A journey - Andrea

Andrea boede her stadigvæk, da Nicolas var begyndt at gøre sig klar til at tage afsted havde hun sat sig på hug ovenpå så hun kunne kigge på om han gik eller ej. Lidt nysgerrig var hun.
Andrea lagde hovedet lidt på skrå, hvor skulle han hen? Det så ikke ud til at det var noget andet end noget spændende, og Andrea var ved at være træt af at blive holdt udenfor af alt det sjove. Hun ville ud og opleve verden! Desuden havde hun sovet godt igennem, og fået noget at spise. Så hun var fyldt med energi. Hun havde en lidt stor sort top på med en jakke over samt et par sorte bukser, endelig gik hun nedenunder. Andrea lagde armene overkors og kiggede på Nicolas. "Hvor skal du hen, ud og rejse eller sådan noget?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på højkant. Ligemeget hvad han sagde ville hun med, udover hvis han bare skulle ud og slå nogle ihjel man vidste jo aldrig.

Nicolas hørte Andrea komme nedenunder. Han vendte sig om imod hende og overvejede om han skulle fortælle den rigtige grund. Han kunne lige så godt begynde at stole lidt mere på hende, hun boede trods alt i hans hus nu. "Det kan man godt sige." Han tog konvolutten igen, den skulle han ikke bruge nu alligevel. "Jeg skal ud for at finde noget. Jeg kommer tilbage om et par dage." Han vidste ikke om hun ville med eller ej, men han synes ikke det var passende for hende at tage med på sådan en tur. Men han ville heller ikke sige nej til selskabet. Han burde også lære hende bedre at kende.

Andrea kom frem med et svagt smil, hun elskede eventyr. Det var bare Angela der mente at hun skulle holde sig indenfor hele tiden, men det gjorde bare Andrea rastløs i sidste ende. Hun nikkede så til ham, og overvejede virkelig at spørge om hun måtte komme med. Men det var ikke sikkert at han så hende som en der kunne holde hovedet koldt i sådanne nogle situationer. "Har du brug for selvskab, jeg kunne bruge noget frisk luft til hovedet. Og jeg kender skovene ind og ud, hvis du skal derud." Sagde hun så og sank kort, imens hun så ham i øjnene.

Nicolas ville beskytte Andrea, så hun kunne godt komme ud med ham uden der ville ske noget, og det vidste Angela også godt. Han burde sige nej til hende, men det var så kedeligt at rejse alene. Han blev dog nød til at advare hende om at der godt kunne gå noget tid før det vendte tilbage. "Hvis du gerne vil med, så bliver du nød til at vide at jeg ikke ved hvor længe vi er væk. Det jeg skal finde er meget godt gemt, så det kan tage flere dage, uger måske." Han så afventende på hende, fordi han ville være sikker på om hun stadig ville med, hvis hun ville blev de nød til at pakke nogle flere ting til hende.

Andrea tyggede lidt på udfordringen, hun vidste udemærket at hvis hun så på det fra den sikreste side så burde hun ikke tage med overhovedet, men nu lyttede Andrea aldrig til den sikre side af sig selv. Hvilket måske forklarede hendes nuværende situation. Andrea nikkede så til ham. "Jeg har ikke andre end dig og din søster at tale med, så der er ingen som vil lede efter mig alligevel." Svarede hun og trak på skuldrene kort. "Jeg tager med, Tilføjede hun så med et stille smil.

Nicolas nikkede til hendes ord og så rundt i entréen. "Pak de vigtigste ting, jeg pakker nogle mad og drikke varer." Han gik ud i køkkenet og begyndte at pakke nogle ting til turen, dog kun ting der ikke ville rådne så let. Da han havde pakket en hel del gik han ud til hende igen. Han ville hjælpe hende hvis hun ikke var helt klar endnu, men hvis hun var så kunne de jo bare tage af sted med det samme. Han vidste ikke helt hvor glad for han var, at hun skulle med på turen. Der kunne nemt ske noget uforudsigeligt der kunne bringe hende i fare, selvom han godt kunne beskytte hende, så kunne hun stadig godt komme til skade.

Hun nikkede bekræftende, og gik ovenpå for at finde de ting hun nok havde mest brug for. Hun var van til at overleve ude i naturen så hun havde ikke andet end et par ekstra tæpper med sig og lidt varmere tøj bare for at være sikker. Andrea havde boet i et ulve kobbel før, hun forlod dem.. og efter det var hun blank til efter hun havde mødt Angela. Ellers var der et hul hvor hun vidste hun manglede nogle minder.. Det irriterede hende.. Andrea stop og tænkte lidt for sig selv, inden hun gik nedenunder igen og tog et par behagelige støvler på. "Så har jeg pakket det vigtigste." Sagde hun og kiggede sig lidt omkring til hun fik øje på ham.

Nicolas kunne godt bruge selskabet, og det var en god måde at lære hende bedre at kende på, men han vidste også at det aldrig var en god idé at tage nogen steder med ham, det endte sjældent godt. Han risikerende ikke hendes liv på nogen måde, han tog hende med ud og opleve verdenen, med ham som beskyttelse. "Så lad os komme af sted." Han tog fat i hendes ting og regnede med hun ville slippe, han var på nogle punkter en gentleman, mens han på andre punkter var det stik modsatte. Det afhang af personen han var sammen med, og siden han så Andrea som hans at beskytte, så var han også høflig over for hende.

Andrea vidste at alle beslutninger man tog havde en konsekvens, dog var der ikke rigtigt nogle der vidste hvad hun var i stand til at gøre. Hun havde kæmpet for sit liv før, og hvis det blev nødvendigt igen så måtte hun gøre hvad der end skulle til. Og nu havde hun ekstra hjælp på hånden, så helt galt kunne det da ikke gå. Han tog hendes ting, måske ikke det hun havde regnet med. Men nogle folk var fulde af overraskelser, hun nikkede til ham. "Ja lad os komme afsted." Hun åbnede døren og gik udenfor, det var dejligt at lade vinden omfavne hendes hud og blæse lidt ind i hendes mørke lokker.

Nicolas gik udenfor efter hende. Han havde planlagt en rute så de kunne nå mange steder på kort tid, han anede ikke hvor Elona'dals blod kunne være, men han havde ikke tænkt sig at give op den her gang, måske ville han ikke finde den på netop denne rejse, men han ville ikke stoppe med at leve før han fandt det. Nicolas så på hende og antydningen af et smil fandt frem på et læber, det var oftest kun dem der havde en betydning for ham der kunne få det frem på hans læber, og Andrea var nu en af dem der betød noget for ham. "Du sagde du kendte skovene. Så lad os starte der." Han kunne godt få det til at gå hurtigere end med almindelige skridt, men han ville lade hende nyde at være ude.

Andrea opfangede hans smil, og smilede kort tilbage. Hun nød naturen omkring sig det, og kiggede sig over skuldren da han nævnte skovene. "Jeg boede i skovene i lidt over et år så ja jeg kender skovene." Det var ikke fordi hendes liv havde været specielt dejlig, måske havde hun bare fået en ny chance? Andrea gik i retning imod skovene, men fulgte Nicolas' tempo. Hun havde lange ben så at gå hurtigt var ikke noget som var specielt svært for hende. Dog måtte hun holde sin eventyrløsthed lidt i stak for at det ikke skulle gå udover hende selv. "Du sagde aldrig hvad du søger efter?" Sagde hun så og kiggede lidt rundt i skoven, denne del hun kunne genkende den. Hun havde løber her, slåset imod et par vampyrer for hendes liv.. Og vundet heldigvis.

Nicolas havde også boet i skovene engang, han havde dog haft en hytte der og han var ikke sikker på om hun havde haft det. Men det ville han ikke spørge indtil nu. "Godt." Han kendte også skovene ret godt selv, men hun kendte dem måske bedre. Han så indimellem over på hende, fordi han ville være sikker på der ikke skete noget. Det var dog ikke hvert femte minut, så han virkede overbeskyttende. Selvom han var det. "Elona'dals blod. Det giver vampyrer evnen til at gå i sollys og gør dem stærkere mod lysgenstande." Chancen for at han fandt den var meget lille, men det var sket for nogen så mon ikke han også kunne finde den.

Elona'dals blod. Hun havde hørt om det før, hendes adoptivfar havde snakker med hendes adoptivmor omkring det før. Dog havde hun ikke rigtig hørt efter, og nu havde de jo smidt hende ud for længe siden. Så at kontakte dem ville ikke være muligt, og hun havde heller ikke rigtig andre venner end Angela at snakke med så. Pludselig kunne hun ane duften af flammerne fra kobblet længere inde i skoven, og de andre ulves fært hang i luften. Men hun valgte at gå udenom, hun havde aldrig følt sig velkommen nogensteder før nu hvor Nicolas faktisk havde givet hende lov til at bo i hans hus. "Vi er i midten af skoven nu, mit gamle kobbel bor i kernen. Men det tager kun lidt tid ekstra at gå uden om dem, og så kommer vi til en bjerg side. Hvor på hvis vi fortsætter imod nord så kommer vi til en sø, men altså varulvene taler meget. Men jeg tvivler på de vil lade en vampyr trænge ind i deres område og specielt heller ikke mig. Jeg forlod dem selv, og det er ikke noget jeg har fortrudt. De ved bare ofte ting omkring det som kan gøre at vampyrene bliver stærkere. Sagde Andrea så og endte med fra at kigge rundt imens hun snakkede, til at slutte sin sætninger ved at kigge ham i øjnene.

Nicolas opfangede hurtigt duften af ulv. Det fik ham dog ikke til at stoppe op. Han viste sjældent tegn på frygt, fordi han ikke var bange for ret meget, heller ikke en flok ulve. Han så på hende mens hun talte. Han havde ikke tænkt sig at gå udenom, han gik hvor det passede ham, selv om en flok varulve ville prøve og stoppe ham. Han så hende i øjnene og et lettere ondskabsfuldt smil fandt sted på hans læber. "Jeg er ældre end dem alle til sammen. Vi går den vej." Han vidste det godt kunne være farligt for dem begge, men han ville ikke lade nogle varulve bestemme hvilken vejen han skulle gå. Han kunne høre nogle varulve komme nærmere. "Watch and learn little wolf." Varulvene kom hurtigt frem imod ham og han lagde tingene ned ved siden af ham så hans hænder var frie. Han havde ikke tænkt sig at dræbe dem, fordi han ikke vidste om de betød noget for Andrea, men han ville give dem en advarsel om at de hellere måtte forsvinde inden han fik fingerne i dem. Han tog fat i den ene varulvs hals og holdte ham oppe i luften mens han tog fat om den andens skulder og tvang hende til jorden. "I er ikke stærkere end mig. Ligemeget hvor stor jeres flok er. Så løb tilbage til jeres flok og fortæl dem, at hvis de ikke fjerner sig nu, så er det på eget ansvar." Han slap dem og efter en lav knurren fra dem begge forsvandt de ind i skoven igen. Han tog slog hænderne mod hinanden og børste derfor noget støv af, før han samlede tingene om igen. "Vi kan gå igennem om lidt."

Andrea vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det normalt var det jo kun hende selv der gik rundt, og nu havde hun nogen med sig. Andrea kunne hører på ham at der ingen diskution i blandt det, hun kendte kobblet men havde forladt det for længe siden.. Fordi hun ikke følte at hun passede ind. Andrea så på ham."Jamen hvis du er sikker så gør vi da som du ønsker." Andrea vidste ikke helt om hun synes at hans stædighed var godt for dem begge, men de måtte vel prøve at tage chancen og se hvad der skete. Andrea havde ikke nogle venner eller familie der så hun havde ikke nogle derinde som hun ville savne. Men de var sikkert ikke glade ved tanken at hun gik side om side med en vampyr. Andrea var jo ikke dum på nogen måde."Jeg advare dig, dette kobbel ved hvem de har med at gøre. Vampyre kan normalt ikke lide kobblet fordi de er ret stærke, de vil sikkert prøve at slå dig ihjel ligemeget hvad du tror om dem. Men jeg siger det bare." Nicolas skulle vide det, ellers ville han måske tro hun lagde ham i baghold, og de skulle også til at stole lidt på hinanden.

Nicolas satte pris på hun ikke sagde ham i mod, men selvom det var rart for en stund, så ville han i længden ikke kunne holde det ud. Det ville ikke ændre på hans mening omkring Andrea og hendes beskyttelse, men han havde brug for udfordring og modstand, og netop derfor passede han så godt sammen med Caroline. Han lyttede til hendes advarsel, det kunne godt være de kendte til vampyrer og deres svagheder, men han var ikke en hvilken som helst vampyr. Ganske rigtigt var han ikke en vampyros eller daywalker, men det betød ikke at han var lige som alle andre vampyrer. De kunne godt prøve at slå ham ihjel, men det ville ikke lykkedes dem. Han vendte sig om imod hende. "Så det bliver enten dem eller mig. Dit valg." Han ville ikke lade sig selv dø for hende, men hvis hun valgte dem måtte de tage den lange vej.

Andrea havde det der med at leve livet farligt, og gøre som det passede hende. "Nej det fint." Sagde hun bare og begyndte at gå Ind i ulvenes territorium. Nicolas ville gå igennem jamen så gjorde de da bare det, nu måtte han følge med. Andrea vidste det var dumt at vende tilbage hertil hun kunne mærke øjnene dræbe hende langsomt i mørket, hvilket stille fik hende til st synke en klump. Dog var der en overmodig ulv som sprang ud af buskene og løb hende op så hun havnede op af et træ imens han forsøgte at kvæle hende. Andrea spærrede øjnene op imens hendes hænder prøvede at fjerne hans. "Det modigt af dig st komme her." Sagde han og vrissede af hende, Andres ville skrige hvis hun kunne.. Men hun løb snart tør for luft..

Nicolas gik lidt foran hende, men han lyttede hele tiden til hende, så han var sikker på der ikke skete hende noget. Han vendte sig om da han hørte en ruslen bag ham og på ingen tid stod han henne ved ulven der legede heltemodig. Han tog straks fat i nakken på ham og løftede ham væk fra Andrea. Han holdte fast i hans hals så han ikke længere kunne mærke jorden under hans fødder. "Det var modigt af dig at komme her. Hvis du, eller nogen anden rører denne kvinde igen bliver det jeres død." Han kastede manden igennem luften som var han let som en fjer og så gik han straks hen til Andrea. "Er du okay?" Han så bekymret for hende, han bekymrede sig rigtig meget for hende. Især fordi hun ikke kunne beskytte sig selv lige så meget som de andre i hans liv. Hun var mere sårbar, men det betød ikke hun ikke kunne klare sig selv. Hun var bare lettere at dræbe, fordi hun trak vejret.

Nicolas fjernede varulven lettere end hun selv på noget tidspunkt ville have kunne gøre.. Hun mærkede sine luftveje blive frie, og tog sig til halsen imens hun dog en dyb indånding. Dog hostede hun lidt for at få luftvejene helt frie.. Andrea fik vejrtrækningen på rette vej igen, og kiggede på Nicolas da han snakkede til hende. "Jeg klare den." Svarede hun ham, og nikkede en enkel gang. Andrea skubbede sig selv igang med at gå, ved at sætte af fra træet. Hun var stædig, og ret selvstændig. Men det betød ikke at hun var uovervindelig, men hun ville stadigvæk kæmpe for sin egen røv så godt hun nu kunne. Hun vendte sig om imod Nicolas med et skævt smil for at vise at hun klarede den.

Nicolas nikkede da hun sagde hun havde det fint. Han ville beskytte hende, det ville aldrig være lige så meget som hvis det var Caroline, men han ville stadig gøre alt han kunne for at beskytte hende. Men hvis valget stod mellem hende og Caroline var valget ikke svært, selvom han ville sørge for at redde dem begge. Han fulgte efter hende da hun begyndte at gå. Han vidste godt det måske var mere sikkert at tage den anden vej, men lige som hende var han også stædig.

//Så ser man lige mig prøve at svare som Andrea xD

Andrea fortsatte med at gå, selvom hun følte sig svækket efter lufttabet. Dog lod hun ikke en smule skade tage hende for nar, og holdt hovedet koldt for smerte. Andrea var ikke svag som varulv, men stadigvæk kunne hun dræbes lige så nemt som et menneske. Hvilket var modsat af godt. Andrea bemærkede med det samme de var ude for kobblets område og åndede lettet ud. Dog støttede hun sig op af et træ og blinkede lidt, imens hun tog nogle dybe indåndinger. Hun prøvede på at få sit blik til at stoppe med at være sløret. Dog rystede hun det af sig og fortsatte sin gang igennem skovens træer.
"Vi er ude af deres grund nu," Fortalte hun og kiggede rundt.

//Jeg synes da jeg klarede det godt xD

//Haps! :3