Come, see my power! (Lori)

S: Doomsville, Borgen
T: Sen eftermiddag
V: Overskyet, frost

Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var dagen efter. Sidste nat havde Sean indtaget borgen og dermed også hele byen. Det var gået ret stille for sig. Ingen store blodudgydelser eller noget i den stil. De soldater ved borgen, der havde gjort modstand, havde gjort det mest for deres egen ære, end fordi de følte for at passe på en tom borg. Der var mere tale om brækkede ben, end døde mennesker og det var netop sådan en fredelig overtagelse, som Sean havde håbet på og planlagt efter. Det var måske også takket være de bestikkelser, snigmord og aftaler der havde sikret de adeliges støtte i byen.
Sean havde arbejdet hårdt de sidste mange uger, end ikke sovet i sin egen seng eller haft tid til selskab. Han savnede det. Han savnede både Lori og Razor, de to eneste i hans liv der endnu udgjorde hans relationer og var folk, han regelmæssigt så og talte med. Forhåbentlig havde han snart tid til at opsøge dem igen.

Borgen var støvet og efterladt, som forventet. Han havde jo været herinde en gang før, med Lori. Natten var gået med at tjekke borgen igennem og deaktivere fælder og andre småting, som Sakref havde været stor fan af. Gammel magi og teknologi var alle vegne, meget af det i form af beskyttelse, fælder eller ligefrem for at angribe uvedkommende. Det havde næsten krævet flere lig og skader, end selve overtagelsen af byen! Men ikke af Sean selv. Han havde været forudseende nok til at sende andre rundt i borgens kroge.
Selv havde han udvalgt sig et mindre værelse. Ikke Sakrefs, han ønskede ikke det rum og han fandt sig bedre tilpas i noget, der ikke var FOR stort. Dette rum havde plads til en enkelt seng og et skab. Udsigt ud mod porten og byen. Rummet var lige så støvet og forladt som de andre, men Sean havde fået en af sine mænd til at skifte sengetøjet og rydde bordet, så Sean kunne begynde sit arbejde derfra. Et par timer på øjet, før han var nød til at rende rundt i hele borgen og prøve at organisere det hele.
Nu var dagen næsten gået. I karminen bulrede en lille ild, som spredte en behagelig varme i rummet. En af de kommende dage ville han få sat nogle af værelserne i stand, så han kunne holde ud at være her. Men lige nu overvejede han næsten at gå hjem. Hjem til hans rigtige hjem, som han denne gang ikke ville give slip på.
Han stod i vinduet med et glas the i den ene hånd. Han var afslappet klædt på. Et par uldsokker til at holde varmen i på det kolde stengulv. Et par lange bukser og en varm, langærmet trøje, alt sammen i de typiske sorte farver. Over hans stol hang hans kappe og på bordet lå hans sværd og nogle dokumenter. Dampen omfavnede hans ansigt, hvor starten på nogle skæbstubber var dukket op. Vinduet var præg af, at der ikke havde boet nogen på værelset i lang tid, men i det mindste stod den kolde luft ikke ind.
En pause. Han ville ikke risikere dette ville ødelægge ham igen. Denne gang ville han gøre alt langsommere og bedre. Han nægtede at falde end i det sorte hul igen...
Men frygten nagede ham.

Det var efterhånden ved at være noget tid siden han havde set Sean. Men han vidste jo godt hvorfor! Sean var i fuld gang med at planlægge sin overtagelse af Doomsville! Noget der selvfølgelig krævede alt hans koncentration. Og det var ikke ligefrem fordi Lori følte sig som en af de faktorer der gjorde det nemmere for Sean at koncentrere sig. Der var sket en del siden Sean først havde været syg, og nu var blevet rask.. de kunne nu kalde sig et par! Selvfølgelig ikke offentligt, men det gjorde nu heller ikke Lori noget! Om de var et par privat eller offentlig gjorde ikke den store forskel for ham! Hele verdens behøvede ikke vide det! Bare de to gjorde!
Den eneste ting der af og til kunne gå han på, var at de levede i en verden hvor deres forhold var en syn! Blev de opdaget ville det skade den begge! De ville begge være i fare. Derfor måtte se være forsigtige! Særligt nu hvor Sean var hersker igen! Selvom det stadig var meget nyt!. Så var Sean nu en mere eller mindre offentlig person. Og de var nød til at være rigtig gode til at holde det skjult.

Egentlig havde han besluttet at vente med at opsøge Sean til noget tid efter han havde overtaget borgen. Men han måtte indrømme at han ikke kunne vente! Han savnede Sean! Trods det kun var et par uger se ikke havde set hinanden, havde Lori opdaget da han savnede Sean en hel del hurtigere når de ikke var sammen, ind han gjorde før hen. Ikke at han ikke kunne savne Sean får, men det var lidt som om efter Sean hsbde været syg, at Lori følte en større trang til at se ham oftere.

Det var vel også det der havde lokket ham til at opsøge byens nye hersker! Han var ikke dum! Han var klar over at han BARE kunne vade ind som han gjorde i Seans hjem! Dette var trods alt en borg!
Så han havde taget en stak bøger under armen, ligegyldige ja, men det var den perfekt undskyld! Derfor begav han sig op til borgen med bøgerne i armen.

I takt med al forventning, blev han stoppet af nogle vagter der selvfølgelig ville vide hvad Lori skulle på borgen.
"Jeg er ven af den nye hersker, OG jeg har nogle bøger med til ham som han har bestilt" forklarede Lori. Bøgerne blev selvfølgelig kigget igennem om de indholde våben og sådan noget. Og selvfølgelig blev Lori også tjekket.
Efter dette fik han lov til at gå ind. Her ventede han på at der sikkert var nogle der skulle eskortere ham til Sean. Puha!... Sikke meget bøvl.. men sådan var det! Det var noget han måtte tage med! Hvis han ville se Sean måtte det jo også være på den måde!

Han tog en ny tår af sin the, før han vendte sig væk fra vinduet og gik tilbage til bordet. Kruset blev sat på bordet og han trak en smule ligegyldigt i et af dokumenterne. Han følte ikke for at arbejde lige nu. Det var underligt, for normalt var han en arbejdsnarkoman. Typen der hellere ville arbejde, end sidde stille bare et øjeblik. Hellere arbejde end...End noget andet! Det var det bedste han vidste. Han havde det ofte bedst, når han havde udretttet nogle ting. Men lige nu...
Der blev banket på døren og efter Sean havde bedt vedkommende komme ind, skubbede en vagt døren op og stak hovedet ind. Gæster. En Lori med nogle bøger. Skulle de sende ham op eller sende ham væk igen?
Sean kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Det tog ham ikke lang tid at lade dokumenter være dokumenter, som han gik over til døren. Han skubbede næsten vagten til side, for selv at gå ned og hente Lori. Først da han var halvvejs nede af gangen slog det ham at hans reaktion måske havde været lidt for entusiastisk og vagten i værste tilfælde ville overveje hvem Lori var eller om Sean virkelig havde set frem til de bøger...Forhåbentlig det sidste. Han tvang sig selv til at gå lidt langsommere. Han trak vejret dybt. Men helt ærligt? Lori var lige hvad han havde brug for. Han ville bare hive manden ind i et tomt rum og tage ham lige der, hele den kommende nat. Mærke ham igen.
Han gik ned af trappen og ned af nogle flere gange. Borgen var ret stor. Borgen, slottet...Hvad var forskellen? Hvilke tårne det havde? Sean vidste som regel en del. At der var denne ene detalje han ikke havde helt styr på, virkede måske fjollet. Og dog. Han vidste et slot blev kaldt et slot, fordi der havde boet kongelige. Men havde der boet det her? Det virkede lidt tilfældigt om folk så det som et slot eller en borg.

Endelig så han Lori og kom ham i møde. Smilet gled automatisk over hans læber. Han tjekkede hurtigt rummet, men selvfølgelig havde vagterne ikke bare efterladt Lori til sig selv. Okay, så ingen spontane kram og kys. Det irriterede ham.
"Lori! Dejligt du kunne komme. Beklager at hidkalde dig ud af det blå" hilste han. Vagten havde fortalt ham at manden var ankommet med Seans bøger, så det spillede Sean bare videre på. Forhåbentlig kunne Lori holde tungen lige i munden og spille med.
"Kom. Lad mig vise dig op" foreslog han og slog let ud med den ene arm, som tegn til at Lori skulle gå med ham. Han ville vise Lori til det lille værelse, som Sean havde taget til sig selv.

Han måtte indrømme at han var utålmodigt. Han havde ikke set Sean i et godt stykke tid, faktisk ikke efter at de var blevet Partnere. Ikke at de havde ændret noget, deres forhold var ikke blevet anderledes af at få en titel på sig. Men det havde måske derimod ændret sig fordi Sean havde været syg, og de begge havde indset nogle ting. Lori ville nødig indrømme det, men han havde svært ved at se hvordan hans verden skulle hænge sammen hvis Sean ikke var i den. Men var det ikke sådan alle følte om nogle de holde af?. Selvom... Man kunne vel altid lære at leve uden vedkommende?
Det kunne da heller ikke udelukkes at Dens og Lori ikke skulle bruge tasten af deres liv sammen. Men Lori ville nyde den tid det var!

Hans blik gled rundt på de mange vagter, og en tanke trejfede ham. Ville disse vagter ende med at vænne sig til at han kom? Eller ville de blive mistænksomme.
Disse tanker blev dog afbrudt af lyden af fodtrin på trappen. Og der var han! Manden han havde savnet de sidste uger. Han måtte bide sig en smule i indersiden af kinden for at hans smil ikke blev alt for bredt.
Det her var en helt ny form for selvkontrol! Han var vant til at man ikke viste noget ordenligt. Men han havde allermest lyst til at kaste sig i armene på dæmonen. Men han behærskede sig. I stedet lavede han et nik som Sean kom med. "Intet at undskylde for.. det er mig kunnen glæde" sagde han roligt. Han så på Sean med et blik der fortalte at han var med på det lille skuespil. Det var trods alt ham selv der havde startet det.
Han nikkede som Sean viste ham op. Han skævede kort tilbage.. hmm den ene vagt fulgte med. Pokkers...
Han sagde ikke rigtig noget mens de gik, alt hans koncentration gik på ikke at små sludre og hyggesnakke som de plejede. Eller for den sags skyld at kaste sig om halsen på Sean og overdænget ham med kys. Men nej! Han holde den roligt og kontrolleret.

Sean nikkede svagt. Modsat Lori, havde han mange års erfaringer i at kontrollere sig selv og manipulere folk omkring sig. Forhåbentlig ville Lori vide bedre, end tro Sean faktisk var en smule kold over for ham. Dette måtte blive deres nye realitet, i hvert fald hvis de skulle mødes på borgen. Hjemme hos Sean selv ville der ikke være vagter. Han nægtede at leve et liv med evige vagter! Desuden var ingen så stærke som Sean selv. Han kunne passe på sig selv. Han viste Lori op af trappen og gik tilbage mod det lille værelse, som Sean havde taget for sig selv. Sean havde en lille smule OCD med renlighed og han brød sig ikke om hvor støvet og lurvet borgen var. Før var det noget andet. Men nu, hvor han ejede stedet, gik det ham på.
Han deltog i småsnakken, som han mest lod handle om bøger. Da de nåede hans værelse, åbnede han døren og med den ene arm, lod Lori vide han bare kunne komme ind. Vagten gik ikke med. Sean stoppede ham i døråbningen.
"Han er min gæst og vi har nogle ting at snakke om. Men vær venlig at bede nogen komme op med en kande varm the" bad han. Vagten nikkede og vendte om. De var trods alt alle Seans loyale mænd, så de ville ikke turde eller ønske gå direkte imod Seans ordre.
Sean lukkede døren bag sig, trak vejret dybt, før han vendte sig om mod Lori. Hvis ikke Lori allerede havde stillet bøgerne fra sig, ville Sean trådte over til ham og tage dem fra ham, kun for at stille det på hans skrivebord. Så trak han Lori ind til ham og lod endelig sine læber søge Loris i et kys der fortalte at Sean virkelig havde savnet ham. Det var dybt og intimt.
"Jeg er ked af jeg ikke har opsøgt dig så meget" bekendtgjorde han så bagefter, ikke uden et svagt smil. Det var svært ikke at føle en hvis glæde, nu hvor Lori var her. Det var længe siden han havde følt sig så...Levende. Det var næsten helt ubehageligt eller skræmmende.
Det var heller ikke normalt han tabte besindelsen på denne måde og han prøvede at få den tilbage, ved at slippe Lori igen. Han rømmede sig svagt.
"Hvordan går det?"

Havde han ikke allerede vidst at det var sådan her de måtte være i offentligt skue, så havde det måske kunne gå ham på hvor kølig luften var nød til at være mellem dem. Ikke ment som de skulle lade som om de ikke kunne lide hinanden.. de var bare nød til at lade som om de ikke kunne lide hinanden SÅ godt som de kunne.

Turen ned af gangen føltes uendelig. Og for at være ærlig havde Lori flere gange lyst til enden atysge Seans hånd, eller hans arm. Dog holde han sig i skindet, og lod som ingenting. Det sidste nogle af den havde brug for, var at de blev set sådan.
Da de kom til Seans værelse trådte han inden for som han blev vist til.
Han så sig om. Hmm ja, her lignede et typisk Sean værelse. Papirer på skrivebordet, altid arbejde! Men hva pokker. Det måtte jo være rart at komme igang igen, efter hans sygdomsforløb?

Han lyttede roligt til samtalen mellem Sean og vagten, eller... Ordren der blev givet. Han vende sig rundt mod Sean igen da døren blev lukket, og nåede næsten ikke at sige eller gøre noget, før Sean tog bøgerne ud af han hænder og han mærkede Seans læber mod sine egne. Et uundgåeligt smil voksede sig frem på hans læber, som han selv lod armene glide omkring ham.

Det her havde han savnet! Men han vidste også godt at Sean havde haft travlt! Og havde haft nogle ting han var nød til at gøre! Uden at blive forstyrret.
Han smilede lidt over Seans undskyldning, og rystede let på hovedet. "Det er okay... Du har haft massere at se til" sagde han roligt, som de grå øjne gled op og ramte Seans.

Han lod Sean trække sig, og hørte hans spørgsmål.
"Det går fint nok.. jeg er startet i boghandleren igen, Morty er gammel, og han kan ikke klare lige så meget i butikken mere, såh" sagde han med et træk på skulderen mens han lænede sig op af Seans skrivebord. Han skævede ned mod bøgerne, med et let smil. "Forrasten.. så aner jeg ikke om du kan bruge de bøger.. jeg skulle bare ehave en undskyldning for at komme forbi vagterne" grinte han lidt.