I just don't care - Ammon

Blair så smilende på ham før hun satte sig ned igen og så på ham mens han satte kaffe over. Hun vidste ikke hvad der ville ske mellem dem, men lige meget hvad ville hun tage det som det kom. Hun vidste godt hvad hun helst ville, men han skulle bare være i hendes liv og så ville hun være tilfreds. Hun vendte hele tiden tilbage til den samme tanke; at hun valgte forkert. Det var ikke fordi hun ikke elskede Alian, men hun elskede hendes datter højere.

Han stod og fumlede med kaffen.
Tankerne blev ved med at dreje sig om dengang.
Dengang hun var blevet gravid, dengang han måtte kalde sig selv onkel til sin egen datter...
En kaffekop røg på gulvet og splintredes i tusind små stykker porcelæn.
Han sukkede, og begyndte at samle op, uden egentlig at sige så meget.
Få sekunder efter, fik han endelig spurgt hende:
''Hvordan føltes det...? At vide, at du valgte det forkerte?''

Blair vidste ikke om hun egentlig havde lyst til at være der. Det var lettere for hende hvis hun bare gik, men hun kunne ikke få sig selv til det. Hun så bare ud i luften indtil hun blev opmærksom på ham da han tabte en kop. Hun satte sig på hug foran ham og begyndte at hjælpe med at samle op, på trods af hun vidste han helst ikke ville have det. Hun samlede et enkelt skår op og da han endelig sagde noget rejste hun sig op. Hun stod med ryggen til ham mens hun prøvede at finde et svar der var passende. Både i forhold til ham, men også til Alian. Hun ville ikke vanære hans minde ved at tænke dårligt om ham. Selvom hun måske traf et forkert valg, fortrød hun ikke at hun var sammen med ham. "Det eneste jeg gjorde forkert var at jeg ikke fik Lucy ud i tide. Jeg fortryder ikke min tid sammen med ham, det var ikke et forkert valg for mig." Hun bøjede hovedet forover og så ned i på skåret i hendes hånd.

Han bed sammen.
Så. Hun bebrejdede sig selv, at Lucy blev myrdet?
Havde hun overhovedet regnet med andet?
Som vampyr, måtte hun kunne høre hvordan hans hjerteslag ændrede sig. Det blev hurtigere, mere uregelmæssigt. Han rystede svagt af rent raseri og had til den knægt.
Han satte en kande med kaffe foran hende på bordet, og en kop der var hel.
''Jeg tager et bad. Kald hvis der er noget..'' sagde han, velvidende at hun udemærket godt vidste at et bad ikke var et bad, men en timeout, hvor han stoppede med at bebrejde andre hans egne fejl.
Han vendte hende ryggen og var allerede på vej ud på badeværelset.

Blair hørte tydeligt hans hjerterytme ændre sig, det fik hende til at vænne sig om imod ham, men hun nåede ikke at sige noget før han var på vej ud imod badeværelset. Hun forstod ham, godt hun havde også brug for en timeout selv. Men hendes begrundelse var nok noget anderledes end hans, hun havde stadig ikke hendes følelser helt under kontrol og det kunne hun bedst få alene. Eller det bildte hun sig selv ind, det eneste hun havde brug for var at få afløb for alle de følelser hun havde gået og båret på de sidste par dage, og så var der også de ting hun havde gjort. Hun havde været hensynsløs, ligeglad med alt. Blair satte sig bare ved køkkenbordet igen og prøvede at holde følelserne lidt tilbage.

Han havde tændt for hanen så hans badekar ville blive fyldt op i et roligt tempo.
Han stirrede i spejlet, og bed sammen.
det var ikke den samme unge mand som så sig selv i spejlet for to år siden.
Dengang var han Ammon Misnoran... Hvad var han nu? Intet.
End ikke titlen kæreste kunne han besidde, for den eneste han var forelsket i, lod ikke til at ville have ham. Blair... Bare synet af hende havde gjort ham så glad. Og nu, havde han lyst til at smadre hånden mod noget han vidste ville gøre meget ondt.
Der gik fem minutter, før vandet havde fyldt karret. Det var iskoldt, men godt det samme, han trængte til at køle ned.
Han smed den smule tøj han havde på, og gled ned i vandet. Med det samme, lod han hele hovedet glide ned under, med åbne øjne. Sådan lå han bare, og stirrede tomt op i loftet, op gennem vandet.

Blair førte en hånd igennem hendes hår. Hun vidste ikke hvad hun skulle give sig til, hun var rastløs. Blair rejste sig op og begyndte at gå rundt, ikke af en speciel grund bare for at gøre noget. Hun ville ønske han bare kom ud igen så havde hun i det mindste noget at give sig til, selvom de sikkert begge havde brug for at tænke. Blair havde i hvert fald. Hun vidste stadig ikke hvor hun stod med Ammon, og det gjorde hende sindssyg. Hun var overbevidst om han ikke ville være sammen med hende, fordi hun ikke var den samme længere. Hun var ikke menneske længere, og hun kunne så nemt blive for Ammon hvad Alian var for hende. Hun besluttede sig for at gå ind på 'hendes' værelse og ligge sig på sengen og bare kigge op i loftet.

Han kom ud af badet, en smule udmattet.
Han vidste ikke helt, hvordan han ville have det her til at gå.
Skulle hun blive? Skulle han lade hende blive hos ham, hvis hun nu ikke følte det for ham han ville have hende til?
Han havde et håndklæde om livet, og med dryppende hår gik han ind til hende med armene over kors, frustreret.
''Blair, hvad sker der egentlig?'' spurgte han frustreret.
Han så opgivende på hende, han orkede næsten ikke mere. Han var træt og udkørt af at være vred.

Blair forstod ikke hvorfor han var så vred. Udover at hun kunne have ødelagt et eventuelt forhold for ham. Men hun var sikker på det var noget andet. Hun satte sig op da han kom ind på værelset. "Med hvad?" Hun forstod ikke hvad han mente, det var et ret bredt spørgsmål. Blair rejste sig op og stillede sig foran ham, dog med omkring en halv meters mellemrum imellem dem. Hun var ikke vild med at han var så vred, fordi det højst sandsynligt var på grund af hende.

Kan du ikke se det?''
Han så på hende, tøvende.
''Blair, vi er ikke de samme længere. Vil du overhovedet være sammen med mig?Jeg mener, du virker som om du er tvungen til at være her... Som om du ikke har andet efter Alians... Bortgang.'' Ordet selvmord var for stærkt. Ja, han nærede et ulmende had til knægten, men man talte ikke ondt om de døde.
''Jeg elsker dig, men jeg vil ikke have at du føler dig tvunget til at være sammen med mig.'' sagde han, inden han tørrede vanddråber af sin næsetip. Han lignede en smule en våd hundehvalp.

Blair vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun var blevet mindet om Alian efter hun så Ammon igen, og det tog hårdere på hende end hun havde regnet med. Men hun skulle nok komme sig over det. Det var ikke fordi Ammon og Alian mindede særlig meget om hinanden, men hun havde bare kendt dem på samme tid og det var det der havde fået hende til at tænke tilbage. Hun så kort ned i gulvet. "Jeg føler mig ikke tvunget til at være her. Men jeg skal vænne mig til du er her igen. Jeg troede alle fra min fortid var væk, det er ikke så let bare at vænne sig til igen." Hun gik hen til ham og så ham i øjnene. "Jeg har altid elsket dig Ammon." Det var ikke løgn, hun havde elsket ham selv da hun var sammen med Alian.

Han så ned kort, en smule frustreret.
"Blair... Jeg har ikke for mange år igen... Det ved vi begge to. Du har en evighed, jeg har måske 30 år..." Ham så på hende.
"Jeg ønsker mig det som er blevet mig nægtet hele to gange nu; en familie. Min mor blev myrdet, min far vil ikke engang tale med mig, og Lucy... Hende ser jeg jo nok en dag.." Sagde han og så lidt ned igen.
"Jeg ved godt at det er egoistisk af mig, at ønske mig en familie, men det er sådan det er..." Han sukkede igen, hans hår dryppede endnu. Håndklædet om hans hofter begyndte at falde ned ganske stille.

Blair kunne godt forstå ham, men det betød ikke at det gjorde mindre ondt. Hun havde ikke lyst til at miste ham igen, det ville ikke kunne betyde hun gav slip på ham, men også på hele hendes gamle liv. Det liv hun havde sammen med Lucy, Ammon og Alian. Så ville hun for alvor lægge det hele bag sig. "Jeg forstår det godt." Hun havde selv haft lyst til at få en familie. Men der var bare ingen hun havde lyst til at stifte en familie med. Ikke før nu. [b]"Så er det her farvel?"[b] Hun så ned i gulvet.

"Det bliver aldrig farvel, Blair. Det ved du... Jeg mener bare... I stedet for at vi holder os låst fast i et forhold vi ønskede engang, burde vi måske se om det ikke kunne fungere med andre... Jeg er blevet nægtet mit barn en gang, det vil jeg ikke lade ske igen." Han så hende dybt i øjnene.
"Du ved at jeg elsker dig.."

Blair ville have rigtig svært ved at se andre end ham. Hun havde prøvet. Men det fungerede bare ikke, hun kunne ikke være sammen med dem fordi hun altid blev mindet om det hun engang havde. "Det kan jeg ikke Ammon." Hun ville gerne se ham være glad, men hun kunne ikke være i hans liv hvis han kom videre med en anden. Men hun ville heller ikke kunne holde ud hvis han ikke var i hendes liv. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun så op på ham og prøvede på ikke at virke alt for såret. "Jeg har prøvet Ammon. Jeg kan ikke komme over dig." Hun burde nok gå, men hun havde bare ikke lyst til at forlade ham.

"Jeg ved godt at det her er svært for dig.." Han så bare på hende, en smule opgivende.
"Men Blair, du traf et valg dengang... Hvad havde du regnet med? At når,han var væk, ville jeg være der til at overtage? Jeg elsker dig, men jeg er ikke ham. Det faktum, at han kaldte mig en psykopat... Jeg ved godt at han var din kæreste, men..." Han bed sammen og så lidt ned.
"Jeg hader ham, Blair." Indrømmede han, inden han så på hende igen.
"Jeg hader ham for det han udsatte dig for. De typer han var sammen med, hans raseri. For Guds skyld, du måtte næsten finde et job, fordi han ikke kunne forsørge jer tre..." Han sukkede.
"Havde han ikke hadet mig, havde han måske ikke taget sit eget liv..." Dér var det! Ammon havde aldrig tilgivet sig selv, for Alians selvmord. Ammon var skyld i sin datters død, i Blairs families død. Man kunne se hvordan brikkerne faldet på plads for ham, og han bed sammen.
"Jeg må hellere få noget tøj på.." Sagde han stille, rystende over det der endelig var gået op for ham

Blair ville ikke blive ved med at blive såret på den måde. Måske var det bedre hvis hun kom videre, så behøvede hun ikke at blive såret om og om igen. Blair havde ikke lyst til at snakke om Alian. Det var ubehageligt for hende, så hun ville allerhelst undgå det. Især når det handlede om hans død. "Der er ingen der kan overtage hans plads." Blair begyndte faktisk at blive lidt vred, men hun prøvede ikke at vise det. Hun ville ikke have han skulle tage skylden for det. For det var ingens skyld, der var ingen der kunne have forhindret det. "Det er ikke din skyld Ammon." Hun tog en dyb inånding, det var så svært for hende bare at stå der foran hende uden at kunne holde om ham, kysse ham. Men det kunne hun ikke gøre. Ikke længere.

Ammon var ved at give op igen. Der var ikke en fremtid i Blairs horisont, ikke med ham. Hun havde brug for det liv han havde taget fra hende - et rigtigt liv.
''Jeg går op og får noget tøj på. Når jeg kommer ned igen, forventer jeg at du enten er gået, eller har et forslag til hvordan vi kommer videre fra dengang.'' sagde han, en smule koldt. At lukke helt af var det nemmeste. Bare at llukke alle følelser af, alle tanker, alle drømme, alt håb.
Han orkede ikke mere.
Havde det været sådan her mellem Sargonis og Lyssa? Var det virkelig bare dømt til at mislykkedes for Misnoran-slægten?
Hvad tænkte han dog på!? Han var end ikke en del af den slægt længere. Ikke af hvad han vidste. Han var ikke velkommen hos sin far, og hans mor var væk..
Han gik op af trappen, op mod sit værelse. Måske var det bedst hvis hun nu bare forsvandt igen? Var ligeglad og kold..