lede.

Han smilede lidt over hendes ord.
''En vampyr og en varulv. Yes yes.'' grinte han drilsk.
Han kyssede hende på kinden, inden han slap hende for at sætte endnu en kop kaffe over.